Frederik den Stores Krige og da navnlig Syvaarskrigen have i de senere Aar været Gjenstand for mange Under søgelser. Th. Bernhardi har skrevet et omfangsrigt og fortjenstfuldt Værk om Frederik den Store som Feltherre, grundet paa omhyggelige Studier af Syvaarskrjgen, og en anselig Række af militære Forfattere have behandlet en kelte Spørgsmaal af mere speciel Natur, saaledes i den senere Tid Oberstløjtnant v. Taysen, Major Caemerer, Kaptejn Zimmermann og flere. Alle disse Arbejder gaa mere eller mindre ud paa at give Bidrag til Forstaaelsen af Kongens Krigsførelse baade i strategisk og i taktisk Henseende. Hvad den strategiske Side af Sagen angaar (som jeg her udelukkende skal holde mig til), da frem kommer der betydelige Uoverensstemmelser i Opfattelsen. Medens Th. Bernhardi saaledes søger at godtgjøre, at Frederik den Andens Strategi altid er rettet paa at hid føre et «Vernichtungsschlacht», at bekæmpe Fjenden «bis zur Ohnmacht», fremhæver en anden Forfatter (Delbrück i Zeitschrift für Preussische Geschichte und Landeskunde 1881), at Kongen netop staar som Repræsentant for en ganske anden Strategi, som mere gaar ud paa at ud matte Modstanderen end at slaa ham til Jorden, og at «Besiddelsen af Land» og «dækkende Stillinger» for denne Strategi kan have virkelig Betydning ved Siden af den taktiske Afgjørelse i Slaget. Disse to Forfattere have alt- saa en stik modsat Opfattelse af Frederik den Andens Krigsførelse, og Clausewitz’s Stilling til Spørgsmaalet faar derved en vis aktuel Intereresse, hvorfor man ogsaa fra flere Sider søger at udfinde, hvad han har ment med den i hans «Nachricht» antydede Omarbejdelse af «Vom Kriege», der skulde gjennemføre den Opfattelse, at der er en dobbelt Art af Krig, nemlig en, hvor Maalet er en «Niederwerfen des Gegners», og en, hvor det kun gjælder om «at gjøre nogle Erobringer ved sine Grændser».
Disse Omstændigheder have ført mig ind paa en Undersøgelse af Syvaarskrigens Krigsførelse, hvis Resultat jeg herved skal forelægge Tidsskriftets Læsere i en stærkt sammentrængt Skikkelse i det Haab, at den kunde have nogen almindelig Interesse. Der er imidlertid herved den Vanskelighed tilstede, at det bliver nødvendigt at give en kort Skildring af Krigsbegivenhederne for at kunne frem hæve de Omstændigheder, som have Betydning for den senere anstillede Undersøgelse, i deres rette Sammen hæng. Jeg kunde da anvende den Fremgangsmaade, som jeg før har brugt i lignende Undersøgelser, at fortælle Hovedtrækkene i et Felttog og strax derpaa fremsætte de Betragtninger, som jeg finder Anledning til at fremføre, for dernæst at gaa over til det næste Felttog og behandle dette paa samme Maade; men ved denne Lejlighed, hvor jeg ønsker at samle Momenterne til et Billede af Stra tegien hos de to Parter, der bekæmpe hinanden, vilde jeg ved denne Fremgangsmaade næppe naa Maalet, men vilde snarere udsætte mig for at adsplitte de Træk, som karak terisere Krigsførelsen. Jeg har derfor troet at burde gaa en anden Vej og begynde med i Sammenhæng at for tælle Hovedtrækkene i de forskjellige Felttog, idet jeg særlig fremhæver de vigtigste Omstændigheder, og der næst i en Oversigt samler de Bemærkninger, som jeg ønsker at knytte dertil. — Jeg skal gjøre den historiske Oversigt over Begivenhederne saa kort som muligt og ikke mere end højst nødvendigt belemre den med Datoer og Talstørrelser.
1.
Det Arbejde, at give en Oversigt over Hovedtrækkene i Syvaarskrigens temmelig indviklede Operationer, kan be- grændses betydelig i dette Tilfælde, dels fordi det vil være tilstrækkeligt at holde mig til de Operationer, som Kongen direkte leder, og dels fordi det selv indenfor denne Begrændsning, med mit Formaal for Øje, ikke vil være nød vendigt al behandle alle Felttog lige udførlig.
Felttoget 1756, hvormed Syvaarskrigen aabnedes, kan jeg saaledes helt forbigaa; det har nemlig ved denne Lejlighed kun Betydning som en Indledning til det følgende Felttog, idet Frederik den Anden ved at bemægtige sig Sachsen vandt en Basis for det Aaret efter fornyede Indfald i Bøhmen.
1757.
1. I Modsætning hertil har Felttoget 1757 den største Betydning for Bedømmelsen af Kongens og hans Mod standeres Krigsførelse. Fra alle Kanter rykkede i dette Aar de Allierede frem mod Preussen. Fra Stralsund kom Svenskerne, knap 20,000 Mand stærke, fra Øst Russerne, 65 å 70,000 Mand; men disse to Modstandere vare saa langt borte, og de sidste opererede saa langsomt, at Frederik turde haabe, at Lewald i Østpreussen med sine 30,000 Md. foreløbig maatte kunne holde dem Stangen. I Øjeblikket vare Franskmændene og Østrigerne de far ligste af hans Fjender. Begges egentlige Maal var det at belejre Magdeburg. En fransk Armee under Soubise skulde udføre denne Operation, medens en anden fransk Armee under Riehelieu skulde dække Nederrhinen; hver af disse Armeer kan anslaas til omtrent 60,000 Mand. Disse to Hære ansaas imidlertid ikke for til strækkelige til at løse Opgaven. Sagen' var nemlig, at Belejringsskyts ikke ad Datidens Veje kunde bringes frem til Magdeburg fra Frankrig; det maatte transporteres fra Østrig op ad Elben, og derfor skulde Østrigerne, som stode i Mähren (Daun) og Bøhmen (Browne) med ialt over 100,000 Md., bemægtige sig Dresden og de ubetydelige Pladser Torgau og W ittenberg og saaledes gjøre Elben fri.
Frederik den Anden bestemte sig under disse Omstændigheder til først at vende sig imod Browne; ligeoverfor Franskmændene stilledes Her tugen af Cumberland med den hannoveranske allierede Armee i Westphalen. I Begyndelsen af April rykkede han frem i 4 Kolonner, Prinds Moritz af Sachsen over Pasberg, Kongen selv over Nollendorfhøjderne, Hertugen af Bevern over Zittau og Feltmarschal Schwerin over Trau- tenau, koncentrisk imod Prag. Kongen trængte Browne fra Lejren ved Budin tilbage til Prag, forenede sig her med de andre Kolonner (65,000 Md.) og slog Browne ved Prag den 6. Maj, hvorefter 50,000 Md. indesluttede sig i Fæstningen, medens 13,000 Md. undslap i Retning af Sassavaen. Kongen, som havde haabet at naa et større Resultat, men saa sig skuffet i denne Forventning, havde nu kun en Indeslutning af Prag og et Bombardement, som muligt kunde sætte Ild paa Østrigernes Magasiner i Staden, at stole paa; thi han manglede det til en Belejring fornødne Materiel.
Men netop samme Dag, som Slaget stod ved Prag, var Dann fra Mähren naaet Bøhmisch-Brod med 40,000 Md. Ilan havde fra Wien faaet den bestemte Ordre at gjøre alt for at undsætte Prag, ja endog at vove et Slag for at naa dette Maal. Paa Efterretning om Dauns Nærmelse sendtes Hertugen af Bevern imod ham, Kongen fulgte senere selv efter, og den 18. Juni traf de to Hære sammen ved Holliu. Den preussiske Konges Nederlag her tvang ham til at forlade Bøhmen, hvilket han udførte i to Kolonner, idet han selv gik tilbage imod Leitmeritz, medens Prindsen af Preussen tog Retningen mod Lausitz. Østrigernes Hovedmagt forfulgte den sidste Kolonne, men dog uden synderlig Kraft, saa at Prindsen, trods alle Vanskeligheder, i Dagene fra den 19. til 22. Juli om Aftenen naaede Zittau. Østrigerne samledes efterhaanden ligeoverfor, men de vidste ikke noget Bedre at foretage sig end at bombardere Zittau for at brænde det store Magasin der; at angribe Preusserne tænkte de slet ikke paa, uagtet disses Hær i tre eller fire Dage stod som et sikkert Offer lige foran dem. Prindsen af Preussen trak sig kort efter fra Zittau over Lobau til Bautzen, hvor han ankom den 27. Juli.
Kongen var paa sin Side naaet Leitmeritz i den Tro, at Østrigerne vilde trænge ind i Sachsen og sætte sig i Forbindelse med Soubise. Han vilde derved stille sig paa de indre Linier imellem Franskmændene og Østrigerne, og hans første Tanke var at vende sig mod Franskmændene, medens Prindsen holdt sig i Lausitz mod Østrigerne. Denne Plan forandrede han imidlertid den 21. Juli, idet han da brød op fra Leit meritz, passerede, Elben ved Pirna og den 29. Juli og følgende Dage atter forenede sig med Prindsen af Preussen i Bautzen, medens Moritz af Dessau blev tilbage ved Kotta med 10,000 Mand for at dække Sachsen imod Østrigernes lette Tropper, som vare fulgte efter Kongens Kolonne. Efter at Kongen havde ordnet sin Hær paany, brød han den 15. August op imod Bernstadt for at ud fordre Østrigerne til et Slag. Da han imidlertid fandt Stillingen for stærk, opgav han Østrigerne og besluttede at vende sig mod Franskmændene.
2. Paa denne Kant var der imidlertid forefaldet føl gende Begivenheder: Richelieu var trængt frem igjennem Westphalen over Ems imod Weseren og havde den 26. Juli slaaet Hertugen af Cumberland ved llastenlteck, hvorefter denne var gaaet tilbage til Stade og Lauenburg, medens de hannoveranske Fæstninger aabnede deres Porte for Fjenden. Værre blev det endnu, da Hertugen af Cumberland den 8.— 10. September sluttede en Konvention med Richelieu i Kloster-Zeven, saa at Richelieu kunde bevogte Hannover med en ringe Styrke og med 40,000 Mand vende sig mod Halberstadt. Richelieu gik imidler tid snart istaa og lammede derved Soubise, der ikke mente, at han kunde gaa frem til Saale, førend Richelieu rykkede frem til Halle og Leipzig for at true Fjendens Flanke og Ryg. Frederik efterlod Hertugen af Bevern med 40 Batailloner og 70 Eskadroner og brød selv op fra Bernstadt den 25. August med ca. 10,000 Mand. Den 30. August passerede han Elben ved Dresden og rykkede derfra videre frem over Grimma og Pegau til Naumburg. Den 11. Sep tember passerede han Saale; men nu veg Soubise (som den 21. August havde forenet sig med Rigsarmeen under Hertugen af Hildburghausen i Erfurt) tilbage til Gotha og derfra videre til Eisenach; Kongen kunde ikke faa fat i ham, da han ikke turde fjerne sig længer fra Schlesien. Han bestemte sig endog til at vende om for at nærme sig Schlesien, og den 13. Oktober stod han saaledes atter i Naumburg.
Østrigerne (Erkehertug Carl) havde nemlig fra Wien faaet Ordre til at vende sig mod Schle sien istedetfor mod Sachsen, og Grunden hertil var Østrigs Finansforlegenhed, som gjorde det nødvendigt at vinde Vinterkvarter paa fjendtligt Gebet og ikke i Sachsen, hvor man i et venskabeligt Land vilde komme til at betale alt. Hertugen af Bevern, der stod med Centrum mellem Schönau og Bernstadt, medens højre Fløj var ved Bautzen og venstre strakte sig til Neisse, skulde efter Kongens Befaling indtage en Lejr ved Görlitz. 1 Henhold til denne Befaling brød han op fra Bernstadt den 31. Aug. (da Kongen havde naaet Dresden) og samlede den 7. September Hæren ved Görlitz; men den 10. forlod han af Forplejningshensyn noget overilet denne Stilling og gik mere imod Øst til Bunzlau, hvor han ankom den 13. September (da Kongen stod Vest for Saale). Den 19. September brød han saa atter op fra Bunzlau og trak sig efterhaamjen over Liegnitz og Liebrose og derfra ad højre Oderbred til Breslau, hvor han den 1. Oktober tog Stilling paa venstre Bred foran Byen ved Lohefloden, medens Østrigerne, der vare fulgte efter, stillede sig ligeoverfor ved Lissa.
Følgen af, at de to preussiske Hære saaledes droge hver til sin Side, var, at Vejen til Berlin laa aaben. Østrigerne benyttede sig heraf til at sende Haddick til Berlin, men de udrettede intet ved denne Pointe, fordi de anvendte en for ringe Styrke dertil — kun ca. 5000 Md. — , og efter at der i Berlin var udskrevet 200,000 Thaler, forlod Haddick atter Byen. Svenskerne vare den gang naaede frem til en Afstand af 9 Mil fra Berlin; men de vidste intet om Østrigernes Ankomst til Berlin (17. Ok tober), og ingen Kooperation opnaaedes derfor imellem de Allierede. Østrigernes Bevægelse imod Berlin havde imidler tid dog tvunget Kongen til at sende saa mange Tropper fra Torgau og Magdeburg mod Berlin, at der ved Naum- burg kun blev tilbage 4000 Md. under Keith. Situationen var derfor truende nok for Kongen, saa meget mere som Hertugen af Brunsvig, der stod overfor Richelieu i det Halberstadske, netop nu sluttede en Konvention med Franskmændene, hvorefter Fjendtlighederne skulde standse til den 15. April næste Aar, og Soubise samtidig brød op mod Sachsen. Keith maatte gaa tilbage imod Leipzig og forlangte Hjælp af Kongen, og Soubise vovede sig der efter helt frem til Weissenfels, hvor han den 27. Ok tober tog sit Hovedkvarter. Nu standsedes han imidler tid af sin Regering og tik endog Ordre til at gaa tilbage over Saale; men denne Gang kunde han dog ikke und drage sig Kampen. Kongens Tropper, der vare naaede frem til Berlins Nærhed, vare nemlig allerede vendte om til Leipzig og derfra rykkede frem imod Merseburg. Hen 5. November led Soubise med 43,000 Md. et afgjørende Nederlag mod 22,000 Preussere ved Rosslmch og flygtede i fuldkommen Opløsning til Hessen, medens Rigsarmeen tog Retningen mod Franken. Farligt var det alligevel for det kommende Aars Felttog, at Richelieu stod med sine Spidser i det Halberstadtske; men heri skete der en for Frederik den Anden heldig Forandring, da Pitt nægtede at underskrive Konventionen i Kloster-Zeven, eftersom Richelieu derved blev nødt til igjen at gaa tilbage til Hannover. Kongen fik nu fri Hænder til atter at vende sig imod Østrigerne.
