Log ind

Strejttog gennem Marskal Joffres Memoirer

#

Af Generalmajor K. L. Lasson.

MARSKAL JOFFRES ERINDRINGER („Mémoires du Maréchal Jo ffre . 1910— 1917.“ 2 Bind), der er udskrevne i Aarene 1922— 1928, indeholder meget a f betydelig, historisk Interesse, ja er i visse Henseender opsigtvækkende. Dette gælder særlig Jo ffre s Redegørelse fo r de franske Statsmyndigheders S tilling til Spørgsmaalet, om Belgiens Neutralitet skulde respekteres a f den franske Hær under et Opgør med Tyskland. I 1. Bind begynder Frem stillingen paa det Tidspunkt — Januar 1910 — , da Jo ffre var bleven Medlem a f det øverste Krigsraad. K o rt efter blev General Michel udnævnt til dette Raads Vicepræsident og dermed designeret til Overgeneral i K rig . F o r den franske Hærs Opmarch g jaldt den Gang Plan X V I, ifølge hvilken 3 Arm éer skulde opstilles i 1. Linie mellem Épinal og Verdun med 2 Arméer, 1 bag hver Flø j, henholdsvis i Vogeserne og ved Vouziers, i 2. Linie og endelig endnu en Armé, den saakaldte Manøvrearmé, langt bag Hæ rfronten i 3. Linie. Denne Opstilling havde til Forudsætning, at Tyskerne vilde angribe fron talt og lod en stor, tysk Operation gennem Belgien ude a f Betragtning. Michel var — hvad Jo ffre ikke synes at have B lik fo r — en meget begavet og skarpsindig O fficer, der ved indgaaende Studier var naaet til den sikre Overbevisning, at Tyskerne netop vilde føre deres Hovedangreb mod F ran k rig gennem Belgien. Han kunde derfor ikke tage Ansvaret fo r en Opmarch efter Plan X V I og foranledigede skyndsomst, at en helt ny Plan, der svarede til hans strategiske Opfattelse, blev udarbejdet. Allerede i Februar 1911 kunde han overrække K rig sm inisteren, Messimy, sit Forslag, hvorefter der kun skulde efterlades saa faa K ræ fter som m uligt til Forsvar i Lorraine og mellem Moselle og Meuse, medens Hovedparten — % — a f Frankrigs Hæ rstyrker skulde grupperes paa venstre Flø j langs Belgiens Grænse fo r at tage Offensiven, saa snart den tyske Invasion i Belgien var en Kendsgerning. Jo ffre gaar meget let hen over selve Planen, men baade om den og om Michels Bemærkninger til den har man fuld Oplysning i Publikationer a f den ansete, franske M ilitæ rfo rfa tter, Oberstløjtnant Réginald Kann (falden under Kampene i Marokko 1924) og a f Belgiens Generalstabschef i 1914, General de Selliers de M cranville, i hvis Bog „Du haut de la tour de Babel“ dette Emne behandles særlig instruktivt. I Følgeskrivelsen henviste Michel til, at den hid til planlagte Opmarch vilde blotte Hele den nordlige Del a f Frank rig ind til Dunkerque. „Det synes utvivlsom t“ , skrev han, „at hele Belgien v il blive Hovedkrigsskuepladsen fo r de frem tidige Operationer under en K rig mellem Frankrig og Tyskland; en O ffensiv i stor S til og Massekrigen faar herved de bedst mulige Vilkaa r.“ Ikke mindre klartseende viste Generalen sig med Hensyn til Størrelsen a f de tyske Stridskræ fter, der vilde operere gennem Belgien: „Tyskland vil sikkert dér anvende Størstedelen a f de 42 Armékorps — a f Linien eller Reserven — , som det kan sætte ind mod Fran k rig .“ Naar det erindres, at Tyskerne i August 1914 angreb Fran k rig med 76V2 Division (38— 39 Arm ékorps), og at 2/3 heraf (1., 2., 3., 4. og 5. Armé) dannede Udsvingningsfløjen gennem Luxembourg og Belgien, maa man bøje sig fo r Michels næsten profetiske Forudseenhed. N avnlig bør fremhæves, at han, i Modsætning til hans E fte rfølger, Jo ffre , gik ud fra, at de tyske Reservekorps, der paa Grund a f det større, tyske Rekrutkontingent kunde sammensættes a f yngre Aargange end de franske, vilde være operationsdygtige sam tidig med Liniekorpsene. Den Michelske Plan stod i nøje Forbindelse med en omfattende Æ ndring a f den franske Hærs Krigsorganisation. De 20 Armékorps, Fran k rig raadede over, tillod ikke, at man baade kunde samle en vældig Styrke til en O ffensiv gennem Belgien og forsvare hele den øvrige Front. Generalen foreslog derfor, at man skulde opløse Reservedivisionerne og i Stedet fo r disse ved M obilisering knytte et Reserveregiment til hvert L inieregiment, saaledes at Fodfolksbrigaden fik 4, Divisionen 8 og Armékorpset 16 Infanteriregim enter. Paa denne Maade v ilde det franske Armékorps blive bragt op til en Fægtningsstyrke a f ca. 70,000 Mand mod tidligere ca. 45,000. Det hertil sigtende Forslag blev den 19. Ju li 1911 forelagt det øverste K rigsraad, men blev forkastet med alle Stemmer mod Forslagsstillerens. Herved var naturligvis ogsaa selve Opmarchplanen fa ldet — og Michel fældet som designeret Overgeneral. Afløseren blev Joffre . Som alt antydet, behandler Jo ffre Michels Opmarchplan saa temmelig du haut en bas — men ganske med Urette. Der er nemlig ikke Tvivl om, at Michels Forslag var langt mere form aalstjenligt end den i 1914 anvendte Plan X V II, som skylder Jo ffre sin Tilblivelse. Man behøver i saa Henseende kun at lægge Mærke til, hvad en a f Tysklands strategiske Begavelser, General v. Kuhi, har udtalt i A rtikle r i „Militär-W ochenblatt“ i 1925 og 1932.

I N r. 39/1925 fremhæver v. Kuhi, at en Forskydning a f den franske Opmarch, som a f Michel foreslaaet, vilde have været yderst ubelejlig („äusserst ungelegen“ ) fo r de tyske Operationer i 1914. I den store, tyske Generalstab gik man under Generalstabsrejser og ved strategiske K rigsspil, som beskæftigede sig med en K rig mod Frankrig , saa at sige altid ud fra, at den franske Opmarch blev udført saaledes, som den i store Træk faktisk blev udført i August 1914, altsaa med venstre Flø j i Nærheden a f Meziéres. Og v. Kuhi skildrer sarkastisk, hvorledes den tyske General, som ved disse Lejligheder havde faaet tildelt det utaknemlige Hverv at føre de franske Tropper, i Reglen ikke havde andet at gøre end hurtigst m uligt at forskyde disse mod Nord, saaledes at de tilsid st var anbragt, som Michel vilde have placeret dem. I en Anmeldelse — i N r. 21/1932 — a f 1. Del a f Jo ffres Memoirer kommer v. Kuhi ind paa samme Emne og bemærker, efter at have omtalt den Michelske Hærreform s F a ld : „H ermed faldt, til vort Held, ogsaa Opmarchplanen, som i K rig s tilfælde kunde have bragt os ud i betydelige Vanskeligheder“ („der uns im K riegsfälle in erhebliche Verlegenheit hätte b ringen können“ ). Jo ffre indsaa dog, at man i hvert Fald ikke kunde blive staaende ved Plan X V I og fik i September 1911 Regeringens Approbation paa en Æ ndring til denne Plan, den saakaldte Variant I — en rent foreløbig Foranstaltning, hvorved Hæ rfrontens venstre Flø j blev forlænget mod Nord til Meziéres og samtidig forstærket, hvorhos Manøvrearméen blev trukket nærmere ind paa Verdun. I den kommende Tid forberedte Jo ffre en helt ny Operationsplan. Hans Overvejelser i denne Anledning er yderst interessante, thi de kredser stedse om et Kardinalpunkt: Kan de franske Operationer føres gennem Belgien, eller kan de ikke? Ganske vist tager han ogsaa Spørgsmaalet om en tysk Omgaaen a f Fæstningen B elfort ved en Frem rykning gennem Schweiz med i sine Betragtninger, men man har Indtrykket af, at disse ikke har været helt alvorlig t ment. I et Møde den 9. Januar 1912 i det øverste, nationale Forsvarsraad, hvor Præ sident Falliéres præsiderede, stillede Jo ffre følgende Forespørgsel: „Kan vore Arméer, paa den første E fterretning om, at Belgiens Territorium krænkes a f Tyskerne, trænge ind i dette Land? H a r de Ret til at undlade at respektere Luxembourgs N eutralitet?“ (Side 117). Begge Spørgsmaal blev enstemmigt besvaret bekræftende. Men denne Henvendelse var kun Begyndelsen. Jo mere Jo ffre beskæftigede sig med Koncentrationsplanerne fo r den franske Hær, jo større Vægt maatte han lægge paa selv at kunne tage Initiativet til at bruge Belgien som Udfaldsport. Han fremsatte sine Anskuelser herom i et hemmeligt Møde den 21. Februar 1912 i det franske Udenrigsministerium. I dette Møde, som varede fra Kl. 21 til Midnat, var, foruden Joffre , til Stede: Konseilpræ sident og Udenrigsm inister Poincaré, Krigsm inister Millerand, M arinem inister Delcassé, Direktøren i Udenrigsministeriet, Paléologue, og Chefen fo r Marinestaben, Adm iral Aubert. E fte r at Marineministeren havde givet Meddelelse om A ftalerne mellem den britiske og den franske M arinestab om Operationerne til Søs (Nordsøen, Kanalen og A tlanterhavet Operationsomraade fo r den britiske, Middelhavet fo r den franske Flaade) og Jo ffre om Overenskomsten mellem de to Generalstabe om det engelske Ekspeditionskorps’ Sammensætning og Anvendelse, fremkom denne sidste med sine Synspunkter angaaende Belgien som Gennemgangsland. Han udtalte herved bl. a., at han maatte hævde, at Krigsproblem et „rent m ilitæ rt set“ vilde blive bedst løst og Chancerne fo r Sejr væsentlig forøgede, hvis han fik Bemyndigelse til at føre et Hovedangreb gennem Belgien — „alt under Forudsæ tning af, at andre Betragtninger ikke talte derimod, og at man forinden kunde blive enig med den belgiske Regering“ (Side 120). Han begrundede i Hovedsagen sine Udtalelser saaledes: Krigen maatte begynde med en mægtig, fransk Offensiv, og hertil var det belgiske Landomraade bedst egnet. Hvis man var heldig, vilde man kunne kaste de tyske Styrker ned i det sydlige Tyskland og true deres Forbindelseslinier med Berlin; endvidere vilde det engelske Ekspeditionskorps kunne sættes mere rationelt ind og bidrage til at skaffe de Allieredes venstre Flø j en stor, talmæssig Overlegenhed. M illerand og Delcassé støttede Jo ffre , men Poincaré maatte gøre Indsigelse. Han frygtede nemlig for, at en fransk Gennemmarch gennem Belgien vilde forskertse F ran k rig ikke blot Evropas, men ogsaa Belgiens Sympati, ja maaske endog foraarsage, at den engelske Regering ombestemte sig med Hensyn til m ilitæ r Hjælp — det var jo netop Frygten fo r den tyske Invasion, der laa til Grund fo r A ftalerne med England. I det mindste maatte en fransk Indtrængen paa belgisk T e rritorium kunne retfærdiggøres a f „en faktisk Trusel“ („une menace positive“ ) om en tysk Invasion. Hvad Poincaré forstod ved denne faktiske Trusel, er ikke helt klart, men a f andre K ilder tør man form entlig drage den Slutning, at han ansaa en Koncentration a f betydelige, tyske Troppestyrker om kring Aachen fo r at være tilstræ kkeligt i saa Henseende. Poincaré tilføjede, at han skønnede det ret nytteløst at paabegynde en Forhandling med den belgiske Regering om det saare delikate Emne: Tilladelse til fransk Gennemmarch. Jo ffre s Meddelelser fra den historiske Konference paa Quai d’Orsay har vakt uhyre Opsigt i Tyskland, hvor Skribenterne — ikke helt med Urette — peger paa, at F ran k rig i V ir ­ keligheden helst vilde have krænket Belgiens Neutralitet, men egentlig kun holdtes tilbage derfra a f Hensynet til England. Fo r en uhildet Betragtning er der dog den væsentlige Forskel mellem fransk og tysk Opfattelse a f Hensynet til Belgien, at Jo ffre — maaske ikke helt Poincaré — betingede en Gennemmarch a f den belgiske Regerings i Fredstid indhentede Samtykke, hvorimod Tyskerne først — og nærmest pro form a — krævede dette, efter at de til Overfaldet paa Grænsefæstningerne bestemte Stridskræ fter var stillede rede. Noget helt andet er, at Jo ffre ikke har g jort sit Land en Tjeneste ved disse A fsløringer, thi hvad han har oplyst, kan ikke gavne Fran k rig og stiller til en vis Grad dets tidligere Præsident, Poincaré, i Gabestokken. Og spørger man nu om, hvad Jo ffre s Hensigt da egentlig har været med disse Indiskretioner, ja saa kan man selvfølgelig kun gisne. Men den, der omhyggelig har studeret disse Mem oirer med deres ret tydelige Tendens til at stille Forfatteren i Relie f til Omgivelserne, vil næppe være i Tvivl om, at hans Forfængelighed har spillet ind: han har ville t overtyde Verden om, at han lige saa fuld t som den tyske Felttogsplans Fader, den berømte Generalfeltmarskal, Grev Schlieffen, forstod at vurdere Fordelene ved en Operation gennem Belgien, men a f Forhold, der var stærkere end han, blev tvunget til at opgive en saadan. Konferencen den 21. Februar gav kun minimale positive Resultater: nogle ret ligegyldige Samtaler mellem den belgiske Generalstabschef, General Jungbluth og den engelske M ilitæ rattaché, Oberst Bridges, om Forholdsregler mellem de to Lande i Tilfæ lde a f tysk Invasion, samt nogle a f franske Generalstabsofficerer foretagne Rekognosceringer i Luxembourg og Belgien under Forudsæ tning a f en fransk O ffensiv. Henimod Slutningen a f 1912 modtog Jo ffre en Meddelelse, der bevirkede, at han ganske maatte se bort fra sine Planer, Belgien vedrørende. Den britiske Udenrigsm inister lod ham nemlig gennem General W ilson vide, at Belgien var vaklende med Hensyn til Spørgsmaalet om at tage P a rti under en fransk— tysk K on flik t ogsnarest syntes tilbø jelig t til at slutte sig til Tyskland. „H vis Fran k rig først krænker den belgiske Neutralitet, vil den belgiske Hær sikkert marchere med Tyskerne; den brittiske Regering vilde i saa Tilfæ lde befinde sig i en meget vanskelig Situation og m uligt blive nødsaget til at indtage en neutral Holdning. Det var derfor absolut ikke i den franske Hærs Interesse at være den første til at krænke Belgiens N eutralitet“ (Side 126).

Jo ffre maatte saaiedes bøje sig, og under disse Forhold kon hans Plan X V I I til Verden. Den lod den franske Hær opmarchere i to Hovedgrupper, en sydlig (1. og 2. Arm é) i Linien Belfort— Épinal— Nancy, og en nordlig (5. Arm é og et Rytterkorps) fra Verdun (exkl.) til Belgiens sydvestlige Hjørne. M ellem disse to Hovedgrupper blev indskudt 3. Arm é i og om V erdun og paa Meusehøjderne Syd herfor, og bag dennes højre Flø j, altsaa i 2. Linie, skulde endelig 4. Arm é placeres. En V ariant, der strax traadte i K ra ft i August 1914, lod 5. Arm é samle sig mere mod sin venstre Flø j og 4. Arm é forlægge Opmarchen nordligere til Egnen om St. Ménehould, saaiedes at ogsaa sidstnævnte Arm é fik Plads i 1. Linie mellem 5. og 3. Denne Opmarchplan, der ikke kan være lagt ud fra den Forudsætning, at Tyskerne vilde marchere gennem Belgien, var Jo ffre s store Fejlgreb, som Fran k rig maatte betale dyrt. Og da saa Krigen kom, viste han sig — hvad Memoirerne fuld t bekræ fter — ganske uimodtagelig overfor gentagne Forestillinger fra den strategisk begavede General Lanrezac, Føreren a f 5. (nordligste) Armé, der først a f alle skulde tage Paraden mod den tyske Overfløjning. Lanrezac saa kla rt den store Fare, der truede fra Belgien, men Jo ffre troede ikke paa nogen stor, omgaaende tysk Operation gennem dette Land, i hvert Fald ikke Nord fo r Meuse, da han, som alt nævnt, ikke mente, at de tyske Reservekorps vilde kunne anvendes som Liniekorps — og med disse sidste alene vilde den tyske Fron t blive fo r tynd til med fornøden K ra ft at kunne udføre en stor O ffensiv gennem Belgien.

Først den 24. August, efter at Grænseslagene var tabt og 4. og 5. franske Armé, samt det engelske Expeditionskorps under Tilbagegang mod Syd, vurderede Jo ffre fuld t den prekære, strategiske Situation. Paa nævnte Dag modtog han E fterretning om, at de tyske Reservekorps — med samme N r. som Liniekorpsene — sandsynligvis opererede sammen med disse, og den 25. August fik han Vished i saa Henseende og hermed Fo rklaring paa den tyske Udsvingningsfronts store U dstrækning og Styrke. I Bogen indrømmer han (Side 250) naturligvis sin alvorlige Fejltagelse, der fik en saa skæbnesvanger Indflydelse paa de fransk— engelske Operationers Begyndelse.

Modgangen slog ham dog ikke ned, tværtimod voxede han i Karakterstyrke og V ilje k ra ft med Vanskelighederne. Allerede den 25. August udsendte han et Direktiv — „Instruction générale N r. 2“ (Side 310) — som, sam tidig med en solid Gruppering a f de tilbagegaaende Arm éer paa en tilbagetrukken L inie, foreskrev Form eringen a f en Manøvregruppe udenfor den a f Fjenden omfattede Flø j. Denne Gruppe — Begyndelsen til 6. Armé, General Maunoury — blev fo r Størstedelen sammensat a f Tropper, overført fra Lorraine og skulde samles ved Amiens fo r at indlede en almindelig O ffensiv ved at angribe Tyskernes højre Flø j, altsaa 1. Armé. Det er i Virkeligheden hele denne Manøvre, der udgør Marneslaget. Det var oprindelig Jo ffre s Mening at levere Slaget omkring den 2. September, men Forholdenes uheldige U dvikling nødvendiggjorde en yderligere Tilbagegang, særlig a f venstre Flø j. Jo ffre udtaler udtrykkeligt, at det ikke har været hans Hensigt at genfortælle Marneslaget, men kun at skildre sin egen Virksomhed under det. Han kommer ind paa en nærmere Omtale a f de i den franske og tyske Hær anvendte — meget forskellige — Principper fo r Føringen a f en moderne Millionhær. „D er er dem, der hævder“ , skriver han, „a t naar Overgeneralen i det moderne Slag har faaet sine Troppestyrker bragt paa Plads og har udgivet sine første Ordrer, har han ikke andet at gøre end at afvente Resultaterne a f Operationerne, hvis videre Forløb dog unddrager sig hans Indflydelse“ (Side 399). Denne Teori havde Tyskerne arvet efter Moltke den Æ ldre, og Historien viser da ogsaa, at naar Sejrherren fra Sadowa og Sedan med fremragende Dygtighed og Konsekvens havde fø rt sine Arm éer ind til Slaget, gled Ledelsen a f selve dette ham stedse a f Hænde, uden at han synes at have g jort Forsøg paa at gøre sin V ilje gældende. Fo r Slagets Gang blev de underlagte Kommandomyndigheder bestemmende. Da Moltke „havde det enestaaende Held kun at møde Modstandere som Generalerne Benedek og Bazaine, hvis Inerti og Passivitet var, tør man sige, absolut“ (Side 400), havde de Krige, han havde ført, ikke kunnet gendrive denne Doktrin, og Tyskerne, som havde konstateret Resultaterne a f denne Fremgangsmaade, maatte derfor mene, at den var god. Ogsaa Moltke den Yngre, Nevøen, synes at have tiltraad t denne Opfattelse og magtede i hvert Fald ikke at m odificere Anvendelsen a f et P rin cip , som fo rmentlig passede hans svage Kommandoføring og ret udviskede Temperament saare godt. I sit fjerne Hovedkvarter i Luxembourg vidste han næsten intet om de hurtigt vexlende Begivenheder ved Marne og formaaede som Følge heraf ikke at orientere sine Arm éførere om Helhedssituationen, ligesom de Direktiver, disse modtog fra ham, som Regel maatte blive ufuldstændige og ikke svarede til Tid og Rum — de to grundlæggende Elementer fo r al Troppeføring. I Fran k rig saa man anderledes paa dette Problem . Man var klar over, at det moderne Slag, paa Grund a f dets Langvarighed, uhyre Fronter og store Menneskemasser, ikke tillader pludselige Indskydelser og forudsætter en væsentlig større Forudseenhed fra Overgeneralens Side end i tidligere Tiders Kam ­ pe, hvor han saa at sige kunde overse hele Valpladsen gennem sin Kikkert. „Men vi mente, ikke desmindre“ , udtaler Jo ffre , „at Slaget trods alle disse Vanskeligheder kan og bør ledes“ (Side 400). Hvor energiske og intelligente Armécheferne end maatte være, kender de kun en begrænset Del a f Slaghandlingen ; de Begivenheder, der indtræ ffer foran deres Front, faar i deres Øjne et Perspektiv, der ikke svarer til Virkeligheden.

Kun den Øverstbefalende kan vurdere Foreteelserne efter deres virkelige Betydning. Desuden skifter Situationen stadig, og kun Overgeneralen kan give de Direktiver, der m uliggør at anvende Kræ fterne rationelt under fuld Udnyttelse a f de indtraadte Æ ndringer. Jo ffre slutter disse Betragtninger saaledes: „Slaget ved Marne belyser, hvad jeg nylig har sagt. Da det begyndte, var det lykkedes os at samle udfor Tyskernes højre Flø j en Troppemasse, som paa denne Del a f Kamppladsen gav os dobbelt Fo rdel i talmæssig Overlegenhed og Position. Ikke desto mindre vilde vi have overladt Fjenden Spillet, dersom vi — hvilket ikke svarede til mine Anskuelser — fo r enhver P ris havde søgt at gennemtrumfe en Om fatningsoperation. Men vore M idler var saaledes beskafne og vort System saa smidigt, at Fjendens uundgaaelige Modtræk ikke blev en Overraskelse for os. Kluck kunde kun tage Paraden overfor Truslen mod hans Armés højre Flanke ved at udvide Mellemrummet mellem hans og Biilow s Armé, og denne Bresche blev efterhaanden større og større. Saaledes fik Slaget ved Marne allerede fra den anden Slagdag Karakter a f et Gennembrud a f den fjendtlige Fron t -— et Gennembrud, som den tyske, øverste Hærledelse hverken havde Tid eller Midler til at forhindre.“ (Side 401). Joffres Slagledelse forudsatte sikre og hurtige Forbindelser mellem ham og Arm éførerne. Han anvendte — foruden alle tekniske Hjælpemidler — Forbindelsesofficerer, i Reglen Generalstabsofficerer, som opholdt sig ved vedkommende Arm ékommando fo r at underrette ham om alt a f Interesse fo r Operationerne og fo r at give ham Sikkerhed for, at hans V ilje og Hensigter gjorde sig gældende. Jo ffre tør naturligvis ikke hævde, at alle disse O fficerer udførte deres delikate Hverv med fornøden Takt, og han antyder, at man ude i Arméerne saa skævt til dem, da man ikke saa sjældent havde den Opfattelse, at de i de skjulte spillede en ret betydningsfuld Rolle, naar han tog Bestemmelse om at fratage en General Kommandoen. I General Galliénis Dagbogsoptegnelser insinueres endog, at Joffres Masseafskedigelse a f Generaler i Krigens Begyndelse hovedsagelig skyldtes disse unge, efter Forfremm else tørstende Officerer, som i fuldt Maal besad hans Tillid, og som benyttede sig af deres privilegerede Stilling til at fælde Generalerne. Det oplyses i Memoirerne (Side 421), at Joffre ind til den 6. September havde afsat henved Halvdelen af Førerne for den franske Hærs strategiske Enheder: 2 Arm échefer (af 5), 9 Korpschefer (af 21), 33 Infanteridivisionschefer (23 a f L iniens 47, 10 a f Reservens 25), 1 Kavallerikorpschef og 5 Kavalleridivisionschefer (af 10). Desuden fik et meget stort A n ­ tal Brigadechefer samme Skæbne. Det er selvsagt ikke m uligt at dømme om, hvor vidt A fgørelsen i hvert enkelt Tilfæ lde har været retfærdig. Kun fo r Føreren a f 5. Armé, General Lanrezac’s Vedkommende synes der, trods de mange Sider, Jo ffre ofrer paa at gøre Rede fo r denne Sag, at foreligge oplagt Uretfærdighed. Lanrezac blev utvivlsom t ofret paa det fransk-engelske Samvirkes Alte r; han forstod ikke Engelsk og kom hurtigt i et meget spændt Forhold til General French, som beklagede sig herover til Joffre. Da Jo ffre skulde til at begynde paa denne Udrensning en gros, som prin cipielt var paakrævet, fo rdi altfor mange a f de højere, franske O fficerer udelukkende var blevet forfremmet paa Grund a f deres politiske Forbindelser, maatte han naturligvis først indhente Krigsministerens, Messimys Bemyndigelse. Den kom hurtigt. Allerede den 10. August meddelte Ministeren, efter at have modtaget en Indberetning fra Jo ffre om nogle enkelte Generaler, der form entlig ikke magtede Stillingen, „at det var Regeringens Vilje , at en General, der ikke opfyldte sin P lig t med tilstræ kkelig Energi, skulde stilles fo r en K rigsret og skydes in ­ den 24 Tim er“ , og i- et personligt Brev a f s. D. tilføjede han, at Republikens Præsident i de fleste saadanne Tilfæ lde ikke vilde benytte sin Ret til Benaadning; „eftersom man har erklæret os Krigen, er det vor A g t at føre den paa revolutionær Maade som i 1793“ (Side 257— 258). Jo ffre lod sig, som den gamle, prøvede Soldat han var, ik ­ ke forlede til at følge Ministerens rigoristiske Anvisning. Han vidste, hvor vanskeligt det i Fredstid er at bedømme en Chefs vigtigste Egenskab i K rig — Karakterstyrken, og han fandt ikke Grund til at stille en General fo r en Krigsret, fo rdi han fysisk og aandeligt ikke kunde staa Belastningsprøven i K rig stid igennem. Men da Jo ffre nu havde Ministerens Støtte, var hans Beslutning fattet: han vilde med fast Haand fjerne alle uduelige Chefer og erstatte dem med yngre, dygtigere Mænd. Strax efter Grænseslagene 20.— 23. August gav Jo ffre sig til at granske efter Aarsagerne til Nederlagene og fandt dem bl. a. i adskillige, franske Generalers mangelfulde Kommandoføring. Blandt disse Generaler var der flere, der havde været meget ansete i Fredstid som Lærere eller Ledere a f K rig sspil o. 1., men som overfor Fjenden havde vist sig behersket a f Fryg t fo r at tage et Ansvar. Jo ffre forlangte nu Indberetning fra alle Arméerne om de Generaler, der form entlig burde fje rnes, og efterhaanden som han havde gennemgaaet disse Indberetninger kritisk, stillede han de uduelige Generaler til M inisterens Disposition og udnævnte de bedst kvalificerede til deres Efterfølgere. Da Messimy havde faaet Meddelelse om Jo ffres første A fgørelser, svarede han: „De stiller Generalerne B. og G. til min Raadighed, men det er ikke tilstræ kkeligt, naar der er Tale om Fejghed som i Tilfæ ldet General G. De vil fo r Frem tiden nok lade de O fficerer, som De har frataget Kommandoen, komme til Hovedkvarteret i Autom obil og stille dem fo r en K rig sret. Jeg mener, at der, ganske som i 1793, ikke er andre S tra ffe end Afsked og Død ...... Send i hvert Fald ikke Folk, der vil skraale op mod Dem og mod os, ind i Landet; sæt dem i A rrest ind til deres Domfældelse (Side 303). Jo ffre tog intet Hensyn til Ministerens kategoriske Udtalelser, men fastholdt sin Bestemmelse om at sende Chefer, der, uden direkte at have forsyndet sig mod den militære S traffelov, havde vist sig uduelige, til det indre a f Landet (de fleste til Byen Limoges — hvoraf Udtrykket: „lim ogé“ ). Det stod im idlertid Jo ffre klart, at Uheldene i Krigens Begyndelse ogsaa skyldtes en overdreven og irrationel Anvendelse a f Offensiven, hvorved navnlig Samvirket mellem Fod folk og A rtille ri havde ladet meget tilbage at ønske. Han gav A r ­ méerne fornøden Instruktion om de Æ ndringer i taktisk Optræden, han skønnede paakrævede, og underrettede Regeringen herom. Messimy reagerede øjeblikkeligt i et Telegram a f 24. A u ­ gust: Imod de a f Dem paapegede Mangler er der ingen anden S traf end øjeblikkelig Exekution, og de, der først bør rammes, bør være de skyldige O fficerer, hvis der findes saadanne. Fo r Ø jeblikket gives der i Fran k rig kun een Lov: at sejre eller dø. Jeg gentager min Opfordring til Dem om at anbringe i de højeste S tillinger unge, energiske Mænd, der er bestemte paa fo r enhver P ris at ville sejre. F jern uden M edlidenhed Oldingene.“ Dagen derpaa, den 25. August, bifald t Messimy Jo ffres Forslag om nye Avancementsregler til en Foryngelse a f Kadrene. Dog tog Ministeren et Forbehold, der er symptomatisk fo r Forholdet mellem Geleddet og Generalstaben, og som fo rmentlig ogsaa var et U dtryk fo r „les sortis du rang“s Jalousi overfor „les écoliers“ : „Men jeg forlanger, at denne Bestemmelse paa ingen Maade tillader at trække Personalet i Generalstaben frem : en Kaptajn a f Geleddet er lige saa meget værd som en Oberst a f Generalstaben. Jeg underretter Dem herved en Gang fo r alle om, at jeg kun i rene Undtagelsestilfælde vil godkende Forfremm elser a f Generalstabsofficerer; det er fo r at sikre Kommandoføringen i Troppeafdelingerne, at jeg gaar med til denne revolutionære Fremgangsmaade“. Et Par Dage senere blev Messimy afløst a f den baade mere begavede og langt mere sindsligevægtige Millerand. Jo ffres haarde Haand paa det personelle Omraade var utvivlsom t i det hele til Gavn fo r Operationerne. Men a f Memoirerne synes ogsaa at fremgaa, at Udsigten til øjeblikkelig Afsked, naar en Opgave ikke blev løst, saaledes som Jo ffre havde tænkt sig, fremmede F ryg t fo r at kompromittere sig og hemmede Initia tiv og Ansvarsglæde. Det var Medaillens Bagside.

Hvorom alting er, saa blev Slaget ved Marnc nu udkæmpet med en delvis ny Generalsbesætning, med Førere, der gennemgaaende førte fast Kommando og havde opgivet den farlige Doktrin om „ L ’Offensive å l’outrance“ , og med Tropper, som i K rigens haarde Skole var bleven dygtiggjorte i Terrainbenyttelse m, m. Det er interessant at erfare, at Jo ffre giver General (senere Marskal) Franchet d’Esperey Æ ren for, at det overhovedet blev m uligt at levere Slaget. Den 4. September om Eftm ., altsaa et Døgn efter at have overtaget Kommandoen over 5. A r ­ mé, indberettede Franchet d’Esperey nemlig paa Forespørgsel fra det store Hovedkvarter, at Arméen ganske vist endnu den 5. September maatte fortsætte sin tilbagegaaende Bevægelse til Linien Provins— Sézanne, men den folgende Dag vilde være rede til at kæmpe, om end ikke „dans une situation brillan te“ (Side 388). Det Ansvar, den nye Arm échef derved paatog sig, giver Jo ffre Anledning til Lovtaler over denne, og han tilfø jer, at Svaret, hvis Lanrezac havde haft Kommandoen, sandsynligvis var blevet et ganske andet. Jo ffres stærke Ros forekommer dog i nogen Grad dikteret af, at han maaske, naar alt kommer til alt, har haft lid t Samvittighedsnag i Anledning a f sin Optræden overfor Lanrezac. Det er i hvert Fald paafaldende, at han faa Sider længere fremme udtaler en vis Misfornøjelse med Franchet d’ Espereys Føring, som navnlig den 11. September, da den tyske Tilbagegang var konstateret, ikke efter hans M ening var tilstræ kkelig strategisk forstaaende og energisk.

(Fortsættes).