(Sluttet).
B. Træk af Sovjetunionens asiatiske Opbyyninysjrrogram1).
Retningslinierne for Sovjetunionens administrative Inddeling er fra et videnskabeligt statsøkonomisk Synspunkt udarbejdet af Statens Planøkonomikommission faa Aar efter den sociale Revolution i Rusland og offentliggjort i Form af et skematisk Kort, der viser en Inddeling af hele Unionen i 21 Territorier, kaldet økonomiske Rayoner, men Unionens Centralregering blev dog hurtigt klar over, at en storstilet Rayonering paa rent økonomisk Grundlag ikke straks kunde gennemføres, og ved Nyordningen af Unionens administrative Inddeling blev det forsøgt at forene social-økonomiske Formaal med nationale og militær-strategiske Hensyn. Den økonomiske Rayonering tilsigter en Landsinddeling, der saavidt muligt sikrer en fuldstændig social-økonomisk Udnyttelse af Naturegenskaber og Produktionsmuligheder i hver enkelt Rayon, hvis Udstrækning betinges af geografiske Forhold saaledes, at hver Rayon faar sin særlige produktionsmæssige Karakter. Rayoneringsplanen hænger sammen med den af Centralregeringen tilstræbte Planøkonomi, og den forudsætter økonomisk Ligeberettigelse for alle Befolkningsgrupper indenfor Unionens Grænser, hvorved de asiatiske Landsdeles tidligere Stilling som raastofproducerende Kolonilande bliver fuldstændigt ændret. De lokale Forvaltningsmyndigheder kan fremtidig regne med finansiel Støtte fra Centralregeringen til Opbygning af saavel statsvigtige som lokaløkonomiske Produktionsvirksomheder, og Indbyggerne i Unionens asiatiske Lande har derved faaet nyt Impuls til socialøkonomisk Arbejde. Den administrative Nyordning af det geografiske Sibirien var i 1926 naaet til en foreløbig Afslutning, og der var paa denne Landstrækning dannet fem store Forvaltningsomraader, nemlig: Den autonome Kazakske Republik, Ural-Distriktet2), den Sibiriske Region3), den autonome Jakutske Republik og den Fjern-Østlige Region, samt to mindre autonome Republikker, der alle var inkorporeret i den Storrussiske Føderative Republik.
1) Georg Cleinow: Neu-Sibirien, Berlin 1928. G. Grinko: Der Fiinfjahrplan der Sowjetunion, Berlin 1930.
2) Distrikt = Oblastj \ (russisk Benævnelse). K rajforvaltningen er
3) Region = K raj / mere kompliceret end Qblastjforvaltningen.
Ændringer i disse Omraaders indbyrdes Grænser og i deres detaillerede Administrationsinddeling har senere fundet Sted4) og vil formentligt blive gentaget, efterhaanden som Erfaringsmaterialet i Lokalforvaltningen indhøstes. For Sibiriens Vedkommende var den produktionsmæssige Differentiering før 1926 endnu ikke saa vidt udviklet, at der deraf kunde opstilles teoretiske Holdepunkter for en økonomisk Rayonering, og Centralregeringen havde derfor i 1923 bestemt, at Rayonering i Sibirien skulde begynde fra neden og ikke fra oven. I Virkeligheden blev forvaltningstekniske Hensyn de vigtigste ved Sibiriens administrative Nyordning, men denne anses af Unionens social-økonomiske Teoretikere kun som en Overgangskonstruktion5). Ved Statens Kapitalinvestering forventes Produktionsforholdene i Sibirien ændret i Løbet af faa Aar og Grundlaget for en Inddeling i integrale økonomiske Rayoner tilvejebragt. I Forbindelse hermed staar de praktiske Opgaver, som er tildelt Sovjetunionens asiatiske Landsdele under Unionens økonomiske Rekonstruktion, og hvoraf de betydeligste er indeholdt i et af Centralregeringen skitseret Industrialiseringsprogram for Tiden 1927/28—1941/42. Gennemførelsen af dette Program vil i højeste Grad forbedre en tredje Hovedfaktor i Sovjetunionens militær-strategiske Stilling i Asien, nemlig Afstanden fra den materielle Hovedbasis til Grænserne i Fjerne-Østen, hvad der vil fremgaa af nedenstaaende Orientering.
4) Den Sibiriske Region er nu delt i den Vestsibiriske Region med Hovedstad Novosibirsk og den Østsibiriske Region med Hovedstad Irkutsk.
5) Cleinow: Neu-Sibirien, Side 192.
To vigtige Problemer i Sovjetunionens Industrialisering er afhængige af de asiatiske Landsdeles Produktionsforhold. Det ene Problem angaar Forøgelsen af Unionens Raajernsproduktion ved en rationel Bearbejdelse af Malmlejerne i mellemste og sydlige Ural, det andet Problem angaar Forøgelsen af Bomuldsproduktionen ved fuldstændigt at beslaglægge alle dertil egnede Omraader af Unionens centralasiatiske Dele til Bomuldsdyrkning. Geografiske Forhold gør disse to Formaal problematiske. Til en rationel Metallurgi i Ural kræves Højovnskoks af bedste Kvalitet i store Mængder, men uheldigvis er der ikke i Uralgrubernes umiddelbare Nærhed fundet fornødne Kullejer til en saadan Koksfremstilling, og Uralindustrien har tidligere for største Delen maattet klare sig med uralske Trækul. Frigørelsen af hvededyrkede Arealer i de centralasiatiske Forbundsstater til Fordel for Bomuldsproduktionen kræver Sikring af disse Staters Forsyning med billigt Brødkorn, og dertil maatte først Volgaegnene komme i Betragtning, da de har bekvem Forbindelse med Centralasien, men disse Egne er udsat for periodisk Misvækst og følgeligt ikke paalidelige Korneksportlande. Til Løsningen af de to Problemer har Centralregeringen fundet den Vestsibiriske Region vel egnet, og efterhaanden er denne Landsdels almenstatlige Betydning steget saa stærkt i Centralregeringens Mening og i den offentlige Diskussion, at dens økonomiske Udvikling nu danner en af Grundpillerne i Rekonstruktionsplanerne. De Landstrækninger, som den almene Interesse særligt er knyttet til, har sit Centrum ved Novosibirsk. Her mødes tre Naturlandskaber, det paa Gavntømmer rige Taigabælte mod Nord, den frugtbare Græssteppe mod Sydvest og det mineralrige Højland mod Sydøst, der alle aabner Muligheder for Stordrift i Landbrug og Industri. Den vigtigste Opdagelse er det enorme Kuznetzk Kulbassin ved Tom Floden, opkaldt efter Grubebyen Kuznetzk ca. 300 km sydøst for Novosibirsk og efter sagkyndig Vurdering indeholdende ca. 350 Milliarder Tons Stenkul. Det er det største kendte Kulfelt i Sovjetunionen, og det kan ikke alene forsyne Uralhøjovnene med Brændsel, hvortil Kuznetzk Kullene paa Grund af sine høje Koksindhold er særligt godt egnede, men det kan tillige danne Basis for en sibirisk Industri. Den nu tilgængelige Jernmalm i Ural vurderes til ca. 500 Millioner Tons, og en økonomisk Sammenknytning af Uralmalmen og Kuznetzkkullene er Grundlaget for det saakaldte Ural-Kuznetzk Problem, som stærkt interesserer Sovjetunionens Socialøkonomer.
Betingelserne for en lokal Industri er meget gunstige i det sibiriske Altai og nærmeste Omegn. Endnu er de geologiske Undersøgelser i dette Omraade ikke tilendebragt, men man kender allerede rige Lejer af sorte og farvede Malme, hvoriblandt Jernmalmlejer indeholdende ca. 80 Millioner Tons Malm af bedste Kvalitet (indtil 63 pCt. Jern) beliggende ved Bjergfloden Telbes ca. 75 km syd for Kuznetzk og farvede Malmlejer særligt rige paa Sølv, Kobber og Tin ligeledes beliggende umiddelbart op til Kuznetzk Kulbassinet i Egnene om Atshinsk og Minusinsk. Længe kendt er endvidere farvede Malmlejer i det sibiriske Altais sydlige Del, som hører til den Kazakske Republik, hvor særligt Gruberne ved Ridderskoje ca. 200 km øst for Semipalatinsk udmærker sig ved Rigdom paa Kobber, Zink og Tin. Det sibiriske Industrialiseringsprogram er udstykket i 5- Aars Afsnit, indenfor hvilke Opgaverne bliver angivet for hvert Aar. I Modsætning til Industrialiseringsplanerne for Sovjetunionens europæiske Lande, hvor Tungindustriens Opbygning var Hovedopgaven i den første økonomiske 5-Aars Plan, synes den sibiriske Plan for denne Periode at have lagt størst Vægt paa Opbygningen af en Letindustri og Levnedsmiddelindustri for de asiatiske Landsdeles Behov, medens Opbygningen af Tungindustrien og Elektricitetscentraler var indskrænket til forholdsvis smaa samt forberedende Arbejder.
I Sovjetunionens almindelige statsøkonomiske Program maa Udbygningen af Unionens Trafiklinier nødvendigvis indtage en fremskudt Plads, og for Sibiriens Vedkommende er foruden nye Jernbaneanlæg ogsaa Udbygningen af en indre Skibsfart og en ydre Skibsfart gennem de store sibiriske Floders Mundinger i det nordlige Ishav taget op i Programmet. Gennemførelsen af et Jernbanebyggeprogram er i højeste Grad afhængig af Tungindustriens Udviklingstrin, og da Tungindustrien skulde grundlægges ved den første 5-Aars Plan, maatte Nybygningen af Jernbaner i denne Periode faa et forholdsvis beskedent Omfang. En Jernbanelinie af stor økonomisk Betydning blev dog fuldført,nemlig Sibirien—Turkestan Banen fra Novosibirsk over Alma-Ata til Tashkent, hvis Hovedformaal er at muliggøre Løsningen af Sovjetunionens Bomuldsproblem. For at kunne gennemføre en Løsning af Ural-Kuznetzk Problemet og for at kunne imødekomme et stigende Transportbehov i Sibirien som Følge af denne Landsdels Industrialisering og tiltagende Kolonisation har Centralregeringen planlagt en Omlægning af den gennemgaaende Trafik mellem Moskva og Novosibirsk og endvidere Anlæg af en Række Jernbaner, blandt hvilke en Del skal danne Parallelbaner til den oprindelige Transsibiriske Jernbane. Hovedbanen Moskva—Novosibirsk vil komme til at passere Nishnij-Novgorod, Sarapul, Sverdlovsk og Kurgan6), hvorved Baneforbindelsen mellem de to Hovedstøder forkortes, og denne Rute agtes udbygget efter amerikansk Mønster til en saakaldt Overmagistrale med 3 eller 4 Spor, hvoraf de 2 Spor er tiltænkt den gennemgaaende Iltogstrafik. Nærværende Oversigtskort viser Sibiriens eksisterende og projekterede Jernbaner7), og betragtet fra et militært Synspunkt maa først og fremmest Forbindelsesbanen nord om Bajkal-Sø fra Stationen Tajshet paa den midtsibiriske Bane til Amurbanen tiltrække sig en Iagttagers Opmærksomhed. Ad denne nye Bane vil Forbindelsen mellem Novosibirsk og Khabarovsk formentligt blive ca. 500 km kortere end ad den transbajkalske Linie over Kujenga, og mellem Novosibirsk og Vladivostok vil den nordlige Banelinie følgelig kun blive ca. 400 km længere end den transbajkalske—manshuriske Linie. Da den omtalte Forbindelsesbane nord om Bajkal-Sø vil forkorte Forsyningslinierne fra Baserne i Vestsibirien og Europa til FjerneØsten og vil aflaste en stor Del af den oprindelige Transsibiriske Jernbane, samt vil ligge dækket mod Flyverangreb fra Manshuriet, saa er dens overordentligt store strategiske Værdi for Sovjetunionen indlysende. Kortet klarlægger endvidere Forløbet af den allerede før Verdenskrigen omdisputerede Sydsibiriske Magistrale, som vil komme til at passere Akmolinsk, Kulunda, Barnaul, Kuznetzk og faar sit østlige Endepunkt i Minusinsk. Dette Endepunkt kan dog kun være midlertidigt, da der først efter Anlæget af en Forlængelsesbane fra Minusinsk til et Punkt af den Transsibiriske Jernbane øst for Tajshet er etableret et komplet trafikalt Parallelsystem mellem Europa og Japanske Hav, hvad strategiske Hensyn maa gøre ønskeligt. Naar man bemærker, at Kuznetzk Bassinet ligger omtrent midt mellem Moskva og det nordmanshuriske Trafikcentrum Kharbin, indser man udenvidere, at Opbygning af en stor industriel Rayon omkring dette Kulbassin tilligemed en Fordobling af det Transsibiriske Jernbanesystem vil mangefold forbedre Sovjetunionens strategiske Stilling i Fjerne-Østen.
6) Se Bilaget til G. Grinko’s forannævnte Bog.
7) De projekterede Baner er skitseret efter et Kort i den fornævnte russiske Encyklopædi.
Ad politisk og kommerciel Vej søger Sovjetunionens Regering at sikre Sibiriens sydlige Flanke, og praktisk set er det ogsaa lykkedes Unionens Centralregering at holde og be-
fæste den fra tidligere russiske Regeringer arvede politiske Magtstilling langs den vestlige Del af Sibiriens Sydgrænse, nemlig mellem Altai og Manshuriet. I Landskabet omkring Jenissejs Kildefloder findes nu en selvstændig Stat kaldet den Tannu-Tuvinske Republik eller blot Tannu-Tuva, hvis politiske Grænser mod Syd dannes af den sammenhængende Bjergkæde Tannu-Ola og mod Øst skal ligge i Nærheden af Bjergsøen Kossogol. Republikkens Omraade, der tidligere kaldtes Urjankhai, blev efter Manshudynastiets Abdikation i 1912 og Mongoliets samtidige Uafhængighedserklæring løsrevet fra den politiske Forbindelse med saavel Mongoliet som Kina, idet den russiske Regering, der længe havde tvistedes med Manshuregeringen om dette Grænseland, i 1912 lod det besætte militært og underlægge en kejserlig russisk Forvaltningsmyndighed. Sovjetregeringen opgav i 1921 formelt den sovjetrussiske Suverænitet over dette Land, men samtidig dannede Befolkningen en Raadsrepublik, hvis Regering i enhver Henseende er afhængig af Sovjetunionens Centralregering. Saavel geografisk som etnografisk adskiller Tanna-Tuva sig skarpt fra det egentlige Mongoli og er et naturligt russisk Kolonisationsomraade af lignende Natur som det sydlige Sibirien. Befolkningen bestod i 1924 af ca. 52.000 Sojoter sammensat af flere turkotatariske Stammer og endvidere af ca. 11.000 Russere, men de etnografiske Forhold vil formentligt inden mange Aar være ændret til Gunst for det russiske Element.
I det saakaldte ydre Mongoli eller Khalka, som mod Syd gaar over i Gobi Ørkenen, omdannedes Regeringssystemet i 1924 til en Raadsrepublik med Regeringscentrum i Ulan-bator, tidligere kaldet Urga, og samme Aar sluttedes mellem Sovjetunionen og den kinesiske Republik en Overenskomst, i hvilken Sovjetunionen anerkender, at Mongoliet danner en integrerende Del af den kinesiske Republik, hvis Suverænitet over dette Land Sovjetunionen vil respektere; men Kinas Suverænitet over det ydre Mongoli er stærkt begrænset ved den saakaldte Trelandsoverenskomst i Kjakhta 19158) mellem Kina, det ydre Mongoli (Khalka) og Rusland, hvorved det ydre Mongoli formelt sikredes vidtgaaende Autonomi indenfor den kinesiske Republik, og i Virkeligheden staar det ydre Mongoli under Sovjetunionens økonomiske Herredømme og politiske Beskyttelse. Dets Befolkning beregnedes i 1924 til ca. 610.000 Mongoler, 70.000 Kinesere og 9000 Russere.
8) Se G. Cleinow: Neu-Sibirien, Side 78/79, der oplyser, at Grundlaget for Forhandlingerne var: 1) at Khalka skulde have en indenlandsk Forvaltning, 2) at det forbødes kinesiske Tropper at betræde Khalka, og 3) at beskytte mongolsk Land for kinesisk Kolonisation.
Sovjetunionens Politik har altsaa overfor begge de nævnte Nabostater fulgt det Princip at fraskrive sig politisk Herredømme i disse, efter at deres sociale Omformning var sket med Sovjetorganisationen som Forbillede, og en økonomisk Tilknytning til Sovjetunionen saavel som politisk Samarbejde saaledes var sikret. Sovjetunionens Afstaaelse af den nordmanshuriske Jernbane antages almindeligvis som et militært Svaghedstegn, men nærmere Betragtninger viser, at ogsaa andre Motiver kan have været vægtige. Befolkningen i det nuværende Manshukuo, der omfatter Manshuriet og Provinsen Jehol, skal i 1934 have naaet et Antal af 31.339.0009), og den stærke kinesiske Indvandringsstrøm lader sig næppe standse af nogen Hindring indenfor Manshuriets naturlige Grænser. For Sovjetunionen vilde derfor en Fastholden ved Kontrollen over den nordmanshuriske Bane ogsaa uden Japans Indblanding være en problematisk Politik. General Kuropatkin omtaler10) en Konference mellem de ledende russiske Officerer og Diplomater i Ruslands fjern-østlige Politik og oplyser, at Konferencen, der fandt Sted i Port Arthur 1903, kom til følgende Resultat med Hensyn til Manshuriet: „I Betragtning af de overordentlige Vanskeligheder og de ualmindeligt store Administrationsomkostninger, som var uundgaaelige i Tilfælde af Manshuriets Forening med Rusland, erklæres af Konferencens Medlemmer en saadan Forening ikke blot med hele Manshuriet men selv med den nordlige Del for ikke ønskelig.“ Det maa erkendes, at Sovjetunionen har handlet konsekvent udfra et saadant Synspunkt, hvorimod den russiske Regering i 1904 af Prestigehensyn lod Rusland gaa i Krig mod Japan.
9) Armaments Year-Book, 1935.
10) Memoiren, Side 165.
C. Informationer om Sovjetunionens militære Magtmidler11)
I sit Memoireværk skriver General Kuropatkin i Aaret 1906 følgende Slutningsbemærkninger: „For at vinde Sejr i den sandsynlige Fremtidskrig i det Fjerne-Østen maa vi træffe følgende Foranstaltninger:
1. Vi maa kunne raade frit over alle vore Stridskræfter.
2. Vi maa besidde en stærk Jernbaneforbindelse mellem Amuromraadet og det europæiske Rusland;
3. sætte Sibiriens Vandveje istand til at transportere store Fragter fra Vest til Øst;
4. saavidt muligt forlægge Hærens Basis fra det europæiske Rusland til Sibirien, og, hvad der er det vigtigste,
5. ruste os til at føre den nye Krig ikke alene ved Hjælp af Hæren, men i Fællesskab med hele det patriotisk stemte russiske Folk.“
Indholdet af Punkt 1 er af diplomatisk Natur, og Sovjetunionens Regering har som bekendt ved Afslutning af IkkeAngrebspagter med sine vestlige Naboer og ved Indtrædelse i „Folkenes Forbund“ søgt at sikre Unionen den militære Handlefrihed mod en Fjende i Øst. I et foranstaaende Afsnit er antydet, hvorledes Unionens Centralregering søger at iværksætte de Foranstaltninger, som General Kuropatkin opstiller i Punkterne 2, 3 og 4. Efterfølgende Orientering vil vise, at ogsaa Punkt 5 efterkommes med stor Energi. I Spidsen for Sovjetunionens samlede Forsvarsmagt staar „det revolutionære Krigsraad“, hvis Præsident er Folkekommissæren for Hær- og Flaadeanliggender. Til Raadets Medlemmer hører ca. 10 højstbefalende Kommandører i Unionens saakaldte Røde Armé samt de ansvarlige Ledere af Arméens politiske Organer. Følgende Centralorganer er direkte underlagt Kommissariatet for Hær- og Flaadeanliggender (Forsvarskommissariatet) :
1. Arméens Stab,
2. Arméens Centralforvaltning,
3. Arméens politiske Forvaltning,
4. Bevæbningsinspektionen,
5. Luftvaabnets Forvaltning,
6. Krigsflaadens Forvaltning,
7. Arméens Intendantur,
8. Forvaltningen af militære Etablissem enter,
9. M ilitærbudgettets Centralforvaltning12),
10. Det m ilitære Sanitetsvæsens Forvaltning,
11. Det m ilitære Veterinærvæsens Forvaltning.
11) Arm aments Year-Book, Geneva, 1933— 1935. F rån Roda Armén, I—II, Stockholm, 1930/31. A. Zaitzoff: Die Rote Armee, Berlin, 1934. W. Miiller-Loebnitz: Die Riistung der W elt, Berlin, 1935.
12) I Arm aments Year-Book, 1935, er som et særligt Organ anført en Budgetforslags-Kommission, der ikke er optaget i Zaitzoffs ovennævnte Bog.
Imellem de faglige Organer findes altsaa et særegent politisk Organ, hvis Virksomhed i Arméen ledes af officielle politiske Befalingsmænd kaldet Krigskommissærer. Deres Kompetence fremgaar af Felttjenestereglement af 192913) for den Røde Armé, hvori Pkt. 17, første Stykke, har følgende Ordlyd: „I Spidsen for en højere14) Troppeenhed staar en Kommandør og en Kommissær. En højere Troppeenheds Ledelse bestaar af Stab, politisk Afdeling samt Vaabenartskommandører og Tjenestegrenschefer.“ Pkt. 18, første til tredie Stk., lyder saaledes: „Kommandør tilligemed Kommissær (Pomoshnik for den politiske Afdeling) bærer hele Ansvaret for Tilstanden og Kampdygtigheden indenfor en højere Troppeenhed. Kommandøren bærer alene Ansvaret for Troppernes operative Ledelse. Kommissæren (Pomoshniken for den politiske Afdeling) svarer for, at den politiske Stilling tages i Betragtning, naar Kommandøren fatter operative Beslutninger, samt træffer de fornødne politiske Foranstaltninger for at fremme Troppernes Kampvirksomhed.“ Den foranciterede russiske Tjenestebetegnelse Pomoshnik indbefatter baade Begrebet Adjutant i Almindelighed og Begrebet Chefens Medhjælper i en speciel Tjenestegren indenfor Troppeenhedens Ledelse. En Pomoshnik for den politiske Afdeling ved en Troppeenhed finder Anvendelse, naar Kommandør og Kommissær er samme Person. Et andet særpræget Træk ved Sovjetunionens Forsvarsvæsen er den principielle Mangel paa Rangsystem for Personalet. Indenfor den Røde Armé skelnes tjenstligt mellem to Grupper, nemlig Befalingsmænd kaldet Kommandører og Menige kaldet Rødarmister. Kommandørerne er inddelt i 4 Grader, yngste, mellemste, ældste og højeste Grad, med ialt 14 Kategorier15) svarende til forskellige Tjenestestillinger i Arméen. Formentligt kan Kategorierne ogsaa opfattes som personlige Prædikater med Hensyn til faglige Kvalifikationer, idet en erhvervet Kategoribetegnelse kan bibeholdes af vedkommende Kommandør ved Forsættelse til en lavere Tjenestestilling16). Ifølge Dagbladsoplysninger skal der iøvrigt i 1935 være indført nye Benævnelser for nogle af den Røde Armés Kategorier svarende til de almindelige internationale Benævnelser, men disse skal kun anvendes paa Kommandører, der fører direkte Kommando i Arméen. Indførelsen af Marskaltitlen, der i 1935 tildeltes fem af Arméens høj stbefalende Kommandører, maa synes mere inkonsekvent, forsaavidt som den knyttes til Personen alene.
13) Se „Från Roda Armén", Side 18/19.
14) Hertil regnes Korps, Division og Regiment.
Siden 1924 har den Røde Armé været formeret efter et „blandet Kadre- og TerritoriakSystem“, der blev grundlagt af Folkekommissær for Forsvarsvæsnet, Armékommandør Frunze, og fuldført af hans Efterfølger som Folkekommissær, Marskal Voroshilov. Ifølge dette System er den Røde Armé ordnet i to Grupper, nemlig Kadrearméen, der er formeret som en staaende Hær, og Territorialarméen, der er en Milits og kompletteres fra Befolkningen i Troppeenhedemes respektive Dislokationsrayoner. Iøvrigt er begge Grupper organiseret som moderne Stormagtshære. Den normale Fredsstyrke for den Røde Armé, heri indbefattet Luftvaabnet og Krigsflaaden, var fra 1924 til 1934 ansat til 562.000 Mand, hvoraf ca. 500.000 Mand hørte til selve Hærens Personale. Da Mandskabets aktive Tjeneste i disse Vaaben almindeligvis var 2-aarig, behøvedes kun et aarligt Rekrutkontingent paa ca. 260.00017) Mand for at naa den fastsatte Normalstyrke. Til Territorialarméen indkaldtes aarligt ca. 200,00017) nye Rekrutter til 1—3 Maaneders Øvelse, ialt 8—11 Maaneders Øvelse efter Vaabenart i Løbet af 5 Aar. Uddannelsen af Territorialarméens Mandskab besørgedes af denne Armés faatallige permanente Kadrer18), og disse havde endvidere til Opgave at give forberedende Kursus paa ialt 2 Maaneder før Rekrutindkaldelsen til alt Mandskab, som var udskrevet til Tjeneste i den Røde Armé.
15) Se Bilag- til „F rån Roda Armén", I. ,
16) Zaitzoff: Die Rote Armée, Side 71.
17) Disse Tal er taget fra Arm am ents Year-Book, 1935, de tilsvarende Tal er i A. Zaitzoffs førnævnte Bog- henholdsvis 280.000 og 250.000.
18) Ifølge Oplysninger i „F rån Roda Arm én", Side 207, skal T erritorialarméens perm anente K adrer udgøre ca. 16 pCt. a f dens K rigsstyrke.
Til Raadighed for dennes Rekrutforsyning staar et aarligt Kontingent paa 800.000 —900.000 tjenstdygtige Mænd, hvoraf kun 450.000—500.000 blev optaget i Arméen, og det aarlige Overskud af tjenstdygtigt Rekrutmandskab har altsaa været 300.000—400.000. Denne Rekrutreserve havde Forsvarskommissariatet til Hensigt at give en 6 Maaneders Uddannelse udenfor Geleddet fordelt paa 5 Aar, og denne Uddannelse er blevet overladt til den frivillige Forsvarsorganisation „Osoaviaehim“, der er udbredt over hele Sovjetunionen og har til Formaal at medvirke aktivt til Forsvarets Styrkelse. „Osoaviaehim“ har i de sidste Aar været ledet af en tidligere Chef for Krigsakademiet, Armékommandør Eidemann19). Af det skitserede Grundlag for Militæruddannelsen turde det være klart, at man kun kan regne Kadrearméens uddannede Mandskab for virkelige Soldater. Den Røde Armé skal i Begyndelsen af 1934 have været organiseret i 711/ ’ Skyttedivisioner og IQV2 Rytterdivisioner, hvoraf 28 Skyttedivisioner og 121 /2 Rytterdivisioner samt alle Lufttropper og tekniske Tropper hørte til Kadrearméen-0). I Løbet af 1934 forøgedes den normale Fredsstyrke til 940.000 Mand, og ifølge Dagbladsoplysninger, der refererer sig til Udtalelser af Vicefolkekommissæren for Forsvarsvæsenet, Marskal Tukhatshevskij, skal den normale Fredsstyrke i nærmeste Fremtid bringes op paa 1.300.000 Mand. Formentlig er den nuværende Kadrearmés Divisioner udfyldt med Rekrutter og Menige, saa at Fredsstyrkens Forøgelse maa kræve en Forøgelse af Kadredivisionernes Antal. Skyttedivisionernes Krigsstyrke kan ifølge svenske Militærforfatteres Beregning sættes til 16.700 Mand21), og sætter man for en Overslagsberegning Skyttedivisionernes aarlige Rekrutkontingent til ca. 200.000 Mand og den aktive Tjeneste til 2 Aar, saa finder man, at en Styrke paa 400.000 Menige og Rekrutter vil udfylde Kadrerne i 25 Skyttedivisioner.
19) A. Zaitzoffs forannævnte Bog, Side 24.
20) Disse Oplysninger er taget fra A. Zaitzoffs førnævnte Bog, ifølge Armament Year-Book, 1933—1935, hørte kun 26 Skyttedivisioner til K adrearméen.
21) Se „F rån Roda Armen", Side 219.
Saavidt man kan forstaa af de ovennævnte Dagtbladsoplysninger, skal Forøgelsen af den Røde Armés Fredsstyrke for største Delen tilvejebringes ved en Forøgelse af Mandskabets aktive Tjenestetid til 4 Aar. Den antydede Forøgelse af Sovjetunionens tjenstgørende Militærstyrke synes meget betydelig, men den kan tilstrækkeligt motiveres ved Henvisning til Japans politiske og militære Virksomhed i Manshuriet og til Tysklands militære Lov af 16’ Marts 1935, der blandt andet vil skaffe Tyskland en Hær paa 12 Armékorps. Som Supplement til ovennævnte Dagbladsoplysninger om de forestaaende Ændringer i den Røde Armés Styrkeforhold meldes ligeledes i Dagspressen, at Sovjetunionens Folkekommissær for Finansvæsen, Grinko, fornylig har forelagt Central-Eksekutivkomitéen et Budgetforslag, der næsten fordobler Militærudgifterne i 1936 sammenlignet med Udgifterne i 1935. Saavel i 1934 som i 1935 viste Sovjetunionens Militærudgifter stærke Stigninger i Forhold til Militærudgifterne paa Unionens Budgetter i de nærmest forudgaaende Aar, men Militærudgifternes procentmæssige Andel af Budgettet var dog ikke abnormt stort i 1934 og 1935, hvad nedenstaaende Oversigt viser:
Selv om Sovjetunionens Militærudgifter i 1936 skulde komme op paa 15—20 pCt. af Unionens Budget, saa vilde deres procentmæssige Belastning paa Budgettet dog langt fra være saa stort, som Japans Militærbelastning har været i de sidste Aar25). Den Røde Armés taktiske Organisation og tekniske Udrustning gør endnu et ufærdigt Indtryk, men Grundtrækkene i den Røde Armés Struktur fremgaar dog tydeligt af den forhaandenværende Militærlitteratur. Skytteregiment og Skyttedivision har ifølge Felttjenestereglement af 1929 fast Sammensætning, medens Skyttekorpset kan bestaa af 2—4 Skyttedivisioner.
22) Poul Haensel: The economic policy of Soviet Russia, London, 1930.
23) The Statesm an's Year-Book, 1935.
24) Arm aments Year-Book, 1935.
25) I „Die Rüstung der Welt" angives Japans M ilitæ rudgifter for 1932/33 til 26,8 pCt. af Statsbudgettet uden Omkostningerne ved Felttoget i M anshuriet, for 1933/34 til 37,0 pCt. indbefattet nævnte Omkostninger, løvrigt bemærkes i samme Skrift, at visse U dgifter bør fradrages i Sovjetunionens Udgiftsbudget, n aar en til Sammenligning med andre Lande egnet M ilitærudgiftsprocent skal beregnes.
26) A rm a m en ts Y ea r-B o o k , 1935, o g „ D ie R u stu n g d er W elt" , 1935.
27) D en en e F o d fo lk sk a n o n h a r fo r n y lig e r s ta tte t en F o d fo lk sm o rter a f fo ræ ld et T yp e. Om N y o p s tillin g a f F o d fo lk sm o rter g ru p p er sa v n e s O ply sn in g e r .
Alt Artilleri, som ikke indgaar i Korps-, Divisions- og Regimentsartilleriet, er samlet under Ledelse af „Inspektøren for Artilleriet ved Hær og Flaade“ og benævnes „Øverste Krigsledelses Artillerireserve“. Denne omfatter ikke alene det tunge Artilleri, men ogsaa Skyttegravsartilleri, Luftværnsartilleri og andet let Artilleri m. m. Mangelen paa en moderne og produktionsdygtig Industri i Sovjetunionen har præget den Røde Armés Udrustning og Organisation, men det bør ved en militærsaglig Vurdering erindres, at Sovjetunionens Industri fortiden er i stærk Udvikling, hvilket maa fremskynde den Røde Armés tekniske Komplettering. løvrigt er den saglige Kritik, som man træffer i Litteraturen om den Røde Armé, kun i mindre Grad rettet mod Ka-
28) „F rån Rôda Armén" I, Side 222.
29) F or K orpsartilleriets Organisation er nyere Kilder benyttet i nærværende Skema.
30 ) 1 Panserautomobil pr. Deling h ar form entlig tillige en 37 mm Kanon. („F rån Rôda Armén", Side 216). løvrigt bemærkes, at ifølge Armaments Year-Book, 1935, h ar 1 Panserbilafdeling 9 Panserautom obiler.
drearméens nuværende Kvalitet og giver hovedsageligt Udtryk for Tvivl om Sovjetunionens Evne til at frembringe de fornødne Erstatninger af teknisk Materiel og kvalificeret Personel under en langvarig Krig mod en anden Stormagt, men vedrørende saadanne Produktionsevner hviler Kritikken paa et hypotetisk Grundlag. Af forskellig udenlandsk Litteratur er hentet følgende uofficielle Tal paa den Røde Armés Luftstyrke:
Ved Udgangen af 1930 1933 1935
Antal Aeroplaner 750 ca. 2000 ca. 4500
Forudsat deres Rigtighed kan Tallene tjene som Eksempel paa Tempoet i Sovjetunionens Rustningsindustri i de sidste Aar^i). Henseende til Sovjetunionens militære Sikringsforanstaltninger i Østasien har norsk Oberst Konrad Sundbo i en Artikkel i „Norsk Militært Tidsskrift“ for 1934 paapeget et i Paris redigeret russisk Militærorgan „Tjasovoi“ som særligt godt informeret og har gengivet en detailleret Oversigt over den Fjernøstlige Specialarmés Styrke og Gruppering. Sandsynligvis er Grupperingen endnu den samme som i 1934, men Styrken er utvivlsomt stærkt forøget, og ifølge Dagbladsoplysninger kan man formentligt regne med en Fordobling af den daværende Styrke. Billedet af nævnte Specialarmé viser ved Midten af 1934 en Fordeling i følgende 3 Grupper:
31) „Die Rüstung der W elt" angiver for Udgangen af 1934 3250 Flyvem askiner i 1’ Linie og 1075 i 2’ Linie, hvoraf ca. 1/3 er Bombeflyvemaskiner. Den nuløbende „Fem aarsplan" forudsæ tter for 1938 5000 Flyvemaskiner i 1’ Linie.
Panserbiler, Tanks, Flyvemaskiner.
Dislokationsomraade: F ra Tshita langs Jernbanen til Srjetensk og mod Sydøst til Borzja.
Den Fjern-Østlige Specialarmé omfattede endvidere en artilleristisk Arméreserve, og dens Hovedkvarter blev for et Par Aar siden forlagt fra Tshita til Khabarovsk. Man maa formode, at Hovedparten af denne Armé hører til den Røde Armés Kadretropper. Som en fjerde Gruppe kan man betragte de af Sovjetunionen organiserede og udrustede mongolske Tropper32), hvoriblandt der ogsaa skal findes Enheder af Frivillige med Sovjetrussisk Statsborgerret. Disse Tropper var i 1934 organiseret i et Armékorps med Hovedkvarter i Ulan-bator (Urga), og deres Dislokationsomraade strækker sig formentligt østpaa til Kerulen i Nærheden af Grænseegnene mellem det ydre Mongoli og Manshuriet, hvorfra Forbindelse med Transbajkalgruppen kan opnaas. Som det kan ses paa Oversigtskortet har Sovjetunionens Centralregering planlagt en Jernbaneforbindelse fra Hovedstaden Verkhne-Udinsk i den til Unionen hørende Burjato-Mongolske Republik til Grænsebyen Kjakhta, hvorfra Jernbanen efter Overenskomst med Regeringen i det ydre Mongoli skal fortsætte til Ulan-bator. Det er klart, at en Jernbaneforbindelse maa høre til Forudsætningerne for et effektivt militært Samarbejde mellem de to Stater, men foreløbigt er Forbindelsen etableret ved Hjælp af Automobiler.
I 1934 regnede udenlandske Militærforfattere med, at Sovjetunionen kunde disponere over en Snes Divisioner af den Røde Armé til et Felttog i Fjerne-Østen, og at Japan kunde anvende et lignende Antal Divisioner i Manshuriet efter Mobilisering af sin Armé. Det maa antages, at dette Styrkeforhold med Tiden ændres til Sovjetunionens Fordel. Mere uoverskuelige er de mongolske og manshuriske Troppestyrker. Manshukuos Armé33) skal i 1934 være blevet reorganiseret i 26—27 blandede Brigader, der hver bestaar af 1 Rytterregiment og 1 Infanteriregiment, samt i 7 Rytterbrigader med hver 2 Rytteregimenter, hvortil yderligere kommer 4 Troppegrupper, der hver omtrent er ækvivalent med en Brigade og er forlagt til Grænseomraadet ved Mongoliet. Til denne Armé, der er udrustet og organiseret af Japan, kan ifølge Udtalelser af Marskal Blücher ogsaa regnes Troppestyrker af russiske Emigranter.
32) Se f. Eks. Oblt. Rydebergs A rtikkel i „N y M ilitær T idsskrift" N r. 5 / 1934.
33) Arm aments Year-Book, 1935, der angiver Arméen til ca. 75.000 Mand.
Med Hensyn til Japans militære Virksomhed i Manshuriet skal Marskal Blücher endvidere paa Unionens Sovjetkongres i Begyndelsen af 1934 have forklaret, at Japanerne i Manshuriet havde anlagt betydelige Strækninger af strategiske Jernbaner og Landeveje heimod Sovjetunionens Grænser, og at de i Trekanten Mukden—Kharbin—Tsitsikar samt nord derfor havde etableret henved et halvt Hundrede Flyvebaser. Nærværende skematiske Kort 3, der er kopieret efter et Kort i „Archiv für
Eisenbahnwesen“, Aargang 1934, viser de daværende og projekterede Jernbaner i Manshuriet og er forsaavidt i Overensstemmelse med Meddelelserne fra ovennævnte Øverstkommanderende over Fjerne-Østens Specialarmé, som det tydeligt viser strategiske Formaal. Med det sydlige Manshuri som operativ Basis udbygger Japanerne øjensynligt en strategisk Centralstilling, der tager Sigte paa en effektiv Udnyttelse af de korte indre Marchlinier. Opmarchrummene markeres mod Nordvest af Stationerne Solun og Hailar, mod Øst af Stationerne Yenchi og Hailin. Endvidere markerer Nono og Chansing Støttepunkter paa de sekundære Operationslinier nordpaa, nemlig Trakten over Mergen til Aigun og Sungaridalen.
I foranstaaende Orientering er fremdraget tre Grupper af Faktorer, som er bestemmende for Sovjetunionens Magtudfoldelse i Østasien. Saavel paa geografiske, industrielle og militære Omraader kan der i Sovjetunionen konstateres betydelige Forbedringer og Forstærkninger siden den Russisk-Japanske Krig, 1904/05, men i det her omhandlede Problem maa disse Fremskridt stedse ses i Relation til Japans. Sovjetunionens militærgeografiske Stilling i Fjerne-Østen er gunstigere, end Ruslands var for 30 Aar siden, Japans derimod er blevet ugunstigere i disse Aar som Følge af Flyvevaabnets og Undervandsbaadenes nuværende Angrebsevner og Rækkevidde34). Medens Hensynet til Flaadestationen Port Arthur i 1904 tvang Russerne til at lægge Opmarchrummet saa langt sydpaa, at Japanerne fik strategisk Overvægt, saa opmarcherer den Røde Armés Troppestyrker nu i eget Land dækket af betydelige Vandhindringer eller Befæstninger. Omvendt maa Japanerne nu opmarchere i et Land, hvis store kinesiske Befolkning ikke er paalidelig35), og den tidligere store Forskel paa Længden af Modstandernes Forsyningslinier til de sandsynlige Kamppladser er blevet stærkt reduceret. En Svaghed ved den Røde Armés Stilling i Kystlandet er naturligvis Amurbanens og Ussuribanens udsatte Beliggenhed for Flyverangreb, og selv om parallelt løbende Automobilveje og en rigelil Automobilpark tilligemed produktionsdygtige lokale Industrier kan formindske Ulemperne ved Jernbaneafbrydelser, saa maa dog disse Baners Supplering med Jernbaneanlæg længere borte fra Grænsen anses for vigtige strategiske Fremtidsmaal. Som Supplement til Ussuribanen kunde man f. Eks. tænke sig en Jernbane anlagt fra Khabarovsk omtrent langs med 135’ Meridian mod Set. Olga Bugten og med Sidebaner til Iman og Spask paa Ussuribanen. En saa dan Bane vilde tillige være et strategisk Modtræk mod eventuelle Landgangsplaner fra Japanernes Side. I det 150 km brede Rum mellem Hanka Søen og Amurbugten vest for Vladivostok har Sovjetunionen Mulighed for at udbygge en permanent Forsvarsstilling, der understøttet af en materiel Hjælpebasis i de mineralrige Sikhota-Alin Bjerge36) kan modstaa Angreb paa Kystlandet og Vladivostok vestfra. Lægger man den i foranstaaende Artikkel givne Orientering til Grund for en Bedømmelse af Sovjetunionens militære Stilling i Østasien, saa vil man kun finde meget svage Holdepunkter for det pessimistiske Syn paa Vladivostoks og Kystlandets Skæbne, som blev anført i Indledningen.
J. A. Bertzow.
34) I det engelske M ilitærorgan „Army, Navy and A ir Force gazette" for 31’ Okt. 1935 h ar Brigadier-General W aters anført, at Sovjetunionens store Bombeflyvemaskiner kan naa Tokio fra Fjerne-Østen i Løbet af 3—6 Timer, henholdsvis enkelt- eller gruppevis.
35) „Die Rustung der W elt" angiver, at Japan før 1931 til Bevogtning af den sydm anshuriske Jernbane anvendte 6 Batailloner eller 15 Mand pr. km.
36) Se Wl. K. Arsenjew: In der Wildnis Ostsibiriens, Berlin 1930, Bd. II, Side 35, hvor disse Bjerges Muligheder for en Grube- og M etalindustri omtales.
