af Oberst N. P. Jensen.
Naar et Land har ført en ulykkelig Krig, vil der altid være delte Meninger om Aarsagerne til Ulykken. Enhver, der vil indlade sig paa at give en Fremstilling af en saadan Krig, maa derfor være forberedt paa at møde Modsigelse.
Det kunde derfor ikke falde mig ind at bebrejde Generalmajor Tuxen, at han skrev „Nogle Bemærkninger“ til min Fremstilling af Krigen 1864. Vel er det noget nyt, at en Forfatter, der selv liar skrevet et Værk om denne Krig , sætter sig paa Dommersædet over for en anden Forfatter, der senere behandler samme Ærnne, thi han er for meget Pa rt i Sagen til at kunne være en upartisk Dommer; men dette kunde jeg dog se bort fra. Derimod havde jeg Ret til at bebrejde Generalen, at han formede sine Bemærkninger som et personligt Angreb paa mig, thi derved vanskeliggjordes Diskussionen; men for Sagens Skyld, indlod jeg mig dog paa at give et „Tilsvar“ .
Dette har foranlediget General Tuxen til et „Gensvar“ . Men, havde jeg — hvad jeg véd er anerkendt fra mange Sider — Grund til at føle mig saaret over hans første Artikel, saa gælder dette i en endnu højere Grad om hans Gensvar, thi i dette træder hans Hensigt — at ville føre et personligt Angreb imod mig — endnu stærkere frem og paa en saadan Maade, at det er bleven mig umuligt at fortsætte Diskussionen. Thi jeg vil ikke staa Skoleret over for General T . , og, hvorvel jeg aldrig skal undlade at besvare et Angreb, der er boldt i en høflig Form, saa vist vil jeg aldrig indlade mig paa at besvare et Angreb, der ikke holdes inden for denne Grænse.
Det havde været mit Ønske at kunne indskrænke mit Svar til denne Erklæring; men, da jeg maa erkende, at et saadant Skridt kunde misforstaas, har jeg anset det for rigtigst nærmere at belyse enkelte Punkter i Gensvaret, for at enhver kan faa Lejlighed til at danne sig en Mening om den Maade, hvorpaa General Tuxen fører Polemik, og dømme om, hvorvidt jeg har haft Ret i ikke at indlade mig i en Diskussion med ham. 1. Side 176 i Gensvaret staar: „Jeg (r>: General T.), som endnu har Kommando i Hæren, og derfor staar til Ansvar for mine Anskuelser“ o. s. v. I denne Udtalelse insinueres, at jeg som afskediget Officer kan skrive, hvad jeg vil, uden Ansvar. Men denne Sigtelse er utilbørlig, thi enhver ærekær Forfatter, skriver under Ansvar, uanset om han er i Tjenesten eller afskediget.
2. Side 157 i min Bog staar der, hvor Talen er om Fægtningen ved Sankelmark: „Ved Kampens Begyndelse havde General Steimnann sendt sin Ordonnansofficer til Flensborg for at afhente Forstærkning“ . Da General Tuxen i „Nogle Bemærkninger“ kaldte dette „en tvivlsom Meddelelse“ og ønskede Opgivelse af min Kilde, oplyste jeg i mit „Tilsvar“ , at m in Kilde var Ordonnansofficeren, den nuværende Oberstløjtnant Nysted og samtidig henviste jeg til, at Kaptajn Sørensen i sit Værk om Krigen (I. Side flUl) omtaler denne Begivenhed paa samme Maade som jeg. Deraf tager General T. i Gensvaret Side 178 Anledning til at citere en Udtalelse af Clausewitz om, „at den ene Forfatter skriver af efter den anden“ . Uagtet jeg saaledes udtrykkelig har angivet Oberstløjtnant Nysted som den, fra hvem je g har min Oplysning, tillader General T. sig dog at sigte mig for at have skrevet af efter Kaptajn Sørensens Værk. Dette er saa meget utilbørligere, som man ved at sammenligne begge de paagældende Fremstillinger hos Kaptajn Sørensen og mig, vil se, at Sørensen i umiddelbar Forbindelse med Beretningen om Ordonnansofficerens Sendelse tilføjer, at den gav Anledning til, „at 9. Brigade og 1 Batteri drog ud mod Syd“, saa at der altsaa blev afsendt Forstærkning, hvorimod jeg beretter, at der ikke kom Forstærkning. Dette turde tjene som Vidnesbyrd om, at jeg ikke har været Afskriver.
3. Paa samme Side — 178 — i Gensvaret fortæller General T., at han, efterat mit Tilsvar var offentliggjort, og jeg i dette havde angivet Oberstløjtnant Nysted som min Kilde til den under ovenstaaende Punkt 2 omtalte Meddelelse, forespurgte Oberstløjtnanten, „naar han forlod General Steinmann, naar han ankom til Overkommandoens Bureauer, og hvem han har talt med i Overkommandoen“ . Efter at have meddelt dette tilføjer General T . : „Svaret er, a t i Stedet for Ordonnanso f fice re n a fgik en D ragon til Fle n s b o rg med mundtlig Melding om, at Divisionen (!) var i en betrængt Tilstand og maatte have Forstærkning af 1 Batteri“ . Enhver, der læser denne Udtalelse, der i Gensvaret ligesom her for Hovedpunktets Vedkommende er trykt med spærrede Typer, maa jo faa det Indtryk, at det ikke er i Overensstemmelse med Sandheden, naar jeg i mit Tilsvar har angivet Oberstløjtnant Nysted som Kilden til min Fremstilling. Men alligevel er det saa, thi det Svar, General T. angiver at have faaet af Oberstløjtnanten, har han ikke faaet. Oberstløjtnanten har oplyst General T. om , at det var med Rotte, at jeg havde nævnet ham som min Kilde, at det er rigtigt, at han ved Kampens Begyndelse blev af General Steinmann afsendt til Flensborg for at afhente Forstærkning, og at han i Henhold til denne Befaling begav sig paa Vej. Men Oberstløjtnant Nysted har tillige oplyst General T. om Aarsagen til, at han undervejs rnaatte overlade det ham betroede Hverv til en Dragon, og at han lod denne ikke alene anmode Overkommandoen om Forstærkning af 1 Batteri, men ogsaa af Fodfolk. Jeg skal ikke yderligere kommentere General T.s Optræden over for mig paa dette Punkt; jeg føler mig overbevist om , at den vil blive bedømt efter Fortjeneste.
Men General T. er end ikke bleven staaende derved. Side 178 og 179 i Gensvaret udtaler han, at det forekommer ham „utilgiveligt“ , at jeg, naar jeg i en Polemik benytter en hos Oberstløjtnant Nysted indhentet Oplysning om dennes Sendelse til Flensborg, ikke samtidig søger Oplysning om Sendeisens Forløb. Jeg skal dertil bemærke, at jeg under Polemikken ikke har søgt nogensomhelst Oplysning hos Oberstløjtnant Nysted. Han havde saa ofte fortalt det, jeg har gengivet i min Frem stilling, at det var overflødigt. Derimod har jeg, da jeglejlighedsvis traf Oberstløjtnanten, som et Kuriosum fortalt ham, at General T. i „Nogle Bemærkninger“ bestred Rigtigheden af min Fremstilling og kaldte det en tvivlsom Meddelelse. Uopfordret fra min Side, fortalte Oberstløjtnanten mig ved denne Lejlighed Sendeisens Forløb, dog med udtrykkelig Anmodning om ikke at benytte hans Oplysninger i Polemikken med General T. Dette kunde jeg saa meget lettere love, som det, der var General T. og mig imellem, ikke angik Sendeisens Forløb , men ene og alene Spørgsmaalet om, hvorvidt General Steinmann overhovedet havde afsendt sin Ordonnansoffieer til Overkommandoen i Flensborg for at anmode om Forstærkning. Anderledes med General T. Han har søgt Oplysning hos Oberstløjtnanten, og tik lian derved ikke at vide, hvad han behøvede, burde han i alle Tilfælde have vogtet sig for at stemple min Handlemaade som „utilgivelig“ , thi denne Beskyldning maa nu falde tilbage paa ham selv.
4. I mit Tilsvar gjorde jeg opmærksom paa, at det Tidspunkt, da Brigaden Scharffenberg gik igennem B rigaden Max Muller S. for Sankelmark Skov, i Generalstabsværket angives til Kl. omtrent 2, og hos Kaptajn Sørensen, som jeg paa dette Punkt har fulgt i min Frem stilling, fordi han var personlig til Stede, til Kl. 3x/2. Derefter tilføjede jeg, at efter de Oplysninger, jeg senere havde modtaget, talte en høj Grad af Sandsynlighed for, at begge Tidsangivelser var urigtige, og at Tiden maatte sættes til Klokken omtrent 3. Efter dette maatte det blive General T.s Sag at paavise, at Tidsangivelsen i Generalstabsværket er rigtig. Men i Stedet for at præstere dette Bevis, opstiller Generalen i „Gensvaret“ Side 180 en Beregning for at udfinde, hvor lang Tid Brigaden Max Muller efter min (!) Forklaring var isoleret, inden Østrigerne angreb. Ved i denne Beregning at benytte Klokkeslettet 3V‘2, som Tidspunktet for Brigaden Scharffenbergs Gennemgang, uagtet jeg har rettet det som urigtigt, kommer han til det Resultat, at Svaret bliver 0 Minutter. En saadan Maade at polemisere paa kan jeg ikke betragte som „fair“ ; men den er i dette Tilfælde tillige meget uforsigtig, fordi den frister til at gaa nærmere ind paa Generalstabsværkets Tidsangivelser, forsaa vidt angaar det, der passerede ved Sankelmark forinden Kampen. Som alt omtalt angiver Generalstabsværket (I. Side 284) Tiden for Brigaden Scharffenbergs Gennemgang til Kl. omtrent 2. Derefter hedder det Side 286: „Noget efter“ denne Gennemgang aabnede det østrigske Batteri sin Ild. Side 291 udtales: „Vod Kampens Begyndelse omtrent Kl. 3 Eftermiddag“ . Her er altsaa det Side 286 benyttede mindre heldige Udtryk „noget efter“ , præciseret som „omtrent Kl. 3“ . Men i „Gensvaret“ Side 180— 181 siger Forfatteren til Generalstabsværket, General T . : „Nøjagtig til samme Klokkeslet — o: Kl. 3Va — angriber det østerrigske Artilleri efter samstemmende Beretninger“ . General T. er altsaa nu kommen til Erkendelsen af, at naar Generalstabsværket sætter Tiden , da Østrigerne begyndte Angrebet, til Klokken omtrent 3, er det urigtigt; Klokken var den Gang 3 1/2.
Det kunde aldrig falde mig ind at benytte disse Uoverensstemmelser til et Angreb paa Generalstabsværket, thi jeg har beskæftiget mig alt for meget med Krigshistorie til ikke at vide, hvor vanskeligt det ofte er at faa de forskellige Tidsangivelser til at passe sammen. Mine Bemærkninger er derfor mindre fremsatte, fordi General T. selv gav Anledning dertil, men nærmest fordi de behøves til Forstaaelse af det følgende Punkt. 5. Generalstabsværket beretter (I. Side 284), at B rigaden Scharffenberg, da den var gaaet igennem Brigaden Max Müller, fik Befaling til at marchere til Flensborg, og det tilføjes derpaa: „7. Brigade (Max Müller) med to Kanoner af 11. Batteri dannede altsaa nu Arriereg a r d e n 1)“ . Men Generalstabsværket har forinden (Side 280) fortalt, at Overkommandoen samme Dag, den G. Februar, Kl. IV2 havde givet Befaling om en forandret Udstilling af Forposterne, saa at Brigaden Max Müller skulde efterlades paa Chausseen for at danne et Led i Forposterne. Detaillerne af Forpoststillingen skal jeg komme ind paa under et andet Punkt. Hvis nu Brigaden Scharffenberg, som angivet i Generalstabsværket, er gaaet igennem Brigaden Max Müller, der stod ca. 600 Alen S. for Sankelmark Skov, da Klokken var omtrent 2, saa kunde Overkommandoens Befaling om Udstillingen af Forposter paa det Tidspunkt ikke være tilgaaet General Steinmann, og Generalstabsværket vilde da have haft Ret i, at Brigaden Max Müller „nu“ var Arriéregarde, saa at General Steinmann fremdeles havde Kommandoen og dermed Ansvaret. Men Klokkeslettet er urigtigt; jeg skal bevise det. Da Brigaden Scharffenberg fik Befaling til at afmarchere til Flensborg, var de 4 Kanoner endnu til Stede, der havde fulgt Arrieregarden under Kommando af Batterichefen, Kaptajn Fallesen. Denne søgte at anvende hele sin Indflydelse for at faa Divisionens Bemyndigelse til at lade alle 4 Kanoner afmarchere med Brigaden Scharffenberg til Flensborg. Men Divisionen modsatte sig det og befalede, at 2 af Kanonerne, der kommanderedes a f Premierlieutenant Grüner, skulde afgives til F o rposterne under Oberst Max Müller, hvilket fremgaar a f Lieutenant Grimers Beretning, der findes i Krigsarkivet. General Steinmann maa derfor have modtaget Overkommandoens Befaling om Udstillingen af Forposter, forinden han lod Brigaden Scharffenberg afmarchere, og derfor kan denne Afmarche først have fundet Sted, da Klokken var hcnimod 3. Hvis nu Overkommandoen, hvad jeg har gjort opmærksom paa i min Bog Side 150, ikke havde undladt at udnævne en Forpostkommandør, hvad vilde da være sket?
Da den vigtigste Del af Forpoststillingen var Stillingen paa Flensborg Chaussee, vilde den af Overkommandoen udnævnte Forpostkommandør have begivet sig frem ad denne og være truffen paa Brigaden Max Müller; Brigadekommandøren vilde da have henvendt sig til ham for at modtage Ordre angaaende Forposternes Udstilling. At General Steinmanns Hverv — at dække Hærens T ilbagetog — dermed var endt, og at Brigaden Max Müller nu ikke længere stod under ham , men under Forpostkommandøren, vil ingen i saa Fald have kunnet benægte1). Kan det da paa nogen Maadc forrykke Forholdet, at Overkommandoen havde undladt at udnævne en Forpostkommandør? Utvivlsomt Nej!
Det er dette Standpunkt, jeg har hævdet i min Bog Side 153 ved at udtale: „Steinmanns Hverv, at dække Hærens Tilbagetog paa Chausseen, var løst ved Overkommandoens Befaling“ , og det hævder jeg fremdeles. Men, medens dette Forhold bestandig har staaet mig klart, har jeg i den Beretning, der findes samme Side om , hvad der passerede mellem General Steinmann og Oberst Müller, selv gjort mig skyldig i Uklarhed. Da General T . deraf tog Anledning til i „Nogle Bemærkninger“ at spørge om mine Kilder, angav jeg i mit „T ilsvar“ disse med Tilføjelse af, at da der var Uoverensstemmelse i Angivelserne, havde jeg maattet sammenarbejde Fremstillingen efter Skøn, og derfor var det ganske naturligt, at der kunde være Fejl med Hensyn til Enkelthederne. Med Hensyn til Hovedpunktet berigtigede jeg samtidig min Fremstilling til, a t det ikke var korrekt, naar jeg i min Fremstilling havde ladet General Steinmann optræde som Kommanderende i Samtalen med Oberst Müller, efter at han havde meddelt Obersten Overkommandoens Befaling om Forposterne, a t General Steinmann fra det Tidspunkt ikke havde givet Obersten nogensomhelst Befaling, samt at det kun var tilfældige Omstændigheder, der gav Anledning til, at Generalen overhovedet blev til Stede under den paafølgende Kamp.
Naar en Forfatter har givet en saadan Berigtigelse, saa har han Ret til at forlange, at der tages Hensyn til den. Men det er en Opfattelse, der ikke deles af General T. Han fremsætter i sit Gensvar Side 178— 187 en hel Række Bemærkninger, hvori han væver alt ind imellem hinanden og arbejder sig op til en saadan Højde, at han Side 184 giver det Udseende af, at jeg har omtalt General Steinmann paa en saadan Maade, at hvis det var rigtigt, maatte Overkommandoen „tvivle om hans mentale Tilstand og foranledige ham snarest kaldt til Kjøbenhavn“ . En Polemik af den Natur er kun skabt til at bortlede Opmærksomheden fra det, der er Hovedsagen. Hvis det var General T. magtpaaliggende at faa tilvejebragt fuld Klarhed, saa burde han have givet den supplerende Fremstilling af Begivenhederne, som Generalstabsværket mangler, om, hvad der passerede, i Tiden fra Brigaden Scharffenbergs Gennemgang til det østrigske Artilleriangreb begyndte. Det vilde jo have været den bedste Maade, hvorpaa han kunde have modbevist min Fremstilling. Naar han ikke har indladt sig derpaa, er det, fordi det Materiale, han har benyttet, Rapporterne, ikke giver nogen Oplysning derom , og det H u l , som derved er opstaaet, har General T. ikke søgt at udfylde ved at søge Oplysninger andetsteds. Tingen er nemlig den, at General Steinmann aldrig har afgivet nogen R ap port, fordi han blev saaret under Kampen, og maatte afgive Kommandoen over Divisionen, da han naaede Flensborg. Efterat Oberst Neergaard midlertidig havde ført Kommandoen, blev denne given til General Wilster, og det er ham, der har underskrevet Rapporten om T ilbagetoget. Men selv vidste General Wilster inlet om, hvad der var foregaaet ved Sankelmark, fordi han under Kampen stod med sin Brigade ved Skovkro, og Divisionsstaben vidste ikke mere end han, thi Stabschefen, Souschefen og Adjutanterne var sendte forud til Flensborg og deltog ikke i Kampen. At Divisionsrapporten derfor betegner Max Müllers Brigade som „Arriéregarde“ , og at Generalstabsværket holder sig dertil, betyder intet. Ja, end ikke den Omstændighed, at Oberst Müller bruger samme Benævnelse — Arriéregarde — om sin Brigade under Tilbagegangen, kan tages til Indtægt; thi, naar Forpostafdelinger, hvad enten de har udstillet eller staar i Begreb med at udstille Forposter, under lignende Vilkaar tvinges af Fjenden til at trække sig tilbage, benyttes altid denne Benævnelse. Vil man i denne Henseende have et Bevis, vil det være tilstrækkeligt at henvise til, at der tales om Arriéregardefægtningen ved Oversø den 24. April 1848, uagtet det jo er vitterligt, at Kampen førtes af 2. Jægerkorps, der var paa Forpost og blev tvungen til at gaa tilbage.
Men det, Spørgsmaalet drejer sig om i dette Tilfælde, er, hvem der havde Kommandoen og dermed Ansvaret. I denne Henseende er Beretningerne mangelfulde, og derfor maatte der søges Oplysninger. Det var det, jeg gjorde, og jeg fandt det saa meget nødvendigere, som man jo har paabyrdet General Steinmann Ansvaret for, hvad der skete ved Sankelmark. Det er min Overbevisning, at man har gjort Generalen Uret, og General T.s Forsøg paa at latterliggøre min Bevisførelse rokker ikke denne, men falder kun tilbage paa ham selv.
6. Da jeg i min Bog Side 152, hvad General T. indrømmer i „Gensvaret“ , har angivet den fremskudte Forpoststilling S. for Flensborg, som Overkommandoen gav Befaling til Kl. IV2, rigtig, saa er det umuligt med god Vilje at misforstaa, naar jeg Side 153 siger, at Oberst Max Muller skulde udstille Forposter „ved Oversø“ . Lignende Udtryk vil man finde i alle Rapporter og alle krigshistoriske Fremstillinger, uden at det falder nogen Kritiker ind at gøre Bemærkning dertil. Jeg behøver blot at minde om , at Kampen den 24. A p ril 1848 officielt benævnes Kampen „ved Oversø“ , uagtet der slet ikke blev kæmpet ved Oversø, men ved Mosen N. for Sankelmark Skov og i det umiddelbart Nord for liggende Terrain. Desuagtet har General T. fundet det formaalstjenligt af dette Udtryk „ved Oversø“ at udtale i sit Gensvar Side 182, at jeg „trods den megen Tale om Fo rpoststillingen ikke har klaret mig dens Beliggenhed i Terrainet“ . Deraf tager han Anledning til at give mig et Kursus i Krigskunst, hvorved han for at hjælpe paa min Uforstand „for Tydeliglieds Skyld“ illustrerer Fo rholdene ved Sankelmark med et Eksempel, hentet fra Kjøbenhavns Omegn. Jeg skal hertil bemærke, at jeg ikke behøver General T. som Vejleder i Tex-rainet mellem Oversø og Munkvolstrup, thi det har jeg kendt siden 1848. Hvad det anførte Eksempel fra Kjøbenhavns Omegn angaar, da har det ikke det mindste at bestille medForholdene ved Sankelmark. T hi Oberst, Max Müller stod, for at blive i Billedet, ikke i Udkanten af Gels Skov, skønt han skulde udstille Forposter paa Linien Brede-Virum , men han stod, hvad nærmere skal blive paavist, i Forpostterrainet. Det, Overkommandoen vilde, var, at Forposterne skulde staa bag det Vanddrag, der dannes af Kjelds Aa, Trenen og Vandløbet, der fra Barderup falder i Trenen ved Oversø. Men for at tilkendegive, at Forpoststillingen ikke skulde skydes frem til selve Vanddraget, befalede Overkommandoen, at Brigaden Wørishøffer, der skulde have venstre Flø j, skulde udstille Forposter paa Linien Kjeldsgaard, Lille Solt og Munkvolstrup, at Brigaden Max Müller skulde udstille Forposter paa Flensborg Chaussee, saaledes at den til Venstre fik Forbindelse med Brigaden Wørishøffer ved Munkvolstrup og til Højre søgte Fo rbindelse ved llylderup med Forposter, der skulde udstilles af Divisionen Hegermann-Lindencrone. Da nu Forposter altid skal udstilles efter Terrainet, saa var det ikke Meningen, at Vedetkæden skulde gaa gennem de nævnte Byer, men at den skulde staa i disses Nærhed, dog saaledes at Vedetterne kunde observere Overgangsstederne over Vanddraget.
Brigaden Max Müller kunde derfor ikke, som af General T. forlangt, gaa tilbage til i Højde med Munkvolstrup; thi ved at udstille Forposter dér kunde den hverken observere Overgangsstederne over Trenen ved Oversø og Aagaard eller Overgangsstederne over Barderup Aa. Men der var tillige en anden Grund, der talte imod at gaa saa langt tilbage, og det var — hvad Kaartet udviser — at det er umuligt at udstille Forposter V. for Chausseen i det smalle Terræn mellem Sankelmark Sø og Jaruplund Mose. Da Brigaden stod ca. 600 Alen S. for Sankelmark Skov, saa stod den i Virkeligheden i Fo rpostterrainet, thi det var der, at den maatte udstille Forposterne, V. og 0. for Sankelmark Sø, og Forbindelsen paa Fløjene maatte da søges ved at bøje disse tilbage.
Naar General T., tagende Udtrykket „ved Oversø“ apodiktisk, bemærker, at „Forpoststillingen laa ca. 4000 Alen derfra (o: fra Oversø) nærmere ind mod Flensborg“ , saa er det urigtigt, thi fra Oversø til Munkvolstrup cider kun benved 3000 Alen. Endnu mindre har Generalen Ret, naar han i Gensvaret Side 210 forlanger, at jeg skal rette Udtrykket „ved Oversø“ — et Udtryk som jog ikke, hvad Generalen fortæller, har brugt flere Steder, men kun Side 153 — til „Jaruplund“ . Thi Overkommandoens Befaling om den forandrede Forpoststilling, hvorefter Max Mullers Brigade skulde staa ved Jaruplund, udgik først Kl. O1/» og naaede først Brigaden ved Kam pens Slutning, da den var sprængt.
General T. havde vistnok gjort sig selv den største Tjeneste, om han havde afholdt sig fra paa dette Punkt at ville optræde over for mig som Docent i Krigskunst; thi han har kun opnaaet, at det er kommet til at staa klart, at do mindste Ting ikke er ham for smaa, naar han kun derved tror at kunne finde en Lejlighed til at føre et Angreb mod mig. 7. Side 187 i Gensvaret fortæller General T., at jeghar fremsat „en ubegrundet K ritik“ . Jog benægter dette paa det bestemteste, thi jeg har ikke paa et eneste Sted i min Bog kritiseret uden tillige at give Grunde. Noget helt andet er, at Generalen ikke vil erkende Rigtigheden af mine Grunde, men han glemmer derved, at Dommen ikke ligger hos ham, fordi han selv er Part i Sagen. Bestandig kommer Generalen tilbage til Anken over det, han kalder min „strenge og skaanselløse“ Kritik, men han undlader som Regel at anføre dennes Ordlyd. Jeg har saaledes med Hensyn til Begivenhederne i Piensborg den (i. Februar efter Kl. 6 Aften, Side 100 i min Bog kritiseret de Foranstaltninger, Overkommandoen traf, ved at betegne dem som „ikke heldige“ . Heri er der hverken noget strengt eller noget skaanselløst, og jeghar begrundet Kritikken ved i Enkelthederne at gennemgaa de Foranstaltninger, Overkommandoen traf. Jeg kunde, hvis jeg havde anset det for nødvendigt, have givet endnu flere Oplysninger om Begivenhederne den G. om Aftenen. Men det behøves ikke, thi at jeg har Ret i min K ritik , det har Medlemmerne af det krigsvidenskabelige Selskab faaet at vide i de Foredrag, der i Vinter afholdtes af Oberst Lunn af Artilleriet. Vil man derfor bebrejde mig noget, er det snarere, at jeg har været for mild end for streng i min Dom. Efter alt, hvad der foreligger, gør General T. derfor Ledelsen en daarlig Tjeneste ved Side 188 at gentage, at Landet staar i Taknemmelighedsgæld til Ledelsen for den Maade, hvorpaa den førte Hæren tilbage dels mod Als og dels mod Nord. Denne Anskuelse blev første Gang fremsat i den bevægede T id umiddelbart efter Krigen, men der blev straks nedlagt Protest mod den, og man vil næppe gøre Ledelsen nogen Tjeneste ved nu at gentage den. Naar Generalen samtidig har troet at kunne tage mig til Indtægt ved at henvise til, hvad jeg har udtalt i min Bog Side 1G7, er dette misvisende, thi jeg har ikke lagt Skjul paa, at det, efter min Anskuelse, ikke var Ledelsen, der førte Hæren tilbage.
8. I Gensvaret Side 188 belærer General T . mig om, „at Kolonneveje ikke findes ved at skrabe(!) i Sneen“ , og om hvorledes man mærker Kolonne veje; det er af den Slags Uhøfligheder, jeg kan tage mig let, thi de falde tilbage paa Generalen. Naar han tillige fortæller, at Kolonnevejen ved Flensborg var mærket med Lygter, saa at den kunde skelnes milevidt borte, saa er det ligesaa urigtigt som alt, hvad Generalen i øvrigt fortæller om 8. Regiment, støttet paa Regimentets Rapport. Endnu lever der en Mængde af 8. Regiments Officerer, som jeg kan føre som Vidner paa Rigtigheden af min Fremstilling, og det bedste Bevis turde ligge d e ri, at hvis Regimentet Kl. 2 om Morgenen havde naaet sit Bestemmelsessted, saa var det jo umuligt, at Officerer af Infanterireservens Stab kunde tilbringe hele Natten med at søge Regimentet og først finde det den 7. Februar Klokken mellem G og 7 om Morgenen. Og dog var det netop, hvad der skete. 9. Side 189 i „Gensvaret“ kommer General T. ind paa Situationen den 7. Marts. Jeg havde givet en Frem stilling deraf i min Bog Side 244— 245. General T . citerede mine Udtalelser i „Nogle Bemærkninger“,, men undlod et Stykke midt i Citatet, og benyttede sig deraf til at fremsætte, at det syntes, som om det var min Mening, at Overkommandoen ved at sende Divisionen Hegermann imod Nord havde forspildt Chancerne for en G. Juli Dag. Han tilføjede, at, da dette i Betragtning af den Betydning en saadan Sejr i mange Henseende vilde have faaet, vel var den stærkeste Anke, der kunde rettes mod Overkommandoen, vilde han betragte Spørgsmaalet noget nøjere.
Jeg tog deraf Anledning til i mit „Tilsvar“ at henlede Opmærksomheden paa, hvorledes General T. havde citeret. Man kan citere urigtigt paa en dobbelt Maade. Man kan gøre det ved at gengive Forfatterens Ord urigtig, men man kan ogsaa gøre det ved af Citatet at udelade et Stykke, der er absolut nødvendigt, for at Forfatterens Anskuelse kan komme til sin Ret. Det var den sidstnævnte Metode, General T. havde anvendt. Jeg paaviste dette og førte derigennem Bevis for, at jeg i min Omtale af Situationen den 7. Marts ikke havde sagt et eneste O rd , der kunde fortolkes, som om jegventede, at vi atter skulde opleve en G. Juli Dag, men at jeg netop havde sagt det stik modsatte. Jeg sluttede derpaa mine Bemærkninger om dette Punkt med, at General T. „ved at udelade et Stykke af Citatet af min Bog havde benyttet et Udgangspunkt for sin Kritik, som han burde have vidst, var urigtigt“ . Det hører ikke til Behagelighederne for en Forfatter at blive tagen i urigtige Citater; General T. var derved bleven bragt i Forlegenhed, men der var en ganske simpel Maade at komme ud over den, og det var loyalt at erklære, at han havde gjort mig Uret.
Som man vil se, angaar Bemærkningerne i Gensvaret Side 189 Situationen den 7. Marts, altsaa et Tidspunkt paa hvilket Dybbølsstillingen blev holdt. Ilvad gør nu General T. i sit Gensvar? Efter først at referere min Protest i Tilsvaret, fortæller han, at jeg i min Fremstilling Side 420 har uden mindste Forbehold udtalt: „Der var intet til Hinder for, hvis F jen d e n skred til en Belejring, at gentage, h v a d d e r v a r s k e t d en 6. Juli 1849 ved at foretage et stort Udfald for at drive ham tilbage over Elbo-Afsnittet“. Hvad denne Udtalelse angaar, da gælder den S i t u a t i o n e n d e n 26. A p r i l , hvor Dybbølsstilingen var tabt, og Krigsministeriet havde befalet, at Fredericia skulde rømmes. Derved kom jeg ind paa en Kritik af Krigsministeriets Skrivelse af 2G. April, og det er af denne Kritik, General T. har løsrevet et Stykke. I sin Helhed lyder min Udtalelse saaledes: „Naar Ministeriet mente, at Fæstningen Fredericia ikke kunde benyttes til offensive Operationer, fordi Elboafsnittet laa foran den, saa er det en Misforstaaelse. Der var intet til Hinder for, hvis Fjenden skred til en Belejring, at gentage, hvad der skete den 6. Juli 1849, ved at foretage et stort Udfald for at drive ham tilbage over Elboafsnittet, og det var en offensiv Operation, selv om man som i 1849 nøjedes med at kaste Fjenden tilbage over Afsnittet uden selv at følge efter“ . A t General T. ogsaa ved denne Lejlighed har citeret urigtigt, det er dog det mindste ved Sagen; det graverende er, at han i Stedet for aabent at vedkende sig, at han har gjort mig Uret ved den Maade, hvorpaa han har kritiseret min Udtalelse Side 244— 245 om Situationen den 7. Marts, da Dybbølstillingen og Fredericia endnu blev holdt, gengiver et Citat af min Omtale Side 420 af Situ a tion en den 26. A p r i l , hvor Dybbølsstillingen var tabt, og Krigsministeriet havde befalet, at Fredericia skulde rømmes. Efter en saadan Behandlingsmaade, tror jeg at have enhver ærekær Forfatter paa min Side, naar jeg udtaler, at General T. derved har gjort det umuligt for mig at fortsætte Diskussionen med ham.
Endnu har jeg kun en eneste Bemærkning at gøre: Naar General T. i Noten paa Gensvaret Side 215 synes at insinuere, at jeg har bestræbt mig for at udforske, hvem der har udarbejdet Generalstabsværket, maa han rent have glemt, at det er ham selv — om hvem det var almindelig bekendt, at Udarbejdelsen af Generalstabs værket var overdraget til ham — der har meldt sig som Generalstabsværkets bestaltede Forsvarer. Det ser derfor noget besynderligt ud , at han, efter paa flere Steder — uagtet sit Forbehold i „Nogle Bemærkninger“ Side 272, Noten — at være traadt op imod mig som om Generalstabsværket var en kanonisk Bog, saavel for saa vidt angaar Fremstillingen som Kritikken, ender med at lægge hele Ansvaret for Kritikken over paa Generalstabens Chef, og selv kun vil bære Ansvaret for A k tstykkernes samvittighedsfulde Benyttelse. Thi paa den Maade kan Ansvaret ikke deles. Men at komme nærmere ind herpaa skal jeg afholde mig fra, thi — og det skal være mit sidste Ord — med General Tuxen vil jeg ikke diskutere.
Hermed er denne Diskussion endt for Militært Tidsskrifts Vedkommende. Den rette Forstaaelse af de deri omhandlede Begivenheder har saa stor Betydning for Tidsskriftets Læsere, at man har ment at maatte se bort fra, at Diskussionen er ført under skarpere Former, end sædvanligt er.
Redaktionsudvalget.
