Camilla T.N. Sørensen1
Taiwan Strædet har traditionelt haft en topplacering på listen over de potentielt mest sprængfarlige konfliktområder i verden. Krisen i 1995‐96, hvor Kina over flere måneder affyrede hundrede af missiler tæt på Taiwan, og USA endte med at sende to hangarskibe til strædet, viste tydeligt, hvordan en konflikt i Taiwan Strædet med høj sandsynlighed vil lede til militær konflikt mellem to stormagter – den etablerede og den opstigende – USA og Kina. De senere år er Taiwan Strædet imidlertid blevet overhalet og overset i internationale debatter om konfliktudvikling og håndtering. Dette skyldes mange udviklinger og faktorer. Særligt præsidentskiftet i Taiwan i 2008 fra Chen Shui‐bian fra pro‐uafhængighedspartiet DPP til Ma Ying‐jeou fra pro‐genforeningspartiet KMT førte til en nærmest euforisk stemning i visse kredse i både Taiwan, Kina og USA. Imidlertid har udviklingen de seneste måneder vist, at Taiwan Strædet fortsat må tildeles en topplacering på listen over de potentielt mest sprængfarlige konfliktområder i verden, og at taiwansk indenrigspolitik fortsat er den vigtigste ‘ubekendte’ faktor, som Kina og USA opmærksomt iagttager og i høj grad udvikler deres politik som reaktion på. Denne artikel har til formål at introducere Taiwan og den politiske udvikling, som Taiwan har været igennem, for derved at give et bedre grundlag for at forstå den aktuelle udvikling i Taiwan Strædet, hvor forhandlinger om en økonomisk frihandelsaftale mellem Beijing og Taipei forløber sideløbende med at antallet af kinesiske missiler i Fujian‐provinsen på det kinesiske fastland ud for Taiwan fortsat øges og at Taiwan atter modtager store våbenleverancer fra USA.
Hvad er Taiwan og hvorfor konflikt herom?
Hvad er Taiwan? Et tilsyneladende simpelt spørgsmål, men ikke desto mindre svært at give et simpelt svar på. For at forstå, hvorfor det er sådan, må den historiske og geostrategiske kontekst inddrages.2
Japansk koloni og tilflugtssted for det kinesiske nationalistparti.
Taiwan har en turbulent historie, og øen har været et omdiskuteret territorium i århundreder. Kinesiske kejsere hævdede op gennem historien, at Taiwan var en del af det kinesiske territorium, men reelt havde de begrænset kontrol over øen, hvor såvel eksterne kolonimagter som oprørsgrupper i Taiwan modarbejdede det kinesiske styre. Med Kinas nederlag til Japan i 1895 blev Taiwan imidlertid en japansk koloni. Først efter anden verdenskrig blev Taiwan overdraget til den nationalistiske regering på det kinesiske fastland ledet af Chiang Kai‐shek og Chiangs nationalistiske parti Kuomintang (KMT). Den kinesiske borgerkrig var imidlertid i fuld gang, og endte først i 1949 med sejr til kommunisterne. Nationalisterne flygtede til Taiwan, hvor de oprettede en eksil‐regering og fortsat hævdede at repræsentere hele Kina. Udbruddet af Korea‐krigen i 1950 og den heraf følgende øgede amerikanske militære tilstedeværelse i regionen forhindrede Mao’s kommunister i at indtage
Taiwan. Taiwan blev hurtigt anset som et bolværk mod kommunismen, hvorfor det nationalistiske styre på Taiwan kom under USA’s beskyttelse.3
Ud fra en geostrategisk synsvinkel har Taiwan en vigtig strategisk placering, kun ca. 130 km fra Kina kyst, og vandene omkring Taiwan udgør ligeledes vigtige strategiske transportruter.
Diplomatisk isolation, men fortsat amerikansk sikkerhedsgaranti
Det nationalistiske styre på Taiwan forblev den officielle repræsentant for Kina i FN frem til 1971, hvor Kina overtog pladsen. Året efter aflagde den amerikanske præsident Nixon besøg i Kina, hvilket blev starten på tilnærmelsen mellem USA og Kina. I 1979 blev officielle diplomatiske relationer etableret mellem USA og Kina, der byggede på amerikansk anerkendelse af Kinas et‐Kina‐princip – der er kun ét Kina, og Taiwan er en del heraf. Taiwan blev gradvist diplomatisk isoleret, idet størstedelen af verdens lande skiftede deres diplomatiske anerkendelse fra Taiwan til Kina. Sikkerhedsalliancen mellem USA og Taiwan blev ligeledes opløst, men den blev imidlertid erstattet af Taiwan Relations Act (TRA), hvori USA forpligtedes til at sikre Taiwans evne til at forsvare sig selv. Det gradvist udviklede samarbejde mellem USA og Kina mod den fælles fjende Sovjetunionen medførte at en form for stabiliserende konsensus udviklede sig mellem USA og Kina om at lade Taiwan‐ spørgsmålet ligge. Med Sovjetunionens kollaps blev denne konsensus langsomt opløst.4 Som antydet har USA siden slutningen af 1970’erne ført en svær balancepolitik, ofte betegnet som ‘strategisk tvetydighed’, i Taiwan Strædet, hvor USA både anerkender Kinas et‐Kina‐princip, men samtidig opretholder forpligtelsen til Taiwans forsvar.5 Denne forpligtelse har USA særligt opfyldt ved at sælge Taiwan våben samt at afskrække Kina fra militært at gennemtvinge genforening ved at antyde, at USA i så fald vil assistere Taiwan militært.
Gradvis demokratisering6
Taiwan har et ungt demokratisk politisk system, om end der formelt har været tale om et demokratisk system siden 1949. Reelt var der frem til midten af 1980’erne tale om et autoritært et‐parti‐system under ledelse af KMT, som med henvisning til den fortsatte kamp mod kommunisterne indførte undtagelsestilstand i Taiwan. Den egentlige politiske reformproces i Taiwan blev startet af Chiang Kai‐sheks søn, Chiang Ching‐kuo, i midten af 1980’erne. Chiangs motiv var angiveligt at sikre KMT‐regimets nationale og internationale legitimitet, men paradoksalt nok ledte den politiske reformproces til, at KMT’s magtmonopol gradvis blev nedbrudt. Efter Chiangs død i 1988 blev ledelsen af KMT og af Taiwan overtaget af Lee Teng‐hui, som dog ikke havde samme autoritet internt i KMT. Lee’s manglende autoritet og hans konfrontatoriske stil resulterede i mange interne magtkampe, hvilket også var medvirkende til, at de politiske reformer og den interne splittelse af KMT accelererede under Lee.7 Under KMT’s autoritære styre var det taiwanske samfund præget af stærk statskorporatisme, hvor staten, hvilket vil sige KMT, kontrollerede samfundsorganisationerne med et omfattende organisatorisk apparat. I løbet af 1970’erne begyndte forskellige demokratiske kræfter og sociale grupper i det taiwanske samfund imidlertid at finde sammen i bevægelsen ‘Dangwai’, hvilket betyder ‘udenfor partiet’. I 1986 blev det tilladt at oprette egentlige politiske partier, og på grundlag af Dangwai‐bevægelsen blev partiet Democratic Progressive Party (DPP) dannet. Det første egentlige direkte valg til parlamentet skete i 1992, og det første direkte præsidentvalg blev gennemført i 1996.8 Det taiwanske politiske system er i dag et komplekst system under fortsat udvikling. Der er en uklar magtdeling, hvilket kan ses som en logisk konsekvens af perioden med gradvise reformer og magtkampe.
Udvikling af et autonomt civilsamfund og populisme
I takt med demokratiseringen og mindskelsen af KMT’s magtmonopol udvikles relativt hurtigt et autonomt og pluralistisk civilsamfund. Dette hænger sammen med Dangwai‐ bevægelsen og de stærke traditioner for deltagelse i sociale bevægelser samt den høje grad af social mobilitet i Taiwan. Denne udvikling, samt det taiwanske valgsystem og den svage partidisciplin, giver store muligheder for en populistisk politik, hvor forskellige spørgsmål relativt let kan politiseres. Fra midten af 1980’erne skete der især en øget politisering af spørgsmålet om Taiwans nationale identitet, og denne identitetsproblematik blev hurtigt et vigtigt instrument i det indenrigspolitiske magtspil.9 Dette har stor betydning for udviklingen i taiwanernes opfattelse af Kina og for politikken i forhold til Kina.
Opfattelsen af Kina og stigende taiwansk nationalisme
Det er svært at generalisere i forhold til taiwanernes opfattelser af Kina og den foretrukne politik overfor Kina. Det skyldes, at taiwanernes opfattelse af Kina er meget afhængig af, om de tilhører gruppen af etniske taiwanere (benshengren), som er kommet til Taiwan fra Kina før den japanske besættelse i 1895, eller de tilhører gruppen af fastlandskinesere (waishengren), som først er kommet til Taiwan efter 1945. Den sidstnævnte gruppe, som udgør ca. 15 pct. af Taiwans befolkning, har generelt en mere positiv opfattelse af Kina og fokuserer på de historiske, kulturelle og økonomiske forbindelser. Opfattelsen hos gruppen af etniske taiwanere, som udgør ca. 80 pct. af Taiwans befolkning, er i højere grad fokuseret på Kinas militære modernisering og de kinesiske krav om genforening, der ses som en trussel mod den særegne taiwanske identitet og det politiske system.10 I takt med demokratiseringen kom gruppen af etniske taiwanere i højere grad til at dominere den offentlige opinion i Taiwan, og billedet af en særegen kultur og taiwansk identitet, samt af Kina som en politisk og militær trussel, blev mere fremherskende ligesom presset for international anerkendelse af Taiwan voksede.
På tværs af de etniske og ideologiske skel udvikledes imidlertid andre divergerende interesser og opfattelser i forhold til Kina. Kina er i dag Taiwans største handelspartner og den primære modtager af taiwanske investeringer. Flere taiwanere flytter ligeledes deres virksomheder til Kina især grundet lavere produktionsomkostninger. Disse taiwanere får således et mere realistisk og ofte positivt indtryk af det kinesiske samfund, og den øgede økonomiske integration medfører, at flere taiwanere får stærke økonomiske interesser i at sikre et godt forhold mellem Taiwan og Kina. Der er imidlertid fortsat tale om ambivalente følelser, hvor modstanden mod det kinesiske styre og frygten for kinesisk militær aktion stadig er stor. Taiwanerne frygter, at Taiwans demokratiske system vil blive undertrykt ved genforening, og generelt har taiwanerne ikke tillid til Beijings forsikringer om, at Taiwan fortsat kan have stor politisk autonomi efter genforening. Flertallet af den taiwanske befolkning vil således ikke acceptere genforening under Kinas ‘et land, to systemer’‐princip. Som følge af disse ambivalente følelser ønsker flertallet af taiwanere at fastholde status quo i forhold til Taiwans status.11
De facto uafhængighed, men diplomatisk isolation
Taiwan er i dag de facto uafhængigt med et separat demokratisk politisk system, separat økonomi og eget militær. I forhold til international repræsentation og anerkendelse er Taiwan imidlertid meget isoleret, hvor Taiwan grundet Kinas et‐Kina‐princip kun har diplomatiske relationer med 23 stater, primært mindre udviklingsstater i Stillehavsområdet og Afrika.
Kinas politik ‐ militær afskrækkelse og økonomiske incitamenter
Kina anser Taiwan som en uadskillelig del af Kina, og genforening med Taiwan er et spørgsmål om national ære og stolthed. Efter overdragelsen af Hong Kong i 1997 og Macau i 1999 opfattes Taiwan som det sidste udestående fra tiden under fremmede imperialistiske magter – ‘de hundrede års ydmygelser’ (1849‐1949). Ønsket om at genrejse Kina og genvinde international status og respekt er stærkt i såvel den kinesiske elite som befolkning, og her er sikring af genforening med Taiwan et grundlæggende element. Ligeledes er sikring af genforening med Taiwan, sammen med sikring af fortsat økonomisk vækst, grundstøtterne i kommunistpartiets legitimitetsgrundlag, hvorfor de kinesiske ledere aldrig vil tillade et uafhængigt Taiwan.12 Kinas politik i forhold til Taiwan har siden slutningen af 1970’erne ligget relativ fast. Kina ønsker at sikre genforening via fredelige forhandlinger, men nægter dog at give afkald på retten til at bruge militær magt. Midlerne i den kinesiske politik består således både af afskrækkelse og incitamenter, hvor prioriteringen af hhv. afskrækkelse og incitamenter afhænger af de kinesiske lederes opfattelse af udviklingen i Taiwan Strædet. Afskrækkelsen er primært militær, hvor Kina har knyttet moderniseringen af militæret, Peoples Liberation Army (PLA), sammen med sikringen af Kinas evne til at forhindre Taiwans uafhængighed.13
Ligeledes øger Kina fortsat antallet af missiler opstillet i Fujian‐provinsen. Incitamenterne er hovedsagelig af økonomisk karakter, hvor Kina bl.a. har forsøgt at gøre Taiwan mere økonomisk afhængig af et godt forhold til Kina ved at give taiwanske forretningsmænd lettere adgang og attraktive vilkår på det kinesiske marked.14 De kinesiske ledere satser på, at det øgede økonomiske samkvem mellem Kina og Taiwan samt styrkelsen af sociale og kulturelle relationer, bl.a. som følge af den stigende udveksling af turister og studerende, gradvis vil udmønte sig i politisk integration. Logikken bag er, at den økonomiske, sociale og kulturelle integration vil gøre genforening med Kina mindre skræmmende for den taiwanske befolkning, som derved vil presse på for en pragmatisk taiwansk politik. Udviklingen i Taiwan kulminerende i valget af KMT’s Ma Ying‐jeou til præsident i 2008 blev fremstillet som en sejr til denne incitamentsdrevne kinesiske ‘charme’‐offensiv. Udviklingen i de seneste måneder har imidlertid øget pessimismen og fokus på den militære afskrækkelsespolitik i Beijing.
Den nuværende politiske og sikkerhedspolitiske situation
Den omtalte euforiske stemning, som bredte sig i visse kredse i både Taiwan, Kina og USA umiddelbart efter valget af KMT’s Ma Ying‐jeou til taiwansk præsident i 2008, har hurtigt ledt til konkrete forhandlinger og resultater med fokus på styrkede finansielle og økonomiske relationer. Håbet er underskrivelse af Economic Cooperation Framework Agreement (ECFA) senere i år – en slags økonomisk frihandelsaftale mellem Kina og Taiwan. Som understregning af den komplekse situation i strædet er det muligt, at dette faktisk kan lykkes trods de seneste måneders skærpede kinesiske trusler og den forøgede spænding over strædet. Denne paradoksale udvikling i Taiwan Strædet skal ses i konteksten af den aktuelle udvikling i taiwansk indenrigspolitik, i Beijings Taiwan‐politik, og i forholdet mellem Kina og USA.
Presset taiwansk præsident
Den taiwanske præsident Ma Ying‐jeou er en presset mand indenrigspolitisk. På trods af, at han har opnået en vis succes i forhold til de løfter, som han blev valgt på – forbedre Taiwans økonomiske situation og forbedre relationerne til Beijing og Washington – så er hans opbakning i den taiwanske befolkning rekordlav på omkring 27 pct.15 Også i eget bagland møder Ma stigende kritik, og Ma’s parti, KMT, har de seneste måneder tabt flere lokale valg og ekstraordinære valg til pladser i parlamentet.16 Hvad skyldes dette? I alle lejre har der været urealistiske høje forventninger til Ma, hvilket især skyldes frustrationer bygget op under de otte uforudsigelige år med Chen Shui‐bian. Store dele af den taiwanske befolkning var frustreret over Chen’s manglende evne til at forbedre økonomien og sikre stabilitet i relationerne til Washington og Beijing. De kinesiske ledere nærede dyb mistillid til Chen og ville ikke have noget med ham at gøre. Også Washington udviste stigende frustration over Chen’s provokerende og uforudsigelig adfærd. Da Ma kom til, var der således høje forventninger i både Taiwan, Kina og USA om, at tingene nu skulle tilbage til ‘det normale’. Hvad der også bidragede til disse høje forventninger var, at KMT i starten af Ma’s embedsperiode kontrollerede 75 pct. af pladserne i parlamentet. Det gav håb om, at den fastlåste situation, som havde karakteriseret lovgivningsprocessen i Taiwan i mange år, kunne brydes, og der reelt kunne begynde at ske noget i forhold til de nødvendige lov‐tiltag og ændringer.17
At Ma ikke har været i stand til at levere i forhold til disse høje forventninger er imidlertid ikke overraskende. En vigtig pointe her er, at den fordelagtige situation, som Ma i starten stod i, faktisk var ret ‘unormal’ set i forhold til taiwansk indenrigspolitik, og med de seneste måneders udvikling kan der argumenteres for, at indenrigspolitik i Taiwan netop er ved at vende tilbage til ‘normale’ tilstande. Som diskuteret ovenfor, er Taiwan eet ungt, livligt og uforudsigeligt demokrati med en høj grad af konkurrence, hvor præsidenten og regeringen er tvunget til at tilpasse sig et meget aktivistisk parlament, opposition og befolkning. En befolkning, som stiller høje krav og straffer politikere med det samme. Der er ikke rigtige ‘kernevælgere’ i Taiwan, men en høj grad af mobilitet og et ‘flydende vælgerkorps’. Det er taiwansk indenrigspolitik på godt og ondt.18
På den ene side giver denne indenrigspolitiske udvikling Ma bedre kort på hånden i forhandlingerne med Beijing, da han med henvisning til, at aftaler skal godkendes indenrigspolitisk, kan presse på for, at taiwanske interesser tilgodeses i højere grad. Men på den anden side, så stiller det også Ma i en svær situation, hvor han kontant må balancere mellem mange, og ofte modstridende, krav, særligt om at forbedre relationerne, især de økonomiske, til Beijing, men samtidig ikke give køb på Taiwans selvstændighed. Den dominerende kritik fra oppositionen er netop, at Ma er villig til at gå på kompromis med Taiwans selvstændighed for at sikre en økonomisk frihandelsaftale med Beijing, og at forhandlingerne med Beijing holdes for lukkede døre af eliter og specialister, som ikke forstår Taiwans komplekse situation, fordi de ikke er etniske taiwanere og derfor er mere knyttet til Kina end til Taiwan.19 Oppositionen prøver således at få en folkeafstemning om den økonomiske frihandelsaftale, hvilket sandsynligvis ikke vil lykkes.20 Derimod er det i høj grad lykkedes oppositionen at sætte dagsorden og rejse tvivl hos mange taiwanere om, hvad den økonomiske frihandelsaftale med Beijing virkelig indebærer. Hvad også spiller ind på Ma’s lave opbakning er en generel opfattelse i befolkningen af, at Ma ikke reagerer hurtigt nok på kriser, som for eksempel den ødelæggende tyfon sidste sommer.21 Der er således mange hensyn, krav og forventninger, som Ma skal håndtere – fra egne rækker, oppositionen, befolkningen, Beijing og Washington. Som antydet er dette egentlig en tilbagevenden til ‘normale tilstande’ for en taiwansk præsident. At situationen over strædet fortsat er præget af optimisme skyldes i høj grad Beijings voksende forståelse af dynamikken i taiwansk indenrigspolitik og den fortsatte pragmatiske forståelse mellem Kina og USA angående Taiwan Strædet. Begge disse ‘stabiliserende’ faktorer er dog blevet ‘svækket’ de seneste måneder.
Stigende kinesisk realisme, men også pessimisme
Beijing er klar over den indenrigspolitiske svære situation, som Ma står i og gør meget for ikke at presse Ma yderligere. Beijing følger derfor en pragmatisk og fleksibel linje overfor Ma, hvor det for eksempel accepteres, at Ma ikke entydigt accepterer et‐Kina princippet som basis for forhandlingerne, og at Ma har afvist overhovedet at diskutere genforening. Ligeledes er der heller ikke længere pres fra Beijing på Ma angående indledningen af en politisk dialog. Beijing har tilsyneladende indset, at den nuværende indenrigspolitiske udvikling i Taiwan ikke er fordrende for indledningen af en politisk dialog, og at et pres herfor kun risikerer at svække Ma yderligere og besværliggøre de igangværende forhandlinger.22 Ligeledes gør Beijing meget for at undgå, at oppositionspartiet DPP styrkes frem mod præsident‐ og parlamentsvalgene i 2012. Det er derfor, at Beijing holder fokus på økonomi og ‘lette’ spørgsmål, og i den sammenhæng er det også sigende, at Beijings officielle vrede over det nylige amerikanske våbensalg kun blev rettet mod Washington og således ikke mod Ma‐administrationen i Taiwan. Dette billede gentog sig under talerne og debatter ved det netop overståede årlige møde i Kinas parlament – National Peoples Congress – hvor de kinesiske ledere på Taiwan‐spørgsmålet ‘nøjes’ med at notere den positive fremgang i forhold til de økonomiske relationer og ønsket om en fredelig udvikling.23 Generelt gælder det, at Beijing har en voksende forståelse af den indenrigspolitiske dynamik i Taiwan og har lært at håndtere denne ret godt. Det overordnede fokus er at fastholde den positive udvikling. Trods de seneste måneders tilbageslag fortsætter Beijing således relativt uanfægtet med at sende højtstående delegationer til Taiwan og søger at styrke Ma’s position, så meget det er muligt, bl.a. har Beijing givet flere indrømmelser i forhold til et af Ma’s valgløfter om at sikre større international repræsentation for Taiwan. Dette er dog en svær balance‐politik for Beijing, idet for tydelig kinesisk støtte til Ma kun vil svække ham yderligere indenrigspolitisk. De seneste måneders udvikling – i taiwansk indenrigspolitik og i forhold til USA’s politik – har dog også ført til en stigende realisme i Beijing. De kinesiske ledere har i stigende grad erkendt, at selv med en så Kina‐venlig taiwansk præsident som Ma, er der stadig store forhindringer for egentlig politisk dialog, for ikke at tale om bevægelse mod genforening. Ligeledes har de kinesiske ledere også indset, at der er en reel risiko for, at Ma kan tabe valget i 2012 og at pro‐uafhængighedspartiet DPP kommer tilbage på præsidentposten. Pragmatismen og den incitamentsdrevne politik er således fortsat dominerende i Beijing, men pessimismen og fokus på den militære afskrækkelsespolitik er stigende.24
Fortsat pragmatisk forståelse mellem Kina og USA, men også stigende usikkerhed
Spændingen i USA‐Kina forholdet er de seneste måneder steget betydeligt med konflikter over handel, kinesisk valutapolitik, internet censur/kontrol, Obama’s møde med Dalai Lama og det føromtalte amerikanske våbensalg til Taiwan. Trods dette er der i forhold til Taiwan Strædet fortsat en form for pragmatisk forståelse mellem Kina og USA om at sikre stabiliteten. Særligt i Beijing har de seneste måneders udvikling dog sået mere usikkerhed om denne pragmatiske forståelse og om, hvorvidt der kan stoles på amerikanske løfter. Der er således ikke tvivl om, at de kinesiske ledere er skuffet over udviklingen i USA’s politik. De havde høje forventninger, især efter Obama’s besøg i Beijing i november sidste år, hvor underskrivelsen af et nyt ‘U.S.‐China Joint Statement’ lagde op til et mere lige forhold og gensidig respekt.25 Dette ‘U.S.‐China Joint Statement’ blev generelt fremstillet som et stort gennembrud, hvor USA gav løfter om at respektere og ikke blande sig i Kinas suverænitet, territorielle integritet og vitale nationale interesser, hvilket særligt henviser til Taiwan og Tibet. Set fra Kinas synsvinkel er dette netop, hvad USA har gjort de seneste måneder, og i Beijing har dette svækket fortalerne for den pragmatiske og incitamentsdrevne politik i Taiwan Strædet. Den relative afmålte kinesiske reaktion på det amerikanske våbensalg, hvor det blev ved trusler om sanktioner mod amerikanske firmaer involveret og aflysning af visse militær‐til‐militær kontakter, støtter, at Beijing søger at fastholde den pragmatiske forståelse med USA. Dog var Beijing også tvunget til at reagere både for at afskrække i forhold til fremtidige amerikanske våbensalg til Taiwan af mere avanceret militærudstyr, og for at tilfredsstille nationalistiske grupper i den kinesiske elite og befolkning.26 I forhold til disse grupper kan de kinesiske ledere ikke risikere at fremstå som ‘svage’, men må stå fast på, hvad der ses som vitale nationale interesser.
Taiwan – konfliktområde, men også flere fælles interesser
Der er altså tale om yderst komplekse udviklinger både indenrigspolitisk i Taiwan og Kina, over Taiwan Strædet og i USA‐Kina forholdet. Derfor ses forhandlinger og udvekslinger sideløbende med skærpede trusler og militær oprustning. De senere år – siden valget af Ma i 2008 – har været en slags ‘våbenstilstand’ i Taiwan Strædet, og der er også sket reelle fremskridt i forholdet mellem Kina og Taiwan. Dog er konflikten på ingen måde løst, og der kan argumenteres for, at flere af de ‘stabiliserende faktorer’ er blevet svækket over de seneste måneder. Taiwan Strædet skal fortsat tildeles en topplacering på listen over de potentielt mest sprængfarlige konfliktområder i verden. Dog har de involverede parter – Taiwan, Kina og USA – udviklet flere fælles interesser, som modvirker udvikling og eskalering af militær konflikt, men en sådan er langt fra udelukket. Særligt den dybe mistillid og de manglende krisehåndteringskanaler, især mellem Kina og USA, gør ‘våbenstilstanden’ i Taiwan Strædet skrøbelig. Taiwansk indenrigspolitik er fortsat den vigtigste ‘ubekendte’ faktor, som Kina og USA opmærksomt – og frygtsomt – iagttager, og deres politik udvikler sig i høj grad som reaktion herpå. De næste par år kan vise sig at få stor betydning for den videre udvikling i Taiwan Strædet. I 2012 skal der både være præsidentvalg i Taiwan og USA og lederskifte i Beijing. I Taiwan er det slet ikke givet, at Ma og KMT kan fortsætte på posten, og en tilbagevending for DPP vil kunne ændre markant på situationen i strædet. Indtil 2012 vil denne paradoksale sideløbende udvikling karakteriseret ved både samarbejde og konflikt fortsætte. En langsom fremgang kan således forventes i forhandlingerne mellem Beijing og Taipei på finansielle og økonomiske områder, men ikke de store gennembrud, slet ikke på politiske og sikkerhedspolitiske områder.
Litteraturliste
Brown, David G. (2010), “China‐Taiwan Relations: Moving ahead Slowly”, Comparative Connections, January 2010, pp. 1‐9. Bush, Richard C. (2005), “Taiwan Faces China. Attraction and Repulsion”, i Shambaugh, David (ed.), Power Shift. China and Asia’s New Dynamics, University of California Press, pp. 170‐186. Bush, Richard C. og Michael E. O’Hanlon (2007), A War Like No Other, John Wiley & Sons, Inc. Chang, Rich (21. marts 2010), “TSU launches new drive for referendum on ECFA”, Taipei Times. Goldstein, Steven M. (1999), “The Cross‐Strait Talks of 1993 – The Rest of the Story. Domestic Politics and Taiwan’s Mainland Policy”, i Zhao, Suisheng (ed.), Across the Taiwan Strait. Mainland China, Taiwan, and the 1995‐96 Crisis, Routledge, pp. 197‐228. Huang, Cary (4. marts 2010), “Beijing stresses goal of peaceful ties with island”, South China Morning Post. Lampton, David M. (2001), Same bed, different dreams: Managing US‐China‐relations 1989‐ 2000, University of California Press. Rigger, Shelley (1999), Politics in Taiwan – voting for democracy, Routledge. Rigger, Shelley (2010), “Ma’s Puzzling Midterm Malaise”, Brookings Northeast Asia Commentary, No. 37, pp. 1‐4. Romberg, Alan D. (2010), “2010: The Winter of PRC Discontent”, China Leadership Monitor, No. 31, pp. 1‐23. State Council (2006), China’s National Defense in 2006, Information Office of the State Council of the People’s Republic of China, Beijing Foreign Languages Press. State Council (2009), China’s National Defense in 2008, Information Office of the State Council of the People’s Republic of China, Beijing Foreign Languages Press. Tien, Hung‐mao og Cheng, Tun‐jen (1997), “Crafting Democratic Institutions in Taiwan”, The China Journal, No. 37, pp. 1‐27. “United Daily News Public Opinion Poll” (19. marts 2010), lokaliseret på http://www.‐ kmt.org.tw/english/page.aspx?type=article&mnum=114&anum=7790. “U.S.‐China Joint Statement” (17. november, 2009), lokaliseret på http://beijing.usembassy‐ china.org.cn/111709.html. “Views on Current Cross‐Strait Relations” (2. oktober 2009), lokaliseret på http://www.‐ kmt.org.tw/english/page.aspx?type=article&mnum=114&anum=6977.
Fodnoter
1 Camilla T.N. Sørensen er adjunkt på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet
2 For mere udførlig gennemgang se Rigger, 1999; Goldstein, 1999; Bush og O’Hanlon, 2007 pp. 57‐75
3 Rigger, 1999 p. 6; Bush og O’Hanlon, 2007 pp. 57‐61
4 Lampton, 2001 pp. 2‐4
5 Bush og O’Hanlon, 2007 p. 78
6 Faktorerne bag demokratiseringen i Taiwan er mange, og vægtningen af dem omdiskuteret. Taiwan udgør et enestående studieobjekt for demokratiseringsforskere, idet demokratiseringen i høj grad blev igangsat og styret af det ledende parti og forløb relativt udramatisk og sideløbende med en økonomisk udvikling ‐ jf. Rigger, 1999; Tien og Cheng, 1997
7 Rigger, 1999 p. 29, pp. 148‐151
8 Jf. Tien og Cheng, 1997 pp. 20‐22; Rigger, 1999 pp. 162‐177
9 Tien og Cheng, 1997 pp. 16‐17; Bush, 2005 pp. 179‐180
10 Rigger, 1999 p. 6; Bush, 2005 pp. 179‐180
11 Jf.“Views on Current Cross‐Strait Relations”, 2009; Rigger, 1999 pp. 190‐193
12 Bush og O’Hanlon, 2007 pp. 74‐75
13 Henvisning til Taiwan Strædet er dog nedtonet i de seneste officielle kinesiske ‘White Papers on China’s National Defense’, hvilket hænger sammen med nedtoning af afskrækkelsespolitikken generelt og at den militære balance i strædet er vippet til Kinas fordel og derfor kan henvisninger hertil ikke længere i så høj grad bruges til at legitimere Kinas militære modernisering – jf. State Council, 2006; State Council 2009
14 Den økonomiske frihandelsaftale, som Beijing og Taipei i øjeblikket forhandler om, skal også ses som led i denne incitamentsdrevne politik. Kina accepterer i aftalen forhold, som er meget fordelagtige for taiwanere, særligt angående taiwanske landbrugsvarer, for at gøre aftalen mere attraktiv for taiwanere – jf. Romberg, 2010 pp. 1‐2
15 “United Daily News Public Opinion Poll”, 19. marts, 2010
16 Af de seneste syv ‘by‐elections’ til pladser i parlamentet har oppositionspartiet DPP vundet seks og flere af disse i traditionelt stærke KMT‐valgkredse – jf. Romberg, 2010 p. 1; Rigger, 2010 p. 1
17 Jf. Rigger, 2010 pp. 1‐2
18 Jf. Rigger, 2010; Bush, 2005 pp. 182‐183
19 Brown, 2010 p. 2
20 Chang, 2010
21 Rigger, 2010 p. 3
22 Romberg, 2010 p. 2
23 Huang, 2010
24 Jf. Rigger, 2010 p. 3‐4; Romberg, 2010, p. 3 pp. 15‐17
25 “U.S.‐China Joint Statement”, 17. november, 2009
26 Romberg, 2010 p. 17
