Studier over Danmarks Hærvæsen i det 16de Aarhundrede

Af Oberst Emil Madsen.

IV. Befæstningerne.

Kjøbenhavn. I Kommission hos Vilhelm Tryde. 1901.

Tilføjelser og Rettelser.

Side 306, Anni. 1 hedes tilføjet: Jvf. Heise, Skihykrøniken, Kbh. 1890—91. 183, Anni. 3.

— 307, Amn. 1 hedes tilføjet: Ifølge Secher, Danmark i ældre og nyere Tid , II, Kbh. 1875. 13 fly. in aa Muren dog antages at hidrøre Ira Christian IV"s Tid.

— 308, Antn. 1 hedes tilføjet: Ifølge Trap 1. c. 3. Udgave IV, 580 findes der endnu nogle Levninger af Volden.

— 313, Anni 1 hedes rettet til: Sulini, Samlinger til den d. Hist. II, 1. S. 131. Søren Norby undlod dog at bygge dem (Sulini, Samlinger til den d. Hist. II, ti. S. 31 i) -

— 347, 4. Linie f. o. af bedes rettet til: i.

— 351, -i. — f. o. af svenske Tropper bedes rettet til: med Bistand af hvervede Tropper m. fl.

Unionstiden.

Naar Ordet Befæstning ikke tages i en snæver Betydning, kan det siges, at der ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede fandtes tre Klasser af permanente Befæstninger, nemlig kongelige og biskoppelige Slo tte'), befæstede Byer og befæstede Adelsgaarde. Foruden disse fandtes der fra gammel Tid enkelte Kirker, hvis Bygninger vare nogenlunde egnede til et Forsvar; men de kunne næppe betragtes som opførte med ef særligt Hensyn til samme2). Tilfældigt kunde en Kirke ligesom i senere Tider blive benyttet under en K am p ; men i det Hele taget kunde ingen Kirke indgaa i de permanente Befæstningers Række, og mod Kirkernes Brug til Forsvarsøjemed havde Gejstligheden allerede forlængst nedlagt Indsigelse3). Indtil det 16. Aarhundrede havde for Danmarks og i det Hele taget do nordiske Landes Vedkommende den støi'ste Modstandskraft maattet tilkendes Slottene.

De befæstede Byer kunde ikke sættes i Række med dem, hvad der nærmest synes begrundet i , at en Bys Befæstning fra den tidlige Middelalder var et Anliggende, med Hensyn til hvilket Kongen vel havde en Højhedsret, saa at han ved sin Foged kunde lade udføre et Tilsyn med de Værker, som fandtes, og befale eller forbyde Anlæg af saadanne, men som i øvrigt alene vedkom Byen selv ’ ). Der maatte derfor i Byen findes en forholdsvis talrig og velhavende Befolkning, for at den ikke skulde behøve at nøjes med nogle tarvelige Jordvolde, men kunde blive omgiven af de svære Mure, som ydede det bedste Værn, saa længe det hovedsagelig var de blanke Vaaben, der gjorde Udslaget i Kampen. Fra først af synes Opførelsen af Værkerne endog ikke at have været et Fællesanliggende for den paagældende Bys Indbyggere 2).

Betydningen af den nye Art svære Skyts, som lige var opkommen ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, lod sig dog snart mærke, vel mindre i Begivenhederne herhjemme end gennem Erfaringer fra Udlandet, men dog saa meget, at der alt henimod Slutningen af Aarhundredets første Tiaar kan spores en Forandring i Slottenes og de befæstede Byers indbyrdes Stilling. Som Forholdene vare ved Aarhundredets Begyndelse, stod dog endnu Slottene som de væsentligste af Rigets Befæstninger, og det var et ikke ringe Antal, som fandtes paa de i strategisk Henseende vigtige Punkter, foruden at der ogsaa fra gammel Tid fandtes en Del uden for hine paa Steder, hvor de kun havde en meget indskrænket, lokal Betydning. Paa Øerne og i Landsdelene Øst for Øresund fandtes de vigtigste Slotte ved Overfartsstederne og de Havne, fra hvilke de mest benyttede Veje udgik til det indre af Landsdelene.

Paa Sjæland fremtraadte saaledes i første Række, sikrende Forbindelserne mod Øst, Kjøbenhavns Slot og Krogen ved Helsingør. Derimod manglede der et Slot ved Kjøge, hvor en Bybefæstning dog ydede nogen Erstatning. Mod Vest fandtes tilsvarende Kalundborg og Korsør Slotte. Det kunde synes, at der manglede et Slot ved Skælskør; men om denne By end i langt ældre T id havde haft nogen Betydning som Overfartssted, hvorfor den ogsaa synes at have været befæstet langt tilbage i Middelalderen, saa var denne Betydning da stærkt svunden ind. I anden Række fremtraadte Vordingborg Slot, der tidligere havde været af stor Vigtighed som Befæstning ved Tilgangen til Sjæland Syd fra; men Naturforholdene havde forandret Beskaffenheden af dens Havn. Som andre Slotte, hvis Betydning var bleven svækket paa samme Maade, maa næst efter hint nævnes Jungshoved Slot, Holbæk Slot, Harritsborg paa Roskilde Fjords Østside og det biskoppelige Bistrup paa sammes Vestside. Slotte, som ifølge deres Beliggenhed kun havde en ren lokal Betydning, men dog endnu vare ret modstandsdygtige ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, vare Gurre, Søborg og de biskoppelige Slotte Hjortholm (ved Furesøs sydøstre Hjørne), Gjorslev (i Stevns), Dragsholm og Saltø. Svage og maaske næppe at betragte som synderligt befæstede vare vel nok Dronningholm (paa en Halvø i Aresø, tæt ved Frederiksværk), Abrahamstrup (det nuværende Jægerspris), Skjoldnæs og Tryggevælde, om hvis Tilstand dog omtrent intet vides *).

Paa Øerne Syd for Sjæland var Stegehus en særlig vigtig Befæstning saavel med Hensyn til Besiddelsen af det for Angreb paa Søsiden meget udsatte Møen, som med Hensyn til Overfarten fra denne 0 til Sjæland. Det vigtigste Overfartssted mellem Falster og Laaland forsvaredes af Nykjøbing Slot, der tillige havde Betydning dels for den stundom benyttede, umiddelbare Overfart fra Nykjøbing til Tyskland, dels ved sin Beliggenhed paa Vejen gennem Falster fra Gjedser. Laaland besad Slotte paa to af de vigtigste Tilgange, Aalholm og Engelborg eller Nyslot ved Nakskov, det sidste dog først fra c. 1510, da det blev bygget, efter hvad der angives, til Dels af Materialier fra Slottet Ravnsborg (i Birket Sogn paa Laalands Nordkyst). Dette synes tidligere at have haft en vis Betydning ved at beskytte en Tilgang til Øen gennem en Forgrening af Staaldyb, men efterhaanden havde det mistet denne og ophørte derfor at være Befæstning 2). Derimod var Rødby, der ofte benyttedes som Overfartsted til Heiligenhafen, ikke beskyttet.

Paa Fyen var Nyborg Slot den vigtigste Befæstning. Nogen Betydning med Hensyn til Overfarten over Lillebelt kunde maaske tillægges Hindsgavl. Mindre betydende vare Slottene i det indre af Øen, Hagenskov (tæt ved det nuværende Frederiksgave), Næsbyhoved (ved Odense), Rugaard og det biskoppelige Ørkel (ved Svendborg). Paa Langeland var Tranekjær Slot Øens Støttepunkt. Det biskoppelige Kjærstrup (ved det nuværende Valdemarsslot) paa Taasing var næppe stærkere befa:stet end mange Adelsgaarde, og den ret vigtige Tilgang til Fyen, som Kerteminde Havn dannede, savnede ganske en Befæstning.

I Landsdelene Øst for Øresund fandtes ligesom paa Øerne de væsentligste Befæstninger ved de vigtigere Havne. Saaledes fremtræde i første Række Helsingborg, Laholm , Varberg og Sølvesborg Slotte. Ved Malmø fandtes en befæstet Kongsgaard, den saakaldte Møntergaard, som dog næppe kan anses for at have haft betydelig Styrke. Ved Halmstad og Landskrona fandtes ingen Slotte; men Bybefæstninger ydede Sikring. Ved Falkenberg havde der i Middelalderen været et Slot, men efter at det var blevet nedbrudt og ødelagt 134G, var det ikke atter blevet opført. Tæt ved den væsentligste Havn paa Skaanes Østside, Sømraershavn (nu Simrishanm), laa Gladsax Slot, som dog næppe har besiddet synderlig Modstandsevne >). Ved Havnene paa Skaanes Sydkyst fandtes ingen Slotte, ej heller ved de blekingske Havne, Sølvesborg fraregnet. Af Slottene ved Skanør og Falsterbo, som havde haft stor Betydning i Middelalderen, fandtes endnu det sidstnævnte, men ansaas næppe mere som en Befæstning. Egentlige Grænsefæstninger mod Sverig fandtes ikke, hvad der vistnok hovedsagelig var begrundet i de uvejsomme Landskaber, som i det Hele taget forekom langs Grænsen, baade paa dansk og paa svensk Side. Derimod fandtes der enkelte Slotte i det indre af Skaane og Bleking, men kun med ren lokal Betydning og næppe synderligt stærkt befæstede, saaledes i Skaane Lindholm (ved Borringe Sos Vestside, c. 3 Mile Sydøst for Malmø), det kun en M il fra samme, mod Øst fjernede, biskoppelige Nåsbyholm, den biskoppelige Borreby Gaard (c. 2 Mile Nord for Malmø, ved Loddcån), Beridsholm Slot (i Nærheden af det nuværende Bjersjo Ladugård i Kårrstorp Sogn, c. 4 Mile Nord for Ystad), samt det biskoppelige Slot ved Ahus. Tilsvarende fandtes i Bleking det biskoppelige Elleholm (tæt ved Udløbet af Morrums An) og Lykaa Slot (ved Lyckeby Ån, c. 1 Mil Nordøst for Carlskrona).

Paa Bornholm var det biskoppelige Hammershus et af Landets fasteste Punkter, og af stor Betydning for Besiddelsen af Gotland var det stærke Visborg i Forbindelse med det befæstede Visby. I Nørrejydland var den Grundsætning at befæste de vigtigste Havne fraveget1). Navnlig fandtes der hverken ved Grenaa eller ved Aarhus noget Slot; sidstnævnte Sted traadte en Bybefæstning dog til Dels i Stedet herfor. Vægten var især lagt paa at beskytte Sydgrænsen og enkelte Overgangssteder over Vandløbene i det indre, dog for de sidstes Vedkommende uden nogen egentlig Plan. Sydgramsen bevogtedes af de tre Slotte, Koldinghus paa den østre Landevej, Skodborg Slot ved Oksevejen, Riberhus paa den vestre Landevej. Ved den fjerde, mindre vigtige Tilgang, Folding Bro, fandtes intet Slot. Hønborg, som laa i Nærheden af Snoghøj, kunde der maaske tillægges nogen Betydning i Forbindelse med Hindsgavl for Overfarten over den smalleste Del af Lillebelt, medens det dog tillige maa tages i Betragtning, at Færdslen fra Danmark til Sønderjydland og videre til Udlandet paa denne Side som oftest gik fra Assens over Orøsund til Haderslev. Med Undtagelse af Aalborghus, der var særlig vigtig med Hensyn til Overfarten over Lim fjord, havde de øvrige Slotte i Nørrejydland nærmest kun en ren lokal Betydning. Som saadanne maa nævnes paa Østsiden af Landet Slottene Bygholm og Skanderborg, det biskoppelige Aakjær (c. 2 Mile Øst for Horsens), Tordrup Slot (det nuværende Frisenvold), hvilke til Hobe dog næppe havde stærke Værker, endvidere Ivalø. I Midten af Nørrejydland fandtes de biskoppelige Slotte Silkeborg og Hald, derhos Skivehus. Paa Vestsiden fandtes Lundenæs Slot, der kunde tjene til Støtte for et Forsvar ved Skjcrnaa, og det biskoppelige Bøvling (nu Ryssensten). Ligesom Skivehus vare disse Slotte dog næppe synderlig stærkt befæstede. De Slotte, som fandtes Nord for Lim fjord, havde ligeledes kun en indskrænket, lokal Betydning og kunde ikke henregnes til de stærkere. De vare Aastrup Slot (ved Hjørring), Ørum Slot (i Thy) og det biskoppelige Sejlstrup. Lunde Slot paa Sydspidsen af Mors synes ogsaa at maatte tilkendes de samme Egenskaber.

Delingen af Sønderjydland havde blandt andet bevirket, at de Befæstninger, som fandtes i denne Landsdel, kun under visse Forhold kunde betragtes som sikrende Danmarks Hige i sin Helhed. De kongelige Slotte i hin Landsdel vare ved Aarhundrcdets Begyndelse det lille, mindre betydelige Brundlund, der var blevet opført ved Aabenraa i Stedet for det 1411 nedbrudte Slot i denne By, Tørning, Sønderborg og Nordborg Slotte, Flensborg Slot, ogsaa kaldt Duborg, og Glambæk Slot paa Femern. I den umiddelbart under Kongeriget hørende Del a f Sønder- jydland fandtes derhos det mindre betydelige Trøjborg (c. l 3/4 M il N. V. for Tønder), da pantsat til Bispen i Ribe. De hertugelige Slotte vare Haderslevhus, Runtoft og Tønder Slotte1), Gottorp, afbrændt 1492, men kort efter genopbygget og særdeles stærkt befæstet, og Tielenborg (paa en 0 i Eider, i Ervde Sogn), hvilket Slot dog var blevet erobret og ødelagt A a r 1500 af Ditmarskerne samt indlemmet i Ditmarsken. Slottet i Schwabstedt var biskoppeligt.

Idet Grundtanken ved den første Opførelse af et Slot eller en befæstet Gaard næsten altid kun havde været at sikre det Sted, hvor Befæstningen blev anlagt, saaledes at det var et saavidt muligt betrygget Tilflugtssted for den, som havde det inde, og en Støtte for den Magt, han udøvede over den omgivende større eller mindre Landstrækning, var det Beliggenheden med Hensyn til Jordsmonnet paa Stedet, som først og fremmest havde været afgørende ved Anlæget. Undertiden kunde det vel hænde, at særlige Omstændigheder, som Opretholdelsen af Herredømmet over en Havn eller en Snævring, ogsaa vare tagne i Betragtning, ligesom ogsaa Beliggenheden i Nærheden af en i den daglige Samfærdsel fortrinsvis benyttet Vej kunde spille en vis Rolle; men da det ikke var Landet i sin Helhed, hvis Forsvar havde været bestemmende, kunde det ikke være andet, end at Tilfældigheden i ikke ringe Grad havde sat sit Præg paa Slottenes Fo rdeling. Stridigheder mellem Kongen eller Bisperne og dem, der til en vis Tid havde nogle af Slottene inde, samt andre Forhold havde tillige grebet ind og bevirket, at nogle Slotte, der havde haft Betydning længere tilbage i Middelalderen, ikke vare bievne genopførte, efter at de vare ødelagte, eller at de vare bievne overladte til Forfaldv). medens derpaa til en anden T id andre vare bievne byggede. Nogle kongelige og biskoppelige Gaarde, der ikke ere nævnte ovenfor, og om hvilke det er højst tvivlsomt, om de havde nogen som helst Betydning som Befæstninger, fandtes ogsaa, uden at det behøves, at de drages frem her '). Paa samme Maade som med Slottene og de kongelige og biskoppelige Gaarde var det gaaet med Bybefæstningerne, om end de Aarsager, som havde fremkaldt Anlægene, ved dem havde været mangfoldigere, idet der med en baade mod ydre Fjender og mod Naturkræfterne nogenlunde betrygget Beliggenhed havde maattet forene sig en til Dels paa denne og til Dels paa Borgernes egen Driftighed grundet Fremgang i Ilandel og al Slags anden Næringsbrug, for at der kunde fremkaldes et Anlæg af Værker, medens omvendt en Tilbagegang kunde bevirke, at Værker, som til en Tid havde bestaaet, atter bleve nedlagte eller overladte til Forfald. Ikke mindre end ved Betragtningen af Slottene synes der derfor at hvile et vist Tilfældighedens Præg over Bybefæstningerne, som de vare ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, naar de betragtes i deres Helhed.

Nogle Steder havde Forholdene bevirket, at der var blevet anlagt baade et Slot og en Bybefæstning tæt ved hinanden, og i saa Tilfælde vare Slottet og Bybefæstningen i Beglen anbragte i en vis Forbindelse, saaledes at Slottet beskyttede en Del af Yderlinien, og Bybefæstningen det øvrige af denne. I andre Tilfælde vare de aldeles uafhængige af hinanden, og ikke sjældent fandtes der paa Stedet kun Bybefæstningen og intet Slot. Her maa det dog straks, ligesom ogsaa med Hensyn til det følgende, bemærkes, at Oplysningerne om Bybefæstningerne i det her omhandlede Tidsrum ere ufuldstændigere og usikrere end Oplysningerne om Slottene og de kongelige og biskoppelige Gaarde. Da Bybefæstni ngerne vare kommunale Anliggender, ere de nemlig kun ganske lejlighedsvis omtalte i de kongelige Skrivelser, som udgøre den store Masse af de til vor Tid bevarede Aktstykker. Byernes Forhold ere derhos langt mindre gjorte til Genstand for historiske Undersøgelser end Slottenes, og kun for temmelig faa findes der offentliggjort større Skrifter om deres 1 listorie eller Samlinger af oplysende Aktstykker.

Selvfølgelig var blandt alle Bybefæstninger i Danmark Kjøbenhavns den vigtigste, dog derfor næppe stærkere end adskillige andre Byers. Her beskyttede Slottet Havnen og Tilgangen fra Søsiden, Bybefæstningen det øvrige af Byens Omraade. Kjøge maa have være befæstet eller er blevet det i hin T id , eftersom det berettes, at Grev Kristoffer af Oldenburg efter sin Landgang 1534 satte de forfaldne Værker om Byen i S tand*). Dot stemmer hermed, at Frederik I. 1531 udtalte, at Christian II. forventelig vilde søge at belejre og sætte sig fast i Kjøge, Landskrona eller Stege, hvis han under det Angreb paa Danmark, med hvilket han truede, ikke kunde blive Herre over Ivjøbenhavn eller M alm ø2). Vordingborg By havde været befæstet, men var det ikke længer. Hvorvidt Kalundborg By har været befæstet, kan ikke bestemt siges; men Sandsynligheden er ikke for d e t3). Helsingør var næppe befæstet ved Aarhundredets Begyndelse; men 1508 opfordrede Kongen Byens Øvrighed til at omgive Byen med Grave og anden Befæstning af Hensyn til de truende Krigsforhold. Klostrene i Byen m. fl. skulde bidrage til Udgifterne 4). Hvorvidt der virkelig er blevet opført en nogenlunde fyldestgørende Befæstning, kan dog ikke ses.

Dog fandtes der i alt Fald i Aarene 1625— 30 en Mur langs Stranden til hen imod Kronborg, medens den øvrige Del af Byen kun var omgiven af Grøfter og Stengærder 1). Her som i flere andre Havnebyer synes det at have været Strandsiden, som man først søgte at beskytte. Paa Øerne Syd for Sjæland var Stege befæstet, som allerede den foran fremsatte Udtalelse af Frederik I. angiver. Dette stemmer med Beretningen om, at Byen besad Grave, Vold og Mur, da Lybekkernes Angreb paa den blev afslaaet 1510 2). Nakskov synes ikke den Gang at have været en Fæstning, men at være blevet det kort efter 1510.

Fyen var forholdsvis rigt paa befæstede Byer, dog var Nyborg næppe endnu en Fæstning ved Aarhundredets Begyndelse. Derimod besad Odense Værker, som dog ikke synes at have været holdte i ordentlig Stand; thi i et Tingsvidne af 1495 tales der om Bygninger paa Byens Vold 3). De ere næppe heller senere bievne forbedrede, at dømme efter de Beskrivelser, der haves over enkelte Dele af Værkerne, og den Lethed, med hvilken Byen flere Gange blev indtagen under Grevens Fejde 4). Assens’ Fæstningsværker omtales vel først 1530 5) ; men Værkerne have dog sandsynligt været en Del ældre. A t de havde en betydelig Styrke fremgaar af den langvarige Belejring i Grevens Fejde. Begivenhederne i denne Krig tale ogsaa for, at Faaborg var befæstet. I Jydland vare Aarhus, Aalborg og Randers vistnok de eneste befæstede Byer x). Angaaende den første af disse haves en Skrivelse, der henføres til c. 1509, og i hvilken der fremsættes en Opfordring til Byens Øvrighed om at lade grave om den nordre Side af Byen, og i en Skrivelse af 1512 nævnes Volde og Grave, dog saaledes, at man maa antage, at de ikke længer vedligeholdtes som Fæstningsværker2). Fo r Randers Vedkommende synes det at fremgaa a f Beretningerne om Grevens Fejde, at Byen da endnu var befæstet3). Ved Aalborg nævnes Byens Grave 1481, 1506 og oftere, og i et Kongebrev af 1513 nævnes Byens Vold. 1515 findes der tildelt en af Borgerne i Byen et Stykke Jord paa det Vilkaar, at der ikke derved skulde være foregrebet, at Byen kunde bruge Jordstykket, hvis den ønskede det til Befæstningsanlæg4). Intet tyder hen p a a , at Ribe har besiddet Fæstningsværker ved det 16. Aarhundredes Begyndelse. Derimod synes det ikke lang Tid derefter at have været bragt paa Bane at befæste Byen; thi i en Kvittering, der er udfærdiget af Sigbrit 1521 for Accise af Byen, siges, at Byen skulde have en Fjerdedel af Pengene til at bygge Porte, Mure og Broer, og hvad den ellers trængte til at faa bygget5).

I Skaane vare Malmø og Landskrona de væsentligste befæstede Byer. Ved Malmø var der 1336 blevet anlagt Grave til Beskyttelse af Byen. Her laa Montergaarden ud imod Enceinten 1), og dens Yderlinie var en Del af den Mur, som man samtidig med Gaarden (c. 1434) opførte i Byen mod Søsiden, og som senere blev fortsat paa tilstødende Sider a f Staden og bragt i Forbindelse med de Volde, der afsluttede Befæstningen2). Ved Landskrona kan det være underkastet nogen Tvivl, om Værkerne vare ældre end 1525, da Søren Norby lod Byen befæste som Støttepunkt imod de Frederik I. hengivne Tropper, der havde besat Malmø 3) ; dog skulde det ikke synes, at han har formaaet at befæste Byen ganske fra nyt af i den korte Tid, i hvilken han besad Byen uforstyrret. Ystad og Ahus nævnes som befæstede 1525, men ere dog muligt først bievne det i hint urolige Aar. Lund havde alt i det 12. Aarhundrede været omgivet af Mure og V o ld e 4); men det synes, at de ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede enten ikke længer vare til eller alt for forfaldne til at kunne forsvares. Udenom Trålleborg findes Spor af Grave og Volde; men det vides ikke, fra hvilken Tid de hidrøre. I Halland havde Laholm By været befæstet i en ældre Tid , men besad næppe ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede modstandsdygtige Værker. Derimod vare Varberg By, som indtil Syvaarskrigens T id laa henved 1k M il Nord for Varberg Slot, og Halmstad bofæstede. I Bleking fandtes ingen befæstede Byer, medmindre Ronneby alt da skulde have været i Besiddelse af nogle Værker. Derimod besad Visby paa Gotland en Bybefæstning, som paa den T id endnu vistnok var den stærkeste i hele Norden. Iler laa Slottet Visborg i Stadens sydvestlige Hjørne, og Slottets Yderlinie dannede en Del af den hele Enceinte. Paa Bornholm fandtes ingen befæstede Byer, og i Sønderjydland synes Slesvig at have været den eneste By, som paa den Tid har været omgivet af Værker. Muligt har ogsaa Flensborg været til Dels befæstet, da der 1558 nævnes et Taarn og Mure, der synes at være fra en betydelig ældre Tid, derhos en gammel Vold 1).

Foruden de ovenfor nævnte Slotte og Byer fandtes der et stort An tal af Adelsgaarde, der til Hobe mindst besad nogle Volde og Grave, og af hvilke enkelte vare saa stærkt befæstede, at de ikke stod synderligt tilbage for de kongelige og biskoppelige Slotte, saaledes at de efter Omstændighederne ogsaa vare at tage i Betragtning ved et Forsvar af Riget. Antallet var meget vekslende i de forskellige Landsdele. Der fandtes ingen paa Bornholm og paa Gotland, meget faa i Bleking og paa Falster, en Del flere paa Laaland og i Halland, færre, end det kunde ventes, i Skaane og paa Sjæland, idet de kongelige og biskoppelige Slotte her vare talrige og besad meget udstrakte Tilliggender; de vare talrigst i Fyen med Taasing og Langeland og især i Jydland. Som en af de stærkeste Adelsgaarde kan fremdrages Glimminge (c. 1 Mil Sydvest for Simrishamn), bygget 14-09 2) ; men adskillige andre gav næppe denne Gaard meget efter, og som et Eksempel paa den Modstandskraft, en saadan Gaard kunde besidde omtrent paa den her omhandlede Tid, kan nævnes, at Lillohus, der laa paa en Holm i Helgeån læt ved det nuværende Kristianstad, 1467 i omtrent et helt Aar med Held modstod en Belejring af Christian I.’s Tropper.

Det følger af sig selv, at Beskaffenheden af de Værker, som fandtes i Befæstningerne ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, var meget forskellig, idet Værkerne nogle Steder vare gamle og ikke synderligt forandrede, medens de paa andre Steder vare flere eller færre Gange ombyggede og mere bragte i Samklang med de vekslende Tiders Fordringer. Der fandtes saaledes i dem repræsenteret flere Standpunkter, over hvilke der lettest faas et Overblik ved Betragtning af den Udvikling, som der i det Hele var foregaaet i Befæstningskunsten her i Landet indtil del 16. Aarhundredes Begyndelse.

Allerede langt tilbage i Oldtiden har der været Trang til Befæstninger, som i de enkelte Egne kunde tjene til Beskyttelse ved et fjendtligt Overfald. Det kan næppe betvivles, at der har været mange saadanne Befæstninger, der i Almindelighed, herhjemme som andre Steder, bestod af en naturlig eller kunstig frembragt Højde, liggende saavidt mulig paa et ved Naturforhold vanskelig tilgængeligt Sted, i Almindelighed paa en Ilolm eller et Næs i et Vandløb, en Sø eller en Mose; hvor der fandtes Bjergland var Stedet sædvanlig en stejl, vanskelig bestigelig Klippe. Uden om Højden anbragtes i det lave Land en Grav, hvor der ikke i Forvejen fandtes en naturlig Hindring, og selve Højden kronedes af en Puække Planker eller Palisader, eller der dannedes paa denne, naar Fladerummets Størrelse tillod det, et Brystværn af Jord eller Stene, med eller uden Palisader. Ofte skulde Befæstningen beskytte et stadig beboet Sted, og der var da paa Højden bygget et Hus af Tømmer inden for Palisaderne eller Brystværnet. Ved Graven, oftest uden om denne, kunde der være bygget en lavere Vold, og til det her beskrevne Anlæg sluttede der sig ikke sjældent et eller flere Fladerum, der ligeledes vare omgivne af Volde og Grave og sandsynligt vare bestemte til under truende Forhold at optage Befolkningen i Omegnen, samt dens og Besidderens Husdyr. Højden, paa hvilken Huset var hygget, fremtraadte da som Kærnen i den hele Befæstning. Det bedste Eksempel paa et saadant Anlæg, som Forfatteren heraf kender, er det Voldsted, der findes tæt ved Pederstrup Station i Fyen. Der er her en rundagtig Banke af c. 130 Alen Tværmaal med Brystværn og Grav og i den ene Kant af Banken en Højde, der for oven synes at have haft c. 30 Alen i Tværmaal. Den hæver sig c. 8 Fod over det indre af Voldstedet, og ind imod samme er den omgiven af en Grav, medens Højden, hvor den gaar ud til Kanten af Banken, har Grav tilfælles med denne. Der har i gammel Tid næppe været faa af denne A rt Anlæg, medens der nu næppe kan paavises flere end et meget ringe Antal. Adskillige Stednavne med Endelsen Borg synes dog at være Minder om saadanne, om end ellers alt, hvad der angaar deres Oprindelse, er gaaet i Forglemmelse, bortset fra de Levninger af Jordværker, der endnu kunne træffes 1).

Som Tiden skred frem , og en større Kultur udbredte sig, erstattede man mere og mere de ældre Træ ­ bygninger med Bygninger af S ten , uden dog ganske atundlade at vedblive mod at anvende Træ paa forskellige Maader. De Danskes og andre nordiske Mænds Belejringer af Paris og London og flere Bedrifter vise den store Færdighed, de besad i Bygningen af Træværker, og at de ej heller stod tilbage i at opføre Bygninger af Brudsten, kan ses af, hvad der endnu er tilbage af saadanne i Storbritannien fra deres T id ’ ). Det kan derfor ej heller betvivles, at de have opført slige Bygninger i deres H jemland, og sandsynligt er der ofte til den saaledes forbedrede Befæstning valgt et Sted, hvor der alt i den ældre T id havde været en Befæstning af Træ. Spor af, at man er gaaet saaledes frem, synes at forekomme, og de i Tidens Løb foretagne Omdannelser af denne og anden A rt ere vistnok en af Aarsagerne til, at der blot kan paavises forholdsvis meget faa Befæstningsanlæg, der ere forblevne urørte efter Oldtiden. Flere af de Voldsteder, som findes afbildede i Resens Atlas, saaledes som de vare noget efter Midten af det 17. Aarhundrede, lede Tanken hen i den nævnte Retning, saaledes Billederne af Ravnsborg, Hindsgavl, Ørkel, Næsbyhoved, Tranekjær, Aastrup og Ørum Voldsteder.

Pedersborg Kirke ved Sorø ligger paa en Højde, hvor der i den historiske Tid er blevet opført en Borg, som dog sandsynligt kun har været bygget af Træ. Den ældste, typiske Form for et Slot eller en Gaard, bygget af Sten, har saaledes været et paa en Højde liggende Hus eller Taarn, opført af Marksten eller Brudsten, omgivet af en Grav og efter Omstændighederne en Vold med eller uden Palisader, som i den ældre Tid. Muren har i Almindelighed bestaaet af en indre og en ydre Skal, hvis Mellemrum var opfyldt af mindre Sten og Stenstykker, lagte i Kalk. Efterhaanden gav man Murene større Tykkelse og Højde, saaledes at Bygningen mere og mere blev et virkeligt Taarn, og forøgede baade paa denne Maade og ved forskellige Indretninger af Rummene i Bygningen den Modstand, der kunde ydes. E t Eksempel paa et saadant Taarn synes at forekomme i det saakaldte Bastrup Stenhus i Uggeløse Sogn ved Kjøbenhavn. Levningerne fremvise dog kun det nederste, i indtil 9 Alens Højde, af et rundt Taarn, hvis Mur paa Inder- og Ydersiden har bestaaet af tilhuggede Fraadsten, medens den indvendige Fyld var Kampsten og Kalk. Taarnets indvendige Tværmaal er 13l /a Alen og Murtykkelsen c. 10. Sandsynligvis hidrører det fra det 11. Aarhundrede ‘ j.

Samtidig havde man dog alt i gammel Tid, især da Riget var blevet samlet, anlagt Befæstninger, som ikke skulde være et Værn blot for det enkelte Sted, men foldet hele Rige. Paa Grund af særegne Naturforhold kunde et saadant lettere anlægges i Danmark end i de fleste andre Lande, og Dannevirke med Kurvirke blev et, vistnok frem for alle andre, fremtrædende Eksempel paa en saadan Befæstning, bygget langt tilbage i Tiden. I det 12. Aarhundrede var det et Værn, om hvilket det paastodes, at G0000 Mand vare rede til at forsvare det, selv om Kongen var ude med sin Flaade 2). Den Kunst at tilvirke brændte M ursten , som her i Landet fremtraadte i det 12. Aarhundrede, kom vel ogsaa til Anvendelse under Valdemar I. ved Dannevirke; men i endnu højere Grad kom den de lokale Befæstninger til gode, og disse fik nu. en mægtig Udvikling, saaledes at man forsømte Rigsbefæstningen og i Slottene søgte den eneste betydende Støtte for et Landeforsvar. Allerede med Hensyn til Aar 1288 siges Gottorp, som det er fremdraget af A. D. Jørgensen, saaledes at have været det væsenligste Værn for hele Danmark l ). Den almindeligste Anvendelse, som gjordes af de brændte Sten paa Slottene og Gaardene, var dels at omgive Stedet med en Ringmur, dels at forbedre, ombygge eller fra nyt af genopføre den Bygning, som var Kærnen i det hele Anlæg. Efterhaanden forøgedes stundom, naar Pladsen tillod det, Bygningernes Antal. Ringmuren lod man afgive Støtte eller Sidemur for Huse, der til daglig Brug anvendtes som Køkken, Bryggers og lignende og bødede saaledes paa den ringe Plads, der fandtes i Hovedbygningen. Man kunde paa Steder, som paa Grund af Naturforholdene vare at anse som uangribelige, nøjes som i ældre T id alene med en Jordvold, der erstattede et Stykke Mur, og man kunde ogsaa undertiden ved en Vold eller Palisader frembringe et Forsvar uden for Ringmuren. Selv om denne og de andre paa Modstand beregnede Mure opførtes af brændte Sten, dannedes der endnu som oftest af disse kun en indre og ydre Skal med indvendig Fyld ligesom før.

Enkelte Befæstninger af den her beskrevne Overgangsform have været til ved Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, saaledes Falsterbo Slot, der ved Udgravning i Nutiden viste sig at have bestaaet af et firkantet Taarn, der vistnok i sine øvre Dele var bygget af brændte Sten. Taarnet var omgivet af en Ringm ur med fire Sider. T il det indre af denne havde nogle Flusbygninger støttet sig, og uden for den fandtes i større Afstand Spor af en dobbelt Række Palisad e r2). Det synes endog, at man endnu i det 16. Aarhundredes Begyndelse ikke har taget i Betænkning at bygge en Befæstning af lignende A r t , nemlig det foran nævnte Engelborg eller Nyslot. Det betegnes i de kongelige Breve fra hin T id som „Taarn“ 1), og i Resens Atlas findes det ogsaa fremstillet som en Ruin af et saadant, i hvis Nærhed der ses nogle Levninger af Mure, omgivne af en Grav.

Det findes fremsat, at det først var ved det Kendskab, som Korsfarerne fik til Befæstningerne i Sydens og Østens Lande, at man erkendte de Fordele , som kunde opnaas ved at forsyne Ringmuren med Taarne, og at saadanne ikke kunne paavises i alt Fald i Europas nordlige Lande førend efter Korstogenes Tid. Dette faar staa hen som en Paastand , der ikke kan bevises. Dog er det sikkert, at man ved de ældre Ringmure, som mangle Taarne , ligesom ved selve Kærnetaarnet, fra først af kun har været betænkt paa et frontalt Fo rsvar og ment, at de svære Mure i sig selv ved deres Tykkelse og Højde gav den bedste Betryggelse 2). Selv efter at Erkendelsen af Fordelene ved at forsyne Ringmuren med Taarne var begyndt at træde dæmrende frem, varede det dog meget længe, inden der lagdes megen Vægt paa at besidde saadanne, og, selv om der byggedes Taarne i Yderlinierne, var det dog endnu vedblivende gennem hele Middelalderen det frontale Forsvar i Forbindelse med Murenes Tykkelse og Højde, til hvilket man især satte sin Lid , og hovedsagelig var det alene med Hensyn til dette Forsvar, samt Forsvaret af Indgangen, der var Befæstningens svageste Sted, at alle Enkelthederne i Bygningerne bleve indrettede. Der opførtes saaledes vel enkelte Steder Taarne i Yderlinierne; men der tilsigtedes ikke megen flankerende Virkning fra dem, og de byggedes derfor ofte kun lidet fremspringende. Som et Eksempel herpaa kan Gurre anføres. Dette Slot bestod, som Udgravningerne have vist det, af en firkantet Bygning eller et Taarn i Midten. Uden om dette var der en firsidet Ringmur med et kun ganske lidt fremspringende Taarn i hvert Hjørne, samt et Porttaarn, og om det Hele en Grav. A lt var kun af ringe Udstrækning. Den største Diagonal fra H jørne til Hjørne i Ydermuren er c. 90 Alen, den største Side i det indvendige Taarn c. 23 og i Iljørnetaarnene 14 til 15. Murtykkelsen er 2*/a til 4 Alen. Den indre Del af Slottet synes at have ligget indtil 7 Alen over det omgivende Jordsmon; men om dette maa tilskrives en Bestræbelse efter at forhindre en Angriber i at faa et væsentligt Udbytte ved at gennembryde det nederste af Ydermuren, eller at Slottet er opført paa en ældre Befæstnings Grund, kan ikke afgøres1). Som et andet Eksempel paa den senere Anbringelse af Taarne kan fremdrages Helsingborg Slot, hvor det indvendige Taarn , Kårnan, endnu fremviser alle Enkeltheder fra gammel Tid. Det har en kvadratisk Grundplan mod c. 24 Alen Side, og en Murtykkelse af c. 7 for neden, 6 højere oppe. Højden a f den gamle Del er c. 100 Fod. I et Billede fra den sidste Del af det 16. Aarhundrede2) viser Taarnet sig med Tinder og fladt Tag. Uden om dette, i ringe Afstand, ses en lav, firsidet Ringmur, og atter uden om denne, vistnok som et videre, yngre Anlæg, i noget større Afstand, en højere Mur med 12 runde og 2 firsidede smaa Taarne, hvert med en Indgang paa den indre Side og udadtil 2 Skydehuller3).

I nogle Tilfælde tillod de naturlige Forhold, at man ikke behøvede at spare paa Plads, naar Udvidelser og Tilbygninger ansaas for ønskelige. Der findes Slotte, hvor den oprindelige Ringm ur omspændte et stort Areal, i Vordingborg Slot saaledes c. 7 Td. Land 1). I saadanne Tilfælde var der da inden for Ringmuren god Plads baade til Kærnetaarnet, som man ved Opførelsen af Ringmuren stundom havde ladet blive staaende inden for denne, centralt eller ikke centralt, stundom bygget sammen med eller optaget i denne, til de Husbygninger, man behøvede, og som efterhaanden voksede stærkt i An tal, og til flere Taarne , hvor saadanne skønnedes ønskelige inden for Ringmuren. Var Pladsen derimod indskrænket, kunde man udvide den ved at bygge en ny Ringm ur uden om den ældste, som paa Helsingborg Slot, og man vandt da baade en Udvidelse og en Forøgelse af Modstandskraften2). Som oftest tillod Pladsen ikke dette, og man maatte da gribe til en anden Fremgangsmaade. Efterhaanden som Fordringerne til Rummelighed og dermed til Husbygningernes Størrelse voksede, byggede man dem mere og mere sammen, derhos højere og højere, saa at de kom til at optage en Del af eller det hele Rum inden for den oprindelige Ringmur. Dens Murværk benyttedes i Reglen som en Side i Bygningerne, og Rummet inden for Muren forandredes saaledes efterhaanden til en Bygning med flere Fløje og en indvendig Borggaard, medens det oprindelige, indre Hovedtaarn indlemmedes i Bygningerne eller stundom tik Anvendelse som Perttaarn. Naacde Fløjene ikke sammen, forblev Ringmuren staaende alene paa det mellemfaldende Stykke og lukkede Borggaarden dér, hvor der ikke fandtes Bygninger, og ligesom det paa enkelte Slotte eller Gaarde kunde være hændt, at der paa det mindst udsatte Sted fandtes kun et Plankeværk i Stedet for Ringmur, kunde det tilsvarende hændes, at kun et saadant lukkede Borggaarden paa en eller anden Side.

Ikke sjældent nøjedes man med at beholde den gamle Ringm ur som Slottets Yderlinie, efter at den var bleven ændret til at være en Ydermur i Slottets Bygninger; undertiden byggede man en ny Ringmur, til hvilken atter nogle nye Bygninger kunde komme til at støtte sig, eller delvis flere Ringmure, naar Pladsen tillod det, og der kunde saaledes opstaa flere Afsnit, som en Angriber maatte indtage, det ene efter det andet, inden han naaede frem til Hovedværket. Sammenbygningerne synes især at være foregaaede, hvor Hoffet plejede at opholde sig, saaledes paa Kjøbenhavns Slot og paa Nyborg Slot; men de forekom ogsaa adskillige andre Steder, saaledes ifølge Resens Atlas paa Holbæk Slot, Dragsholm, Hagenskov, Næsbyhoved, Rugaard, Aalborghus o. fl„ saa at de Former, som Slottene derved fik, vistnok baade herhjemme og overhovedet i Norden kan betegnes som de typiske for den sidste Del af Middelalderen og Begyndelsen af det 1G. Aarhundrede.

Som et rigtignok mindre sikkert Eksempel kan anføres Søborg. Der synes her at have fundet adskillige Ombygninger Sted, men der er levnet saa lidet, at det er særdeles vanskeligt at erkende Forholdene. Adskilligt tyder dog hen paa, at der har været en indre Bygning med vistnok tre Taarne, saaledes som det ses i Søborg Købstads gamle Segl, og uden om denne paa mindst tre Sider en Ringmur. I alle Tilfælde er denne bleven benyttet paa to eller tre Sider som Støtte for sammensluttede Bygninger, hvad enten disse have været blot Husbygninger eller Tilføjninger til det indre til Forsvar indrettede Slot. Sandsynligt have de blot været Husbygninger, da Seglet kun viser Ringmur uden om Taarnene. Det hele Anlæg var ligesom paa Gurre ikke stort. Slottets største Diagonal var omtrent 123 Alen, og Siden i det største af de Taarne, hvis Grundplan tydeligt kan ses, var ikke fuldt 131). Mindst de to Taarne vare firsidede. Som et andet og bedre Eksempel kan anføres Kalundborg Slot i den Skikkelse, med hvilken det findes afbildet. Inderst ses en firkantet Hovedbygning med to Taarne og en indre Slotsgaard, uden om denne en Ringmur, og tæt op ad dennes indvendige Side andre fire Taarne og to Husbygninger2). Som et tredje Eksempel kan anføres Hammershus, hvis Levninger vistnok omtrent ganske vise Tilstanden, som den var i det 1G. Aarhundrede8). Her fandtes inderst en omtrent firsidet Hovedbygning med Taarne og Fløje, der synes ikke ganske at have naaet sammen, saaledes at Slotsgaarden paa en mindre Strækning kun begrænsedes af en Mur. Uden om denne Bygning fandtes i en Afstand af indtil c. 100 Alen en femsidet Ringm ur med nogle Taarne og Husbygninger, og atter uden om denne, paa den ene Side nær, var der igen i ret betydelig Afstand en Ringmur med, som det synes, kun et Porttaarn4).

Undertiden foretoges ogsaa en Forandring af det ældre paa den Maade, at man ganske sløjfede, hvad der fandtes, og i Stedet for byggede et enkelt, stærkt Hus uden Flø je, hvilket da kom til at udgøre Hovedbygningen inden for en ny Ringmur, en Vold eller blot cn Grav. Dette synes dog kun at forekomme ved de Adelsgaarde, der bleve byggede i Slutningen af det 15. Aarhundrede, f. Eks. Glimminge, eller i det 16. T il Befæstningen, saaledes som den her er angivet, sluttede der sig, især henimod Slutningen af Middelalderen, ofte Udenværker af en og anden Art. Det synes naturligst at skælne mellem dem, hvis Formaal var at beskytte et uden for Slottet liggende Omraade med Avlsbygninger og deslige, og dem, som hovedsagelig kun skulde beskytte Indgangen til Slottet eller Gaarden. I sjældne Tilfælde, naar der var særdeles rigelig Plads inden for den yderste Ringmur, kunde Stalde og Avlsbygninger være anbragte inden for denne. Paa B illedet af Vordingborg Slot i ældre T id ses der saaledes inden for Ringmuren Bygninger, betegnede som „det nye Slot“ , Kostald, Hestestald, gammel Lade, ny Lade o. s. v. I Almindelighed var der dog i Slottene og Gaardene, især i de mindre, ikke Plads nok til saadanne Anbringelser. Der manglede vel ingensinde i Hovedbygningen eller inden for Ringmuren et Køkken, Bryggers og et Bagers, samt Forraadskamre, af Hensyn til Fo rsvaret. Vand kunde ligeledes ikke undværes, om det end undertiden kostede meget Arbejde at tilvejebringe en godt sikret Brønd 1). Stundom kunde der vel ogsaa findes tilstrækkelig Plads til de Heste, som Slotsherren og hans nærmeste brugte; men allerede dette synes at have været en Undtagelse; thi selv ved en Befæstning af en saadan Betydning som Varberg Slot, var Ridehestestalden anbragt uden for Slottet, hvad der som bekendt blev en Omstændighed, der i Grevens Fejde hjalp meget til, at Slottet kom i den derværende Krigsfange, Marcus Meyers, Besiddelse. T il Ridehestestalden kunde der slutte sig andre Bygninger, saasoni en Smedje, Værksteder for andre Haandværkere, Materialskure og deslige, der for Bekvemmelighedens Skyld maatte haves i Nærheden. Ikke sjældent vare disse ubeskyttede; men, naar Stedforholdene tillod det, inddroges de ogsaa stundom paa en Maade i Befæstningen, idet man omgav dem med en Grav, der var ligesom en Forgrening af Hovedgraven, og til deres Beskyttelse indrettede Værker, i Reglen af en lettere Art, saasom Volde med Palisader eller Værker af Træ. Der opstod da, hvad der kaldtes en Forborg. Dette Udtryk findes alt brugt i Dronning Margrethes T i d 1); sandsynligt har der dog ogsaa i endnu ældre Tid forekommet tilsvarende Værker; men de ere betegnede paa anden M aade2).

Avlsbrug synes ikke fra først af have været drevet i større Maalestok paa Slottene og Gaardene. Der hørte næppe umiddelbart til disse dyrkede Marker i den første Del af Middelalderen; Jorderne bleve drevne ved Fæstere eller andre Bønder. Undtagelser kunde vel forekomme lidt længere frem i Tiden , og dgr nævnes saaledes allerede 1373 ved Aggersborg en „Grangia“ , ved hvilket Udtryk der vel nærmest maa forstaas en Ladegaard ‘ ). Her siges den at have ligget uden for Slottet, og, hvor Forholdene nærmere kunne undersøges, synes det at have været almindelig Skik at anbringe Avlsbygningerne endog temmelig langt fra Slottet eller Gaarden, ligesom ved Klostrene, da efterhaanden flere og flere Marker bleve indtagne under selve Hovedbygningen og drevne fra denne. Dette nødvendiggjorde da Bygninger og et Folkehold, som der i Almindelighed ikke var Plads til inden for selve Befæstningen, eller som det var uhensigtsmæssigt at anbringe der. Denne Overgang synes nærmest at have fundet Sted i Slutningen af det 15. og i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, og paa den Tid var det saaledes almindeligt, at Ladegaarden, til hvis egentlige Avlsbygninger og Stalde der kunde knytte sig forskellige Udhuse, som havde Betydning for Driften af Jorderne, saasom Slagterhus, Bødkerhus m. fl., var anbragt temmelig langt fra Slottet eller Gaarden, stundom kun mere eller mindre beskyttet ved selve Beliggenheden, stundom eller mere undtagelsesvis ogsaa ved enkelte lettere Værker. Derimod afhang det mere af Naturforholdene, hvorvidt den Mølle, som var et nødvendigt Tilbehør til ethvert Slot eller enhver større Gaard, naar der var Avlsbrug, kom til at ligge nærmere ved eller fjernere fra Hovedbygningen2). Ved Næsbyhoved, der var omgivet af en Sø, som nu er forandret til Eng, laa Ladegaarden saaledes paa en Holm langt ude i Søena), og en temmelig fjern Anbringelse træder ligeledes frem ved næsten alle de Slotte, som ere afbildede i Resens Atlas. Paa Grundplanen af Søborg ses to Jordvolde med en Grav imellem c. 700 Alen S. 0 . for Slottet, tværs over hvad der før var den Halvø, paa hvis yderste, nordlige Spids Slottet er opført. Disse Jordvolde maa formodes i Tiden ved det 16. Aarhundredes Begyndelse at være bievne tilvejebragte som en Tilføjelse til den egentlige Befæstning og som et Værn for, hvad der fandtes uden for denne, hvortil Slottets Avls- eller Økonomibygninger maa have hørt ifølge det Sted, paa hvilket de efter Traditionen have ligget'). Endnu længere frem, i selve det 16. Aarhundrede, synes Forholdene yderligere at have forandret sig nogle Steder, saaledes at man da, efterhaanden som man mindre bekymrede sig om Forsvaret, flyttede Avlsbygningerne hen i Slottets eller Gaardens umiddelbare Nærhed og stundom inddrog dem i Forborgen, som ellers i Almindelighed forefandtes meget tidligere end Avlsbygningerne og ikke havde noget at gøre med dem 2).

Var et Udenværks Form aal nærmest at beskytte Indgangen til Slottet eller Gaarden eller efter Omstændighederne Indgangen til Forborgen, synes det kun i de sjældnere Tilfælde at have fremtraadt i Form af et muret Værk, et Slags ydre Porttaarn , som maatte erobres, inden man kunde nærme sig den B ro , som sluttede sig til det. Nogle, men ikke mange Eksempler kunne anføres. Levningerne af Beridsholm vise saaledes, at Slottet har besiddet en større, firkantet Bygning og et rundt Taarn, der omgaves af en bred og dyb, vandfyldt Grav; uden om denne var der paa Slottes Landside en anselig Vold med en ydre Grav og et Udenværk med et Po rttaarn3). I de allerfleste Tilfælde synes man ved det 16. Aarhundredes Begyndelse ganske at have indskrænket sig til at anvende Værker a f Tømmer eller Træ til i Forbindelse med Volde og Palisader at forsvare Indgangen til Slottet eller efter Omstændighederne Indgangen til Forborgen. Værker af denne A rt nævnes flere Gange i Unionstidens Krige, i Sverig i Reglen med den særlige Betegnelse „Kivenæb“ og lign. Det berettes saaledes om de Svenskes Angreb paa Borgholm paa Øland 1507, at alle Bygningerne uden for Slottet bleve stukne i Brand, at der blev lagt Ild for P o rten , at det saakaldte lvivenæb, der tjente til Portens Forsvar, brændte op, og at Ilden udbredte sig over Forborgen og truede det egentlige Slot, som dog formaacde at holde Stand1).

Det findes fremsat, at der undertiden ogsaa skulde være bygget enestaaende Vagttaarne ved Grænserne af el Slots eller en Gaards Tilliggende, dér, hvor Hovedtilgangene vare, og at nogle muligt skulde findes omdannede til de Bygninger, som endnu i vor Tid lindes paa tilsvarende Punkter, saaledes Skyttehuset ved Hindsgavl, Adlerhus ved Vedelsborg-). Rigtigheden heraf maa dog betragtes som meget tvivlsom. I Modsætning til Slottene og adskillige af Adelsgaardene, maatte Bybefæstningerne af de foran fremdragne Grunde vel som oftest frem træde i en meget tarveligere og langt mindre betryggende Skikkelse. I den første Tid bar Befæstningen ved en By, vistnok ligesom ved Slottene, kun bestaaet af en Vold med Planker eller Palisader og en foran liggende Grav. Plankerne, yed hvilket da almindelig brugte Udtryk der i Befæstningerne betegnedes, hvad man nutildags vilde kalde Palisader, om end de enkelte Træstykker maaske stundom snarere have haft Form af en Planke end af et firkantet Stykke Tømmer1), findes af og til nævnte i Stadsretter og andre gamle Dokumenter, ligesom ogsaa Volden, stundom ogsaa en Mur, dog saaledes, at Plankerne næsten synes at have været betragtede som den vigtigste Del af Værkerne. Efterhaanden, som Velstanden blev større og Folkemængden tiltog, begyndte man at forbedre Befæstningen ved at bygge M ur eller mere Mur, i Havnebyerne vistnok i Almindelighed, som alt nævnt, først mod Strandsiden, derpaa ogsaa i andre Dele af Omkredsen, hvor det syntes, at de lokale Forhold gjorde et Angreb mest faretruende. Enkelte Taarne kom ogsaa til og Værker, der særlig skulde beskytte Porten; men som oftest var man dog ikke endnu ved det 16. Aårhundredes Begyndelse herhjemme naaet saa vidt, at en befæstet Bys hele Yderlinie var en Ringmur. Yderlinien bestod vistnok i Reglen af en Blanding af Mure, naar man overhovedet havde opnaaet at faa saadanne, og Volde med Palisader eller blot de sidste, det Hele omgivet af en Grav. Derhos fandtes der stundom nogle Taarne i Yderlinien og nogle Udenværker ved Portene.

Saaledes var i alt Fald Tilstanden i Kjøbenhavn. A t der her allerede tidlig har været Mur paa nogle Strækninger, maa formodes, da der i Stadsretten 1254 tales om Brøde, begaaet inden for „Byens Mure og Grave“; men at tillige en Sammenblanding, som nævnt ovenfor,, har fundet Sted, synes at fremgaa af Stadsretten 12942), da der her er fastsat Straf for den, som bortfører noget af „Byens V old “ og af de Sten, som høre til Byens Befæstning. Denne Sammenblanding synes at have vedvaret derefter. Paa den Plan af Kjøbenhavn fra omtrent A a r 1500, der er fremsat af Dr. O. Nielsen3), har der ikke kunnet betegnes, hvor der i Yderlinien var Mur, og hvor der var Vold og Planker. Der findes angivet nogle faa Udbygninger, vistnok Taarne, mellem Nørreport og Vesterport og mellem sidstnævnte og Stranden; der findes ogsaa angivet et Taarn udfor Landemærket og et paa Befæstningens sydøstre Hjørne ved Stranden; men Byen kan ikke da have naaet saa vidt, at den besad en hel Ringmur; thi i adskillige Aktstykker fra samme Tid tales der vedblivende om Planker i Yderlinien. I Jordebogen af 1496 er der (foruden Mure og Taarne) nævnt Planker, ligeledes i Breve fra 1497 og 1498x), og et Skøde fra 1511 angaar en Grund i Pilestræde, hvis Bagside gik langs med Plankerne2). De Arbejder, som foretoges paa Befæstningen i hin T id , og til hvilke der haves Kendskab ved de Efterretninger om Kjøbenhavns Regnskaber, som findes for Aarene 1505 til 15573), gjaldt hovedsagelig Portene og nogle Udenværker ved disse, saaledes at Yderlinien i det væsentlige er bleven uforandret, om der end af og til er foretaget Udbedring ogsaa af de Strækninger, hvor der fandtes M u r4). A r ­ bejderne gjaldt 1505 et Bolværk ved Østerport, 1508 Pille r paa Nørreport og et Bolværk i Nærheden af denne. Ordet Bolværk, der kom i Brug henimod Slutningen af det 15. Aarhundrede, omtrent samtidig med og som en Følge af Artilleriets Frem skridt, angik Udenværker, bestemte til at beskytte de mest udsatte Punkter, og betegner her vel nærmest et Værk af Jord og Træ , og ikke, som der senere forstodes ved dette Udtryk, et muret Værk. Paa Grund af den Fare, som Krigen mellem Danmark og Lübeck fremkaldte 1510, blev der udført betydelige Arbejder, saaledes at Øvrigheden i Anledning af dem maatte pantsætte nogle af Stadens Ejendomme *). Disse Arbejder gjaldt ligeledes hovedsagelig Porte og Udenværker. 1510 blev der opført en „Skanse“ (og en Bygning) paa Bremerhohn. Sandsynligvis maa der ved Ordet Skanse forstaas et Jordværk til Havnens Beskyttelse, uden for Yderlinien. Fra samme A a r findes der Udgifter til nogle „Hommeydher“ , blandt hvilke én Vest for „Clare M u r“ , og til Østerports Istandsættelse; 1511 omtales en „Hommeydh“ ved Østerport, Bukke (sandsynligt til Brug ved et Forsvar) og Baand , forfærdigede af en Smed til en af „Hommeydherne“ ; fra 1512 findes Udgifter til Østerports Hvælving og Tagbeklædning. Udtrykket „Hommeydh“ synes at betegne et Slags Bolværk, bestemt til at spærre en T ilgang 2), og da der angaaende den ovenfor nævnte „Hommeydh“ ved „Clare M u r“ tindes Udgift til Kalk og Sten, maa det antages, at nogle af de med dette Ord betegnede Udenværker ere bievne opførte af Mur og muligt ere traadte i Stedet for tidligere Bolværker. I Pontoppidans Origines Hafniensis findes (S. 134) et B illede af Kjøbenhavn 1520, paa hvilket der ses runde Taarne med lave, kegledannede Tage og en Mur med Takker paa Strækningen omkring Nørreport; Øst for denne, hvor der er afbildet et temmelig bredt Vandløb langs med Byens Grænse, ses et Slags Plankeværk. Porttaarnene ere firsidede og have Kamgavle, saa at de ligne de endnu oftest forekommende Kirketaarne. Rigtigheden af dette Billede er vel blevet bestridt med Hensyn til nogle Enkeltheder'); men Billedet synes dog med Hensyn til det her fremdragne at kunne stemme med, hvad der ellers haves Kundskab om.

For Malmøs Vedkommende vides, at man, som nævnt foran (S. 309), begyndte at befæste Byen c. 1434. Den Mur, som da opførtes mod Søsiden, havde 10 med Muren sammenbyggede, fremspringende Taarne. Den angives at have været kun 8— 9 Alen høj og at have haft en Murtykkelse af 3 Sten. Hvad de øvrige befæstede Byer angaar, Visby undtaget, da vides der omtrent ikke mere om deres Befæstningers Tilstand end, hvad der alt er fremdraget foran. Levninger af et stærkt bygget Porttaarn ere fundne i Randers ved Gravning i Gaderne, tillige med Levninger af den Bro, der førte fra samme over Byens daværende Grav. A t der ogsaa her har været en „Hommeydh“ kan sluttes af Navnet „Hovmeden“ paa en af de nuværende Gader. En „Hoffmede“ lindes ogsaa nævnt ved Assens 1530“).

I Modsætning til alle de øvrige Byer i Danmark var Visby, i det mindste tilsyneladende, særdeles stærkt befæstet. De store Rigdomme, som Borgerne her havde samlet, havde gjort det muligt alt tidligt i Middelalderen at opføre en fuldstændig, tned mange Taarne forsynet Ringmur, hvis storartede Ruiner endnu give en tydelig Forestilling om Befæstningens Beskaffenhed. Byen ligger dels paa det øverste af en høj Klint, der baade i og uden for Staden skraaner temmelig brat ned mod Stranden, og dels paa nogle af Klintens Skraaninger og paa den lave Strandbred neden for disse. Muren har i ældre Tid gaaet helt rundt om Staden, naar der til den henregnes Visborgs ydre Mur. Nu er den omtrent ganske sløjfet paa Søsiden, medens den paa Landsiden endnu forefindes omtrent overalt, om end for en stor Del i Ruiner. Den er opført af Kalksten, men hidrører i sin Helhed ikke fra samme Tid. Oprindelig har der været en lavere, kreneleret Mur, som man senere har forhøjet, uden Krenelering. Da den lavere Mur ikke var stærk nok til at bære Forhøjelsen, opførtes paa Indersiden en ny Mur, aftagende i Tykkelse opefter, dog ikke mere end at den kom til at bære en Del af Forhøjelsen oven over den gamle Krenelering. Denne senere eller nyere Mur indeholder forneden spidsbuede Nicher, saaledes at den fulde Murtykkelse forneden kun fremkommer i de stundom bredere, stundom smallere Mellemrum mellem Nicherne, der angives at være IV2 Alen dybe, 5 Alen brede og 3— 4 Alen høje. Nogle have ment, at Hensigten med denne Bygningsmaade kun har været at spare Arbejde og Materialier, dog synes der tillige at have været tilsigtet et Forsvarsøjemed, da Mure, som ligne dem, ogsaa findes udenlands og her efter al Sandsynlighed nærmest ere opførte saaledes for at gavne et Forsva r1). Paa de Strækninger, hvor Muren endnu forefindes temmelig uskadt, har den c. 15 Alens Højde. Det er tvivlsomt, fra hvilken Tid Murene hidrøre. Det vides, at der henad A a r 1288 er blevet bygget Mur om Visby; men om Aarstallet gælder den oprindelige, lavere Mur eller Tilføjelserne, har hidtil ikke kunnet afgøres. Paa Søsiden synes der kun at have sluttet sig nogle faa Taarne til Muren; paa Landsiden findes derimod et ret betydeligt Antal af forskellig Form . De fleste hvile, som Taarne i Almindelighed, paa en i Jorden anbragt Grundvold, og deres Bagside gaar omtrent i Flugt med Murens Inderside, medens de paa Murens Yderside springe temmelig langt frem. De have forneden et flrsidet Gennemsnit, men dette forandres højere oppe til Halvdelen af en Ottekant. De to Hjørner af Firkanten, der saaledes højere oppe vise sig afskaarne, fremtræde for neden som en Slags Murpille med en Tagflade. Taarnene have omtrent den dobbelte Højde af Ringmuren og have indeholdt fire eller fem Etager, de nederste med Hvælvinger, de højere liggende med Bjælkeloft; øverst oppe have Taarnene haft brede Murtakker. I hver Etage er der et smalt Skydeskaar i hver af de ydre Taarnsider, altsaa i alt fem. Det indre Rum i dem er 6 V2 Alen paa den smalleste Led og 8 paa den bredeste. Murtykkelsen er c. 3Vs Alen. I en Del af dem fremtræder derhos den Ejendommelighed, at de mangle Mur eller med andre Ord ere helt aabne paa den mod Byen vendende Side, i alt Fald i de øvre Etager. Foruden disse Taarne, der flere Steder findes i en indbyrdes Afstand af kun c. 150 Alen , er der nogle, som gaa helt op med firkantet Gennemsnit, og disse springe ogsaa frem paa Murens indvendige Side men have ingen aaben Væg. Tillige er der et Taarn med rundt Gennem snit, og nogle Steder findes der imellem de øvrig«' Taarne en særegen, mindre Slags, som man har kaldt Hængetaarne, idet de ikke naa ned til Jorden, men ligesom en Sadel hænge tværs over Muren, springende frem paa begge Sider af samme. Disse synes kun at have haft én Etage, og nogle af dem ere ogsaa aabne i Bysiden. Endelig findes der paa Landsiden tre Porttaarne, der fremtræde med meget større Rum forhold end de øvrige, jordfaste Taarne og formenes ligesom disse at have haft fire eller fem Etager. Graven, der paa Grund af Jordsmonnet ikke kan have været fyldt med Vand, skønnes at have været 30 til 40 Alen bred og 7 til 10 Alen dyb. Nogle faa Udbygninger, der springe indtil 1G Alen frem fra Ringmuren og muligt have gjort Tjeneste som Caponniérer, tilhøre snarest Tiden efter det 16. Aarhundredes Begyndelse, ligesom ogsaa nogle Forgaarde eller Udenværker, der have ligget uden for Portene ifølge et Kort fra 1646).

Som Befæstningerne vare i Slottene, ved Byerne og i Adelsgaardene, da det 1G. Aarhundrede begyndte, tilsigtede de i Reglen, saaledes som det foregaaende viser, endnu hovedsagelig kun et frontalt Forsvar paa nært Hold, navnlig idet mange hidrørte fra en betydelig ældre Tid. De søgte deres Styrke i Murenes Tykkelse og Højde, i Tykkelsen for ved den at hindre et Gennembrud, og i Højden for ved den at gøre en Bestigning vanskeligere. Den foran liggende Grav skulde saa længe som mulig hindre Tilnærmelsen. Karakteristisk for denne Tankegang var, at man flere Steder ikke havde taget i Betænkning at støtte Murene ved Modstandspiller paa den ydre Side. Saadanne ses der at have været paa Dragsholm, i Bymuren ved M alm ø2) og paa Søborg, paa det sidst nævnte Sted dog kun i den vestlige Murlinie, som umiddelbart beskyttedes af den tidligere dér værende Sø, hvis Vandspejl formenes at have ligget c. 6 Alen højere end den nu tørlagte Søgrund. Endvidere kan fremdrages de Foranstaltninger, som man i Reglen havde truffet til fra oven at ramme Angriberen, naar han stod ved Murens Fod eller søgte at bestige den, saaledes Udkragninger med Machicoulis og andre Ud ­ bygninger, der hyppigt først anbragtes, byggede af Træ, naar Angreb skete, fremfor alt en Gang (Vægtergang) paa det øverste af Muren, bagved dens Tinder eller Brystværn, ligeledes ofte dannet af Træ og ved Hjælp af Bjælker, der vare indstukne i Muren, saaledes ved Visby. Mange andre Indretninger i og ved Portene samt i Bygningernes Indre, hvilke alle havde til Formaal at forhindre Tilgang og at gøre det besværligt for Fjenden at komme videre, naar det var lykkedes ham at trænge ind et eller andet Sted, ere dels velbekendte og dels for omstændelige til her at omhandles.

Til en Paavirkning af Angriberne i større Afstand ved Kaste- eller Skydevaaben, var der ikke taget synderligt Hensyn ved Befæstningernes Indretning. Saalænge der ikke havdes Krudtvaaben, formaaede Angriberens Blider og lignende Maskiner ikke at gøre Murene megen Skade, og selv efter at Ivrudtvaabnene vare opfundne, vare disse dog kun sjældent saa virkningsfulde, at der kunde udrettes meget med dem. For Angriberen kom det an paa at nærme sig Befæstningen saa meget, at Graven kunde fyldes, og Maskiner m. m. bringes frem, saa at Muren kunde gennembrydes eller nedstyrtes, eller en Bestigning foretages. For Forsvareren gjaldt det især om at tilintetgøre Maskinerne ved Ild, Nedstyrtning af tunge Genstande og lignende. I Overensstemmelse hermed var det næsten ikke tilsigtet at anvende svært Skyts i Yderlinierne. Der var omtrent intetsteds skaffet Plads til saadant, og i Almindelighed var det derfor ogsaa. kun en ringe Beholdning af saadant Skyts, der fandtes i Befæstningerne. Selv paa Kjøbenhavns Slot fandtes der 1454, ifølge en Liste over, hvad der da overleveredes fra én Lensmand til en anden1), kun 8 Skærmbrækkere med 11 Kam re, 2 „sware“ Bøsser med tilhørende 14 Jærnbaand, 5 Bøsser med 15 Kamre, 3 Kamre til Bøsser og 6 Lodbøsser. Heri er der vel endog maaske indbefattet noget Skyts, bestemt til de Skibe, som Kongen havde at udrede, og naar Beholdningen paa Københavns Slot, som omtrent var det vigtigste i Riget, ikke var større, var den sandsynligt endnu ringere i de fleste andre Slotte. Nogen Forøgelse af Beholdningerne har vel nok fundet Sted i Slutningen af det 15. Aarhundrede; men særdeles store kunne de næppe have været, at dømme efter det ringe Antal af Bøsseskytter, med hvilket man i Reglen synes at have ladet sig nøje i Slottene. Af Inventarielister, der nærmere kunde belyse Forholdene ved Aar 1500, kendes desværre ingen.

Det Skyts, man besad, stilledes i Reglen, ligesom den tidligere Tids Kastemaskiner, paa det øverste af Taarnene og paa de øverste Lofter i Husbygningerne, hvor saadanne fandtes. Skydeskaar for svært Skyts havde man i Almindelighed ikke i de Mure, som dannede Yderlinien, i alt Fald næppe i deres nedre Dele, af Frygt for at de derved skulde blive for meget svækkede. Overhovedet anvendtes der næppe svært Skyts i Yderlinierne, uden fra det øverste af Taarnene eller Husbygningerne i d em '). Forsvaret af dem udførtes for øvrigt alene vod Hjælp af IJaandvaaben. De Skydeskaar, som f. Eks. ses i Taarnene i Visby, ere saaledcs kun indrettede til saadanne. Betydningen af Yderliniens Taarne laa saaledes mindre i den flankerende Virkning, der kunde udøves fra dem end i andre Omstændigheder, der vare betingede af deres Mures Tykkelse og deres Højde. De massive Mure gav dem den passive Modstandskraft, som det ved Mangel paa flankerende Virkning af Skyts kom meget an paa, medens Højden gjorde dem mindre let bestigelige end de lave Mure imellem dem og tillod en friere Udsigt over det foran liggende Jordsmon, dermed ogsaa en bedre Fjernvirkning af Skyts og Kastemaskiner, samt forøget Virkning af de Genstande, der styrtedes ned paa Angriberne fra det øverste af dem. Endelig afgav de i deres Etager Plads til en langt større Besætning, end der kunde være paa Murene imellem dem. Naar Yderlinien dannede en fremspringende Vinkel, var et Taarn desto mere uundværligt, jo skarpere denne var; thi dér vilde en Mur alene eller en Husbygning uden Taarn ikke tillade nogen synderlig Virkning mod en Fjende, som var naaet frem til Yderliniens Fod i den fremspringende Vinkel. Dannede Yderlinien derimod paa en længere Strækning en omtrent lige Linie , vare Taarne vel her mindre nødvendige, men ydede dog ogsaa god Nytte, naar de fandtes nogenlunde tæt ved hinanden, da Angriberen saa mindre let kunde komme hen til Muren imellem dem og først maatte vende sit Angreb imod dem. Derhos formaaede Besætningen i det ene Taarn i saa Tilfælde lettere at understøtte Besætningen i det andet og sammen med den at deltage i Forsvaret af den mellem Taarnene værende Mur. Men, om det saalcdes end var en Fordel at have adskillige Taarne ogsaa paa de lige Linier, forøgedes dog ved dem Omkostningerne ved Befæstningens Opførelse saa meget, at der ikke fremtraadte en Besparelse, som kunde opveje Merudgiften, selv om man i Tillid til Taarnene gjorde de mellemliggende Mure svagere. Medens man derfor kun sjældent undlod at opføre et Taarn , hvor der var en fremspringende Vinkel, sparede man sig ofte Udgifterne til dem paa de lange, lige Linier eller erstattede dem paa billigere Maader, saaledes ved smaa halvrunde eller firkantede Fremspring eller lignende, der vel ikke vare højere end den øvrige Mur, men dog tillod, at man fra dem kunde sé, hvad der foregik ved Foden af h in 1).

Taarnene havde næsten altid enten en cirkelrund eller en firsidet Grundplan. Begge Former havde visse Fortrin og Mangler. De runde Taarne besad større Modstandskraft over for et Forsøg paa Gennembrud og tilstedede en bedre Fjernvirkning til alle Sider ved Hjælp af Kastemaskiner eller Skyts. Derimod kunde der fra dem kun udøves en ringere Virkning mod en Angriber ved Taarnets Fod end fra de firsidede.

I Almindelighed besad Slottene i Middelalderen stor Modstandskraft; men ved det 16. Aarhundredes Begyndelse forandrede Forholdene sig, idet Forladeskytset traadte frem , og over for dette viste Murenes passive Modstandskraft sig kun ringe. Imidlertid var dette Skyts i Førstningen langt fra saa almindeligt, at det kan forudsættes hyppig brugt. Christian II. erkendte Betydningen af det. Det er alt omtalt foran (S. 100), at Støbning af saadant Skyts er begyndt her i hans Regeringstid; men meget er der næppe opnaaet, i det mindste ikke af Belejringsartilleri. Ved en Overenskomst 1517 med den preussiske Stormester tik han af ham Tilsagn om et Laan af 10 til 12 Hel- og Halv-Kartover; men i Virkeligheden fik han kun ét svært S tykke'), efter dets Navn at dømme en c. 50 Pd.s Kartove. Man synes vel ogsaa i hin Tid at have forøget Beholdningen af Skyts i Befæstningerne, og af Inventarielisterne kan det ses, at der i hine Beholdninger stundom fandtes noget Skyts af den nyere Art; men meget var det ikke. Kalmar Slot besad saaledes 1520 i alt 48 Stykker, et forholdsvis stort Antal; men af dette var der næppe liere end to af den nyere Art. Paa Engelborg fandtes 1523 i alt seks Stykker, blandt hvilke næppe noget af hin Art, paa Nyborg Slot samme A a r otte Stykker og blandt dem maaske tre2). Man synes tillige at have begyndt at tage Hensyn til del nyere Skyts i Befæstningsanlægene, og det første Spor til, at dette er sket herhjemme, forekommer maaske i Beretningen om, at der 1510 blev bygget en Vold om Stege Slo t3). Det fortjener ogsaa at bemærkes, at Stockholms Forsvarere under Belejringen 1518 opførte nye Tørn nierskanser til yderligere Forøgelse af de i Forvejen ved Stadens søndre Po rt værende Fæstningsværker, og at disse vare rigeligt besatte med svært Skyts. Sandsynligt betegne de et første Skridt til at frembringe en flankerende Ild ved Hjælp af Skytset1). I Almindelighed synes man dog i Unionskrigene med deres talrige Belejringer at have haft Værkerne uforandrede fra den ældre Tid.

I hine Krige viste Befæstningernes Modstandskraft sig snart meget stor og snart meget ringe. Forudsættes d e t, at Befæstningerne i Sverig og Norge paa hin Tid vare paa det nærmeste svarende til Befæstningerne i Danmark, synes det dog i det Hele taget, som om Modstandskraften allerede da var aftagende i Slottene og tiltagende i de befæstede Byer. E 11 bestemt Forklaring af de Resultater, der opnaaedes ved Angrebene paa de enkelte Befæstninger, er i Beglen umulig ved den knappe Oplysning, som Beretningerne give; men snarest er den vistnok at søge, hvor politiske Forhold ikke vare afgørende, i Beskaffenheden af Artilleriet, navnlig hos Angriberen, bortsét fra den noget større eller mindre Dygtighed og det Mod, som Befalingsmændene paa de angrebne Steder muligt vare i Besiddelse af. Noget Hensyn er der vel ogsaa at tage til Besætningernes Styrke. Den var i A lmindelighed ikke stor til daglig Brug paa Slottene2), og det kunde ikke altid lykkes at faa den synderlig forøget, naar et Angreb begyndte noget pludselig, og dette var ikke sjældent Tilfældet. Byerne havde med Hensyn til Besætningsstyrken et Fortrin , da Borgerne vare de væsentligste Forsvarere. I store Byer kunde Besætningen være saa stærk, at man ikke alene formaaede at holde Værkerne godt besatte, men tillige at have Specialreserver for de enkelte Afsnit og at gøre virkningsfulde U d fald 1). Hvor der ved Byerne fandtes Volde i Stedet for Mure, bevirkede disse, som tidligere havde gjort Modstandskraften ringere, end hvor der fandtes Mure, nu tværtimod en Forøgelse af Modstandskraften, naar Værkerne ble ve beskudte.

Under Oprøret i Norge og i Sverig i Aarhundredets første Aar vare de ældre Forhold uforandrede. Foretagenderne gjaldt hovedsagelig Slottene, og disse viste endnu ofte stor Modstandskraft. Nogle overgav sig vel hurtigt eller bleve hurtigt indtagne, men en Del modstod længe Belejrerne og godtgjorde saaledes vedblivende den Overlegenhed, som Forsvaret besad over for et Angreb, ført med det ældre Skyts. 1501 gjaldt saaledes de Svenskes første Bestræbelser de to stærke, i dansk Besiddelse værende Slotte i Vesterås og Ørebro. Det første overgav sig først efter en Belejring, der varede i omtrent to Maaneder, det sidste efter en Belejring, der varede fra den 10. August til henimod den paafølgende Februar. Ved Bohus, der blev angrebet af de Norske, synes Belejringen at have varet, maaske med en kort Afbrydelse, fra den 25. Januar 1502 til sidst i Juni, da det blev undsat2). Abo Slot i Finland forsvarede sig fra 2. Juli til (1. Sept. 1502. Den kraftigste Modstand vistes dog paa Stockholm Slot, hvor den danske Dronningholdt Stand fra den 30. Sept. 1501 til den 9. Maj 1502, efter at Stockholm Stad, nærmest vel af politiske Grunde, havde overgivet sig alt den 17. Oktb., og Slottets Besætning var smeltet sammen til c. 70 Mand. Ved Kalm ar By, der var helt omgiven af Ringm ur med Taarne, lykkedes det vel de Svenske 1506 at indtage Byen ved Storm , dog først efter tre Maaneders Belejring; men deres Forsøg paa at bemægtige sig Slottet forbleve frugtesløse, da det stadig kunde faa Tilførsel fra Søsiden. Nogen kendelig Forandring kan ej beller spores i den nærmest paafølgende T id , da Lübeck havde brudt den i 1507 sluttede Fred, og Ufred med Sverig atter begyndte. Det lykkedes vel de Lybske under et Angreb paa Gotland 1509 at komme ind i Visby, uvist hvorledes; men Slottet kunde de ikke faa i deres Magt. De bleve slaaede tilbage, da de vilde indtage Stege 1510? og Borgholm udholdt 18 Ugers Belejring, inden dette Slot overgav sig samme Aar.

Da Krigen atter begyndte med Sverig 1517, efter at der fra 1512 havde været en lille Række af roligere A ar som Følge af Fred med Lübeck og Overenskomst med Sverig, vare Forholdene noget mere ændrede, saa vidt synes særlig paa Grund af det nyere Skyts. Stor Modstandskraft vistes saaledes nu af Stockholm. Det lykkedes ikke de Danske 1518 at indtage Staden. Efter c. seks Ugers Forløb maatte Christian II ophæve Belejringen, nærmest dog som Følge af Mangel paa Amm unition og Proviant samt de T ab , hans Hær havde lidt i Slaget ved Bränna Kirke lidt efter den 22. Juli mod en fremrykkende, svensk Ilær. 1520 blev Staden indesluttet i Midten af Maj. Den havde da svært Skyts i Mængde, og Belejringen i og for sig vilde næppe have ført til noget; men den aele politiske Stilling førte til, at Staden overgav sig i September s. A. Den var saaledes nu i de Danskes Besiddelse, indtil Gustaf Vasa vendte sig imod den. Han begyndte Belejringen i Vinteren 1521— 22, men maatte atter ophæve den i April 1522, efter at flere Udfald vare lykkedes særdeles vel. Der blev da i Maj tilført Staden Levnedsmidler, og Trygheden i den var saa stor, at den danske Flaade, der var kommen til Staden, førte en Del af Besætningen og noget af det bedste Skyts med sig til Anvendelse i Finland. Ved Lybekkernes Understøttelse formaaede de Svenske dog atter at begynde Belejringen efter omtrent 4 Ugers A fbrydelse. Skønt Staden nu blev fuldstændig indesluttet og ikke længer havde en talrig Besætning, holdt den dog ud til ind i Juni 1523 l ). Nogle mere umiddelbare Tegn paa den Indflydelse, som den nyere A rt Skyts vilde faa paa Fæstningskrigen, begyndte andre Steder at vise sig. Ved et Angreb paa Kalmar By, som foretoges 1520 af Søren Norby, der i en da sjælden Grad forstod at værdsætte Artilleriets Betydning, blev en hel udækket Murstrækning skudt ned, og Byen indtagen med Storm gennem den saaledes dannede Breche2), og efter at Lybekkerne, der inaa formodes tidlig at have anskaffet en Del Skyts af den nyere A rt, i Aug. 1522 vare landede paa Bornholm og havde begyndt at belejre Hammershus, indtog de det med Storm den 1G. August. De afbrændte ogsaa paa hin T id Helsingør, til Trods baade for det nærliggende Slot og den Befæstning, der sandsynligt fandtes ved Byen; men det siges rigtignok, at Borgerne ikke forsvarede Byen, men straks flygtede til Skovene3). Paa den anden Side var der ogsaa endnu stadig Slotte, som i de samme A a r udholdt Belejringer af lang Varighed, Vesterås Slot saaledes 1521 — 22 i omtrent 9 Maaneder, og Åbo Slot i Finland fra Novb. 1521 til den danske Flaades Ankomst i Maj 1522.

Mod Kjøbenhavn foretog Lybekkerne intet, og skønt de hærgede paa Møen, gav de sig ikke i Lag med Stege og Stegehus. Med Hensyn til Angribernes Fremgangsmaade kan det bemærkes, at der, som det synes, ingen Sinde i Beretningerne om Krigsbegivenhederne er Tale om Løbegrave eller lignende Anlæg. Angriberne synes altid at have nøjedes med at befæste deres Lejre, anlægge Skanser eller Jordværker ved de vigtigste Veje og holde disse besatte og i øvrigt at have opstillet Skytset, som skulde beskyde Fæstningsværkerne, hovedsagelig samlet, bag Jordværker eller Skansekurve paa det Sted, hvor det antoges at kunne gøre størst Virkning.

Ved Siden af de permanente Værker spillede Feltbefæstningerne en stor Bolle i Unionstidens Krige. Man var meget ivrig i at anlægge saadanne, og der findes talrige Eksempler paa Anvendelsen af dem. A f særdeles Betydning vare de saakaldte Braader, vældige Forlmg, som navnlig de Svenske dannede med stor Sindrighed i Sverigs Skovegne, til Dels skjulte og i saa vid Udstrækning, at en hel Uær næsten kunde blive indesluttet imellem dem 1). I Forbindelse med andre Forhindringer og Værn anvendtes de saaledes til Fo rberedelse for Slaget ved Bogesund 1520. Det hvervede Krigsfolk, som udgjorde en Del af den svenske Hær, var opstillet paa Søens Is og havde Fronten dækket af Vaager og Tømmerforskansninger; den ved Udbud tilvejebragte Del af Hæren var opstillet paa Søbredden; alle Veje i Nærheden vare spærrede med fældede Træer, og Braader anlagte i Skovene, saa at Stillingen hovedsagelig blot kunde angribes i Midten, paa Isen, og kun meget vanskeligt omgaas. Blokhuse anvendtes ogsaa ved mange Lejligheder, især hvor der fandtes Snævringer. Det berettes, at L y ­ bekkerne, da de 1520 belavede sig paa at hjælpe de Svenske, havde tildannet store Blokhuse, der kunde adskilles, saa at de kunde føres over Havet1). Stundom benyttedes de ogsaa til at bøde paa Mangelen af permanente Befæstninger et eller andet Sted. Da Søren Norby 1515 tik Island i Forlening paa tre Aar, paalagdes det ham saaledes at bygge to gode, faste Blokhuse dér, det ene ved Kongsgaarden, det andet paa Vespenø2). Ogsaa Jordværker anvendtes undertiden og kunde under særlige Omstændigheder faa en vis Betydning, saaledes den Skanse, som Ditmarskerne havde anlagt tværs over den Vej, ad hvilken den danske Hær drog frem 1500. Spærringer af Sunde og Fjorde med Pæleværk nævnes oftere, saaledes i Braviken 1517; ved Elfsborg var det 1519 den Omstændighed, at der i Jordsmonnet foran Slottets Udenværk var blevet anbragt spidse Pæle og Fodangler, som væsentlig bidrog til, at det foran (S. 325 Anm. 1) nævnte Angreb mislykkedes.

Tiden fra Unionens Ophør til Reformationen.

Paa det Tidspunkt, da Unionen hørte op. var Anskaffelsen af den nye Art svære Skyts skredet frem, dog endnu ikke saa meget, at de: i Beholdningerne udgjorde en synderlig fremtrædende Mængde. Dets Overlegenhed over for den ældre Art Skyts begyndte at blive1 erkendt og dermed ogsaa den Indflydelse, det vilde faa paa Befæstningsanlægene ved at gøre Jordværker formaalstjenligere end Mure. Tiden fra Unionens Ophør til Reformationen er derfor med Hensyn til det her foreliggende Emne mærkelig ved. at det er i den, at de første, mere fremtrædende Forsøg paa at bøde paa de ældre Befæstningsanlægs Mangler skete, medens de Krigsbegivenheder, som indtraf, dels stundom ydede Bekræftelse paa det nye Skytses Overlegenhed og pegede hen paa Nødvendigheden af Ombygninger af Befæstningerne, uden dog bestemt at antyde, hvorledes disse burde være, og dels viste de befæstede Byers tiltagende og Slottenes aftagende Betydning for Rigets Forsvar. Naturligvis skete Erkendelsen og Overgangen kun langsomt, og en Del Vaklen i Betragtningen af Sagen var uundgaaelig.

Af Begivenhederne i Krigsaarene 1523— 25 kunde der ikke uddrages andre Slutninger, end at der ikke kunde sættes den samme Lid til Slottene som tidligere. Frafaldet fra Christian II bragte først de kongelige Slotte i Sønderjyllaud og Holsten til at være Genstande for Angreb. Slottet ved Flensborg, Sønderborg og Nordborg Slotte bleve indesluttede og belejrede tillige med Segeberg, som den Gang ansaas for at være det stærkeste Slot ikke alene i Holsten, men paa hele Halvøen. Det sidste overgav sig alt den 15. Ap ril uden at være nødt dertil. Sønderborg Slot overgav sig lidt tidligere. Befalingsmanden paa dette, Mandrup Holk, stolede paa Murenes Fasthed og vilde ikke overgive det, skønt Besætningen var meget lille; men Skuddene fra Angribernes Skyts frembragte meget hurtig Beslutningen om Overgivelse, især da der ikke kunde være Haab om nogen Undsæ tning1). Slottet ved Flensborg holdt derimod ud til Oktober. Orn Nordborg Slot savnes Oplysning. I Jylland og Fyen tra f Frederik I omtrent ingen Modstand. De kongelige Slotte overgav sig hurtigt, i Reglen uden Belejring. Kun Nyborg Slot opretholdt en kort T id Christian II’s Sag. De befæstede Byer gjorde ej heller Modstand. Øst for Storebelt. overgav Slottene sig ligeledes efterhaanden uden Tvang, da Frederik I havde gjort Landgang ved Korsør den 31. .Maj uden Modstand. Omtrent alle Slotte havde overgivet sig inden den sidste Del af Juni Maaned, ligeledes de tleste befæstede Byer, saa at der paa dette Tidspunkt alene stod paa Christian II’s Side Kjøbenhavn, Malmø og Visby med Visborg, hvor Søren Norby var Lensmand. Paa Kalundborg Slot var der endog indtruffet den Mærkelighed, at Lensmanden hemmeligt indlod Frederik I’s Krigsmænd paa Slottet og med dem overrumplede Slottets Besætning.

Frederik I indtraf foran Kjøbenhavn d. 10. Juni 1523 og begyndte Stadens Belejring; men, skønt dens Omfang ikke var meget sto rt1), synes dog dens Indeslutning ikke at have været fuldstændig gennemført, i alt Fald ikke paa Søsiden, saa at Tilførsel af Levnedsmidler ikke ganske forhindredes. Hæren slog Lejr paa Serridslev Mark, omtrent dér, hvor Fællederne nu findes, baade for derved at indelukke Staden paa en stor Del af Landsiden og for at kunne holde god Forbindelse med den lybske Flaade, som spærrede Indløbet til Havnen. Der anlagdes tillige en Skanse Vest for Byen („for Valby“ ), for at Tilgangen fra denne Side kunde spærres. Det skal fra først af have været Kongens Hensigt at gaa frem, saaledes at der kunde foretages en Storm paa Værkerne; men dette blev opgivet; thi selv om Størrelsen af Kongens Hær havde tilladt dette, maa det betvivles, at han besad det til et saadant Foretagende nødvendige Artilleri. Selv raadede Frederik I paa hint Tidspunkt næppe over meget Skyts, saa at han for største Delen maatte holde sig til den Hjælp, han kunde faa fra Lübeck; men, ved den Overenskomst, som var indgaaet mellem Kongen og denne Stad tillige med dens Forbundsfæller, var der vel tilsagt ham 3000 Mand foruden 1000 Sømænd, som skulde staa til hans Raadighed, naar det gjaldt en Storm, men af Skyts kun to „store Stykker“ (sandsynligt af den ældre Art), en god Kartove og to Halvkartoverx). Da Belejringen havde varet en Maaned, forlangte Kongen Forstærkning fra de danske Købstæder. Han kunde saaledes nok forøge Hæren; men han besad næppe noget Middel til at faa sit Artilleri forøget med Skyts af den nyere Art.

Derhos var Kjøbenhavn med sin Befolkning af vel henimod 20000 Mennesker, med den Befalingsmand, den havde i Henrik Gö, og de hvervede Soldater, der fandtes som Del af Besætningen, ikke let at tvinge, og dette saa meget mindre, som Byen ikke stod tilbage, hverken med at skaffe sig godt Skyts2) eller med at forstærke sin Befæstning. A t der allerede førend Belejringen var foretaget en Del i den sidstnævnte Retning, og at dette fortsattes under Belejringen, fremgaar af forskellige Optegnelser. I et Skøde, der er udstedt den 23. Febr. 1523, udtales, at Borgmestre og Raad havde været samlede med 30 af de fornemste Borgere for at overveje, hvorledes man skulde betale den store Gæld, som Byen var kommen i for den mærkelige og nyttige Befæstning, der var foretagen baade med Mure, Volde og anden Del og videre skulde foretages1). Det synes, at Staden i denne Anledning har maattet sælge nogle af sine Jorder og Grunde, og af en Optegnelse om saadanne Afhændelser m. m ., hvis Begyndelse maa hidrøre fra 1523-), findes der forskellige Udgifter til Arbejder paa Befæstningen, som saaledcs maa være foretagne kort før eller under Belejringen, og en Del af disse Arbejder svare til de Fremskridt, som vare gjorte i Krigsbygningskunst. Der nævnes saaledes foruden Bygning paa nogle Taarne og Udgifter til Planker eller Stakitter (som Palisader nu hyppigere findes benævnte), nogle Anlæg, der aabenbart ere udførte uden for de egentlige Yderlinier, nemlig en Skanse ved eller uden for „Kjøge Barfred“ og en Skanse uden for Nørreport.

Der kan være nogen Tvivl om , hvad der egentlig skal forstaas ved Ordet „Barfred“ . Sandsynligst gælder det her et Taarn i et Udenvæ rk3), og, da der siges Kjøge Barfred, maa det formodes, at Skansen har ligget ved Kjøge-Vejen, et eller andet Sted uden for Vesterport. Værket har tillige vistnok været ganske det samme som en „Skanse“ , der et andet Sted i Efterretningerne omtales som anlagt uden for Vesterport, især da det er den samme Mand, som har faaet Betaling for Arbejdet paa dem begge. Ved Ordet „Skanse“ maa der vistnok her være betegnet et Udenværk, som var bygget alene af Jord eller af Jord og Træ, støttede sig til den ældre Yderlinie, sprang frem fra denne i Form af en mer eller mindre regelmæssig Firkant og særlig skulde beskytte Tilgange eller Porte, svarende til de Tømmerskanser, som findes nævnte ved Stockholm 1518. Ligesom Benævnelserne paa Skytset vare Benævnelserne paa Værkerne meget vaklende, og Ordet Skanse findes derfor brugt i flere Betydninger, dog vel som oftest i den her nævnte T id om Værker, som havde den angivne Form og til Formaal, at man fra dem kunde anvende svært Skyts til flankerende Ild. I det følgende, hvor der er Tale om Assens’ Fæstningsværker, vil det blive fremsat, hvorledes Yderlinierne formentlig kunde blive formede, hvor der anlagdes flere Skanser af den her angivne Art.

I sin Beretning om Belejringen nævner Hvitfeld, at de Belejrede havde bygget „Katte“ paa Voldene, og at de paa dem havde anbragt Skyts, dækket af Fjæle, som de kunde lade op, naar der skulde gives Ild 1). Disse Fjæle eller Skærme, som skulde yde Betjeningsmandskabet ved Skytset Dækning mod Haandvaaben, vare ikke noget nyt. Lignende findes alt anvendte i langt ældre Tid. Derimod betegne „Kattene“ i Forbindelse med Voldene et videre Fremskridt i Retning af at anvende svært Skyts i Befæstningens Yderlinier, naar der fra tidligere Tid fandtes Mur. Der føltes mere og mere Trang hertil, især da Belejrerne i hin Tid, da det fortrinsvis kom an paa at benytte Skytsets raserende Bane, ofte byggede meget høje Værker for bedre at kunne beskyde Befæstningen. Svært Skyts kunde dog i Reglen ikke anbringes paa den ældre Tids Mure. Man hjalp sig da med Opdyngninger af Jord bagved Murene mellem Taarnene og i sværere Masser end tidligere, hvor man maaske undertiden ogsaa har anvendt lignende Opdyngninger. men i ringere Brede, for at erstatte de Gallerier af Træ, som ellers vare de sædvanlige langs det øverste af Murene. Paa de sværere Opdyngninger eller Volde kunde man da stille Skyts; men, naar det kom an paa at bringe dette højere op, end Muren naaede, hyggede man da atter videre, oven paa Volden, yderligere Forhøjninger og stillede Skytset paa dem. Det er denne A rt Forhøjninger, som synes at maatte forstaas ved det anvendte Udtryk „Katte“ '); dog maa bemærkes, at man vel især, hvor saadanne anvendtes, dog ogsaa stundom, naar Skytset ikke stilledes højere, end Muren naaede, ikke lod Opdyngningerne støtte sig umiddelbart til hin, men bag ved den opførte Tømmervægge, forbundne ved svære Jærnankere, og fyldte Mellemrummet mellem Væggene med Jord, baade for at undgaa Jordtrykket og for at frembringe en yderligere Forhindring, dersom Muren blev skudt ned.

I nogle Tilfælde, dog maaske først noget senere, synes man, at dømme efter udenlandske Forhold, tillige at have villet, at hine „Katte“ skulde flankere de fremspringende Bolværker eller Skanser. Man havde anlagt disse ogsaa for fra dem at kunne flankere Kurtinerne, men fra først af manglet Flankeild for hine Værker selv, og „Kattene“ skulde da tillige afhjælpe denne Mangel. En Beskrivelse af de Volde af den nævnte Art, som fandtes i Kjøbenhavn i hin T id eller vel nærmest bleve tilvejebragte under Belejringen, haves i et Brev af 20. Maj 1530, ved hvilket den forhenværende Borgmester i Malmø Hans Mikkelsen gav Christian II Efterretninger om Kjøbenhavn. Der siges her, at Borgerne i Staden havde forhøjet Volden „inden i Byen“ saa meget, at den var bleven lige saa høj som Muren, og „Vandringen“ oven paa Volden 16 Alen bred1). Et andet Vidnesbyrd om, at slige Volde fandtes, synes at være, at der 1546 nævnes et Stræde „hos Muren og Volden“ -).

Under Belejringen skete der ingen Fremrykning med Angrebsværker, og Byen synes ikke at være bleven synderlig beskudt. Der forefaldt især paa den aabne Plads mellem Befæstningen og Peblingesø en Del Skærmysler, som af og til fik et uheldigt Udfald for Kong Frederiks Krigsfolk, idet de lod sig lokke for tæt ind under Befæstningen. 1 øvrigt skete intet særligt, uden at den lybske Flaade sejlede hjem , da der indtraf nogle faa Skibe, som Christian II havde bragt til Veje i Nederlandene og afsendt til Kjøbenhavn med Skyts og Ammunition m. m., men ikke med Krigsfolk. De bemægtigede sig de Proviantskibe, som skulde forsyne Frederik l's Hær, og førte dem med sig ind i Stadens H avn , som Angriberne forgæves havde søgt at spærre ved Sænkning af to Skibe. Da det dog efterhaanden erfaredes, at den Hær, som var samlet af Christian II, havde adspredt sig, og der ikke kunde være llaab om, at den landflygtige Konge paa ny vilde kunne foretage noget alvorligt Skridt mod Frederik 1, overgav Staden sig den 23. Deeb. paa meget ærefulde Vilkaar, efter saaledes at have været belejret i 6 V2 Maaned. Malmø overgav sig samtidig med Kjøbenhavn, efter først forgæves at have været berendt af Adelsrytteri1) og derpaa indesluttet af svenske Tropper fra sidst i September. Paa Gotland forløb Aaret 1523 uden særlige Hændelser. Midt i Maj 1524 landede en svensk Hærstyrke; men dens Foretagender lededes daarligt. Det meste af Ammunitionen til dens Skyts befandt sig i et eneste Skib, som Søren Norby erobrede, og der kunde saaledes ikke foretages nogen synderlig Beskydning af Visby. Der forsøgtes alligevel en Storm; men denne blev afslaaet med stort Tab for de Svenske. Forsøg paa at stikke Søren Norbys Skibe og Staden i Brand mislykkedes, og da der endelig indtraf Erstatning for den mistede Ammunition, gjorde Soldaterne i den svenske Hær Mytteri. Belejringen endte saaledes frugtesløst; der kom Stilstand i Foretagenderne, og Gotland vedblev ifølge Bestemmelserne i den mellem Danmark og Sverig den 1. Sept. 1524 indgaaede, saakaldte Malmø-Reces at høre til de danske Lande.

Uden for Danmark holdt Akershus, Stockholm, Kalm ar og flere Slotte i Finland til Christian II. Det førstnævnte overgav sig uden Tvang til Frederik I. Tildragelserne ved Stockholm ere alt omtalte foran (S. 340). Kalmar Slot overgav sig den 7. Juli 1523 ved Underhandling, efter at Søren Norby i Forvejen havde forladt Slottet, kun efterladende en ringe Besætning, 'og efter at Gustaf Vasas Tropper alt i Maj ved Borgernes Hjælp havde taget Staden i Besiddelse. I Finland overgav nogle af Slottene sig uden Sværdslag; men ved Abo og Kusto Slotte kom det til en Belejr ng og en Beskydning, som dog ikke varede længe, vistnok fordi Angriberen her havde bedre Kanoner end tidligere. Abo Slot, som i de foregaaende Krige havde gjort saa haardnakket Modstand, holdt nu kun ud i 12 Dage, og ved Kusto bevirkede Angribernes Skyts, at hele den eneSide af Slottet styrtede ned. Slottet overgav sig da, netop som der skulde foretages en Storm. A f de Begivenheder, der forefaldt som Følge af en svensk Krigsmagts Indrykning i Bohus Lån 1523, behøves der her kun fremdraget, at Slottene Karlsborg og Olsliorg erobredes, og at de Svenskes derpaa følgende Togmod Elfsborg hidførte, at den danske Besætning tilsidst opgav Slottet, afbrændte det og drog til Bohus, som de Svenske den Gang ikke angreb.

De Uroligheder, som Søren Norby og hans T ilhængere fremkaldte, gav ogsaa Anledning til nogle Kampe om Befæstninger 1525. En Del af Søren Norbys Stridsmagt indtog hurtigt Sølvesborg og Ahus Slotlo, og ved Landskrona, som var Søren Norbys fornemste Støttepunkt. kom det til en Belejring, der ifølge H vitfeld1) varede fra omtrent den 2',). A p ril til den 2(J. Juni, da Byen overgav sig ved Overenskomst. Denne Belejring viste yderligere den Tilvækst i Modstandskraft, som de befæstede Byer efterhaanden havde faaet; thi Angriberne raadede over forholdsvis særdeles godt Skyts. De besad nemlig af Forladeskyts 2 Ilalvkartover, 1 T rekvartslange, foruden Halvslanger og Falkonetter, og denne Skytsmængde skulde yderligere forøges med ét svært Stykke, den i hin T id oftere omtalte, saakaldte „vredne“ Notslange. Det berettes tillige, at Angriberne tilsidst slog Lejr tæt ved Byen, midt for samme, saa tæt, at man kunde skyde ind i den med et „B ø r“ , og at de havde indesluttet Byen ved Forskansninger fra Lejren paa begge Sider ned til Stranden'-’) og spærret Havnen. Da Liibeck samtidig søgte til egen Fordel at bemægtige sig Gotland, gav dette Anledning til et Angreb paa Visby. Det angives, at den lybske Flaade indtraf ved Staden, uden at nogen anede Ufred og tilmed paa en Helligdag, da de fleste af Indbyggerne vare i Kirke. Lybekkerne landsatte deres Tropper umiddelbart ved eller maaske endog til Dels i selve Staden og synes ganske at have overrumplet denne1). De hærgede og brændte, men formanede ikke at sætte sig i Besiddelse af Slottet, der havde en stærk, Christian II og Søren Norby bengiven Besætning og dertil en i den Tid særdeles stor Beholdning af Skyts. Rimeligvis ved Søren Norbys Omsorg besad Slottet nemlig da 120 Stykker Skyts, og det berettes, at der blev brugt i Td. Krudt for hver Gang, der blev affyret et Skud med dem alle'2). Det meste af Skytset har dog vistnok kun været af den ældre Art. Der haves nemlig en Liste over Inventariet paa Visborg 1530, og ifølge denne fandtes der da 133 Stykker, dog iblandt disse næppe flere end to brugelige Stykker Forladeskyts3). T il Sammenligning kan anføres, at der paa Nykjøbing Slot 1526 fandtes kun 0 brugelige Stykker, af hvilke én eller maaske to hørte til den nyere Slags 4).

Om de befæstede Byer saaledes end i Krigsaarene 1523 til 1525 i flere Tilfælde havde vist sig at være i Besiddelse af betydelig større Modstandsevne end Slottene, var det dog langtfra, at dette endnu var blevet erkendt af de styrende Myndigheder herhjemme. Paa en Herredag i Kjøbenhavn 1525 anmodede Kongen Rigsraadet om at nævne, hvilke Slotte det fortrinsvis maatte synes ønskeligt at have befæstede, særlig af Hensyn til, at man i dem i Tide kunde have samlet Forraad af Levnedsmidler m. m., og Rigsraadet udtalte da som sin Formening, at Slottet i Kjøbenhavn, Krogen, Kalundborg, Korsør, Nyborg, A alborg, Kalø, Ribe, Nykjøbing, Aalhoim , Helsingborg, Varberg og Solvesborg Slotte, samt Møntergaarden i Malmø burde betænkes, efterhaandensom Omstændighederne tillod det. Slottet i Kjøbenhavn og Møntergaarden fremdroges særlig, for at Kongen ved dem kunde have Kjøbenhavn og Malmø i sin Magt. Da Kongen derpaa forelagde Raadet Spørgsmaalet, om de Købstæder, som Borgerne havde befæstet, burde vedblive at være befæstede, svarede Raadet, at det ikke fandt det formaalstjenligt, at nogen Købstad blev ved sin Befæstning uden Kjøbenhavn og Malmø, og at det derfor fandtes nyttigt, at Værkerne om Ystad, Landskrona, Åhus og Nakskov nedlagdes med det første1). Som det ses, findes Stegehus ikke nævnt blandt Slottene, og ved Omtalen af de befæstede Byer savnes flere, saaledes Kjøge, Assens, Randers, Halmstad, Varberg, som Opmærksomheden dog rnaa have været henvendt paa; men da der ikke findes nogen Motivering af Rigsraadets Svar, kan intet nærmere oplyses herom. Samtidig havde Kongen spurgt om, hvem der ved Slottene skulde tilforordne Bygmestre og raade for Udførelsen af Værkerne, og hertil svarede Rigsraadet, at dette maatte Kongen selv.

Det kan i den Anledning her være Stedet til at fremsætte Forholdene angaaende Varetagelsen af og Bekostningen ved Slottenes Befæstninger. For de Slotte og Gaarde, som tilhørte Kongen og Kronen, synes det at have været oprindelig Regel, at de paagældende Lensmænd selv havde at bestemme alt, hvad der vedrørte Slottenes eller Gaardenes Forsvar2) og i alt Fald foreløbig at afholde Udgifterne herved, dermed vel ogsaa alt, hvad der angik Bygningerne, naar betalt Haandværkskraft benyttedes; thi med Hensyn til den grovere Arbejdskraft bestod den fra ældgammel Tid hidrørende og stadig mer eller mindre benyttede Ret for Kongen til at fordre A rbejde af Bønder til Bygning og Istandsættelse af Slottene3). Efterhaanden opstod der et mere blandet Forhold, som fandt sit Udtryk i den i Kong Hans' Haandfæstning indeholdte Bestemmelse, at der skulde anvendes noget af Rigets Indtægt paa Kronens Slotte og Gaarde, til Bygning og Forbedring efter Behov, naar de vare forfaldne. Ifølge dette vare altsaa de Slotte og Gaarde, der betragtedes som Kongens og ikke som Kronens, undtagne. De vare ganske undergivne Kongens Forsorg, og intet af Rigets Indtægter burde anveudes paa dem. Heraf fremstod saa Reglen, som i Almindelighed fulgtes, at Lensmanden selv havde at udrede af Lenets Indtægt, ligegyldigt paa hvilken Maade Lenet var ham overdraget, hvad der behøvedes til passende Vedligeholdelse, medens han derimod til Nybygninger eller store Istandsættelser kunde forvente, at der vilde blive anvist ham særlige Beløb af Kronens eller af Kongens Indtægter1). Med noget forskellige Udtryk findes den ovennævnte Vedligeholdelsespligt paalagt i adskillige Lensbreve fra hin Tid. Lensmandens Forpligtelse til at bygge og forbedre Slottet eller Gaarden, at holde dem ved skellig Bygning eller ved Hævd, ikke at lade dem forfalde o. s. v. findes udtalt i Lensbrev 1523 angaaende Abrahamstrup, 1524 angaaende Aalholm , Næsbyhoved og Skanderborg, 1520 Jungshoved og Sølvesborg Slotte, 1527 Aastrup og Holbæk Slot, 1528 Søborg, 1529 Hagenskov, Harritsborg og Lundenæs, 1531 Skivehus, 1532 Falsterbo og Sølvesborg Slotte, Riberhus, Jungshoved og Korsør Slotte, 1533 Abraham strup2).

Derimod synes det kun at have været meget sjældent, at der i Lensbrevene paa en eller anden Maade anvistes særlige Beløb eller anden Hjælp til større A rbejder. Egentlig synes dette kun at forekomme med Hensyn til Møntergaarden i Malmø eller Malmøhus, som Slottet omtrent fra denne T id blev k ald t1), og, at dømme efter, hvad der forefaldt her, var det Pengemangel, som nærmest var Skyld i, at kun lidet blev udført i det Hele taget. Det var her bestemt, at Lensmanden kun maatte anvende aarlig en Del af Lenets Indtægt til Slottets Bygning. T il det, der bekostedes udover 300 Mark, skulde han gøre Udlæg, og folden Sum, der saaledes kom frem, skulde han og hans Hustru, samt begges Arvinger, beholde Malmøhus som Pant. 1530 blev der gjort Afregning for 4 Aar, og Kongen skyldte ham da 5690 Mark danske. Da Lensmanden døde 1532, var der yderligere paa samme Maade anvendt et Beløb, som nærmere bestemtes ved en Synsforretning2). Ogsaa angaaende Ørum Slot blev der 1531 fastsat visse særegne Vilkaar, men disse ændredes endnu samme A a r 3). A t det i det mindste har været paatænkt at ombygge eller udvide Aalborghus og Krogen, synes der at foreligge Vidnesbyrd om 4); men Tanken er næppe kommen til Udførelse.

Derimod formindskedes de kongelige Slottes Antal ved, at Beridsholm 1526 blev strøget af Befæstningernes Række. Kongen bestemte nemlig da med Rigsraadets Samtykke, at Slottet skulde nedlægges, da det ikke var saaledes beliggende, at det kunde være til nogen Nytte, og ikke saaledes befæstet, at det kunde holdes i en fri Slotslov mod Rigets Fjender *). Nogle Omstændigheder kunne ogsaa tyde hen paa, at man paa den Tid ophørte at betragte Engelborg eller Nyslot, der ikke havde t’ormaaet tilstrækkelig kraftigt at. modvirke Lybekkernes Angreb paa Nakskov 1510, som en Befæstning. De Herreder, som udgjorde dets Tilliggende, bleve 15121» underlagte Ravnsborg L e n 2), og Udtrykkene i et Lensbrev af 1526 synes at pege hen paa, at man havde opgivet det som Befæstning. Dog befaledes endnu 1531, at Krigsmænd, som laa i Borgeleje i Nakskov, skulde drage ind paa Engelborg, naar del behøvedes3). Der byggedes dog i hin Tid et nyt Slot, eller rettere et saadant byggedes i Stedet for et ældre, dog ikke af Kongen eller Kronen, men af Bispen i Viborg. Da denne frygtede for Uroligheder fra Borgernes Side i Anledning af Hans Tausens Prædikener, begyndte han c. 1528 at bygge og befæste Ny-Hald, som det en Tid kaldtes lil Forskel fra det ældre H a ld 4). Mere end maaske nogen anden Befæstning herhjemme i hin Tid vise Levningerne af dette Slot, hvorledes Erkendelsen af Murenes mangelfulde Modstandsevne var gaaet frem, medens Blikket endnu ikke var synderlig opladt for Vigtigheden af at bygge, saa at der kunde opnaas flankerende Ild. Yderlinien danner nemlig en langagtig Firkant og bestaar af en Vold uden Murværk, undtagen i et Porttaarn og i hvad der kaldes et Fangetaarn, hvilke ifølge Tegningen hos R e sen5) sprang noget frem paa den ene Side. Slottel var helt omgivet af Hald Sø, der saaledes traadte i Stedet for en Grav. Inden for Yderlinien fandtes nogle Husbygninger, ligesom ofte i de Slotte, der vare omgivne af en Ringmur. Uden at det ellers omtales, synes denne Form og A r t af Yderlinie lidt før eller senere ogsaa at være kommen til Anvendelse i nogle kongelige Slotte, saaledes ifølge Afbildningerne i Resens Atlas i Holbæk Slot og Aalborghus. Ogsaa ved Kjøbenhavns Slot blev der vistnok i dette Tidsrum opført en Vold, eftersom der 1539 ses at være ydet Landehjælp til Arbejder paa en saadan1).

Medens Rigsraadcts Udtalelser 1525 saaledes ikke synes at have fremkaldt synderlig Ombygning af de kongelige Slotte, synes de ej heller at have haft nogen væsentlig Indflydelse med Hensyn til de befæstede Byer. Det kan vel være hændt, at man i nogle af dem har ladet Værkerne forfalde; men, naar maaske Kjøge undtages, har man næppe sløjfet dem i nogen af Byerne. I administrativ I lenseende vedblev den ældre Tids Forhold at bestaa, saaledes at hele Befæstningsvæsenet var overladt til Borgernes Forsorg, undtagen for saa vidt som Kongen nu mere end tidligere søgte paa forskellig Maade at komme Borgerne i nogle Byer til Hjælp og særlig i Kjøbenhavn gjorde sin Højhedsret gældende med Hensyn til Værkernes Udførelse, hvad der dog synes stadig at være sket i god Samklang med Borgerne, til Dels som Følge af de krigerske Begivenheder, der fremkaldtes ved Christian II’s Forsøg 1531 paa atter at genvinde sine tabte R ig e r2), og de truende, politiske Forhold, der gik forud for dette. Derimod lykkedes det ikke for Kongen, selv under disse Forhold, at faa bevilget nogen Hjælp af Rigets Indtægter til Bedste for Befæstningerne. Paa en Herredag i Kjøbenhavn 1531, der synes at have været den næste, paa hvilken Befæstningssager behandledes efter 1525, anmodede Kongen Rigsraadet om at overveje, hvorledes Kjøbenhavn og Malmø kunde befæstes og forsynes med Krigsfolk og Proviant ni. m. ; men Rigsraadet svarede blot, at hine Byers Øvrighed og menige Borgere havde befæstet dem af deres yderste Magt og Formue og dermed bevist sig som tro Dannemænd x). Angaaende Staden Kjøbenhavns Befæstning i hin Tid haves ikke faa Oplysninger, og disse vise dels, hvorledes Kongen har søgt at hjælpe med til Befæstningen paa forskellige Maader, for saa vidt det stod i hans Magt, samtidig med at han gjorde sin Højhedsret gældende, og dels hvilke Befæstningsarbejder, der bleve udførte.

I den Henseende kan anføres, at Kongen ved Brev af 28. Septbr. 1524 overlod Staden Rosbæks Mølle i 10 Aar, for at Staden desto bedre og villigere kunde blive befæstet2). Det tillodes endvidere Byens Øvrighed og Borgere at kaste tvende Grave ved „Peblingedammen“ og en Grav ved „Stranden“ (sandsynligt ved Søernes A fløb til Sundet), alt til Forbedring af Befæstningen. De havde tillige begæret at maatte bygge en Dæmning over Rosbæk som en Del af Befæstningen (vel nærmest for at tilvejebringe en Oversvømmelse mellem Lersø og Stranden); men da det befrygtedes, at den muligt kunde være til Skade, befaiedes det en Kannik, en af Kongens Mænd, en Borgmester, tre Raadmænd og fire Bønder fra Utterslev at sammentræde for at give Kendelse i Sagen1). Samtidig søgte Kongen at støtte Borgerne ved at forbyde, at der lejedes Boliger ud til Folk , som ikke vilde eller kunde yde Skat m. m. Undtagne som Lejere bieve alene nogle Personer, særlig de, der vare i Kongens Tjeneste, saaledes som det alt havde været sædvanligt i Kong Hans’ Tid'-). I Februar 1525 gav Borgerne Øvrigheden Fuldmagt til at andrage om, at Byen maatte faa Landsbyen Serridslev og dens Marker, sotn tilhørte Kronen og Roskilde Bispestol, for at Byen saa meget bedre kunde blive befæstet. Ved Kongens Brev af 27. Aug. s. A., bevilgedes dette med Rigsraadets Samtykke mod en aarlig Afgift og fri Fægang for det Kvæg, der behøvedes paa Kjøbenhavns Slot, efter at Bispen alt den 17. Marts betingelsesvis havde indvilget deri, og den 5. Febr. 1527 skødede da ogsaa Kapitlet i Roskilde sin Del til B yen3). Den 30. Novbr. 152(1, efter at Kongen havde befalet Kjøbenhavns Borgere at opsætte en Vold, paalagdes det i den Anledning Bønderne i Kjøbenhavns og Harritsborg Len at arbejde paa Befæstningen og køre Jord og Tørv til samme4). I Juni 1520 befaledes videre Kronens Bønder i Vordingborg Len til Arbejde i Kjøbenhavn for at fuldkomme og færdiggøre den Vold, Kongen havde ladet begynde5). Senere synes der ikke at være ydet Hjælp fra Kongen, og 1530 søgte da Staden et Laan af Frue Kirkes Midler til sin Befæstning3). Yderligere Oplysning om de Arbejder, der ere bievne udførte, findes i de foran (S. 347) nævnte Optegnelser om Afhændelse af Jord m. m. 1527 nævnes her Byens Vold foruden en Udbedring af Homeider (nu kaldt „Hoffmeyer“) ved Nørreport, 1528 nævnes „den nye Vold“ og Udgifter til Tommer m. m. paa „Jermers Skantze“ , 1529 er der betalt for Arbejder paa Skanser og Taarne mellem Vesterport og Jermers Taarn samt paa Vandmølleskansen ')

Med Hensyn til disse Arbejder rnaa bemærkes, at Kongen ved Brevet af 27. Aug. 1525 paalagde Borgerne ikke at holde Svin paa Serridslev Mark og selv paatog sig (for Slottets Vedkommende) en lignende Forpligtelse af Hensyn til den Skade, som disse Dyr kunde gøre paa Byens Volde og Grave. Da nu Grænsen for Byens Jorder, inden den kom i Besiddelse af Serridslev Marker, synes at have v;eret den udvendige Bred af Sørækken, maa Forpligtelsen antages at være fremsat af Hensyn til de Grave (og Volde), som det ved Brevet af 28. Septb. 1524 var tilladt Borgerne at skatle til Veje, og der synes saaledes her kun at være Tale om Udenværker, bestaaende af Jordvolde med en foranliggende Grav-). Vanskeligere er det at udrede Forholdene ved den nye Vold, som ogsaa nævnes, og som maa have foraarsaget el stort Arbejde, eftersom det fandtes nødvendigt at befale Bønderne i flere Len at hjælpe til. Den Omstændighed, at der skulde Køres Jord til Volden, og at man altsaa ikke synes at have formaaet at skatle, hvad der behøvedes, ved at danne eller uddybe en til Volden svarende Grav, leder nærmest Tanken ben paa, at der har været Tale om at foretage paa et eller andet Sted en ny Opdyngning af Jord paa Indersiden af Murene eller en Forøgelse af en ældre af samme A r t 1) eller ogsaa en Udbedring af en af de Strækninger, hvor der alt fra ældre Tid fandtes Vold i Stedet for Mur i Yderlinien. Men, hvad enten det ene eller det andet antages, synes Antagelsen ikke ret at kunde passe med Udtrykket „den nye Vold“ . Forklaring vilde være let, hvis det kunde forudsættes, at man havde revet Ringmuren ned paa en eller anden Strækning for at erstatte den med en Vold; men dette strider imod, at der paa en A fbildning af K jøbenhavn, som har Aarstallet 15S7, omtrent paa hele den vigtige og mest udsatte Strækning mellem Vesterport og Nørreport kun fremtræder en Yderlinie af Mur med Taarne -). Det nederste af denne Mur kan dog ikke sés; det er skjult af enkelte foran liggende Huse, samt Træer og Buske, og dette henleder Opmærksomheden paa, at der ved „den nye Vold “ maaske skal forstaas et Anlæg af en lavere Vold med Grav uden om Ringmuren. Lignende findes omtalt i et af Datidens Skrifter om Krigsbygningskunst3). Det vides, at man har forholdt sig saaledes ved Kalmar *), og Udtrykkene i nogle Dokumenter synes at berettige til den Antagelse, at tilsvarende ogsaa har fundet Sted i nogle andre af de danske, befæstede B ye r2). I enkelte fremmede Byer foruden Kalmar har der ogsaa været anlagt nye Volde uden om de gamle Mure, som man indtil videre har ladet urørte3). Dog maa bemærkes, at i de talrige Skøder og andre Dokumenter, i hvilke der i denne og den paafølgende T id nævnes en Vold, er det aabenbart, at. der enten er ment en Voldstrækning alene eller en Vold paa Indersiden af Ringmuren. En lavere Vold uden for denne synes intetsteds nævnt. Ved de Skanser, der nævnes, er der den Særegenhed, at de synes at have staaet i Forbindelse med et eller andet Taarn. Der nævnes saaledes 1528 Jermcrs Skanse og 1529 .Termers Taarn. Dette sidste Navn forekommer derpaa ikke mere, hvorimod .Termers Skanse nævnes, saaledes i Jordebogen 1581 og i en Taksering 1G331). 1529 omtales Vandmølleskansen'-), og efter Navnet at dømme, maa denne have ligget i Nærheden af Vandmølletaarnet, der er Navnet paa Befæstningens fremspringende Punkt mod Sydvest ved Kalvebodstrand paa den foran (S. 32G) omtalte Plan af Kjøbenhavn fra omtrent A ar 1500. Det sandsynligste turde være, at der ved Ordet Skanse i disse Tilfælde maa forstaas ligesom andetsteds et Værk, bygget fra først af Jord og Træ , anlagt tæl uden for eller maaske snarest uden om et af de ældre Taarne, for at der kunde blive bedre Plads til svært Skyls, og i saa Fald vilde man da maaske have optaget Taarnet helt eller til Dels inden i Jordmassen og afbrudt det øverste, over Skansen fremragende Stykke, der ikke længer kunde være til synderlig N ytte3).

Befæstningsværkerne i Byerne uden for Kjøbenhavn omtales kun saa sjældent, at der ikke kan drages Slutninger. Store Forandringer ere næppe foregaaede. Ved Malmø nævnes baade Bymuren og Byens Vold 1529 i). Borgerne i Varberg fritoges 1532 i seks A a r for forskellige Afgifter m. m. til Kongen, da de samtidig forpligtedes til at bygge, forbedre og befæste deres By med Volde, Grave og i anden M aade2). Ved Assens nævnes Bymuren 1530, ved Nyborg en Vold 15323). Der findes i Rosens Atlas en Afbildning af Fæstningsværker ved Assens, om hvilke der siges, at de vare „ved Magt“ 1627, men siden ere nedpløjede. Efter deres hele Form, som dette Billede viser, maa det skønnes, at de høre til den her omhandlede T id og ere et Eksempel paa, hvorledes man fra først af formede Yderlinierne ved Hjælp af Bolværker, der især anbragtes paa den mest udsatte Side og ved de mest udsatte Porte. Kort efter Frederik I.’s Død, den 10. A p ril 1533, holdtes der i Kjøbenhavn en Herredag, paa hvilken de vigtigste Forhandlingsgenstande vare Tronfølgen og Religionssagerne; dog behandledes ogsaa andre Anliggender og blandt disse Forsvarssagen. Man kom til et Resultat, der, om det end kun skulde betragtes som foreløbigt, dog viser, hvor let de rette Hensyn maa vige Pladsen i en stærkt bevæget T id for, hvad der netop i Øjeblikket opfylder Sindene. Idet Stemningen hos de gejstlige og overhovedet de mest indflydelsesrige Medlemmer af Herredagen var imod Hertug Christian, som ikke var yndet af hine paa Grund af hans i luthersk Retning gaaende Anskuelser, og for hans yngre Broder Plans, som man antog lod sig lettere paavirke i modsat Retning, blev det Kongerigets Sydgrænse, som man særlig ønskede styrket ved Befæstninger. Det bestemtes, at Riberhus og Byen Ribe skulde befæstes paa det allerstærkeste, og det er senere udtalt, at naar det samme ikke udtrykkelig bestemtes angaaende Kolding, da hidrørte dette maaske fra, at Regeringen her lettere end i Ribe kunde have ordnet alt paa egen Haand ').

Den tagne Beslutning kom dog ikke til nogen som helst Udførelse; thi førend dette kunde ske, begyndte Grevens Fejde, som omvæltede de Anskuelser, der hidtil havde været de fremherskende i Statslivet, og ikke mindst paa Befæstningvæsenets Omraade klart viste, at der maatte regnes med de nye Krigsvaaben, der ved Siden af Trosforandringen, Bogtrykkerkunsten, det voksende Kendskab til den romerske og græske Oldtids Litteratur og Kunst, samt Amerikas Opdagelse, bidrog deres til de Fremskridt, der betegne Overgangen fra Middelalderen til den nyere T i d , navnlig ved at det nye Skyts formanede at bryde de Mure, som hidtil havde været det mest betryggende Værn for de mægtige Gejstliges og Adelsmænds Særstilling og Magt. Herhjemme viste Grevens Fejde paa det tydeligste, at Slottenes og Gaardenes Tid som de vigtigste af Befæstningerne var forbi. De politiske Forhold vare vel i mange Tilfælde afgørende med 1 rensyn til den Modstand, som der stilledes o p ; men hvor det kom til Kamp, viste det sig vel, at nogle faa Slotte og Gaarde, der vare særlig stærke og vel forsynede og til Befalingsmænd havde fremtrædende tapre og dygtige Personligheder, nok kunde gøre Modstand i nogen T id , især naar A n ­ gribernes Artilleri kun mere sparsomt indbefattede det nye Skyts, medens derimod i Beglen, især naar dette fandtes i rigeligere Mængde, Slottets eller Gaardens hurtige fald indtraadte.

Det vilde her føre for vidL at omtale hver enkelt af de mange Belejringer og Kampe, som angik Slotte og Gaarde. Det maa være nok at omtale nogle af de mærkeligste. Nogle ganske faa Slotte formanede i det mindste i en ikke ganske kort Tid at holde Stand, saaledes Hjortholm og Dragshclm . da de bleve angrebne af de grevelige i Vinteren 1534— 35. Det. første maa tte overgive sig paa gode Vilkaar efter et tappert Forsvar, medens det sidste ikke blev betvunget, skønt det blev stormet flere Gange. Forholdene paa Hjortholm kunne ikke oplyses nærmere; derimod haves der nogle Lister af 21. Aug. 1530 over Bestykningen paa Dragsholm1), og disse kunne vel betragtes som vedrørende hovedsagelig det samme Skyts, som der fandtes under Belejringen. Ifølge hine Lister besad Slottet i alt c. 32 Stykker svært Skyts og deraf omtrent 18 af den nyere Art, rigtignok for største Delen smaa Stykker. Paa den anden Side berettes der vel den 23. Januar 1535, at de grevelige vilde drage til Dragsholm med Kartover og Notslangera), og ifølge H vitfeld3) skulle de have angrebet Slottet med 10 Kartover; mon Rigtigheden heraf synes saa meget tvivlsommere, som der i en Beretning af 14. Marts s. A., i hvilken den vedvarende Belejring af Dragsholm omtales, klages over de greveliges Mangel paa Skyts og Ammunition ').

I Reglen bleve Slottene dog snart indtagne, saaledes Krogen og Kalundborg Slot, da de biove angrebne af de kongelige Tropper i de første Maaneder af Aaret 1530. Angaaende Krogen berettes, at det blev beskudt med Skyts fra Flaaden, og denne har vistnok været forsynet med Skyts af den nyere Art, da Christian 111 besad ikke lidet af saadant-). Intetsteds viste dettes Overlegenhed sig saa tydeligt som ved Varberg Slot. Her var den lybske Hærfører Markus Meyer i Begyndelsen af Marts 1535 bleven indsat som Fange, men nød dog en vis Frihed. Denne benyttede han til at knytte en Forbindelse med Slottets Præst og dets af hvervede Soldater bestaaende Besætning, og det lykkedes ham saaledes, da Slottets Befalingsmand, T rud Ulfstand, en Gang var gaaet ud af Slotlet for at se til den uden for samme værende Hestestald, at lukke ham ude og selv tage Slottet i Besiddelse. Trud Ulfstand begyndte da. formentlig i Oktober 1535, da Varberg By havde overgivet sig, en Belejring af Slottet; men det var ikke indesluttet fra Søsiden, og Trud Ulfstand besad ikke tilstrækkelige Midler, især i artilleristisk Henseende, og kunde foreløbig ikke udrette noget af Betydning. Da indtraf endelig i Maj 1536 seks af Kongens Krigsskibe foruden nogle Transportskibe. De ødelagte Markus Meyers Skibe og bragte T rud Ulfstand Skyts af den nyere Art. Slottet blev nu beskudt med S Kartover og Skarpmesser; men selv dette ringe Angrebsartilleri formaaede i en eneste Dag, den 27. Maj, at bevirke, hvad T rud Ulfstand med sit tidligere Skyts ikke havde kunnet opnaa i mange Maaneder. Virkningerne er i ot Brev fra T rud Ulfstand selv beskrevet omtrent saaledes, kort og fyndigt: Da Fire slog, gik vort Skyts løs. Da Tolv slog, gik Hul paa Muren. Før Sol bjergede, ledle de Jærnkloder i alle Vraaer efter Markus Meyer, saa at ban nødtes til at gaa ud og give sig i vore Hænder med hvert Barn, som paa Slottet var, paa hvad Naade Kongen vil unde d em ').

Adskillige af de Slotte, som indtoges i Grevens Fejde, bleve tillige med mange Adelsgaarde brændte eller nedbrudte. Dette blev Tilfældet med Stegehus, der blev nedbrudt af Stege Borgere 1534, efter at de ved Forræderi havde faaet det i deres Magt, med Bistrup og Harritsborg, der afbrændtes, da" Grev Kristoffers Tropper havde indtaget dem samme Aar, og sandsynligvis ogsaa med Søborg Slot, om hvis Ødelæggelse dog nærmere Efterretninger savnes, endvidere med Næsbyhoved, Ørkel og Sejlstrup, der afbrændtes under Almuens Rejsning i Fyen og det nordlige Jylland 1534, samt med Hjortholm 1535. Medens Slottene saaledes i Grevens Fejde viste sig lidet modstandsdygtige, var det modsatte i det Hele taget Tilfældet med de befæstede Byer.

Nogle faa formaaede ikke at forsvare sig længe. Da de hertugelige Tropper overførtes til Fyen 1534 og angreb Odense, søgte Borgerne at forsvare Byen, men led et stort Nederlag, og Aalborg blev indtaget af Johan Ranzau den 18. December s. A., utvivlsomt i den første Storm 2). Ved de øvrige var Forholdet et andet. Det Støttepunkt, som Randers afgav for de hertugelige Tropper efter Nederlaget ved Svenstrup den 16. Oktbr. 1534, blev af stor Betydning for hine, og selv Byer, hvis Befæstning ikke kan forudsættes at have været af en særlig stærk Beskaffenhed, holdt sig godt. Assens udholdt saaledes 1535 i flere Maaneder en Belejring, der sikkert ikke har været af lemfældig A rt, da A n ­ gribernes Anfører var Johan Ranzau. Der anvendtes endog Minering1), og Byen blev stormet mindst to Gange, men dog ikke indtagen. Den overgav sig frivillig efter Slaget ved Øxnebjerg. Ogsaa Halmstad og Varberg By forsvarede sig godt 1534. Da Trud Ulfstand derefter i Juli 1535 angreb Varberg, lykkedes det ham ikke at faa Byen til at overgive sig førend d. 29. Septb. s. A. Landskrona overgav sig d. 11. Oktb. 1535, efter at have været belejret sandsynligt fra noget ind i August, og vistnok næppe egentlig nødtvungent. Byen fik indrømmet blandt andet, at den selv maatte beholde sine Befæstninger med tilhørende Skyts, medens Kongen paa sin Side opnaaede en sikker Havn i Vintertiden for sin Flaade, hvad der var af største Betydning for ham. Længst af alle holdt Kjøbcnhavn og Malmø sig mod Christian IH’s Angreb. Indtagelsen af disse Byer søgtes endog ikke opnaaet ved en Artillerikamp, men alene ved en Indeslutning, som dog i den første Tid blot kunde iværksættes ufuldkomment paa Søsiden.

Ved Kjøbenhavn, hvor der atter 1534 ses at være bygget en V o ld 2), indtraf Kongen med Hæren d. 24. Juli 1535. Der blev ligesom 1523 slaaet Lejr paa Serridslev Mark, og Indeslutningen foretoges hovedsagelig ved Hjælp af et Blokhus foran enhver af de tre Porte paa Sjælandssiden, men den kunde foreløbig ikke udstrækkes til Amager, og en Spærring af Havnen udførtes vel ogsaa i Begyndelsen af den kongelige Flaade; men den formanede ikke at forhindre, at de vendiske Stæders Flaade i Slutningen af Oktober bragte Transportskibe med Levnetsmidler ind til Byen. Malmø indesluttedcs, vistnok ikke lang Tid efter Kjøbenhavn, paa omtrent tilsvarende Maade, idet der her byggedes en Skanse foran hver af de tre Porte, Værker, som maa have haft stor Rummelighed, da det berettes, at enhver af Skanserne kunde rumme 100 Heste1).

Det blev en meget haard Vinter, og den kongelige Flaade maatte søge Vinterleje i Landskrona med Undtagelse af nogle faa Udliggere, som skulde iagttage Storebelt og Farvandet ved Laaland, men dog, som det synes, snart bleve indefrosne i forskellige Havne. Kongen søgte ved Forsænkning af Skibe at spærre Indløbene til Kjøbenhavn baade mod Nord og i Kalveboderne; men dette er næppe lykkedes fuldstændigt; thi endnu i Marts 153G udgik der Befaling til flere Byer om at sende Skuder til paa ny at forsænke Indløbene2). Først sent i samme Maaned lykkedes det Kongens Flaade at komme ud af Landskrona Havn, efter at den alt tidligere forgæves havde forsøgt at ise sig ud. Staden havde saaledes i Vinterens Løb stadig kunnet faa Tilførsel, og dens Modstandskraft var ikke bleven forringet i og for sig, derimod vel middelbart, idet Lübeck, hvis Forventninger om Kejserens og Pfalzgrevens Understøttelse stadig vare bievne skuffede, for sit Vedkommende sluttede Fred med Christian III den 14. Februar, medens Rostock og Wism ar kun med ringe Kraft fortsatte Fjendtlighederne indtil ind i Maj, da de ogsaa sluttede Fred. Under disse Omstændigheder overgav Malmø sig den 7. A p ril paa gode Vilkaar, saaledes at Byen ligesom Landskrona beholdt sin Fæstning og sit Skyts. Ja, Kongen udtalte endog med Hensyn til Malmøhus, da Malmøs Indbyggere følte sig besværede ved, at han skulde have nogen Befæstning i Byen, at han intet vilde foretage, uden at Stadens Borgmestre, Raad og menige Mænd bevilgede d e t1). Kjøbenhavn stod saaledes alene tilbage, holdt vedblivende ud og afslog de Opfordringer om at overgive sig, som i Marts gentagne Gange bleve tilstillede Staden. Forholdene havde dog nu forandret sig saa meget, at Kongen ogsna kunde tage Amager i Besiddelse'2). Den 18. Juni blev der ført Krigsfolk over til denne 0, hvor der ogsaa blev bygget en Skanse, og da Staden saaledes var afskaaren fra al Tilførsel, steg Hungersnøden i den til en saadan Højde, at den næppe nogen Sinde før eller siden har været stædt i en saa overordentlig Nød. Da overgav Byen sig filsidst, d. 2‘J. Juli 1536, og Krigen var dermed endt. Her overtog Kongen Befæstningen med tilhørende Skyts, saa at Værkerne og Artilleriet dermed ophørte at være undergivne Borgernes Myndighed.

Meget betydelige Arbejdsstyrker, til Dels med Vogne og Heste, forlangtes under Belejringen, til Hjælp for den kongelige Hær. udredede af nogle Købstæder og af Landalmuen i Sjæland og paa Laaland og Falster, især til Udførelsen af Jord- eller Tømmerværker ved Kjøbenhavn og ved Hvidøre, hvorfra den søværts Forsyning tilgik, og dels til Transporter3). Som Følge af Krigsbegivenhederne udgik Aalborg af de befæstede Byers Række, idet Kongen 1535 befalede Lensmanden paa Aalborghus at lade Aalborg Bys Befæstning nedrive, og ligeledes synes Faaborg at have mistet sine Værker efter Slaget ved Øxnebjerg4). I Kjøge lod Grev Kristoffer derimod de nedlagte Værker sætte i Stand 1534, og Byen vandt derved saa meget i militær Henseende, at Christian III tog sit Hovedkvarter der 1535, indtil hans Flaade var naaet frem til Kjøbenhavn.

De provisoriske Værker, som nævnes oftest i Tiden fra Unionens Ophør til Reformationen, og som spillede den vigtigste Rolle , vare Blokhusene af Træ. Foruden ved Kjøbenhavns Belejring nævnes de saaledes i Spionefterretninger om de Forskansninger, som Søren Norby 1524 anlagte paa Gotland paa nogle af de Steder uden for Visby, hvor der kunde landes, medens han paa andre lod det forblive ved de Værker, som tidligere vare anlagte. For et Sted angives Blokhuset kun at have været et Bjælkelag tykt, for et andet at det var omgivet af et Brystværn af en Favns Tykkelse1). Ogsaa de Blokhuse, som Johan Ranzau lod bygge efter Kampen ved Favrskov 1535 for at hindre fjendtlig Sejlads gennem Lilleb elt-), bør fremdrages.

Tiden fra Reformationen til Christian III Død.

Som Følge af Reformationen inddroges Bispegodset, og samtlige Slotte og Grundejendomme, der tidligere havde været i Bispernes Besiddelse, bleve tilligemed de biskoppelige Gaarde nu Kronens. Baade for disse Slotte og for dem, der allerede tidligere vare kongelige, synes der dog ikke straks at være taget afgørende Beslutning om, hvorvidt de vedblivende skulde betragtes som Befæstninger, hvad der er saa meget lettere forklarligt, som der ved adskillige af dem maatte foretages Genopbyggelser eller betydelige Istandsættelser. Der findes vel Eksempler paa, at Benævnelserne Slot og Gaard ere brugte paa en vaklende Maade for enkelte af de Steder, der tidligere kaldtes Slotte1); men i Almindelighed synes det dog at have været Regel, at naar Benævnelsen Gaard som oftest traadte i Stedet for Benævnelsen Slot, var Stedets Betydning som Befæstning ophørt.

Naar denne Regel følges, synes det, saaledcs som ogsaa stundom andre Omstændigheder tale for det, f. Eks. at de under det forhenværende Slot hørende Len bleve henlagte andetsteds, at af de biskoppelige Slotte betragtedes vedblivende Ahus Slot, Aakjær, Dragsholm , Ilald og Silkeborg endn-ui I ,det hef omhandlede Tidsrum som modstandsdygtige:. Befæstninger, medens næsten alle de øvrige maa bætmgté.s som efterhaanden slettede af Befæstningernes Række; " Borreby, Bøvling, Gjorslev, Kjærstrup, Näsbyholm -og Séjfsfiiiip nævnes straks efter Reformationen i Reglen kün .soim Gaarde. Gjorslev udgik tillige af Kronens Eje 1540, og de til Näsbyholm hørende Herreder bleve s. A. lagte til Malmøhus. Bistrup blev genopført, men kun som Gaard2). Hjortholm og Ørkel opførtes derimod ikke paa ny a).