Oberstløjtnanten ser — som en væsentlig konklusion — kun realiteter i samarbejdet mellem hjemmeværnet og regionsforsva rets øvrige deltagere, såfremt disse sidste antager hjemmeværnets beredskabssystem.
Denne konklusion er indlæggets interessanteste del, da den berører noget i al hærorganisation — og dermed også i regionsforsvaret — fundamentalt, nemlig at forskellige grene af forsva ret skulle have samme beredskab for at kunne virke i fællig.
Hvad er da kernen i hjemmeværnets særlige beredskab? — :
At det er lokalorganiseret, let fodfolk med udleveret enkelt mandsudrustning og en uddannelse indenfor gruppes og delings ramme.
Hermed er egentligt alt sagt. Thi var resten af hæren også let fodfolk, ville den værnepligtige bær i løbet af nogle måneder kunne antage den samme karakter.
Men for det første har også både søværn og flyvevåben i sagens natur højere beredskab end hæren, for det andet er dette det rene beredskabssynspunkt imidlertid kun sagens ene side.
Selv et dansk forsvar må imidlertid møde fjenden med de gængse våben, d. v. s. med våben af samme typer som dem, hvor over fjenden råder. En teknisk udvikling, som end ikke det hu mane, oplyste, lille Danmark kan stampe imod, har nemlig med ført, at de tider, de 90 % af hæren var geværskytter med brød pose og spader, længst er forbi.
En — iøvrigt ønskelig, men administrativt og juridisk meget krævende — almindelig hjemsendelse af de værnepligtige med deres individuelle udrustning ville derfor i 1954 kun løse bered skabsproblemets første 20 %. Tilbage er stadig fodfolkets tunge våben, pansertroppernes kampvogne, artilleriets pjecer, ingeniør troppernes mangeartede tekniske materiel, telegraftroppernes feltkabelvogne, forsyningstroppernes specialvogne — alt det, som eks empelvis retsstatsfolkene vil anbringe i delingsbunkers — og ikke mindst de mange udskrevne køretøjer, der skal indkaldes og mod tages. Udmærket, men ingen af disse apparater kan komme til an vendelse uden i samvirke med andre — ikke engang en så relativt lille enhed som et batteri kan gøre sig gældende, før 4— 6 kanoner er bragt sammen, kommandonettet etableret, beregnerbordet ar rangeret og observatører sendt frem med radio- og trådforbindelser.
Hvordan tænker man sig værksteds- og reparationstjenesten løst på hjemmeværnsbasis?
Og så forbigår vi endda belt det afgørende problem, at for svaret for overhovedet at løse sin hovedopgave — at sikre samfun dets beståen efter et voldeligt overfald (udefra som indefra) — på eet eller andet tidspunkt må koncentrere sine styrker det sted, livor afgørelsen skønnes at ville falde.
Jo mindre en vogn vejer, desto lettere er den at sætte i fart ned ad en bakke. Det er derfor klart, at selv indenfor regionsfor svaret vil det blive den lettest udrustede del, hjemmeværnet, der først er til stede. Den tungere støtte, der skal bakke dette op, må naturnødvendigt, selv hjemsendt med udrustning, være vanskeligere at aktivere, men rummer til gengæld desto mere inerti, når den først er sat i bevægelse.
Det er netop også i erkendelse heraf, at man for felthærens vedkommende har indført dækningsstyrker — felthærens aktive parallel til regionsforsvarets hjemmeværn.
En umiddelbar sammenligning mellem disse komponenter har derefter efter min mening ingen relevans. Dette spes man, såvidt jeg kan overskue, da også at have taget konsekvensen af ved den stedfindende tilrettelæggelse af bl. a. regionsforsvaret.
Dernæst nogle bemærkninger om kupproblemet.
Jeg drømmer ingen ønskedrømme. Havde jeg gjort det, ville jeg ikke have ofret slet så megen tid på regionsforsvaret, der, som jeg sagde i min første artikel, er eet af vore svar på den totale krigs udfordring.
Pearl Harbor, Nordafrika eller Basil Embry’s angreb på Shellhuset er blot ikke gode eksempler.
1) Pearl Harbor var en enkelt flådehavn i en udsat sektor, ikke hovedparten af U. S.A.’s kaserner, depoter og øvrige mobili- seringseentrer. Et Pearl Harbor-angreb kan udmærket tænkes mod eet eller et par enkelte tilsvarende anlæg i Danmark, men har bare intet at gøre med et generelt kup mod et helt land eller væsentlige dele heraf.
2) Nordafrika — forberedelserne foretaget i et land, der alle rede officielt var i krig; angrebet ført frem over et hav, hvorover tyskerne hverken havde sø- eller luftherredømnie — og iøvrigt udført på et tidspunkt, da m ilitæ re konvojer i forvejen dagligt gik over Atlanterhavet.
3) Shellhuset — foretaget fra et land i krig, hvis fly nat efter nat, dag efter dag, fra snese af flyvestationer i forvejen opererede mod så det ene, så det andet mål i Europa.
Forberedelser behøver naturligvis ikke at røbes, sålænge det kun er stabsarbejde, der foregår. (Dog — selv i Hitlers overkom mando var der indfødte tyskere, der lod viden sive ud, fordi de var utilfreds med styret. Man tænke sig det samme i lande, der har præsteret en 17. juni).
Men på eet eller andet tidspunkt skal der endvidere åbenlys handling til, bl. a. skal tropper indskibes eller samle deres trans portkolonner sammen.
Det er dernæst rigtigt, at det stedse har været god latin at afvæbne sin modstander. Den effektiveste måde er at standse visse elementære samfundsorganer, så en genbevæbning umuliggøres.
Hvad Aldersbot angår, så har den britiske luftværnsartilleri major, der bar undersøgt problemet for mig, oplyst, at kim een kaserne blev ramt af tyskernes luftangreb, nemlig en London kaserne, der fik en vildfarende bombe fra en nærliggende fabrik.
Det er endelig rigtigt, at sabotører under besættelsen ikke tøvede af mangel på hjælp fra regulære tropper — nej, thi de havde til gengæld bele det danske folks — i hvert fald moralske — bistand!
Den „tvivlsomt gennemførhge mobilisering“ er et postulat, hvis rigtighed må prøves i praksis.
Hvortil kommer, at hvis oberstløjtnanten blot anede, hvor kom pliceret moderne krigsførelse er, ville han regne 2— 3 dage for et smukt resultat!
Man må naturligvis forberede sig på det værste. Jeg hævder derfor ikke, at et kup overhovedet ikke kan finde sted på den af oberstløjtnanten her og overfor pressen fremmalede måde.
Jeg finder blot, at det ville være værre endnu at indrette forsvaret af dette (minus Grønland) lille og udsatte land som en hær af klatter af let fodfolk, der imidlertid må lade kanoner, kampvogne og andet vitalt kampudstyr blive hjemme i delings bunkeren, fordi beregnere og kampvognskørere er rejst til Horsens for at derværende våben, d. v. chancer vil læse på teknisk skole og er blevet indrulleret i en enhed — et landm ilitæ rt forsvar, der uden tunge s. uden at være en egentlig feltbær, overhovedet ingen chancer vil have i vore dage.
Sikring mod femtekolonne og mod "kommando-angreb" kræver koncentration, forsvaret mod flyvere kræver — foruden flyvere og luftvæ rnsartilleri — spredning.
Balancen herimellem er som alle livets brugelige løsninger et kompromis.
At det er et kom prom is betyder ikke, som mange tror, at problemets rigtige løsning dermed er kompromitteret.
K. E. Gabel-Jørgensen.
