Sundets røde nelliker: Den sandfærdige fortælling om, hvordan Helsingør Syklub og svensk politi hjalp flygtninge over Øresund under anden verdenskrig.
Conny Palmkvist: Sundets røde nelliker - Den sandfærdige fortælling om, hvordan Helsingør Syklub og svensk politi hjalp flygtninge over Øresund under anden verdenskrig. 520 sider. Turbine 2021. kr. 349,95
Anmelder: Claus Eskild Andersen, Major, cand.phil.
Rating: 4
Den svenske forfatter Conny Palmkvist har skrevet foreliggende tykke 500 siders bog om flugten på Øresund under besættelsen af Danmark. Der er skrevet utallige bøger bl.a. om jødernes flugt til Sverige under 2. Verdenskrig, hvilket man også kan læse i den omfattende litteraturoversigt bagerst i bogen. I mit lokale supermarked står eksempelvis Bo Lidegaards ”Landsmænd – de danske jøders flugt i oktober 1943” i bestseller-reolen. Der er skrevet erindringsbøger, skønlitteratur og historiske fagbøger om flugten, men hvilken kategori man skal placere Palmkvists bog i er lidt diffust. Man kan som læser spørge sig, om der er brug for endnu en bog om flugten over Øresund under besættelsen?
Én af Palmkvists bekendte foreslår, at han skal kalde bogen en reportage – måske ovenikøbet en journalistisk reportage, idet fiktion og fakta snor sig rundt i teksten fra begyndelse til enden. Det er hverken en roman eller en fagbog. Palmkvist ender med blot at kalde værket ”en bog” måske inspireret af hovedpersonernes gennemgående beskedenhed om den indsats, de gjorde under besættelsen.
Bogen er en kalejdoskopisk fortælling om utallige personer, der omtales i små glimt og så forsvinder i glemslen. Enkelte personer er dog gennemgående karakterer, såsom Erling Kjær – den røde nellike – som nærmest er bogens hovedperson og politibetjent Thormod Larsen. Dæknavnet ”den røde nellike” er tilsyneladende inspireret af ”den røde pimpernel” og historierne om denne, selvom en pimpernel (rød arve) ikke er den samme blomst som en nellike. Der er mange andre gennemgående karakterer, bl.a. de, der hjælper Kjær, som er den gennemgående skipper, der hjælper 1500 flygtninge over Øresund fra engang i 1943 til 1944, hvor han bliver arresteret. Blandt de gennemgående personer er en række politibetjente på både den danske som den svenske side, og en række mennesker som omgår bestemmelser og regler, og som opbygger en regelret netværk rettet mod at hjælpe. Ikke alene jøder, men også andre flygtninge, som frihedskæmpere, nedskudte allierede flyvere samt alle andre, der havde behov for at søge asyl i Sverige. ”Helsingør Syklubs” underforståede motto er vel nærmest, at ”vi må redde så mange, vi kan.”
Bogen er oversat fra svensk og har primært været rettet mod svenske læsere. Forfatterens intention har været at fortælle historien, inden den bliver glemt, idet der nu ikke længere er personer tilbage, som tilhørte den såkaldte ”syklub”, som var dæknavnet på den illegale organisation, som stod for transporterne over Øresund. Oversættelsen fra svensk til dansk er i det store og hele lykkedes. Ind i mellem kan man finde nogle svenske fordanskninger, men der er egentlig langt imellem dem. På side 72 kan man læse, at Hans Juhl (Gestapo-Juhl) og jødernes utrættelige forfølger har den tyske SS-grad ”obergruppensturmführer”. En mellemting mellem obersturmführer og obergruppenführer. De tyske SS-grader er generelt uigennemskuelige for lægmand, så det er ikke så underligt, at forfatteren har fået graden galt i halsen; men lidt pudsigt er det nu alligevel.
At bogen har været rettet mod svenske læsere mærker man særligt, når forfatteren afslutningsvis i bogen anfører: ”Ja, hvad udrettede svenskerne, der var så stort?” (side 498).
Palmkvist har bestemt skrevet en spændende og medrivende bog, selvom den ind i mellem kan virke en smule stakatoagtig med små næsten telegramstil-lignende korte afsnit.
Bogens force er, at læseren kommer tæt på hovedpersonerne i bogen på en personlig måde, og forfatteren gør rede for deres motiver og handlinger på en overbevisende vis.
På bogens egne præmisser vil jeg give den fire ud af fem faner, Fordi det, som forfatterne selv anfører, er ”en bog” og ikke skøn - eller ikke faglitteratur.
Bedømmelse: fire ud af fem faner.
Claus Eskild Andersen
Major, cand.phil.
