Krigshistorien er et teknisk Middel til at skole sig og udvide sin Horisont.
R. AIlerup.
A. W. Grev Suvarof-Rymnikski, Fyrst Italiiski, kejserlig og kongelig og kejserlig russisk Feltmarskal. 1729—1800.
I. Indledning — Krigsskuepladserne.
Russernes Fremtrængen til Wien og Elben har sat Sindene i Bevægelse. Det har da Interesse at kaste et B lik tilbage i Historien og genopfriske de Tider, da russiske Hære ligesom nu stod i H jertet a f Europa. Interesse, ja — men kan vi lære noget a f det? Hvad kan vi i Flyvemaskinernes, Kampvognenes og Atombombernes Tidsalder lære a f Zorndorf og Kulm ? Siger ikke en a f den nyere Krigskunsts Læremestre: »Al Gransken i Fortiden er værdiløs, hvis man ikke deraf kan uddrage Lære fo r Frem tiden.« Og kan da al den gamle K rigshistorie have anden Mission end at være Underholdningslæ sning fo r nogle faa specielt interesserede ? Jo, Krigshistorien har en større Opgave, thi — som General Allerup ogsaa udtrykker det — »det er Krigshistorien, der er det Middel, man bruger til at udforske Krigens Væsen og derigennem skole sig selv i militær Tænkning.« Og det har vi alle Brug for.
Siden Peter den Store har russiske Hære 7 Gange kæmpet paa mellemeuropæiske Valpladser, nemlig:
— 1711—16 i Nordtyskland og Danmark (Den store nordiske K rig ).
— 1758—62 i Østtyskland (Den preussiske Syvaarskrig).
— 1799 i Italien, Schweiz og Holland (Den 2. K oalition).
— 1805 i Østrig (Den 3. Koalition).
— 1813—14 i Tyskland, Frankrig og Danmark (Befrielseskrigene).
— 1849 i Ungarn (Den ungarske Opstand).
— 1945 i Tyskland, Ungarn m. fl. (Den 2. Verdenskrig).
Der er her set bort fra de Tilfæ lde — 1734, 1807 og 1914 til 15 — , da russiske Hære i Østpreussen og ved nedre Weichsel kæmpede ved Mellemeuropas Østgrænse. V i vil i det efterfølgende begrænse os til et enkelt a f de ovennævnte Felttog — ikke fordi de andre er mindre interessante — men fordi Begrænsning nu engang er nødvendig.
V i befinder os i Aaret 1799. Bonaparte er Aaret fø r draget til Ægypten. Direktorialregeringen i Paris har begaaet en Række Overgreb, især i Italien ; og franske Tropper har under Paaskud a f at komme som Befriere besat det neutrale Schweiz, dog med Undtagelse a f den sydøstligste Kanton, Graubiinden, som til Beskyttelse har hidkaldt østrigske Tropper. Denne Voldspolitik har f'aaet England, Østrig, Rusland, Tyrkiet og Neapel til at slutte sig sammen i den 2. Koalition. Fo r Ruslands Vedkommende var det mærkeligt nok en saa ringe Ting som Franskmændenes Besættelse a f M alta (undervejs til Æ gypten), der fik Bægeret til at flyde over, idet Kejser Poul følte sig specielt kaldet til at beskytte Malteserriddernes Rettigheder.
I Krigene mellem Frank rig og Ø strig finder man som Regel 2 Krigsskuepladser — Sydtyskland og Norditalien, skilt ved det neutrale Schweiz. Krigen i 1799 danner fo r saa vidt
en Undtagelse, som Schweiz var inddraget i K rigen og dannede et tredie Operationsomraade. Sydtyskland kom i 1799 kun til at spille en underordnet Rolle, idet Franskmændene straks blev fordrevet derfra og derefter indskrænkede sig til Forsvar a f Rhinlinien fra Aars Munding over Basel mod Nord. Denne stærke defensive Linie kunde de holde med forholdsvis svage Kræ fter, idet de bl. a. raadede over alle Fæstningerne.
Schweiz, der blev en Hovedkrigsskueplads, kan deles i Jurabjergene, »Mitteiland« og Alperne. Jurabjergene blev ikke egentlig Krigsskueplads, men spillede en Rolle ved at skille Franskmændene fra deres Basis. Da Fjenden var Herre i Sydtyskland, maatte Forbindelsen hovedsagelig ske gennem den smalle Passage ved Basel, hvorfor den franske Overgeneral under næsten hele Felttoget anvendte ret betydelige Styrker til Dækning heraf. Mittelland er den Højslette, som mellem Jurabjergene og Alperne strækker sig fra Genfersøen til Bodensøen i en Længde a f ca. 250 km, men kun med en Bredde a f 30— 50 km. Det er den til militæ re Operationer bedst egnede Del a f Schweiz, og vi vil da ogsaa faa at se, at den østligste Del a f Mitteiland — Egnen mellem Zürich, nedre Aar, Schaffhausen og Konstanz — bliver særlig omstridt. Overgangen fra Mitteiland til Alpelandet sker terrasseformet, og fo r det østlige Schweiz’ Vedkommende gennem Terrainet om de store Søer, Vierw aldstattersø, Ziirichsø og Walensø, til Kantonerne U ri og Glam s, der begge allerede er rene Alpeegne. Alpelandet om fatter langt den største Del a f Schweiz. Alperne har deres Centrum i St. Gotthardpartiet, H e rfra udspringer de 5 vigtigste Floder: Reuss, Rhinen, Tessin (Ticino), Rhone og Aar. De fire første, der til at begynde med har H ovedretningerne Nord, Øst, Syd og Vest, deler det schweiziske Alpeland i 4 store Bjergkæder: Giarner-, Bundner-, W alliserog Berneralperne. Om disse gælder som Helhed, at de vestligste og de sydligste er de højeste. Da im idlertid Krigsbegivenhederne i 1799 i Schweiz næsten udelukkende fandt Sted i og Øst fo r en Linie betegnet ved Tessin— St. Gotthard— Reuss— Vierwaldståttersøen-—Aars Udløb i Rhinen, kan vi her nøjes med at betragte de fire Kantoner Tessin, U ri, Glarus og Graubunden. De er alle fire Alpelande med Bjergkamme paa 2500— 4000 m Højde, idet de højeste Toppe findes i de østligste Biindneralper (Pz. Bernina 4052 m). Højeste Punkt i Glarneralperne findes derimod i den vestlige Del (Todi 3623 m, 4— 500 m højere end de højeste Toppe ved St. Gotthard). F ra Bundneralperne falder Terrainet ret stejlt ned mod N orditalien, hvorimod Overgangen fra Glarneralperne til M ittelland Vest fo r Bodensoen er mere jævn. I Alpelandet ligger Skovgrænsen ved 1500— 2000 m. Højder paa over 2500— 3000 m er dækket a f Gletschere (evig Sne). Mellem de to Grænser findes Sæterregionen. Dalene er ofte meget snævre; deres Bund ligger 1000— 2000 m under Kammene. Norditalien (se Skitse 2) blev ligesom Schweiz Hovedkrigsskueplads. Kampene kommer her navnlig til at foregaa langs Alpernes Fod i Overgangen mellem Bjerglandet og Posletten, hvor de norditalienske Søer i Forbindelse med de fra Nord til Syd strømmende B jerg floder — Adige, Adda, Ticino — danner naturlige Forsvarslinier. De senere Kampe foregaar især i Overgangen mellem Posletten,Apenninerne og de liguriske Alper. I Italien kommer de mange Fæ stninger og Citadeller — Mantua, Ferrara, Alessandria, Tortona, Genua, Tu rin m. fl. som fra Begyndelsen er paa franske Hænder, til at spille en betydelig Rolle. Da Franskmændene hurtigt kastes langt tilbage baade i Sydtyskland og i Norditalien, men til Tider er H errer over hele Schweiz, kommer sidstnævnte Land til at ligge som en dominerende, frem skudt Bastion. Derved opstaar Muligheder fo r gensidige Flankeangreb. Disse Muligheder begrænses dog i høj Grad — i Nord ved den naturlige Forsvarslinie, som Rhinen og Bodensøen danner — i Syd a f Vanskelighederne ved at føre store Troppestyrker, A rtille ri og T rain over de høje Pas og gennem de smalle Dale.
Ved Felttogets Begyndelse staar de to Modstandere paa den nordligste Krigsskueplads langt fra hinanden, Franskmændene ved Rhinen, Østrigerne Øst fo r Bodensøen. Paa den mellemste er Franskmændene H errer i Schweiz med Undtagelse a f Graubiinden, der er besat a f Østrigerne. I Italien staar de to Modstandere tæt overfor hinanden ved den sydlige Ende a f Gardasøen.
Det bliver paa alle tre Krigsskuepladser Franskmændene, der tager Initiativet, idet Direktorialregeringen i M arts 1799 befaler sine Hære at gaa til Angreb.
II. Felttoget i Norditalien.
Til Overgeneral paa denne Krigsskueplads havde Ø strig selv udbedt sig den fra Tyrkerkrigene berømte, nu 70-aarige russiske General Suvarof. Tsaren skrev selv til den gamle Feltherre: »Suvarof trænger ikke til Laurbær, men Rusland trænger til Suvarof.« Im idlertid var hverken Generalen eller de russiske Tropper ankommet til Italien, da Franskmændene i Slutningen a f Marts gik til Angreb. Indtil videre førte den ældste Divisionsgeneral, den ostrigske General K ray v. Krajowa, Kommandoen over Hæren, der stod Sydost for Gardasøen ved Verona. Kray betegnes a f Clausewitz som en »kraftig, brav og beslutsom Mand«, til hvem Tropperne havde fuld Tillid . Hans Modstande]', General Scherer, gaar efter Direktorialregeringens Ordre til Angreb. Styrkerne er nogenlunde jævnbyrdige, og Kampene føres i de første Dage med skiftende Held, men ender med, at Østrigerne den 5. A p ril vinder en afgørende Sejr ved Magnano Sydvest fo r Verona. Det er her Krays personlige, energiske Ledelse, der sikrer Østrigerne Sejren. Kort efter ankommer den russiske Overgeneral med de første russiske Tropper, 17.000 Mand. Kejseren a f Ø strig havde udnævnt Suvarof til østrigsk Feltm arskal. Denne vilde dog ikke uden videre bøje sig fo r den a f det østrigske Hofkrigsraad udarbejdede Felttogsplan. Da im idlertid de østrigske Generaler rettede sig efter Hofkrigsraadets stadige Indblandinger, blev Suvarof tilsidst nødt til at gøre det samme fo r ikke at skabe Forvirring . Størstedelen — ca. 80 Procent — a f de Tropper, som i Italien kom til at kæmpe under den russiske Feltherre, var Østrigere, og da denne hid til kun havde kommanderet over Russere og paa tyrkiske og polske Krigsskuepladser, og da han var en Mand med mange Særhede]', var der Stof nok til Gnidning. Han begyndte saaledes med at lade sine russiske O fficerer lære de østrigske Tropper, hvorledes et Bajonetangreb skulde udføres. Selvfølgelig blev Sejrherrerne fra
Magnano fornærmede. Da østrigske Tropper en Dag maatte marchere ad opblødte Veje, havde deres Chef, General Melas, ladet dem gøre Holdt paa Halvvejen. Suvarof, der trods sine 70 A a r ikke skaanede sig selv, lod derefter meddele: »Jeg hører, at man klager over, at Fodfolket faar vaade Fødder. Den, der er en Svækling, kan blive hjemme!« Det var en slem P ille at sluge fo r den gamle General Melas, som a f Hofkrigsraadet paa Gi und a f Svagelighed havde faaet Tilladelse til at køre i Vogn. General Scherer havde efter Nederlaget ved Magnano fø rt Resterne a f den franske Felthæ r bag Addafloden, men havde spredt sine 28.000 Mand over en Fron t paa 100 km, en Fe jl, som hans E fterfølger, General Moreau, ikke naaede at rette. Thi den 27. A p ril, Dagen efter Kommandoskiftet, angreb Suvarof med 52.000 Mand, gennembrød ved Cassano Franskmændenes Centrum og kastede Moreau tilbage til Egnen ved Alessandria med et Tab paa 12.000 Mand mod 5.000 hos de Allierede. Franskmændene holdt sig endnu i en Række Fæ stninger og Citadeller — Mantua, Alessandria, Tortona, Turin , Genua m. fl.— som maatte erobres, fø r de Allierede var H errer i Norditalien. I alt Fald maatte de indesluttes, og Hofkrigsraadet lagde her særlig Vægt paa Mantua, som General K rav skulde erobre. Man vidste ogsaa, at den franske General Macdonald, som med en Arm é paa ca. JO.OOO Mand havde staaet ved Neapel, var i Anmarch. Suvarof havde da efter Slaget ved Cassano Valget mellem at udnytte Tiden til enten at underlægge sig Norditalien ved at erobre (indeslutte) Fæ stningerne eller helt at fordrive Moreau, d. v. s. kaste ham tilbage over den franske Grænse, evt. indeslutte ham i Genua. Suvarof valgte det første; og han har her sandsynligvis i nogen Grad maattet bøje sig fo r Hofkrigsraadets K rav — i alt Fald er det netop paa dette Tidspunkt, Spliden mellem de Allierede tager sin Begyndelse.
Den 25. M aj naar Macdonald Egnen Nord fo r Florens. Paa dette Tidspunkt staar Moreau ved Savigliano Syd fo r Turin , hvorfra han gennem de liguriske Alper vil trække sig tilbage til Rivieraen. De to franske Feltherrer, a f hvilke M oreau som den ældste har Overkommandoen, kan, da Genuabugten beherskes a f den franske Flaade, uden Vanskelighed forene deres Tropper ad Kystvejen, men foretrækker i Stedet den paa Skitse 2 viste Plan. Herefter skal Macdonald fra Egnen Nordvest fo r Florens støde frem over Appenninerne og bemægtige sig Modena og Parm a fo r derefter at rykke mod Nordvest med Direktion mod Piacenza. Denne Bevægelse vil Moreau støtte ved en Frem rykning over Genua— Novi, hvorefter de to Generaler vil forene deres Styrker ved Trebbiafloden. Forhandlingerne tog im idlertid Tid, og Moreau skulde først tilbage gennem de liguriske Alper. Macdonald blev derfor i 14 Dage staaende i Egnen ved Florens. Suvarof var blevet forstærket med 6.000 Russere og 15.000 Østrigere. Han raadede herefter ialt over 88.000 Mand, som den 8. Juni stod fordelt som vist paa Skitse 2. En M elding, som senere viste sig at være forkert, fortalte ham, at Moreau var blevet forstæ rket med 27.000 Mand fra Frankrig; og han regnede derfor med, at Moreau og Macdonald ialt kunde føre 60— 70.000 Mand imod ham. Foreløbig samlede han den størst mulige Styrke ved Alessandria. Foran Turin , hvis Fald ventedes hver Dag, efterlod han 8.000 Mand. Han sendte Befaling til K ray om at hæve Belejringen a f Mantua og marchere til Piacenza. Saaledes haabede den russiske Feltherre paa Slagmarken at kunne forene ca. 65.000 Mand og altsaa være sine Modstandere jævnbyrdig. Im idlertid vilde Hofkrigsraadet ikke opgive Mantua og sendte K ray en egenhændig Befaling fra Kejseren a f Ø strig til under ingen Omstændighed at hæve Belejringen a f denne Fæ stning — en Ordre, som den østrigske General ikke kunde andet end efterkomme. Skitse 2 viser begge Parters O pstilling den 8. Juni, Dagen fø r Macdonald rykker frem. Den 9. gaar denne i flere Kolonner over Apenninerne og sprænger den 12. i en Kamp ved Modena den a f K ray hertil detacherede Dækningsstyrke. Herefter svinger han mod Nordvest over Parm a mod Piacenza, hvor han efter Moreaus Befaling skal staa den 17. Juni, paa hvilken Dag Moreau selv vil være i Novi. Suvarof har den 12. samlet ca. 45.000 Mand ved Alessandria og Tortona, hvis Citadeller stadig holdes a f Franskmændene. Da hap erfarer, at Macdonald i Stedet fo r ad Kystvejen at forene sig med Moreau er rykket til Modena, ser han straks Chancen fo r at slaa de to Modstandere enkeltvis. Han efterlader derfor den østrigske General Bellegarde med 15.000 Mand med Befaling til at dække hans Ryg mod Moreau og rykker selv med de resterende ca. 80.000 mod Piacenza fo r at regne a f med Macdonald. Ved Trebbiafloden, hvor i sin Tid Hannibal sejrede over Romerne, støder de to Hære sammen i det tredages Slag den 17.— 19. Juni 1799. Styrkerne er omtrent iige: ca. 35.000 Russere og Østrigere (Suvarof, forstærket med General Otts D ivision) mod 37.000 Franskmænd (Macdonald, forstærket med Victors Division). Slaget ved Trebbia udvikler sig som et Rencontreslag mellem Floderne Tidone og Trebbia, efterhaanden som de to P a rter faar deres Styrker frem. A t skildre de mange skiftende Situationer og de med vekslende Held førte Kampe i det stærkt gennemskaarne, uoverskuelige Terrain vil føre fo r vidt. De fleste Sammenstød falder ud til de Allieredes Fo rdel, og om Aftenen den 19. er Franskmændene i udmattet T ilstand kastet tilbage over Trebbia. Macdonald beslutter derfor at tiltræde Tilbagetoget. Skønt Suvarof trues i Ryggen a f Moreau, der har drevet Bellegarde tilbage, beslutter han dog at regne grundigt a f med Macdonald. Han sætter derfor den 20. om Morgenen sin Hær an til en energisk Forfølgning, hvorved det lykkes ham at tilfø je Fjenden et meget stort Tab a f Fanger. Ialt mister Franskmændene i Dagene den 17.— 21. Juni ca. 16.000 Mand mod kun 6.000 paa allieret Side. M acdonald fører Resterne a f sin slagne Hær tilbage over Apenninerne og derfra ti! Genua, hvortil den ankommer den 17. Ju li i elendig Forfatning. E fte r Sejren ved Trebbia kunde Suvarof let have kastet Moreau ind i Genua eller tilbage over den franske Grænse, men han nøjes — vistnok efter direkte Ordre fra Kejseren a f Ø strig — med at dække Belejringen a f Fæ stninger og Citadeller, a f hvilke Tu rin falder den 20. Juni, Alessandria den 22. Ju li og Mantua den 28. Juli. Den russiske Feltherre kunde herefter trække bl. a. Krays Hovedstyrke til sig og i Egnen ved Alessandria raade over ca. 60.000 Mand, hvoraf dog en Del var bundet ved Belejringen a f Tortona. Franskmændene sendte Forstæ rkninger til Genua og begyndte i Vestalperne Opstillingen a f en ny Armé. General Joubert fik Kommandoen over Hæren ved Genua. Moreau skulde tage Kommandoen ved Rhinen, men befandt sig endnu ved Hæren, da Joubert i Dagene den 10.— 14. August rykkede frem til Novi, hvor han med 35.000 Mand indtog en noget udstrakt, men fra Naturens Haand meget stærk S tilling . Den franske General havde regnet med at kunne slaa Suvarof, inden K ray ankom fra Mantua. 1 Løbet a f den 14. blev han klar over Fejltagelsen, men indlod sig alligevel den følgende Dag i Kamp med sin overlegne Modstander.
Slaget ved Novi den 15. August 1799 er vist paa Skitse 3. Franskmændene stod mellem Floderne Orba og Scrivia i de yderste nordlige Udløbere a f de liguriske Alper. Venstre Flø j under General Pérignon — 3 Divisioner, ca. 18.000
Mand — havde besat Højderne ved Pasturana og Nord derfor. Centrum og højre Flø j — 4 Divisioner, ca. 17.000 Mand — under General St. Cyr stod i to Grupper, nemlig 2 Divisioner ved og Vest fo r Novi og 2 Divisioner i Scriviadalen. A f disse holdt den ene, den kun 2.000 Mand stærke polske Division Dombrowski, Serravalle, som forsvaredes a f en østrigsk Bataillon, indesluttet. Det dominerende Monte Rotondo Sydøst fo r Novi synes kun at have været besat med svage Styrker. De Allieredes O pstilling fø r Slaget var om trent som vist paa Skitse 3 a. ouvarof havde helst leveret Slaget noget længere mod Nord, nede paa Sletten, hvor han kunde udnytte sit stærkt overlegne Rytteri. Da Franskmændene im idlertid den 14. b liver staaende, beslutter han at angribe den næste Dag fo r ikke at give Fjenden Tid til at sætte sig fast i den fra Naturens Haand meget stærke Stilling. V o rt Kendskab til hans Slagplan er meget mangelfuldt, men Sandsynligheden taler fo r følgende : Suvarof var klar over, at Franskmændene stod i 2 adskilte Grupper, og han har da villet tilfø je den vestligste, hvis Styrke han dog ikke kendte, et partielt Nederlag. General K ray faar derfor Befaling til ved Daggry at angribe Franskmændene ved Pasturana, hvor han støder sammen med General Pérignons 3 Divisioner. De to Modstandere er omtrent lige stærke -— ca. 18.000 Mand paa hver Side — og Kampen bølger med vekslende Held frem og tilbage fra Kl. 5 til 8. Her falder den franske Overgeneral Joubert, hvorefter Moreau tager Kommandoen. Im idlertid har Franskmændene indset Faren ved den store A fstand mellem deres to Grupper og den svage Besættelse a f Monte Rotondo. Divisionen W atrin har derfor faaet Befaling til fra Scriviadalen at rykke nærmere til Novi og bl. a. besætte Monte Rotondo. Da General K ray indser, at han ikke kan trænge igennem ved egne Kræ fter, anmoder han den russiske Avantgarde under General Bagration om Hjælp. Denne har Ordre til at vente, men da han ser, at Østrigerne er haardt trængt, rykker han Kl. ca. 9 frem mod Novi og den tilstødende Del a f den fjendtlige Stilling. Franskmændene er im idlertid her mindst lige saa stærke og staar i stærke og velforberedte S tillinger. Angrebet bliver derfor afslaaet. Bagration søger saa at omgaa No vi fra Øst, men netop paa dette Tidspunkt naar Divisionen W atrin frem og foretager — i Stedet fo r at besætte Monte Rotondo — et Modangreb mod Bagrations Flanke, hvorved denne kastes tilbage mod Nordvest. Nu rykker Suvarof selv frem med General Derfeldens 2 Divisioner og beordrer sam tidig K ray til at forny Angrebet. Derved lykkes det vel ikke at kaste Fjenden, men der tilvejebringes en vis Ligevægt, idet begge Parter nu har fø rt godt 30.000 Mand i Ilden. Der kæmpes i de næste Tim er til Kl. ca. 14 omtrent i den paa Skitse 3 b viste Fron t fra Pasturana til Nord fo r Novi, uden at der sker nogen væsentlig Forandring. Begge Parter er stærkt udmattede. Den, der først kan gribe ind med friske Tropper, har vundet Slaget — og det kan, da man fra fransk Side allerede har sat alt ind, kun blive de Allierede.
Suvarof har Kl. 11 sendt Befaling baade til Melas og Rosenberg om at rykke til Hjælp. Melas, der er blevet underrettet om den kritiske Situation ved Novi, har allerede sat sig i March, inden han modtager Suvarofs Befaling. Skitse 3 b viser Retningen a f Melas’ Angreb. Det er klart, at Slaget dermed er uigenkaldeligt tabt fo r Franskmændene. Den russiske Feltherre har ved successiv Indsats a f sine K ræ fter opnaaet med jævnbyrdige Styrker at binde hele den fjendtlige Hær, og det Overskud a f Kræ fter, som han nu sætter ind, sikrer ham Sejren. H e rtil kommer, at Melas’ Angreb er sat an i den fo r Fjenden aller farligste Retning, mod Franskmændenes Tilbagetogslinie over Gavi. Det træder her tydeligt frem, hvilken Fe jl man fra fransk Side har begaaet ved ikke at sørge fo r en stærk Besættelse a f Monte Rotondo. Divisionen W atrin, der skulde have været anvendt hertil, er kastet ind i Kampen Nord fo r Novi og fastholdt her. Slutningen a f Slaget følger herefter egentlig a f sig selv. Kl. 14 naar Melas frem. Franskmændene søger i sidste Øjeblik at trække Divisionen W atrin tilbage fo r at danne en Fron t mod det nye Angreb, men kastes tilbage til Gavi, som det dog lykkes at holde, form entligt fo rdi Melas i Hovedsagen dirigerer sit Angreb i Retning mod — og Syd om Novi. Den franske højre Flø j slipper derved nogenlunde helskindet tilbage, hvorimod Katastrofen bryder ind over Resterne a f Centrum og venstre Flø j, der bliver oprevet og tildels taget til Fange. Blandt Fangerne er Generalerne Grouchy, Pérignon og Colli, a f hvilke den førstnævnte har faaet 6 Sabelhug, den anden 7, medens den sidstnævnte skal have været »helt sønderhugget«. Franskmændenes Tab beløber sig til ca. 10.000 Mand, hvoraf 3.000 Fanger, og desuden mistede de 37 Kanoner. De Allierede mistede ca. 8.000 Mand, hvoraf alene de 5.000 falder paa Krays Tropper. Slaget synes at være endt i alm indeligt Kaos, hvilket i Forbindelse med Troppernes Udmattelse har vanskeliggjort Forfølgelsen. General Rosenbergs Tropper naaede først V alpladsen Nord fo r Novi efter Mørkets Frembrud. Disse 10.000 Mand friske Tropper kunde have bevirket den franske Hærs totale Undergang, hvis de havde været hidkaldt i rette Tid og sat rig tig t ind. Nu maa man — i Betragtning a f den katastrofale Situation ved Melas’ Ankom st — sige, at Franskmandene slap relativt lempeligt; i hvert Fald er Tabet a f 3.000 Fanger og 37 Kanoner ikke imponerende. Derimod var det moralske Sammenbrud efter Slaget totalt, og det var en Hær i Opløsningstilstand, Moreau førte tilbage til Genua. H eri er der intet mærkeligt, thi det er nu engang den Skæbne, der rammer en Hær, som sætter alt paa eet K o rt og taber. En halv Snes Dage efter Slaget ved Novi faar Suvarof Befaling til med de russiske Tropper i Italien at marchere til Schweiz. General Melas bliver tilbage med de østrigske Tropper. Det lykkes denne at hævde Stillingen i Norditalien mod Franskmændenes fortsatte Generobringsforsøg, idet han sejrer i Slaget ved Genola den 4. November 1799. Først da Napoleon Aaret efter over St. S*. Bernhard er trængt ned paa Posletten, maa Melas vige i Slaget ved. Marengo den 14. Juni 1800 og rømme alt, hvad der er erobret siden Krays Sejr ved Magnano.
Kaster man et B lik tilbage paa Felttoget i Norditalien 1799, saa kan det ikke nægtes, at Russernes Krigsførelse i et og andet minder om »det tyrkiske Krigsteater, hvor Kampene hovedsagelig synes at have været fø rt med det Form aal at faa slaaet saa mange Mennesker ih jel som muligt.« Og selv om Clausewitz giver baade de østrigske og franske Hæ rførere (og blandt disse ikke mindst den senere Sejrherre ved Hohenlinden) en langt haardere K ritik end Suvarof, saa er det givet, at det ikke var gaaet saa godt fo r den russiske Hærfører, hvis han havde haft Bonaparte til Modstander. Suvarof havde ingen militæ rvidenskabelig Uddannelse. Han byggede udelukkende paa praktiske E rfa rin g e r fra sine mange Felttog i Forbindelse med sin medfødte sunde Fornu ft, sine ubestridelige Føreregenskaber og sin stærke Karakter. Men eet var at føre K rig mod Tyrkere og Polakker, et andet er at kæmpe mod Franskmænd, og da især i Revolutions- og Napoleonstiden, hvor den franske Hær i enhver Henseende indtog Førstepladsen. Slagene ved Trebbia og Novi blev leveret uden en paa forudgaaende Rekognoscering lagt Slagplan. Clausewitz fo rtæller følgende karakteristiske Træk: Fø r Slaget ved Cassano foreslaar Suvarofs Generalstabschef, den østrigske General Chasteler, at man først skal foretage en Rekognoscering, men Suvarof fe jer det til Side med Ordene: »Rekognosceringer, dem vil jeg ikke vide af; de bruges kun a f frygtsomme Folk til at avertere Fjenden om, at man kommer. Man kan altid træ ffe Fjenden, naar man vil. Kolonner, Bajonetter, blanke Vaaben, Angreb — det er mine Rekognosceringer!« Suvarof og hans Russere hørte ikke til de meget sk rivende, og vort Kendskab til K rigen i 1799 bygger derfor væsentligst paa østrigske og franske Kilder. Her var Østrigerne naturligvis interesserede i at frem stille det, som om den russiske Feltherre hovedsagelig havde Kray, Melas og Chasteler at takke fo r sine Resultater, og erkendes maa det, at han var vel tjent med dem alle tre, og at de østrigske Tropper i Norditalien kæmpede godt. Men Suvarof havde Egenskaber, som K ray og Melas, trods deres mange gode Sider, savnede eller ikke besad i tilsvarende Grad. Clausewitz sætter sikkert Tingene paa Plads, naar han siger: »Selv om Østrigerne under K ray ved Magnano havde vundet en Sejr, der tjente deres Vaaben til Æ re, saa vilde de ikke uden Suvarof havde vundet Slagene ved Cassano, Trebbia og Novi.« General Chasteler var en dygtig og taktfuld Generalstabschef, der havde netop de Kundskaber, som hans Chef manglede — han blev desværre haardt saaret foran Tortona — men ogsaa her siger Clausewitz med R ette: »Den mest fuld komne Generalstab med de rigtigste Anskuelser og Principper giver ikke den udmærkede Fø ring a f en Armé, hvis den store Feltherres Sjæl mangler.« Denne Feltherresjæl har Suvarof, og den virker paa hans Underforere, ogsaa naar han ikke selv er tilstede. Derfor vover den ellers saa forsigtige Melas at optage den ulige Kamp ved Trebbia, og K ray holder, skønt til Tider meget haardt trængt, i Tim evis Stand ved Novi. Endelig er det værd at lægge Mærke til, at hvor Suvarof selv viser sig paa Valpladsen, der følger Sejren de Allierede, selv om de ikke netop er i Overtal.
Som Anerkendelse for sine Sejre i Norditalien blev Suvarof udnævnt til »Fyrst Italiiski«.
(Fortsættes).
