Det glæder mig, at Kaptajn Gabel-Jørgensen er enig med mig i, at et Kup er en Mulighed, som bør tages i Betragtning, samt i, at det er fundamentalt, at forskellige Grene af Forsvaret skal have samme Beredskab for at kunne virke i fællig. Det glæder mig endvidere, at Kaptajnen betegner en almindelig Hjemsendelse af de værnepligtige med deres individuelle Udrustning som ønskelig.
Til Gengæld gør det mig ondt, at Kaptajnen paa to Punkter har misforstaaet mig.
At Beredskabet skulde være forskelligt for Fodfolket og det øvrige Værn har jeg naturligvis hverken tænkt eller sagt. Det vilde jo være et lige saa daarligt Beredskab som det, der hviler alene paa Hjemmeværnet. Jeg beklager, saafremt jeg har udtrykt mig uklart om noget saa selvfølgeligt, saa meget mere, som Kaptajn Gabel-Jørgensen opbygger en lang og grundig — og altsaa genstandsløse — Argumentation paa denne besynderlige Misforstaaelse.
Mit Udtryk „tvivlsomt gennemførlig“ om Mobiliseringen kal der Kaptajnen et Postulat, idet han aabenbart mener, at jeg ivivler om Muligheden af den tekniske Gennemførelse af Mobi liseringen. Det gør jeg ikke, og jeg giver Kaptajnen ganske Ret i, at 3 Døgn er en Record for Overgang til Krigsorganisation under den nuværende Ordning. Min Tvivl om Gennemførligheden refererer — som jeg mente, det fremgik af Sammenhængen — til de sandsynlige Forstyrrelser af Flyvere, Sabotører og Fjernbe skydning.
En Mobilisering vil altid af Modstanderen blive betragtet som en Udfordring. Det gør det meget vanskeligt for en Rege ring at udstede Mobiliseringsordre. Men baserer man sig paa en Forholdsordre, saaledes at man kan afvente Krænkelsen, inden man riposterer, saa maa til Gengæld Riposten kunne falde om- gaaende med fuld Vægt; deri ligger Beredskabets krigsforebyggende Virkning.
Befolkningens Bistand til Frihedskæmperne har jeg person lige Grunde til at være meget taknemmelig for, men det var nu adskilligt lettere for Hipoer og Stikkere at bringe sig i Sikker hed, end det var for Frihedskæmperne, og da 5. Kolonnes Hoved opgave falder i Kampens første Periode, er Befolkningens Følelser over for den uden Virkning.
Ad Overraskelsesmomentet. Der siver altid, eller næsten altid, noget ud. Den forste Advarsel om Muligheden af en Angreb paa Pearl Harbour kom fra den amerikanske Flaades Chef 10—11 Maaneder før Angrebet, og den efterfulgtes af flere andre. Allige vel lykkedes det at sætte Overfaldet overraskende ind. En til svarende mærkelig Inerti viste Russerne over for det tyske Over fald, hvis Forberedelse de havde let ved at faa Besked om. Vi behøver jo ikke at gaa hjemmefra for at finde et Eksempel paa dette mærkelige Fænomen, at Ofret — skønt vidende eller dog anende — forholder sig som en liynotiseret Graaspurv over for en Brilleslange.
Det er ikke nok, at man faar Kendskab til Fjendens Forbe redelser, dersom dette Kendskab ikke udløser Handling. Den Tøven, der her melder sig hos de raadende, er forstaaelig. Kan man nu være helt sikker paa Efterretningerne? Drager vi ikke netop Ulykken over os, dersom vi nu mobiliserer? Er det dog ikke bedre at se det an, indtil Angrebet er en Kendsgerning? Saaledes vil ansvarsbevidste Mænd med Rette spørge.
Det er lidet sandsynligt, at vi nogensinde faar 3 uforstyr rede Døgn til at mobilisere i. Den brugelige Løsning er natur ligvis et Kompromis. Det er et Kompromis mellem det militære Synspunkt, der i den nuværende Situation maa ønske ærnet paa permanent Krigsfod, og det nationaløkonomiske Synspunkt, der maa kræve Næringslivet holdt igang. Kompromiset maa blive en latent Mobilisering, der kan aktiviseres gennem Alarmering.
E. Toussieng.