Log ind

Studier om Soldatens Paaklædning og Udrustning

#

I det første Hefte af Journal des Sciences militaires for 1874 findes under ovenstaaende Titel en Afhandling af Overlæge Morache, i hvilken der findes saamange nyttige Vink og Oplysninger i forskjellige Retninger, at et kort­ fattet Uddrag af dens Hovedindhold vistnok ikke vil være uden Interesse for dette Tidsskrifts Læsere.

I Indledningen til sin Afhandling gjør Forfatteren opmærksom paa, hvorledes oprindelig hvert enkelt Regi­ment har sin særegne Uniform, hvis Farver i Regelen svarede til vedkommende Chefs Vaabenmærke. Senere hen, da Staten overtog Levering af Mandskabets Beklæd­ning, indførtes en ensartet Klædedragt for samtlige Tropperaf samme Vaabenart men dog med mindre Variationer i Retning af Knapper, Galoner, Fjer o. s. v. for de enkelte Afdelingers Vedkommende. I den nyeste Tid, da Solda­ terstanden, som en Følge af den almindelige Værnepligt, i sig optager Elementer af alle Samfundsklasser i Folket, er den tillige ophørt at danne en særegen Kaste, og samtidig hermed er man ogsaa kommen mere bort fra den tidligere Tilbøielighed til at ville udhæve Soldaten ved en skinnende og afstikkende Dragt.

Armeen bør ikke betragtes som et Middel til at pynte op med ved høitidelige Leiligheder. Den er kun til for at kunne gjøre Nytte i Krigen, og dens Unifor­ mering bør derfor ogsaa udelukkende afpasses efter dette ene Formaal; den bør tilfredsstille alle hygieiniske For­dringer, beskytte Manden mod Varmen, mod Kulden og mod Regn, fylde og veie saa lidt som muligt, og ved sin Farve gjøre ham saa lidt udsat som muligt for Fjendens Skud. Har man nu engang fundet en saadan Nor­mal-Uniform, bør man bibeholde den og ikke indlade sigpaa Uniformeringsforandringer hver 5te eller 6te Aar, hvilke kun foraarsage Statskassen Udgifter og i Regelen indvirke ødelæggende paa Sundhedstilstanden i Hæren.

§1. Hvilke Beklædningsstoffer bør anven­des i Hæren? — Soldatens Uniform skal kunne bruges lige godt til enhver Aarstid og tildels under ethvert Him­melstrøg. Heri ligger den væsentligste Vanskelighed ved Valget af Stofferne. I Aaret 1858 foretog Coulier forskjellige Forsøg over Beklædningsstoffernes Ledeevne for Varmen. Disse Forsøg gik i to Retninger, idet Coulier dels undersøgte Stoffernes Evne til at forhindre Varmetab og dels deres Evne til at opfange og forplante Solvar­ men. Til de første Forsøg anvendte han et cylindrisk Messingkar paa 500 Cub. Centimeters Rumfang. Dette fyldtes med Vand af henved 50° Varme. I en Prop i Laaget var anbragt et fintfølende Thermometer. Naar Temperaturen var sunken til 40°, observeredes Klokke­ slettet ligesom ogsaa den Tid, der medgik indtil Thermometret viste 35°. Messingkarret blev nu efterhaanden beklædt med tætsluttende Overtræk af de forskjellige Stoffer, og Resultatet af Forsøgene var da følgende, at der for at nedbringe Temperaturen fra 40° til 35° hengik følgende Tider:

Skærmbillede 2023-11-06 kl. 00.53.26.png

Det ubeklædte Kar afkøles langsommere end det be­ klædte paa Grund af Metallets ringe Udstraalingsevne; men af alle Beklædningsstoffer viser Klæde sig at være det, der tilsteder den langsomste Varmeudstraaling.

For at udfinde Stoffernes Evne til at absorbere Solstraalerne beklædte Coulier tynde Glaskolber med Over­træk af forskjellige Stoffer, anbragte Thermomètre deri og udsatte dem dernæst for Solstraalernes Paavirkning. Ved disse Forsøg kom da følgende Resultater:

Skærmbillede 2023-11-06 kl. 00.54.52.png

Man seer heraf, at hvidt Bomuldstøi beskytter bedst mod Solstraalernes directe Paavirkning. Dette fremgik end yderligere af en anden Række Forsøg, hvor der til­ dels anvendtes dobbelte Overtræk over Kolberne, og hvorved Coulier fik følgende Resultater:

Skærmbillede 2023-11-06 kl. 00.56.07.png

Ved at anbringe et Bomulds Overtræk over en Klæ­ des Dragt vil man altsaa kunne opnaae en Varmefor­ mindskelse af c. 7°, og i meget stærk Varme vil denne Forskjel endogsaa kunne stige til 10 a 12°.

Stoffernes Farve har ogsaa en ikke ringe Betydning med Hensyn til Absorbering af Varmestraaler, og i saa Henseende kunne de ifølge Franklins Observationer ran­geres paa følgende Maade:

1) Sort, 2) Mørkeblaat, B) Blaat, 4) Brunt, 5) Grønt, 6) Skarlagenrødt, 7) Kraprødt, 8) Gult, 9) Hvidt.

Farvens Indflydelse gjælder dog kun, naar Stoffet er direkte udsat for Solstraalerne.

Af disse Fakta fremgaaer allerede tydelig nok, at Soldatens Beklædning bør være af Uld for at forhindre en for stærk Udstraaling af Mandens naturlige Varme, og endvidere bør man anvende mørkfarvede Stoffer, for at lade Solvarmen kunne opvarme Legemet saa meget som muligt. Herfra kunde maaskee gjøres en enkelt Undtagelse med Hensyn til Hovedbedækningen.

Uldstofferne have endvidere den væsentlige Fordel fremfor Stoffer af Bomuld eller Linned, at de kunne absorbere en betydelig Mængde Fugtighed. Legemet er derfor langt mindre udsat for en pludselig og for Sundheden meget farlig Afkjøling ved en altfor hurtig Fordampning af Transpirationen eller af de ved et Regn­ skyl gjennemblødte Klæder, naar disse ere af Uld, end naar de ere af Bomuld eller Linned. En ulden Trøie direkte paa Kroppen er derfor i sanitair Henseende at anbefale; men da en saadan meget hurtig tilsmudses og hyppig skal vaskes, saa maa man af Renlighedshensyn foretrække, at lade Soldaten bære Uldtrøjen over en Skjorte af Linned eller endnu bedre af Bomuldstøj.

Ved Valget af Klædningens Farve bør der endvidere tages Hensyn til, at den bør være saa lidet synlig som muligt paa længere Afstand.

Ved Forsøg med Skiver af forskjellige Farver have Jules Gerard og Devisme paavist, at Graat og Brunt ere de Farver, der vanskeligst opdages paa større Afstand; den mørkeblaa Farve kommer derefter i Rækken. Den røde og den hvide Farve ere derimod synlige paa meget lange Afstande og bør derfor ubetinget forkastes.

§2. Hovedbedækningen.

Denne bør være saa let som muligt og sidde godt fast paa Hovedet. Dens Tyngdepunkt maa falde lige over Legemets Axe, saa at den hverken falder fremefter eller bagad Nakken. Den skal beskytte baade Ansigt, Nakke og Ører mod Sol og Regn, men maa dog ikke være saa bred, at den tilbyder for meget Vindfang. Man fordrede desuden tidligere, at Hovedtøjet skulde beskytte Hovedet mod Sabelhug; men denne Fordring kan nu med Rolighed opgives for Fodfolkets Vedkommende. Normalformen for Soldatens Hovedbedækning bliver da en Halvkugleform forsynet med Skygger for og bag, der samles i en smal Rand over Øret. Preusernes og Rus­sernes Hovedbedækning nærmer sig mest denne Normal­ model men er for tung og for høi.

Vil man ikke forsyne Hovedtøiet med en Skygge i Nakken, bør den i det mindste have et vandtæt Overtræk med et løst Nakkestykke, der i Tilfælde af Regn kan slaaes ned over Nakken.

Til Ventilation bør Hovedtøjet foroven forsynes med et Par Lufthuller.

I et varmt Klima bør Hovedtøiet forsynes med et hvidt Overtræk med et Nakkestykke, der hænger frit ned.

Den franske Kepi, der er adopteret i de fleste frem­mede Hære, lider efter Forfatterens Mening af følgende Ulemper: den beskytter ikke Nakken og Ørerne mod Regn og Sol, og den horizontale Skygge skaaner ikke Øinene tilstrækkelig, men den er dog at foretrække for enhver Chacot, der har de samme Mangler og ved Siden deraf er stivere og tungere end Kepien. Som Fourageer-hue anbefaler Forfatteren den af Preusserne benyttede flade runde Hue uden Skygge eller ogsaa den skotske Hue (glengarry cap).

For Rytteriets Vedkommende bør Hovedtøiet kunne beskytte Hovedet mod Sabelhug. Det bør derfor være af Læder eller Metal, men maa være vel afbalanceret og saa let som muligt. De preussiske Kyradserers Kasque veier kun 1060 Grammer medens den engelske horseguards Hjelm veier 1560 Grammer.

Til Vinterbrug anbefaler Forfatteren Indførelsen af Hætter i Kapperne.

§3. Halsbind og Halstørklæder.

Stive Halsbind ere absolut forkastelige, da de navn­lig i varmt Veir kunne foraarsage Kongestioncr til Ho­vedet og Næseblod og i uheldige Tilfælde endogsaa meget farlige Hjernekongestioner. Siden 1872 har man i den franske Armee afløst Halsbindet med et blaat Bomulds­ tørklæde, men efter Forfatterens Mening burde ogsaa dette falde bort og Soldaten vænnes til at bære Halsen bar. Frakkekraven yder tilstrækkelig Varme for Halsen.

§4. Overmunderingen.

Vaabenfrakken bør være tilstrækkelig vid og vel til­ passet; al Vattering og anden Udstopning i Brystet bør undgaaes. Udskjæringen i Ærmegabene maa være rigelig stor og forsynes med Belægninger af Lærred til at tage imod Transpirationen. Man bør ubetinget foretrække Vaabenfrakker med to Rækker Knapper, da disse bedre dække Brystet og Maven end de med ,kun en Række Knapper forsynede Frakker. Skjøderne bør ikke gaae længere ned end til midt paa Laaret, da de ellers genere Soldaten i den knælende eller liggende Anslagsstilling. Rytteriets Skjøder bør være endnu kortere. Forfatteren gjør her opmærksom paa det stadig tilbagevendende Faktum, at Officererne under enhver Krig hurtigst mulig opgive den reglementerede Uniformsfrakke og erstatte den ved en Jakke omtrent af den Form, som Jægerne pleie at bære. Dette maa altsaa være den mest praktiske Form for en Soldaterfrakke og vilde ogsaa upaatvivlelig blive almindelig indført, naar man kunde komme saa vidt, at man foretrak det Praktiske for det Pyntelige.

Foruden Vaabenfrakken har Mandskabet i nogle Hære en Trøie til indre Tjeneste i Kasernen. Denne Trøie bør i koldt Veir kunne bæres under Vaabenfrakken, som derfor maa være saa vid og magelig, at den giver Plads for Trøien. Trøien maa være forsynet med et kort Skjød, der gaaer ned over den øverste Kant af Benklæderne. Efter Forfatterens Mening burde man helst indføre en Skjorte af farvet Uld istedetfor Trøien; denne Skjorte kunde da efter Omstændighederne bæres indenfor Ben­ klæderne eller som en Blouse udenpaa disse.

En Feltkappe er et aldeles uundværligt Klædnings­ stykke for Soldaten. Den bør altid medføres i Felten men kun bæres naar Nødvendigheden kræver det, f. Ex. naar Vaabenfrakken er bleven gjennemblødt af Regn. Under almindelige Omstændigheder vil Soldaten, selv om Vinteren, naar han er i Bevægelse kunne nøies med at bære Uldtrøien under Vaabenfrakken. Paa Forpost eller ved andre Leiligheder, hvor Soldaten i længere Tid skal opholde sig i koldt eller fugtigt Veir uden at maatte be­væge sig, vil Feltkappen derimod være aldeles uund­værlig.

Anvendelsen af Trøier af Pelsværk maa derimod be­ tragtes som aldeles forkastelig.

Benklæderne bør være saa vide, at Manden med Let­hed kan bevæge sig i dem og indtage enhversomhelst Stilling i Terrainet uden at generes af dem. Benklæderne bør paa Marcher altid bæres indeni Støvlerne, hvorved Be­nene bedre skærmes mod Støv og Kulde, ligesom man ogsaa derved undgaaer den idelige Tilsøling af Benklæ­dernes nederste Kant, naar Soldaten bevæger sig paa opblødte Veie.

At forsyne det beredne Mandskabs Benklæder med Skridtbesætninger af Læder kan vistnok være økonomisk rigtigt men er i hygieinisk Henseende absolut forkaste­ ligt , navnlig naar denne Læderbesætning gaaer op over Knæet. Mandskabet udsættes nemlig derved let for Saar paa Benene og Bylder, som ved den idelige Irritation under Ridningen kunne blive meget ondartede.

At bære Benklæderne i Seler, navnlig naar disse ere elastiske, bør ubetinget foretrækkes fremfor Anvendelsen af en Livrem, hvorved Underlivet sammensnøres og Fordøielsen lider.

§5. Skotøiet.

Medens de øvrige Munderingssager uden synderlig Vanskelighed kunne leveres Soldaten fra Magasiner, hvor disse Sager findes i nogle faa forskjellige Nummerstør­ relser, saa frembyder Soldatens Forsyning med Fodtøi langt større Vanskelighed. Navnlig for Infanteristen er det af yderste Vigtighed, at Skotøiet passer ham aldeles nøie, og medens en Frakke eller et Par Benklæder med en ringe Uleilighed kunne forandres efter den enkelte Mands Behov, saa lader dette sig langt vanskeligere og i Regelen slet ikke gjøre for Fodtøiets Vedkommende. I de fleste Hære overlader man derfor ogsaa, idetmindste under Fredsforhold, Soldaten selv at sørge for sin Fod­ bedækning, og naar man dog ved Siden heraf holder et Magasin af færdigsyet Skotøi, saa er det kun for herfra i en Fart at kunne forsyne de enkelte Mandskaber, som møde til Tjeneste uden eller med ubrugeligt Fodtøi.

Under Feltforhold, hvor der slides stærkt paa Fodtøiet, og hvor den enkelte Mand umulig selv kan sørge for sin Forsyning dermed, er det nødvendigt, at Afdelingerne medføre en Beholdning af færdigsyet Fodtøi for at afhjælpe Trangen hertil. Den nemmeste Form for Skotøi, der saaledes uden foregaaende Maaltagning skal kunne be­ nyttes, er aabenbart Sko med tilhørende løse Gamascher af Læder til at snøre fast, og med paasyede Stropper under Foden. Lædergamaschen har imidlertid den væ­ sentlige Ulempe, at den, ved jevnlig at blive vaad og derefter at tørres, taber sin Form og bliver haard, hvor­ ved den gnaver Huller paa Ankelen og generer Gangen.

Halvlange Støvler med et saa vidt Skaft, at Ben­klæderne kunne stikkes ind i dem, ere i saa Henseende at foretrække. Saadanne Støvler maa imidlertid være meget magelige at komme i, naar man ikke vil udsætte sig for, at de ved at blive vaade hverken kunne komme paa eller af Foden; naar de ere meget store, glider Hælen op og ned i Støvlen under Gangen, hvorved ogsaa Gnavning let foraarsages.

For saa meget som muligt at undgaae de Ulemper, som Fugtigheden medfører for Fodtøiets Vedkommende, bør dette ubetinget altid være forfærdiget af Fidtlæder og holdes vel indsmurt. Det vil da bevare sin Blødhed og ikke krybe saameget ind under Brugen i fugtigt Veir.

Rytteriet bør have lange Støvler med bløde Skafter, der ved en Strop kunne fæstes til en Knap paa Benklæ­ derne. Stive Skafter genere nemlig Rytteren altfor meget, naar han undtagelsesvis skal gjøre en Marche tilfods.

Alt militært Skotøi bør have tykke Saaler, beslaaede med bredhovedede Søm, og under Hælen bør der være Sinker for at forhindre den i at slides skjæv.

Enhver Soldat, og da navnlig Infanteristen, maa under ingen Omstændighed tillades at rykke i Felten med mindre end to Par Støvler eller Sko med Gamascher. En fransk Forfatter, Lewal, foreslaaer at give Soldaten et Par Sandaler istedetfor det andet Par Støvler. Herved lettes naturligvis Mandens Bepakning ikke ubetydelig, men medens Sandaler vel nok kunne benyttes paa en kort Marche i tørt Veir og i et varmt Land, saa kunne de selvfølgelig ellers aldrig bruges paa Marcher, og deres Anvendelse under Feltforhold maa derfor betragtes som upraktisk.

Konstruktionen af et tilstrækkelig let, vandtæt og holdbart Fodtøi for Soldater maa endnu betragtes som et uløst Problem; dets heldige Løsning vilde være en sand Velsignelse for Soldaten.

§ 6. Undermunderingen.

Soldaten maa være forsynet med mindst to Skjorter, der hellere maa være af Bomuldstøi end af Lærred, da sidstnævnte Stof bevirker en for hurtig Afkjøling af Legemet, naar dette udsættes for Luftens Paavirkning efter at være kommet i Transpiration. Underbuxer af Bomuld ere ogsaa meget at anbefale. 1 den preussiske Hær skal hver Mand være forsynet med 3 Skjorter af blaat eller rødt Bomuldstøi og to Par Underbuxer af graat Calico.

De fleste Læger anbefale Brugen af Flaneis Undertrøier. Disse ere imidlertid temmelig kostbare, slides hurtig og 'blive hurtig smudsige, hvorfor de hyppig maa vaskes. Af disse forskjellige Hensyn mener For­ fatteren, at man bør foretrække at lade Soldaten bære en Bomuldsskjorte direkte paa Kroppen og derover den ovenfor foreslaaede Uldskjorte. Denne vil i lang Tid kunne holde sig ren, og i Forening med Bomuldsskjorten vil den tilstrækkelig sikkre Manden mod pludselig og skadelig Afkjøling af Legemet.

Anvendelsen af uldne Mavebælter kan under særegne Forhold være at anbefale. Mavebæltet bør dog ikke udgjøre en Del af Mandens stadige Paaklædning, men bør kun anlægges midlertidigt efter Lægens udtrykkelige Ordre.

Skindhandsker ere kun nødvendige for Beredne; derimod bør enhver Soldat om Vinteren og under Felt­ forhold være forsynet med et Par tykke uldne Handsker.

Man burde ligeledes forsyne Soldaten med et Par Haandklæder, saa at han altid kan tørre Ansigt og Hæn­ der efter at have vasket sig.

I Frankrig tildeles der hver Soldat en lille Bomulds­ hue til at ligge med om Natten, hvilket med Rette af Forfatteren betegnes som høist overflødigt under Fredsforhold i Kasernen, saa meget mere som Nathuen ikke behøves til Mandens Feltudrustning.

For at Mandskabets Linned hyppig kan blive vasket uden altfor stor Bekostning for den enkelte Mand, foreslaaer Forfatteren, at der i enhver Kaserne anbringes et Dampapparat, hvor Mandskabet selv kan besørge Vasken af Tøiet; det dertil fornødne Kvantum Kul, Soda og Sæbe skulde da udleveres Mandskabet kompagnivis, og Vasken foretages under fornøden Kontrol.

Under dette Kapitel berører Forfatteren ogsaa Ønske­ ligheden af at forskaane Soldaten for den tidsspildende og lidet nyttige Pudsning af Metal- og Lædersager, ved at anvende bronzerede Knapper og Beslag og ved at nøies med en simpel Indfldtning og Rentørring af Lædertøiet, istedetfor at holde det sort og blankpudset. Han fastholder som sin Overbevisning, at den Tid, der der­ ved spares for Soldaten, med Lethed kunde gjøres langt mere frugtbringende for Hæren ved at anvendes til Sol­ datens yderligere militære Uddannelse.

§7. Soldatens Bevæbning og Bepakning.

Forfatteren foreslaaer her først og fremmest Afskaf­ felsen af den franske Soldats «tente d’abri». Om Som­ meren og i varme Lande kan dette Telt være meget for­ træffeligt, men om Vinteren, i koldt eller i fugtigt Veir er det aldeles ikke til at bruge. Af hygieiniske Hensyn bør Bivouakering saa vidt muligt undgaaes, men selv om den ogsaa undtagelsesvis maatte falde for, saa vil dog den franske Soldat uden Skade kunne undvære sit tente d’abri. Han er nemlig desuden forsynet med et lille uldent Tæppe, og Forfatteren foreslaaer nu, at man istedetfor Teltet giver hver Soldat et Stykke let, vandtæt Stof, 1,5m langt og 1m bredt. Dette udbredes da paa Jorden som Underlag for Manden, den nederste Ende foldes op over Fødderne, Skuldrene og Hovedet hvile paa Tornysteren, og Uldtæppet vil da, naar det ikke netop er Regnveir, give Soldaten ligesaameget Læ og Varme som Teltet.

Det foreslaade Stykke vandtæt Stof kunde være for­ synet med en Udskjæring i Midten, saa at det kunde an­ vendes ligesom den amerikanske Puncho, idet Soldaten stikker Hovedet gjennem Hullet. Paa Marchen vil det endvidere kunne benyttes som Overtræk over det uldne Tæppe.

De Kogeredskaber, som Soldalen selv skal medføre, maae være saa faa og saa lette som muligt. En lille Feltflaske og et Spisekar pr. Mand, samt en Kogekjedel til 4 á 5 Mand, bør være det Høieste. Pionerredskaberne maa være saa lette som muligt og bør fastspændes ved Livremmen istedetfor at anbringes paa Tornysteren.

Den Vægt, som den fuldt udrustede Infanterist under Feltforhold har at bære, stiller sig i forskjellige Hære saaledes:

Skærmbillede 2023-11-06 kl. 01.12.11.png

Forfatteren mener dog, at den franske Soldats for­ holdsvis betydelige Bepakning maa kunne formindskes til c. 26 Kilogr., nemlig ved at lade Teltet bortfalde og ved at indføre den uldne Skjorte istedetfor Vaabenfrakke og Trøie.

Ligesaa rigtigt som det er, at gjøre Soldatens Be­pakning saa ringe som muligt, ligesaa rigtigt er det ogsaa, at anbringe denne Bepakning saaledes, at den generer Manden saa lidt som muligt under Bevægelsen. Forfat­teren henleder her Opmærksomheden paa, at Byrden ikke maa genere Aandedrættet, og derfor væsenligst maa an­ bringes paa Skuldrene, Lænderne og Hofterne. Han gaaer nu ind paa en nærmere Undersøgelse af de almin­ delig anvendte Tornystre og paaviser de Mangler som klæbe derved. Han meddeler sluttelig nogle Oplysninger om et nyt System (det Koppel’ske), der er blevet indført i den engelske Hær, og som synes at være langt at fore­ trække for enhver Tornyster. Den bestaaer i det Væsent­lige af en Vadsæk af blødt Læder, der anbringes i Høide med Lænderne og bæres i Seler, der krydse sig over Ryggen, føres over Skuldrene og fasthages fortil i Livremmen. Ved smaa horizontale Remme, der ere an­bragte paa Siden afVadsækken og fastspændes fortil paa Selerne, forhindres Sækken i at slingre til Siderne under Gangen. Feltkappen, sammenlagt i en rectangulær Pakke og indpakket i et vandtæt Stykke, anbringes ovenover Vadsækken og fastspændes ligeledes ved Remme til Selerne. Kogekjedlen er endelig anbragt udvendig paa Vadsækken. Paa Livremmen lindes fortil to Patrontasker. Ved at aabne Livremmen er Manden saaledes istand til at kunne aftage hele sin Bepakning uden at behøve at løsne et eneste Spænde. Dette System er ogsaa prøvet i Frankrig og har der vundet almindelig Anerkjendelse.

Artikel
Publiceret den 6. nov. 1875
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner