Den taktiske flyverstøtte af operationerne på jorden så for første gang under yderst beskedne former dagens lys i begyndel sen af verdenskrigen 1914— 18. Allerede få decenier efter var ud viklingen så vidt fremskreden, at gennemførelsen af større ope rationer på jorden uden hensyntagen til situationen i luften var utænkelig. Det moderne luftvåbens slagkraft havde efteT denne korte, men rivende udvikling, fået kampafgørende betydning.
Men hvilke egenskaber karakteriserer nu den enorme kamp kraft, som et moderne flyvevåben repræsenterer? Et forsøg på en analyse af dette problem vil ikke blot have teoretisk interesse, thi man må gøre sig klart, at en effektiv udnyttelse af den flyver støtte, der kan blive tropperne på jorden til del, kræver en for ståelse af flyvevåbnets væsen og karakteristik.
Våbnets ildkraft — den offensive ildkraft — er vel det, der træder mest distinkt frem, såfremt man blot een gang har været vidne til, hvorledes et mål på jorden bliver bekæmpet fra luften.
De elementære våben, der anvendes mod mål på jorden, er kanoner og maskingeværer. For at gøre sig en forestilling om virkningen af et angreb med disse våben, må man gøre sig klart, at nedslagsbæltet under almindeligt gunstige omstændigheder læg ges over målet med en præcision, der ikke står tilbage for den, hvormed et våben, opstillet og affuteret på jorden, kan virke.
Hvor angreb med kanoner og maskingeværer på grund af målets art ikke kan få den ønskede virkning, kan flyet i stedet angribe med raketter eller bomber. Her er præcisionen i forhold til angreb med kanoner og maskingeværer som regel noget mindre, men virkningen af det enkelte projektil til gengæld så meget desto større. Det skal således nævnes, at et fly, der leverer en halv snes raketter over et mål, i virkeligheden yder den samme ildkraft, som en krydser, der afgiver en bredside.
Alt efter hvilket mål, der skal angribes, vil rakettypen eller bombetypen blive valgt. Panserraketter, sprængstykkebomber, brandbomber og røgbomber er blot enkelte typer nævnt i flæng. En enkelt skal omtales lidt nærmere, nemlig napalmbomben. Denne bombe, der kastes fra flyet under stor hastighed og lav flyvehøjde, og som i nedslaget spreder det brændbare napalm ud over et stort område, er især effektiv imod personel og køretøjer, herunder kampvogne. Til bombens fysiske virkning kommer chok virkningen. I lav højde tordner jagermaskinen hen over målet, kaster to blanke genstande, og en brøkdel af et sekund efter er hele terrainet et flammehav. Nordkoreanske krigsfanger berettede således, at det mest frygtede af alle FNs våben netop var napalm bomben.
For at give et indtryk af flyvevåbnets evne til i tid og rum at koncentrere ildkraften, skal en enkelt sammenligning opstilles mellem konventionelt artilleri og bombemaskiner:
1. Ved den artilleriforberedelse, som kl. 2140 den 23. ok tober 1942 blev åbnet af over 1000 brittiske feltkanoner ved El Alamain, blev der i løbet af 9 timer afskudt ca. 9000 tons granater imod de tyske stillinger, eller ca. 17 tons i minuttet.
2. Den 18. juli 1944 angreb allierede bombemaskiner de ty ske stillinger ved Ornefloden for at indlede den britiske offensiv. Disse maskiner kastede fra kl. 0545 til kl. 0745 ialt 7500 tons bomber, eller over 62 tons i minuttet.
Til supplering af dette kan nævnes, at britiske bombemaski ner natten mellem den 15. og 16. februar 1944 i løbet af 18 mi nutter kastede 2130 tons bomber over Berlin, hvilket svarer til 118 tons i minuttet.
For sluttelig at afrunde billedet af flyvevåbnets ildkraft skal der blot peges på, at hvad amadaer af svære bombemaskiner idag kan yde af ildkraft med konventionelle våben, formår en enkelt jagerbomber at overgå ved fremføringen af et taktisk A-våben.
Bevægelighed, hurtighed og rækkevidde er egenskaber, der strategisk som taktisk danner grundlaget for et våbens slagkraft. Med lydens hastighed kan flyet bringe sin ildkraft ind over fjenden. Dets rækkevidde i forbindelse med denne hurtighed gør det muligt med kort varsel at samle våbnets kraft, hvor afgørelsen søges. Denne koncentration af kræfterne kan ske med en præcision i tid og rum, som sjældent er gennemførlig på jorden, hvor bl. a. terrænhindringer virker hemmende på bevægeligheden.
Bevægelighed, hurtighed og rækkevidde giver mulighed for smidighed i føring og anvendelse af våbnet. Med små tidsintervaller kan flyvevåbnets kraft forlægges fra den ene opgave til den anden. Et eksempel herpå giver tyskernes anvendelse af luft våbnet under felttoget i Polen i 1939. Den 1. september sættes hele våbnets kraft ind i ødelæggelsen af det polske flyvevåben, som for en stor parts vedkommende tilintetgøres på flyveplad serne. Allerede den 2. september forlægges tyngden af angrebene imod trafikknudepunkter og jernbaner for at lamme den polske hærs bevægelsesfrihed. Denne opgave, vekslende med den direkte støtte af hærens operationer, er derpå hovedopgaven indtil felttogets afslutning.
Men ikke alene er den hurtige vekslen af opgaver inden for et operationsområde mulig. Tyngden af flyvevåbnet kan med kor tere varsel forlægges fra den ene krigsskueplads til den anden, eller fra den ene front til den anden. Således indsættes den 8. maj 1942 det overordentligt kampkraftige 8. tyske flyverkorps under general v. Richthofen til støtte for 11. armes angreb på Kertsch halvøen. Fire dage senere begynder 500 km længere mod nord russernes forårsoffensiv ved Kharkov, hvor marskal Timoshenko opnår en række initialfremgange af foruroligende om fang overfor v. Books armegruppe. Den 16—17. maj ebber kam pene på Kertsch ud efter v. Mansteins afgørende sejr over rus serne her, og nu forlægges tyngden af luftvåbnet til Kharkov- fronten. Den 17.—18. maj indleder tyskerne modoffensiven, og med 8. flyverkorps som murbryder kaster v. Kleists og Paulus’ pansertropper russerne tilbage. Indledningen til det tyske angreb mod Kaukasus og Stalingrad var begyndt.
Unddraget nødvendigheden af koncentrationer og opmarcher foran fjendens front og besiddende evnen til hurtige kraftsamlin ger i tid og rum har flyvevåbnet som intet andet våben en evne til at frembringe, subsidiært Iøge overraskelsesvirkningen. Hvor 1. verdenskrigs store artilleriopmarcher og langvarige artilleriforbe redelser fratog angrebet det taktiske overraskelsesmoment — må ske den væsentligste grund til at fronterne forblev næsten ube vægelige i fire krigsår — var det under 2. verdenskrig muligt ved hjælp af flyvevåbnet i forbindelse med kortvarige artilleri-forberedelser at bane tropperne vej under bibeholdelse af den taktiske overraskelse og derigennem at holde operationerne be vægelige.
Snævert forbundet med flyets evne til ved indsættelsen at fremkalde overraskelse er dets chokvirkning på modstanderen på jorden. Erfaringerne viser, at flyverangrebets fysiske virkninger ofte overgås af de psykiske virkninger. Det viste sig således, at tyske enheder, der var blevet revet op under de allierede bombe tæpper ved St. Lo og Caen, i virkeligheden kun havde 5— 10% tab, en i forhold til den mangel på kampkraft, tyskerne viste umiddelbart efter bombardementet, overraskende lille tabsprocent.
Virkningerne af et overlegent luftvåbens ustandselige angreb mod modstanderen på jorden bar i mangt og meget samme psykiske virkninger som artilleriild, der ikke evnes besvaret. Begge dele fremkalder en følelse af håbløsbed og hjælpeløshed hos tropperne.
Allerede feltreglement IB skrev således om flyvernes an vendelse under forfølgelseskampe:
„Alle disponible flyverstyrker skal på vingerne for i sam arbejde med forfolgelseskommandoer ved uafladelige angreb på tilbagegående troppestyrker, forsyningskolonner o. lign. at skabe uorden og panik og således bringe fjendens hovedkræfter i opløsning.“
Den 21. juli 1944 skriver generalfeltmarskal v. Kluge i en rapport til OKW om virkningen af det allierede bombetæppe ved Gåen:
„Der findes intet strategisk middel, med hvilket vi kan op veje fjendens herredømme i luften og hindre dets tilintetgørende virkninger uden at opgive slagmarken. Hele panserafdelinger, der var samlet til modangreb, er blevet opfanget af intensive bombe tæpper og har delvis måttet slæbes ud af hullerne i den fuld stændigt oprevne jordoverflade. Den psykologiske virkning af massebombardementerne på tropperne, især fodfolket, er en me get alvorlig faktor, uden hensyn til om tropperne er gode eller dårlige. De bliver mere eller mindre knust, og fremfor alt bliver materiellet ødelagt. Tropperne synes selv, de står over for en uovervindelig magt.“
At også generalfeltmarskal v. Kluge var psykisk ramt af den allierede luftoverlegenhed, viser hele tonen i rapporten tydeligt. Vil det være muligt at finde frem til simple regler for indsættelsen af taktiske flyverstyrker til støtte for kampene på jor den? Ihvorvel der naturligvis ikke kan gives forskrifter, der pas ser for alle tilfælde, kan der ved en analyse af flyvevåbnets indsættelse i de sidste krige opstilles nogle få vigtige principper.
Det første princip er, at organisationen af de taktiske flyve stridskræfter smidigt skal tilpasses den operative og taktiske si tuation. Terrænets karakter i operationsområdet, fjendens styrke og organisation, egne styrkers organisation og opgaver er nogle af de faktorer, der kan påvirke organisationen af et taktisk flyve våben. Kommandomyndighederne skal med korteste varsel kunne optage eller afgive kampenheder, alt efter hvad situationens ud vikling kræver. Kun derigennem vil flyvevåbnet kunne indsættes med den størst mulige effektivitet.
Det andet princip er kravet om centraliseret føring af luftstridskræfterne. I 1940 anvendte såvel franskmændene i Vest europa som italienerne i Libyen deres flyvevåben udstykket til korps og divisioner. Den reelle ledelse af de iøvrigt ganske vel udrustede og veluddannede flyverstyrker var derved overladt til en række førere fra hæren, som ingen forudsætninger havde for at kunne anvende våbnet på den mest effektive måde, „thi at føre et flyvevåben kræver et livslangt studium“. Resultatet af franskmændenes og italienernes føring er velkendt. Det må slås fast, at jo større et våbens ildkraft, operative bevægelighed og rækkevidde er, desto højere kommandomyndigheder må træffe afgørelsen af, hvor og hvorledes våbnet skal indsættes.
Et talende eksempel på, hvormeget en centraliseret føring af flyvevåbnet betyder, er den allierede standsning af v. Rundstedts Ardenneroffensiv i december 1944 og den påfølgende modoffen siv mod tyskernes indbrudssted. Den tyske offensiv indledtes den 16. december under vejrforhold, der umuliggjorde indsættelsen af allierede luftstridskræfter. Efter en uges forløb indtraf et om slag i vejret, hvilket øjeblikkeligt blev benyttet af det allierede luftvåben. Fra baser i England, Holland, Belgien, Frankrig og Italien startede eskadrillerne med samme mål: v. Rundstedts tre angrebsarmeer. General Bradley fortæller således i sine erindrin ger, at der ikke forløb en time, efter at vejret var klaret op, før luften over Luxembourg var fuld af allierede bombe- og jagermaskiner, der var på vej mod deres mål i Ardenneme. Det kan nævnes, at den allierede indsats juleaftensdag kulminerede med over 5000 sorties. En indsats i dette omfang og med dette korte varsel havde været umuliggjort, hvis ikke føringen af disse store luftflåder havde været centraliseret.
En betragtning af ovenstående eksempel, der viser den styrke, der ligger i en centraliseret føring, leder direkte over i
Det tredie princip, ifølge hvilket koncentration af kræfterne i tid og rum til enhver tid med korteste varsel skal være mulig. Dette for enhver anvendelse af militære kræfter så almengyldige princip, får en særlig betydning ved kampafgørende våben som flyvestridskræfterne. Således viser krigserfaringerne, at det ved en koncentreret indsats af flyverstyrker næsten altid vil være muligt at fremkalde en afgørelse i det pågældende rum.
Det fjerde princip er kravet om snævert samarbejde mellem flyvevåbnet og styrkerne på jorden. Dette samarbejde er ikke noget, der først må opstå i det øjeblik, maskinerne er over målet, ej heller begrænses til det sted, hvor indsættelsen finder sted. Samarbejdet skal indledes i planlægningsfasen ved de højeste kommandomyndigheder og skal herfra forplante sig til de lavere enheder, samtidigt med, at det fortsættes kontinuerligt under hele operationens forlob. En naturlig følge af dette absolutte krav om samarbejde må være, at de planlæggende stabe for flyverne og hærstyrkerne befinder sig i stadig og personlig kontakt med hinanden.
Et af krigens mest eklatante eksempler på samarbejde mellem flyvere og hærstyrker er at hente fra krigen i Afrika, hvor 8. britiske arme og Desert Air Force efterhånden kom til at udgøre een sammensvejset enhed, eller som Montgomery selv har udtrvkt det: „a close, integrated family“.
Grundlaget for dette samarbejde blev i virkeligheden først lagt, da Montgomery den 13. august 1942 overtog kommandoen over 8. arme. Det første, han rettede sin opmærksomhed imod, var samarbejdet mellem de to værn. Herom skriver han i sine erindringer: „Da jeg overtog kommandoen, lå armeens og flyve våbnets stabe vidt adskilt og manglede den personlige forbin delse med hinanden, som er så vigtig. Jeg flyttede derfor min stab til et sted i nærheden af flyvevåbnets stabskvarter, således at førere og stabe kunne planlægge og arbejde sammen som eet hold.“
Chefen for de flyverstyrker, der skal understøtte styrkerne på jorden, vil ofte ved vigtigere operationer selv være fremme ved fronten for personligt at lede og overvåge flyvernes indsats. I så tilfælde vil hans plads ligesom artilleriførerens være på et sted, hvor han bl. a. kan opretholde stadig og snæver kontakt med chefen for hærstyrkerne. Billedet af chefen for den 11. tyske arme, general v. Manstein og chefen for det 8. flyverkorps, general v. Richthofen stående i det samme observationsstade un der føringen af deres enheders angreb på Kertschhalvøen er velkendt.
For at sikre kontinuiteten i samarbejdet, etableres der fælles stabe for hærstyrker og flyvevåben. Disse stabe, kaldet „Joint Operation Centers“ (JOC) er sammensat af officerer fra begge værn. Deres arbejde er af planlæggende, kontrollerende og råd givende karakter. Alt efter på hvilket kommandotrin JOC er etableret, vil det handle efter direktiver fra den øverstbefalende på den pågældende krigsskueplads eller fra to ligestillede chefer fra de to værn. Ligeledes vil det kommandotrin, på hvilket JOC er etableret, være bestemmende for karakteren af stabens arbejde. Medens JOC ved de højere kommandomyndigheder (armegruppe-trin) hovedsageligt udfører et planlægningsarbejde på længere sigt, vil JOC etableret ved lavere kommandomyndigheder (arme trin) have til opgave at udføre detailplanlægning, det vil hoved sageligt sige planlægning fra dag til dag. Grundlaget for detail planlægningen lægges på daglige konferencer, hvor såvel chefen for hærstyrkerne som chefen for flyverstyrkerne enten personligt er til stede eller repræsenteret ved stedfortrædere. Konferencen, hvorpå linien i den næste dags operationer skal fastlægges, af holdes om aftenen. Det nærmere tidspunkt for denne aftenkonfe rence skal imødekomme såvel hærens som flyvevåbnets ønsker. Medens flyvevåbnet som regel ønsker konferencen afholdt på et tidligt tidspunkt for at få så megen tid som mulig til forberedelserne af næste dags flyverindsats, ønsker hæren ofte tids punktet udskudt for at få de sidste meldinger fra dagens aktivitet ved fronten med. Et tidspunkt for konferencens afholdelse, der som regel vil imødekomme begge værns krav, ligger omkring kl. 1800.
Om udformningen af de to værns plan for deres fælles ind sats skal blot anføres, at nødplaner, der kan iværksættes med kort varsel, såfremt uventede vejrforhold umuliggør eller vanske liggør den planlagte flyverindsats, bør udarbejdes.
Det femte princip for indsættelsen af taktiske flyverstyrker er kravet om bevægelige baser for flyvevåbnet, således at disse til stadighed kan være oprettet så nær operationsområdet som taktisk og teknisk muligt. Set på baggrund af det teknisk høje stade, flyvemateriellet i dag har nået, hvor selv jagerflyets række vidde er af en størrelse, man før anden verdenskrig næppe havde drømt om, kan man måske stille sig tvivlende overfor vigtigheden af dette krav. Men det må slås fast, at uanset hvor langt flyve materiellets tekniske udvikling når, vil følgende regel stort set gælde: Af to modstandere, der kvantitativt og kvalitativt er jævn byrdige med hensyn til materiel og personel, vil den have over legenhed, som er i stand til at operere med sit fly over de kor teste afstande. Den kortere afstand betyder først og fremmest, at flyet kan operere længere tid over selve målområdet, men det betyder tillige større muligheder for hurtige indsættelser, mindre belastninger af personellet samt mindre brændstofforbrug, hvilket sidste atter influerer på forsyningstjenesten.
Betydningen af de fremskudte baser for flyvevåbnet belyses klarest ved at betragte amfibieoperationerne under anden verdens krig. Havne og flyvepladser var de primære mål for invasions styrkerne. Først når flyvepladser var erobret eller bygget inden for brohovedets område, kunne brohovedet regnes for sikret. US 9th Air Force og den britiske 2. Tactical Air Force, der støttede operationerne i Vesteuropa, havde således deres egne ingeniør korps, der var i stand til at etablere baserne for deres flyver styrker. Under invasionen i Normandiet den 6. juni 1944 blev
disse ingeniørstyrker ført i land med den 2. angrebsbølge, og allerede den 10. juni opererede de første allierede jagermaskiner fra baser i Frankrig. Denne hurtige fremskydning af baserne be tød på den tid en formindskelse af flyvetiden på 45 minutter for hver sortie.
Erfaringerne for betydningen af at flyvebaserne „fulgte med operationerne“, havde de allierede blandt andet indhøstet under felttoget i Tunis 1942—43. Medens de allierede efter landgangen i Nordafrika den 8. november havde vanskeligheder med etable ringen af deres flyvebaser, lykkedes det tyskerne med overraskende hurtighed at forskyde kampkraftige afdelinger af deres luftvåben til Tunis. Den fordel i baseringen af flyet, som tyskerne her op nåede, må anses for at være en væsentlig årsag til deres initial fremgange i Tunis. Et halvt år senere havde billedet vendt sig. Tyskerne var frataget deres baser i Afrika, hvilket gav det allie rede luftvåben en forholdsvis større kapacitet. Dette forhold bidrog væsentligt til den endelige eliminering af det tyske bro hoved i Tunis.
Smidigbed i organisationen, centraliseret føring, mulighed for koncentration i tid og rum med kort varsel, snævert samarbejde mellem jord- og luftstyrker og anvendelsen af bevægelige baser var fem principper for anvendelsen af taktiske flyverstyrker.
Hvilke opgaver kan nu løses af et taktisk flyvevåben, der indsættes efter disse principper?
Luftoverlegenhed må i dag anses for en betingelse for gen nemførelsen af større operationer på jorden. Det er derfor en vigtig opgave for de taktiske flyverstyrker at etablere denne over legenhed. Gennem „Counter Air Operations“, d. v. s. såvel offen sivt som defensivt prægede bekæmpelsesmetoder af den fjendtlige flyvirksomhed, søges luftoverlegenheden etableret. Offensive va rianter af „Counter Air Operations“ er angreb på de fjendtlige fly i luften som på jorden, angreb mod flyvepladser, brændstofs lagre, værksteder og andre installationer på jorden. Det skal an føres, at den sænkning af interceptionsraten, d. v. s. nedskyd ningsprocenten af fjendtligt fly ved luftkamp, som har fundet sted efter afslutningen af anden verdenskrig i væsentlig grad har øget betydningen af angreb mod fjendens installationer på jorden. Et grundlæggende bidrag til etableringen af luftoverlegenhed gi ver den strategisk prægede bekæmpelse af fjendens flyvemaskine industri, hans oliekilder o. s. v.
Ved defensive „Counter Air Operations“ er det taktiske flyve våbens vigtigste opgave hindringen af fjendtlige luftangreb mod eget personel og installationer på jorden.
Den tilkæmpede luftoverlegenhed kan alt efter graden være almindelig, d. v. s. den kan bibeholdes gennem længere tidsrum og over større områder, eller den kan være lokal, d. v. s. stærkt begrænset i tid og rum. Selvom den ene part har tilkæmpet sig almindelig luftoverlegenhed, vil det dog ofte være mulig for mod standeren ved en kraftig koncentration af de ellers underlegne kræfter at etablere en lokal overlegenhed. Et eksempel på en så dan lokal luftoverlegenhed, er det overraskende slag, som ty skerne den 1. januar 1945 rettede mod det allierede flyvevåben i Vesteuropa i et fortvivlet forsøg på atter at få drift i Ardenner- offensiven. Det lykkedes i virkeligheden her tyskerne, der ganske vist også selv led betydelige tab, for et kort tidsrum at lamslå den allierede flyveraktivitet.
Først når modstanderen er definitivt nedkæmpet, vil det være muligt at etablere en absolut luftoverlegenhed. Den absolutte luftoverlegenhed blev således først vundet af de allierede i kri gens allersidste måneder.
Isolering af slagmarken er en anden vigtig opgave, som de taktiske flyverstyrker kan sættes ind på. Denne isolering af slag marken har til formål operativt og taktisk at svække fjenden i en sådan grad, at gennemførelsen af egne hærstyrkers operatio ner lettes. Gennem luftangreb mod kommunikationer og signal forbindelser søges fjendens forbindelser med hjemland og baser afbrudt og hans bevægelsesfrihed lammet. Angrebene rettes mod de sårbare steder i fjendens bagland såsom banegårde, vejknude punkter og havne, men også beredskabsområder for reserver, for syningsbaser og -områder er lønnende mål.
At en sådan isolering af slagmarken næsten kan gennemføres til fuldkommenhed viser den allierede forberedelse af invasionen i Normandiet 1944. I månederne før invasionen isoleredes Nord-frankrig gennem luftangreb efterhånden fra den øvrige del af Europa. For ikke gennem angrebsmålenes beliggenhed på forhånd at rette tyskernes opmærksomhed på invasionskysten og dermed miste den taktiske overraskelse, blev desuden en lang række andre mål i Vesteuropa angrebet. For hvert mål, hvis bekæmpelse di rekte virkede som en forberedelse til invasionen, blev således fire andre mål, hvis ødelæggelse kun indirekte ville få betydning for den store amfibieoperation, angrebet. Den dag, invasionstropperne gik i land på Frankrigs kyst, var tyskernes bevægelighed, som jo hidtil havde været deres fornemmeste aktiv, lammet. Lad et par eksempler vise, hvilke resultater det allierede luftvåben havde nået i dets forsøg på at isolere slagmarken:
Da invasionen var en kendsgerning, blev der fra Østfronten trukket et antal divisioner til Frankrig. Transporten fra Rusland til Frankrigs østgrænse blev for en panserdivisions vedkommende gennemført på 4 dage — fra Frankrigs østgrænse til fronten i Normandiet tog forskydningen 14 dage.
Andre enheder nåede fra Rusland til Seinefloden på tre dage og var derpå 14 dage om at nå frem til fronten. Under den sid ste del af marchen tilføjedes de ofte så alvorlige tab af de allie rede flyvere, at de næppe kunne betegnes som operationsduelige, når de endelig nåede frem.
En infanteridivision, der fra Holland skulle transporteres til Normandiet, måtte i jernbaner føres over Elsass-Lottringen til Paris og derfra i fodmarch videre til fronten.
Denne isolering af slagmarken er en støtte, der for at blive effektiv sædvanligvis må virke over længere tidsrum og rettet mod mål i fjendens bagland. Betydningen og værdien af denne støtte vil derfor ofte for de styrker af egen hær, der står i snæver kon takt med fjenden, i nogen grad fortabe sig i det uklare. Mere øjeblikkelig virkning — og derfor ofte med urette vurderet som den mest effektive form for støtte — har
Den direkte støtte af kampen på jorden. Ved den direkte støtte er det flyverstyrkernes opgave ved angreb mod mål nær egen front at erstatte eller øge jordstyrkernes våbenvirkning mod fjenden. Størst virkning af den direkte støtte opnås, når den an vendes i forbindelse med bevægelige kampformer. Det vil her ofte være muligt for flyet, under udnyttelse af dets muligheder for overraskende indsats, at fange og fastholde sit mål i åbent terrain. Ved afgørelsen af hvilke mål til rådighed værende fly bør indsættes imod, skal bl. a. følgende to forhold tages i be tragtning :
1. Målet skal være af en sådan art, at flyet kan opnå virk ning imod det, i et omfang, der står i rimeligt forhold til indsatsen.
2. Målet må ikke ligesåvel — endsige bedre — kunne be kæmpes af til rådighed værende våben på jorden.
Ved gennemførelsen af den direkte støtte er et intimt sam arbejde mellem angrebsfly og styrkerne på jorden nødvendigt, dels for at sikre, at flyverne angriber de rigtige mål, dels for at sikre, at styrkerne på jorden udnytter flyverangrebets virkninger mest effektivt. Omhyggelig forudgående „briefing“ af piloterne, anvendelse af ACT (Air Control Team), når målet befinder sig på egen side af bombelinien, samt evt. markering af målet ved farvet røg el. lign. udlagt af jordstyrkerne, er nogle af de sikker hedsforanstaltninger, der skal træffes.
Medens eget fly på fjendens side af bombelinien bar frit spil med hensyn til valg af mål, skal flyet ved angreb mod mål mel lem egne linier og bombelinien „føres“ af et ACT. ACTer, bestående af kamptrænede piloter, indsættes efter samme principper som artilleriobservatorer med tyngde i kampens brændpunkter. Hos de allierede linder anden verdenskrig bestod dette snævre samarbejde mellem hærstyrker og flyvevåben sin første prøve i Nordafrika under slaget om Marethlinien i marts 1943.
Igennem terræn, som hidtil havde været anset for impassabelt for køre tøjer, trængte 8. arme med det New Zeelandske korps under en omgående bevægelse ind i ryggen på de stærke tyske forsvars- stillinger. Ved en hurtig omgruppering lykkedes det imidlertid for en kort stund tyskerne at opfange den britiske trusel. Om eftermiddagen den 26. marts gik briterne under direkte støtte fra Desert Air Force til angreb mod den nyopbyggede tyske front, og nu var de ikke til at standse. I løbet af et døgn var Mareth linien i Montgomerys hænder.
Om forberedelserne til dette afsluttende angreb skriver Mont gomerys stabschef, general de Guingand bl. a.:
„ Vi ønskede, at hver eneste pilot skulle vide, hvad der skulle ske, og hvad der var i vente. Vi forberedte derfor detaillerede kortplaner, der udviste den nøjagtige placering af hver eneste fjendtlig kanon og motorvogn og hvert forsvarsanlæg. Disse kort blev fremstillet på grundlag af luftfotografier og andre efterret ningskilder. Eskadrilleeheferne overfløj i forvejen kampområdet for således at blive fortrolige med terrainet. En erfaren eskadrille chef skulle lede Kitty bombemaskinerne ved hjælp af radio. Des uden blev en RAF officer, forsynet med en radio i en pansret vogn, placeret bag de forreste linier, således at han kunne advare vore fly, såfremt de angreb egne tropper .. . senere blev disse ideer rutine, men på dette tidspunkt var de på eksperimentstadiet.“
Den direkte flyverstøtte kan leveres i den hensigt under hær styrkernes operationer at lamme modstanderen for derigennem at give egne hærstyrker en forholdsvis større bevægelighed og ildkraft.
Et eksempel på en sådan anvendelse af flyverstøtten er det XIX tyske armekorps’ overgang over Maas og det påfølgende gennembrud ved Sedan i maj 1940. Korpschefen, general Heinz Guderian, skriver om de overvejelser ban forinden angrebets iværksættelse gjorde sig med hensyn til anvendelsen af luftstøtten bl. a. følgende:
„Efter omhyggelige overvejelser kom vi til den eenstemmige beslutning at udstrække flyvernes støtte over hele det tidsrum, overgangen ville vare, altså ikke at lade støtten udføre som eet eneste koncentreret slag ved hjælp af bombere og Stukas, men derimod fra overgangens begyndelse gennem stadige angreb og trussel om angreb at lamme de fjendtlige batterier, som stod i åbne ildstillinger, idet betjeningsmandskabet skulle bevæges til at unddrage sig den virkelige eller frygtede trussel fra flyverne.“
En af årsagerne til denne beslutning er den omstændighed, at flyverne til en vis grad måtte overtage artilleriets overvågnings opgaver under angrebet, idet det tyske artilleri på grund af Ardennervejenes ringe kapacitet endnu ikke var trukket frem i det ønskelige omfang — og angrebets momentom skulle opretholdes.
Af den korpsbefaling, der blev resultatet af disse overvejelser, skal gives et kort uddrag:
„Korpsbefaling nr. 3 for angrebet over Maas.
1. XIX armekorps har den 12. maj under en kraftig frem rykning næsten overalt kastet fjenden tilbage mod Maas. Ved Maas må der regnes med et kraftigt forsvar.
2. Tyngdepunktet under felttoget mod vest ligger den 13. maj ved gruppe v. Kleist.
Dens mål er at tiltvinge sig Maasovergangen mellem Monthermé og Sedan. Hertil vil næsten de samlede tyske luftstridskræfter blive indsat. Disse vil i rullende indsats i løbet af 8 timer sønderslå det franske Maasforsvar...“
Den 13. maj kl. 1600 gik X IX armekorps over Maas. En uge senere stod korpset foran Abbeville, 250 km på den anden side af Sedan.
Et angreb koncentreret i tid og rum med det formål at øde lægge fjenden er en anden mulighed for anvendelsen af taktisk flyverstøtte. Flyverstyrkerne vil ofte blive indsat på denne måde for at forberede eller deltage i forberedelsen af et angreb. Mod krigens slutning blev således det allierede strategiske luftvåben oftere og oftere indsat til løsning af sådanne taktiske opgaver.
Som en mulighed for anvendelsen af taktiske flyverstyrker til direkte støtte af operationerne på jorden skal sluttelig nævnes kolonnedækning, herunder løsning af sikringsopgaver.
Under den 3. amerikanske armes forfølgelsesoperationer gen nem Frankrig i august 1944 indsattes således X IX Tactical A ir Command under kommando af general Weyland til støtte for armeen med bl. a. følgende opgaver:
1. Ødelæggelse af forbindelserne over Loire.
2. Bekæmpning af fjenden syd for Loire.
Gennem løsningen af disse to opgaver virkede flyverstyrkerne som en aktiv flankesikring for armeen. Herom siger armechefen, general Patton: „Jeg var overbevist om, at vore flyverstyrker kunne lokalisere enhver fjendtlig gruppering, der var stor nok til at kunne blive en alvorlig trussel, og så kunne jeg altid trylle noget frem til at drive dem tilbage med, medens flyvevåbnet i mellemtiden sinkede deres videre fremrykning.“
Denne opgave løstes til fuldkommenhed af det amerikanske flyvevåben. Alle forsøg fra den tyske general Elsters side på at gribe ind i Pattons højre flanke, blev „kvalt“ ved forebyggende angreb af general Weylands kampenheder.
Foruden disse flankesikringsopgaver skulle flyet tillige be skytte panserkolonnemes fremrykning. Hvor intimt samarbejdet jord—luft kunne gøres, viser nedenstående eksempel, der netop er hentet fra denne fremrykning:
En eskadrille overvågede en panserkolonnes march. Eska- drillechetfen gav ACT i en af de forreste kampvogne følgende instruktion: „Stop kolonnen. Fjenden har en stærkt udbygget kanonstilling lige på den anden side af vejsvinget.“ — Og efter et øjebliks forløb: „Jeres forreste kampvogn er nu kun 100 yards fra stillingen. Kan I trække jer 100 yards tilbage?“ Dette lyk kedes åbenbart, for snart lød meldingen fra eskadrillechefen: „OK. I kan fortsætte. Kanonstillingen nedkæmpet med en 500 pounds bombe.“
Foruden de allerede nævnte opgaver, etablering og oprethol delse af luftoverlegenhed, isolering af slagmarken og direkte støtte af operationerne på jorden, indsættes taktiske flyverstyr ker til løsning af rekognoscerings- og opklaringsopgaver. Der kan her generelt siges, at jo større hurtighed operationerne på jorden gennemføres med, desto vigtigere er flyvevåbnets rolle i denne tjeneste. Der anvendes såvel visuel rekognoscering som foto rekognoscering.
Desuden vil taktiske flyverstyrker kunne indsættes i trans porttjenesten, til udførelsen af såvel taktiske luftlandsætninger som transporter af personel m. v. samt transporter i forsynings- og evakueringstjenesten.
Anvendelsen af luftbårne tropper i snæver taktisk forbindelse med operationerne på jorden blev af de allierede for første gang gennemført ved den britiske overgang over Rhinen den 23. marts 1945.
Om anvendelsen af de luftbårne tropper skriver Montgomery: „Det blev besluttet at landsætte de luftbårne tropper øst for Rhinen, efter at overgangen over floden var blevet foretaget. Der var to hovedgrunde til denne beslutning: For det første var dags lys ønskelig for anvendelsen af luftbårne tropper, og for det an det ville det være umuligt at drage fuld nytte af artilleriet ved jordstyrkernes angreb, såfremt luftbårne tropper blev nedsat i målområdet, før vi var gået over floden. Ved fastsættelsen af landings- og nedkastningszonerne for de luftbårne tropper var principperne, at tropperne skulle landes inden for rækkevidde af artilleriet på Rhinens vestlige bred, således at øjeblikkelig ar tilleristøtte kunne opnås, og at forbindelse med tropperne på jor den skulle etableres på operationens første dag.“
Som det fremgår, vil der for et taktisk flyvevåben foreligge en lang række opgaver. Vil det være muligt at give disse opgaver prioritet? Det er klart, at etableringen af luftoverlegenhed er en livsbetingelse for hærens operationer, og deltagelsen i „Counter Air Operations“ må derfor gives et højt fortrin. Derudover vil det være misvisende på forbånd at klassificere opgaverne. Op gavernes prioritet v il være dikteret af den enkelte situation. Til eksempel skal i en situation, livor en afgørelse forestår i kampene på jorden hele tyngden af flyvevåbnet om fornødent kunne kastes ind i kampen til direkte støtte for hærens styrker. På forhånd at ville klassificere til eksempel den direkte støtte af hærens ope rationer lavest vil kunne føre til, at de to værn, når kampens afgørelse falder, kæmper på hver sin slagmark og risikerer at lide nederlag hver for sig: Hæren på jorden måske på grund af mang lende direkte støtte — flyvevåbnet i luften bl. a. fordi dets baser bliver det frataget. Direkte støtte må derfor, selv om luftover legenhed ikke er etableret, om fornødent kunne ydes. Nøje af vejning er her selvsagt nødvendig, idet ydelse af direkte støtte i en sådan situation uvægerligt vil medføre svære tab for flyverstyrkerne. Men lad det endnu en gang blive understreget: Vær nenes kampkraft må, når afgørelsen er ved at falde, kunne kon centreres i een vældig kraftsamling for at slå fjenden.
O. R. H. Jensen.
