Log ind

Taktiske Eksempler fra Vinterkrigen i Finland 1939-40

#

IV.

Efter at 9’ finske Division var blevet koncentreret i Omegnen af Kuhmo, og Oberstløjtnanterne Ilomaki og Vuokko’s Tropper var underlagt denne Division under General Siilasvuo, var man klar til at begynde Forberedelserne til de afgørende Kampe med den 54’ russiske Division under Generalmajor Gusevskij. Den Situation, der var skabt ved Løjtnant Kekkonens Fremrykning med sin Hovedstyrke til Kiekinkoski og fremskudte Styrker til Hukkajårvi, frembød en god Mulighed for at udnytte Terrainet øst om Lammasjarvi til en Fremrykning fra Nord og et Angreb mod Russernes Hovedstyrke omkring Saunajarvi og afskære dens Forbindelse med Repola. Vejen Kuhmo—Raajavaara var allerede aaben, men meget smal. Der blev nu tilvejebragt talrige Passagesteder. Natten til den 24/1 aabnedes Vejen Raajavaara—Kalkainen, hvorved en Angrebsgruppe kunde koncentreres til Omegnen om denne Sø i Flanken og Ryggen paa de fjendtlige Styrker. Levnedsmiddel- og Ammunitionsdepoter blev skudt frem øst for Lammasjarvi. Et nyt Feltlazaret blev oprettet i en Folkeskole nord for Lammasjarvi. Meddelelsestjenesten blev udbygget. Der blev saaledes endelig lagt en Telefonforbindelse til Oberstløjtnant Vuokkos Brigade vest for Rasti Vejgaffel dybt inde i det skovrige Terrain. Alle disse Forbindelser var i Orden ved Slutningen af Januar. Ogsaa talrige Biveje, som ellers alle var fuldstændig tilsneede, blev aabnede for Hestetrafik, men da Russernes Patrouillevirksomhed strakte sig 4—5 km nord og syd for Saunajarvivejen, maatte man for ikke at røbe Angrebsplanerne vente med at aabne de sidste Kilometer af Angrebsvejene til efter Angrebets Begyndelse og udelukkende arbejde om Natten. Allerede Natten til den 25/1 blev I. R. 27 transporteret til Raajavaara. Telte af Pap var i Forvejen rejst i de omliggende Skove. Disse Lejre stod lige til Krigens Slutning og var en uvurderlig Hjælp for Tropperne i denne fuldstændig krigshærgede Egn. Den følgende Dag flyttedes I/I. R. 27 un-

Skærmbillede 2020-06-30 kl. 12.50.50.png

der Kommandøren, Kaptajn Sihvonen, til Byen Kålkåinen, kun 5 km fra den af Russerne beherskede Hovedvej. En Sikring paa 2 Delinger af l ’/I. R. 27 samt 1 Maskingevær blev skudt frem til den søndre Ende af Søen med Ordre til at opklare indtil 1 km fra Søens Bred. Sikringsstyrken kom godt over Søen, men allerede den første Patrouille, der udsendtes, kom i Kamp med en russisk Skipatrouille i Snekapper. Talrige af den Slags Skærmydsler opstod med skiftende heldigt Resultat. Den russiske Flyvervirksomhed var umaadelig livlig i disse Dage. Alle Transporter maatte foregaa ved Nattetid. Om Dagen skjultes Tropper og Train i Skovene. Huse var farlige at benytte som Skjul. Røg ud af Skorstene og Bevægelser omkring Bygningerne var nok til at røbe Indkvartering. Ogsaa Bivouakild maatte bruges med yderste Forsigtighed.

Angrebsordren gik ud paa følgende : Brigaden Vuokko skulde med Dele af sin Styrke binde Russerne i de daværende Stillinger og med Hovedkræfterne rykke frem over Koiravaara til Vejen Lieksa—Kuhmo for enten at fortsætte i Retning af Saunajårvi eller Sivakka. 9’ Division skulde, med Sikring af sin venstre Fløj (østlige Fløj), angribe med Hovedkræfterne i Retning af Saunajårvi, hvor Hovedvejen mod Repola skulde afskæres. Derefter skulde Divisionen i Samarbejde med Brigaden Vuokko vende sig i Retning mod Sivakka. Afdelingen, 14’ Bataillon, som var bedst kendt med Terrainet, blev løsgjort ved Jyrkånkoski. Afdelingen bestod af 2 Kompganier, en Granatkasterdeling og 1 Kompagni, som havde været udlaant til Afdeling Kekkonen. Desuden forstærkedes Bataillonen med en Opklaringsafdeling, en Pionerdeling og en Panserværnstrop. Under Kaptajn Muroles’ Kommando blev Bataillonen den 27/1 om Aftenen flyttet til Nivala.

III/I. R. 65 overtog Stillingerne ved Jyrkånkoski. II/I. R. 65 flyttedes til en Begyndelse til Raajavaara. Artilleriet bestod af 3 1 /2 Batteri. Et Batteri blev underlagt I. R. 27. Resten blev i Reserve nord for Hotakka. For at bortlede Russernes Opmærksomhed fra Hovedangrebet blev Oberstløjtnant Ilomåki beordret til med III/I. R. 25 den 28/1 at angribe ved Hotakka. Angrebet skulde bl. a. skaffe en Udgangsstilling for den endelige Erobring af Kankivaara. For en Sikkerheds Skyld blev Stillingerne ved Jyrkånkoski stadig holdt besat. Bataillonen under Kaptajn Salonmies havde i de foregaaende Kampe lidt betydelige Tab. Ca. 33 % af Styrken var ukampdygtige. Dens Fremrykning skulde støttes af de 21/? Batterier, der udgjorde Artillerireserven, ialt 10 Feltkanoner.

Den 28/1 Kl. 1 satte Bataillonen sig i Bevægelse med 7’ Kompagni som Fortrop. Landevejen kunde ikke anvendes, da den var spærret af talrige Forhug og Mineringer. Fremrykningen maatte ske i Skoven, hovedsagelig paa Vejens østre Side. Man naaede frem til Hotakka uden Modstand. Her fik 9’ Kompagni + 2 Maskingeværer Ordre til at fortsætte mod Rasti for at sætte sig fast paa en Aas ca. 500 m syd for Hotakka som et Slags Forpostkompagni. 7’ Kompagni gik i Stilling vest for Vejen ved Hotakka, 8’ Kompagni øst for Vejen. Hvert af disse Kompagnier fik en Maskingeværdeling tildelt. Som Bataillonsreserve var der saa kun 1 Deling af 9’ Kompagni + 2 Maskingeværer. Denne Besættelse er mærkelig derved, at Fortroppen, 7’ Kompagni, ikke sendes længst frem som Forpostkompagni, men denne Opgave tilfalder 9’ Kompagni*), og endvidere at 7’ Kompagni ankommer til Hotakka efter en Fremrykning hovedsagelig paa Vejens østre Side, sendes over vest for Vejen for at befæste Terrainet der. Det blev ogsaa Aarsag til en meget ubehagelig Tildragelse. Da 7’ Kompagni var ved at flytte over vest for Vejen, mødtes det af en voldsom, overraskende Ild bagfra. Russerne havde med en større Styrke ligget skjult i Skoven. Kompagnichefen fik hurtigt sit Kompni sat an til Angreb mod Nord, men faldt selv. Ogsaa Artilleriets Observationstrop led Tab og mistede sin Radio. Ved 9’ Kompagni, som uden at støde paa noget fjendtligt var naaet frem til sin Stilling, hørtes nu den stærke Skydning bagfra. Kompagnichefen med en lille Flok Folk ilede tilbage, og ogsaa han faldt. Paa dette Tidspunkt gik 7’ Kompagnis Maskingeværdeling i Stilling ved Landevejen og aabnede Ilden. Russerne trak sig derefter tilbage mod Syd. Samtidig dukkede imidlertid nogle russiske Kampvogne op paa Vejen. 9’ Kompagni, der ikke havde naaet at bygge nogen Hindringer endnu, kunde ikke standse dem, og de skilte saaledes Bataillonschefen, Kaptajn Salonmies, som befandt sig øst for Vejen, fra 7’ Kompagni. Bataillonens Panserværnskanoner var beklageligvis blevet efterladt i Bataillonens Kø. De burde have været fordelt til Kompagnierne og især til Forpostkompagniet. (Feltreglement I. A. Pkt. 148, 3’ Stykke). De var iøvrigt Krigsbytte taget fra Russerne ved Suomussalmi.

*) Se vort Feltreglem ent I. A. Side 113, 1’ Stykke.

Ogsaa 8’ Kompagni kom i Kamp med skjulte, russiske Styrker, og da det ikke kunde faa Forbindelse med Bataillonschefen, og Chefen mente at høre Skydning bagfra, besluttede han at løsgøre sig og gaa tilbage til sine tidligere Stillinger ved Jyrkankoski, uden at Bataillonschefen anede noget om det. Ved 7’ Kompagni lykkedes det en rask Fændrik at samle de splittede Tropper og besætte de Stillinger, som der var givet Ordre til. De russiske Kampvogne kørte stadig frem og tilbage paa Vejen og forhindrede al Forbindelse inden for Bataillonen. Bataillonschefen, Kaptajn, Salonmies, satte sin Reservedeling + 6 Maskingeværer i Stilling øst for Vejen i Stedet for 8’ Kompagni; men desværre var ved dette Kompagnis Tilbagegang de dominerende Højder ved Hotakka nu i Russernes Hænder. Det begyndte at blive mørkt. Russerne angreb ikke, bortset fra Kampvognene. Efter Mørkets Frembrud fik Bataillonschefen Telefonforbindelse med Oberstløjtnant Ilomaki, og af denne erfarede han om 8’ Kompagnis Tilbagegang til Jyrkankoski. Kompagniet blev nu sendt frem igen og beordret til at fordrive Russerne fra deres Stillinger. Det lykkedes, og 8' Kompagni besatte saa endelig den beordrede Stilling. Ogsaa Landevejen blev omsider spærret med 2 Forhug, saa Finnerne kunde faa Fred for de russiske Kampvogne. Panserværnskanonerne hører man derimod ikke noget om. Det havde ikke været nogen heldig Dag for III/I. R. 25. Tungest var Tabet af 2 Kompagnichefer. De øvrige Tab var forholdsvis smaa. Denne Kamp havde kun været Indledningen til det store Angreb, som skulde begynde den 29/1, og hvor Opgaverne skulde fordeles saaledes: GruppeIlomaki (III/I. R. 25, III/I. R. 65, 2(4 Batteri m. fl.) aabner Kl. 800 kraftig Artilleri- og Granatkasterild mod Kankivaara samt erobrer denne Bakke efter særlig Ordre. Afdeling 1U ' Bataillon + 1 Panserværnstrop, 1 Pionerdeling og 1 Opklaringsdeling rykker fra Nivala til Luelahti, afskærer Landevejen saavel mod Øst som mod Vest, ødelægger fjendtlige Forraad i Luelahti og forbereder sig paa at fortsætte Fremrykningen mod Sivakka. I . R . 2 7 + 1 Batteri og 2 Panserværnstroppe rykke over Lektovara til Landevejen, renser denne med en Del af Styrkerne og blokerer med mindst 1 Bataillon Vejen paa det Sted med Front mod Øst. Hovedstyrken rykker vest paa til de østlige Bredder af Alasjårvi og Saunajårvi, rede til at fortsætte til Luelahti. Brigaden Vuokko + 12’ Bataillon holder sin nuværende Stillinger og rykker med 2 Batailloner over Koiravaara til Vejen Sivakka—Lieksa, hvorfra 1 Bataillon gaar mod Saunajårvis søndre Bred, hvor Forbindelse med I. R. 27, og 1 Bataillon gaar til Sivakka, hvor Landevejen afskæres. Divisionsreserve var I. R. 65 (^ -2 Batailloner) ved Raajavaara. Afdelingen Kekkonen underlagdes dette Regiment, men bibeholdt sin Sikringsopgave ved Kiekinkoski. Ligeledes laa et let Kompagni i Reserve vest for Kuhmo Kirkeby. Tropperne satte sig i Bevægelse ved 5-Tiden om Morgenen. Vejret var mildt. Temperaturen -h 10 °. Afdeling 14’ Bataillons Angrebsretning gik gennem meget tungt og vanskeligt Terrain. Kort før Middag var den dog ca. 400 m fra Landevejen. Russiske Patrouiller havde observeret den sig nærmende Kolonne, som, efter hvad der senere blev klarlagt, trængte frem mod deres sikkert ømmeste Punkt, nemlig den russiske Divisionsstabs Lejrplads. Derfor gik de straks paa Eftermiddagen til Angreb mod Bataillonen og angreb den baade i Flanken og i Ryggen. Den afslog dog alle Angreb. I.,R. 27 rykkede frem i 2 Kolonner: vestligst II/I. R. 27 under Kaptajn Sihvonen med den Opgave mod Vest at blokere Søpasset Alasjårvi—Saunajarvi; i den østlige Kolonne gik forrest III/I. R. 27 under Kaptajn Airimo. Bataillonen skulde ved Lektovara svinge mod Reuhka og rense Vejen frem til Lôytôvaara, hvor Vejen skulde spærres for den fra Øst kommende Fjende. Bagest i østlige Kolonne, i anden Linie, fulgte I/I. R. 27 under Kaptajn Lassila. Regimentschefen, Oberstløjtnant Måkiniemi, havde taget 1 Kompagni af I Bataillon og forstærket det med 2 Maskingeværer for at anvende det til Sikring af Kålkåinenjårvis østre og vestre Bred.

III/I. R. 27 naaede efter 2 Timers Skimarch frem til Lektovaara, hvor talrige Skyttegrupper overgav sig. Ved 9-Tiden kom Bataillonen uden Kamp til Landevejen ved Reuhka. Vejen var spærret af et Forhug, men der var intet Mandskab til at forsvare Spærringen, som nærmest har været en Fremrykningshindring. (Se Vejledning i Feltarbejder m. m. for Fodfolket, Pkt. 36, 1’ Stykke). Bataillonen vendte sig nu mod Øst og sendte Patrouiller mod Loytovaara. En russisk Rede med 15 Mand blev tilintetgjort. Panserværnet og Granatkasterdelingen kom frem og blev sat i Stilling. Der blev rejst Telte, og Folkene fik deres første Maaltid Mad. II/I. R. 27 satte sig i Bevægelse allerede Kl. 330. Natten var bælgmørk. Efter en anstrengende March blev Landevejen naaet ved 9-Tiden. Bataillonen rykkede straks mod Vest med 2 Kompagnier i forreste Linie. De stødte inde i Skoven paa 2 store Forskansninger. Ved et Ildoverfald tilintetgjorde de de fuldstændig overrumplede Poster. Skansernes Besætninger vaagnede efterhaanden op af deres Forundring og aabnede en heftig Ild mod Finnerne. Bataillonens Panserværnskanoner kom nu frem og gik i Stilling 2 syd for og 2 nord for Vejen. Pionererne begyndte at bygge et Forhug. De var lige blevet færdige hermed, da 2 russiske Kampvogne dukkede op fra Vest. De vovede dog ikke at køre frem mod Forhugget, men nøjedes med at skyde. Efter nogle Timers Forløb viste der sig en Sværm russiske Jagere, aabenbart med den Opgave at rekognoscere, for de angreb ikke. Situationen har sikkert ogsaa været temmelig uklar for den russiske Ledelse, da Finnerne havde afbrudt Telefonforbindelserne paa mange Steder. Kort Tid efter begyndte ogsaa russisk Artilleri fra Kannas at beskyde Bataillonen. Imedens havde det finske Fodfolk forsøgt at storme Skanserne, men forgæves. De var meget stærkt bemandet. Hverken Granatkastere eller Panserværnskanoner kunde faa Bugt med Russerne. Nu dukkede nye Kampvogne op, og Russerne gik til Modangreb. Dette blev dog standset i Finnernes Ild, og 2 Kampvogne blev skudt i Brand. Russernes Skanser holdt sig endnu ved Mørkets Frembrud, men Finnerne laa og holdt Skydeskaarene under Ild. I/I. R. 27 naaede frem til Landevejen vest for Reuhka Kl. 945. Før Middag havde Bataillonen renset Landevejen vestpaa paa en Strækning af ca. l J/j km og faaet Forbindelse med II/I. R. 27. Bataillonens Hovedstyrke naaede Saunajärvi ved Mørkets Frembrud. Regimentet gav nu Bataillonen Ordre til med eet Kompagni at hjælpe II Bataillon ved at angribe Landevejen vest for Forskansningerne. Kompagniet mødte dog haard Modstand, og det varede l 1/* Døgn, inden det kom frem til Landevejen. Resten af I Bataillon blev ved Saunajärvis østre Bred. Forsyningstjenesten var meget besværlig. De nylig aabnede Veje var tunge for Hestene i det stærkt kuperede Terrain, og russiske Patrouiller angreb Kolonnerne. Nu var Russernes Hovedvej blevet afskaaret, men Situationen var ganske uklar. III Bataillon kunde saaledes ikke trænge frem til Löytövaara, idet der endnu var russiske Styrker mellem Reuhka og Löytövaara. Et Kompagni af I. R. 65 blev derfor af Divisionen beordret til at marchere direkte løs paa Löytövaara. Brigaden Vuokko, som var blevet forstærket med 12’ Bataillon, disponerede saaledes: I/I. R. 25 fastholdt sine Stillinger ved Latvajärvi. II/I. R. 25 rykkede mod Sivakka for at binde Fjenden og afskære Landevejen. 12’ Bataillon skulde først frem til Lieksavejen for at kunne vende sig enten mod Sivakki eller mod Klemetti. Senere beordredes den til Luelahti og 1 Kompagni af I. R. 25 til Vestbredden af Saunajärvi. II/I. R. 25 naaede frem til ca. 4 km sydøst for Sivakka, hvor den spærrede Landevejen med Forhug. 5’ Kompagni sendtes mod Klemetti, hvor det lykkedes at naa frem til Landevejen. Ved 14’ Bataillon foretog Russerne midt paa Dagen et frontalt Angreb efter Artilleriforberedelse og angreb samtidig Bataillonens venstre Flankedækning. Kampen varede i 3 Timer. Artilleriilden fortsatte til Aftenen. Angrebet blev slaaet tilbage, men 14’ Bataillon kunde heller ikke komme frem. For I. R. 27 var den vigtigste Opgave at naa frem til Löytövaara for at spærre Vejen for russiske Hjælpestyrker. Vi har set, at Divisionen maatte træde hjælpende til ved at beordre 1 Kompagni af I. R. 65 til at gaa nordfra direkte mod Löytövaara. Kompagniet kom ogsaa frem til Maalet, men blev ved Mørkets Frembrud tvunget tilbage ad samme Vej, som det var kommet. Da Vejen for enhver Pris skulde spærres, gav Chefen for I. R. 27 Ordre til, at 1’ Kompagni af II/I. R. 27 + 1 Panserværnskanon ved en Bevægelse sønden om de russiske Reder ved Vejen skulde naa Loytovaara. Terrainet var saa vanskeligt at forcere, at Panserværnskanonen ikke kunde tages med. Hen paa Aftenen fik Løjtnant Turtiainen ved I. R. 27’s Stab Ordre til at tage Kommandoen over Kompagniet af I. R. 65, en Opklaringsafdeling, to Pionergrupper, en Granatkasterdeling og en Panserværnskanon. Med denne Styrke skulde han nordfra tage Loytovaara, hjulpet af I. R. 27’s Kompagnier fra Vest og Syd. Angrebet skulde begynde ved Midnat. III/I. R. 27’s Kompagni stødte ved Daggry paa russiske Forskansninger og Skyttegrave. Paa Landevejen kørte 2 Kampvogne. Russerne indledte pludselig et voldsomt Modstød. Hæftige Kampe opstod i Skovene, men lidt efter trak Russerne sig østpaa. Der blev konstateret 1 russisk Bataillon ved Loso, som maatte isoleres, for at den ikke skulde angribe Loytovaaras Forsvarere i Ryggen. II/I. R. 27 fortsatte med at beskyde de russiske Forskansninger ved Søpasset med Kanoner. 3 Kampvogne og et Par Biler blev ødelagt ved Fuldtræffere. Da en Fremrykning langs Vejen vilde have kostet for store Tab, forsøgte man med 2 Kompagnier en omgaaende Bevægelse sydfra; men de var ved Mørkets Frembrud endnu ca. 500 m syd for Landevejen. I. R. 27’s Batteri beskød hele Dagen Russernes Stillinger i Egnen om Kannas med godt Resultat. 12’ Bataillon indledte sin March mod Luelahti Kl. 500, men ca. 1 km derfra stødte forreste Kompagni paa russiske Stillinger og kunde ikke komme videre. Russernes Sikringsdele befandt sig 1 km uden om Luelahti, hvorfor Landevejen lettere kunde afskæres længere vestpaa. 12’ Bataillons Angreb fik dog det Resultat, at det hjalp 14’ Bataillon ca. 200 m frem, saa den nu beherskede Vejen. Løjtnant Turtiainen, som den foregaaende Aften havde faaet til Opgave at generobre det tabte Loytovaara, stødte under sin Fremrykning paa en russisk Trop, som røbede sig ved højrøstet Tale. Med 2 Maskingeværer og nogle Maskinpistoler foranstaltedes et Ildoverfald, og Russerne blev fuldstændig tilintetgjort. Ogsaa et russisk Modstød blev standset, og Fremrykningen kunde fortsættes. Finnerne nævner her den Erfaring, de ofte gjorde under Vinterkrigen. Efter en Kamp kan man risikere, at mange faldne kun tilsyneladende er døde eller saarede. Pludselig kan saadanne »faldne« vaagne op og' beskyde de fjendtlige Tropper bagfra. Ogsaa Folk, som med begge Arme i Vejret havde overgivet sig, kunde pludselig aabne Ild mod de Tropper, der nærmede sig for at tage dem til Fange. Da Ldytovaara saa ud til at blive en Nøglestilling, og da III/I. R. 27 endnu ikke havde naaet sit Maal, gav Divisionen Befalingen over alle de Tropper, der nærmede sig Ldytovaara, til Kaptajn Mankonen fra Divisionens Stab. Han ankom til Stedet midt under den sidstnævnte Kamp. Efter at have givet Mandskabet fornøden Tid til at spise og hvile, fortsatte Styrken nu under Kaptajn Mankonens Kommando Fremrykningen og naaede endelig efter forskellige Skærmydsler med smaa, fjendtlige Styrker Kl. 2300 frem til sit Maal. Afdelingens 2 Panserværnskanoner slæbtes i Stilling, der blev bygget Forhug saavel mod Vest som mod Øst, og Folkene selv gravede sig ned i Sneen. Vejen ved Ldytovaara var nu spærret og forblev spærret til Krigens Slutning. Affæren »Ldytovaara« giver Anledning til at slaa fast, at man aldrig maa spæde til med Smaastyrker, som ovenikøbet ikke er under fælles Kommando. Da Finnerne var blevet klar over, at man vilde støde paa haard Modstand, burde Angrebet have haft Karakter af en betydelig, samlet Kraftudfoldelse (Feltreglement I. B. Pkt. 112) og under een Mands Ledelse (Feltreglement I. B. Pkt. 115). Den fælles Kommando kom i dette Tilfælde paa et meget sent Tidspunkt. Kampene den 31/1 paa de andre Kamppladser endte med, at Finnerne overalt gik i Staa over for de russiske, svære Forskansninger, som de maatte nøjes med at omringe. I Rastiafnittet, ved Latvajarvi og ved Kiekinkoski forholdt begge Parter sig i Ro. Den 1’ og 2/2 forløb med stadige, russiske Udbrudsforsøg. Navnlig lykkedes det Russerne i Loso at bryde ud mod Øst og falde Finnerne ved Ldytovaara i Ryggen. Ligeledes blev Forsyningsvejen nordfra til Ldytovaara afbrudt flere Gange. Det kom her til meget haarde Kampe. De russiske, omringede Styrker fik Forsyninger fra Luften. Samtidig konstateredes, at Russerne forsøgte at undsætte 54’ Division med Tropper af en ny Division (23’ Division); men endnu holdt Finnerne Stand mod alle Angreb saavel inde- som udefra.

A. E. G. Klein.