Hele Oberstløjtnantens Argumentering hviler paa det i Indledningen anførte, »at en Mobilisering har været umulig i de sidste 25 Aar«, og endvidere paa den Paastand, at der ikke i en kritisk Situation vil være Tid til at foretage en Mobilisering. Dette frister til at fremdrage en Række Eksempler paa Hændelser før og under den anden Verdenskrig, som har været medbestemmende for Begivenhedernes Udvikling. Vi er i dette Land lidt for tilbøjelige til at mene, at Begivenhederne den 9. April 1940 ramte Danmark og Norge som et Lyn fra en forholdsvis skyfri Himmel. Kendsgerningen er jo dog imidlertid den, at det ikke havde skortet paa Advarsler fra adskillige Sider til vor Regering, og endelig havde der dog været Krig i Europa siden September 1939. Dette sidste kunde jo nok have foranlediget Indkaldelse af en effektiv Beredskabsstyrke og en Opretholdelse af en saadan, saa længe de urolige Forhold eksisterede, hvilket de militære Myndigheder ogsaa Gang paa Gang slog paa, men uden Resultat. Under alle Omstændigheder havde det været rimeligt, hvis de foruroligende Meldinger, som i stedse stigende Grad indløb omkring og efter den 1. April 1940, havde bevirket, at de yderst faatallige Beredskabsstyrker var blevet forstærket ved Indkaldelser. Selve Udbrudet af den anden Verdenskrig med det tyske Overfald paa Polen kom heller ikke som en Overraskelse. Tunge Skyer havde flere Maaneder igennem samlet sig paa Europas Himmel, saa Krigen kom ikke overraskende for ret mange, i hvert Fald ikke for Polen, som havde mobiliseret alle sine Styrker. Paa samme Maade kom Angrebene paa Frankrig, Holland, Belgien, Rusland, Jugoslavien og Grækenland i intet Tilfælde, uden at der paa forskellig Vis var indtruffet advarende Fænomener, som i de forskellige Lande havde foranlediget Forøgelser i det militære Beredskab.
den 9. April 1940, var i Virkeligheden ikke væsensforskellig fra en Mobilisering. Oberstløjtnanten omtaler, at en militær Kommission i Aaret 1882 konstaterede, at der i de foregaaende 300 Aar var ført 117 Krige, hvoraf kun de ti var blevet indledet med en Krigserklæring. Dette kan naturligvis ikke modsiges, men det havde været interessant at vide, hvor mange af de resterende Krige, der ikke havde været forudgaaet af udenrigspolitiske Kumlerier. Ogsaa saadanne maa dog af en nøgtern Regering betragtes som truende Krigsfare, der i givet Fald kan foranledige Forøgelse af det militære Beredskab. Som et Eksempel paa en Mobiliserings Uigennemførlighed omtaler Oberstløjtnanten den Virkning, som et 3-Minutters Luftangreb paa Kastellet og Sølvgades Kaserne under Indkaldelsen af Sikringsstyrken i 1914 kunde have haft. — Ak ja, og hvor vilde Hannibal ikke have været i Knibe, saafremt Æmilius Paulus og Terentius Varro havde haft et Par Maskingeværdelinger i Slaget ved Cannæ. Nye Tider — nye Vaaben og nye Forholdsregler, en Mobilisering i Dag kan naturligvis ikke gennemføres som en Mobilisering i 1914, men de sidste Aar har vist os adskillige Eksempler paa gennemførte Mobiliseringer, som har haft deres Virkninger. Et Forsvar af Danmark maa nødvendigvis, hvis det skal have nogen Udsigt til at kunne klare sin Opgave, bestaa af en manøvredygtig Felthær — suppleret af et kraftigt Lokalforsvar — Hjemmeværnet. Hvis Oberstløjtnantens Teorier gennemførtes, blev vor hele Beredskabsstyrke kun den Del af det til Uddannelse indkaldte Mandskab, som havde naaet til at være krigsdueligt, altsaa højst ca. 20.000 Mand, og dette kan ikke kaldes en effektiv Beredskabsstyrke. Resten skulde efter Oberstløjtnantens Mening udfra en medført strategisk Flair »transportere sig selv direkte fra Sengen eller Værkstedet til Opmarchrum eller Kampplads«. Mon man ikke har lovlig stor Tillid til vort Folk, hvis man er af den Formening, at de fra Sengen rask ilende umiddelbart vilde kunne danne en Felthær. Forbereder og formerer vi ikke før Fredsbrud en manøvredygtig Felthær, giver vi med overhængende Udsigt til skæbnesvangre Resultater Afkald paa et effektivt Forsvar, og gør det muligt for en eventuel Angriber at sønderlemme vore militære Styrker, Led for Led. Oberstløjtnanten hævder, at Erkendelsen af det praktisk uigennemførlige ved en Mobilisering har begrundet Oprettelsen af Hjemmeværn rundt om i Landene. Hertil skal jeg anføre, under hvilke Forudsætninger Storbritanniens »Home Guard« og Sveriges »Hemvärn« blev skabt, for at vi kan se, hvorledes Oprindelsen af disse to vældige Forsvarsorganisationer svarer til Oberstløjtnantens Paastand. General C. T. Paget, Commander-in-Chief Home Forces har i Forordet til Ch. Graves Bog »The Home Guard of Britain« skrevet: »The Home Guard is fulfilling an essential part in the strategy of the United Nations by contributing substantially to the defence of Home Base and thereby enabling the maximum number of regular troops to be trained for offensive operations overseas«. Home Guard muliggjorde med andre Ord Udsendelse af en Ekspeditionshær. Sveriges Hemvärn skabtes ved en Rigsdagsbeslutning af 29. Maj 1940, paa et Tidspunkt, da Sveriges Forsvarsmagt i Hovedsagen var mobiliseret. Motiveringen for Oprettelsen af Englands og Sveriges Hjemmeværn synes saaledes ikke at fremtræde som et Udtryk for Erkendelse af en Mobiliserings Uigennemførlighed. Dette mit Svar paa Oberstløjtnantens Indlæg kan synes at være fjernt fra Emnet Hjemmeværn, men ogsaa kun tilsyneladende, idet en Diskussion om den betingende Baggrund for et Hjemmeværn kan være lige saa nødvendig som Diskussionen om selve Hjemmeværnet. Konklusionen af Oberstløjtnantens Forslag bliver — skarpt opstillet — et Hjemmeværn fordelt over hele Landet og ingen effektiv Manøvrehær, og dette giver intet Forsvar af Landet, men kun en Konstatering af en Viljé til at føre en paa Forhaand haabløs Kamp. Uden en effektiv og manøvredygtig Felthær — intet effektivt Forsvar af Danmark.
L. M. K. Skem.
