Indledning.
Det danske Rytteri har siden vor sidste ulykkelige K rig været Stedbarnet i Hæren. De faa glimrende Bedrifter det i denne K rig fik Leilighed til at udfore, den i det hele lidet glimrende Rolle det kom til at spille, dette i Forening med dets Kostbarhed har ikke formaaet at indgive vore Lovgivere synderlig Sympathi for det, og Følgen har været, at den nye Hærlov af 1867, hvor heldigt den ellers efter Omstændighederne har ordnet vort Forsvarsvæsen, for Rytteriets Vedkommende blev — en storartet Reduktion.
Kan man saaledes end let forklare sig Grunden til, at Rytteriet blev Stedbarnet, saa have de nyere Tiders storartede Krige ligesaa tydelig vist, at Rytteriets Brugbarhed baade i og udenfor Slagene endnu er den samme som forhen, om ikke større. Og vi mene saaledes, det er saare uheldigt, at vort Rytteri ikke er blevet sat istand til at indtage den Plads i vor Hær, der tilkommer det; uheldigt ikke alene for Rytteriet, men for hele Hæren; thi Hæren kan ikke virke som et kraftigt Legeme til Landets Forsvar, naar et af dens Lemmer lider. Vi skulle imidlertid ikke gjøre os Illusioner og troe, at den forestaaende Revision af Hærloven vil bringe væsenlige Forandringer heri, thi væsenlige Forandringer ville udfordre Penge, og vi tør ikke troe og kunne naturligvis heller ikke vente, at den Kjærlighed, Kytterofficeren nærer for sit Vaaben, ogsaa er tilstede hos Landets Repræsentanter, eller at disse skulle have samme Erkjendelse af Rytteriets Betydning som vi.
Naar vi derfor i det efterfølgende fremhæve Mangler og foreslaae Forandringer i det nu bestaaende, da skulle vi holde os indenfor de meget snævre Grændser, som de praktiske Hensyn foreskrive, og indskrænke os til Forandringer, som let lade sig iværksætte uden forøgede eller ialfald kun lidet forøgede Udgifter. Det er, som Overskriften viser, Strøtanker, vi ville fremkomme med, samlede ved den daglige Tjeneste, og desværre, den giver Anledning til mange ikke synderlig opbyggelige.
Mangler ved Rytteriets nuværende Organisation.
Rytteriet bestaaer som bekjendt nu kun af 10 Linieeskadroner og 5 Reserveeskadroner, samt en Ordonnanseskadron eller i Krigstid hoit regnet 2000 Ryttere, hvilket er en meget ringe Styrke i Forhold til de andre Vaaben. De 5 Regimentsskoler, som i Krigstid skulle danne Depoter, hvorfra Afgangen ved Regimenterne skal udfyldes, have af Befalingspersonale hver kun 1 Ritmester og 3 faste Underofficerer; Hestene laanes i Skoletiden af Eskadronerne og maae i Krigstid altsaa indkjøbes. Udbryder Krigen medens Rekruterne ere under Uddannelse, mellem 15de Januar og 14de Juni, maae disse afgive deres Heste til Linieeskadronerne for dernæst at erholde raa Heste, og Stamhestene, som vare afgivne til Skolen, faae da ved Linieeskadronerne et andet Sadeltei og en anden Kandar, da Skolen har sit eget Depot; skeer Mobiliseringen derimod efter Rekruternes Afgang til Eskadronen, skulle de ældste Aargange, altsaa de, der længst Tid have været uden Uvelse, indkaldes til Depotet og der udrustes paa raa Heste. Under begge Forhold er en Mobilisering meget vanskelig.
Rekrutuddannelsen er fastsat til 9,5 Maaned; deraf anvendes de 5 første Maaneder til Uddannelse ved Regimentsskolen, og i de følgende 4,5 fortsættes den ved de 2 Linieeskadroner. Denne Ordning har flere Mangler, blandt andet den, at en jevn fremadskridende Plan vanskelig kan følges, da Rekruterne skifte Befalingsmænd ligesom og for de flestes Vedkommende tillige Heste; ved Regimentsskolen gaaes i Reglen for hurtig frem og ved Eskadronerne sinker Rekruterne det ældre Mandskab, ligesaa vel som det ældre Mandskab, der i Reglen rider Distriktsheste, virker hemmende paa de samlede -Øvelser. Afgivelsen af Heste fra Eskadronerne til Regimentsskolen, Underkorporalskolen, Korporalskolen og Hestepasserskolen, respektive 35 i 5 Maaneder og 10— 15 i 1,5 Maaned, 4 i 5 Maaneder, 3 i 7,5 Maaned og 18 i 2 Maaneder af en Styrke paa 80 Stamheste, hvoraf i Reglen 10 ere Remonter og 10 i Løbet af 1/4 Aar ere vakante, er for Tjenestegangen og Hestenes Soignering langtfra heldig. Hvad Skoleforstanderen angaaer, er denne ligesom Oversergenten i Reglen uden Virksomhed fra 14de Juni til 1ste November, til hvilken Tid Hestepasserne møde. En anden Mangel ved denne afbrudte Skoletid bør endnu anføres, nemlig at det til megen Skade for Tjenesten afstedkommer idelige Flytninger og Ombytninger af Kvarterer og Stalde, da Skolelokalerne stedse først skulle være belagte, og da Eskadronerne ved deres variable Hestebestand ikke let kunne skaffe sig faste Lokaler.
Ved hver Linieeskadron er Styrken fra den 28de Oktober til den 1ste Mai næste Aar kun 25 Menige, idet der den 28de Oktober blandt de af sidste Rekruttilgang udnævnte Dragoner, efter at Korporals- og Underkorporalseleverne ere udtagne, ved Lodtrækning iblandt de flinkeste (forsaavidt man kan kalde en Rytter, der er uddannet i 9,5 Maaned, for flink) hjemsendes omtrent 10 ved hver Linieeskadron. Dette er ganske sikkert efter den almindelige Mening i Vaabnet en stor Mangel ved den nye Ordning af Rytteriet, og det var ønskeligt, om den forandredes derhen, at ingen Permittering finder sted, før efter de 21,5 maaneds uddannelse.
Tjenesten er nemlig næsten aldeles uudførlig. Istedenfor at Mandskabets Uddannelse skulde fortsættes, navnlig ved at lære Tilridning af Distriktsheste, og at den aldeles nødvendige Enkeltmandsuddannelse ret skulde drives, bliver Tiden optagen af Hestepasning og Pudsning paa Munderingskamrene. Man erindre tillige, at Officershestene skulle passes ved Eskadronerne, og at Officererne ingen Hestepassere have som tidligere, at Afgivelsen til Ordonnanstjeneste, til Staldvagter, Portvagter og Sygestaldvagter er omtrent den samme, om Regimentet er paa 4 Eskadroner eller paa 2, og at denne føles i Forhold mere af en Styrke paa 50 Mand end paa 120, som var Regimenternes tidligere Styrke udenfor Exercertiden. Betænker man dernæst, at paa denne Tid af Aaret tilsteder Dagen kun en kort Arbeidstid, medens Sygdomstilfældene da ere hyppigst, vil man indsee, at den virkelige Styrke i Reglen bliver saa ringe, at hver Mand gjennemsnitlig har 4— 5 Heste 2 Gange om Dagen at rengjøre og foruden sin øvrige Tjeneste at fodre, vande og røre. Navnlig fra den 28de December til 15de Januar, hvor Hestepasserskolens Heste atter gaae til Eskadronerne, er Ævret som opgivet, ja, man har ved Regimenter, der foruden sine Stamheste og Distriktsremonter havde ikke udstationnerede Distriktsheste inde, været nødt til at leie private Folk til at passe Hestene.
For at bringe Rytteriets Ordning i Samklang med Fodfolkets eller for at spare en ubetydelig Pengesum er man kommen til at være uretfærdig mod Flertallet ved at begunstige enkelte. Rigtignok har Regjeringen søgt at raade noget Bod herpaa ved at hævde, at den samlede Tjenestetid er ens for alle, saaledes at de om Vinteren hjemsendte, ved senere Indkaldelser forlods skulle tages i Betragtning, men Uddannelsen skeer da ikke for alle paa den Tid, den skulde. Under disse Forhold at udtage Elever til Korporalskolen og Underkorporalskolen er meget vanskeligt og næsten uretfærdigt, naar de vedkommende ikke melde sig frivillig.
Hestepassernes Uddannelse i 2 Maaneder er temmelig kort, især da flere Dage gaae tabt for Øvelser, da deres Fordeling skeer ved Juletid; uheldig er ogsaa Bestemmelsen om, at saafremt en Hestepasser i Skoletiden kasseres, hvilket hyppig finder Sted, skal der først nu indkaldes en ny Værnepligtig i dennes Sted, og er Uddannelsen im idlertid sluttet ved Hestepasserskolen har en Linieeskadron da det lidet behagelige Hverv at fuldende disse senere Indkaldtes Uddannelse, hvilket kan trække ud til hen i April Maaned. Endnu en Mangel ved Rytteriets Ordning er den, at Officererne have mistet en fast Hestepasser. En Dragon kan ikke mede i Tjeneste og samtidig sadle og passe Officerens Hest, især naar Officeren er ansat ved en Skole eller under Leirsamling. Det er ogsaa et billigt Forlangende, at hans Hest ikke hver Maanedsdag eller hyppigere skal passes af en ny Dragon, hvilket jo nu er nødvendigt, da saadan Extratjeneste saavidt mulig skal fordeles lige blandt Eskadronens Mandskab; der stilles større Fordringer i Felten til det Ridt, en Officer maa præstere, og derfor maa han have en god Hest; men en saadan fordrer ogsaa at blive passet mere omhyggelig end en hvilkensomhelst anden Haandhest i Eskadronen.
Vi finde det tillige betegnende for den Opfattelse, der gjør sig gjældende med Hensyn til en Rytterofficer, at Tillæget til Rideekvipagens Vedligeholdelse er ens for en Rytterlieutenant og en Adjutant af Fodfolket, som om man ikke burde formode eller forlange, at den første red i det mindste 10 Gange saa -meget som den sidste.
Regjeringen giver en Underofficer efter 8 og 16 Aars tro og dadelfri Tjeneste et Hæderstegn og et Pengetillæg, men Premierlieutenanter, der kunne have tjent lige saa længe og vel kunne være lige saa gode Støtter for Hærem betragtes og behandles som Umyndige, som de evig unge Mennesker, der ikke engang have Lov til at gifte sig (man erindre at Størsteparten af Premierlieutenanter ere mellem 30 og 40 Aar).
Hvad specielt Hestene i vort Rytteri angaaer, da lide de under den nuværende Ordning ikke alene ved hyppig at skifte Herrer, men ogsaa ved saa ofte at rides af forskjellige og uøvede Ryttere. For Skolehestenes Vedkommende er derfor den nuværende Foderration af 9,5 ht Havre, 2,5 ht Hø og 8 ht Halm vistnok for ringe i Forhold til det Arheide, der fordres af dem.
Modifikationer i Rytteriets nuværende Organisation.
Da det ikke staaer til at antage, at det aarlige Budget for Rytteriets Vedkommende vil kunne forøges i nogen betydelig Grad, og da man vanskelig naaer Maalet ved hyppige Forandringer, saa gaaer vort Forslag kun ud paa nogle Smaaforbedringer i det bestaaende.
Vi foreslaae, at Tjenestetiden bliver ens for alle til Rytteriet Udskrevne, nemlig 21,5 Maaned; deraf aftjenes den 9,5 Maaneds Rekruttid udelukkende ved Regimentsskolen og det derpaa følgende Aar ved 1ste og 2 den Linieeskadron; altsaa fra 15de Januar til 30te Oktober ved Regimentsskolen, fra 31te Oktober til 31te Oktober næste Aar ved Linieeskadronen. Af Regimentets 160 Stamheste tildeles der Skolen fast de 90 (inklusive til Skolens Underofficerer). Hver Linieeskadron faaer da 35 Stamheste foruden de Distriktsheste, der ere under Tilridning, og samtlige Distriktsheste i September og Oktober Maaned. Styrken ved hver Linieeskadron er da hele Aaret igjennem et halvt Skolehold, med Undtagelse af September og Oktober Maaned, hvor Styrken bringes op til 110 Underkorporaler og Menige. Hestepasserskolen, der forøges til 45 Mand, varer da fra 1ste November til 15de Januar, og Uddannelsen skeer ved Regimentsskolen, hvor hver Hesteoppasser faaer to Heste at passe. Anden Aargang af Dragonerne indkaldes altsaa ikke fra 30te April til 1ste September; og 3die Aargang ikke fra 13de August til 1ste September; hvad herved'spares, vil dække Udgiften ved at holde hele 1ste Aargang inde, ved de 14 Dages længere Uddannelse af Hestepasserne, samt ved den større Styrke i Oktober Maaned.
At vi foreslaae en større Styrke ogsaa i Oktober Maaned har sin Grund i de øvelser i Forening med de andre Vaaben, som vi foreslaae; derom senere under «øvelser».
Det skulde synes som om 35 Stamheste var for lidt til 42 Underkorporaler og Menige samt for Underofficererne, og det skal ogsaa indrømmes, at der kun er foreslaaet 35, fordi der ikke haves flere, naar Skolen, hvad der ansees for vigtigere, faaer 90; men man erindre, at foruden de Distriktsremonter, omtrent 15 pr. Eskadron, som haves inde for at tilrides i 86 Dage, haves ofte Distriktsheste opstaldede som ikke kunde finde Foderværter, eller som man har maattet fratage disse; endvidere beregne man Afgivelsen til Staldvagter, Ordonnanser, Officersliestevartere samt de Syge. Det er desuden vistnok heldigere for Tjenestegangen ved Eskadronen at have enkelte Mænd uberedne, end at have for mange Heste til den nærværende Styrke. Ikke desto mindre vilde vi ansee det for meget gavnligt, om Staten kunde forøge Hestebestanden af Stamheste med 150, idet hver af Linieeskadronerne fik 50 Stamheste istedenfor 35. Stamremonterne skulde naturligvis tilrides ligesom nu ved Linieeskadronerne, og Regimentskolen have sin Afgang af Heste kompletteret fra disse. Reserveeskadronen ønske vi bevaret i sin nuværende Skikkelse, idet vi hylde det Princip: «lige Børn lege bedst». Man give de yngste A argange Stamheste og de ældre Aargange Distriktsheste, og man blande ligesaa lidt Aargangene mellem hinanden som de forskjellige Heste; vi maae udtale som vor bestemte Anskuelse, at en Eskadron ikke alene exercerer, men manøvrerer bedre ved at have 1 Deling Stamheste og 2 Delinger Distriktsheste, end ved en ligelig Fordeling af Stamheste.
Fordelene ved de foreslaaede Forandringer skulde navnlig ligge deri, at en Mobilisering kunde skee hurtigere og roligere, og at Kegimentet i de fleste Tilfælde kunde rykke ud af Garnisonen med 4 Underafdelinger, nemlig: Skolen paa 90 Stamheste strax efter Ordren, de 2 Linieeskadroner hver paa 35 Stamheste og 90 Distriktsheste og 3die Eskadron paa 105 Distriktsheste efter 3 Dages Forløb; (thi det tager Tid at modtage Distriktshestene hvilket skeer ved Regimentets Mynstringskommision, som ikke bor bestaae af Officerer udelukkende fra samme Eskadron — at tilpasse Saddelbomme, udlevere Lædertøi, Udrustningsgjenstande og Mundering) — eller hvis Stamhestenes Antal pr Regiment forøgedes med 30, henholdsvis da paa 90, 140, 140, 105 Heste. Med Hensyn til Uddannelsen vilde de 9,5 Maaneds Skoletid under en enkelt Mands Ledelse kunne give et fyldigere mere afsluttet Resultat end nu, og Enkeltmands-Uddannelsen paa tildels raa Heste skee grundigere ved Linieeskadronerne. Endvidere vilde den altfor hyppige Vexlen ved Underafdelingerne af Befalingsmænd kunne undgaaes, og endelig vilde hver Underafdeling beholde sine Heste til egen Raadighed. Da kunde der ogsaa bygges Stalde, Ridehuse og Kvarterer til Regimentskolerne og Linieeskadronernes faste Styrke, idet vi da forudsætte, at Hestepasserskolen belagde en Del af Regimentsskolens Kvarterer, medens den ledige Del blev udluftet, rengjort og istandsat, hvilket som bekjendt for Sundhedens Skyld er aldeles nødvendigt ved slige store Lokaler.
Skulde Mobiliseringen foregaae paa den Tid, da Hestepasserskolen afbenyttede Regimentsskolens Heste, maatte Hestepassernes Uddannelse afbrydes og 6te og tildels 7de Aargang gjøres bereden paa disse Heste, saaledes at Skolen kunde rykke ud som en brugbar 4de Eskadron.
For at Rytteriet tillige altid kan møde med saa kraftige og tjenstdygtige Heste som mulig, ansee vi det for paatrængende nødvendigt, at Foderrationen forøges med 2 ht Havre daglig for de ældre Heste og 2,5 ht Hø folde yngre.
Vi troe at kunne udtale som et almindeligt Gnske, at Majorsgraden atter indføres, saaledes at Cheferne for Reserveeskadronerne, altsaa de 5 ældste Ritmestere, fik Titlen af Major. Da Reserveeskadronen kun er inde i 30 Dage, kunde dennes Chef bedst varetage Tjenesten som Formand i de forskjellige Kommissioner ved Regimentet, og under ham sorterede da tillige Underkorporal- og Korporalskolen. Endvidere foreslaae vi, at Forstanderen for Sergentskolen, Formanden i Remontekommissionen samt de to ved Generalkommandoerne til Raadighed staaende Rytterofficerer ikke havde samme Charge som Regimentscheferne, men ligeledes havde Majorstitel.
Skjondt vi troe, at det vilde vække en Del Opposition, saa kunne vi ikke andet end finde det mest militærisk, om Officerer udenfor Orlov ikke havde Tilladelse til at gaae civil klædte, thi denne Begunstigelse misbruges ofte til ogsaa i Tjenesten at møde i denne maaske finere eller bekvemmere Klædning, og den militære Tone og Aand slappes derved.
Befalingsmændenes Uddannelse.
Vi see os ikke i Stand til at kunne have en Mening om Officerskolen; kun forekommer det os, at Tilgangen af unge Officerer til Rytteriet bliver noget sparsom, og naar Rytteriet ikke kan faae unge Officerer, da er det uheldigt, thi det er navnlig i den unge Alder, i hvilken man endnu har Ungdommens lette Sind og Smidighed, at man bedst lærer at lade staae til, kort at blive en dristig Rytter, hvilket dog er Grundbetingelsen for en Rytterofficer; maaske kunde der noget raades Bod herpaa, naar der sammesteds blev tilstaaet noget mere Tid til Ridning, og naar denne Uvelse ikke foregik paa gamle udtjente Heste fra Rytteriet, hvorved de unge Officerer vistnok faae et meget ufordelagtigt Begreb om vort Vaaben.
Korporal- og den dermed forenede Sergentskole, som varer 7,5 Maaned for hver, har vistnok i de 4 Aar, den har existeret, givet meget gode Resultater, men den huer os dog ikke ganske. Lærerpersonalet er for ringe, til at den enkeltes Uddannelse kan drives i tilstrækkelig Grad, eller Skolen er for stor. Vi foreslaae Korporalskolen ophævet i sin nuværende Skikkelse og Korporalerne uddannede i en Skole ved Regimenterne i Forening med Underkorporalerne, saaledes at efter en Prøve, der sluttede en 5 Maaneders Uddannelse fra 1ste November til 1ste April alle 14 Dragoner, saafremt de vare bestaaede, udnævntes til Underkorporaler og de 6 flinkeste bleve endnu 2,5 Maaned til fortsat Uddannelse, hvorefter de udnævntes til Korporaler. Saaledes er Forholdet ikke nu; nu lønnes de alle som Befalingsmænd uden endnu at være uddannede dertil, hvilket er en Uretfærdighed mod deres menige Kammerater, og Korporalerne udnævnes som saadanne først ved Exercertidens Slutning, uagtet de have gjennemgaaet en længere Skole end Underkorporalerne. Til disse Befalingsmænds større Uddannelse foreslaae vi, at et Hold Distriktsremonter afgives til Tilridning i 86 Dage, foruden de til samme Skole afgivne Stamheste.
Sergentskolen vilde vi da foreslaae forenet med den nu bestaaende Ride- og Beslagskole, som varer 2 Aar, saaledes at Korporalerne efter det første Aars Uddannelse, hvori der ved det gymnastiske Institut tillige bibringes dem de nødvendige Færdigheder som Lærere i Gymnastik, udnævnes til Sergenter, og det følgende Aar, hvori Kunsten at ride Heste til skal søges bibragt dem, slutter Uddannelsen.
Her maatte passende være Stedet at fremkomme med en Anskuelse om en formentlig Hovedmangel ved vort Rytteri, og som er den fornemste Grund til Forslaget om den ovenfor nævnte udvidede Virksomhed af den militære Ride- og Beslagskole.
Vore Gymnastiklærere ere som bekjendt i Reglen meget slette Ryttere, og vore Ridelærere eller Beridere meget uøvede og ukyndige i Vaabenbrug og i alt hvad der ligger udenfor den ligefremme Ridning. Grunden hertil er, foruden den ensidige Uddannelse de have erholdt, navnlig at søge deri, at Brugen af disse Underofficerer stadig gaaer i samme Retning ved Underafdelingerne, saaledes at Gymnastiklærerne have den Meniges Uddannelse tilfods og Tilsynet i Kvatererne, hvorimod Beriderne have Ridningen og Opsigten i Staldene og over Hestene. Denne Brug af Befalingsmanden kan være den bekvemmeste i Fredstid, men den skaber ingen Fører til Felten. I store Armeer kan man holde Specialister i de forskjellige Fag, Hugge- og Fægtemestere, Voltigermestere, Ridelærere og Beridere, deres Tal er forsvindende med Hensyn til de andre Befalingsmænd, og deres Bestemmelse er egenlig heller ikke at anvendes i den aktive Felthær. Men under vore smaa Forhold, hvor alle Befalingsmænd ikke alene skulle være Lærere men ogsaa Førere for Mandskabet i Felten, har man ikke Raad til at holde Specialister; en Sergent bør kunne lære den Menige alt og tillige være en brugbar Fører i Felten; men herfor har man nu ved den ensidige Uddannelse og ensformige Brug, der bliver Sergenten til Del, ikke nogen Garanti. En anden Mangel ved at gjøre Befalingsmændene til formelige Timelærere i specielle Fag er den, at det virker paa den Meniges Uddannelse, saa at der ikke fremkommer noget helstøbt. Mønstret for en fuldt uddannet Rytter mangler, og denne Mangel kunne Officererne ikke afhjælpe alene. Sergentskolen burde efter vor Formening være Mønsterafdelingen, og derfra burde tillige alle reglementariske Bestemmelser angaaende Rytteriets Uddannelse udgaae.
Udrustningen.
Den nuværende Udrustning af Rytteriet, der, naar undtages at Bagladekarabinen er traadt i Stedet for den glatlobede Karabin, omtrent er som i 1848, er hverken tidssvarende eller i Overenstemmelse med den Virksomhed, som nu paahviler Rytteriet; den er. gjennemgaaende for tung, for iøinefaldende og fordrer for megen Pudsning. Vi kunne ikke dele den endnu ofte forekommende Anskuelse, at Pudsning er et meget virksomt Middel til at bibringe Soldaten Disciplin. Tvertimod troe vi, at en Pudsning som under Feltforhold ikke kan overholdes, giver det første Stød til Brud paa Disciplinen.
Hvad specielt Mandens Udrustning angaaer, er Hjelmen for tung, ved sin høie Kam forhindrer den Ridtet gjennem Krat og paa Veie med levende Hegn, ved sit blanke Beslag er den synlig i lang Afstand; den er saa meget mere uhensigtsmæssig, som den i Virkeligheden neppe yder meget andet end en indbildt Beskyttelse, da Stormbaandet næsten ved ethvert alvorligt Hug vil briste og Hjelmen falde af. Sabelskeden er tung og skinnende, og det nederste Baand med Ring, hvori den lange Rem af Gehænget spændes, overflødigt; thi vi troe, at Sablen bæres lettere ved kun at bruge den korte Rem. Karabinen er længere end tidligere og hindrer derved end mere Sablens Brug; Kolbekappen er bevaret, uagtet Geværet aldrig som ved Fodfolket sættes til Jorden; Stolperne paa Sigtekornsringen vanskeliggjøre en hurtig Sigtning, Afstanden mellem Viseer og Sigtekorn er for ringe, og Viseret uhensigtsmæssigt ved Skydning tilhest. Vaabenfrakken med sine to Rader Knapper og med overfaldende Skøder med indvendige Baglommer, hvoraf alt tabes ved Ridning, passer bedre for Fodfolket end for Rytteriet (Knap med Knaphul for Haandledet er overflødigt). Kappen er for stor, bliver let gjennemblødt og er da umaadelig tung. Lange Benklæder med Stropper udenpaa Støvlerne ansees almindelig for uhensigtsmæssige under Feltforhold i vort Klima.
V i foreslaae istedenfor, hvis ikke en øieblikkelig Forandring kan skee, da ved fremtidige Anskaffelser regimentsvis, at Hjelmen erstattes af en Hue, saaledes som ved Størstedelen af det russiske Rytterf; Jernskeden ombyttes med en Skede af Læder, der kun bæres i een Rem ; Vaabenfrakken af en Trøie njed een Rad Knapper og et kort Skjød; paa den udvendige Side af Brystet 5 Øskener paa hver Side af Tilknapningen til 10 Metalpatroner, som hos Kosakkerne. Kappen gives een Rad Knapper, saaledes at den kan falde ens til begge Sider af Hesten; Opslagene ved Haandledene bortfalde. Benklæderne tilspidses og fares ind i Støvlerne, hvis Skafter naae til Knæene. Patrontasken bortfalder og det brede Bandoler med Karabinhage og Kolberem mister Spænde, Sloife og Beslag; istedenfor sammensyes det og maa da haves i 3 Størrelser. Bytteren medfører altsaa 10 Patroner paa Brystet, 10 i Amunitionstasken, ialt- 20, istedenfor som nu 30 Patroner.
Ved Geværet sættes et Messingsigtekorn under en Bing. Viseret affiles og længere tilbage sættes et lille Klapviseer som ved Tapkarabinen; Kolbekappen aftages, og Kolben forkortes en Tomme.
Hesteekvipagen har mange Forsvarere, men ikke blandt dem, som just selv skulle benytte den; disse maae im idlertid tie stille. Vi fristes til at antage, at det er saa mange Herrens Aar siden, at Forsvarerne af den ungarske Sadel selv have prøvet Sædet i den, at de rent have glemt det, og vi ville indbyde dem til atter at tage Plads i en saadan. Hvis Forsvareren da ikke snart forandrer sin Mening om dens gode Egenskaber, tør vi vistnok paastaae, at han er en svag Bytter. I den ungarske Sadel sidder man nemlig ikke paa sit Sæde, men man hænger i Skrævet, Sædet er indeklemt imellem For- og Bagsvidsel og kan ikke komme over Balancepunktet, naar ikke Hesten er meget velbygget; Sædet er for høit over Hestens Byg og kan ikke føle og følge Hestens Bevægelser. Hvis man kun skulde ride Trav lige ud ad en Vei kunde denne Kameelpaksadel maaske være anvendelig, men naar Hesten med den paa Byggen let skal kunne løbe og gaae i fri Galop, springe, kravle og vende kort, saa forlanger man Urimeligheder af Dyret. Idelige Trykninger af de stive uboielige Steger høre jo ogsaa til Dagens Orden, saasnart man blot marcherer et Par M il; den lange Sadel med Oppakning, der kun fastholdes af een Gjord, spændes nemlig i Beglen for fast; men spændes den ikke fast, glider den let rundt ved Op- og Afsidning, eller Dækkenet tabes. Den høie Forsvidsel med paaspændt Kappe vanskeliggjor Tøileføringen i betydelig Grad, idet Haanden maa føres for høit i det mindste efter Hals og Hovedstillingen paa Størsteparten af vore danske Heste. Sadelpuden er stoppet paa en meget kuriøs Maade; Stigbøilerne have istedenfor et rektangulairt Fodtrin et ovalt, hvorved Fodbalden kun kan berøre Kanten i eet Punkt, og naar der ikke trædes aldeles perpendikulært paa hele Fladen, navnlig ved Opsidning, glider Boilen af Foden.
Vi kunne ikke fragaae, at vi ansee den engelske Sadel som den bedste saavel for Rytteren som for Hesten, og det er vor Overbeviisning, at hvis den blev indført i vort Rytteri, vilde Dragonen ikke alene hurtigere og bedre lære at ride, thi Hesten kan betydelig lettere styres, men han vil med langt større Frihed, Behændighed og Kraft kunne bruge sine Vaaben, vel at mærke, naar Rytteren fra Begyndelsen af er bleven øvet paa denne Sadel. Den engelske Sadel kunde derfor ikke indføres over det hele efter en bestemt Dato, men efterhaanden, f. Ex. først ved Regimentsskolen. Derimod ville vi meget anbefale snarest mulig at afskaffe Pistolhylstrene, da dette svære Lædertøi nu, efter at Rytterriet ikke længer fører Pistoler, er til ingen Nytte; Kappen og Hylstertaskerne kunne meget vel anbringes, uden at Pistolhylstrene ere paaspændte, endog med de Remme der nu haves, hvilket vi have forsøgt. Vi ansee det ikke ønskeligt, at Hylstertaskerne, som ved nogle nye Modeller (den approberede, men endnu ikke indførte Sadel til Ex.) gjores af Læder, men derimod ved fremtidige Anskaffelser af samme Stof som Fodfolkets Tornystre. Det er endnu stadig vor Mening, at Valdrappet bør afskaffes, og Overgjorden erstattes af Dækkengjorden.
Da Hestene i Leir og Bivuak ikke staae med Dækken, vilde det maaske være et Forsøg værd, om det ikke var hensigtsmæssigere, at Hestene i Stalden, ogsaa om Dagen, stode uden Dækken; navnlig synes det os, at det Regiment, som skulde i Leir, i det mindste i nogen Tid forud burde vænne Hestene hertil.
For at kunne give Rytteriet en større Forsvarsevne og Anvendelighed, kunde Gatlingkanonen maaske blive et Supplement til dets Udrustning. V i forestille os i det mindste, at dette nye Vaaben var ligesom en frelsende Haand, der blev rakt Rytteriet netop i nærværende betrængte Øieblik, hvor det enten anvendes til Kanonføde eller til Hverv, det vanskelig kan udføre. Her forlanges jo ofte, at Rytteriet skal besætte Passe, Difileer, eller vigtige Punkter foran eller i Flankerne af Armeens Stilling; I dette øiemed er det bevæbnet med Karabin, for at det kan sidde af og agere som Fodfolk; ligesaa skal Rytteriet kunne anvendes til under Kampen hurtig at besætte et eller andet af Fjenden endnu ikke besat vigtigt Punkt og forsvare det, indtil vort Fodfolk kan naae derhen; men disse Manøvrer, hvor det gjælder om at agere som beredent Fodfolk, ere Rytteriets egenlige Karakter imod og som bekjendt meget vanskelige at udfore, da kun 1/3 af Styrken kan sidde af, thi 1/3 skal holde Haandhestene, 1/3 beskytte disse, og kun 1/3, altsaa for en hel Eskadron 30 — 40 Mand, kunne anvendes i Terrainet, hvor de vist neppe ville være gode Skytter, da de ere i stadig Angst for ikke at faae Tid til at komme tilhest igjen. Vi tænke imidlertid, at der. kunde opnaaes mere sikkre Resultater, hvis der medgaves hver af de 2 Linieeskadroner 1 Gatlingkanon med den gangbare Ammunition, forspændt med 2 Heste, saaledes at den kunde indrangeres paa venstre fløi eller bag Eskadronen og følge alle Eskadronens Bevægelser. Betjeningsmandskabet skulde ikke alene være uniformeret som de øvrige Ryttere, men skulde være Folk, særlig dertil udtagne af Eskadronen (Pionerfiren bevæbnet med Omdreiningspistol, men uden Sabel). Den sluttende Officer skulde have Kanonen specielt under sin Kommando. Langt større Virkning kunde den yde ved Forsvaret af en Bro, Indgangen til en By eller Skov, end de enkelte Dragoner tilfods, og det synes ikke rimeligt, at et saa let Kjøretøi skulde kunne hindre en Rytterafdelings Bevægelser. Vi troe at kunne love dette Fremtidsvaaben en god Modtagelse i Rytteriet.
En Forøgelse af Rytteriet.
Selv om man gik ind paa de i det foregaaende foreslaaede Modifikationer i den nuværende Hærplan, saaledes at man havde
1) 5 Skoler, med fast Befalingspersonale og Stamheste, der som taktiske Afdelinger ved en Krigs Udbrud dog altid kunde rykke ud af Garnisonen, om ikke for strax at fores mod Fjenden, saa dog til Hærens Samlingsplads,
2) 10 Linieeskadroner, med fast Befalingspersonale, 1/3 Stamheste og 2/3 Distriktsheste,
3) 5 Reserveeskadroner, med Befalingspersonale, der i Fredstid supplerer Lærerpersonalet ved Skolerne, og lutter Distriktsheste, saa vilde Rytteriet dog ikke alene være temmelig ringe (selv forøget med 250 Stamheste), men det vilde tillige ikke være let nok for'den egenlige Patrouilletjeneste, da Remonteringen skeer blandt Landets Heste, og der for Ensartethedens Skyld ikke dertil kan vælges de enkelte Blodsheste, som maatte kunne erhverves. Vi ansee det imidlertid for aldeles nodvendigt at have noget Rytteri beredent paa Blodsheste og tænke os disse erhvervede paa efterfølgende Maade.
I hvert Generalkommandodistrikt oprettes 1 let Ryttereskadron, med en Tjenestetid af 6 Aar, deraf 1 Aar til fortsat Uddannelse, samt 2 Exercertider, det 2det Aar paa 6 Uger, det 3die Aar paa 3 Uger, samt i de 3 paafølgende Aar 2 Mynstringsdage hvert Aar; med en Rekruttilgang af omtrent 30 Mand aarlig. Rytteren skulde selv møde med Hest, som Staten taxerede og afkjobte ham; i den Tid Hesten var til Tjeneste fodrede Staten den, i den øvrige Tid derimod, altsaa 5 Aar minus Exercertid og Mynstringsdage, fodrede Rytteren den, og skulde den forblive i dennes Besiddelse indtil hans Tjenestetids Udløb, hvorefter han havde Forkjøbsret efter en Taxation paa Hesten, der saaledes atter kunde blive hans Eiendom. Rideekvipage og vaaben leverede Staten; derimod holdt Rytteren sig selv med Uniform , der kunde leveres ham efter den reglementerede Model og for en fastsat Pris. Ved Permitteringen gik Bytteren med sin Hest, begge fuldt udrustede, til sin Hjemstavn og holdt Udrustningsgjenstandene i tjenstdygtig Stand indtil den sidste Mynstringsdag, da Aflevering, Taxation og Salg kunde finde Sted. Lønningen var som ved det øvrige Rytteri, ligesom alle Bestemmelser, der ikke netop stod i Strid med Organisationen, skulde være gyldige for de lette Eskadroner. Den Bytter, der ikke kunde opfylde de nævnte Betingelser med Hensyn til Hest og Uniform, forsattes til det øvrige Rytteri; Mangel paa Dygtighed straffedes med 1 til 2 Maaneders længere Tjeneste. Skoletiden skulde vare fra November til November.
Hesteekvipagen, der skulde leveres, tænkes at være engelsk Sadel med Hylstertasker, et brunt, tykt Filtdækken, Kandar med brunt Læaertøi, Mantelsæk af Uniformens Farve. Hampegrime, Stalddækken og Vandtrendse skulde Bytteren selv holde. Stang, Bøiler og Sporer skulle være sort lakerede. Mandens leverede Udrustning var Sabel med Læderskede, Gehæng og Ammunitionstaske, samt en Omdreiningspistol i Taske. Hestene burde ikke være mindre end 10 Kvarteer og 1 Tomme, af forædlet Race og uden afstikkende Lød, altsaa ikke Skimler eller Hvide.
Af faste Befalingsmænd skulde Eskadronen normeres med 1 Ritmester, 1 Premierlieutenant, 1 Stabssergent, 1 Oversergent, 3 Sergenter og 1 Trompeter (Eitmesteren og Stabssergenten dog først, naar Eskadronen kunde stille med 3 Aargange). Til Korporaler og Underkorporaler samt til Reservespillemænd udtages Menige blandt de flinkeste efter de 5 første Maaneders Uddannelse og gaves der dem ved Siden af den øvrige Tjeneste og i Forening med denne, Undervisning i en saadan Underbefalingsmands Pligter. Til Delingsførere i Exercertiden, 2 Sekondiieutenanter, forhenværende Korporaler ved Eskadronen, der havde gjennemgaaet yngste Afdeling paa Officerskolen.
Eskadronens Virksomhed skulde navnlig gaae ud paa at skabe Ryttere, der egnede sig til i Felten at udfore Patrouilletjeneste eller saadanne Hverv, der kun kunne have Nytte, naar Rytteren er i Besidelse af en større Opfattelsesevne og Hesten af megen Udholdenhed og Hurtighed. Disse Egenskaber, tænke vi, kunde man finde hos de mere oplyste Landmandssønner, Forvaltere, Forstmænd og lignende, som til daglig Brug holde Ridehest, hvilket i Reglen ere saadanne, som ikke blive præsenterede for Remontekommissionen.
Da Eskadronerne ingen Depoter havde, og Mandskabet mødte udrustet, kunde Oarnisonstederne være ved Grændsen, som til Exempel i Kolding og Vordingborg, hvor netop Lokaliteter frembyde sig for dem.
Distriktshestene.
Hvert Regiment har omtrent 284 Heste, der den største Tid af Aaret ere udstationerede hos Foderværter, og disse saakaldte Distriktsheste eftersees enkelte Gange om Aaret af den Premierlieutenant, som foruden sin øvrige Tjeneste ved Regimentet tillige er Medlem af Regimentets Mynstringskommission. Der er fra Ministeriet befalet, at <det saa vidt muligt skal være samme Officer, som stadig foretager dette Eftersyn, vel i den Formening, at denne Officer da bedst kjendte Hestene og saaledes kunde afgive den retfærdigste Bedømmelse over disse. Det forekommer os, at den ældste Lieutenant ved hver Eskadron, der, naar Hestene ere indkaldte, har disse specielt under sit daglige Tilsyn og veed, hvorledes de gaae under Rytter og derved kjender deres Temperament, Trivelighed o.s.v., maa kunne afgive et nok saa rigtigt Skjøn over dem, som den Officer, der kun seer de 200 Heste ved Af- og Ind-Mynstringen samt ved Eftersynet.
Da Hestene ere udstationerede af Regimentet over hele Brigadekredsen, vilde, naar Eftersynet skete eskadronsvis, de 3 Officerers Veie krydses og saaledes vilde det see ud, som om megen Tid gik tabt. Vi maa dog forudskikke den Bemærkning, at vi aldrig have antaget, at dette Eftersyn ved en Lieutenant i Rytteriet skulde skee til Vogns, men at vedkommende Officer dertil skulde benytte sin Tjensthest, ledsaget af en Ordonnants. Da det under vore militære Forhold, der saa udelukkende ere beregnede paa Defensiven, vistnok maa ansees for en stor Fordel, om vore Rytterofficerer bleve bekjendte med Egnen i en større Udstrækning end i 1,5 Mils Afstand omkring Garnisonsstedet, og da saadan Kjendskab bedre erhverves ved at ride paa Kryds og Tvers i Brigadekredsen end ved at kigge af og til ud af et Vognvindue, saa ville vi meget anbefale, at Eftersynet skete paa denne mere kavaleristiske Maade, hvorved der tillige gaves vedkommende Rytterlieutenant mere Ledighed til at samle praktisk Erfaring angaaende Marcher, ligesom den ved Eftersynet erhvervede Uvelse og Kjendskab i Bedømmelse af en Hest kunde bøde paa den Mangel, der er indtraadt ved at Fouragerationen er fratagen de ældste Lieutenanter, saaledes at disse nu ikke længer ved at kjøbe og sælge Heste kunne øve deres Gie og faae slaaende Beviser for en Hests virkelige Værd.
Om Øvelserne.
Exercerreglementet eller Reglementet for Rytteriet, som det vel egenlig burde hedde, og som burde indeholde alle de Bestemmelser, der nu i flere Bøger ere givne saavel med Hensyn til den enkelte Rytters som til det hele Vaabens Uddannelse, bestemmer Maaden, hvorpaa der skal kæmpes mod Fjenden, og fra disse Forskrifter bør strengt taget ikke afviges; men hvilke Formationer og Bevægelser man i det givne Uieblik skal anvende, naar, hvor hurtigt og hvorledes disse bør vælges, for at det givne Uiemed kan opnaaes, derom kan Reglementet ikke give Bestemmelse: det henhører under Manøvrering, og Kundskab heri kan næsten kun erhverves ad praktisk Vei, i Fredstid kun ved at øve sig deri og naturligvis saa meget som mulig overensstemmende med virkelige Feltforhold. Det er let at gjøre et Indhug, naar man forøvrigt har Mod i Brystet, men at gjøre det i rette Tid, paa rette Sted og paa rette Maade, at klare ikke alene sine egne Sager, men at understøtte overalt, hvor det er gjørligt, de andre Vaaben (og dette er jo Kytteriets Hovedopgave), det er noget, der fordrer megen -Øvelse og megen Baskhed, saavel hos Befalingsmænd som hos Menige. Men hvorledes gribe vi den Ting an? Vi naae desværre sjeldent saa vidt i vore øvelser. Naar de ved Exercertidens Slutning frygtede Presenta tioner ere overstaaede, og Vaabnet gjennemgaaende har faaet Boes, saa sendes Heste og Folk hjem, saa er den hellige Grav vel forvaret, saa slaaer man sig til Bo med den Tanke, at vi ikke have Ansvaret, omendskjøndt man med sig selv godt veed, at udenfor Exercermarken ere vi nogle store Stympere, og at der hører langt mere til at være et brugbart Bytteri i Felten end det at kunne ride op ned ad en Græsplæne. V i have Følelsen af, at vore Elever aldrig komme videre end i Forberedelsesklassen, og at vi Befalingsmænd tilsidst ei heller kunne lære dem andet end at stave.
Vort Bytteri mangler øvelse i at exercere i Terrainet; der øves saa vidt os bekjendt aldrig Sikkring paa Stedet og i Marchen med andre Vaaben. I de Garnisoner, hvor der ligger noget rytteri sammen med Fodfolk, afholdes der vel i Oktober Maaned nogle saakaldte større øvelser. Eytteriet har da kun det sidste Skolehold inde, altsaa Eekruter, der lige have faaet nye Heste efter Exercertidens Slutning; der kombineres da en lille Eskadron paa 2 Delinger, som i Beglen ved Manøvrets Begyndelse stykkes ud til Ordonnanser og Patrouiller, saa at Eitmester og Premierlieutenant ride solo, og dette Mandskab, som kun 2 eller 3 Gange tidligere har været til Felttjenesteøvelse, bebreider man, at det kun holder sig til Veiene. Det burde i det mindste være en Begel, at disse til Fodfolket midlertidig afgivne Byttere havde eller fik Ordre til at melde sig til deres Afdeling eller samlede sig paa et forud aftalt Sted, saasnart den egenlige Fægtning udviklede sig, istedenfor som nu i Reglen til ingen Nytte at maatte følge med det vedkommende Fodfolk under hele Kampen.
Kun hvert 5te Aar kunne de 2 Eskadroner af et Regiment komme i Leir i Forening med andre Vaaben; men 1/3 af Styrken er Rekruter efter 5 Maaneders Uddannelse paa fremmede Heste og under nye Førere. Vilde det i dette Tilfælde dog ikke være heldigere, om disse gik til Leiren som en Eskadron paa 2 Delinger, og de 2 Linieeskadroner da ogsaa kun paa 2 Delinger. Burde Reserveeskadronen i de 30 Dage, den indkaldtes, ikke ved samme Leilighed gaae til Leiren. I de andre Aar møder da Reserveeskadronen paa 60 Underkorporaler og Menige fra 29de Juni til 30te Juli, og foreslaae vi, at den istedenfor med megen Besvær at blive indkvarteret i Garnisonsbyen lægges i en lille Leir paa Exercerpladsen. Mand-, skabet, der ellers maa tage tiltakke med elendige Kamre har bedre af paa denne Aarstid at ligge i Telte, og Hestene have bedre af at staae i det Frie end i lumre Stalde; megen Tid til Uvelse vindes ved saaledes at have Eskadronen samlet paa et Sted, det lignede maaske ogsaa mere de virkelige Feltforhold, og det var noget nyt for det ældste Mandskab, der ikke altid med megen Lyst gaaer til dette Repetitionskursus.
For at øvelserne om Vinteren ved indtrædende Frostveir ikke aldeles skulle gaae i staa og for at Rytteriet betages den Tro, at det et eneste Øieblik ikke kan og maa bruges, foreslaae vi, at i de 3 Vintermaaneder: December, Januar og Februar et Antal af Stamheste ved Linieeskadronerne, rettende sig efter Styrken, kunne i Frostveir blive skrueskærpede. Det er nødvendigt, at Mandskabet kjender Behandlingen, og at Smedene ere øvede i Forfærdigelsen af disse Sko. Den danske Hær har i saa Henseende samlet sørgelige Erfaringer. En Besparelse til at opveie denne ringe Udgift kunde maaske søges deri, at Remonterne, der jo i de 4 til 5 første Maaneder kun longeres og rides meget lidt og mest i Ridehus, i den Tid gik uden Sko.
Om Indkvartering.
De Bestemmelser, hvorefter Tropperne i de forskjellige Garnisonsbyer blive indkvarterede, synes ikke ret at være i Overensstemmelse med den nye Hærlov, der hviler paa almindelig Værnepligt uden Stillingstilladelse, og hvor altsaa det at være Menig ikke er det samme som at være en fattig Dagleier eller Tjenestekarl; vel skulle alle Menige i Tjenesten behandles ens, den Fattige som den Rige, og ingenlunde skulle de nu mere end tidligere forvænnes, thi Arbeidet er det samme, og som Soldater skulle de til en vis Grad hærdes og vænnes til at deie Mangler og Besværligheder; men det at aftjene sin Værnepligt for Staten, er ikke som et Leieforhold mellem Husbond og Tyende.
Den Tid, i hvilken den Menige nu skal ligge inde til Uddannelse, er desuden saa knap tilmaalt, at hver Time paa Dagen maa nøie benyttes for at de nødvendige Øvelser i det givne Tidsrum kunne blive lærte; for Rytteriets Vedkommende udfordres derfor, at Rytteren har sit Kvarter sammen med sin Hest og tæt ved øvelsespladsen; for Tilsynets Skyld bor Kvartererne ikke være mindre end til et Korporalskab (c. 8 Mand).
Af Lokaler behover et Regiment: 1) til Regimentsskolen: 1 Gyminastiksal til 90 Mand, 1 Læsestue til 45, Belægningsstuer til henved 100, en Spisesal, Pudsekamre, Brandstuer, samt Leiligheder til en Premierlieutonant, 1 Oversergent og 2 Korporaler, 1 Stald til 100 Heste, et Ridehus til 35 Ryttere og de fornødne Ridebaner; 2) til de 2 Linieeskadroner foruden Kvarterer med Stalde til omtrent 100 Mand og Heste, 1 Gyminastiksal, 1 Læsestue, et Ridehus, alt af mindre Dimensioner; 3) Underkorporal og Korporalskolen maatte benytte Regimentets Lokaler, man behøvede, foruden et samlet Kvarter med Stald, 1 Læse- og Skrivestue; 4) Desuden behøver Regimentet for øvelserne tilfods: et Exercerhus, thi ved at benytte Ridehusene dertil ødelægges Bunden i samme. A f disse Lokaler lindes der i Reglen kun det halve Antal, ofte i meget mangelfuld Tilstand, og somme Steder findes slet ingen.
Der blev i en Kummunalbestyrelse for nylig yttret, at det var et stort Sporgsmaal, hvorvidt det var en Fordel for en By at have et Kytterregiment som Garnison. Ligesaa lidt som en Itytterafdeling henlægges til en By for at hjælpe paa Fattigforsørgelsen sammesteds, ligesaa lidt bør en Kjøbstad fremfor det øvrige Land sættes i Bekostning for vor Skyld eller have det i sin Magt, ved ingen Penge at ville anvende paa det garnisonerende Regiments Lokalen at hæmme dettes -Øvelser.
Os forekommer det at være paatrængende nødvendigt, at Staten selv tilveiebringer de fornødne Lokaler for Tropperne i Garnisonsbyerne.
Vi kunde have Lyst til at skrive mere om de militære Forhold, der specielt angaae Rytteriet, thi den daglige Tjeneste giver Anledning til mange Slags Betragtninger, men vi tør ikke sætte vore Læseres Taalmod altfor meget paa Prøve, hvis overhovedet nogen har fulgt os saa langt.
Ihvorvel disse Betragtninger ere opstaaede og fremkomne som Strøtanker, ere de dog først nedskrevne efter en ikke ringe Overveielse og ifølge den Overbevisning, at Vaabnet, som det nu er, ikke kan gjøre tilbørlig Fyldest. Vi ville slutte dem med det ønske, at Regjeringen og Folket ville omfatte Rytteriet med fornyet Interesse, at den gode Villie, som er tilstede i Vaabnet, maa benyttes medens det endnu er Tid.