Log ind

STIKLESTAD!

#

Oberst Niels Lunn skildrer her Olav den Helliges nederlag i 1030 og de reflektioner, som en fordybelse i slagets omstændigheder og et besøg pá valpladsen kan give anledning til.

Et af højdepunkterne ved sommerens oplevelser var et besøg på valpladsen ved Stiklestad. Vandring rundt i egnen med Snorres »Olavs Saga« i hånden gav anledning til en tankerække, der begyndte med Olav den Helliges sidste kamp, men fortsatte over i nutidige foreteelser indenfor det rejste problem. Krigens grundlove — naturlovene — er jo evige og uforanderlige, selv om indbildske generationer har troet, at deres egen opfimdersnille m.h.t. våben og udrustning har ændret krigens væsen radikalt. Personlig har jeg den opfattelse, at krigsbegivenheder i gammel tid — og derfor i forenklet form — gør det lettere for dogmefyldte hjerner at indse grundlovens væsen og dermed betingelserne for de sidste nye »skrig« på den taktiske tænknings område. Stiklestad hører, sammen med Hastings og Ronceval, til den tidlige middelalders berømteste, skæbnetunge og krigerromantiske slag. I Norden overgås det vist kun Bråvallaslaget, som dog ikke skaffede den katolske kirke en vidt berømt Helgen. Det bør nok fortælles endnu en gang, og om ikke dets lære, så fortællerens eftertanke tilføjes.

Snorre Sturlason med flere.

Snorres Heimskringla i Johannes V. Jensen og Hans Kyrres udgave, bind II, Olavssagaen, er en udmærket aftenlæsning, som må anbefales. Snorre (1178—1241) har samlet alle tilgængelige beretninger, vejet og valgt, samt skrevet disse sammen til en for ham og hans samtid forståelig beretning. Det er i dag den bedste, samlede fremstilling af kilderne, hvoraf man dog ikke kan genkende alle. Hovedlinien i det, som her skal behandles, findes ikke bedre beskrevet fra den tid, og felttoget er noget af det bedst oplyste fra tidlig middelalder i Norden. Da alt dog ikke er fuldstændig blotlagt, har det naturligvis givet anledning til divergerende afhandlinger — nogle af lærde folk uden forudsætning for forståelse af det krigeriske — nogle af folk, der har for megen forståelse for deres egen tids militære uddannelse og som ikke har let ved at skrue sig selv 8—900 år tilbage. Her skal i mulig udstrækning undgås polemik med disse. Trods påstand fra begge lejre om, at Snorre er usammenhængende og næppe har kendt landskabet, skal jeg minde om, at han i vinteren 1219/20 opholdt sig i Nidaros som den unge Kong Haralds skutilsvend og kendte til kongsgården i Værdalen, og at han øjensynlig havde lagt planen til Olavs Saga inden sin rejse fra Island, samt at der er en vis sandsynlighed for, at ønsket om at verificere de hidtil brugte kilder m. m. var den egentlige årsag til, at han overhovedet rejste til Norge. Hans beretning er ganske klart malende og sammenhængende — hvis man altså ikke møder med færdige meninger, inden man åbner hans værk — og det er kun kalenderen, der volder virkelige vanskeligheder. I det svenske historiske tidsskrift, 1952, side 151, gør Bardi Gudmundsson rede for kalenderproblemet. Det er virkelig morsomt og et godt eksempel på, hvad der kan komme ud af det, når man bruger en forkert inddelt målestok. Slaget stod på en mandag, tusind og tyve og ni vintre og tohundrede og ni nætter efter Kristi fødsel. Således kan man ved tilbageregning se, at der har stået i den oprindelige indberetning til kirken i anledning af Olavs helliggørelse — men senere kun kendt i afskrifter med skrivefejl. Alle andre, som på dette grundlag har skrevet eller berettet, har imidlertid fundet, at der var noget galt. Nogle har derfor fastholdt ugedag og dato, men ændret årstallet, andre dato og årstal, men ændret ugedagen, og endelig nogen fastholdt de to andre, men ændret datoen, til regnestykket gik op. Og så viser det sig, at dagantallet — de tohundrede og ni — er i den gammelnordiske målestok: »storhundredet« (100= 120) og altså ikke 209, men 249 nætter, hvorved man når til mandag den 31. aug. 1030. Dette er den rigtige dato, fordi det astronomisk er beregnet, at den dag indtraf den solformørkelse, under hvilket slaget blev udkæmpet, og som blev sat i forbindelse med Olavs død som et »Jærtegn«. Sammenhængen er beviselig ved et bevaret skjaldekvad, der selv angiver at være digtet kort tid efter ved beretning fra slagets flygtninge. Snorre, som gengiver kvadet, har derimod ikke fattet fornøden mistanke, men sat slagdagen til onsdag den 29. juli, og de årlige festligheder for St. Olavs-underet har nu i 800 år fundet sted på denne, forkerte dato, som yderligere forudsætter den 20. juli som slag- og dødsdag! Snorres undskyldning: Han var ikke astronom! Da andre ugedage findes nævnt i kilderne for andre af begivenhederne i handlingsforløbet, bliver Kong Olavs tidsforbrug noget forvirrende, men følges Snorres beskrevne gerninger og rettes dødsdagen efter solformørkelsen, falder alt i rimeligt leje.

Olav den Hellige.

Efter Kong Knud den Stores dyrekøbte sejr ved Helgeå 1026, lykkedes det ham at trænge Olav ud af Norge ved underkøbelse og ved at rejse gammelt nag over Olavs hårdhændede måde at kristne folket på. Olav flygtede til Novgorod 1028. Da han her tidligt på året 1030 erfarede, at den af Knud indsatte stedfortræder var forsvundet på havet, drog Olav hjem via Gotland, hvor han en tid samlede oplysninger om tilstandene i Norge. Herfra fortsatte han til sin svoger i Sverige for at samle tropper. Han havde selv sin Hird med — hvori mange islændinge — Skjaldene — og svenskekongen gav ham en del af sin Hird samt tilladelse til at hverve frivillige. Olav sendte derfor først bud til Dag Ringssøn — der regnedes for medlem af kongeslægten, og hvis fader havde været »Fylkeskonge« i Hedemark Fylke, men var blevet forjaget af Olav. Dag havde senere fået et tilsvarende »Underkongedømme« i Værmland. Olav lovede ham nu oprejsning til gengæld for hjælp. Olavs 15-årige halvbroder Harald (Hårdråde) hørte om Olavs genkomst og startede fra Oplandene med en styrke øst på for at finde ham. Efter at have sat gang i dette drog Olav op langs Dalselven og mødte de to nævnte i området ved søerne. Herefter svingede Olav mere nord på, gennem de vandrige strøg øst for grænsens høje fjeldegne til Jæmtland, og undervejs drog man frem over »bred front« for at samle folk, men uden i øvrigt at gøre ophold. Fra Uppsala og til Norges Jæmtlands-grænse er der ca. 750 km, og turen har derfor taget ca. 1 Vi måned. Der meldte sig herunder mange hedninger og skovgangsmænd. Da Olav 

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.08.14.png

imidlertid ikke ville have ukristnet folk, opfordrede haa dem til at tage troen eller forlade selskabet, hvorved ca. halvdelen faldt fra. En del fortsatte dog for sig selv og sluttede sig senere til. (Den tvivl, der har været rejst om, hvor dette fandt sted, skal kort berøres senere — men er i øvrigt uvæsentlig for os.) Jæmtlands-grænsen var fra gammel tid en lempelig adgangsvej til Trøndelag. Her gik hæren over, og Olav ankom til den første gård i Norge, Sul, om aftenen onsdag d. 26. aug. Kong Knud holdt øje med sin modstander — vist allerede fra Gotland — og vidste, hvad han havde for. Lendermændene og Knuds ledende støtter i Norge fik oplysning om dette og blev kyndigt hidsede til at rejse sig til værn for en indbildt frihed. Gamle gældsposter — hævn for drab på slægtninge — blev pudset op. Dårlig samvittighed i anledning af svigt hjalp med. Fra kystlandene mellem Uster i syd og Finmarken i nord afgik lensmænd med ledingskontingenter til Nidaros — mærkværdigt afstemt tidsmæssigt med Kong Olavs ganske mørklagte march, gennem de øde skovegne op over Jæmtland. I Sydnorge samledes en anden styrke for at dække Viken. Bondehæren var stor og hadet frisk, da Olav red ned ad bjergsiderne mod fjorden efter ca. 4 måneders færd fra Novgorod. Man må undres over Knuds evne til at styre dette fra Winchester, men for bindeiserne har været endog så gode, at Ejnar Tamberskælve, der var på besøg hos Knud, kunne planlægge sin hjemfærd så omhyggeligt, at han ikke nåede at blive indblandet hverken her eller der, men dukkede op, da resultaterne skulle ordnes. Fremragende! Som nævnt var Sul den første gård på Norges-siden af grænsen, liggende i Innadalen. Dette var den gamle handelsvej til Levanger, markedspladsen midt i den nordlige del af Trondhjemsfjorden, og det var den nordre af de to hovedfærdselsårer på tværs over fjældet ned til fjorden. Den søndre gik gennem Stjørdalen. Inna løber ud i Værdalselven, og denne, bred og vandrig, udmunder ca. 10 km før Levanger. Den gamle vej løb langs sydsiden af disse dale, men fra Helgådalen — Værdalens øvre del — kom en vej, der blev på nordsiden. Stiklestad ligger på nordsiden ca. 4 km fra den gamle udmunding i fjorden. Fra Sul til Stiklestad er der ca. 36 km, lidt rigeligt til én dagsmarch, passende til to og for lidt til tre, medmindre man har noget for undervejs. I Værdalen er der gennem tiden efter slaget sket flere store skred af lermasser ud i vandet — men disse skred har ikke ændret vort krigsteaters karakter ud over, at et udmærket vadested, der lå en lille km ovenfor Stiklestad, nu er borte. Da Kong Olav kom til Sul, fortalte bonden ham, at der var samlet en stor hær ved Nidaros, men han vidste ikke, hvem den skulle bruges imod. Alligevel var tiden inde til at bringe hæren i orden. Den 27., torsdag, drog kongen derfor med hæren ud på et egnet sted, mønstrede den, og her blev der taget endelig stilling til spørgsmålet: hedninger. Snorre siger, at det var på Stafsmyren ved gården Stav. Her fik han også sikker meddelelse om, at bøndernes hær ved Nidaros var bestemt til at jage ham ud. Han stillede derfor hæren op i kamporden og gav sin »operationsbefaling«, samt ordrer for den videre fremrykning. Efter Snorres opregning viste der sig at være:

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.08.44.png

Hertil håbede og ventede Olav at få tilløb fra Værdalen, og havde derfor straks om morgenen sendt mænd ud med bud til bønderne. Alle syntes nu glade og tilfredse med at se hele 3000 mand på én mark — en stor hær. Snorre lagde derpå kongen følgende ord i munden:

»Vi råder nu over en stor hærstyrke med dygtige og veludrustede folk. Jeg vil nu sige mine mænd, hvordan kampordenen skal være: Mit eget mærke vil jeg lade føre frem midt i hæren, og det skal mine hirdmænd og huskarle følge sammen med de mænd, der kom til os fra Oplandene og nu her fra Trøndelagen. På højre hånd af mit mærke skal Dag Ringssøn stå og med ham hele den hær, han kom os til undsætning med, og han skal føre det andet mærke. Under det tredie mærke, på venstre hånd for min fylking, skal den hær stå, som Svenskekongen gav os, sammen med de mænd, der af egen vilje kom til os i Sveavælde. Mandskabet skal nu først stille op i »Hold«, frænder og kendinge sammen, for da vil den ene snarest holde øje med den anden og ingen tage fejl af ven og uven. Menet kendemærke skal være fælles for os alle: På hjælm og skjold vil vi som hærmærke tegne med hvid farve det hellige kors, og kommer det til kamp, skal vi alle have ét hærråb: »Frem, frem, Kristmænd, Korsmænd, Kongsmænd!« Har vi færre folk end de, må vi fylke bredt. Jeg vil ikke, at de skal omringe med deres hære. Stil nu først op i hold, bagefter vil vi samle holdene i Fylkinger, og hver mand må da vide, hvor han skal stå og give agt på, hvor han er stillet i forhold til det mærke, han skal følge. Vi vil holde fylkingerne samlede, og mændene må være fuldt væbnede både nat og dag, indtil vi får vished for, hvor vi kommer til at møde bondehæren.« Der var som nævnt 3 hoved-»mærker« — senere tiders faner — og holdene havde deres. Det siges, at der var ca. 30 mærker i alt. Under opstillingen lod Olav også nogle af sine udvalgte krigere formere en »Skjoldborg« for ham selv, og hvori han holdt sine islandske skjalde — »I skal være her og se ting, der nu skal ske. I får da ikke brug for andres fortælling, når I skal bringe det videre i digtning.« Skjaldene lavede straks korte kvad, der hurtigt lærtes af folkene — på tonen: »Slappe ord skal ikke undslippe os. Muntre går vi mandefald i møde sammen med Olav.« Derpå gav Olav alle førerne særlige anvisninger. Ud på dagen kom hververne tilbage med meget magre resultater. Bønderne var for det meste allerede gået til Nidaros, og de hjemmeværende ville ikke tage parti og kæmpe med deres egne mod deres egne. Det vakte stort postyr — som Kongen dæmpede. Gårde skulle ikke brændes og intet skulle røves. Hvis man tabte kampen, havde man ingen gavn af røvet gods — og vandt man, ville det være kedeligt, om byttet efter de faldne fjender var ødelagt. I stedet blev der givet ordre til at fortsætte marchen spredt for at tage alle våbenføre mænd med sig samt det kvæg, der skulle bruges til forplejning — men bortset fra, at fjendens spejdere straks skulle slås ihjel måtte ingen skade gøres. Dag Ringssøn skulle derfor klappe den nordlige side af, Kongen den sydlige — men hele hæren var samlet om natten.

Fredag d. 28. aug.

Hæren drog, som beordret, videre. Olavs del fulgte formodentlig et gammelt vejspor — bygdevejen, på højden lige nord for Inna. Dag må have været ovre i Helgådalens øvre del. Natlejrens plads er ikke kendt, men må have været nær elvenes sammenløb ved Vuku. Stedet har været et praktisk mødested, men ikke en bebyggelse, for hele hæren sov under skjoldene. Olav sov kun lidt. Han bad for hæren.

Lørdag d. 29. aug.

Efter en kort søvn vågnede Olav ved solopgang, men fandt, at det var lidt for tidligt at vække hæren. Lidt senere fik han fat i Tormod Skjald og bad ham give et kvad. Og så hændte en af disse romantiske begivenheder, som skulle blive husket — Tormod kvad »Bjarkemålet« med høj røst ud over dalen i den opgående sols lys. Mændene var begejstrede og takkede, og begivenheden blev siden kaldt »Huskarle-egningen«. (Tilsvarende kvad — inden slaget ved Hastings, 36 år senere — skjalden i Vilhelms hær »Rolandskvadet«, og Valdemar den Stores sanger sang om mordet i Roskilde inden slaget på Grate Hede 91 år efter. Det var middelalderlig »militærmusik«!) Hæren fortsatte nu — som dagen før — idet Dag klappede landet af ude til højre — den nordlige side, og i løbet af dagen kom der en hel del Værdøler til hæren — og Kongen optog dem under sit mærke. Men de kom også med friske meldinger om den vældige hær, som lendermændene havde samlet sammen imod ham, og som ikke var langt borte. Om aftenen nåede hæren Stiklestad.

Søndag d. 30. aug.

Forberedelser til det forestående slag blev truffet. Snorre har, som nævnt, lidt vanskelighed med at få dagantallet til at passe og lader antallet af natlejre svæve. Tidsrummene kan kun skønnes ved begivenheder og handlinger. Tilsyneladende kom Olav, efter hans beretning, til valpladsen kort før slaget — men straks efter fortælles om andre og tidskrævende begivenheder, som viser, at kalenderen har ret. Hæren har været ved Stiklestad et døgn før. Det er også rimeligt, at de nye oplysninger om modstandernes mængde har gjort det ønskeligt at få skrabet alle de folk til sig, som man kunne få. Medens Olav med hovedstyrken har holdt fast i det valgte terræn, har Dag været ude igen. Muligvis har turen vist sig længere end tilsigtet — eller uheld er stødt til — for Dag var endnu ikke nået tilbage mandag formiddag. Man kunne f. eks. gætte på, at han har forsøgt at nå rundt om søen: Lekdalsvatnet — en tur, der er ca. 40 km, men den har set kortere ud, fordi søen er bøjet, så man fra Stiklestadsiden kun kan se godt halvdelen. Da dette terræn ligger til den bort fra fjenden vendende side skulle det være både sikkert og tillokkende som rekrutteringsområde. Det var allerede den gang vel bebygget. I mellemtiden gjorde islændingene det af med en af fjendens opklaringsstyrker, som intetanende busede lige ind i hovedstyrken. I løbet af dagen kunne man se fjendens folk sværme over landskabet mod stillepladsen ude ved enden af Værdalen.

Vedrørende usikkerheden m. h. til tid og sted.

For den, der måtte interessere sig for detailstudier, indskydes følgende: Historikeren Gustav Storm har foretaget en prisværdig sammenligning imellem Snorres terrænbeskrivelser og de virkelige landskaber for flere af Heimskringlas begivenheder. Han har fundet, at Snorre i flere tilfælde har set eller skaffet sig kyndige mænds beskrivelser af forholdene, som har givet en slående karakteristik til følge. Ved Stiklestad har Storm mistet tilliden. Han kan ikke finde spor af Stafr eller Stafamyrar noget sted mellem Sul og Stiklestad, hvorimod en af legenderne tilsyneladende angiver, at »hedningesorteringen« fandt sted i Jæmtland på »Stavamyrer«. Da han også antager onsdag d. 29. juli som slagdag, kan han intet få til at passe — forkaster derfor Snorres dømmekraft og indfører sin egen. Han antager derfor, at hele mønstringsaffæren er foregået i Jæmtland, og at Olav og Dag derefter skiltes med det resultat, at Olav i flere dage ventede på Dag i Stiklestad.

Denne situation er umulig. Man kan ikke pådutte Olav at marchere i blinde — uden kontakt med 1/3 af styrken i en uoverskuelig tid og endnu uden kendskab til fjendens forhold. Ejheller foretage en kampinddeling af hæren, før han ser, hvad han virkelig får af tilgang dels fra Dag og dels fra det landskab, som han endnu ikke har betrådt. Et nøjere studium af Olavs tidligere krigsførelse viser hans store erfaring og hans trang til et meget fast kontrollerende greb om sine tropper — som han anvender med beregnet dristighed og fuld kraft. Derfor: Som her beskrevet og angivet af Snorre — første sortering i Jæmtland, hvor stedet måske hed Stavamyrar, og som måske har ligget ved den nuværende landsby Sta, ved vejgaflen, hvor vejene til Stjørdalen og Værdalen skilles. Anden sortering og operationsbefaling i nærheden af Sul og forløbet, som her beskrevet. Alt i nøje overensstemmelse med Snorres indvundne prøvelse af kilder, lokal tradition, terræn m.m. Snorres fejl indskrænkes hermed til forkert placering af navnet Stafamyrar — forledt af, at han mener at vide, at lendermanden i Værdal en gang tidligee boede på en gård: »Staf«. Hertil så det ubestemte dagantal, som han undlader at inddele, idet han holder sig til en beskrivelse af begivenhedernes forløb. Efter astronomernes bidrag til forståelse af kalenderen falder alle brikker på plads, og Snorres dømmekraft viser sig at være bedst. Han virkede også kun 190 år efter — medens vor tids lærde har mistet 8—900 år, hvilket betyder, at han havde adgang til beretningernes originale skrifter, hvoraf en væsentlig del samledes på Island hos bl.a. så historisk interesserede folk som hans fosterfader, medens vi må nøjes med de delfe af senere afskrifter med læsefejl, udeladelser og lignende forstyrrelser, som overhovedet har undgået ødelæggelse. Disse »sårede« kilder skal så oven i købet opfattes fra en livstilstand, der er himmelvidt forskellig fra begivenhedernes — hvorimod vilkårene i Snorres tid ikke var ændret radikalt, men betegnelser, former og begreber stadig var gangbare. Havde Snorre ikke været en kritisk og vurderende person, der søgte rede på det, han bearbejdede, havde sagen været en anden. Hvis han derfor har fundet ud af, at beskrivelser i et skrift ikke var pålidelige nok, kan det ikke nytte, at vi behandler dem som jævnbyrdige med det af ham godkendte. Heller ikke selv om Snorre ikke har haft professor Erslev til lærer i »Kilde-kritik« eller har begået en eller anden påviselig fejl.

Modstanderne.

Kalv Arnesøn havde været hirdmand hos Kong Olav og var af ham gjort til lendermand og kgl. ombud hos Indtrønderne. Ved Hakon Jarls opstand og forjagelse af kongen 1028 blev Kalv øverste høvding i Trøndelag — drog så til Kong Knud, hvor han fik løfte om jarledømmet, når Håkon snart ville blive kaldt til England — dette imod at love, at Kalv ville rejse Norge imod Kong Olav. Som nævnt skete dette, og ved Nidaros samledes så ledingsstyrkerne fra hele vestkysten samt et sådant opbud fra Trøndelag, at det nærmest lignede landeværn — omend ikke lige meget fra alle dele. Da det blev kendt, at Olav rykkede ind i Værdalen, flyttedes hæren straks til mødestedet ved dens munding. Nok havde Kalv været den åndelige leder, der rejste de selvstændige lendermænd, men ingen var den officielle eller godkendte fører for hæren i kamp. På mødestedet samledes lendermændene derfor, og Kalv foreslog her klogelig en anden fører blandt vestkystens — og disse foretrak at afslå, hvorefter alle enedes om, at Kalv var manden, som alle ville lyde i alt. Han havde desuden flest folk. Herefter sagde Kalv blandt andet:

»Hvad det gælder om nu, da hæren står samlet, og det afgørende slag er for hånden, er, at vi ikke lader det hele opløses i tom snak. Skal vi for alvor gøre det af med Olav, skal der mere til, end at enhver viger tilbage for det, der er vanskeligt. For så meget ved vi, at selv om Olav ikke har nogen stor hær i sammenligning med vor, er det dog en mand, der uden vaklen står i spidsen, og hele hans mandskab vil følge ham med troskab. ... Og er det end en talrig hær, vi her har samlet, kan vi dog blive stillet på en sådan prøve, når vi står overfor Olav og hans styrke, at nederlaget bliver os vist, om ikke vi, der har førerskabet, står fast, og hele flokken stormer frem med én vilje. Kan vi ikke det, da er det bedre for os slet ikke at have vovet slag, og da er det let at se, hvad kår vi kan vente os . . .«

Ledingsstyrkerne fra vestkysten kom naturligvis pr. skib, og mange af Trønderne er sejlet til opmarchstedet — men de nærmeste tusinder kom myldrende ad veje og stier. Kalv Arnessøn rejste så sit hovedmærke og lod hæren inddele i 3 dele:

Højre fløj — med Naumdøler, Nordmører, Raumdøler og Sydmører ( 4 kystfylker ud for Trøndelag).

Hovedfylkingen — der blev lang og tyk, siges der — med Trønder og Håløger (det nordlige kystfylke).

Venstre fløj — med Firdar, Sogner, Horder og Ryger (de fire sydligste kystfylker).

De to lendermænd fra Hålogaland: Hårek fra Tjøtta og Tore Hund fra Bjarkø, var hver på sin måde svogre til Kalv og stod hos ham. Her meldte sig også Torsten, købmand og skibsbygger (Knarresmede!), der ønskede mulighed for at gøre et strengt personligt regnskab op med Olav — ligesom Tore Hund. Samtidig var deres egne huskarle og andre udvalgte folk samlede her. Det var den »hårde kerne«, hvilket også skulle vise sig. Efter opstillingen instruerede lendermændene deres folk om, »at lægge godt mærke til den plads, hver enkelt af dem skulle stå på, og under hvilket mærke samt i hvilken afstand fra dette de skulle holde. De pålagde dem at være vågne og rede til at gå i fylkingen, når »Luren« kaldte og de hørte »Hærblæst«. Da gjaldt det om at gå frem i sluttet følge — for der var lang vej endnu, og man måtte passe på, at fylkingen ikke gik i opløsning under fremrykningen.«

Fra stranden ved Væredalstangen (øren) til Stiklestad er der ca. 4 km — som hæren skulle marchere i kamporden. Tore Hund blev tilbage med sine folk som en slags militærpoliti for at få de sidste af sted — ingen udknibere! Som hærens kampråb blev fastsat:

»Fram! Fram! Boanda menn!«

Ledingshærens styrke.

Snorre siger, at »det siges«, at bondehæren var 100 gange 100 mand — men citerer straks efter islændingen Sigvat Skjalds kvad, der siger: — at det blev bøndernes dag, fordi de var dobbelt så mange. Sigvat — Olavs nære ven — var ikke nået hjem fra en Romarejse, men begyndte umiddelbart efter hjemkomsten at samle kendsgerninger til sit kvad om Olavs endeligt. Meget fik han fra sine overlevende landsmænd, som han mødte i Sverige, hvortil de slap væk — således om solformørkelsens væsen. Disse kongsmænd kunne let foretage en relativ bedømmelse af styrkerne under opmarchen i de simple kampformationer på den overskuelige kamp plads. De virkelige tal kniber det derimod med. Er det Olavs styrke i begyndelsen af slaget — uden Dag Ringssøn — eller den hele, der skal danne sammenligningsgrundlaget? Da Olavs foran omtalte styrketal passer til terrænets front, med 10 geledders dybde, og da de 1800, som han rådede over i Dag’s fravær kunne strækkes til en »dækning« af fronten med 6 geledder, kan disse tal vel stå for kritik! Mindre antal kan det ikke! Dette betyder så, at 10.000 modstandere er langt over målet. 7.000 har også været nævnt i en saga, d.v.s. nogenlunde midt imellem yderpunkterne: 2 x 1800 og 10.000. Hvis man skønner over, hvad lendermændene ved anden lejlighed synes at være mødt op med fra fylkerne — ca. 5 langskibe af størrelse 20 sæder, eller ca. 375 mand, så bliver det med 9 kystfylker 3375, og af 7000 bliver der 3625 tilbage at fordele på 8 fjordfylker — altså i snit 453 pr. fylke. Det viser, at 7000 ikke er et uantageligt stort tal. Ved leding mødte man naturligvis med de skibe, man havde, men 20-sædes skibe blev tilsyneladende en slags »norm«. Det var et skib med 20 par årer og altså 40 roere som grundstamme. Overskydende var afløsning, sejlmandskab, skytter under kampmanøvrer o.s.v. At have 3 hold var yderste pral, og derimod kun få ud over 1 hold: »skrabet« tilslutning. Heraf gennemsnitsskønnet: 75 mand. Man kunne også af teksten skønne, at Trønderne var ligeså mange som kystfolkene tilsammen, og at Tore og Hårek, der havde samlet en »stor hær« fra Hålogaland, havde 50% flere end gennemsnittet. Så ville regnestykket blive (8 + 1 Vi) A mand = 7000: 2 og altså A = 368 pr. kystfylke samt 438 pr. fjordfylke — altså praktisk talt de samme tal. 7000 kan også gå for at være »dobbelt« så mange som Olavs hele styrke. Dette tal lægges derfor her til grund. Fløjene med 1500, Hovedfylkingen med 4000 mand. Dog! Der er ét bedrag — det er gennemsnit. Hvad den ene har for meget, har den anden for lidt.

Mandag d. 31. aug.

Kongen ventede fjenden og lod hæren træde til våben og rejse mærkerne. Da Dag endnu ikke var kommet med den »højre fløj«, strakte Olav styrken på den måde, at Haralds Oplændinge rykkede til højre som en ny højre fløj. Centrum blev dermed kun Olavs egen hird samt udvalgte »hedninger« — ca. 200 i alt — og hele hæren »fylkede bredt«. Olav mente også, at Harald med sine 15 år burde gå ud af slaget, men Harald mente, at var man bange for, at han skulle tabe sværdet, kunne man bare binde det fast til hånden — sine folk ville han i alt fald følge! (Historien skulle vise, at han først tabte sværdet d. 25. sep. 1066 ved Stamford Bridge.) Som instruktion for den tilstundende kamp gav Olav følgende, efter en kort, opmuntrende tale, hvorunder han erklærede, at han ikke ville flygte, men tage sejr eller fald: »Lad os fra det første sværdslag gå frem så hårdt, vi kan, thi mod overmagten gælder det om at slå først. Går vi rask på, kan vi håbe at vinde sejr, men det kan komme til at falde os tungt, hvis vi skal kæmpe os trætte, så vore mænd af den grund mister deres kampkraft. Med vore færre folk kan vi ikke, som bønderne, lade nogle gå frem, mens andre søger værn og hvile bag ved. Lægger vi al vor kraft i slaget, så deres forreste rækker tvinges til flugt, vil den ene falde over den anden, og jo flere der er, des værre vil de være stedt.«

Dette hilstes med høje bifald og indbyrdes æggede mændene hinanden. Så bød Olav hæren sætte sig og hvile — selv satte han sig først, derefter hæren — »og der var god plads til alle«. Ved middagstid nåede Kalv Arnesøn frem med sin hovedfylking og begyndte opmarch overfor kongshæren. Herefter udvekslede førerne for de to styrker de »taler« — proklamationer, advarsler og opfordringer, som i vor tid sendes via presse og radio. Så endelig ankom Tore Hund og rykkede på plads i midten. Derpå råbte han med høj røst kampråbet, der blev gentaget af hele hæren, hvorefter den rykkede frem og lod pileregnen og spydkastbygerne bryde løs. Om det, som fulgte, siger Snorre — efter at have fortalt mange detaljer — at »mange af de hændelser, der her er omtalt, skete samtidig; men nogle indtraf før og andre senere«. — Ja! Selvfølgelig kunne ingen holde rede på »tidtagningen« under håndgemænget, men det er en af de ting, der bliver brugt imod ham. For at forstå — ikke Snorre, men Kongen og kampen — må vi holde begivenhederne fast og tilpasse dem til terrænet.

Puslespillets brikker.

Følgende synês at være de kendsgerninger, over hvilke opfattelsen af slaget må bygges.

— Bønderne begyndte opmarchen kort før kl. 12, og kampen begyndte kort før »Midmunde« kl. 13,30.

— Kongen satte angrebet ind imod bøndernes angreb, da pileregnen standsede, og for fuld kraft. Bønderne blev drevet så langt tilbage, at kongsfylkingens mærkesmand faldt, hvor bøndernes forreste geledder oprindelig havde stået.

— Angrebet var så voldsomt, at bønderne begyndte at gribe flugten, og denne standsede kun, fordi Kalv Arnessøns »hårde kerne« fik gjort holdt og fannet grundlag for ny modstand.

— Under den herved opståede desperate kamp, hvor Olav var »trådt ud af sin skjoldborg« og huggede ind, faldt han.

— På det sted, hvor han faldt, byggede man kort efter en kirke, og den sten han, hårdt såret, støttede sig til, blev alteret bygget over.

— Under angrebet anvendte kongsmændene et kampråb, der medførte forvirring hos bønderne derved, at nogle af dem gentog det i den tro, at det var deres, medens andre derved troede, at de var kongsmænd. Resultatet var indbyrdes kamp. En af sagaerne nævner et kampråb, som ville kunne have den virkning: »Knyum! Knyum! Konongs lidar! Hardla! Hardla! Boanda menn! (»Kvase! Kvase! Kongenstropper! Kraftigt! Kraftigt! Bondemænd!«)

— Kongen havde undladt at angribe straks, da bønderne troppede op, idet han ventede længst muligt på Dag Ringssøns fløj. Snorre siger: »Omsider fik kongsmændene øje på dem.« Dette er stærkt kritiseret, for der kunne ikke ses ret langt fra kongsfylkingen. Nej! Men 2Vi km derfra kunne en melderytter se milevidt til alle sider— d.v.s. melding på 6—8 minutter. Alligevel var det ikke Olav, men Kalv Arnesøn, der gennem Tore Hunds røst bestemte kampens begyndelse.

— Det var strålende sol fra skyfri himmel før slagets begyndelse, men i løbet af kampen aftog sollyset. Da Olav faldt, var det kort før Non (15,00) og da var det mørkest. Formørkelsen begyndte 13,31 og var størst 14,51 samt varede til 15,58. Den var partiel i Stiklestad, men total i Nidaros.

— Dag ankom ved det svageste lys — naturligvis ikke målt nøjagtigt ud — fylkede straks, men havde svært ved at orientere sig i kampsituationen — som Sigvat kvad efter referat: »Dagen fik ikke sin fagre farve.« Det har dog ikke varet længe, før han satte et voldsomt angreb ind

— »Dag-dysten«, som det senere kaldtes — og det traf den »venstre fløj« som han oprindelig var bestemt til at bekæmpe, fældede mærkesmanden og de to førende lendermænd.

— Til Dag sluttede sig kampduelige fra de nærmeste, oprevne dele af fylkingerne om Kongen.

— Da Dags angreb var på sit højeste, blev det truffet af de samlede rester af Kalv Arnesøns hovedfylking og drevet på flugt. Dags folk reddede sig bort gennem en »sidedal« og unddrog sig derved den almindelige, korte forfølgelse, som lendermændene ellers udførte efter slagne kongsmænd.

— Endelig giver Snorre en detaljeret skildring af Kongens sidste kamp — som han, efter sidebemærkninger at dømme, har gjort sig umage for at rede ud. Detaljer heraf findes nævnt forskellige steder i de efterladte sagaer, men intet sted så gennemført og afrundet beskrevet. Efter beskrivelsen tegnes let den her viste skitse (fig. 4) — så let, at man må tro, at Snorre har arbejdet ud fra en sådan, som gradvis er blevet bygget op. Situationsforløbet er absolut muligt.

Af disse »kendsgerninger« ses i dag kun én — i terrænet — kirken. Den nuværende romanske stenkirke er bygget over den første trækirke med alteret bevaret på ret plads. Her endte Kongens hovedfylking sit angreb. Efter dette orienteringspunkt er det overordentlig let at finde begge hæres opstilling før kampen.

Terrænet.

Kortskitsen fig. 1 beskriver situationen ca. 1880. 1883 skete der et stort lerskred Vi km til højre for højre begrænsning af skitsen. Det rev vejen over, der fra kirken (k) fører forbi gården Øvre Stiklestad (2) mod øst, således at den tidligere blinde vej til gården »5« nu er trådt i stedet. Færgehuset (6) og vejen til vadestedet forsvandt. Vejen fra kirken langs dalen mod syd og øst klynger sig nu til foden af skrænten. Som det ses, ændrer dette intet i krigsteatret omkring kirken. Kun et større lerskred er indtruffet siden 1030 — udover det nævnte — nemlig i 1400’erne og længere oppe i dalen, refereret af Arne Rygh i norsk Tidsskrift 1927 — men det har næppe heller haft nogen betydning for vort teater, hvis det ikke netop har skabt vadestedet, hvad man ikke ved. Ellers ses der ikke spor af terrænændringer af nogen betydning. Man ser da let, at Olav ikke kan have benyttet bakken om Øvre Stiklestad. En besættelse af disse knolde ville kim kunne tjene en hårdnakket fastholden 

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.14.08.png

af dem, hvorimod et angreb herfra ville være aldeles uigennemførligt. Bakken vest for kirken udelukker sig selv på grund af, at »ryggen« vender til den side, som fjenden skulle ventes fra. Kun bakken imellem de to bækkeløb, mærket højde 37 m er en mulighed — men den passer til gengæld til beskrivelsen af kampen. Vejen, mærket »4« går nordpå til begge sider af Lekdalsvatnet, hvis nærmeste bred er ca. 1800 m fra kirken. Værdalens hovedretning er ØSØ. 1030 eksisterede der en gård: Stiklestad — hvilket må være vore dages øvre Stiklestad, (2), for det er til dennes nærmeste omgivelser, at sagnene vedrørende Kongens lig knytter sig. Desuden passer den bedst til beskrivelsen af sanitetstjenesten efter slaget. De øvrige gårde kendes der intet til. Kongsgården Haug, som Olav kendte, ligger endnu ca. 2 km fra kirken ad vejen til venstre. Kamppladsen var næppe et »velkendt sted«, men det må formodes, at der dog var et vejkryds derved, at middelaldervejen langs dalens nordside har fulgt tørt land langs ryglinien i terrænet, der ses at passere gården »5« — ligesom i dag. I dag dominerer gården »3« valpladsen. På fig. 2 er valpladsen tegnet ud i dobbelt målestok. Bakken har virkelig de karakteristiske terrasser med mellemfaldende større hældning, som her er vist ved bakkestreger — vest for gården »3« dog jævnet noget ved pløjning og byggearbejde. Ryggen er jævnhøj, ca. 35 m, og ved kirken er fladen ca. 22 m over havfladen.

»Brikkerne« og terrænet.

Det er altså muligt at udmåle og beregne den fornødne kampstyrke — eller finde, hvorledes en kendt styrke vil kunne indpasses. På skitsen »fig. 3« er der i samme målestok vist, hvorledes Kongens oprindelige styrkeinddeling, »K«, kunne tilpasses med 10 geledder — 20 m dybde, hold ved hold og med markeret mellemrum imellem fylkingerne — samt hvorledes det kom til at tage sig ud med de resterende, da Dags højre fløjfylking manglede, »K-s- D«, 6 geledder. Heroverfor Bonde-Ledings-hæren, »L«, idet dennes frontbredde skulle passes ind efter snævringen mellem bækkeløbene og med 1. geled over kirkepunktet samt front vendt imod bakken. Herved ville de 7000 komme til at fylde ca. 20 geledder i dybden — 40 m. Den strenge regelmæssighed skyldes, at vi jo må regne med gennemsnitstallene. Kun er det sikkert, at midten var midten!

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.14.55.png

På fig. 2 er opstillingen markeret. Herved bemærkes, at Kalvs centrum, hvor han selv, Hårek, Tore Hund og Karsten Knarresmed var placeret, kommer til at stå ikke mindre end 130 m lige til venstre for det sted, hvor Olav faldt — foran deres fødder. Endvidere bemærkes, at Olavs front, afpasset til gunstigste udnyttelse af terrænet, har en let tilbagebøjet østfløj — og man kan straks se den fælde, der ville kunne opstå mellem denne fløj og den dybt nedskårne bæk. Endelig ses tilsvarende hvorledes den vestlige del af bakken løber ud i en »næse«, som deler sig i to etager — meget lempeligt, men dog markeret, og at den nederste del derfor får et fald, der vender direkte imod kirkestedet.

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.15.12.png

Disse tre forhold er nøglen til forståelse af slagets forløb. Scenen er klar. Slaget kan begynde!

Angrebet ca. 1330—40.

Tores: »Frem! Frem! Boende mænd!« sætter hele Kalvs hær i bevægelse — men knolden og slugten ved højre fløj virker som en friktion på fløjen, der — fri af slugtskrænten — uvilkårligt udvider sig og trækker til højre, udfolder sig friere og styrer efter fjendens fløj. Lige nededfor den sidste stigning udløser hæren skudbygen — 60 m afstand — hvorefter det massive indbrud skulle finde sted — op ad bakke!

Modangrebet ca. 1340—1400.

Da styrter kongsmændene under høje råb ned imod bønderne og hugger voldsomt til, før disse selv endnu har fået kampudløsning. Vestfløjens ledingsfylking bliver kastet lige tilbage og begynder flugt. Bakkens hældning tvinger den indvendige del til en drejning imod midten (løb lige ned ad bakke — ikke på skrå!) Midterfylkingen maser for at komme tilbage fra det voldsomme indhug i fronten, og skråningens retning, vestfløjens tryk samt de her friere fremstormende kongsmænds overfløjning presser centrum mod kirkestedet. Østfløjen drives lige i grøften og klatrer på skrænterne — hvorefter alt her går i opløsning og forvirring. Det er ved kongsmændenes forfølgelse op i knoldpartiet, at fejltagelserne med de sammenblandede kampråb opstår — for det ville ikke kunne ske på åben, jævn flade, hvor formationerne blev blot så nogenlunde holdt. Det er også karakteristisk for denne terrænmæssige situation, at beretningerne intet — INTET — har at sige om østfløjens kamp hos nogen af parterne, altså ud over det vi kan slutte: at de forvekslede kampråb, som ikke stedfæstes i sagaerne, hører hjemme her. Herefter foregår der intet nteressant på dette for kampen så uhensigtsmæssige sted.

Opslidende kamp ca. 1400—50

Først ved kirkestedet — på det helt flade og jævne — efter en løben, huggen og masen over en strækning på 290 m har kongsmændene tabt pusten så meget, at det lykkes Kalvs centrum at vende front, stå fast og samle kraft til modstand. Her udspiller sig en lidt mattere, langvarig og alligevel desperat kamp, der gradvis slider de færre kongsmænds rækker op. Den flygtede vestfylking samles helt ude på fladen syd for vejen. Hvis det ikke var så langt borte, ville det ikke have været muligt for Kongens Oplændinge at trække ind mod kampen i centrum og blotte bakkenæsen, hvilket imidlertid skete. Kongen erkendte, at tid og kræfter var ved at løbe ud. »Det tyndede i rækkerne foran Kongens mærke, men han bød sin mærkesmand, Tord Folesøn, føre det længere frem, og selv fulgte han det i spidsen for sin flok.« .. . »Efter endnu nogen kamp stødte Tord mærkestangen så hårdt i jorden, at den blev stående. Da havde Tord fået »Banehug«, og han faldt der under mærket.« Og så faldt de sidste hårde hug og gæve mænd, inden Kongen gjorde dem følge!

Dags opmarch ca. 1430—50.

I mellemtiden er Dag Ringssøn og hans fylking begyndt at runde bakkeryggen. På hans forudbestemte fløj med den lange bakkenæse er der blottet og åbent, medens kampen raser i en umådelig hob nede på fladen. Der hviler et halvmørkt, dødt lys over pladsen, der gør det yderligere svært at skelne farver i kampskyen af støv. Foran sig — nedenfor bakkenæsen ser han derimod en fjendtlig fylking, der efterhånden sætter sig i bevægelse op mod ham. Det er den genordnede venstre — venstre fløjfylking af Firder, Sogner, Horder og Ryger. Rask fylker og instruerer han.

Dags-dysten ca. 1450—1510.

Og så stormer Dags fylking ned mod den modstander, der fra første færd havde været bestemt for den. Hurtigt, hårdt og voldsomt træffer den, hugger mærkesmanden og de to førende lendermænd ned og jager fylkingen på flugt — for anden gang. Men hans angreb når ikke at hindre Kongens sidste kamp. Få minutter skiller.

Sejrshugget ca. 1510—25.

Efter at man virkelig pludselig har fået bugt med Kongen og hans ypperste mænd, og medens resterne nu falder hurtigt tilbage og enkeltvis søger at støtte sig til Dags nye tropper, bliver Kalv Arnesøn opmærksom på Dags angreb forbi ham. Hurtigt får han bragt orden i en kerne af sin fylkings rester — og nu med front til venstre, og så sætter han den voldsomt — og nu sikkert sejrsberust — ind i flanken på Dags fylking. Resultatet er pludselig og fuldstændig opløsning af denne, der kastes over i slugten ved det vestlige bækkeløb. Gennem dette — opover, bag om bakke 37 — undløber Dag og hans mænd, ude af syne for bønderne før det er for sent. De er såmænd trætte nok. Valpladsen er bøndernes og der er kun ringe orden på dem. Det lykkes ikke at få en energisk forfølgelse i gang. Alle leder efter venner og slægt blandt de faldne og sårede. Tore Hund dækker Kongens lig til, så ingen bemærker det.

Så tydeligt fortæller Snorre om slaget ved Stiklestad, når man blot tager ham med ud i landskabet.

Om Kongens sidste kamp dette: Se fig. 4.

Da Tord, hirdens trofaste mærkesmand gennem 10—12 år, faldt og Kongen personlig brød frem for at få gang i bevægelsen, veg småmændene og lod de store klare det, der forestod — knald eller fald! Olav gik frem mellem sine to venner. På højre side var Bjørn Staller og på venstre Finn Arnesøn, Kalvs yngre broder. Midt i kamptumlen mødte Olav skråt fremme til højre Tore Hund i renskindsvams, med sværd i den ene hånd 

Skærmbillede 2020-04-15 kl. 14.17.56.png​​​​​​​​​​​​​​

og et kort spyd i den anden. Skråt til venstre stod Olav Arnfinssøn, fætter til Kalv Arnesøn, som Kongen så til højre over Olavs skulder, medens broderen Kalv Arnfinssøn sås over den anden skulder. Længere til venstre tårnede den stridbare og hævngerrige Torsten Knarresmed sig op i kampen. Kongen angreb Tore og huggede ham voldsomt over skulderen med det gode sværd Neite, men det ville ikke bide gennem renskindet, og Tore svarede omgående med hug. De kæmpede en kort stund uden andet resultat, end at Tore fik et let sår i hånden. Så råbte Kongen til Bjørn Staller: »Slå den hund, som jærn ikke bider!« Bjørn drejede sin økse og hamrede dens nakke mod Tores skulder, så denne ravede, medens Kong Olav samtidig vendte sig og gav sin navnefælle banesår. Tore genvandt balancen og jog spydet i brystet på Stalleren, idet han råbte: »Sådan stikker vi bjørne!« I det øjeblik, da Kongen fældede Olav Arnfinssøn, fik Torsten sin chance og svingede sin økse til et lavt benhug under Kongens skjold. Hugget traf Olav lige over venstre knæ, men takket være blottelsen under udførelsen faldt Torsten omgående for Finn Arnesøns hug. Kong Olav vaklede under slaget — kastede eller tabte sværet, da han ville støtte sig til en stor sten. Da havde Tore trukket spydet fri af bjørn og jog det op i livet på Olav, under brynjen, samtidig med at Kalv Arnfinssøn fik mulighed for det hævnende øksehug hen over sin broders lig — oppefra mod Kongens hals på venstre side af hovedet. Det blev opfattet som banesåret — og Kalv Arnesøn fik af nogle skyld for det. Derfor blev øksen også »Hellig Olavs« attribut. Tores spyd, »Sælshævner«, havde fulgt ham i mange år for at han kunne plante det i livet på Kongen som hævn for sin brodersøn, der var blevet dræbt dermed af Kongens mand. Dette havde svigerinden besvoret ham under trusel om forbandelse, fordi han var årsag til nevøens skæbne. Nu var Tore fri for forbandelsen. Da han efter slaget opsøgte Kongens lig og lagde det til rette, fik han Kongens blod på den sårede hånd — der hurtigt helede. Han var den første af modstanderne, der erkendte Olavs hellighed og talte højt derom. Han drog kort efter på Jorsalfærd.

Eftertanker.

Som sagt — så klart har Snorre berettet dette, Hellig Olavs sidste slag og endeligt, hvis man vil læse det uden forudfattede meninger. Men han kan — ganske ærligt — have konstrueret denne beretning. Der er blot ingen, der på videnskabeligt grundlag kan gå væsentligt i rette med ham — således som allerede nævnt — fordi et grundlag herfor er svagere end Snorres har været. Derfor er hans beskrivelse vores sandhed om slaget, som det har været for alverden siden 1241, da han selv faldt for en økse, og indtil man i forrige, lærde århundrede begyndte den kritiske »forskning«. Dog — 5 ting er urokkeligt givne: Scenen hed Stiklestad, bøndernes midte endte, hvor kirkens alter står, de relative styrker var som 1 til 2—3, der var partiel solformørkelse under slaget, der begyndte før og sluttede efter — samt — kongsmændene angreb de angribende. På disse grundpiller kan Snorre ikke have fejlkonstrueret meget — højst udformet tonen efter traditionens efterklange — men det har han også gjort mesterligt. Af en helt konstrueret historie kunne man kun vanskeligt uddrage en lære, da man ikke ville kunne vide, at facit var »Facit«. Det kan man her — og vil man ikke så meget, så har man lov til at falde i tanker. Først undrer man sig over, hvorfor Olav valgte Stiklestad — en »gård på landet«! Hvorfor gik han over på nordsiden af elven? Hverken Snorre eller andre kilder antyder noget herom. En hurtig tur op ad dalen til Vukku, hvor man fra gammel tid har kunnet komme over elven, fortæller, at medens man på sydsiden kunne risikere at blive standset af mindre styrker, var dette umuligt på nordsiden, hvor der var åbent, hvor man ikke kunne spærres inde, men kun slås ud. Desuden var Dag på denne side for at samle folk. Men hvorfor så vælge Stiklestad-bakken? Uanset det åbne, bølgede og bakkede terræn, er det ikke så let at finde en retvendt front, hvis bredde svarer til styrken, og hvis fløje er dækkede mod samlede styrkers omfatning. Vi ved ganske vist ikke, hvad nu udtørrede moser eller forsvundne skovkanter kan have budt på — men det ser ud, som om det måtte blive Stiklestad. Men hvor kunne Olav vide det? Ja, det ved vi jo heller ikke, men han havde været konge i denne del af Norge i 15 år. Kongsgården Haug lå i nærheden. På denne egn havde Kongen bekæmpet stormænds egenmægtighed, og kongsmanden på Haug havde været hans hjælper. Olav kan have husket landskabets karakter, da han havde brug for at søge et egnet sted. Men alligevel — Værdalen? Mange hensyn kan have spillet ind, men det synes, som om at faren for at blive stoppet af mindre styrker, ville være større i Stjørdalen — og kamp frygtede Kong Olav øjensynlig mindre end at blive bremset af terræn. Nogle fremsætter kloge anskuelser om Olavs strategiske bekymringer overfor den aldrig før set store modstandsstyrke — men han vidste hverken hvor umådelig stor, den var, eller hvor den stod, da han valgte det landskab, som han ville begynde med. For øvrigt var hans egen styrke.en stor styrke efter tidens forhold. Imidlertid havde han tidligere vist trang til at begynde »fra en ende« og tæmme modstand stykkevis. Hvorfor så gå lige på Nidaros og fjordens munding, hvor både indlands- og kystfylker kunne formodes at blive enige om at virke i fællesskab. For slet ikke at nævne Sydnorge, der eventuelt kunne støttes direkte af Kong Knud. Kalv Arnessøn bør dog også have et ord med på vejen. Hvornår havde man set en sådan kraftanstrengelse, og at man kunne holde sammen på så mange så længe og flytte dem hen og møde angriberen der, hvor han kom, i stedet for at sidde på halen og vente på at blive angrebet, hvor man antog, at det ville ske? Tanken driver videre til den almindelige betragtning: hvor megen tillid bør man sætte til, at den beslutsomme angriber kommer der, hvor landskabet er gunstigt for forsvareren? Vel bør forsvareren opøve sine tropper i at udnytte terræn som en ren teknik (taktik), en uddannelsessag, men krigsforberedelse bør sikkert nok så meget bygge på øvelse i hurtig, smidig, vilkårlig koncentration af styrke på uforudset tid og sted og over stor afstand — nok så meget som grundigt udarbejdede planer for en af en selv bestemt forudsætning — hvilket vil true med at hemme evnen til at tænke frit, vurdere og at virke. Vaneøvelse og vanesamarbejde rummer sine store farer. Nå — Stiklestad! Med blikket ned ad bakken mod kirkestedet trænger tanken sig på: Her spillede Kongen højt på to faktorer — kvalitet mod kvantitet og — initiativ ved angreb imod angreb. Kvalitet: Man mindes, at et antal forsvarsministre har forelagt nye hærlovsforslag med det svar til oppositionens påstand om forringelse: »Vi må bygge på kvalitet frem for kvantitet. Det gør dette forslag!« Hellige Olav! Hvad siger du til dette? Gennem soldisen over dalen synes hans røst at nå fra den nu forsvundne grav under Nidarosdomens hvælvninger til ens egen nutidige tankeverden. »Jo! Jeg har prøvet det flere gange, men den sidste gang viste ganske klart forholdets begrænsning. Kvaliteten skal selvfølgelig være en virkelig kvalitet og ikke blot selvbevidst selvbedrag. De unge mænd skal være bedre rustet end deres modstandere, have større slagkraft og bevægelighed — og glem ikke, at de skal være mere hårdføre, udholdende og frem for alt mere selvfornægtende end deres modstandere. Det var mine! Men selv i den store og ringere masse er der kerner af kvalitet — og har disse end ikke anden dyd end offerviljen, så skal det snart vise sig, at omsætningsfaktoren ikke er så forfærdelig stor endda. Der skal også krop til! Hoved er ikke nok. Bruger man hele omsætningsfaktoren som grundlag, har man intet tilbage! Så derfor bør alle, der har båret sværd, økse eller bue kunne tages med, og der må være en udvej for at væbne dem. Slidet må kunne fordeles bredt over fylkingerne. Ellers er der ingen kraft tilbage i eliten, når den skal overtrumfe massen og holde den stangen — endsige sejre! Og dertil kommer så, at bygderne selv må kunne værge hus og gård mod strejfere. Nå ja! Der er lige en ting til. Forudsætningen er naturligvis, at du overhovedet har tropper nok til at fylde det rum, som du vil komme til at kæmpe i. Din kvalitet rækker kun til de modstandere, som dine mænd møder. Den dækker ikke for det tomme rum. Hører du nogen sige andet, så vend dem blot ryggen!« Denne åndetale synes så indlysende — mærkelig blot, at man ikke ser dens lære mere respekteret, end tilfældet er. Kongen havde indset dette. Det var i erkendelse heraf, at han forsøgte at høste kvalitetens resultater straks, før den blev »omsat til gennemsnit« af massen. Og han — den prøvede og øvede fører, der ikke havde den selvgjorte martyrs trang i sig — han mente virkelig at kunne sejre, for han blev og tog kampen. Dag Ringssøns fravær kunne ellers sikkert have givet ham et godkendt påskud til at manøvrere bort — indtil bondehæren faldt fra hinanden. Hvad gik da galt? Angreb — Modangreb! Siddende på knolden oppe øst for kirken har vi hele problemet i figurligt tværsnit. Oppe til højre kongsmændenes opstilling — nede til venstre ledingshærens masse. Det 3. stadie af det afklarede grundbillede på en styrkeprøve mellem to modstandere! (l’ste: lige stærke, vandret terræn, 2’det: den ene stærkere end den anden, 3’die: den ene tillige stående højere end den anden.) I det rent fysiske regnestykke må det psykiske ikke glemmes. Det er måske ikke det vigtigste, men i alt fald udslaggivende, for sejren består i, at den anden part bryder åndeligt sammen. Angriber »A« »B« i dennes afbalancerede, velfunderede opstilling, så sætter han sin styrke i bevægelse, hvorved han tilføjer den en fysisk og en psykisk dynamisk kraft — men for hvert skridt sker der tillige en voksende løsnen af orden og sammenhængskraft. (Derfor vor hårde dressur af vort kavalleri på eksercerpladsen — hvis frugter høstedes i attakerne ved Hoechstadt, Malplaquet, Rosengarten, Højen Kro, Aarhus m. fl.) Med denne dynamik skal modpartens afværgende kasteskyts først overvindes — både i tab og i skræk — og i selve sammenstødet påføre »B« de første chokerende resultater. Herefter skal »A« have kraft nok til at udholde den gensidige nedslidning — dels i mængde, dels i kvalitet — indtil »B« har fået nok og bryder sammen. Det var dette sidste, Olav vidste, at hans hær ikke ville kunne holde til. Det, vi kalder »Angreb«, måtte han afstå fra. Hvis »A« derimod bliver angrebet af »B«, så får hans folk ikke den åndelige dynamik ved at blive sat i bevægelse for at nå et mål, men de kan kun besværges om at hindre den sig nærmende fjende i at nå sit. Det er en belastning, som kvalitet kan — undertiden let — bære, men som ikke kan bæres af underlødige. Vel forberedt »afværgeild« svækker sammenstødet. En gunstig opstilling, der hæmmer »B«s fremdrift og dermed tærer hans fysiske kraft — måske forstyrrer hans formations orden — tærer ogsa på kraften i »sammenstøds smækket« — men så begynder nedslidningsprocessen igen. Har »ild« og fremrykningshindring tæret væsentligt, så kan »A« klare denne nedslidning med mindre talstyrke, end »B« mønstrede — indtil denne opgiver — og så er tiden inde til at bibringe ham panik ved et rask angreb. Da dette imidlertid så at sige skal starte fra stilstand, er det forholdsvis svært at sætte i sving — med mindre fjenden »B« allerede er begyndt at løbe tilbage. Vi kalder dette for »Modangreb«. Heller ikke denne, sidste nedslidningsperiode mente Olav at have folk nok til at udholde. For dfen meget dristige ligger der imidlertid et balancepunkt imellem disse to yderpunkter — og her spiller den psykiske side hovedrollen. Når »B« er under udførelse af sit angreb på »A«, der står som et klart mål, udpeget fra begyndelsen, i en situation som hver mand har erkendt som grundlaget, og »B« nu har hidset sig til opnåelse af største fremdrift — og herunder også har mistet lidt af sin balance derved — har skudt og kastet sit skyts og nu maser med de sidste korporlige anstrengelser, inden den store prøvelse skal ske — når »B« lige akkurat tror, at nu — nu skal han . . . når »A« i dette øjeblik pludselig, men vel forberedt psykisk og praktisk, benytter sig af sin terrænmæssige begunstigelse til at overdænge »B«s forreste dele med kasteskyts af enhver art for at bringe dem til at vakle, og umiddelbart efter kaster sig over sin angriber — altså med både fysisk og psykisk højeste ydelse — da har »A« muligheden for med forholdsvis beskednere antal at knække »B« åndeligt og dermed også fysisk. For »B«s folk forsvinder målet pludselig — forandrer karakter, for førerne ændres situationen uden ny instruktion — o.s.v. Overraskelsen indtræder i det psykisk mest højspændte øjeblik. Det beskednere krav til antal i styrke for »A«s vedkommende skyldes, at det er frontstyrken, der skal løse opgaven, og der bliver — hvis det lykkes — ikke brug for »opslidningsreserven«. Dette var, hvad Olav mente at kunne præstere — og bøndernes masse, hvor de bageste ikke kunne nå at fatte, hvad der skete foran, ville øge panikken, hvis den blev skabt. Om det skulle lykkes, ville altså afhænge af, om bønderne masede tilstrækkeligt på og blev tilstrækkeligt forpustede op ad den sidste, stejle del af bakken — om bygen af kasteskyts var tilstrækkelig tæt, kort og voldsom, og om tidspunktet for kongsmændenes storm var rigtigt afpasset hertil. For tidligt frembrud ville betyde, at bakken blev brugt til at løbe ned af, d.v.s. øget fart, men også øget uorden og hertil mindre trættede bønder samt længere tid for disse til at komme sig over forbløffelsen. Vi ved ikke noget om Olavs kasteskyts, for det omtales kun i en sammenfattende omtale for begge. Han havde tidligere lagt vægt på netop det rette tidspunkt at bringe det til anvendelse — hvorfor så ikke også her ved Stiklestad? Vi ved ikke, hvornår frembrudet skete ud over, at det i alt fald ikke blev for sent — for så var kirken ikke blevet bygget nede på det flade. For få? — For ringe? — For svag stoppe-ild? — For hidsigt? I kampen med spørgsmålet: »Hvad skete der da?« dukker der fra baghovedet et billede op. Det drejer sig om en »Stabs- og signal-drejebogsøvelse«. Sent på natten! Træthed bidrager nok til ophidselsen. Korps- og divisionsartilleriførerne er lige kommet ind til en tidligere krigsprøvet divisionsgeneral og når end ikke de behørige høflighedsytringer overfor den ældre officer. »Se her,« siger han vredt, »De sender mig dette signal med ordre til at foretage modangreb — dette her! Det er aldeles tåbeligt! Fjendens angreb er ikke på noget punkt dæmpet eller stoppet endnu. Han er overhovedet ikke ude af balance noget sted. Og så kalder de det for »Modangreb«! Det er ANGREB, de forlanger — men jeg har ikke det overskud af kraft, der er nødvendigt for at angribe denne modstander, der er mig overlegen. Kan De, mine herrer, måske skaffe mig de mængder af ild, der skal til for at bringe han ud af ligevægt nu, med det samme? Nej, det kan De ikke! Modangreb kalder disse drejebogsforfattere det! Det er vanvittigt og forbryderisk at forvirre folks begreber på denne måde i en alvorligt ment øvelse! Jeg har jo prøvet det i .. .land utallige gange. Jeg ved nok, hvad der skal til! Og nu sidder sådanne skriftkloge på kontoret og kalder det MOD-angreb!« Der var jo ikke krig! Det var papir! Men det var også forfærdeligt! For hvor tit har man ikke mødt forvirrede begreber om, hvad lovene for kræfternes spil tillader, på øvelser som man skulle lære noget af. Ja — har det ikke også sneget sig ind i både reglement og organisation? Den beskedne styrke skal — hvis den skal optræde i rollen som elite — have tilskud af døde ting, ild, kanoner, i et smidigt system og i så meget større mængder, at det kompenserer — nok til at skabe balance overfor den talstærkere — ikke i fantasien, men i marken, og derved skabe forudsætningen for alle de små angreb (modstød), hvormed forsvarskampen skal føres, overhovedet kan komme igang — både fysisk og psykisk. Lidt distraheret rejser man sig og kører bort fra Olavstøtten og kirken i Stiklestad.