Log ind

Straffemyndighed over Udlænding i besat Omraade

#

I det tyske Tidsskrift for „Wehrrecht“ har Oberkriegsgerichtsrat Dr. Schober, Berlin, skrevet en Artikel om ovennævnte Emne. Skønt Artiklen ikke indeholder noget opsigtsvækkende Nyt, har den formentlig Interesse som et sammenfattet og klart Udtryk for den tyske Opfattelse af de herhen hørende Problemer. Jeg skal derfor tillade mig at gengive dens Hovedindhold med ganske enkelte Bemærkninger. Det første korte Afsnit handler om „Besættelseshøjheden“. Det indledes med en Redegørelse for de Forskelligheder, der paa flere Omraader er mellem den første Verdenskrig og den nuværende. Under denne har det tyske Rige „ikke blot i vidt Omfang besat fjendtligt Omraade, men ogsaa under sin Højhed stillet Lande, der ikke er at betragte som fjendtlige, f. Eks. Danmark“.

*) Nærmere herom i en Artikel i Tidsskrift for Ingeniørofficerer Nr. 6/1942 af Kapti. H. M. Z. Hansen.

Denne Sætning giver et klart Billede af den tyske Opfattelse af Danmarks øjeblikkelige internationale Stilling. Det kan kun være nyttigt under Tilbageholden af enhver Følelsesreaktion at gøre sig denne ganske klart. Der henvises dernæst til Art. 48 i Haager Landkrigsreglementet af 18 10 1907. Efter denne „tager den okkuperede Magt, naar den lovlige Magt faktisk er gaaet over i dens Hænder, alle de Forholdsregler, som beror paa den, for saa vidt muligt at genoprette og sikre den offentlige Orden og det offentlige Liv, idet de gældende Love respekteres, medmindre dette er absolut umuligt“*)- I Dr. Schobers Artikel gengives dette saaledes, at den lovlige Myndighed overgaar til Okkupationsmagten. Artikel 43’s Forbehold om Respekt af den gældende Lov omhandles i et følgende Afsnit (B. 2), hvor det siges, at der kun er Tale om en „Retningslinje“ „ingen Skranke“. Der er heri det rigtige, at det jo tilsidst beror paa et Skøn af Okkupationsmagtens Myndigheder, hvorvidt Respekt af de gældende Love „er absolut mulig“, eller som det i den tyske Gengivelse hedder „soweit kein zwingendes Hindernis besteht“. Det fremhæves med Rette, at baade Hensynet til egne Troppers og Myndigheders Sikkerhed som Nødvendigheden af at gennemføre Krigen kan danne „zwingendes Hindernis“. løvrigt drages i Afsnit A. den Slutning af Art. 43, at Højheden i det besatte Territorium overgaar til Okkupationsmagten og udøves „i egen Interesse“, og at det herigennem er folkeretligt anerkendt, at der udover det ligefrem af Tvangen følgende ogsaa paahviler det besatte Territoriums Befolkning en retlig Pligt til at underordne sig og adlyde Okkupationsmagten. Heraf følger atter, at Befolkningen, selv om den ingen Troskabspligt har mod Okkupationsmagten, dog har Pligt til at undlade alt, hvad der kan skade denne. Afsnit B. handler om „Krigsbrug“ „den uskrevne Folkeret“, der ogsaa kommer til Anvendelse i de besatte Omraader. Dette gælder saavel materielt som processuelt. Krigsbrug kan tjene som Fortolkningsmiddel m. H. t. gældende Love, omend det fastslaas, at Dommeren, hvor Lov foreligger, er pligtig at følge denne. Dømmer han efter Krigsbrug, bør han udtrykkelig fastslaa, hvad denne gaar ud paa, hvilket formentlig vil sige, at Dommen bør gøre Rede for den efter Krigsbrug som gældende antagne generelle Regel og derefter dennes Anvendelse paa det konkrete Tilfælde, ganske som engelske Søretsdomme i gamle Dage omhyggeligt redegjorde for, hvad der efter internationale Søfartsregler var gældende Regel og derefter for dennes Anvendelse paa det foreliggende Tilfælde. Det fremhæves herunder, at medens endnu under forrige Verdenskrig Spioner og Friskaremænd, der grebes paa fersk Gerning, efter tysk Krigsbrug kunde henrettes uden Rettergang, gælder dette ikke mere. Nu er det foreskrevet, at retlig Behandling skal ske af enhver Sag mod Udlænding paa Grund af strafbar Handling mod tyske eller forbundne Tropper. Der er saaledes ikke mere Plads for processuel Krigsbrug paa dette Punkt. Som en materielretlig Regel, der kun er forstaaelig, fordi den er afledet af en i gammel Krigsbrug anerkendt Regel, nævnes denne, at en Spion, hvem det er lykkedes at vende tilbage til egne Tropper, ikke, hvis han derefter tages til Fange, kan drages til Ansvar for sit tidligere Spioneri. I det følgende Afsnit tales om Strafferet og Straffeproces. Det siges her først, at Udlænding er enhver, der ikke er tysk Statsborger. En af en Udlænding i Udlandet begaaet Forbrydelse er saavel i Freds- som i Krigstid strafbar efter tysk Ret, bl. a. naar den er strafbar efter Gerningsstedets Ret og er rettet mod det tyske Folk eller en tysk Statsborger.

*) Det er interessant at sam m enligne M eddelelserne om de amerikanske Forordninger paa Siciliens sydøstre Del med disse Bestemmelser. Helt synes de ikke respekterede, eller rette sagt i fuldt Omfang tilsidesatte.

Uafhængig af Gerningsstedets Love omfatter tysk Strafferet:

a) strafbare Handlinger, som en Udlænding begaar som tysk Soldat eller Bestillingsmand (Amtstrager) eller mod en Person af disse Kategorier. Dog gælder visse Undtagelser, Forordningen om „Volksschådling“ rammer saaledes ikke Udlændinges Handlinger i Udlandet.

b) Høj- og Landsforrædderi mod det tyske Rige, Sprængstofforbrydelser, Falskmønteri og visse andre almenfarlige Forbrydelser.

c) Spionage og Friskarevirksomhed. 

2. I denne Forbindelse nævnes det, at Plyndren af Faldne, saarede eller fangne paa Slagmarken altid straffes efter tysk Militærstraffelovs § 134, uden Hensyn til om Gerningsmanden er en Udlænding.

3. En Udlænding, der paa besat Omraade begaar en efter tysk Lov strafbar Handling mod tyske Tropper med tilhørende eller mod en tysk Myndigheds Anordning straffes, som om denne Handling var begaaet i Tyskland. Her understreges, at et Omraades Karakter af „besat“ ikke ophæves, fordi Herredømmet over det midlertidigt gaar tabt, f. Eks. paa Grund af indre Uroligheder eller paa Grund af et hurtigt tilbagevist fjendtligt Angreb. Hvis den ofte bebudede allierede Invasion realiseres, kan dette Punkt let tænkes at faa aktuel Interesse, f. Eks. hvor en allieret Demonstration sættes ind og maaske har forbigaaende Fremgang.

4. Af særlig praktisk Betydning er endnu de Strafferetanordninger, som tyske Befalingshavere i besat Omraade udsteder til Sikring af Værnemagten eller i Krigsøjemed.

5. Hvis en Udlænding hører til Felthærens Følge, er han i fuldt Omfang undergivet Militærstraffeloven, ganske som det i Krigstid gælder efter dansk Ret.

Udlænding, der gør sig skyldig i en strafbar Handling mod tyske Tropper, kan aldrig straffes uden Rettergang, selv ikke efter den for Krigstiden gældende simplificerede Straffeprocesordning af 17/8 1938. For de vigtigste Kategorier af diisse Handlinger gælder, at Udlændingen er underkastet Krigsretsbehandling. Dette gælder saaledes: a) Spionage, Friskarevæsen, Overtrædelser af tysk Befalingshavers Forordninger i besat Omraade, b) Høj- og Landsforræderi, c) Alle Forbrydelser, der begaas i Bygninger, Rum, Anlæg eller Skibe, der tjener den tyske Værnemagts Formaal, hvis militære Hensyn efter den øverstkommanderendes Skøn kræver saadan Behandling. d) Alle i Opera tionsomraadet begaaede strafbare Handlinger. Operationsomraaret defineres som den Del af Krigsomraadet, i hvilket Felthæren opererer. Dets Baggrænse bestemmes af Hærens øverste Kommanderende, altsaa Føreren. Som Operationsomraade gælder bl. a. Danmark, Nederlandene, Generalgouvernementet og de besatte Dele af Rusland m. v., derimod ikke Elsas, Lothringen og Luxemburg.

e) Strafbare Handlinger, der er udøvede i Udlandet før Besættelsen mod en til den tyske Værnemagt hørende, f. Eks. Grusomheder mod tyske Krigsfanger. „Indbyggerne maa vinde den Overbevisning, at der ved Overtrædelse af Besættelsesmagtens Anordninger bliver straffet haardt, men ikke vilkaarligt“. Derfor maa den Slutning ikke drages, at der ved Proces mod Indbyggerne kan gaas summarisk frem. Sagens Sammenhæng bør derimod oplyses ved indgaaende og paalidelig Bevisførelse. Ogsaa naar flere anklagede staar for Retten, maa det forlanges, at Beviset for hver enkelt er helt i Orden. En kyndig Tolk skal være til Stede. Ogsaa Tilregnelighedsspørgsmaalet bør i hvert enkelt Tilfælde været klaret. I Slutningen af dette Afsnit betones det, at Benyttelsen af denne Adgang til krigsretlig Behandling af Udlændinge helt bestemmes af Hensigtsmæssighedshensyn, og at Rettergangschefen helt har det i sin Haand, om han vil paatale eller ej. Hensyn tages her formentlig til, om det af militære og vel ogsaa af politiske Grunde er ønskeligt, at krigsretlig Paatale finder Sted.

Afsnittet om Spioneri frembyder efter min Opfattelse intet af særlig aktuel Interesse. Dog bør det maaske nævnes, at Spioneri jo kun kan begaas paa „Krigsomraadet“, men dette defineres saaledes: det i egen Besiddelse værende Omraade, i hvilket Krigshandlinger af hvilken som helst Art finder eller kan finde Sted, „altsaa praktisk taget hele Rigsomraadet med de besatte Omraader“. Forbrydelsen er fuldbyrdet, saa snart Efterretninger er søgt indhentet. Genstand er enhver Efterretning, der „ikke er fuldstændig betydningsløs for Fjenden“, altsaa en meget vid Opfattelse.

I Afsnittet om Friskarer siges det først, at medens Friskaremænd under forrige Verdenskrig straffedes efter Krigsbrug*), findes der nu en positiv Lovbestemmelse herom, nemlig § 3 i Kriegssonderstrafrechtsverordnung af 17/8 1938**).

*) I en under eller efter forrige Verdenskrig- udgivet tysk Hvidbog- om Begivenhederne i Belgien hævdedes det dog, at ingen Friskarem and i Belgien var skudt uden at have været stillet for en Ret.

**) Denne og den tidligere om talte processuelle Forordning er sat i K raft ved Forordn, a f 26/8 1039 a f Chefen for Overkommandoen, Keitel.

I første Række kommer her en Civilist, der fører Vaaben eller er i Besiddelse af Vaaben for at bruge dem mod den tyske Værnemagt. Om det er kommet til Kamp er uden Betydning. Det er tilstrækkeligt, at han har staaet paa Post med Vaaben. Den, der har deltaget i Fordeling af Vaaben og i Opstilling af „Indbyggerværn“, behandles, som om han havde ført Vaaben. Lige med Vaabenbrug staar det at føre Ammunition til de forreste Linjer og at gøre Tjeneste som Budbringer af Ordrer eller Efterretninger til Fronten, saavel som Medvirken til at bringe Skyts i Stilling. Alt dette er Handlinger, der efter Krigsbrug kun bør foretages af Soldater i Uniform. Derimod falder Hjælp, der ikke er umiddelbar Understøttelse i Kampen, f. Eks. Skansearbejde, ikke herunder. Brosprængning og lignende Sabotagehandlinger falder kun herunder, hvis de er begaaede efter Landets Besættelse. Derimod kan en tilbagegaaende Hær benytte sig af Civilbefolkningen til at ødelægge Anlæg, der kan være af Værdi for den efterfølgende Fjende. M. H. t. Tilregnelighedsspørgsmaalet har det været nogen Tvivl, idet den Opfattelse har været hævdet, at det her kun drejer sig om de ydre Kendsgerninger, og at derfor f. Eks. den Undskyldning at være tvunget til Deltagelse ikke kan tages i Betragtning. Forf. slutter sig dog til den Opfattelse, at det nu drejer sig om en Straffelovsbestemmelse og at derfor ogsaa den almindelige Grundsætning i tysk Ret maa følges, hvorefter der kun straffes for, hvad der kan tilregnes den paagældende. Forf. er dog af den Mening, at Kravet om Beskyttelse af den tyske Værnemagt alt efter Tilfældets Betydning kan føre til en Tilsidesættelse af denne Undskyldning. Rigskrigsretten har ikke udtrykkelig taget Stilling til dette Spørgsmaal, men har krævet, at der maa være Bevis for Gerningsmandens Forsæt. Den herefter nærmestliggende Slutning synes at være, at Tvang maa udelukke Forsæt i strafferetlig Forstand, men Forf. synes altsaa af Hensigtsmæssighedsgronde at hælde til en anden Opfattelse. Det er dog klart, at Tvang for at kunne komme i Betragtning maa være virkelig Tvang ikke blot f. Eks. det moralske Pres, som Omgivelsernes Opfattelse kan udøve. Som Friskaremænd betragtes naturligvis ikke uniformerede Soldater, der benytter Kamouflage, eller frivillige Korps, der opfylder Folkerettens Krav til saadanne, endelig ejheller Befolkningen i et ikke besat Omraade, der, naar Fjenden nærmer sig, griber til Vaaben uden at have haft Tid til at slutte sig sammen i frivillige Korps (Folkerejsning). Det maa her vel bemærkes, at der tales om ikke besatte Lande. Det siges dernæst: Under Hensyn til Krigens Varighed og de i England allerede trufne Foranstaltninger (Hjemmeværn) kan en Ret til Folkerejsning paa de engelske Øer til Værn mod Luftlandetropper og Faldskærmsjægere ikke anerkendes.

Naar disse Anskuelser stilles overfor de svenske, der f. Eks. er refererede i „Hemvårnet“ Nr. 4 for April d. A. om Partisankrig, kan det ikke undgaas, at man faar bange Anelser om, hvad Fremtiden har forbeholdt Europa at opleve. Partisankrig defineres der som „al Virksomhed, der gaar ud paa at skade, hindre og ødelægge, og som udøves af mere eller mindre selvstændigt opererende Smaastyrker, hvad enten de tilhører regulære Tropper, Hjemværnet eller særlig organiserede Partisanforbund. Disse synes klart at være „Friskarer“ og maa vente at blive behandlet som saadanne. Endnu skarpere fremtræder denne Opfattelse af Folkekrigen som det efterstræbelsesværdige i et Referat i „Folk og Forsvar“ Nr. 7/1943 (April) af den nys til svensk oversatte Bog (Ny Krigsføring) af den engelske General Wintringham, der, meget betegnende, har gjort Tjeneste som frivillig paa de rødes Side i den spansk Borgerkrig. Han er en begejstret Tilhænger af Folkekrigen, den fri Krig, Friskarekrigen og mener, at det Folk, der griber til den, paktisk taget er uovervindeligt, en Opfattelse,, der jo for Resten ikke bekræftes ved Begivenhedernes Gang i Spanien. Til Støtte for Folkekrigen anføres i sidstnævnte svenske Blad en Udtalelse af Ludendorff: „En Folkekrig, som blusser op over hele Riget, vil til sidst hindre Sejrherren i fuldt at høste Sejrens Frugter“. Den er dog, som det vil ses, mere behersket i sin Vurdering af Folkekrigens Betydning. I den tyske Artikel nævnes til sidst, at de Franskmænd, der imod Vaabenstilstandsaftalen kæmper som „Frie Franskmænd“ i franske Afdelinger, betragtes som Friskaremænd, medens de, der er indtraadt i engelske eller amerikanske Afdelinger, behandles som regulære Soldater, blot, at de, hvis de fanges, udleveres til den franske Regering, hvis Love de har overtraadt ved at fortsætte Kampen. Tilfangetagne Friskaremænd skal dømmes ved Krigsret, normalt ved Standret.

Victor Pürschel.