Log ind

T. E. Lawrence (sluttet)

#

(Sluttet).

For at fortsætte Opsummeringen af Oprørets Retning: Hussein maatte af geografiske som af andre Grunde altsaa blive Englands Udgangspunkt og derfor ogsaa Oprørets. Saa snart det var vundet indenfor Husseins Omraade, Mekka— Medina—Wejh—Akaba-Omraadet eller Hejaz, var dets Betydning, strategisk set, forbi, idet det ved Akaba drejer om et Hjørne ind i Syrien, hvor den arabiske Armé fornuftigvis maatte overgaa til den engelske Hær som dennes højre Flanke. Krigen skyllede videre mod Nordøst, gennem det hellige Land op til Damaskus, hvor den sluttede ved Tyrkiets endelige Sammenbrud. Hvis man erindrer det beskrevne Rektangel, vil det arabiske Oprørs Bevægelse med andre Ord se omtrent saaledes ud: Det tager sit Udspring omtrent midt paa venstre Side, breder sig Nord paa forbi Medina uden at berøre denne By, indtil det naar Hjørnet. Her ligger, groft sagt, Akaba; Oprøret drejer dér til højre og følges med den engelske Hær til omtrent midt paa øverste Side, til Damaskus. Som sagt, Oprøret var brudt ud, og den første Overraskelse havde givet Araberne visse Fordele. Mekka var faldet i deres Hænder, og Oprøret greb om sig, ledet af Husseins Sønner, Ali, Abdullah, Feisal og den meget unge Zeid. Da Overrumplingens Virkninger havde sat sig, kørte det hele fast, da Araberne viste sig ude af Stand til at modstaa Kanonild, og da de manglede Udrustning, fremfor alt Artilleri, og de nødvendige Penge til at skaffe dette med. Tyrkernes Fører, Fakhri Pasha, støttede imidlertid uden at ville det Oprøret moralsk, idet han efter prøvede tyrkiske Metoder massakrerede hele erobrede Befolkninger med Kvinder og Børn. Da Arabernes første Forbløffelse herover havde sat sig — en saadan Krigsførelse er saa langt som muligt fra den traditionelt arabiske, der synes at være en lige Blanding af Forretning og Sport — blev Spørgsmaalet ikke mere Oprør som saadant, men gled over til at være en æresforpligtende Blodfejde. Situationen gik derfor i Haardknude, idet Araberne fornuftsmæssigt ikke havde overdreven Lyst til at kaste sig imod det tyrkiske Artilleri, mens de til Gengæld af æresbetonede Grunde ikke mere kunde opgive Fejden. Grunden til dette Uheld var, mente Lawrence, daarlig Ledelse, eller rettere komplet Mangel paa Ledelse fra saavel arabisk som engelsk Side. For at danne sig et Begreb om de ledende arabiske Personligheder rejste han derfor til Arabien. Om Hussein af Mekka vidste han, at han var for gammel og stiv, Abdullah fandt han for snedig, Ali for ædel og Zeid for ung og kølig. Hans sidste Haab var derfor Feisal, og han blev i Forklædning smuglet ind i Landet for at træffe denne ved hans Base; man maa herved erindre, at Hejaz var forbudt Omraade for Ikke-Muhamedanere. Deres første Møde er beskrevet ret dramatisk. Lawrence blev af Feisal modtaget i dennes Telt, hvor desuden de andre førende arabiske Høvdinge var forsamlede. Paa en Forespørgsel om, hvad T. E. syntes om Lejren, svarede han: „Udmærket, men den ligger for langt fra Damaskus!“ — „Ordene faldt som en Daggert i Forsamlingen“*), men samtidigt knyttedes den Kontakt, der blev Drivkraften bag hele Opstanden, Kontakten mellem Feisal, Profeten, der brændte af den hellige Flamme, men samtidigt havde tilstrækkelig sund Dømmekraft og Taalmodighed til at lede Opstanden, og Lawrence. Denne fandt i Feisals Beduiner brugeligt Materiale, og hans Bjerge gav Araberne terrænmæssige Fordele. Han drog derfor hjem til sine Chefer med en optimistisk Rapport og blev derpaa meget mod sin Vilje sendt tilbage til Arabien i Stedet for de professionelle sagkyndige, han havde ønsket afsendt derhen. Han kom lige i Tide til at se Araberne blive spredt i en Fægtning med Tyrkerne og fik derved sine Teorier om Arabernes Anvendelighed i Angrebskrig fuldstændigt kuldkastet. Han blev klar over, at en ny Strategi maatte udfindes og kom til det Resultat, at for at genvinde Initiativet maatte han ignorere Fjendens Hovedstyrke og koncentrere Angrebet mod Jernbanelinien i hans Flanke, Linien til Medina. Det blev derfor nødvendigt at flytte Basen nordpaa til Wejh, hvilket udførtes med Støtte af den engelske Flaade uden Modstand fra Tyrkerne. Man vil erindre, at denne Bevægelse foregaar i nordlig Retning langs Kysten af det røde Hav. Dette medførte, at Tyrkerne opgav deres oprindelige Offensiv mod Mekka og i Stedet koncentrerede dem om passivt at forsvare Medina. Den engelske Overgeneral i den nære Orient var Sir Archibald Murray, en Mand af traditionel soldatermæssig Indstilling omend af væsentlig større Værdi end kritikløse Beundrere af Lawrence plejer at forestille sig. Men med de helt forskellige Indstillinger, de to Mænd havde, maatte Murray nødvendigvis blive Skurken i det Drama, der har Titlen T. E. Lawrence. Den traditionelt militære Reaktion mod Tyrkernes Forsvar af Medina var at angribe og om muligt indtage Byen og tilintetgøre Fjenden under Tilbagetoget. Feisal var straks rede til at medvirke hertil, og Lawrence drog afsted til Abdullahs Lejr for at sikre dennes Samarbejde. Undervejs blev han voldsom syg af Dysenteri, og de første ti Dage hos Abdullah laa han derfor syg i sit Telt; disse ti Dages tvungen Lediggang markerer det fuldstændige Vendepunkt i Krigen i Arabien, idet han, for at bortlede Tankerne fra sine Smerter, blev tvunget til at tænke Sagen igennem grundigt, hvorved han fandt ud af, dels at den hidtil fulgte Praksis havde været bedre end dens Teori, og dels hvorledes Krigen i Virkeligheden burde føres. Hvad det rent konkrete Medinaproblem angik, kom han til den forbløffende Konklusion, at der overhovedet ingen Grund var til at prøve at angribe Byen. Den tyrkiske Garnison laa indesluttet dér og spiste sine egne Transportmuldyr, hvorved den ødelagde sin Bevægelsesfrihed; hvis Byen blev indtaget, hvilket vilde koste Dødsofre, og Araberne vilde nødigt tillade saadanne ud fra den sunde Betragtning, at det Gode, de kæmpede for, Friheden, kun kunde nydes af de levende, betød det bare, at hele denne Garnison skulde flyttes til de ægyptiske Fangelejre for der at blive fodret af de allierede. I det Øjeblik, Medinajernbanen blev overskaaret, vilde Garnisonen rykke ud til Kamp. Idealet blev derfor at genere denne Bane saa meget som muligt uden at afbryde den, hvorved Tyrkerne vilde blive, hvor de var. Derved gjorde de ingen Skade, og Tyrkiet blev stadig tvunget til at forsyne dem med Materiel, samtidigt med at Araberne til eget Brug kunde tage saa kraftig en Told, som de overhovedet ønskede det, af disse Tilførsler, saaledes at Tyrkerne ikke alene maatte sørge folderes egne Forsyninger, men ogsaa for den arabiske Oprørshærs. Da denne indlysende Sandhed var gaaet op for Lawrence, stod det ham med eet ogsaa klart, at Krigen i HejazArabien i Virkeligheden allerede var vundet ved Indtagelsen af Wejh, og at Krigen i Syrien maatte være det næste Skridt. Thi det spillede faktisk ingen Rolle, om Tyrkerne holdt en Tusindedel af den arabiske Verden, naar de blot vilde overlade de andre 999 til Araberne. Hvis Tyrkerne skulde forsvare Arabien, hvorledes vilde de saa bære sig ad? spurgte han sig selv. Uden Tvivl vilde de grave en Skyttegrav tværs over Landet og forsvare den. Men hvis nu ingen angreb? Saa stod den tyrkiske Hær der til ingen Verdens Nytte. En regulær Hær maa have et bestemt Objekt at angribe; men den arabiske Hær var alt andet end regulær og maatte altsaa virke efter helt andre Retningslinier. Den maatte være en ubestemt Uro i Ryggen paa Tyrkerne, og de maatte aldrig være klar over, hvor de havde den, eller hvor stærk den var. Det sidste kunde særlig let hemmeligholdes, da end ikke den arabiske Hærs Ledere var klar over, hvor store Styrker de til enhver Tid kunde regne med. Propaganda i Ryggen paa Tyrkerne vilde ifølge denne Teori faktisk være et langt mere virksomt Vaaben end Kanoner. Den traditionelt strategiske These, som Foch repræsenterede — Lawrences Respekt for Foch var meget begrænset — gik ud paa at levere Fjenden et afgørende Slag dér, hvor hans Hovedstyrke stod. For Lawrences irregulære Tropper maatte det modsatte være afgørende. I Flok kunde de arabiske Tropper ikke staa sig imod Tyrkerne, men enkeltvis eller i smaa Partier var de Tyrkerne langt overlegne, thi Guerillakrig havde altid været den nationale Sport i Arabien, og deres Færdigheder paa dette Omraade var enestaaende. Deres Opgave maatte blive at angribe Fjenden, hvor han var svagest, aldrig at forfølge en vunden Sejr, men forsvinde tilbage i den uendelige Ørken, som Fjenden ikke kendte, og hvor han ikke kunde følge efter. Det vilde blive en Krig ført med utallige smaa Naalestik i Stedet foldet afgørende Slag, og som Baggrund havde Araberne deres Kendskab til Ørkenen, hvor de til enhver Tid kunde forsvinde, og Kamelen, der tillod dem at bevæge sig i Ørkenen som et Skib paa Havet. Denne Krig vilde komme til at ligne en Sømagts deri, at Araberne vilde være i Stand til at tage saa lidt eller saa meget af Krigen, som de til enhver Tid maatte ønske.

Da disse Hovedretningslinier først var blevet klare for Lawrence, saa han hele Krigen i et helt andet Lys. Han skrev en Rapport derom, som han sendte tilbage til Kairo til Staben, der intet forstod deraf. Det eneste, der faldt dem klart i Øjnene, var, at Medina ikke burde angribes, og da Generalstaben altid havde betragtet det arabiske Æventyr med en vis Skepsis, var det netop Vand paa dens Mølle, og Lawrence blev for en Gangs Skyld populær i Hovedkvarteret. Angrebet paa Medina blev afblæst, og Lawrence beskæftigede sig i Stedet med sin Yndlingssport: at sprænge Tog i Luften. Saa besluttede han at prøve sin Teori i Praksis, samlede en Haandfuld Mænd med Arabiens berømteste Kriger, Auda, i Spidsen, og drog paa Togt mod Akaba. Da Krigen i Hejaz jo altsaa var forbi, og Araberne derfor maatte flyttes over til den engelske Hær, var det nødvendigt, at Basis blev forlagt til Akaba, der, som vi husker, laa „lige paa Hjørnet“. Akaba, der var en Havneby, var stærkt beskyttet mod Angreb fra Havet og kunde kun vanskeligt indtages derfra. Lawrence besluttede derfor at erobre den ved en omgaaende Bevægelse fra Land, hvilket betød, at han skulde foretage et Ridt paa et Par Tusinde Kilometer for at erobre, hvad der laa indenfor den engelske Flaades Skudvidde. I Overensstemmelse med sin Teori drog han afsted med kun ca. tyve Mand, men en rigelig Forsyning i Guld, idet han regnede med at rejse de stedlige Stammer. Det havde yderligere den Fordel, at Tyrkerne ikke vilde opdage noget, før det var for sent. Han undlod at underrette Staben hjemme, mens hans Planer holdt Stik, og Akaba blev erobret. Da han kom tilbage til Ægypten med Meddelelse om Akabas Erobring, opdagede han, at der var kommet en ny Overgeneral i Stedet for Murray. Det var Allenby, og dermed gled det indre Samarbejde mellem Oprøret og den engelske Hær ind i en ny og anderledes fordelagtig Fase. Oprøret var begyndt ugunstig, forsaavidt som at Lawrence maatte ofre mere Arbejde paa at faa sine Chefer til at lade det eksistere, end paa at slaas med Tyrkerne. Murray havde aldrig forstaaet den vidtrækkende Betydning, Oprøret vilde faa, hvorimod Allenby, der af Uddannelse var Kavalleriofficer og begavet med en vis Fantasi og Sans for store Linier, ikke af Indstilling var utilbøjelig til at indse, hvilket mægtigt Vaaben han dér havde faaet forærende, saa at sige gratis. Det rent praktiske Udslag af denne nye Indstilling hos Overkommandoen var, at den arabiske Hær ved Flaadens Hjælp blev flyttet til Akaba, der blev organiseret som uindtagelig Base for Operationer mod Jernbanen. Derved blev den overført som engelsk højre Flanke under Allenbys Kommando, hvorved han fik Ansvaret for dens Operationer, og, hvad der var vigtigere, dens Forsyninger. Krigsmæssigt betød det en overordentlig Forbedring i Indstillingen. Da Hærene i Frankrig stadig krævede deres store Del af Allenbys Armé, som derved aldrig var stærkere end Tyrkernes, blev Kampene snarere end som egentlige Slag ført som kæmpemæssige Manøvrer for at udmanøvrere og bluffe Fjenden, det blev fra mekanisk Massemord i Stil med Kampene i Frankrig til en Slags Skakspil i den store Stil, hvilket var mere fornøjeligt og samtidigt kostede mindre i Soldater og Materiel. Bag hele denne Ændring mærker man Lawrences Teorier og utrættelige Arbejde, men det viste sig, at Allenby og hans Stab i fuldt Maal forstod at udnytte disse Faktorer til Bunds. I November 1917 var Allenby rede til at aabne et almindeligt Offensiv mod Tyrkerne paa sin Front, Araberne skulde saa følge efter med et lignende paa deres. Dette var imidlertid ikke helt efter Lawrences Idéer, saa han foreslog alternativt den halve Forholdsregel at afbryde Jernbanen paa et Sted, hvor den krydsede en Dal over høje Broer for derved at bringe Forvirring i Fjendens forventede Tilbagetog. Takket være Forrædderi blev Planen røbet, hvorfor den mislykkedes, men Tyrkerne blev saa bange, at den stipulerede Uro i deres Linier opstod alligevel. Jerusalem blev erobret som en Julegave til de allierede, der deri saa et godt Tegn, og Arabernes Opgave blev derfor at lette Trykket paa Allenbys højre Flanke. Paa Grund af daarligt Vejr og forskellige Besværligheder var Moralen i Araberhæren ringe, Lawrence kom i Strid med Zeid, der havde brugt Penge, han havde faaet betroet til senere Brug, han drog til Allenby for at nedlægge sit Hverv. Denne var imidlertid saa optaget af sine Planer om en ny Foraarsoffensiv, at han overhørte Lawrences Klager og sendte ham tilbage. Da Offensiven i Flandern trak alt for mange Mænd ud af Allenbys Geledder, maatte disse Planer nødvendigvis henlægges indtil videre. Der blev lagt en Del alternative Planer for ikke at ligge uvirksomme hele 1918, og da Allenby mod Forventning hurtigt fik Forstærkninger fra Mesopotamien og Indien, lykkedes det at lægge en brugelig Plan. Da Fjenden var mindst lige saa stærk, maatte han éluffes, og intet blev ladet uforsøgt; hele Hære bestaaende af Figurer blev opstillet, Stabsofficerer lod sig „overraske“ og tabte vigtige Planer til Benefice for Fjenden, hvis Overgeneral var Falkenhayn. Lawrence var virksom paa sin Front med at udsprede Rygter og foretage Bevægelser for at vildlede Fjenden, og denne gik saa afgørende i Fælden, at da en Overløber i sidste Øjeblik røbede ham den virkelige Plan, troede han, at det blot var et klodset Forsøg fra Secret Service paa at faa ham til at gaa i Vandet. Da Bomben endelig sprang, var Tyrkerne derfor fuldstændig desorienterede, deres Rækker blev sprængt, og Resterne faldt under deres Tilbagetog i Hænderne paa Lawrence og Araberne, der fuldstændig tilintetgjorde dem. Her kom Lawrence for første og eneste Gang i egentlig Kontakt med Tyskerne, og han beretter herom følgende :

En Undtagelse dannede de tyske Afdelinger, og her fik jeg for første Gang Respekt for den Fjende, der havde dræbt mine Brødre. De var 4000 km fra Hjemmet, uden Haab og uden Vejvisere, under Forhold, der var sindssyge nok til at nedbryde de stærkeste Nerver. Dog holdt deres Afdelinger sammen i sluttet Geled og skar som Panserskibe gennem Tyrkernes og Arabernes Vragstumper, tavse og med hævet Pande. Naar de blev angrebet, gjorde de Holdt, tog Stilling og fyrede efter Ordre. Der var intet Hastværk, ingen Skrigen, ingen Tøven. De var beundringsværdige.“*) Araberne og Englænderne rykkede i Ilmarch nordpaa, men Englænderne blev fuldstændig uddistancerede, da de rykkede frem med Blænkerkæder, Forposter etc., i fuldstændig venligtsindet Land, og Araberne rykkede først ind i Damaskus. Lawrence stablede en arabisk Administration paa Benene efter at have ryddet grundigt op i Byen, undertrykt visse indre Uroligheder, fremskaffet Lys og en Politistyrke, Forsyninger og Vand, samt efter at have bragt Orden i de sanitære Forhold. Da Allenby nogle Dage senere ankom, var Byen saa temmeligt i normale Folder igen. Og her slutter „Visdommens syv Søjler“ : „Da Feisal var gaaet, bad jeg for sidste (og vist forøvrigt ogsaa første) Gang Allenby om noget for mig selv, nemlig om Tilladelse til at drage bort. Først vilde han ikke høre Tale om det, men jeg ræsonnerede med ham og mindede ham om det Løfte, han gav mig for Aar siden, og fremhævede for ham, hvor meget lettere det vilde være at gennemføre det nye Regimente, hvis jeg var borte og ikke længere virkede som en Spore for Araberne. Til Slut indvilgede han; og da følte jeg straks, hvor fortvivlet jeg var.“*) Lawrences Bortrejse forblev iøvrigt ikke blottet for den ironiske Humor, han altid havde været i Besiddelse af. Han forlangte sin Udnævnelse til Oberst fremskyndet, hvilket vakte stor Forbavselse hos alle, der kendte ham og hans fuldstændige Foragt for al Hæder i ydre Forstand. Og Forundringen steg til højrøstet Munterhed, da det viste sig, at Grunden dertil var den, at en Oberst havde Ret til Hjemrejse med 1. Kl.s Sovevogn, hvorimod lavere Grader maatte rejse med de langsomme og ubekvemme Troppetransporttog. Der vil ikke her være Plads til yderligere at gøre Rede for Lawrences strategiske Indsats. Det er gjort af kyndigere Mænd før mig, og jeg skal indskrænke mig til at henvise interesserede til Liddel Harts Bog om dette Emne (paa dansk: Liddel Hart: T. E. Lawrence, Gyldendal 1938), som jeg blandt andre dels ved Citater, dels paa anden Maade har støttet mig til her. Det vil kun være fair at tilføje, at der fra anden — navnlig fransk — Side fremsættes en helt modsat Vurdering af Lawrence end den, jeg her er gaaet ind for. Her maa enhver vurdere for sig selv. Vanskeligere endnu er det at give en omfattende Karakteristik af Mennesket T. E. Lawrence, og jeg skal her kun prøve at trække et Par Hovedlinier op. Jeg har prøvet at give Billedet af en Mand, der havde en Mission, og som førte den igennem. Vi saa, hvorledes han gennem hele sin Ungdom ubevidst trænede til det, der skulde blive hans Manddoms Værk; hvorledes han øvede sin Udholdenhed ved at marchere dagevis uden Føde, sove under aaben Himmel, og under hans første Orientrejser saa vi ham absorbere Viden om Forholdene — en senere vital Viden — ved at rejse paa lige Fod med de indfødte, udsat for allehaande Farer. Lawrence var ikke modig i den almindelige Forstand af Ordet; han gjorde sig altid paa Forhaand klart, hvor stor Risiko der kunde være ved det Foretagende, han var ved at gaa ind for; hvis Faren oversteg det, Formaalet kunde bringe, afslog han i Reglen, men i modsat Fald styrtede han sig ud i det uden at ænse noget, betragtende Faren som et objektivt Moment, man burde tage i Betragtning og indkalkulere — men heller ikke mere. Vi saa ham forsvinde som anonym Beduin mellem Beduinerne, leve som en af deres, gaa klædt som Araber. Hans Indflydelse gik ikke gennem Kommandoer, men gennem denne mærkelige Paavirkning, der hele Tiden lod Araberne tro, at det var dem, der fik Idéerne, selv om de blot udførte T. E.’s Planer.

Samtidig hermed levede han i fuld Bevidsthed om den Dobbeltrolle, han spillede som Englænder blandt Arabere, thi hans Pligt var væsentligst at spille Englands Spil, og bekendt med Sykes-Picot Traktaten vidste han, at England spillede falsk. Hans Samvittighed plagede ham hele Tiden, og dette i Forbindelse med de Strabadser, han konstant maatte udstaa, fik ham tilsidst, da der ikke mere direkte var Brug for ham, til at bryde helt sammen. Sit endelige Knæk fik han vistnok, da han i Krigens sidste Periode blev taget til Fange af Tyrkerne — som antog ham for at være Desertør! — og underkastet de frygteligste Pinsler. Da Krigen var forbi, trak han sig helt tilbage, afslog Generalsrang og Titel, og han viste sig først igen for Offentligheden, da det viste sig, at England, haardt presset af Frankrig, ikke vilde opfylde sine Forpligtelser overfor Araberne. Da kæmpede han atter Side om Side med Feisal, denne Gang paa Fredskonferencen. Feisal var iøvrigt heller ingen daarlig Debattør. Da en fransk Delegeret i en Tale udbrød, at Frankrigs Krav paa Syrien gaar helt tilbage til Korstogenes Tid, fik Feisal ham til at tie ved stilfærdigt at spørge, hvem der egentlig vandt Korstogene! Imidlertid kæmpede de en forgæves Kamp, og da den var tabt, fortsatte de hver paa sin Maade, Feisal i Arabien og Lawrence i England ved Avisartikler, Henvendelser etc. Han kom derved i Forbindelse med Churchill, der, selv en Mand af fremragende Intelligens, havde let ved at komme i Kontakt med T. E., og sammen løste de de opstaaede Problemer ved, tre Aar senere, at gøre Feisal til Konge i Irak — Mesopotamien — og Abdullah i Transjordanien. Lawrence var en lille, spinkel Mand med et meget stilfærdigt Væsen, men en overordentlig Charme, naar det passede ham at udfolde den. Trængte man nærmere ind paa ham, blev det sværere at faa et definitivt Indtryk, for hans Væsen skiftede som Aprilsvejret, tilpassende sig til enhver given Situation. Dermed ikke at forstaa, at han var lunefuld eller ingen Rygrad besad; men han besad i sit Væsen et indre Fond, som han ikke lukkede op for, et hemmeligt Rum i sit Jeg, hvor han kunde trække sig tilbage. Han havde altid en Splint af Djævlespejlet i sit Øje, og gamle Auda kaldte ham i et Glimt af Genialitet for Alverdens Gadedreng. Hans Venner kunde kalde ham den menneskelige Kamæleon; „men den Betegnelse passer næppe til Skikkelsen eller giver nogen Forestilling om den saa godt, som hvis man siger, at han i væsentlig Grad er dynamisk eller bedre endnu flydende — i Lighed med Kviksølv, delelig i Smaakugler og alligevel sammensmeltende. Maaske er hans egen Forklaring endnu bedre — „paa en Felttjeneste i en Officersuddannelseslejr fik jeg en Gang Ordre til at forklæde mig som en Bataillon i sluttet Orden; og det har jeg gjort lige siden“ !“*) Han nærede en fuldkommen Foragt for det, Mennesker i Almindelighed finder sætter Kulør paa Tilværelsen, og hans Foragt for Formaliteter var overordentlig. Han hilste sjældent en overordnet og altid kun med et Par Fingre til Uniformskasketten, saaledes som man hilser en Ven, man moder paa en Gade. Til Gengæld var han meget nøjeregnende med altid at besvare underordnedes Hilsener. Trods det, at der gik Millioner gennem hans Hænder i Løbet af Krigen, skrev han kun en eneste Kvittering i hele den Tid. Efter Erobringen af Akaba havde han laant et Par svære Kanoner fra Flaaden til at beskytte Byen. Tre Maaneder efter hans Hjemkomst til London efter Krigen fik han pludselig et formelt Brev fra Marineministeriet om at aflevere dem igen. Han svarede i samme høfligt-formelle Tone, at „det gjorde ham meget ondt, men han havde desværre forlagt dem.“ Det er desværre blevet almindeligt at betragte T. E. Lawrence som en mystisk Æventyrer, en Slags Secret-Service Agent i Højpotens. Jeg har skrevet dette for at vise, hvor fejlagtigt denne Antagelse er og samtidig for at vise, hvor vidt denne Mand naaede, der betragtede under Udførelsen af sin Mission Maal og Midler med en gennemtrængende dagklar Intelligens, drog de fornødne Konklusioner deraf og med Anspændelse af al sin Kraft og Viljestyrke førte sine Idéer ud i Livet.

Kilder: T. E. Lawrence: Visdommens 7 Søjler. T. E. Lawrence: Oprøret i Ørkenen. Liddel Hart: T. E. Lawrence. Charles Edmonds: T. E . Lawrence. Lowell Thomas: With Lawrence in Arabia. H. C. Armstrong: Lord of Arabia (om Ibn Saud) o. a.

H. H.