Studie over Nutidens Kamp i aaben Mark

Af Premierløjtnant Rolf Kall.

Marts 1900.

„Først veje, saa vove“ . Moltke.

I.

Efter de sidste store Krige, IS70 71 og 187,.'ts, er der gjort umaadelige Fremskridt paa Vaabnenes Omraade. Man har faaet hurtigladte Vaahen med større Skudsikkerhec., større Rækkeevne og større Gennembrudskraft; desuden gode Granatkardæsker, Slagrør og Tidsrør, virksommere Sprængemner og røgfrit Krudt. Desværre ere do Krige, hvori de nye Kampmidler hidtil ere brugte, enten utilstrækkeligt oplyste eller førte af Folk, som ikke støde højt i taktisk Henseende.

Nutidens Taktik er derfor hovedsagelig bygget paa Erfaringerne fra 1870 og 71 i Forbindelse med E rfaringer fra Fredsøvelser og Fredsskydninger, hvoraf følger, at selv vigtige Spørgsmaal endnu staa aabne, t. E. Muligheden af heldige Rytterindhug paa Fodfolk og Artilleri — Ledelsen af større Fodfolksangreb — indirekte Skydnings Værd for Feltartilleri. Ved at drøfte for og imod naaer man højst til Tro paa det ene eller andet. Bevis lader sig først skrive med Blod i fremtidige Krige mellem jævnbyrdige Modstandere, der taktisk set staa paa Højde med Tiden.

Det nævnte Grundlag byder for saa vidt Mulighed for, at Taktikken holder sig paa den gyldne Middelvej, som Krigen 1870/71 er en stor Paamindelse om, at kun Angreb bringer afgørende Fordele, medens Virkningen ved Fredsskydninger frister til at overvurdere Vaabnene i Forsvarernes Hænder og dødsdømme Angriberen. Uvildige Dommere kunne imidlertid næppe nægte, at Nutidsreglementerne snarere ere for tapre end for bange afsig og — som i og for sig rimeligt — blive taprere og taprere, jo længere hine Krige glide tilbage i Tiden. Allerførst fortjener det røgfri Krudt, uden Sammenligning Nutidens vigtigste taktiske Fremtoning, nogle Ord. Bortset fra Krudtets større ballistiske Værd, der især er kommet Fodfolket til gode1), bar Indførelsen af røgfrit Krudt vidtrækkende Følger for alle Vaabcn: Man kan nutildags virkelig skyde Hurtigskydning uden at skyde i Blinde, har friere Maalvalg og kan samle Ilden bedre end fø r2). Røgen hindrer ikke Førerne i at vaage over Folkene eller Folkene i at se hen til Førerne, naar Modet svigter. Paa den anden Side virke Kampens Rædsler voldsommere, sete, som de blive, i Dagens fulde ubarmhjertige Lys. Selv om en Mand behersker sig mere, naar hans Svaghed blott.es for alles Øjne, synke Afdelinger, som ikke kunne unddrage sig Fjendens Ild, sandsynligvis langt raskere end før sammen i „udbrændte Slakker“ .

Lige saa lidt som Røgen fremtidig tilslører Bevægelser paa Kamppladsen, skriver den let læseligt i Luften, hvor Fjenden skal soges. Folk snigskydes maaske uden at ane, hvorfra Ilden kommer. Efterretningstjenesten bliver altsaa vanskeligere, Indskydning jævnlig ogsaa, selv om Geværskarpenes Nedslag sjældnere end hidtil drukne i Røg og fjendtlige Kanonskud ikke længere kunne tages for Sprængskyer fra egne Nedslag. Det er vanskeligere end hidtil at følge Kampens Gang, fordi man ikke niere kan skelne Ven fra Fjende paa Røgen, som slaar frem foran Mundingerne. Ulempen herved, der kun lader sig fjerne gennem omhyggelig, veløvet Meldingstjeneste, rammer især de højere Førere og Artilleristerne. Selv i straalende Vejr kunne disse blive tvungne til at lade Maal i kun 2 km. Frastand ubeskudtc, fordi de ikke vide, om det er Venner eller Fjender1).

Kampen bliver altsaa i mange Flensender vanskeligere end tilforn, især for den, der selv udækket er tvungen til at søge Fjenden i gode Stillinger. De Synder, som bega.as, hævne sig baade tiere og haardere end før. Den Afdeling, der ikke skjuler sig lige til den griber ind, er maaske ukampdygtig, for den overhovedet kommer i Kamp — den Afdeling, der styrter blindt mod Fjenden i uheldig Formation og uden bestemt Maal, ligger maaske paa sine Gerninger, før den har voldt Fjenden nævneværdig Men — og den Troppefører, der savner taktisk Blik eller en lykkelig Haand, gør Kampen haabløs for sine, selv om de kæmpe nok saa heltemodigt. Man har selvfølgelig søgt Udveje af Vanskelighederne.

Nogle ville ty til Nattens Mørke saaledes, at Fodfolk og Artilleri om Natten snige sig frem over det aabne Land og om fornødent grave sig ned i Nærheden af Forsvareren for ved Daggry at. optage Kampen under nogenlunde lige Kaar. N a t te k a m p har unægtelig ogsaa ført Angriberen til Maalet, hvor Mørket tjente som Slør over Angrebsstyrkens Fremrykning og Udvikling, medens selve A n ­ grebet foretoges ved Daggry. I 1883 førte saaledes stedkendte Førere med Blændlygter paa Ryggen 11,000 Englændere frem i Mørke efter Kompas, saa at de ved Daggry stode rede til Storm lige foran Arabi Pashas Linier ved Tel-el-Kebir. Desuden opvise baade Fæstningskrigen og den lille Krig mange vellykkede natlige Foretagender. Man kan derfor ikke uden videre afvise Tanken om saadanne og bør i paakommende Tilfælde regne med dem som en Mulighed, der inaa imødegaas i Tide. Herfra er der dog et langt Spring til at gøre Nattekamp til almindelig Fremfærd under større Forhold. Allerede den Omstændighed, at vi skulle helt tilbage til Slaget ved Laon (9/a 1811!) i Blüchers eller endog til Slaget ved Evfrat (66 f. Kr.) i Pompejus’ Dage for at finde større vellykkede egentlige Nattekampe, tyder ligesom Tyskernes Erfaringer fra Gravelotte paa, at Hoenig ikke har helt Uret i, at man helst rnaa overlade Spøgelser at slaas om Natten.

Forholdene ere ikke blevne bedre siden 1870/71 Nu som da tager alt sig højst forskelligt ud i Mørke og ved Dagens Lys. Selv stedkendte Folk fare let vild, endsige Folk, der kun kende den paagældende Egn fra en R ekognoscering. T ilm ed gøres selv den grundigste R e k o g n o s c e r i n g til S k a m m e , h v i s F j e n d e n s k i f t e r S t i l l i n g e f te r M ø r k e t s F r e m b r u d , hvilket t. E. hændte, da Gen. Gatacre Natten til lu/i2 1899 vilde overfalde Burerne ved Stormberg. Rekognosceringen frembyder ogsaa Vanskeligheder. Gaa Rekognoscenterne helt frem i Stillingerne, vække de Fjendens Mistanke; opsættes den egentlige Rekognoscering til Mørket falder paa, graver man sig maaske som franske Batterier ved Borodino‘ ) og tyske foran Strassburg i god T ro ned altfor langt fra Fjenden, hvis Frastand man er tilbøjelig til at undervurdere. Mange Folk ere desuden mørkerædde. En uvant Lyd, et Lysglimt bringer dem til at fare sammen. Bædslen smitter og vokser let til Panik, naar der hvert Øjeblik kan ventes skarpe Skud. Ledelsen af større Troppelegemer er vanskelig og glipper snart. Fodfolket kommer let til at skyde i Utide, maaske endog paa Venner, og Artilleriet er saa godt som sat helt ud af Spillet. Lægges hertil, at en nogenlunde jævnbyrdig og aarvaagen Modstander paa ingen Maade rolig finder sig i Troppebevægelser og Gravning tæt foran sin Stilling og muligvis raader over elektriske Lyskastere, synes Nattekæmpernes Udsigter just ikke lovende. — En hel anden Sag er, at Angriberen kan nytte Mørket til at sætte sig forsvarlig fast i de Stillinger, han har vundet ved Nattens Frembrud.

Mange tænke sig ogsaa Muligheden af, at man i Fremtiden mere kommer til at tilm anøvrere end tilkæmpe sig Sejren. Vaabenvirkningen frister unægtelig ogsaa Angriberen til at gaa uden om, hvis det lader sig gøre; men, selv om der skulde blive manøvreret noget mere end tidligere, slipper man ikke uden om afgørende Kamp. Der kommer et Tidspunkt, hvor Forsvareren staar som med Ryggen mod en Mur, og m aa angribes, hvis han ikke nedlægger Vaabnene, hvilket er højst usandsynligt, naar Hensyn tages til de Kræfter, Nutidens Krige sætte i Bevægelse. Omgaaende Bevægelser ende altsaa til syvende og sidst med frontal Kamp. — Det lader sig ikke nægte, at omgaaende Bevægelser netop i vore Dage støde paa særlige Vanskeligheder. Strategisk set ere de des vanskeligere, jo større Styrker der virkes med, men Storopbud særtegne jo Nutidens Hære. Taktisk Omgaaen kræver enten lange Omveje eller ogsaa maa' den, der vil udenom, samtidig holde Tropper rede til frontal Kamp. I første Tilfælde vinder Forsvareren maaskc Tid til Modtræk; i sidste bliver det, som Erfaring viser, vanskeligt at holde Tropperne fra at komme alvorlig i Kast med hinanden.

Alt i alt synes Kampmaaden at maatte blive i sit gamle Spor. Dog komme Kamp i aaben Mark og Fæstningskrig iil at ligne hinanden mere end hidtil. Paa den ene Side tvinger Vaabnenes Skudsikkerhed nemlig saavel Angriber som Forsvarer Spaden tiere i Hænde, samtidig med, at der saa godt som overalt med større Lethed rask kan tilvejebringes udmærkede Hindringer (Staaltraadshegn, Landtorpedoer). Paa den anden Side gør Indførelsen al' riflet Kasteskyts Fæstningskampens tidligere stive Former uheldige og giver den mere Liv og Bevægelighed. Ogsaa med Hensyn til Spørgsmaalet, om man skal søge (modtage) Nærkamp eller ej, blive Forholdene anderledes. Her staar man nemlig utvivlsomt over for et skarpere „Enten— Eller" end før. En Forsvarer, som først viger for Bajonetterne, eller en Angriber, som giver tabt i Nærkampen, erc Dødsens, hvis de ikke kaste Vaabnene og overgive sig. Derfor maa den afgørende Beslutning — frem! eller tilbage! — tages tidlig, hvor stærkt Vaabnenes morderiske Virkning end i øvrigt frister til at fortsætte Kampen paa korle Frastande.

I en Redegørelse for Vaabnenes Kaar under Kamp er det naturligt at omtale Stortaktik — eller de forenede Vaabens Taktik — under Artilleriet og at begynde med Rytteriet som det Vaaben, der i Almindelighed først faar Føling med Fjenden.

II.

Mange paastaa, at Rytteriets Dage som Vaaben ere talte: Det evner intet over for Nutidens Skydevaaben og kan i Efterretnings- og Sikringstjenesten afløses af Hjulri tiere1) og Ryttere — Hestjægere, ridende Fodfolk, eller hvad man nu vil kalde dem — som ere billigere og lettere at uddanne.

For at tage det sidste først, kan ridende Fodfolk i Forbindelse med Hjulridere virkeliggøre Fyldest i Sikringsog Efterretningstjenesten, hvis begge Parter kun have ridende Fodfolk. Rekognoscere og melde kunne Ryttere nemlig i og for sig gøre tilfredsstillende, selv om de ikke kunne ride et Paaløb. Men raadcr én af Parterne over virkeligt Rytteri, stiller Sagen sig helt anderledes. Saavel i Efterretnings- som i Sikringstjenesten støde Rytterne paa Fjenden. Medens de nu over for Fodfolk og Artilleri i Almindelighed efter eget Tykke kunne angribe eller nøjes med at iagttage, have de over for Rytteri kun Valget mellem at angribe eller rømme Marken; men i Samm enstødet komme selv dygtige Ryttere ynkelig til kort over for Ry tteri, der kan ride et Paa løb rask og sluttet. Det ridende Fodfolk fejes altsaa af Marken. Rytteriet er nu eneraadende som Tyskernes i 18,0/u, medens Modparten famler i Blinde. Hjulridere kunne nemlig aldrig hamle op med Ryttere, fordi de ikke ere synderlig mere værd end Fodgængere, naar de tvinges bort fra Vejene, og d e t sker, saasnart der faas rigtig Føling med Fjenden. Selv om der ikke længere kunde være Tale om heldige Rytterangreb paa andre Vaaben, giver altsaa allerede Efterretnings- og Sikringsljenesten Rytteriet Ret til at være. Ja det er endog til Trods for alle Spaadomnie om Ridehjulenes, Telefonernes og Luftballonernes glimrende Frem tid uundværligere end nogensinde. Efterretningstjenesten kræver dobbelt Fart, fordi Nutidens Skudvidder og røgfrit Krudt lægge store Hindringer i Vejen og alt gaar i Staa, hvis der ikke tilvejebringes nogenlunde paalidelige Oplysninger oin Fjenden. I Sikringstjenesten føles Fodfolkets Tunghed dobbelt, fordi man mna sikre sig længere ud til alle Sider end før. Nogle Ord om Efterretningstjeneste og Sikringstjeneste, der gaa Haand i Haand, men ere forskellige af Væsen, ere maaske ikke af Vejen. I E fterretningstjenesten gælder det fremfor alt om at se. Det kunne Patrouiller, under store Forhold Eskadroner gøre. Efterretningsrytteriets Hovedstyrke tjener hovedsat 'lig som Rygstød for Patrouillerne (Esk.) og til at skabe disse gode Kaar at virke under. Stundom naas imidlertid Intet uden Kam p, thi Fjendens Sikringsdele søge lige saa ivrigt at bortjage Patrouillerne, som disse at trænge igennem. Selv om Efterretningsrytteriets Førere i Almindelighed ikke bør søge Kamp, maa de derfor, saa længe Fjendens Rytteri ikke er slaaet af Marken, vogte sig for at sprede deres Styrke, saa at de ikke evne at slaa til, naar Nød byder.

Efterretningspatrouillerne skulle, saa længe Fjenden ikke hindrer det, være saa langt ude, at Troppeføreren faar Tid til at raade frit paa Grundlag af de indkomne Meldinger. Ved en marcherende Fodfolksdivision er dette kun muligt, naar den har Følere henimod 20 km. i Fo rvejen. Patrouillerne bevæge sig frit, medens Efterretningsrytteriets større Led gaa springvis fra Afsnit til Afsnit for ikke at tabe Forbindelse med egne Tropper. Raade Patrouiller og sluttede Led skulle af yderste Evne fastholde Føling med Fjenden , naar den engang er vunden — hvilket er let nok sagt, men, som Erfaring viser, vanskelig gjort, især, naar Kamp drager alles Øjne og Øren hen paa sig. God Efterretningstjeneste yder allerede nogen Sikkerhed, men Efterretningsrytteriet kan ikke indlade sig paa egentlig Afspærring af Operationsomraadet eller overhovedet binde sig saa stærkt til de bagudværende Tropper, som virkelig Sikring kræver. Dette inaa overlades T rop ­ pernes Sikringsdele, hvis Rytteri, „det bundne R y tteri“ , i mange Tilfælde baade søger og modtager Kamp, hvor Efterretningsrytteri med Rette vilde gaa udenom. Hvad der særtegner Rytteri i Modsætning til Ryttere er mindre den enkelte Mands Vaabenfærdighed og Øvelse i at tumle sin Hest end Afdelingernes Manøvredygtighed og Evne til at lyde Førernes Vink selv næ r v ed Fjenden og i stærk Fart. Disse Egenskaber bære nemlig Sejren hjem i Rytterkam pen. „Nær ved Fjenden“ o: overfor Rytteri mindst 500 x fra, kan der endnu evoleres; i mindre maa man ride lige paa. E t glimrende VLmesbyrd om godt Rytteris Manøvredygtighed gav Oberst Rrauchitsch med 13. Drag. reg. ved Ville sur Yron. Regimentet red paa Linie frem mod Husarbrigaden Montaigu, hvis 2 Regimenter ogsaa allerede vare paa Linie og i Galop. Da Oberst B. saa, at begge hans Fløje vilde blive omfattede, kommanderede han i 500 x Frastand: „Med Delinger højre Sving!“ og førte Regimentet saa langt til Siden, at det efter at have svinget ind til venstre omfattede Franskmændenes venstre Fløj i Paaløbe t1). Med Hensyn til Rytterkampen ere Reglementerne.' enige. De sige udtrykkelig, at Rytteri til Hest kun kender én Kampmaade, Paaløb med blanke Vaaben, og ville have Rytteri angrebet saa sluttet som muligt, i fuld Fart og helst sam tidig fra flere Sider. Uheldigvis ere Sammenhold og Fart modstridende Krav. Jo raskere Løb, des mindre Sammenhold! Hvilket fortjener nu Fortrinet?

Farten gør det lettere at overraske og ildner Folk og Heste, men — naar tørnede 2 Rytterlinier nogensinde sammen i fuld Fart? Saavel Heste som Ryttere sky uvilkaarlig det voldsomme Sammenstød, der vilde knuse baade Sejrherrerne og de besejrede. Enten gør den mindst modige omkring i sidste Øjeblik, saa at Modstanderen kun skal forfølge — eller ogsaa sagtnes Farten, som efter fælles Overenskomst, før Sammenstødet, saa al det kommer til Haandmænge i kort Gangart eller maaske endog paa Stedet. Baade her og under selve Paaløbet byder fast Sammenhold store Fordele. Hvor Mand trænges til Mand. hindres de fejge i at bryde ud. llaabløshed og Dødsangst giver saa maaske oven i Købet mange af dem Bersærkegang, saa at de ligefrem blive Helte. En Linie, der stormer frem som en levende Mur, gør desuden mægtigere Virkning paa Fjenden , fordi den vidner om fastere Vilje til at sejre eller dø end vildt fremjagende løse Hækker. Altsaa først Sammenhold saa Fart! Det var sikkert denne Tanke, der tik Napoleons Rytterfører, den berømte Lasalle, til at udbryde: „De Karle cre Dødsens!“ da han saa Fjenden galopere vildt frem imod de tætsluttede, travende franske Hyl lermasser — men Farten bør selvfølgelig drives saa stærk op. som Sammenholdet tillader.

Det strider mod Rytterkampens Væsen, al Kræfterne sættes ind efterhaanden — 1. T ræfning bør være stærk nok til at sikre Sejren i første Paaløb øgskal løbe paa, som om dens eneste Redning er at ride alt, hvad der kommer i Vejen. ned. En uventet Manøvre af Fjenden kan dog blive skæbnesvanger for én Træ fning, og Sejren er vanskelig at fastholde, da selv mindre Styrker, som uventet kaste sig i Siden eller Ryggen paa Forfølgeren, i et Nu kunne vende Sejr til Nederlag. Større Rytterlegemer deles derfor gerne i flere Træfninger, som følge hinanden i nogle 100 x Frastand, saa at de kunne gribe ind højst nogle Minutter efter hverandre. Der har hersket Uenighed om 2. Træ fning, idet nogle saa dennes Hovedopgave i at kaste sig bagfra ind i det vaklende Haandmænge eller optage 1. Trådning, om den skulde vige, medens andre - o g deresOpfallel.se har sejret — hævde, at 2. Træfning herved kun opnaar at blive reven med, hvis 1. kastes1). Den skal derfor — bortset fra enkelte Eskadroner, der følge lige bag 1. Træfning for at standse gennembrydende Fjender — følge første udragende, værne dens Side og Ryg og om muligt falde Fjenden i Side eller Ryg, hvad enten dette nu sker ved, af den forlænger 1. Træ fning under Haandmænget, standser tililende fjendtlige Afdelinger eller fra Siden kaster sig over Forfølgerne, naar 1. Træ fning viger, o. Træfning kan ligeledes følge udragende. Lade Forholdene sig ikke straks overse, sættes de bageste Træ fninger (den bageste Træfning) midt bag forreste. Man søger i Almindelighed, men med Urette, Fo rbilledet for Nutidens Tretnefningstaktik i Frederik den H ’s Dage. Ganske vist fremkom den i sin Tid paa Grundlag af Studiet af Frederik H ’s Ryttertaklik. skønt den, som t.E. den store Rytterkamp ved Ville sur Yron lf7s 70 viser2), ligger snublende nær, saa at man ikke behøvede at gaa langt tilbage for at finde paa den, men — der er den himmelvide Forskel paa Nutidens og Datidens Træ fninger, at hine hver have sin selvstændige Fører og manøvrere selvstændig, medens disse fulgte lige bag hinanden som el samlet Mele i én Mands Haand. Endelig er det tvivlsomt, om Frederik II overhovedet brugte 3 Træfninger. Han nøjedes vistnok i Almindelighed med 2, bag hvilke der undertiden stilledes en Reserve af Husarer, som ikke fulgte Paaløbet.

Ogsaa Fodfolk og Artilleri er det heldigt at angribe i flere Træfninger, forsaavidt dette ikke hindrer, at 1. Træfning bliver tilstrækkelig bred. En enkelt Træ fning rider maaske Fjenden ned, men Hestene have til taget Magten fra Rytterne, naar Maalet naas, og jage videre, medens de overredne staa op af Døde og skyde Rytterne i Ryggen.

Mange regne Rytteriets Udsigter over for Fodfolk og Artilleri for haabløse. Rytterne selv ere af en anden Mening — heldigvis maa man sige, da Rytteri, som i k k e h a r T r o t i l sig s e l v og i k k e i F r e d s t i d læ rer, at det kan ride alt ned, In te t er værd. — Jeg skal søge at se Sagen med en Rytters Øjne og tale ud af hans Hjerte og paa den anden Side gøre de Indvendinger, som i Almindelighed føres i Marken af Ikke-Ryttere. Rytteriet véd meget godt, at det langt sjældnere end før faar Lejlighed til at overraske skydende Fodfolk og Artilleri. Det venter heller ikke at udrette synderligt over for uforfærdet Fod folk — det ere Rytterangreb altid strandede paa — men taber Fodfolket Hovedet, og Nutidens Ild røver vel ikke sjælden hele Afdelinger Sans og Samling, er det ligegyldigt, om Fodfolket har Luntebøsser eller Magasinrifler i Hænde. Tilmed lettes Rytteriets Indgreb nutildags i visse Henseender: Røgen hindrer ikke mere den spejdende Rytterfører i at kende Tidens Fylde; Skyttesværme og Skyttelinier slaas lettere af panisk Rædsel end Fortidens Firkanter og komme let til at skyde paa hverandre. Muligvis skræmmer røgfrit Krudt ogsaa Hestene mindre end rygende. — Størst Udsigt til at udrette noget, har Rytteriet, naar det optræder i Masse. En enkelt Eskadron, et enkelt Regiment mejes maaske ned af ét eneste Kom pagni; en Rytterdivision er farlig selv for en udviklet Fodfolksbrigade, hvis enkelte Dele tit staa hinanden i Vejen '). Det gælder kun om, at Rytterne i rette Ø jeblik dukke op nær væd Fodfolket og jage lige paa med saa bred en Front, at Skytterne se Ryttere til højre og til venstre for sig, saa langt de øjne. Saa føler hver enkelt sig truet. De fejge stivne af Rædsel eller fly ; selv modige Mænd kunne komme til at ryste paa Hænderne og skyde vildt, ja glemme maaske helt at skyde. Derimod skal der hverken Mod eller Mandshjerte til at skyde koldblodigt, naar Rytterne angribe med saa smal Front, at kun Naboafdelingerne trues, medens man selv er uden for al F are.

Mod aarvaagent A r tille ri er frontalt Paaløb ikke synderlig lovende; men rider Rytteriet paa forfra i Sværmlinie, medens sluttede Afdelinger samtidig kaste sig i Siden eller Ryggen paa Kanonlinien, kan selv hurtigskydende Skyts næppe altid standse Paaløbet. Desuden fængsles Artilleriets Opmærksomhed let i én Re tning1), og Batterier, som staa skjulte til indirekte Skydning, ere saa ilde stedte over for Rytteri, at det vel nok jævnlig lønner sig at prøve, om de ere sikrede tilstrækkeligt. Ogsaa Artilleriets ubændige Hasten mod Valpladsen aabner Rytteriet Muligheder, som ikke ere til at foragte2). Endelig gør selv et „Dødsridt“ Gavn nok, naar det kun standser Fjendens Fodfolk en Stund3), drager Opmærksomheden bort fra andre Tropper eller bringer Artilleri til at tie 4).

Alt dette kan være rigtigt nok“ indvende de fleste Ikke-Ryttere „hvis det overhovedet lykkes Rytteriet at naa frem. Rytteriet maa imidlertid nutildags holde sig i saa ærbødig Frastand fra den egentlige Kamp, at det rette Øjeblik for længst er omme, »aar Rytteriet endelig kommer, — og flere Lejligheder tilbyde sig maaske ikke den Dag“ . Hertil svare Rytterne dels, at de flade Skudbaner rimeligvis lade afsiddet Rytteri — Rytteriet holder jo afsiddet for at mindske Tabene og skaane Hestene — finde taaleligt Ly selv i temmelig fladt Land, saa at det kan holde sig nogenlunde nær ved de andre Vaaben; dels, at Rytterhestenes Forædling i den sidste Menneskealder og Nutidens udstrakte Brug af jordvindende Gangarter opveje Skydevaabnenes Fremskridt. — Det sidste er der ikke lidt i; det første turde være tvivlsomt. Især vil Granatkardæskilden, som uden Vanskelighed kan lægges systematisk over store, ikke oversete Folder i Jordsmonnet, sikkert volde Rytteriet Sorg. Hvem der har Ret, Rytterne eller deres Avindsmænd, maa Tiden vise. Selv tiltror jeg Rytteriet Muligheder. Hvor rige, og om de blive til Virkelighed, afhænger først og fremmest af Føringen. Intet Vaabcns H eld og Hæ der er saa a fhængig af de hø jeste Fø re re som Rytteriets. En Seydlitz, en Ziethcn, en Lasalle eller for at nævne yngre, en Schmidt eller Gallifet gør Underværker med Rytteri, som under andre Førere ser ørkeløst til eller skydes hjælpeløst sønder øg sammen. Naar Rytteriets Fremtid synes mange saa mørk, skyldes det vistnok, at det franske Rytteri i 1870 sattes ind under haabløse lvaa r*), medens Tyskerne savnede fremragende Rytterførere, General Schmidt fraregnet51). En skøn Dag kommer Manden, som gør riet. umulige muligt. Han spørger ikke, om Fjendens Rytteri har Lanse eller Sabel, eller om, hvor hurtig Fjenden kan skyde, men han faar Sine til at tro sig uovervindelige og sætter dem i Gang paa rette Sted i rette Tid. Blodshestene sørge for Farten, og der staar Rædsel af hans Eskadroner. Alt i alt turde Efterretningstjenesten være Rytteriets vanskeligste Opgave. Under Indhug bliver Rytteren styrket mægtig af Tilliden til sine Kammerater og døvet af Larmen og Hestenes voldsomme Spring. Magtstjaalen, rives han med i Hvirvlen, medens Efterretningsrytterne flakke om alene eller faa i Følge, langt fra Venner, med Fjender lurende bag hver Busk, hvert Hus. Ingen ser det Heltemod, de lægge for Dagen, og de faa saa god Tid til at føle Uhyggen, at det vel til Tider kan løbe selv kække Mænd koldt ned ad Ryggen; men Tjenesten skal gøres alligevel.

III.

,,Den, som vil Maalet, maa ogsaa ville Midlerne“.

Fodfolkskampen afgøres nutildags i de fleste T ilfælde af Ilden, men Angriberen kan dog ikke vente at skyde Fjenden ud af en Stilling, som han har Mod og Mandshjerte til at værge til sidste Mand. Nu som før er Angriberen altsaa tvungen til at gaa Fjenden paa Livet med Bajonetten. Dette er imidlertid — uventede Sammenstød i Mørke eller Tauge, Skove1 og Byer undtagne — kun muligt, efter at Forsvarerens Ild er kuet eller hell sinkt. Fodfolkets Ilovedkampformation er Skyttelinien eller Skyttesværmen, men sluttede Formationer ere langt lettere at føre og bruges derfor overalt, hvor Fjendens Ild tillader det. Skytteild bliver mere og mere Hovedskydemaade, om end enkelte Lande, t. E. Rusland, endnu holde haardnakket paa Salver. Selv med Nutidens Geværer evne Skytterne næppe at tiltvinge sig afgørende Fordele i lang Frastand. Paa under G00m skyde Geværerne sikkert nok til at hidføre Afgørelsen forholdsvis rask, selv om begge Modstandere ligge ned. Da Angriberen desuden her, skønt han gcnnemgaacnde kender Maalets Frastand mindre godt, har omtrent lige saa stor Udsigt til at træffe som Forsvareren, ligger Angriberens llovedskydestilling først paa disse saakaldte „korte Fra s tande“ og selvfølgelig altid saa nær Forsvarerens Ildlinie, som Forholdene tillade. Paa mellem GOO og 1000"' — „mellemstore Frastande“ — faas kun god Virkning, naar der bruges rigtigt Visér o: Frastanden kendes. Forsvareren er i saa Henseende væsentlig bedre stillet end Angriberen, og bør derfor lægge fu l d Kraft i Udkampen paa disse Frastande, medens Angriberen hovedsagelig kun skyder for at lette sin Fremrykning. Paa over l()00m, „store Frastande“ , love kun rigtigt Visér og nogenlunde store, stillestaaende Maal rimelig Virkning, hvorfor man overhovedet gør bedst i at spare paa Krudtet.

Saaledes lyder Teorien. Bugeauds Ord, at „Skydning i lang Frastand røber slet Fod folk“ , gælde altsaa endnu, men i Virkeligheden fristes Forsvareren vel tit til at skyde paa Frastande, hvor han burde lade være, og vistnok lige saa tit svarer Angriberen kraftigt allerede paa mellemstor for ikke at sige stor Frastand. Det sidste tvinges han ligefrem til, hvis han foreløbig kun ønsker „ bindende“ Kamp. At gaa Fjenden nærmere paa Livet end 800— 1000m vilde nemlig fremkalde en utidig A fgørelse. (Jeg siger ikke „h e n h o 1 de n d e“ (demonstrativ), men “bindende“ Kamp, fordi „henholdende“ Kamp kan opfattes som Skinfægtning, og Forsvareren ligesaa lidt maa tro, at det ikke er ramme Alvor, som nogen angribende Afdeling, at d e n skal bidrage mindre til A fgørelsen end nogen anden. Enhver Afdeling skal tværtimod kæmpe, som om Sejren afhang af den. Udtrykket „opslidende“ Kamp. der stundom bruges for, hvad jeg kalder „bindende“ Kamp, fremhæver Afgørelsen lidt for stærkt. Hovedforskellen mellem bindende og afgørende Angreb er, at Tropperne ved hine e n t e n slet. ik ke eller i hvert Tilfælde ikke straks søge ind paa afgørende Skudvidde). Mærkeligt nok vrage alle Reglementer, undtagen det russiske, Skydning under Fremrykning, skønt den synes lovende, især under det sidste Frem løb, og vanskelig lader sig hindre. Hoenig og Boguslawski tilraade den indtrængende. Enhver kan sige sig selv, hvorledes Forsvareren skal bære sig ad:

Over for Fodfolk og Artilleri besætter ban sin Ildlinie saa tæt som muligt (en Bataillon, et Kompagni, der har Reserver bag sig, kan overspænde ligesaa mange x , som den tæller Geværer), idet lian tillige dækker sig saa godt, Skydningen tillader. Endvidere vogter ban særlig Fløjene og Stillingens Fremspring og holder Reserver skjulte i Nærheden eller, hvis de vilde være stærkt udsatte under Fremrykningen, maaske lige ved Ildlinien. For at øge Virkningen af sin Ild maaler lian Frastanden lil iø jne faldende Linier i Forlandet, udlægger Skudmærker, rydder og jævner Marken foran sig og lægger Fjenden Hindringer i Vejen. Overfor Rytteri, véd lian, er en hvilken som helst Opstilling god, nnar man kun ikke taber Hovedet, men rolig bier med at skyde, indtil Fjenden er saa nær, at intet Skud fe jler1). Forsvareren modtager altsaa Rytterangrebet i sin øjeblikkelige Opstilling (som Tyskerne Rytterbrig. Michel og Rytterdiv. Bonnemains ved Worth), forsaavidt den overhovedet tillader Skydning og Patroner haves. Da Rytteriet tit kun skal standse Fodfolket eller tvinge det over i andre Formationer, ænse de Afdelinger, som ikke selv angribes, slet ikke Rytterstormen — ellers opnaaede Fjenden jo sin Hensigt. Derimod ere gode Raad dyre for Angriberen, der, selv udækket, skal frem og kue en maaske udmærket dækket Modstanders Ild. Selve Betingelsen for Ildoverlegenhed er — Skydefærdighed og alt andet lige — soleklar, nemlig, at Angriberen paa afgørende a: højst G00ms Frastand danner en mindst lige saa bred og lige saa tæt Skyttelinie som Fjenden eller endnu bedre omfatter Forsvareren, saa at han faar en længere Ildlinie og derved flere Geværer i Virksomhed end han. Uimodsigelig er ogsaa enhver unødvendig eller unødvendig lang Standsning i Fjendens Ild — Angriberne maa vel bl. a. af og til standse for at trække Vejret — det samme som unyttige Tab for Angriberen og hvert Skud paa stor og mellemstor Frastand, hvor Forsvareren har vitterlige Fordele, en Svækkelse af Kampkraften — men, hvorledes naar Angriberen overhovedet Hovedskydestillingen, endsige med saa ringe Tab, at Mand kommer til at ligge ved Mand under den afgørende Udkamp? Drejer det sig kun om at tilbagelægge nogle faa 100m i stærk Ild, ere Vanskelighederne ikke overvældende. Hvis det i saa Tilfælde ikke lykkes Angriberen at gøre Hovedskydestillingen til en sammenhængende Ildlinie, kan han — som Tyskerne ved Gravelotte — takke sig selv derfor.

Derimod synes Fremrykning, forsaavidt der er Tale om nogenlunde jævnbyrdige Modstandere og Forsvarerens Ild endnu ikke er slukt, haabløs mod St. Privatstillinger o: Bakkestillinger, hvis Forland skraaner 1U Mil eller mere jævnt fremefter uden at byde andet Ly end Plovfurer og usle Smaagrøfter. T o fremragende tyske Generaler, S c h l i c h t i n g og B r o n s a r t v. S e b e l l e n d o r f indrømme da ogsaa med rene Ord, at Fremrykning er umulig under saadanne Vilkaar. Bronsart bruger Vendingen Utidigt Angreb over aaben Slette bliver en Begravelse af første Klasse“ 1). — Schlichting1) siger: „Aldeles aabne Sletter kunne overhovedet ikke mere overskrides i Fjendens Fodfolksild — hverken af Skyttelinier eller Understøttelsestroppe af hvad Størrelse og Form tænkes kan. Fo r at komme over dem maa man først kue Fjendens Ild eller gøre den virkningsløs, og dette naas udelukkende ad Genveje o : ved de højere Føreres Smile, ald rig ved Formationer eller Bevægelser („springvis Frem rykning“ )“ . — Som de højere Føreres Midler til at hidføre Ildoverlegenhed nævner Schlichting: at svække Fjendens Front ved at true hans Sider — overlegent A rtilleri — Samling af Ilden — Frem ­ rykning om Natten og Gravning.

Saa trøstesløst kunde Reglem en terne ikke tale, uden at det fik skæbnesvangre Følger. De nøjes derfor med at nævne Midler til at lette Angrebet : Søg dækkede Fremrykningslinier; svæk Fjendens Front ved at true hans Sider og samle Ilden mod enkelte Dele af hans Stilling! Kast en Del af Angrebsstyrken frem som Fo rtropper!— Smaastyrker kunne jo snige sig frem saa godt som overalt; de behøve jo kun et Gærde, en Grøft, en Smule Bakke eller et Hul for al bide sig fast. Naar de efterhaanden forstærkes og brede sig foran Fjendens Front, bortlede de Opmærksomheden fra den egentlige Angrebsstyrke. — Bryd Fodfolket Vej med Artilleriild eller tag Mørket til Hjælp! I Virkeligheden er dette at gaa udenom Sagen: Flad Mark byder ingen dækkede Fremrykningslinier — Omfattende Angreb forudsætter Forhold, som Angrebsstyrken, især under store Forhold, ikke altid er Herre over. — Det strider mod sund Fornuft, at Ilden fra forholdsvis svage Fortropper i og for sig skulde baade Angriberen mere end Forsvareren, der i Almindelighed ikke alene kan svare med flere Geværer, men desuden har bedre Kaar at skyde under. Kampene ved Mancekløften 18/s 1870 cre da ogsaa et storslaaet Vidnesbyrd om, at Fortropper overvældes hjælpeløst af Forsvarerens samlede Ild uden engang at kunne nytte de øjeblikkelige Fordele, de maatte tiltvinge sig. Fortropper bør derfor hovedsagelig kun freniskydes i Forsvarsøjemed, t. E. for at sikre Artilleristillinger og Opmarche 1). Angriberen raaa heller ikke vente, at Artilleriet gør hele Arbejdet for Fodfolket, selvom det knuser Forsvarsartilleriet'2). Dertil har Feltartilleri for ringe Virkning paa Skyttegrave, Gærder og lignende Fodfolksværn. Det kan højst holde Forsvarerens Fodfolk nogenlunde nede, indtil Angriberne nærme sig Flovedskydestillingen; saa komme de selv til at tiltvinge sig Overtaget. Hvis Forsvarsartilleriet ikke knuses, svinder Artillerihjælpen maaske ind til Intet3). — Endelig er Fremrykning og Gravning om Natten som allerede nævnt en tvivlsom Udvej.

Uheldigvis kan F o d folk e t ikke gaa udenom Sagen. Forsvareren vælger jo ikke tarvelige Stillinger for at tækkes Angriberen; Hensynet til andre T ro p ­ per kan kræve Angreb over aaben Mark, hvor haabløse U d sig terne end ere, og Himlen er ikke altid saa naadig at hylle Angriberne i Regn og Taage. Fodfolksreglementerne vide imidlertid intet særligt Raad i saa Tilfælde, men nøjes med at fremstille, hvorledes A n g r e b i A lm i n d e l i g h e d s k u ll e føres. Fremstillingen gælder selvfølgelig ogsaa Modangreb fra Fo rsvarerens Side, der lige saa lidt som almindelige Angreb kunne foretages som rene Bajonetpaaløb i sluttede Masser, men maa udføres paa sædvanlig Maade af tætte Skyttelinier, der fulgte af Reserver kaste sig springvis mod Angriberen.

R o g 1 o ni e n ternes G r u n d t a n k e er, at Underforerne helt ned til Kompagniførerne saa vidt muligt skulle have frie Hænder for at nytte Skjul og Dækning til Gavns. En Bataillonsclief maa i Almindelighed ikke paabyde Kompagnicheferne, en Regimentschef ikke Bataillonscheferne osv., hvilken Fremgangsmaade eller hvilke Fo rmationer de skulle bruge — han meddeler dem Bataillonens (Reg.s) Opgave, giver hver Underforer sit Hverv i Overensstemmelse hermed og lader dem i øvrigt handle efter eget Tykke („Au f t, r a g s v e r fa h r e n “ ). Saaledes siger en Bataillonsclief t. E. til sine Kom ­ pagnichefer (Dansk Fodf. regi. S. 104, 1): „Bataillonen skal angribe den fjendtlige Stilling ved N! 1. og 4. Kompagni fremsende straks Skytter! 4. Kp. er Retningskompagni og støtter højre Flø j til Vejen. 2. og 3. Kp. Bataillonsreserve bag Midten! Fra 2. og 3. Kp. tag A fstand'“ og en Divisionsgeneral, der staar med 2 Brigader overfor St. Privat, til sine Brigadechefer: „Divisionen skal angribe Byen dér (peger paa St. Privat) 1. Brigade gaar frem N o rd fo r, 2. Syd for Hovedvejen.“

Brigadegeneralerne vise derefter deres Regimentschefer St. Privat, befale, paa hvilken Fløj Regimenterne skulle, maaske tillige, at der skal udskilles saa og saa stor en Brigadereserve, og lade Regimentscheferne om Resten. Paa lignende Maade gaar det nedefter til Kom ­ pagnierne. Udviklingen og Fremrykningen kommer altsaa i det væsentlige til at afhænge af Underforernes Skøn. Under Fremrykningen holdes Angrebsstyrken hovedsagelig sammen af det fælles Maal forude. Sideretning paa Frontlinien kræves enten slet ikke eller ikke strengt. D e r b ø r altid rekognosceres omhyggelig før og u n d e r Angrebet, for at man ikke skal gaa paa i Blinde1). Derimod er det ikke altid nødvendigt at opntarchere og udvikle Angrebsstyrken paa Grundlinien før Angrebet, men Angrebsstyrkens forskellige Led skulle trækkes ud fra hverandre, saasnart de nærme sig Grænsen for Fjendens Artilleriild. Kompagnierne i forreste Linie („Kam plinien“) gaa efterhaanden over i sluttet Linie eller smalle Marchekolonner med skiftende Mellem rum2) og tilsidst i Skyttelinie, idet de enten siraks opløses helt (Frankrig, Rusland) eller saa længe som muligt holde en sluttet „Kompagnireserve“ tilbago (Danmark. Tyskland o. a. Lande)'). Fremrykningen fortsattes uafbrudt, indtil Fjendens Ild omsider bliver saa voldsom . at man maa standse en Stund. Der gaas nu videre i saa lange Spring, som Forholdene tillade, og med saa store Dele af Skyttelinien ad Gangen som muligt. Selv efter at Fremrykningen er bleven springvis, skyder Angriberen kun nødtvungen. Uden at være bundne til bestemte Formationer følge Reserverne Kampliniens Bevægelse uafbrudt eller springvis og rive den frem med sig. hvis den taber Modet og gaar i Staa. De bagud værende Linier (Træfninger) holde Fo rbindelse med de foranværendø ved Hjælp af Kampordonnanser; højere og lavere Førere holde ligeledes indbyrdes Forbindelse, og hver Linie sikrer sig ved Hjælp af Patrouiller.

Førerne rette sig efter hverandre og vogte sig vel for egenmægtige Foretagender, t. E. utidige Forsøg paa at omfatte Fjenden, som kunde splitte Angrebsstyrken eller føre den paa Afveje. Omfatning, der ikke er forberedt fra første Færd af, men iværksættes paa egen Haand af Skyttelinien, faar nemlig i Almindelighed sørgelige Følg e r2). Enhver Fører holder Sine sammen efter bedste Evne. Skulde forskellige taktiske Led blive blandede mellem hverandre, danne Førerne nye Kommandoled om sig.

Opstaar der Uorden eller Sammenhobninger, nyttes næste Dækning til at bringe Tingene i Lave, saa at Folk ikke styrle videre paa Maa og Faa. Endelig er Skyttelinien Fjenden nær nok til at optage Skydningen med fuld Kraft eller rettere: man kommer ikke videre, for Geværerne have talt deres Sag til Gavns. Paa begge Sider ligge Skytterne nu, Mand ved Mand, fladt paa Maven og skyde af alle Livsens Kræfter, uden Øje eller Tanke for andet end, hvad der er lige for. Geværerne gløde mellem Fingrene paa dem, men hvem ænser vel det? Hist og her springer en eller anden modig Mand op og river sine nærmeste Naboer endnu et Stykke frem ad, hvis de ikke straks standses af en Kugle. Hvert Skridt, der vindes, maa købes med Blod. Ilden raser en Stund kun afbrudt af ufrivillige Standsninger, naar Skydningen tager Vejret fra Folk og tvinger dem til at strække deres modige Lemmer et Øjeblik — saa blinke Bajonetterne pludselig langs hele Linien og Hurraraab lyde, først svagt, saa stærkere gennem den knitrende Ild. Trommer røres og Horn skingre. Selv fjærne Afdelinger styrte frem for at være med, og i næste Øjeblik skyller Menneskebolgen ustandselig hen over Forsvarsstillingen. — Hvem gav Tegnet? Var det Førerne bagude, som oversaa Sagernes Stilling og sendte deres sidste Reserver afSted i rette T id ? Eller gik Skytterne paa af sig selv, da Fjendens Ild sagtnede og Mand efter Mand sneg sig bort? Ingen véd det. Først Sagnet melder, hvorledes det Hele gik til, og nævner Heltenes Navne.

Saaledes er det Billede, Reglementerne udkaste. De fastslaa hverken Bredden eller Dybden af det Rum, en given Styrke skal overspænde, hvor mange Træfninger (Linier) den skal danne, eller hvor brede og tætte Skyttelinierne skulle være. D e t tyske Reglement 1889 giver t. E. kun følgende Tal:

Et Kompagnis          Frontbredde ikke stort over 100m

En Fodfolksbrigades      —                    —      —  1000— 1200m

Træfningsfrastande i Begyndelsen af Kampen i aabent Land mindst 200m, for at samme Fodfolksskudneg eller samme Granatkardæsk ikke skal ramme 2 Led paa engang. D e t franske Reglem ent 1 8 1,7 as lader et indrammet (bundet) Kompagni paa 200 Geværer og en indrammet (bunden) Bataillon paa 800 Geværer overspænde henboldsvis 150 og 1100™ i Bredden; Bataillonsreserverne tage i Førstningen 400— 500m Frastand fra Kompagnierne i 1. Linie og maa ikke mindske Frastanden til under d00m, med mindre Reservekompagnierne med det samme føres op i Skyttelinien. Vort Reglement 1890 giver slet ingen Breddeniaal. [hvilket for saa vidt er heldigt, som Afdelingernes Kampstyrke skifter stærkt bl.a. paa Grund af Sygdom og Saar], men følgende S tørste fraslande:

Reglementerne vrage som sagt bindende Forskrifter og kræve Fodfolkskampen ledet ved, at de højere Førere give Underforerne selvstændige Hverv. De vanskeliggøre unægtelig herved, at Eksercér vaner tankeløst overføres paa virkelig Kam]); men Fremgangsmaaden fremkalder maaskc paa den anden Side Uoverensstemmelse mellem Underførernes Færd og de højere Føreres Hensigter, hvorved Angrebsbevægelserne falde fra hinanden. Faren herfor vokser, idet Underforernes Selvraade ikke sjælden fremhæves saa stærkt, at Folk fristes til al overvurdere det. Begge Dele erc saa meget uheldigere, som Ilden og Larmen gøre det saa at sige umuligt for de højere Førere at rette Underforernes Fejl; men rettes Fejlene ikke i Tide, bliver Kampen en Gentagelse af Skyttekampene i August 1870. Som kendt svigtede Tyskernes Kompagnikolonnetaktik i disse; al højere Ledelse gik tabt; Underførerne, ja, eftersom Opløsningen skred frem, endog de enkelte Skytter fulgte deres øjeblikkelige Indskydelser: de fejge trykkede sig, de modige søgte Fjenden til Livs, idet de efter Evne undgik de Steder, hvor Kuglerne faldt taTtest, og Angrebet endte i haabløst Virvar.

Saafremt Reglementet nøjes med at give almindelige Vink, faar man desuden sandsynligvis ikke én Herre, Reglementet, men 10, 20 ja 30 Smaatyranner i de Tolk ­ ninger, høje og lave Foresatte paatvinge deres Undergivne. Der kommer tillige Usikkerhed i Uddannelsen, fordi Opfattelsen skifter med Førerne. Da disse Forhold især gøre sig gældende i en stor Hær og det tyske Reglement giver Underforerne allerfinest 1 læ nder, er Faren for Egenraadighed intetsteds større end i Tyskland. Just derfor har Reglementernes Løsning haardnakkede Modstandere netop i Tyskland. Ypperst blandt disse ere S c h e r f f , H o e n i g og B o - guslawski; de talte længe for døve Øren, men vinde flere og flere Tilhængere efterhaanden, som der kastes klarere Lys over Kampene i August 18701). I faa Ord lyder deres Opfattelse: „Reglementet paabyder Skyttetaktik, men umuliggør den ved at give for stor Frihed. V i rn a a have en h a a n d fa s t Tak tik , som tæ mm e r U n d e r f o r e r n e s E g e n r a a d i g h e d og s i k r e r E n h e d og S a m t i d i g h e d i A n g r e b s b e ­ vægelserne“. Da S c h e r f f turde være den, der har kæmpet ivrigst for disse Krav, og i hvert Tilfælde stiller dem skarpest, skal jeg gøre nærmere Rede for hans Syn paa Sagen. S ch e r f f fr a k e n d er i n gen 1 u n d e U n d e r fø re rn eS e l v s t æ n d i g h e d 1): de skulle nu som før raade frit i uforudsete Tilfælde og bl. a. vælge den i Øjeblikket formaalstjenligste Formation. Endm ind re vrager han helt Reglementets „Au ftragsverfah ren“ : den er i og for sig god nok, men k u n under visse Forudsætninger, t. E. ved Indledning af Kamp. For at vide naar disse Forudsætninger ere til Stede, maa man skelne skarpt mellem to Begreber, som Reglementet sammenblander, men som i Virkeligheden ere himmelvidt forskellige'2). De hedde — for at tale med Scherff — „Gefechtsführung“ eller „Gefechtstaktik“ (Kampledelse) og „Kampfordnung“ eller „Kampftaktik“ (Kampføring). — Jeg bruger med Vilje ikke som Nogle „Fægtn i n g “ og „ K a m p “ om de to Virksomheder, fordi dette strider mod almindelig Sprogbrug. „Kam p“ er nemlig efter denne baade Brug afaandelige og legemlige Kræfter, medens „Fægtning“ enten betyder „et mindre Slag“ eller Kamp med Kaarde (Floret). Hvis der virkelig vandtes noget ved at indføre nævnte, for almindelige Mennesker gaadefulde Modsætning mellem „Fægtning“ og „Kam p“ , kunde den maaske retfærdiggøres — m ig er det imidlertid ikke muligt at øjne nogen Vinding ved den. — „ K a m p l e d e l s e “ g a a r ud p a a at b r i n g e f l e r e selv s tæ ndig e S tyrker til at v i rk e samm en mod et fælles M a a l og paahviler først og fremmest den øverste Fører, der, forsaavidt alt gaar, som det skal, afgør, om der overhovedet skal kæmpes eller ej. Han deler ved Angreb i Almindelighed sin Styrke i 3 Dele: 1) den Styrke, som skal indlede Kampen, 2) Stødtropperne, som skulle afgøre den og 3) I lovedreserven — og fastsætter, n a a r og h v o r hver af disse skal gribe ind, idet han giver hver Dels Fører hans særlige Hverv. De nævnte Dele lade sig ikke altid hver for sig føre som et Hele, t. E. ikke, naar vedkommende Del dannes af flere Vaaben eller paa éngang skal angribe baade forfra og fra Siden. Den paagældende Underfører bliver da „Kampleder“ inden for sit Omraade og man give sine Underforere særlige Hverv. Paa lignende Maade gaar det maaske atter hans Underførere.

F o r „ K a m p l e d e l s e “ k an d e r i k k e g i v e s b in ­ de n d e Ved tægter. Den paagældende Fører maa handle efter Skøn i hvert enkelt Tilfælde og skifte Færd efter de raadige Kræfter, stedlige Forhold, Maalet for Angrebet m. m. Hvor Talen er om „Kampledelse“ viser Reglementet, som forbyder almene (skematiske) Form er og hjemler Underførerne Selvraade, altsaa den rette Vej. Ganske anderledes forholder det sig med „Kampfø rin g “, som der først bliver Tale om, efterat Kamplederen har fastsat, n a a r og h v o r en vis Styrke skal kæmpe. „ K a m p f ø r i n g “ e r n e m l i g F ø r i n g a f en t a k t i s k E n h e d i r e n t f r o n t a l K a m p 1). Da Frerngangsmaaden her aabenbart maa rette sig efter Vaabnene og Vaabenvirkningen, er det aldeles ligegyldigt, om Maalet for Angrebet er en Bakke, en Skov, en Landsby eller en hvilkensomhclst anden Genstand-). Det er, hvad ogsaa Krigshistorien vidner, ikke alene muligt, men ligefrem nødvendigt at fastslaa Fremgangsmaaden, hvis man vil have Enhed og Samtidighed i Angrebsbevægelserne.

Naar Reglementet ikke alene ikke fastslaar, men ligefrem forbyder faste Former, gør det det tvivlsomt, ja under større Forhold og haarde Kampkaar ligefrem usandsynligt, at Angrebsstyrken bliver rigtigt udviklet og gaar paa som et Hele. Reglementet gør med andre Ord Sejren afhængig af et Lykketræf og giver frivillig Afkald paa den umaadelige Fordel, Øvelse medfører. Det er maaske bedst at tydeliggøre Forskellen mellem „Kampledelse“ og „Kampføring“ ved et Eks. Oberst A. staar med sit Regiment ved Lautrupgaard og vil angribe Ballerup. Han beslutter at lade 1 Batl. omfatte Byen nordfra, medens de andre gaa frem langs Hovedvejen, og giver sine Bataillonschefer hver sit særlige Hverv i Overensstemmelse hermed, hvorpaa han efter Evne vaager over, at begge Angreb trætte Byen samtidigt. Opgaven løses altsaa gennem „Auftragsverfahren“ og kan, som Kampledelsesopgaver i Almindelighed, ikke godt løses anderledes. — Oberst A. staar atter med sit Regiment ved Lautrupgaard og faar af sin General Befalingen: „Gaa langs Hovedvejen løs paa Ballerup. Byen angribes samtidig nordfra af . . . og sydfra af . . .“ . Dette er en Kampføringsopgave. Hvis Obersten nu ligeledes gav sine Bataillonschefer og disse igen Kom ­ pagnicheferne særlige Hverv, spildte lian ikke alene Tid, men aabnede ogsaa Muligheder for Misforstaaelser. Obersten bør kun nævne Kampens Øjemed, befale Styrkens Fordeling ind en fo r Træfningerne, fastsætte é t— maaske fælles — Maal for Bevægelsen og gaa paa. Reglementernes Tilhængere sige maaske her: „Saaledes bære vi os ogsaa ad, bare med den Forskel, at vi ikke befale Styrkens Fordeling „inden for T ræ fnin ­ g e r n e “, men kun „i T r æ f n i n g e r “ .“ Skønt Forskellen, atScherff raader længere ned med Hensyn til Træfningernes Styrke, ikke er helt uvæsentlig, kan man maaske indrømme, at Reglementstilhængerne have Ret i deres Paastand. Der er nemlig ikke noget i Vejen for, at Folk i Gerningen kunne holde Kampføring og Kampledelse ude fra hinanden, selv om Reglementet ikke gør det. Ja man kan gaa endnu videre og indrømme, at der hersker paafaldende Enighed mellem Seherff og Reglementstilhængerne om Kræfternes Fordeling inden for den givne R am m e1). D e n uforsonl i g e M o d s æ t n i n g m e l l e m S. og R. f r e m k o m m e r først ved Spørgsm aalet om, hvorledes Hovedsk yde s t i l l i n g e n skal naas . Den skjulesi det valgte Eksempel af Ordene „gaa paa“ . S. vilde nemlig forklare dem ved at tilføje: „i Overensstemmelse med det taktiske Normalangreb“ , modens R. tilføje: „idet han lader Underforerne raade efter bedste Skøn“ . Seherff fastslaar altsaa Udførelsen reglementarisk. Vi ville følge ham paa hans logisk-historiske Vej til „Nonnalangrebet“ .

Et Normalangreb, siger lia n 2), maa først og fremmest svare til Nutidens Vaaben. Det maa endvidere hverken hindre Artilleriet i at hjælpe Fod folket3) eller umuliggøre, at Skjul og Dækning nyttes, hvor det kan ske uden, at Angrebsstyrken taber Fremdriften. Endelig bør det lette Sideangreb. Da Fremrykning over flad, aaben Mark byder Angriberen de allerbaardeste Kaar, ingenlunde — som hans Modstandere paastaa — fordi de fleste Eksercerpladser ere aabne og flade, vælger Scherff aaben Slette til Ramme for sit „Normalangreb“ . Hvilken Fremfærd Nutidens Vaaben kræve, læres af Kampene i 1870, hvor Tyskernes Fodfolksangreb kun lykkedes, naar: forreste Linie o p l ø s t e s i T i d e — Skyttelinierne gik lige paa det opgivne Maal m ed bred Front, fulgte af Reserver, der vare næ r nok til at naa Skyttelinien, før den bukkede under, og d og s aa langt bag ude, at de ikke opreves af den mod Skytterne rettede Ild —• og alle Led rettede sig efter hverandre, saa at der kom Enhed og Samtidighed i Angrebsbevægelserne, th i k u n i sa a T i 1 fæl de tilvejebragte Tyskerne saa bred og tæt en Skyttelinie paa afgørende Skudvidde, at den overvældede Fjenden eller i uheldigste Tilfælde standsede fjendtlige Modstød, indtil Reserverne kom til. D e t v a r — som Brigaden Rothmalers Skæbne ved Vionville viste1) — ikke nok, at A fd e lin g e rn e o p ­ løstes i T i de: Angrebet strandede, hvis de ikke gik lige paa, til de styrtede.

Det var — som Brigaden Wedell viste ved Mars-laTour — i k k e n o k at g aa li g e paa med Dødsforagt: Afdelingerne in aa tt o ogsaa opløse sig i Skyttelinier og Rescrvetræfn i nger. De lige saa blodige som haabløse Kampe binsides Mancekløften vidnede, at selv nok saa stærke, sluttede Masser, der gennem L a v n in g e r snoge sig tæt ind paa Franskmændenes S tilling , ikke udre ttede noget, hvis de ikke, ud vikled e lige saa brede Skyttelinier som Franskmændene, fø r de kom i følelig Ild, eller i hvert Tilfælde saa brede Linier, at disse snart voksede sammen til én — og hvis de ikke ti 11 i g e-1 o de R e s e r v e r f ø l g e n o g e n l u n d e tæ t eft er Skyttelinien-).

U nd er f ø r e m es l o v p r i s t e S el v r a a d e , der endnu i manges Øjne er bedre end selv den kyndigste Ledelse fra oven, v a r i V i r k e li g h e d e n et O n d e , som Gang paa Gang bragte Tyskernes Fodfolk i største Fare og gjorde Sejrene til rene Pyrrhussejre. Det var aldeles ikke en nødvendig Følge af Bagladevaabnene, men skyldtes ligefrem Tyskernes forældede Kampmaade. Paa Grundlag af disse Kendsgerninger, som hans Modstandere ikke hidtil have rokket, fastslaar Seherff1): D e n F ø re r , som skal lede et f r o n t a l t A n ­ greb, befaler selv Træ fningernes (Liniernes) Tal og S t y r k e , Sk y U e l i n i e r n e s B r e d d e og a lle D y bdefrastande, idet han gaar ud fra, at Angrebsstyrken fra første Færd af maa have lige saa bred, eller i hvert Tilfælde omtrent lige saa bred. Front som Forsvareren, og at første Linie fra Tid til anden maa have friske Kræfter tilførte for ikke at gaa i Staa, før Ilovedskydestillingen, som nutildags ligger 500— fiOO™ fra Forsvarernes Ildlinie, er naaet og tilstrækkelig tæt besat. Skulde Bredde- og Dybdehensyn komme i Strid med hinanden, maa Hensynet til Dybden vige, da det er farligst for Angriberen at blive om fattet2).

Selv om del er m ulig t gennem sm alle La v ­ ninger at snige sig dækket tæt ind paa F jen ­ d en , v i l S e h e r f f i k k e t y ne d i L a v n i n g e r n e , saaf r e m t U d v i k l i n g til b r e d F r o n t m a a ske i m e g e t virksom Geværild, thi han føler sig overbevist om, at Udviklingen i saa Tilfælde mislykkes3). I Almindelighed kan 1 Bal 1. overspænde V»— Vr saa mange Meter, som den tæller Geværer, rundt 300m (a: 240 — AGO). De forreste Kompagnier kunne da enten opløses helt (3(>0m) eller hvert sætte 2 Delinger i forreste Linie (240m). — Et Kompagnis Fronlbredde fastsættes efter det Rum, hver enkelt Skytte maa have for at røre sig frit, o: l m, og bør ikke være større end, at et middelstærkt Kompagni kan besætte sin Ildlinie tilstrækkelig med 2 Delinger, men heller ikke mindre end, at hele Kom ­ pagniet til Nød kan udvikles paa éngang. 150m er passende. Større Enheders (Reg.s, Brig.s, Div.s) Frontbredde maa regnes efter Bataillonens som den mindste Enhed, hvormed de højere Førere regne. 1000— J200m passer folen Brigade under Angreb, men er for lidt under Forsvar1). Træfningsfrastande ere i Førstningen mindst 200m, for at to hinanden følgende Linier (Træfninger) ikke skulle rammes af samme Skudneg, men paa den anden Side heller ikke. synderlig over 200m, da den bagved værende Linie ellers ikke naaer at bringe den foranværende paa Fode, før den skydes sønder og sammen eller viger2). Forreste Linie er i Skyttelinie, de andre i den efter Førerens Skøn mest formaalstjenlige sluttede Formation, (tilsidst paa 1 Geled — Schcrff vil ikke have dem i Skyttelinie for ikke at friste dem til at skyde uden Befaling a).

Saa snart Angrebsstyrken er udviklet, søger Skyttelinien uden Tøven frem mod Hovedskydestillingen. Fra nu af skal der for det første holdes Sideretning til en Retningsbataillon inden for hver enkelt Linie (Træfning) — ellers udarter Angrebet til usammenhængende, aldeles unyttige Fremstød; — for det andet gælder i øvrigt kun én Lov saavel for Førerne som for hver enkelt Mand. Denne Lov, der aldeles udelukker Underforernes Selvraade i Reglementets Aand, lyder: „Lige ud til Du styrter!“ Hverken den samlede Angrebsstyrke eller Dele af den maa vige ud fra den lige Vej til Maalet for at søge Dækning, ej heller nytte funden Dækning saa længe, at Træfningerne brydes og Angrebet gaar i Staa ’). Naar uafbrudt Bevægelse er um ulig , gaas der springvis frem skiftevis med hele Kom pagnier ad Gangen. Bliver det nødvendigt at skyde, forstærkes Skyttelinien om muligt til 1 Mand paa hver løbende Meter; hvert Spring gøres nu paa 50m, og de liggende Kompagnier hjælpe de fremløbende med voldsom Ild, dog uden at krydse Ilden foran dem. Delte regner Scherff nemlig baade for umuligt og unødvendigt. Saasnart de sidst fremløbne aabne Ilden, løbe de andre frem osv. Forstærkningerne følge Skyttelinien uafbrudt eller springvis (helst fra Dækning til Dækning) for at lukke Huller i den og holde den i uafbrudt Fart, indtil Hovedskydestillingen naas. Hver Gang Skyttelinien truer med at gaa i Staa, sende de den uden særlig Befaling saa stor Hjælp, at den ikke alene bringes paa Fodt', men rives fremad2). I Hovedskydestillingen sættes om fornødent sidste Mand og sidste Patron ind, thi reglementarisk er der ikke Tale om Tilbagetog: man sejrer eller falder. Naar Fjendens Modstand skønnes brudt, det være sig nu, at hans Ild bliver aldeles vild eller døer hen og Skytterne begynde at snige sig bort, løber Angriberen omsider paa med Bajonetten.

Scherff paastaar ikke, at hans „Normalangreb“ bliver mindre blodigt, men kun, at det gør Sejren sandsynligere. Han indrømmer3), at det kan strande og ende i Virvar, lige saa vel som den reglementariske Frihed kan føre til Sejr; men han hævder tillige, at dette lige saa lidt som i tidligere Tid gør „Normalangreb“ undværligt. Tværtimod rnaa Former og Færd være saa meget fastere, som Faren for Opløsning er større end tilforn. Endelig paastaar han, at ingen Valplads fra Napoleons Tid til vore Dage har umuliggjort Træfningsangreb i hans Aand, og at en Egn, der guldet, overhovedet ikke egner sig til større K am pe'). Før man dømmer, maa man huske, at S c h e r f f s Fo rslag særlig gælde det afgørende Fod folksangreb, der i Almindelighed først sættes i Gang, naar Forholdene synes nogenlunde klare. Man glemme heller ikke, a t udtrykkelige Befalinger, som Seherff foreslaar brugte, uvilkaarlig øve større Magt over Folk end In ­ struktioner, og a t Kravet om hensynsløs Selvopofrelse bliver mere tvingende og deres Skam, som sakke agterud, mere brændende, naar Reglementet taler utvetydigt og bydende. Selv de, der ere uenige med Seherff, maa anerkjende det Mod, hvormed han ser Vanskelighederne under Øje, og den Klarhed, hvormed han fremstiller Grundbetingelserne for et heldigt Udfald af Fodfolksangrebet. Frem ­ for alt har han Æ re af at have sat Skel mellem „ K a m p f ø r i n g “ og „ K a m p l e d e l s e “ , der i Virkeligheden ere saa forskellige Begreber, at Scherffs Opfattelse tidligere eller senere maa sætte Spor i Alverdens Reglementer.

Om vort Fodfolk i Almindelighed rammes af Scherffs Kritik, lader jeg usagt. Vort Reglement skelner ganske vist ikke skarpt mellem Kampforing og Kampledelse, men hævder paa den anden Side heller ikke Underforernes Selvstændighed saa skarpt som det tyske. Det k a n derfor tolkes paa en Maade, som holder den gyldne Middelvej mellem for stor Frihed og for haard Tvang. I saa Tilfælde staa vi paa samme Stade som Boguslawski, der siger: „Hvor jeg kan befale — eller endog kommandere — alt selv, gør jeg det. E r det nødvendigt eller gavnligt at give Underafdelingerne særlige Hverv, maa det selvfølgelig ske, men under større Forhold indskrænker Underførernes Selvstændighed sig som oftest til, at de vælge de i Øjeblikket bedste Formationer og tage Forholdsregler over for uventede Hændelser“ '). En saadan Opfattelse værner paa den ene Side mod de Ulykker, Principrytteri baade i den ene og den anden Retning afstedkommer, og afskærer paa den anden Side ikke fra store Resultater, som kun muliggøres af Enhed i Føringen.

Hvorvidt et Angreb af Fodfolk alene over aaben Mark — det være sig nu i Reglementernes eller i Scherffs Aand — vil lykkes, kan der være delte Meninger om. Saavidt jeg véd, drister Ingen sig til at spaa et heldigt Udfald, hvis Forsvareren kan bruge baade Geværer og Kanoner til Gavns mod de fremstormende. Nogle paastaa endog, som Generalerne Schlichting og Bronsart, at Angrebet er haabløst i Geværild alene, og lade sig ikke i fjærneste Maade rokke af, hvad der har eller havde været muligt i tidligere Krige, hvor røgfrit Krudt ikke kendtes. Andre tro paa Muligheden af heldigt Udfald, naar Fodfolket hovedsagelig kun faar med Fodfolk at gøre og ledes efter Scherffs Grundsætninger; men. Angrebet kræver udmærke uddannet Fodfolk og frem for alt en Jæ rndisciplin . Uden disse Forudsætninger er Angreb over aaben Mark rent ud sagt Vanvid.

IV.

Artilleriets Opgave er i faa Ord at være paa rette Sted i rette Tid og skyde godt.

„Intet er skadeligere end, at Artilleri af sine Foresattes Utaalmodighed bringes til at forhaste sig og begynder at jaske“ . Hohne.

Efter Virkningen ved Fægtningsskydninger at dømme synes Fodfolk og (ikke hurtigskydende) Feltartilleri jævnbyrdige paa Frastande af 1200, 1000 og 800m, eftersom Skytterne ligge ned, vise Overkroppen eller knæle og under Forudsætning af, at der skydes paa kendte F ra ­ stande1). Paa kortere Frastand er Fodfolket, paa længere Artilleriet stærkest. Dersom Frastanden ikke kendes, bliver Artilleriet heldigere stillet, lbrdi d e t har lettest ved at indskyde sig. Man maa dog ikke bygge for meget paa saadanne Sammenligninger, da mange Omstændigheder, bl. a. Ildens sjælelige Virkninger, unddrage sig enhver Sammenligning. Saa meget er imidlertid vist, at Artilleriets egentlige Virkeomraade ligger uden forvoldsom Fodfolk s i l d — altsaa b a g Fodfolkets Skyttesværme — om Artilleriet end i afgørende Øjeblikke ikke maa sky selv den voldsomste Fodfolksild. Artilleri bør derfor i Almindelighed ved Hjælp af fremskudt Fodfolk sikres mod, at Fjendens Skytter blande sig alt for meget i Artillerikampen'2). En Frastand af 400— 800m fra Fodfolks- til Artillerilinien passer gærne: Artilleriet skal have frit Skud hen over Fod folket3) og selv være uden for nærgaaende fjendtlige Skytters Rækkevidde. — Selv om Artilleriet er sikret af andre Tropper, bør det for yderligere Sikkerheds Skyld baade i Stilling og under Bevægelser paa Kamppladsen selv have Øjne ude i forskellige Re tninger*). Denne Sikringstjeneste overtages af S k y ts dæ k n i n g e n , hvis saadan haves, hvilket dog kun er aldeles nødvendigt, hvor A rtilleriet virker sammen med Rytteri. Paa hvor lang Frastand Nutidens Feltartilleri kan kæmpe, afhænger først og fremmest af de væbnede eller uvæbnede Øjne, som skulle iagttage Skuddene; men ogsaa Maalenes Størrelse og A rt og selve Kampens Formaal og Forudsætninger stille deres Krav. Hensynet til Kampens Formaal og Forudsætninger gør det naturligt at betragte Angreb og Forsvar hvert for sig.

Angreb bærer Ønsket om Afgørelse i sig. For Angrebsartilleriet gælder altsaa Grundsætftingen: „Altid s aa næ r paa , som F o r h o l d e n e t i l l a d e , og h e l s t straks ind paa afgørende Frastand“ o: i Alm . Frastande mellem 2500 og 1500m, regnet fra Artillerilinie til Artillerilinie. Den ydre Grænse bestemmes nærmest af Synsforhold og Skudsikkerhed, den indre af Hensynet til Fjendens Fodfolk. Selvfølgelig afgøres Kampen des raskere, jo nærmere man guar den indre Grænse, men overalt inden for de nævnte Grænser kan Afgørelse ventes i rimelig Tid med et rimeligt Skudtal, hvis da ikke særlige Omstændigheder som Taage og Mørke støde til. Del afhænger af stedlige Forhold, Modstandernes Styrkeforhold og Kanipforlioldene i det hele taget, om Angribe ren straks tør vove sig ind paa afgørende Frastand. Paa flad Mark og ved højlys Dag vilde det være Selvmord selv over foren underlegen, men dækket Forsvarer. Dér maa der skiftes Stilling under Kampen, idet en Del af Artilleriet hver Gang dækker Bevægelsen, og Springet fremad gøres saa stort som m uligt1). D e t e r ønskeli g t , a t F o d f o l k s a n g r e b e t k a n f o r b e r e d e s f r a d e n S t i l l i n g , h v o r i H o v e d a r t i l l e r i k a m p en ud ­ kæmpes, men det er ikke altid muligt, og man bliver da nødt at skifte Stilling paa ny. Kun hvor Forsvareren nærmest ønsker af vinde T id , bør han aabne en almindelig Ild paa dSOO"1 for at tvinge Fjenden til tidlig Opmarche og møjsommelig Fremrykning i løse Formationer. V il Forsvareren derimod afgørende Kamp, gør han. selv om enkelte Angrebsbatterier skuldoTekognoseere med Ild paa 35()0ms Frastand eller mere, bedst i at spare sit Krudt, indtil Fjenden vover sig nærmere. Det er dog indlysende, at sluttede fjendtlige Masser aldrig maa gaa ustraffet frem over aaben Mark eller Broer og andre Overgange, hvis Beliggenhed kendes nøje-).

V e d Valg af M aal bor A r tille rie t sætte A lm en velle t over sit eget T a rv .>: fortrinsvis vælge det Maal, der i Øjeblikket griber virksomst ind i Kampen som Helhed, selv om det ikke netop skulde være d et, som volder Artilleriet selv størst Men. Ilden fra flere Batterier samles saavidt muligt mod enkelte Maal, uden at man dog lader nogen Del af Fjendens Artilleri helt i Fred. Hver Afdeling faar sit Omraade. inden for hvilket Afdelingschefen deler Maniene mellem Batterierne og holder Udkig efter nye Maal. Batterierne maa kun i Nødværgetilfælde skifte Maal paa egen Haand. Allerede i Begyndelsen af et Sammenstød kan A r ­ tilleriet paa begge Sider møde en Vanskelighed, der vel ikke var helt ukendt i det sorte Krudts Dage, men dog først voksede sig stor med det røgfri Krudt. Det skal have en usynlig Fjende i Tale — en Fjende, som desuagtet vnaaske selv i Øjeblikket udfolder en gribende Veltalenhed. Vanskeligheden kommer igen under den egentlige Artillerikamp, idet Batterierne saa længe som muligt blive bag Bakker og andre Skjul og højst vise Fjenden Kanonmundingerne og den øverste Del af H julene, et Hoved hist og et Hoved her eller nu og da Glimtet af et Skud. 1 værste Tilfælde staa Batterierne helt nede bag Skjulet og skyde indirekte. Saa ser man slet Intet til dem. Jeg vil lige saa gærne straks gaa ind paa indirekte Skydning, der idelig dukker op i nogles Tanker som Carl I’s Hoved i stakkels Mr. Dicks.

Fordelene ved indirekte Skydning ligge snublende nær:

Man skjules og dækkes bedre1). Man evner at skyde ved mange Lejligheder, hvor Batterier, som ikke kende indirekte Skydning, ere dømte til Uvirksomhed. Saaledes kan man fastholde Maal, der hylles i Mørke eller Taage, og faa fat i Maal, hvis Stilling kun kendes af Kortet eller røbes af Nedslagenes Retning. Man finder lettere Stilling, især til lange Artillerilinier, fordi Kanonerne ikke behøve at se Maalet og paa Grund af deres særlige Opstilling uden Fare kunne trænges tættere sammen end under direkte Skydning. Man behøver ikke skarpsynede Folk for at skyde sikkert og omgaar alle Vanskeligheder fra Lysbrydning og Luftens Flimren. Over for disse Fordele staa følgende Lyder: Det er ligcsaa vanskeligt at finde et tilfredsstillende Iagttagelsesstade som at sikre Forbindelse mellem Iagttageren og Batteriet: Tegn, Telefoner og lignende Hjælpemidler svigte, Ordonnanser ere for langsomme og Kamplarmen overdøver menneskelige Stemmer. Udsigterne blive i saa Tilfælde haablosere, .jo større Artilleristyrker det drejer sig om. Batteriet som Helhed kender ikke Skydningens Øjemed. Det hele gaar altsaa i Staa, naar Iagttageren, der oven i Købet turde være mest udsat, falder fra. Maalvinklen volder jævnlig utaaleligt Bryderi: Snart staa Maalets enkelte Dele, snart det skydende Batteris Kanoner ikke i samme Højde, hvilket endog kan tvinge En til at indskyde hver Kanon for sig. Ganske vist k a n Maalvinklen overføres paa Retningsbuen, men Forudsætningen herfor (at Maalvinklen aflæses paa én ved direkte Sigte rettet Kanon eller paa Kortet) er ikke altid til Stede. Sker Overføringen, frembyder Maalskifte Vanskeligheder; sker den ikke, fristes man til at vælge gal Tem pering1).

Skjulte Stillinger, hvorfra man hverken kan se Virkningen af sine egne Skud eller de Farer, som true En. sætte Folks Mod paa en langt baardere Prøve end Stillinger med fri Udsigt, forsaavidt de da ikke ere stormfri, hvad Stillinger i aaben Mark sjælden ere'2). De kræve endvidere baade omhyggelig Afspærring foran Batteriet, for at Venner ikke uforvarende skulle løbe ind i Skudlinierne, og omhyggelig Sikring til alle Sider, da Fodfolk og Rytteri ellers kunne dukke op saa nær ved Batterierne, at de ere værgeløse. Endelig maa man for at skyde indirekte paa et hvilket som helst Maal have Redskaber og udføre Regninger, som faa eller ingen dødelige magte i Fjendens Ild. Selv om der imidlertid skulde findes tilstrækkelig mange Overmennesker i en Hær, kunde der alligevel ikke skydes indirekte paa et hvilket som helst Maal, fordi Banerne ikke ere saa bøjelige, at man fra en given Stilling kan lægge sine Nedslag, hvor man lyster. Da Kampforholdene tit kræve, at Artilleriet skal kunne skyde paa et hvilket som helst Maal, og da selv en kortvarig Standsning kan blive skæbnesvanger, forbyder indirekte Skydning sig i mange Tilfælde selv1). Særlig gælder dette i Nærkampen, hvor Maalene bevæge sig rask og let komme i død Vinkel, hvis Artilleriet bliver bag Bakkekammene. Der maa man — som selv den indirekte Skydnings Ildtilbeder, L a n g l o i s 2), ogsaa indrømmer — „se“ Fjendens Fodfolk med Kanonmundingerne. Hvorvidt Indledningskampen og selve Artillerikampen hovedsagelig kan og skal udkæmpes med indirekte Skydning eller ej, maa derimod staa hen. — Man huske dog, at indirekte Skydning til Gengæld for de Baand, den lægger paa Art.s Kamplyst, ikke altid byder virkelig Dækning, men kun Skjul — det vil, som siden skal vises, sige: Fjenden maa sprede sin Ild over et større Omraade og bruge flere Skud for at naa en vis Virkning end, naar Maalet ses. En velvalgt og med Spaden forstærket Stilling til direkte Skydning kan derfor i og for sig byde samme Sikkerhed uden at miste sit Fortrin: den mere uhindrede Brug af Skytset. T r o in od G r u n d s æ t n i n g e n : „ H e l l e r e V i r k n i n g e n d D æ k n i n g “ , v i l l e de f l e s t e F e l t a r t i l l o r i s t e r helst skyde direk te og hoved sagelig kun ty til i n d i r e k t e S k y d n i n g i f ø l g e n d e T i l f æ l d e :

Naar Artilleri skal rekognoscere og kan sikres godt, eller naar det skal holde vigtige, men uséte Strækninger, Veje, Broer osv., hvis Frastand kendes, under Ild. Naar underlegent Forsvarsartilleri ønsker at skanne sig til Fodfolkskampen, men ikke tør lade sit Fodfolk i Stikken fra første Færd af. Indirekte skydende Batterier lade sig nemlig lettere drage ud af Kamp end direkte skydende. Naar Batterier ikke kunne komme til at skyde direkte under Artillerikampen eller ved indirekte Ild kunne hjælpe direkte skydende Batterier til Overtaget paa et eller andet Sted af Kamppladsen — et H v e rv , som jævnlig tilfalder Armékorpsernes Haubitsbatterier. Endelig gaa maaske enkelte Batterier, der hidtil have skudt direkte, tilbage til indirekte Skydning, naar Artillerikampen tager en uheldig Vending. Hvad man nu end tror om indirekte Skydnings Værd, vogte man sig her som overalt for Principrytteri. Man bør sørge for tidssvarende Hjælpemidler til indirekte Skydning1) og uden Tøven nytte en god Lejlighed, som Lykken byder. A f det foregaaende følger, at Artilleristerne maa vide, hvorledes de skulle faa Ram paa usynlige Maal. A t linde og rette efter saadanne er ikke let, men mange nære dog vistnok overdrevne Forestillinger om Muligheden af at lege Skjul med Fjenden. I Tankernes Verden vandrer en Troppestyrke frit omkring; i V ir k e ­ ligheden er den jordbunden. Naar den først har valgt sin Vej, tvinges den til at blive paa et vist, ingenlunde overdrevent stort Omraade, saa at Modstanderen allerede fra første Færd af har noget at regne med. Smaa Styrkers Fløje fastslaas snart, og dermed er man godt paa Veje til at gisse Maalets Plads. Skulde Artilleriet, man søger, saa vise sig uangribeligt fra én Side, tvinger kyndig Brug af Artilleri og Fodfolk eller Rytteri samtidig forfra og fra Siden det vistnok til at blotte sig eller rømme Marken. Under større Forbold lykkes noget lignende vel kun undtagelsesvis, men sund Dømmekraft — for ikke at sige Instinkt — hjælper nok Folk til Rette, naar de have gode Kort og bruge deres Øjne. Baade højere Førere og Patrouiller maa med Tak nytte ethvert Hjælpemiddel, der tilbyder sig ved Iagttagelsen af Maalene, t. E. bøje Træer, Kirketaarne, Tage, Stakke o. lign. Udkigssteder. Større Styrker medføre muligvis Balloner og Observationsstiger. Ogsaa Retningen af Nedslag, som hidrøre fra Fjendens Artilleri, kan vejlede de søgende. 1 laabet herom maa dog lades ude, naar Forsvarsartilleriet er baade tavst og skjult. I saa Tilfælde lokker man det maaske til al give Livstegn fra sig ved at overdænge Lavninger, Gaarde, Landsbyer, Lunde o. a. Tilholdssteder for Fjendens Fodfolk, idet man kører op i Stillinger, som hans Artilleri har ondt ved at faa Ram paa — o: altsaa tit Stillinger til indirekte Skydning.

At Rekognosceringen tager Tid under saadanne Forhold, siger sig selv. Dette er særlig de Folk, som regne Opmarche for Tidsspilde, højst misfornøjede med; men Hastværk er nu éngang Lastværk. Man tage hellere Forholdene, som do ere, og nytte Tiden paa bedste Maade til Opmarche og andre Forberedelser — alt dog saaledes, at Begivenhedernes Gang ikke foregribes derved. I øvrigt er det en skæbnesvanger Fejltagelse, at O p ­ m a r c h e O v e r g a n g i en o v e r s k u e l i g O p s t i l l i n g a f passende B red d e og D yb d e skulde være en Uting nutildags. Den er ganske vist mindre nødvendig under smaa Forhold end under store og kunde t . E. spilde T id ved Mødekamp, men over for en forberedt Forsvarerer den aldeles nødvendig. — Under store Forhold undgaas gentagne Opmarclier næppe, da man maa holde sig i en saadan Frastand, at der ikke altid haves tilstrækkelig Klarhed, naar Opmarche maa befales, for at det hele ikke skal gaa i S taa1). Angriberen kan dog trøste sig med, at Opmarche i Ventestillinger ingenlunde er en Ubehagelighed, som paatvinges h am alene. Ogsaa Forsvareren kommer til at bie taalmodigt bag sin sandsynlige Kamplinie, indtil Angrebets Retning bliver nogenlunde klar, hvis han da ikke vil slide paa Troppernes Ben til ingen Nytte og udsætte sig for, at Tilliden til Førerne nedbrydes af unyttige Frem -og Tilbagemarcher. Ja, Uvisheden gør det maaske endog utilraadeligt at forstærke Stillingen synderlig før i sidste Øjeblik, for at man ikke skal komme til at staa i en forberedt Stilling med gal Front.

Med Hensyn til Rekognoscering turde det i Betragtning af de vilde Tanker om langt udgaaende Artilleripatrouiller, som ere fremsatte i den nyeste T id 2), være rigtigt at fastholde: A r tille rie t rekognoscerer fo r ­ uden sine egne Veje og S tillinge r med deres n æ r m e s t e O m 1 a n d h o v e d s a g e 1 i g k u n o ja g i v n e eller sandsynlige M a a 1, men overlader nu som tilforn Rytteriet, Fodfolket og Officerspatrouillerne den egentlige Efterretningstjeneste.

Naar Maalets Plads omsider kendes nogenlunde, kommer Hovedvanskeligheden: at iagttage Ilden, som rettes mod det og — „uden Iagttagelse ingen Virkning“ siger et godt gammelt artilleristisk Mundheld. Faren for, at Forbindelsen svigter, og andre Forhold forbyde maaske Iagttagelse uden for Batteriet, men fra Batteriet ser man kun til Kammen af Skjulet, bag hvilket Maalet staar. I sin Nød maa man da ty til Springild med lemperede Granatkardæsker. Man indskyder og indtemperer sig mod Skjulets Kam, gør nogle Spring paa 50 — 100 Alen fremefter med tilsvarende Ændring af Temperingen, lægger derpaa mulig Virkningen én eller flere Batteribredder til Siderne og bliver saaledes ved at gaa frem og tilbage, til højre og til venstre. Det sluger Amm unition, men kan give god Virkning paa Fns egentlige Maal og gøre andre fjendtlige Afdelingers Tilværelse uhyggelig.

Nu til Artilleriet i Forbindelse med de andre Vaaben! — F e l t a r t ill e r i e t skal møde tid lig og samle t paa Valplad sen — tidlig, fordi baade Angriber og Forsvarer snart faa Brug for det; s am l e t , fordi det herved snarest bliver Modstanderen overlegent, og Sejren koster des mindre, jo større Overlegenhed der udfoldes fra første Færd af. — Overlegenheden kan selvfølgelig ikke uden videre maales ved Tallet af Kanoner. Bedre Opstilling, bedre Forberedelse og større Skydefærdighed bøde i høj Grad paa Underlegenhed i Tal. Det er selvfølgelig — for at Artilleriet kan siges at optræde samlet — ikke nok, at Batterierne staa Side om Side. De maa tillige virke efter en fælles Plan.

Forsvareren trænger til Artilleri for at standse Fjenden i Tide. A f Hensyn hertil maa Forsvarsartilleriet — forsaavidt Angrebsretningen ikke er given paa Forhaand — i hvert Tilfælde holdes rede til at gaa i Stilling med kortvarsel; nogle Batterier føres maaske endog straks i Stilling for at aabne Ilden, saa snart passende Maal frembyde sig. Da disse Batterier især skulle holde visse, velkendte Afsnit under Ild uden at røbe egen Styrke eller egen Stilling, turde de tit komme til at skyde indirekte. Selv om de skulle skyde direkte og staa afprodsede med ladte Kanoner, huske man at holde dem saa langt nede bag Ildlinien , at Fjenden ikke opdager dem, før Ilden aabnes. Ellers udsættes de for ubehagelige Overraskelser.

Langlois gør sig til Talsmand for, at Artilleriet, dækket af noget Fodfolk eller Rytteri, skal besætte fremskudte Stillinger 2 — 3 km. foran den egentlige Kampstilling for at hilse Angriberen varmt i lang Frastand og tvinge ham til unyttige og trættende Bevægelser. Saa snart han saa er rede til alvorlig Kamp, skal det fremsendte A r ­ tilleri rask og uset køre tilbage til sine egentlige Kampstillinger. A t sligt kan gøres, viste Tyskerne ved Servigny 3I/s 70, hvor GO Kan. af I. AK . stilledes foran Fodfolkets Hovedkampstilling for at faa Oversigt og frit Skud; men i Almindelighed udsættes Artilleriet herved for saa uberegnelige Farer, at man gør bedst i at lade være. Overhovedet maa frem skudte S tillin g e r frar aa d e s , naar de ikke, som Tilfældet er med Forpoststillinger, forsvares, for at bagvedværende Tropper kunne vinde Tid.

E t lille Sidespring være mig tilladt: Naar man vil vurdere fremskudte Stillinger i Almindelighed, bør man ikke spørge: „Hvad Nytte gjorde de ved den eller den Lejlighed?“ — men: „Hvad Nytte vilde de have gjort, hvis Angriberen havde baaret sig fornuftig ad?“ — Ud fra sidstnævnte Synspunkt kommer t. E. Franskmændenes fremskudte Stilling eller som nogle sige „fremskudte Po st“ ved St. Hubert 18/s 70 til at staa i et helt andet Lys end, naar den dømmes paa Grundlag af Slagets virkelige Gang. Det lader sig nemlig ikke nægte, at Franskmændene i det hele taget havde Gavn af, at Gaarden var inddragen i Forsvaret, idet dette blev Hovedaarsag til, at de sprængte tyske Afdelinger klumpede sig haabløst sammen — men, hvis Tyskerne i Stedet for at gaa planløst og overilet til Værks, havde udviklet sig fornuftigt Ost for Mancekløften, vilde de have haft uvurderlig Gavn af Gaarden. Franskmandene kunde ikke holde den ret længe, da den var udsat for Krydsild fra T y ­ skernes overmægtige Artilleri. I Tyskernes Hænder vilde Gaarden, der jo blandt andet ydede Batteriet Gn lig g e Læ en god Del af Dagen, derimod være bleven et udmærket Støttepunkt nær ved de franske Linier. Derfor burde Franskmændene have jævnet den med Jorden før Kampen.

Ang ribe ren har ogsaa tidlig Brug for Artilleri. Hans Rytteri standses og trænges efterhaanden ud til Siderne; ogsaa Rytter- og Officerspatrouiller tilbagevises, før de faa set sig rigtig om, og Fodfolket skyder ikke langt nok, er for tungt I il at rekognoscere alene og kan ikke uden videre kastes mod en ukendt Stilling. Balloner, Stiger og lign. Midler kan man ikke slaa hele sin Lid til. Man man altsaa spørge med Kanoner for at faa tilfredsstillende Svar. Saaledes vokser Artilleriets Betydning under Indledningskampen. Det skal paa den ene Side ransage Fjendens formodede Stillinger og linde hans Artilleri, paa den anden Side være Skjold over det rekognoscerende Fodfolk. Fodfolket m aa jo nemlig frem og se1), eftersom Artilleriet ikke kan. og Fjenden desuden næppe i større Udstrækning lader Fodfolk optage Kampen med Angrebsartilleriet alene. Rekognoscering med Artilleri maa dog ikke iværksættes uden modent Overlæg. — Kanontordenen tiltrækker nemlig og kan som vedW orth bringe hele Hæren i Kamp. før Tidens Fylde er kommen. Især Angriberen falder det sommetider vanskeligt at faa Artilleriet frem i Tide. Nødvendige Betingelser herfor er, at det knyttes formaalstjenligt til de andre Vaaben og indføjes rigtig i Marchekolonnerne. Om Rækkefølgen undervejs ere Folk enige: Sikringsdelenes Artilleri bør følge deres Hovedstyrke for ikke at være udsat for Overfald. I frem rykkende Hovedkolonner skal A rtilleriet i Almindelighed være langt f r em m e , i ti 1- bagegaaende langt fra Fjenden. Derimod er A rtilleriets Ordre de bataille omstridt. I 1870/7i havde Tyskerne noget Artilleri ved hver Fodfolksdivision og Fæsten af Armékorpsets Artilleri samlet i et „Korpsartilleri“ . Hvor ypperlig de fandt denne Ordning og især Korpsartilleriet gav sig et spøgefuldt, men slaaeude Udtryk i detUdraab, som lagdes de kommanderende Generaler i Munden, naar de tik en Melding, der nødte dem til at stige til Hest: „Mine Ridestøvler og mit Korpsartilleri“ !') Ordningen efterlignedes da ogsaa hele Verden over. Senere er der imidlertid optraadt ivrige Talsmænd for, at alt Artilleriet skal deles mellem Divisionerne, og da Tyskerne i F jor virkelig have gjort dette og afskaffet Korpsartilleriet, bliver „Uivisionsarlilleri“ nu sandsynligvis Mode.

11 v a d d e r e r b e d s t , „ D i v i s i o n s a r t i l l e r i “ e lle r K o r p s - o g D i v i s i o n s a r t i 11 e r i , t u r d e v æ re en S k ø n s s a g , som ikke er alt det Hiæk værd, der er flydt i den Anledning . Begge O rdninger ere forsvarlige, men ingen a f dem borger i og for sig for, at A rtille rie t bliver brugt rigtigt. Del kan kun Førernes Dygtighed. Bande Forsvars- og A ng reb sartillcriet k a n dog sættes for tidlig ind. D e ø j e b l i k k e l i g e F o r d e l e opve je da ikke Følgerne. Talende Vidnesbyrd herom haves fra Wbrtli, hvor et fransk Batteri, der d. 5. Aug. 1870 var letsindigt nok lil at skyde paa rekognoscerende tyske Ryttere, røbede, al Mac Mation stod bag Saner — ikke, som Tyskerne hidtil troede, Syd paa i R e tning a f Strassburg. — 18 » 70 kørte IX tyske K o rp s’ A rtille ri uden at se sig for eller oppebie Fod folkets Komm e tæt ind paa den franske H ovedstilling for at overfalde den sorgløse Fjende, men blev snart ilde tilredt-). Medens Hastvæ rket her nærmest hævnede sig paa Artilleriet selv, var det 2 Dage tidligere kommen til at svie haardt til Fodfolket. Ved Vionville recognoscerede Tyskerne nemlig saa kraftig med Artilleri, at Franskmændene gik frem imod det i store Masser og efterhaanden besatte Vionville-Højsletten, som det tyske Fodfolk, der kom bagefter Artilleriet, ellers havde vundet uden ret mange Skud. Nu kostede det en halv Dags Kamp og Tusinder af døde og saarede. A r ­ tilleriet havde altsaa gjort Fodfolket en sand Bjørnetjeneste. — E n d elig kan A r t ille r i e t ved at optræde for tidligt hid føre M ulig h e d for en afgørende Sejr, før Fo d folk e t evner at nytte den; i saa Tilfælde slipper Fjenden forholdsvis helskindet. Kampen ved Chilleurs aux Bois, 3.12 70, viser dette. Dog laa Skylden — byder Retfærdighed tilføje — her ikke saa meget hos det tyske Artilleri som hos det franske Fodfolk, der aldeles uventet opgav Ævred straks efter det franske Artilleris Ødelæggelse.

Artilleriets Virksomhed som Rekognosceringsvaaben gør ingenlunde den endnu gængse Udskillelse af enkelte Avantgardebatterier mådelig i al Almindelighed. Tvæ rtimod — Splittelsen udsætter det enkelte Batteri for stor Fare uden at øge den samlede Nyttevirkning af A rtilleriet. Man maa derfor hellere holde Afdelingerne sammen, selv om de herved komme noget senere i Ilden. Fleller ikke bliver Forsigtighed unyttig end sige af det Onde. Naar Avantgardeartilloriet har nogenlunde Vished for, at det staar over for stærke Kræfter i gode Stillinger, gør det bedst i at bie paa Artilleriets Hovedstyrke og undgå a en ulige Artillerikamp. Det drager da maaske endog Betjeningsmandskabet bort fra Skytset og staar kun — med ladte Kanoner — rede til at standse Fremstød mod Avantgardens Fodfolk, hvis Opgave under saadanne Forhold ogsaa nærmest bliver defensiv, nemlig at sætte sig saaledes fast foran Forsvarsstillingen, at Hovedstyrken trygt kan naa frem og hele Angrebsartilleriet gaa i Stilling. — Den Kendsgerning, at det falder stærke Sikringsdele ulige vanskeligere at holde Maade end svage, og at A rtilleri oger Kampkraften i høj Grad, taler tit mod at give A v a n t g a r d e n Artilleri, for at den ikke skal løbe „durcli nach vorn“ . — A rriéregarder kunne derimod kun undtagelsesvis undvære Artilleri. Ved M ødekam p stille Forholdene sig selvfølgelig ganske anderledes end ovenfor nævnt. Dér maa man om muligt lamme Modstanderen ved at gaa hensynsløst paa og bruge Artilleriet kraftigt i llaab om, at Samfølelsen giver de efterfølgende Dele af Ens egen Hær Vinger.

Saavel det A rtille ri, der indleder Kampen, som det, der først griber ind senere, skal søge at snige sig i n d i f ø r s t e S t i l l i n g og f o r b e r e d e a l t s a a l e d e s , at S k y d n in g e n kan gaa støt og rask fra fø rs te Skud. Det er lige u tilg iv elig t at væ kkeF jenden s Opmæ rksomhed ved himmelhøje Kommandoraab , at b ræ nde første Skud af, før M a alc t er rig tig t o p fa t te t ved alle K a n o n e r , og at vise sig under F rem ry k n in g e n eller selve In d r y k ­ n i n g e n u d e n t v i n g e n d e N ø d . En fri T rav eller Galop afværger maaske Tab i de faa Minutter, man ses, men Fjenden kan tælle Ens Kanoner og næsten paa Fodsbred nøje sige, hvor de prodse af. Angrebsartilleriet giver sig altsaa paa en Maade i Fjendens Haand, sparer ham unyttige Skud under Artillerikampen og vinder til Gengæld højt regnet Minutter — vel at mærke ikke i Indskydning, men kun med Hensyn til Ildens Aabning. Ganske vist kan Forsvareren tilfældig eller ved egen Skyld gaa glip af de nævnte Fordele, men at forudsætte sligt er letsindigt. At snige sig frem i Fredstid kræver unægtelig — det skal villig indrømmes — en vis Selvovervindelse af Artilleristerne. De synes nemlig ikke alene ringere i andres Øjne, men føle sig ogsaa selv mindre end, naar Batterierne jage aabenlyst frem i Galop. Følelsen heraf bliver sna meget mere trykkende, som man i Fredstid er af skaaren fra at vise virkelig Raskhed ved at holde ud i en Stilling under fortvivlede Kaar. Skiftes Stilling under Kampen, ni a a Hensynet til Skjul undertiden vige for Tidshensyn og kan det uden Fare, naar Fjendens Opmærksomhed er fangen andetsteds. Hvis T id og Omstændigheder tillade, bør man ogsaa i dette Afsnit af Kampen snige sig til Ildlinien. — Skjult Indrykning er ikke det samme som Smøleri. Der skal tages fat af alle Livsens Kræfter, og Batterierne skulle for at spare Tid køre saa nær til Ildlinien, som Skjnlet tillader. I Tyskland bruges af Hensyn hertil bl. a. Indrykning til Sideafprodsning med afsiddede Ryttere. Der er imidlertid herved den Lyde , at Hestene saa trække mindre godt end under Rytter.

Overalt hvor uset Opkørsel er udelukket, bliver Artilleriet des heldigere stillet, jo bredere Front o: jo mere Skyts det straks møder med. Enkelte Batterier overvældes let af Fjendens samlede Ild. Ogsaa i en lang Artillerilinie kan det gaa haardt ud over nogle Batterier, men i Mellemtiden faa de andre maaske Tag i Fjenden.

Efterhaanden gaar Indledningskampen gærne over til en Styrkeprøve mellem Artilleriet paa begge Sider. Da Udfaldet af Tvekampen kan afgøre Dagens Skæbne, bør Troppeføreren i Tide tænke paa gode Stillinger til sit Artilleri, og Fodfolket uden Knurren vige Pladsen, hvis det maatte have optaget de bedste Stillinger før Artilleriets Komme. H vor Artilleriet skal staa — om midt i Slaglinien eller paa Fløjene — maa afgøres efter Skøn i hvert enkelt Tilfælde. S tillingen maa først og fremm e s t byde f ri t Skud og fri Udsigt, helst tillig e Dækning. Udsigt behøves dog ikke fra selve Kanonlinien; ogsaa andre Steder kunne bruges, naar der kun haves sikker Forbindelse med hin. Det er endvidere ønskeligt, at Stillingen er lidet iøjnefaldende og har gode Forbindelser med Omlandet. Selv én i alle andre Henseender glimrende Stilling er umulig, ln is Artilleriet ikke kan sikres tilstrækkelig i den, uden at den paagældende Troppestyrke splittes. Kunde det nu ikke være klogt, især af vitterlig underlegent Forsvarsartilleri, at lade haant om Angrebsartilleriet og spare sine Kræfter, indtil Fjendens Fodfolk brød frem V Angrebsartilleriet vil jo netop Kamp paa Liv og Død for at jævne sit Fodfolk Vejen. Det synes maaske Nogle saa , men modtager Forsvarsartillcriet ikke een tilbudte Tvekamp i Tide , gør Angrcbsarlilleriet sig til Herre paa Valpladsen og fejer forholdsvis rask Forsvarsartilleriet af Marken, naar det endelig griber ind, hvorom Kampen i Slagliniens Midte ud paa Eftermiddagen den 18/s 70 giver talende Vidnesbyrd.

Forsvarsartilleriet man altsaa optage K am ­ pen i Haab om, at det, bedre forberedt som det jo gærne er, volder Angriberen større Mén, end det selv tager for Hjemgæld, og tillige skaffer sit Fodfolk en vis Frist. Tager Kampen saa lil Trods for Ens ærlige Vilje en skæbnesvanger Vending, kommer Tiden lil at overveje: „Kan jeg nu ikke vente at tilføje Fjendens Fodfolk forholdvis større Tab ved en selv kortvarig Genoptagelse af Ilden — end hans Artilleri ved at lade mig skyde sønder og sammen?“ Hvad der skal gøres, raader ikke Artilleri-, men Troppeføreren for. H a n alene ved jo, om Fodfolket har Mandsmod og Hjærte til at holde ud, hvis Artilleriet tier. Stillingerne forlades ikke altid, selv om Skydningen standses. Man kan nøjes med at trække Folkene bort fra Skytset. E n d ikke, hvis Skuddene slippe op, viger A rtilleriet uden Troppe førerens Befaling, fordi dets Bortgang kunde røve Fodfolket Modet. D e t e r en Æ r e s s a g fo r A m m u ni t i on s ko 1 o n n e rn es F ø r e r e at b r i n g e T i l f ø r s e l i T i d e . De vide jo, hvor ilde deres Vaabenfæller stedes, om Tilførslen svigter. — Det tyske Artilleri er med Rette stolt af, at det i 1870 71 kun yderst sjælden lod sig tvinge ud af Stilling — man saa derfor ikke alene „døde“ Batterier, men ved Chåteaudun endogsaa, at en Batterichef, som ikke havde et Skud tilbage, midt under Kampen lod Folkene sætte sig paa Kanoner og Forstillinger og synge „Die W acht am Rein“ , indtil der kom Skudemner, og Skydningen kunde fortsættes1). S e l v u n d e r d en l i v l i g s t e A r t i 11 e r i k am p m a a A rtille rie ts højere Førere ikke glemme Fjendens Fodfolk. Saalænge man ikke har d e t nær paa Livet, er der nemlig ikke overhængende Fare paa Færde — det fjendtlige Artilleri er jo nødt til at blive paa Frastand — men Fodfolket kommer over E 11 som en Tyv om Natten, hvis man ikke vogter dets Færd. Der maa alt.saa holdes skarpt Udkig, og Frembrud af stærkere Skyttelinier øjeblikkelig imødegaas.

Før Artillerikampen er i god Gænge, maa Fodfolket nødig vove sig ind i usvækket f jend Lligt A r tille ri s Ild. Det kommer maaske til at kaste Forsvareren ud af enkelte fremskudte Poster og rekognoscere visse Afsnit af hans Stilling voldsomt, men større Opgaver faaer det ikke at løse. Kolonnerne opmarchere uden for Fjendens Rækkevidde og lægge sig ned for at oppebie deres Tid. Særlig bør det Fodfolk, der skal føre det egentlig afgørende Siød, om muligt holdes helt uden for Kampen for ikke at sætte sin lldlm (elan) til. Det føres, forsaavidt Opmarchestedet ikke ligger bekvemt, og Bevægelsen kan ske skjult, foreløbig kun hen til Udgangspunktet for det afgørende Angreb, saa snart Forholdene kunne overses.

Efterhaanden som Artillerikampen hælder, kommer der atter Liv i Fodfolket, da Afgørelsen nu stunder til. D e t n a tu rlig e M a al for det a fg ø re n d e S tød er Fjendens Flø je eller fremspringende Dele af hans Stilling, fordi Omfatning bringer Forsvareren i Krydsild og truer hans Tilbagetog. Selv nutildags er Gennembrud dog ikke udelukket (Slaget ved Spicheren). Hvilken Fløj man skal omfatte, afhænger mindre af strategiske Hen syn og Hen syne t til, hvor Fod folket bedst kan komme frem, end af H e n s y n e t ti l A r t i l l e r i e t s Ivaar se a vol p a a A n ­ griberens som paa Fo r s v a re re n s Side. Selv om Fodfolksafdelinger i gode Stillinger kunne hjælpe Fodfolket fremad, er Artilleriforberedelse nemlig nutildags nødvendigere end nogensinde — ja, ni aaske kan Angrebet slet ikke iværksættes, hvis Artilleriet svigter. D e forskellige Hensyn bør dog vejes skønsomt mod hinanden , saa at intet af dem tilsidesæ ttes u t i l l ) ø r i igt.

Forberedelsen kan kræve Stillingsskifte for nogle Batteriers Vedkommende og man helst begynde i samme Øjeblik, Fjendens Artilleri uden Vanskelighed kan holdes nede af en mindre Artilleristyrke. Den skal foretages rask og med hele den Vælde, Nutidens Artilleri kan udfolde, for at Fjenden, som nu aner Uraad, hverken skal faa Tid til at drage Hjadp til det truede Sted eller til at undvige Angrebet. Feltartilleri bør, forsaavidt det ikke raader over svært Kasteskyts, aldrig foresætte sig at ødelægge Jordværn eller Hindringer i Almindelighed — det vilde være Spild af Ammunition — men nøjes med at nedskyde Ilure, Bygninger og andre Hindringer paa Fodfolkets Vej, som Feltskarp kunne magte, og i øvrigt hovedsagelig søge at drive Fjendens Skytter og Betjeningsrnandskab fra Ildlinierne eller faa dem ti! at dukke sig. A rtille rie t m a a i m i d l e r t i d p a a i n g e n M a a d e o v e r 1 a d e F o d - folket til sig selv, efter at dette Maal er naaet. Ellers gaar det. som det gik Franskmændene ved Udfaldene fra Paris og Busserne ved 1’levna. Begge Steder indlededes Angrebene af voldsom A r ­ tilleriild, mod hvilken Tyskerne klogelig!, søgte Ly i de beskudte Byers Indre, Tyrkerne paa Bunden af deres Skyttegrave. Naar det franske (russiske) Fodfolk omsider brød frem, tav Artilleriet. I næste Øjeblik vare Fjendens Skytter ved Ildlinierne og drev Fodfolket tilbage med en morderisk Ild. Artilleriilden maa fortsættes med usvækket Kraft, indtil den maskeres af Fod folket1), og rettes da fortrinsvis mod de Steder, hvor Fjendens Reserver ventes. Desuden skal Munden straks stoppes paa Forsvarsartilleriet, hvis det tager paa Veje igen. 1 samme Nu, Fjenden skønnes tilstrækkelig, r y s t e t , b r y d e r F o d f o l k e t f r em t i l a f g ø r e n d e A n ­ greb fra sit sidste Skjul. S a m ti di g gaa Sk y t te l i nierne ogsaa ande ts ted s frem til Næ rkam p for at b r i n g e F j e n d e n i V a a n d e o v e r a l t . Nu drejer alt sig om at holde Angrebet i Gang, saa at det gaar mod det afgørende Punkt som en skyllende Flod, hvis Brændinger ere korte, men rasende Hurtigskydninger.

Da Fodfolket skal lige frem med bred Front, maa det sommetider gennem selve Artillerilinierne2). Kanonerne tie da, indtil de uden Fare kunne skyde henover de fremstormende. Bedst altsaa, om i det mindste nogle Batterier i Tide have søgt Stillinger, hvor Fodfolket ikke kommer i Vejen o: flankerende Stillinger. Da der i hvert Tilfælde i Teorien hersker Tilbøjelighed til at kaste Forsvarernes Hovedreserve i Siden paa Angriberne, som omfatte den egentlige Forsvarsstilling, er der desuden skellig Grund til at vælge Stillinger, hvorfra omfattende Modangreb kunne imødegaas kraftig. I og fo r sig v a r d e t højst ønskeligt, om hele Angreb sartillerie t kunde ile frem, saa snart F o d fo lk e t lykkelig og vel havde naaet Grænsen for de a fg ø re n d e G e v æ r s k u d v id d e r — ikke fordi Virkningen af dets Ild vilde vokse derved — Fodfolksilden lysle vel i Almindelighed saaledes op blandt A r ­ tilleristerne, at Skydningen blev mærkelig langsommere og Virkningen som Følge heraf i det hele taget ikke større end før; men bliver Artilleriet, hvor det er, sættes det helt eller delvis ud af Virksomhed, medens Fodfolket kæmper paa Liv og Død. Det har desuden ondt ved at se, naar Indbruddet sker og endnu vanskeligere ved at hjælpe Fodfolket i dets svageste Øjeblikke, Sejrens første Minutter. Fremdeles komme Batterier, som ikke naa den vundne Stilling lige efter Stormen, hovedsagelig kun i Kast med Artilleriet, som dækker Fjendens Tilbagetog, medens de egentlig skulde tale et Alvorsord med Fjendens Fodfolk, der maa splittes som Avner for Vinden, hvis Sejren virkelig skal blive et Nederlag for Fjenden. Endelig kunne, selv enkelte Kanoner, der naa trem i de haardt medtagne, vaklende Skyttesværme, blive Klipper, hvortil alt klynger sig.

Der kan imidlertid ikke være Tale om almindelig Fremrykning for Afgørelsen. Artilleriet skal for det første holde Forsvarsartilleriet i Ave og feje opdukkende Batterier af Marken, som ellers kunde standse det fremstormende Fodfolk i Farten. Endvidere skal det være rede til at holde sin 1 laand over Fodfolket,- hvis det viger — men. hvorledes skulde det løse disse Opgaver, naar det kørte eller selv trængtes af voldsom Fodfolksild':' A r t i l l e r i e t m a a d e r f o r i d e f l e s t e T i l - fæ l d e b l i v e i de S t i l l i n g e r , h v o r f r a F o d f o l k s a n ­ grebet forberedtes. Selv det Raad, det tyske og efter det ogsaa andre Reglementer give, at enkelte Batterier skulle følge Fodfolket I il Nærkamp, er farligt. Ganske visl paastaa erfarne Folk, al Artilleriet skyder sikrere og sikrere, jo niermere Fjenden kommer, medens Fodfolket skyder vildere og vildere, naar Fjenden først er inden for en vis Frastand, men herimod kan der gøres gældende, at Vanskeligheden ikke saa meget bestaar i at holde sig nær ved Fodfolket, skønt det kan falde haardt nok, som i overhovedet at kom m in e til Skud. Kun undtagelsesvis er det derfor raadeligt for Artilleriet at søge Nærkamp. Ellers bliver det liggende paa Halvvejen med sine gode Forsætter. Det nytter ikke at drage Sammenligninger med, livad det tyske Artilleri gjorde eller ikke gjorde i 1870: den Gang havde man rygende Krudt.

Som en Lejlighed, hvor det synes fuldkommen rigtigt at føre Artilleri ind i Skyttekæderne, kan Kampen om det røde Bjerg i Slaget ved S p ie h e r en nævnes; Batterierne Stumpf ogVoss, der kørte op paa selve Bjerget faa Hundrede Skridt fra Franskmændene, havde en væsentlig Del af Æren for, at alle Franskmændenes Modangreb strandede; men Batterierne kørte i død Vinkel indtil lige bag Stillingen. S aa snart F jenden er kaste t, skal alt A r t i l ­ l e r i e t d e r i m o d f r em i en r a s e n d e F a r t . Her maa Batterieheferne handle paa egen Haand, dersom de ikke straks faa Befaling. Det tyske Reglement hjemler udtrykkelig enhver Batterichef Ret til al bryde ud af sin Afdeling og tilføjer, at man uden Betænkning]straks kan føre saa mange Kanoner ind i den vundne Stilling, som der kan staa, uden at Betjeningen hindres. Hvis de tyske Feltartillerister gaa i deres Fædres Fodspor, kan man derfor vente et ligefremt Kapløb, saa snart Fodfolksangrebet synes at lykkes. For os ligger der heri en indtrængende Opfordring til at holde ud saa længe, vi have et Skud tilbage. Tilbagetog bliver ødelæggende; ved at blive gøre vi Fjenden Sejren dyr. Skulde Angrebet gaa i Staa eller endog helt mislykkes, maa Artilleriet efter Evne drage Ilden bort fra det slagne Fodfolk. Da dette sjælden har anden Udvej end at blive liggende eller gaa lige tilbage, blive flankerende Stillinger ogsaa af Hensyn hertil heldigere end frontale for det Artilleri, som forbereder og understøtter det afgørende Angreb.

Hvis Forsvareren vil vove alt, maa han bringe saa meget Artilleri, han evner, til at bære paa Fjendens Fodfolk og Artilleriet straks opgive Haabet om at slippe bort. Batterierne kunne altsaa lige saa godt med det samme tømme Forstillingerne og sende dem tilbage. Saa blive de dog maaske bjærgede. Forsaavidt Artilleriet ikke allerede er i Stilling, maa det ikke — som Mac Mahons Reserveartilleri ved Worth — tøve saa længe, at Fjendens Skytter trænge ind i Batterierne straks, efter at der er prodset af.

Ønsker Forsvareren at afbryde Kampen, gør han bedst i at iværksætte Tilbagetoget, før Fodfolket indvikles i Nærkamp. Tilbagetoget burde, naar man udelukkende saa paa Artilleriets Tarv, udføres samtidig af hele Artilleriet, altsaa i flere Kolonner eller med bred Front. Drages Batterierne ud af Ilden efterhaanden, udsættes de sidste nemlig for en tilintetgørende samlet Ild. Da al Artillerihjælp imidlertid i Almindelighed ikke kan røves Fodfolket paa éngang, maa man, om end Artilleriet lider mere derved, drage nogle Batterier tilbage ad Gangen og først fra de Steder, hvor Fjenden trænger m indst paa. De sidst vigende Batterier komme vistnok i saa Tilfælde til at tage en M ellem ­ stilling paa Vejen til den egentlige Optagestilling, dér jo nødig maa ligge den opgivne Forsvarsstilling nærmere end 2— 3 km. , men derfor vanskelig naas i ét Spring af Afdelinger, som have Fjenden lige i Hælene. Fo r ikke at rive omværende Tropper med gaar Artilleriet tilbage i Skridt, indtil det har de nærmeste, synlig rystede Fodfolkslinier bag sig. I enkelte Tilfælde kan det dog uden Fare trave straks; i enkelte andre gælder „sauve cjui peut“ . Saaledes ere Artilleriets Kaar i korte Træk. Endnu kun ét: Artilleristerne høre til et Hjælpevaaben, men kunne let tvinge hele Kampen ind i et bestemt Spor. De maa derfor vogte sig for Egenraadighed og i A lmindelighed overlade Troppeføreren at løse deres bundne Kræfter. Naar Kampen helder, faa de som oftest frie Hænder. S a a gælder det om at vide, hvad man vil, ville det rette og gøre det rask.