Problemet om aktiv luftsikring af felthærens enheder og de materielle og uddannelsesmæssige muligheder herfor er emnet for denne artikel af major K . E, Larsen, Artilleriskolen.
eller »Spejdende mod himlen« er indskriften i båndet på luftværns artilleriets afdelingsmærker. Der gemmer sig i det latinske udtryk en undertone af ængstelig vagtsomhed. Denne angstfornemmelse gælder dog nok mindre for det personel og ved de enheder, der er udrustet til at møde fjenden på lige våben, end den må gælde for alle andre, der føler, at fjenden har valgt våben, uden at man er i stand til at tage udfordringen op. E t af de svageste områder indenfor det danske landmilitære forsvar har i mange år været og er stadig beskyttelsen mod angreb fra luften. Den fremadskridende motorisering og mekanisering af felthærens brigader har gjort det vanskeligt med trukne luftværnspjecer at følge bevægelserne og at være der, hvor der er behov for luftsikring. At forestille sig, at dette behov kun er til stede som generelt anført i Feltreglement I: » . . . ved snævringer og pas . . .«, vil være meget forkert. En brigades kampog kampstøtteenheder kan også - og vel navnlig - have behov for luftsikring i det egentlige kampområde, hvor fjendtlig indgriben fra luften kan have højst alvorlige konsekvenser for bevarelsen af initiativ og kampkraft og dermed for kampens udfald. Trukne luftværnsbatterier kan - som anført i Feltreglement I - ikke påregnes at være klar i en stilling før 2 å 3 timer efter, at opgaven er pålagt. Af denne årsag, samt yderligere på grund af personellets og materiellets ubeskyttethed sammenlignet med øvrige enheder i kampområdet, og endelig og ikke mindst forårsaget af en principiel beslutning om anvendelse af disse luftværnsenheder andetsteds, vil brigaderne og højere felthærsenheder i løbet af kort tid være uden egne, egentlige luftforsvarsmidler. At denne mangel er alvorlig og i øvrigt forekommer uforståeligt set i sammenhæng med de bestræbelser, der i øvrigt udfoldes for at gøre vore brigader velafbalancerede og tidssvarende, er formentlig indset af alle. Den luftmilitære udvikling betyder, at kampen på jorden ofte afgøres af situationen i luften, og at operationsfrihed på jorden ikke er mulig uden operationsfrihed i luften. Denne operationsfrihed skal skaffes ved indsats af jagerfly, raketter og luftværnsartilleri. At løse denne opgave med den herskende lufttrussel kræver store investeringer, men det vil være nødvendigt at sætte ind på dette felt, også selv om andre opgaver må nedprioriteres. Ved lufttruslen forstås fjendens våbentyper, fjendens muligheder og fjendens potentielle styrke i luftkrigsførelsen mod et givet område. Den aktuelle trussel mod felthæren består af jagerbombere samt lette og middeltunge bombefly udrustet med de alment kendte våbensystemer spændende fra BC-udlægningsmidler over maskingeværer og -kanoner, raketter og aim. sprængbomber til de nucleare våben. Endvidere af stort set samme flytyper udrustet i rekognosceringsøjemed eller med henblik på indsættelse i den elektroniske krigsførelse. Yderligere af de forskellige helikoptertyper, der i de seneste år for alvor er draget ind i den aktive krigsførelse. Denne luftfartøjstype bør derfor opdeles i kamphelikoptere - weapon platforms eller gunships - og i transport- og observationshelikoptere. Endelig henhører transportkapaciteten for airborne styrker eller paratroopers til det samlede billede af fjendens muligheder i den tredie dimension. Den kvantitative størrelse af denne lufttrussel er klassificeret, men alle, der har adgang til at undersøge dette forhold, må få stof til eftertanke. Den er NATO-styrkerne overlegen, og den er især alvorlig for os på grund af landets geografiske placering, der gør, at vi vil ligge indenfor stort set alle fjendtlige luftfartøjstypers aktionsområde. Hvilke bestræbelser gør man sig i andre lande for at luftsikre sine felthærsenheder? I flere lande - især i de, hvor forsvarsbudgettet er trangt - står man tilsyneladende lidt usikkert; man venter på, at det helt rigtige våben skal fremkomme ud fra den indstilling, at en fejlinvestering i luftværnsmateriel, på grund af omkostningerne, vil have følgevirkninger mange år frem i tiden. I de våbenudviklende lande er der dog en klar tendens: Luftvæmsvåben til felthæren skal være selvkørende og bedst muligt pansrede, jf. de krav der stilles til de enheder, de skal ledsage og luftsikre. Af sådanne typer kan nævnes de russiske: ZSU-4, 23 mm og SU-51, 57 mm, den tyske 2 X 3 5 mm LEOPARD FLAPANZER (vel nok verdens mest avancerede), den amerikanske interimsløsning: 20 mm VULCAN samt et engelsk projekt: 30 mm FALCON. Ovennævnte er alle rørvåben. Af selvkørende raketsystemer kan nævnes de russiske med NATO-kodenavnene GANNEF, GOA og GAINFUL, de amerikanske HAWK og CHAPPARAL, den franske CROTALE og det tysk-franske projekt ROLAND. Ikke alle ovennævnte typer er lige velegnede til felthærsforhold, hvorfor der da også, trods de enorme omkostninger, foregår et intenst udviklingsarbejde på dette felt. Sådanne raket- og rørvåbensystemer må betegnes som hørende til den kategori af våben, der anvendes i egentlige luftsikringsopgaver. De kan altså indsættes til beskyttelse af objekter eller områder, der har behov herfor. Her overfor må man finde en benævnelse for de våben, der kan anvendes til enhedernes egenbeskyttelse, og mest lige for ligger ordet nærluftsikringsvåben. Til disse kan henføres alle småkalibrede våben, som mere eller mindre er brugbare til beskydning af fjendtlige luftfartøjer, og som således kan anvendes af den person, det køretøj eller den enhed, der direkte føler sin eksistens truet. I NATO Glossary of Military Terms and Definitions kaldes førstnævnte opgave for AIR DEFENSE og med følgende definition: »All measures designed to nullify or reduce the effectiveness of the attack of aircrafts or guided missiles in flight«. Egenluftsikringen eller nærluftsikringen er ikke selvstændigt defineret. Det hedder dog i HRN 010-2: Foreløbige direktiver m. v. i tilslutning til feltreglementer, definitioner af visse taktiske begreber, under sikring: »En styrkes forholdsregler til egen beskyttelse mod overraskende fjendtlig virksomhed«. . . . Omfatter også forholdsregler med det formål at nedsætte virkningen af pludselig fjendtlig virksomhed (f.eks. luftsikring). I Tyskland anvendes benævnelserne »Flugabwehr« og »Fligerabwehr« til at adskille disse begreber, og i amerikanske publikationer møder man simpelt hen ordene »Air Defense Weapons« og »Nonair Defense Weapons«. Det vil formentlig være en fordel, ja måske ligefrem nødvendigt også her i landet at få en entydig definition af sidstnævnte begreb, som i dette indlæg vil blive benævnt nærluftsikring. Det bør dog anføres, at dette udtryk måske ligger for tæt på de beslægtede autoriserede udtryk. Således fremgår det af organisationsskemaerne, at luftvæmsenheder etablerer luftsikring, ligesom de stationære luftværnsenheder benævnes nærluftforsvar (N LF). Med det formål at forbedre de mindre leds overlevelsesmuligheder har man i USA indført et nærluftsikringsvåben kaldet R ED EYE, ligesom man i England har et andet projekt med samme formål - BLOW PIPE - under udvikling. Disse to systemer - hvis respektive fordele og mangler antages bekendte - skal ikke nærmere omtales her. Derimod, at der foreligger en mulighed for, at ét af disse systemer vil blive indført her i landet, sandsynligvis på brigadeplan, og med henblik på at udfylde en del af det tomrum, der hedder brigadens luftsikring. E t sådant våbensystem kan organisatorisk opstilles på to måder. Der kan opstilles en luftværnsenhed bestående af de fornødne kommando- og varslingsforbindelser samt et antal raketgrupper, altså en enhed, der ligner de kendte luftværnsbatterier. Eller man kan lade raketgrupperne organisatorisk indgå i afdelinger og underafdelinger. Sidstnævnte metode forekommer enkel og tiltalende. Men - den vil medføre, at våbnet må behandles som et nærluftsikringsvåben med de ulemper, der følger heraf. Det vil her være nødvendigt at erindre om de restriktioner, der er alment gældende for beskydning af luftfartøjer. Disse restriktioner - kaldet ildkontrolordrer er - måske - ikke egentlig godkendt af NATO, men anvendes ikke desto mindre af de fleste NATO-lande, ligesom de er omtalt i gældende reglementer, såvel NATO som nationale. Man opererer med de to standardordrer Weapons (Guns) Free og Weapons (Guns) Tight samt nødordren Hold Fire. Med hensyn til anvendelsen af disse siger de reglementariske bestemmelser, at »jordstyrker har pligt til at fastslå luftfartøjers fjendtlige karakter, før de åbner ild imod dem. Den eneste undtagelse herfra gælder luftværnsenheder, når tilstanden »Weapans Free« er beordret. Under »Weapons Free« må ethvert luftfartøj, der ikke er identificeret som venligsindet, beskydes.« Selv om den decentraliserede organisation selvfølgelig ikke vil ændre våbnets skydetekniske anvendelighed, vil denne organisation altså automatisk forringe dets operative muligheder, idet kun identificerede fjendtlige luftfartøjer da må beskydes. Idet bekæmpelsen af luftmål er et spørgsmål om sekunder, og da hele problemet om visuel identifikation er uhyre vanskeligt at løse såvel uddannelsesmæssigt som rent teknisk i felten, vil dette medføre, at mange fjendtlige fly bliver for sent identificerede med deraf følgende svigtende mulighed for engagement. Tilbage til det mandbårne raketvåben. Dersom et sådant nærluftsikringsvåben skal løftes op på et »højere« plan, altså anvendes som et »Air Defense«-våben, vil det derfor næsten være nødvendigt at opstille det i luftværnsenheder, således at ildkontrolordren »Weapons Free« også kan tages i anvendelse for dette våben. Går man ud fra, at sådanne luftværnsenheder opstilles, har felthæren - som tilfældet også er i dag - til indsættelse i nærluftsikringsopgaven de forskellige håndvåbentyper samt 7,62 mm og 12,7 mm maskingevær. For at de to sidstnævnte skal kunne anvendes mod luftmål, må de dog være anbragt i en luftmålsaffutage. Endelig kan det formentlig påregnes, at der engang i fremtiden vil blive foretaget en konvertering af 12,7 mm maskingevær på visse køretøjer til en 20^30 mm maskinkanon. Denne konvertering sker primært for at øge de berørte enheders ildkraft mod fjenden på jorden, men et sådant større våben vil dog under visse forudsætninger også forbedre mulighederne for nærluftsikringen. Nogle af disse forudsætninger skal nævnes. Skydning mod luftmål med så tungt et våben kræver en hertil egnet affutage, og i praksis er det vel således, at en 20 mm kanon er det største våben, der vil kunne betjenes uden elektriske eller elektro-hydrauliske hjælpeaggregater for retning i side og højde. Endvidere må det være en forudsætning, at våbnet har en passende høj skudkadence kombineret med, at en stor procentdel af granaterne er forsynet med lysspor o g/eller, at våbnet er forsynet med et luftmålssigtemiddel. Idet der under kamp næppe vil være tid til udskiftning af hverken patrontype eller sigtemiddel, afhængig af om man skal bekæmpe jordmål eller luftmål, må det anbefales, at våbnet primært opfylder luftmålsskydningens betingelser. Forholdene er da heldigvis også sådanne, at et luftmålssigtemiddel normalt altid kan anvendes mod jordmål, hvorimod det modsatte sjældent vil være tilfældet. Dette var felthærens aktive midler. Hvorledes skal de da udnyttes? Søger man i gældende reglementer efter retningslinier herfor, er resultatet magert. I Feltreglement I finder man beskrevet, at sikring mod angreb fra luften bedst gennemføres under anvendelse af de passive midler - skjul, sløring og dækning. Det er dog nævnt, at »luftværnsvåben, der holdes rede til at åbne ild med meget kort varsel, bidrager til luftsikring af tropperne«. På den anden fløj af reglements-»skalaen« er i Feltinstruktion for Enkeltmand dækkende beskrevet anvendelsen af de passive midler og herunder hedder det »De skal ikke af Dem selv åbne ild mod flyvere med Deres håndskydevåben. Underafdelingschefen kan i særlige tilfælde give ordre til ildåbning, også med håndskydevåben«.
Hvordan underafdelingschefen fører denne umiddelbare kommando over sin enhed, er selvfølgelig ikke beskrevet i denne publikation. I de »mellemliggende« taktiske reglementer finder man generelt korte punkter, der refererer til bestemmelser i Feltreglement I, i enkelte dog også visse tilløb til at udpensle anvendelsen af de aktive midler, selv om det er et gennemgående træk, at det er de passive, der tillægges størst betydning. Søger man efter de rent manuelle skyderegier i de forskellige skydeinstruktioner og skydeprogrammer, finder man i Skydereglement for Håndvåben, i kapitlerne om skydning mod bevægelige mål, retningslinier dette emne vedrørende, men udelukkende med henblik på mål på jorden. I reglement for maskingevær M/62 findes et afsnit om anvendelse af maskingeværet i vognaffutage og her bl.a. mod langsomtgående luftmål. Der findes dog ikke skydeprogram til indøvelse heraf. Kun i reglement for 12,7 mm maskingevær bemærker man sig et fyldestgørende kapitel om skydning mod luftmål, ligesom der findes et ret omfattende skydeprogram for denne uddannelse. Undersøger man i forbindelse hermed normer for ammunition til uddannelsesbrug, støder man på et skærende misforhold mellem skydeprogram og ammunitionstildeling. Hvad siger da uddannelsesbestemmelserne? Citat fra en HIS B B U : »Ved uddannelsens afslutning skal soldaten (12,7 mm-skytten) have en sådan rutine i anvendelse og betjening af våbnet ved indsættelse mod jordmål, at h a n ------- skal kunne---------. Soldaten skal endvidere gives en orientering om fremgangsmåden ved beskydning af langsomtfly vende mål (primært helikoptere) samt hurtige retkommende fly«. En sådan elegant løsning på et vanskeligt skydeuddannelsesmæssigt problem må kunne indbringe en præmie i konkurrencen for rationaliseringsforslag! Det må altså erkendes, at dette emne, der behandles endog meget seriøst i andre lande, tilsyneladende prioriteres lavt herhjemme. En årsag hertil kan være, at lufttruslen er mindre, eller at vor modstandskraft er større. I adskillige amerikanske Field Manuals (FM) findes eksempelvis meget beskrivende afsnit om »Use of nonair defense weapons against air attack«, men først og fremmest bør vor sydlige NATO-partner, der mere end nogen anden har følt fjendens luftoverlegenhed, nævnes som et forbilledligt eksempel. Ikke alene har man et særdeles detaljeret reglement for skyderegier med småkalibrede våben: »Fliegerabwehr aller Truppen (zu Lande)«, men ydermere afholdes ved Flugabwehrschules foranstaltning næsten løbende 10-dages kurser af samme navn som reglementet. Kurserne er for befalingsmænd af alle våbenarter, og der afholdes ca. 20 kurser for underofficerer og ca. 10 for officerer hvert år. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at der herhjemme ved Forsvarets Brevskole findes et kursus: Kursus nr. 15: Luftsikring for alle våben, der i nogen grad er opbygget efter det tyske forbillede. At dette kursus på visse felter (bl.a. luftværnsartilleristiske forhold) måske er for omfattende, og at forfatteren af nærværende indlæg ikke på alle punkter er enig i visse detaljer i kursus, er en anden sag. Det vil her føre for vidt at komme ind på enkeltheder i den praktiske uddannelse i og udførelse af nærluftsikringen, men hovedlinierne omfatter bl.a.
- Viden om lufttruslen,
- viden om udnyttelse af extern varsling,
- varsling og alarmering ved egen enhed,
- luftspejdertjenestens tilrettelæggelse og udførelse,
- imødegåelse af angreb under ophold på stedet og under march,
- skyderegier,
- kontroltjeneste,
- våbenvirkning i målet.
En udbredelse af viden om og forståelse for dette alvorlige problem må forekomme højst påkrævet. E t forslag skal være, at den for dette tjenesteområde ansvarlige myndighed udgiver et reglement, eksempelvis benævnt »Vejledning i nærluftsikring for alle våben«. Et sådant reglement ville falde i tråd med f.eks. Vejledning i posttjeneste. Endvidere, at der i hvert fald for skytter ved maskingeværer og maskinkanoner genindføres skarpskydningsøvelser mod luftmål som et nødvendigt supplement til vendingen »bibringes teoretisk viden«. Rent praktisk vil sådanne skarpskydninger formentlig kunne afholdes på kursusbasis og for eksempel ved, at luftværnsregimentet under nogle af dets egne skydeperioder afsætter flyvetid og personel til at kunne varetage denne tjeneste. Først og sidst må det ligge enhver klart, at for mange danske enheder vil det første og muligvis eneste møde med fjenden forme sig som en duel med fjendtlige luftfartøjer. Negligeres uddannelsen i denne form for kamp, vil sejrherren på forhånd være udpeget.
