Storgarnisonsforvirring

Oberstløjtnant Ole Mathiasen, Sønderjyske Artilleriregiment/Hærens Artilleriskole, gennemgår omstændighederne omkring garnisonerings- sagen og fremsætter et forslag til hvad der nu bør gøres.

Debatten om Hærens placering i Jylland og på Fyn, som har haft pressens store bevågenhed det seneste års tid, synes for øjeblikket at være gået i stå. Efter de stærke protester mod forsvarsministerens forslag ser det ud til, at hverken regering eller nogen andre er interesseret i en løsning på denne side af et folketingsvalg.

Hvad er egentlig baggrunden for debatten?

Problemet er, at den udvikling, der er sket i samfundet, såvel politisk som socialt, ikke fuldt ud har givet sig udslag i ændringer i Hæren. I løbet af de sidste 20 år er Hærens fredstidsstyrke omtrent blevet halveret. I den samme periode er Hæren, ligesom andre dele af samfundet, blevet mere præget af teknik og maskiner. Uddannelsen af soldater er blevet mere kompliceret, kræver større mængder af hjælpemidler og mere plads. Samtidig er der sket en udvikling i samfundet i al almindelighed, som gør det uacceptabelt for unge mennesker at blive klumpet sammen på en belæg­ ningsstue med fælles bade- og toiletforhold. Noget som var acceptabelt for 20 år siden. Endelig er i den samme periode en del af Hærens personel blevet professionelt, d.v.s. det er unge mennesker, som får løn for at være soldater. Selv de værnepligtige, som indkaldes nu, får en høj løn i forhold til tidligere tider.

Den tilpasning af produktionsapparatet, som burde være en naturlig konsekvens af disse ændringer, er ikke sket fuldt ud. Enhver erhvervsvirk­ som hed oplever, at det eksisterende produktionsapparat og den eksiste­rende organisation må tilpasses udviklingen. En stor del af Hærens kaserner er bygget på et tidspunkt, hvor uddannelsen af soldaterne var enkel, mindre pladskrævende, og hvor de sociale forventninger for soldaterne var langt mindre. Kaserner, som f.eks. de fleste øst- og sønderjyske, er bygget som regimentskaserner, og kunne ved anlægget rumme et par tusind mand. De samme kaserner kan i dag, med nutidens boligkrav, kun rumme måske en 

trediedel. Men på grund af, at hærens styrketal er faldet så kraftigt, og færre er indkvarteret, har man kunnet huse det mindre antal soldater uden at foretage den modernisering, som havde været naturlig. Det er imidlertid klart, at dette ikke er en rationel løsning. Det der skal til for at holde en stor og en lille kaserne igang er, om ikke helt, så næsten det samme. Eksempelvis koster det en vis grundbemanding at holde et cafeteria åbent. Denne grundbemanding er næsten den samme uanset om kundegrundlaget er 500 eller 1000 personer.

Heller ikke hærens organisation er fuldt ud tilpasset udviklingen. Freds­ organisationen bygger på regimenter. E t regiment er beregnet til at kunne administrere 2-3 bataljoner eller afdelinger. Specielt i kamptropperne er dette ikke tilfældet, mens en større udvikling er sket i de øvrige våbenarter. Således havde artilleriet i Danmark for 20 år siden 6 regimenter og 2 selvstændige skoler, foruden artilleriets bidrag til styrken på Bornholm. I dag er der af de 8 tjenestesteder kun 3 tilbage. Ved de tre små våben, ingeniørtropperne, telegraftropperne og træntropperne, er ligeledes sket en reducering ved, at våbenarternes skoler er lagt sammen med et regiment. Herefter er der i hver landsdel kun et tjenestested pr. våbenart. Derimod har kamptropperne endnu 10 regimenter og 2 selvstændige skoler, hvoraf 6 regimenter og 2 skoler er placeret i Jylland eller på Fyn. Dette kræver helt klart en justering på den ene eller den anden måde.

Der har jo tidligere været fremsat forslag til en ændring af disse forhold. I 1983 blev der således fremlagt nogle forslag, som primært omhandlede de østjyske garnisoner. Det, der blev kaldt den jyske karruseltur. Forslaget faldt til jorden på grund af personelorganisationernes kritik.

Forsvarsministerens arbejdsgruppe

I foråret 1984 nedsatte forsvarsministeren, efter aftale med forsvarsforligs- partieme, en arbejdsgruppe, som skulle klarlægge forholdene og fremsætte forslag til en løsning. Arbejdsgruppen fik som kommissorium at udarbejde forslag til den for forsvaret mest rationelle anvendelse af forsvarets etablis­sementer i Jylland og på Fyn, herunder stille forslag om nedlæggelse af ikke fornødne etablissementer. Det blev også sagt, at forslaget skulle bygge på en afvejning af operative-, personel-, drifts- og investeringsmæssige forhold med henblik på en optimal udnyttelse af ressourcerne. Ligeledes, at forslaget skulle omfatte en vurdering af konsekvenserne for de berørte lokale samfund.

Gruppen fik en i hovedsagen traditionel sammensætning for en sådan ministeriel arbejdsgruppe. En afdelingschef i forsvarsministeriet blev formand. Repræsentanter fra forskellige af forsvarsministeriets kontorer, Forsvarskommandoen og Forsvarets Bygningstjeneste fik sæde. Endvidere var Vestre Landsdelskommando repræsenteret. Når man ser på navnene på deltagerne i arbejdsgruppen kunne man få den tanke, at der er tilstræbt mangel på personlig erfaring fra det jysk/fynske område. Medlemmerne har nemlig for en stor del baggrund i Søværnet, Flyvevåbnet, Intendantur­ korpset eller for hærmedlemmernes vedkommende fra det københavnsk­ sjællandske område. Uagtet en sådan afstand fra sagen måske kunne være en fordel, er det dog næppe hensigten med sammensætningen. Der er nok nærmere tale om en traditionel udvælgelse af folk ud fra den position de har netop nu i systemet. En særlig ting ved denne arbejdsgruppe er, at den fik medlemmer fra personellets organisationer. Dette skyldes forment­ ligt erfaringerne fra 1983, hvor personelorganisationeme som allerede beskrevet fik blokeret det da foreliggende forslag.

Arbejdsgruppen valgte en traditionel arbejdsform og havde næppe mange andre muligheder. Det vil sige møder med mellemrum og ind imellem undersøgelser, sagsbehandling og indhentning af facts. En sådan arbejds­form stiller meget store krav til de tilknyttede sekretærer, og giver store muligheder for de medlemmer, som enten har særlig baggrund eller særlig interesse i at påvirke resultatet.

Arbejdsgruppen fastsatte 6 hovedprincipper for hvilke hensyn man ville tage. Disse hensyn var personelmæssige, uddannelsesmæssige, drifts­ mæssige, investeringsmæssige, operative og almene. I arbejdsgruppens redegørelse, som fremkom den 28. november 1986, gøres det klart, at rækkefølgen af disse hensyn angiver en prioriteringsrækkefølge. I rede­gørelsen har et enkelt af hærens personelproblemer, nemlig forflyttelser af officerspersonellet, fået en meget stor indflydelse på arbejdsgruppens anbefaling. Det er sådan, at hærens officerer, for at få den varierede tjeneste, som er forudsætningen for at avancere til de højere og højeste stillinger i systemet, må rotere fra funktion til funktion. I arbejdsgruppens anbefaling har man prioriteret en begrænsning af de heraf affødte forflyttelser så højt, at det er blevet styrende. Herved er født den såkaldte storgarnisons-idé. Denne idé går ud på, at man inden for en radius af ca. 50 km skal kunne få så varieret tjeneste, at flytninger undgås, eller at antallet i hvert fald mindskes. Inden for et sådant område skal der være mulighed for tjeneste ved enheder med soldater, for skoletjeneste og stabstjeneste.

Arbejdsgruppen fremsætter på denne baggrund et forslag, der medfører, at artilleriet i Vestre Landsdelskommandos område samles. D.v.s. at regimentet og skolen i Varde flyttes til Skive, hvorefter artilleriet ligesom de tre små våbenarter kun har 1 tjenestested i hver landsdel. De tre regimenter i Syd- og Sønderjylland samt Fyn samles til et, hvorved antallet af kamptropregimenter i Jylland/Fyn skæres ned fra 6 til 4. Endelig skal telegrafregimentet, som nu er spredt ud over hele halvøen, samles i Haderslev, og kamptroppernes sergentskole i Sønderborg flyttes til Frede­ricia, således at der er en skole i dette område.

Reaktioner på arbejdsgruppens forslag

Som det vil være de fleste læsere bekendt, affødte dette forslag voldsomme reaktioner af forskellig art.

Som det kunne forventes, lød der protester fra det tjenstgørende personel de steder, hvor man planlagde nedlæggelse af garnisoner. Mange steder blev dette bakket op af lokale protester fra mange sider. De lokale protester har haft mange forskellige baggrunde. Nogle har været temmelig følelsesbetonede. (Såsom: Tre gange har Hæren forladt Sønderjylland, men de første gange var det tyskerne, der tvang os til det!) Nogle har haft historisk baggrund. (Såsom: Man kan da ikke flytte garnisonen ved foden af Dybbøl Banke.) Andre steder slog man på de økonomiske konsekvenser, nedlæggelsen af tjenestestedet ville få for en relativt lille by.

Fra adskillige sider blev redegørelsens kvalitet anfægtet. Der påpegedes en lang række fejl i det baggrundsmateriale, der som bilag indgår i rede­gørelsen. Den almindelige diskussion af disse forhold har været hæmmet af, at de fleste af disse bilag bærer klassifikationen til tjenestebrug og dermed ikke umiddelbart må anvendes i dagspressen. Adskillige af kriti­kerne har påpeget, at en række af de konstaterede fejl, som f.eks. ind­ kvarteringsbehov og -kapacitet, lejeforhold for øvelsesområder, skyde­ baners kapacitet o.lign., entydigt favoriserer arbejdsgruppens anbefaling. Det er dog næppe rimeligt at tillægge arbejdsgruppen nogen uredelig hensigt i fremstillingen. De relativt mange fejl må tilskrives arbejdsgrup­pens lukkede arbejdsform, som har hindret, at lokale oplysninger har kunnet indgå og verificeres.

Nogle kritikere har anfægtet arbejdsgruppens arbejdsmetode. Man har anført, at det ikke fremgår af redegørelsen om der egentlig er foregået nogen analyse. Læsning af redegørelsen må give det indtryk, at man ret hurtigt i gruppens arbejde helt er faldet for storgarnisonstanken. Ideen om, at officererne kunne have deres tjeneste inden for et geografisk område og blive her det meste af deres liv, er naturligvis tiltalende for dette personel. Ideen lider imidlertid af alvorlige mangler. Således vil den ikke ændre ved det faktum, at langt størsteparten af Hærens stabe og skoler og næsten alle fællesværnsmyndigheder er placeret i eller om København. Ligeledes har man måttet gå på kompromis på en lang række områder, så ideen kun delvis er gennemført i forslaget. Adskillige har også anfægtet udregninger om det mindre antal forflyttelser, som skulle blive resultatet. Man vil kunne opstille beregninger som viser, at de øjeblikkelige flytninger, som forslaget indebærer, først modvirkes af færre forflyttelser i fremtiden, over et halvt århundrede.

Med tidligere erfaringer in mente synes det helt naivt, at arbejdsgruppen, iøvrigt i strid med sit kommisorium, her ser bort fra de sønderjyske bindinger, uden på forhånd at have sikret sig politisk opbakning herfor.

Myndigheders, organisationers og politikeres reaktion på protesterne

De fleste af forsvarets højere chefer var hurtige til at bakke betænkningen op. Man kunne vel heller ikke andet, når egne repræsentanter, bakket op af personelorganisationernes repræsentanter, i enighed kunne lægge et forslag frem. Også ministeren stillede sig hurtigt bag ved forslaget.

De, der først kom i klemme, var personelorganisationeme. Personellets repræsentanter i arbejdsgruppen var, med en enkelt mindre bemærkning, gået ind for forslaget. Fra medlemskredsen lød nu de kraftige protester, og de fleste personelorganisationer har siden mere eller mindre taget for­ behold over for rapportens anbefalinger.

De forskellige lokale initiativer blev næsten overalt bakket op af de lokale folketingsmænd næsten uden hensyn til politisk farve. Det samme gjaldt amtsråd og byråd rundt omkring. Kun folk fra ministerens eget parti synes at have holdt sig pænt i baggrunden i debatten.

Protesterne antog nogle steder karakter af folkebevægelser. Der arran­geredes støttekomiteer, fakkeltog, folkemøder og underskriftindsamlinger i stor stil.

Stillet over for dette pres, især fra Sønderjylland, ændrede regeringen signaler og fremlagde som et nyt forslag, at man bevarede de to kaserner i Tønder og Sønderborg, men iøvrigt fastholdt planens øvrige dele.

Protesterne fra alle sider, undtagen fra de to byer, antog nu endnu kraftigere former. Ved dette forslag afveg man fra storgarnisonsideen.

Situationen nu

Man har nu et ministerielt forslag i form af arbejdsgruppens anbefaling,

• -  hvis hovedprincip er stærkt anfægtet,

• -  som regeringen har undermineret ved de sønderjyske dispositioner,

  og

• -  som i det hele taget er blevet utroværdigt.

• Resultatet er usikkerhed i hele systemet og en tendens til, at personellet, i hvert fald i de truede ganisoner, søger andet arbejde, hvor lejligheden byder sig. Usikkerhed medfører en række uhensigtsmæssige dispositioner. F. eks. er det meget svært at skaffe folk frivilligt til tjeneste i de truede garnisoner, hvor en ny forflyttelse vil kunne forventes i løbet af kort tid. Midlertidige beordringer, med store omkostninger som konsekvens, må anvendes.

  Det ser faktisk ud til, at det største problem i dag er, at til trods for, at det er erkendt, at arbejdsgruppens redegørelse og anbefaling ikke kan danne grundlag for en løsning, har så mange myndigheder og personer stillet sig bag den, at et tilbagetag er svært.

• Hvad er der så at gøre

  Når det er erkendt, at der må findes et nyt grundlag og et nyt forslag, må det da dreje sig om at komme frem til en mulighed, som redder ansigt for alle de, der nu har kommittet sig til det foreliggende forslag.

  Det er jo nok urealistisk at tro, at noget sådant kan lade sig gøre på denne side af et folketingsvalg. Hertil er der for mange politiske følelser involveret. Uanset om der efter et nyt valg er en ny regering, en ny forsvars­ minister eller en ny politisk konstellation eller om situationen er som nu, er eneste løsning, at et nyt arbejde sættes i gang.

  Selvom erfaringerne med nedsættelse af en arbejdsgruppe ikke synes at tale for en gentagelse, er det nok eneste løsning. Men det behøver jo ikke at være en arbejdsgruppe af samme art.

  For at en afgørelse kan træffes rimeligt hurtigt bør man afvige fra den traditionelle form og nedsætte en gruppe af personer, som tages ud af deres daglige arbejde og får til opgave at fremkomme med et eller flere forslag hurtigst muligt, d.v.s. i løbet af nogle få måneder.

  Gruppen bør sammensættes af relativt få personer, f.eks.:

• -  En passende formand, af oberst- eller oberstløjtnantgrad,

• -  en personelmand, f.eks. fra forsvarskommandoen,

• -  en økonom, civil eller militær,

• -  en bygningsmand med forstand på forsvarets bygninger og arealer,

• -  en organisationsmand (f.eks. fra forsvarskommandoens organisa­tionsafdeling),

• -  en kommunalmand (f.eks. fra Kommunernes Landsforening),

• -  en uddannelsesmand (fra Hærstaben).

• I den udstrækning, det er muligt, vil det være en fordel, at flest mulige af medlemmerne har en personlig baggrund i det jysk-fynske område.

  Den nye arbejdsgruppe må i den udstrækning, det er muligt, have et klart kommissorium.

  Det bør bl.a. omfatte, at det for gruppen slås fast, om man skal arbejde på en drifts- og investeringsmæssig rationel løsning, og om denne løsning skal være langsigtet eller kortsigtet. D.v.s. om man her og nu skal moderni­sere produktionsapparatet med de engangsomkostninger, der er herved, eller om man skal bevare produktionsapparatet helt eller delvist og tilpasse organisationen hertil.

  Det må også fastslås, i hvilken grad lokale hensyn skal tilgodeses.

  Arbejdsgruppen bør klart have til opgave også at komme med forslag til ændring af organisationsstrukturen i den udstrækning en tilpasning måtte være en konsekvens, f.eks. af bevarelsen af små urentable kaserner eller ved etablering af regimenter af meget uensartede størrelser.

  I den udstrækning sådanne klare direktiver ikke kan gives må arbejdsgruppen opstille flere modeller med konsekvensberegninger.

  Arbejdsgruppens resultat må udarbejdes i en sådan form, at alle kends­gerninger er fremlagt, løsningsmuligheder og deres konsekvenser beskrevet, således at der foreligger et grundlag for den rent politiske beslutning, som det herefter er, at tage stilling til hvilke hensyn der skal være afgørende, og hvilken løsning der vælges.

  Dermed skulle undgås, at man som nu står med et forslag, baseret på en enkelt tvivlsom idé, som den ulyksalige storgarnisonstanke og med nogle forslag (f.eks. de sønderjyske ændringer), som man på forhånd burde have kunnet indse var uholdbare.

  Det ville klæde politikerne, både på landsplan og lokalt, og personel- organisationerne allerede nu at tilkendegive, at noget sådant er, hvad man ønsker.

• Ole Mathiasen.