I denne sommer har hele landet fejret Stavnsbåndets ophævelse, med det historiske optog forbi Frihedsstøtten i København på 200 årsdagen og indvielsen af det ny-opstillede landbrugsmuseum på GI. Estrup Set. Hans Aften som nogle af højdepunkterne blandt de talrige festligheder landet over. Hovedindholdet i de mange taler og skrifter om dette jubilæum har naturligt været de landbrugspolitiske aspekter. Begrundelsen for Stavnsbåndets indførelse var imidlertid primært af militær karakter. Om dette beretter major Ole A. Hedegaard i det følgende.
Ved oldtidens slutning bestod Danmarks befolkning af en lille kreds af rige stormandsslægter, en stor grundstamme af frie selvejerbønder og en - sandsynligvis - ret talstærk klasse af ufrie trælle, for en stor dels vedkommende hærtagne i udlandet^. Allerede inden udgangen af Valdemarstiden er billedet skiftet. Der var nu opstået en udbredt stand af fæstere, efter at trælleforholdet ved kirkens forsonende mellemkomst var endelig afviklet^). En del af bønderne fæstede jord hos de få, men mægtige storgodsejere, som var fremstået af de velstående selvejerbønder, der i ikke ringe tal havde givet sig i kongens tjeneste som herremænd og derved opnået skattefrihed mod - med deres rustede svende - at yde krigstjeneste til hest. Denne gruppe er begyndelsen til Danmarks senere adeP). De kommende århundreders udvikling tager her sin begyndelse. Her skilles vejene, oldtidens gamle bondesamfund er under afvikling og middelalderens stændersamfund under opbygning. De første spirer er plantet til de kendte fire stænder, adel, gejstlighed, borger og bonde, som skulle sætte skel i landets befolkning^). Op mod år 1300 standsede den økonomiske fremgang, der havde drevet landbruget frem til en udfoldelse, som er uden sidestykke i Danmarks historie før den nyere tid. En voksende konkurrence på kornmarkedet, en almindelig økonomisk depression i Nord- og Vesteuropa, indre uro og strid samt tyngende skattebyrder øvede efterhånden et knugende tryk på bondestanden®). Hertil kom »Den sorte død«, pesten i 1350eme, der efterlod mange ødegårde®). Omkring ca. 1250 kan man regne med, at ca. 50% af landets bøndergårde befandt sig i selveje, men ved år 1400 er tallet simket ned til 10-15%. Med de svigtende indtægter faldt det de frie selvejerbønder stadig vanskeligere at udrede de til kronen pligtige skatter, og stedse flere foretrak derfor at give sig i beskyttelse under en herremand eller et stort kloster’). Herved opnåede de skattefrihed, bortset fra en mindre fæsteafgift, men prisen var indiskutabel og nådeløs: Afståelse af ejendomsretten til gårdene og status som fæstere®). Da den gamle ledingordning samtidig smuldrede p.g.a. den våbentekniske udvikling, der i højere grad fordrede professionelle lejetropper, og fordi herremændene ikke ønskede, at deres bønder var krigeriske og uddannet i våbenbrug, sank den hidtil frie bonde ned i en passificeret tilstand, der varede århundreder®). Den fribårne danske ledingbonde, der under Abs^on og Valdemar I havde kuet venderne og de nordtyske fyrster samt erobret Estland, talte ikke længere med, når der taltes om landets forsvar. Dette var primært overtaget af dyre, udenlandske lejetropper til ubodelig skade for nationen til helt op mod år 1800“ ). Med denne udviklings videre forløb var vejen banet for både »vornedskab og »hoveri«, altsammen elementer, der virkede mod bondens frihed og udvikling samt den hvervede hærs ringeagtede stilling i samfundet'^). Da nærværende fremstilling ikke er en landbo-, men primært militærhistorisk studie, skal ovennævnte forhold ikke gøres til genstand for en skildring, men derimod de militære resultater og handlingsforløb, som indførelsen af »Stavnsbåndet«, der primært var af militær karakter, medførte for landbefolkningen og hæren, og som i 1988 blev ophævet for 200 år siden‘2). Trods de hvervede regimenters dominans havde de skiftende regeringer alligevel ved krig været nødt til at formere en »landmilits« blandt bønderne. Disse løse formationer,, som efter en mere nødtørftig uddannelse ofte benyttedes som linietropper eller personelerstatningsformationer p.g.a. afgangen ved fronterne, led altid store tab og nederlag^®). Frederik IV (1699-1730) havde i 1701 oprettet en landmilits for at fylde regimenterne i Store nordiske Krig 1700-20^'*). Den ophævedes igen 1731. Man opdagede dog hurtigt, at hæren var nødt til at bygge på disse billigere afdelinger. For at forhindre, at bønderne rejste bort for at undgå den forhadte tjeneste, som godsejerne havde ret til at udskrive dem til, måtte man sikre sig herimod. Det skete ved indførerise af et »stavnsbånd«, hvorved der juridisk forstås den forpligtelse, som hvilede på bonden til i kortere eller længere tid at forblive på det gods eUer den grund, hvor han var født, eller hvor han havde opnået en vis alder^®). Den skelsættende bestemmelse fra 1733, hvorved man nærmest svinebandt den danske bonde i hans manddomsår for de næste ca. 55 år, lød i uddrag således: »... at ligesom Vi af Kierlighed om Omhue for Landet have afskaffet den forhen oprettede Land-Milice, eftersom samme paa den Fod, som den var, og formedelst den derved foregaaende Misbrug var bleven Landet meere skadelig end gavnlig, saa er det og den samme Kierlighed for Landet, dér forhen have anlediget os at nedlegge bemeldte Land-Milice, som nu bevæger os den Frihed, Bønder-Karlene ved Land-Milicens Afskaffelse har bekommet, nogenledes at indskrenke, efterdi Vi u-gieme maa see og fornemme, at de saadan Frihed misbruge, i det de lade Agerdyrkelsen fare og største Deels sig af Landet har forføjet og endnu dagligen derfra undvige. Thi ville Vi allemaadigst, at alt ungt Mandskab paa Landet skal enrouUeres, men uden dennem med nogen Slags Trengsel, som de xmder den forrige Land-Milice havde udstået, at besværge, dog at de i rigtige Roller skulle antegnes, i Compagnier og Regimenter inddeeles og i militairiske Exercitier øves, hvorunder dog ikke skal forstaaes de Søefahrende paa Vester-Kanten udi Riiber Stift i Jylland eller andre Stæder, hvilke Vi derimod i fornødne Tilfælde som Matroser paa vores Flode agter at emplojere, og hvorom Vi de til denne Land-Milices Indretning allemaadigst anordnede Commissarier viidere ville instruere ...
7. Enhver, som besidder noget Hart-Kom, skal ved hver Aars Session under sin Haand indgive en Liste over alt sit unge Mandskab fra 14 til 36 Aar, som ey endnu har festet nogen Gaard. Af dette mandskab maa Proprietaireme af dennem, som ere 18 til 36 Aar gamle, udi Sessionen som Soldat lade enrollere, hvilke de selv ville, og skal Karlen, hvad enten hand er stor eller liden, naar han ikkun--------er uden Skade paa sine Lemmer og dygtig til Tienesten, antages, og de øvrige af Proprietaireme i deres Lister anførte Karle skulle af Krigs- og Land-Commissarien i en Reserve Rolle antegnes.
8. Naar en enroUeret Soldat en Gaard vil feste, og hans Proprietarius tilKge med Karlen Officiereren sligt tilkiende giver, da ville Vi aUemaadigst, at saadan en Karl strax skal være fri for Excercitieme, men derimod skal den Proprietarius, paa hvis Gods Karlen fester, en anden strax - - - lade præsentere.
18. Ingen Bonde-Karl maa give sig fra det Gods, hvor han er fød, saa lenge Vians Hosbond kand skaffe ham Tieneste, med mindre hand er over de til Enrolleringen ansadte Aar eller efter foregaaende 17de Articul sin Tid ved Land-Milicen rigtig haver udtient..16)
Forordningen af 4. februar 1733 var en udpræget klasselov, hvis tyngde alene faldt på bondestanden, som var den eneste befolkningsgruppe, der skulle stille mandskab til hæren (i denne forbindelse ses helt bort fra hvervningen til den stående hær, de »geworbne« reghnenter)”). Den eneste rimelige grund til den brutale forordnings indførelse er, at Christian VI efter konseillets indstilling har skønnet, at landbruget, landets næsten eneste erhverv, befandt sig i en nødstilstand og kun kunne holdes oppe ved en sådan undtagelseslov. Samtidig skaffede den det nødvendige mandskab til landmüitsen, som skønnedes at være et nødvendigt supplement til de hvervede regimenter^®). Under en drøftelse med konseület skrav kongen: »... Hvis vi skulle faa Krig - som Gud i Naade bevare os for - eller kommer til at sende vore Auxiliærtropper til vore Allierede, hvorfra skulde vi da tage de fornødne Folk? Vi have jo ikke engang nok til at besætte vore Fæstninger!«^®)- Der findes ikke efterladt meget, der belyser bondestandens holdning til den nye forordning, da denne oplæstes på kirkestævner og tingsteder. Ej heller senere, da Generalitetets landkrigskommissærer gik i gang med at formere afdelingerne, og bønderne fik ordre tü at møde til søndagseksercitsen, som desværre ofte under fremmede officerers og imderofficerers brutale indlæringsmetoder hurtigt blev forhadt^"). Det vides heller ikke, om købstadsborgere eller præster har taget til orde. Disse stænder har givet skønnet, at det af regeringen foretagne skridt var påkrævet^O- At den gruppe, som besad jordejendomme, d.v.s. en ret fåtallig adel, en række højere danske og indvandrede officerer og endnu flere velstående borgere gennemgående var tilfreds med forordningen, er ligetil og kan ikke betvivles^^). Det er derimod mindre forståeligt, at ingen af de mange i og uden for bondestanden, som var knyttet til kronens besiddelser (navnlig ryttergodset), hvilke endnu udgjorde ca. en femtedel af alt jordegods, hævede en advarende røst til forsvar for bondeungdommens udvikling^®). I modsætning til tidligere århundreder, hvor danske bønder - sidst og størst under Grevens Fejde 1534-36 - beslutsomt rejste sig til væbnet oprør mod herremandstyranniet, gik denne gang den danske bondestand med en sælsom tålmodighed og uendelig, nærmest afstumpet koldsindighed, under åget uden at reagere^^). Hovedårsagen hertil må utvivlsomt tilskrives den omstændighed, at generationers tryk fra de besiddende klasser og en total »afmilitarisering«, der bl.a. gav sig udtryk i, at en bonde end ikke måtte eje et jagtgevær, endelig slog igennem og medførte den danske bondes totale underkastelse^®). Det er forbavsende, at den hårde lov alligevel ikke udløste spontan modstand, eller at landbefolkningen end ikke gav sin misstemning luft over, at regeringen ikke over for befolkningen i Slesvig og Holsten forsøgte med noget skridt i hghed med Stavnsbåndet i Danmark, hvad danske bønder naturligvis har været vidende om^®). Det skal dog anføres, at bondeplageriet var værst på Sjælland og de øvrige øer. I Jylland og på Bomholm nåede bønderne aldrig de sjællandske tilstande af underkastelse.
Det er vel tænkeligt, at bonden i almindelighed har betragtet den hele foranstaltning som noget provisorisk, noget forbigående som så mange andre af enevældens reskripter fra Herrens salvede, der nærmest er gået hen over hovederne på bønderne. Hertil kommer datidens almindelige mangel på respekt for love og anordninger. Aviser i vor forstand kendtes ikke i landbefolkningen, og hvad man måske én gang havde fået læst op fra en prædikestol eller tingsten i kancelliernes skruede og verdensfjeme lovsprog, var hurtigt glemt, hvis det da overhovedet er blevet forstået^’). Hvilken konfusion, der er opstået, når en vestjysk bonde på en på modersmålet affattet forespørgsel til Generalkommissariatskollegiet fik et svar på tysk, kan man gætte sig til! Stavnsbåndet blev så det pigtrådshegn, som såvel militært som socialt holdt den danske bonde som »vomed« lige til juni 1788. Perioden er et tragisk kapitel af landbefolkningens og hærens historie. For at skabe en realistisk milits gik myndighederne frem med stor gmndighed. Man påregnede at have ca. 300.000 td. hartkorn til rådighed, da også ryttergodset nu skulle stille infanterister^®). Dette ville give 4800 mand og nogle reservelæg. Denne styrke skulle inddeles i fire regimenter, 48 kompagnier å 100 mand^^). Ved denne organisation fraveg man kraftigt de gamle geografiske regler for regimenternes fordeling over landskaberne, idet »Det Sjællandske Regiment« tildeltes mandskab fra Nord-, Øst- og Sydsjælland, Falster og Lolland, »Det Fyenske Regiment« fra Vestsjælland (6 kompagnier) og størstedelen af Fyn (andre 6 kompagnier), »Det SyderJyske Regiment« fra størstedelen af Ribe- og Aarhus stifter samt det vestlige Fyn og »Det Nordre Jyske Regiment« fra Aalborg og Viborg stifter samt de nordligste dele af Ribe- og Aarhus stifter^“). Det resolveredes, at i hvert kompagnidistrikt skulle udstikkes seks eksercerpladser således disloceret, at mandskabet inden aften på eksercerdagene kunne være tilbage i deres hjem®^). Til hver plads rådede kompagniet over en underofficer, som i de mere grundlæggende discipliner skulle »dressere« bønderne. Imod denne ordning indvendte først obersterne, senere de jyske generalkommissærer, at distrikterne var så udstrakte, at karlene mange steder fik 4-5 mil (1 mil = 7,5 km) til stillepladseme. Det indstillede derfor, at kompagnierne tildeltes et større antal underofficerer og tilsvarende mindre distrikter®^). Generalitets- og Commissariats-Collegiet i København vendte dog det døve øre til forslagene. Det kan her af gode grunde ikke lade sig gøre i detaljer at genemgå de 55 ars hærhistorie for landmüitsen. Perioden er blevet stående i Danmarkshistorien som et sort punkt. Tjenesten i militsregimenteme blev hurtigt afskyet af bønderne®^). Dette er rigtigt, men årsagen, hårde og brutale befalingsmænd og en umenneskelig behandling, som det stedse er kolporteret 1 dansk historie, er kun betinget rigtigt. Det skal erindres, at det menneskemateriale, der indkaldtes, ikke kan sammenlignes med vore dages. Skolegang med regelmæssige legemsøvelser var ukendt. Bønderne var fra barnsben vant til overmåde hårdt arbejde, ofte med en uhensigtsmæssig kost under opvæksten. Det faldt dem derfor ofte vanskeligt fysisk at modsvare de kontante, uafviselige krav, der stilledes til dem som soldater, lange marcher med oppakning, uvant og konstant brug af sko i stedet for træsko, farvestrålende uniformer og snævre støvletter til op over knæene, bajonetfægtning, løb, passage af hindringer, timelang eksercits og - i vore øjne - overdrevne evoleringer samt en vis indlæring af teori. Det hele under en kompromisløs disciplin, som også var dem ukendt, selv om de var vante til prygl og hård medfart fra ride- og ladefoged. Kollegiet var for lidt opmærksom på disse forhold, og en øget motivation og mere human behandling ville have medført en mindre afsky for tjenesten, hvad flere reformvenlige officerer også var inde på.
Militært fik indførelsen af Christian VI’s landmilits for den stående hær, de »geworbne« regimenter, eller rettere indførelsen af reserveruUeme, en nærmest katastrofal betydning, idet det hurtigt blev vanskeligt for infanteriregimenteme at få nationale rekrutter. Bybefolkningen var lidet talrig, og tilgangen fra den havde ikke større betydning, ligesom håndværkerlaugene lagde kompakte hindringer i vejen for svendenes evt. ønsker om hvervning®^). Skulle det endog lykkes regimentscheferne ad en eller anden omvej at hverve bønderkarle til den overalt afskyede tjeneste, kunne de ikke være sikre på at beholde disse, da godsejerne når som helst kunne gøre sin ret til en hvervet karl gældende®^). Infanteriregimenteme (bortset fra garderegimenterne, der fik tilladelse til at hverve i Norge og på Bomhohn) måtte efterhånden under store bekostninger og besvær gå over til hvervning i Tyskland®®). Her slog især preusserne bremseme i, især da Frederik den Store begyndte sine omspændende erobringskrige, og behovet for soldater mangedobledes i alle stater og medførte, at man nærmest vejede de gode folk op med guld. Danske hverveofficerer erklærede, at Danmark her ikke evnede at følge med og måtte tage det udskud, de andre stater ikke kunne bruge®''). Hvilke udveje de krigsførende stater, som ikke fuldt ud ville gøre brug af deres eget indfødte mandskab, kunne gribe til, viser det lille træk, at den kejserlige regering i 1740 anmodede Danmark om at få overladt samtlige på livstid dømte »ærlige slaver« til soldat uden hensyn til, hvorfor de var blevet dømt. Udleveringen blev dog aldrig iværksat, da fangerne var billig arbejdskraft i Danmark ved en række vanskelige og ubehagelige statsarbejder®®). Det var dog således, at rytterregimenteme stadig fik en betydelig tilgang af nationale folk. Tjenesten til hest tiltalte bønderkarlene mere end den til fods, skønt hvervepengene ved rytteriet kun var halvdelen af, hvad der betaltes ved infanteriet. Blandt rytterofficereme var der mange godsejere og godsejersønner, der selvfølgelig havde særlig god lejlighed til at skaffe sig dygtige karle®®). Ser man på de sociale sider af Stavnsbåndet, kommer på disse områder også et tragisk kapitel frem. Stavnsbåndet, der lænkede bonden til hans hjemstavn, først fra hans 14. til hans 36. år, senere - fra 1764 - fra 4. til 40. år, blev altså indført for at hindre bønderne i ved fraflytning fra landdistrikterne at imddrage sig tjeneste i militsen, men tyngdepunktet blev efterhånden i højere grad det landøkonomiske formål, det (ligesom vomed skabet) også indeholdt: At sikre godserne en permanent bosat og billig arbejdskraft^®).
Perioden er blevet hængende i historien ved bl.a. Ludvig Holbergs præcise, satiriske pen med hans galleri af bønder og landsbyfolk med den drikfældige Jeppe, der tjente »ti år under Malicien (militsen)« på højre fløj. I øllet og brændevinen søgte bonden trøst for sine sorger og forfølgelser. Det voldsomme, men autentiske drikkeri, der kendetegner tiden, medførte, at bonden socialt sank endnu dybere, selv om man vel forstår, at ridefogedens pisk, underofficerens stok imder mønstringerne, herregårdenes hundehul, landgilde og træhest var med til - på toppen af et ofte ikke tidsbestemt hoveri - at ødelægge bonden åndeligt og økonomisk^^). Dagligt kunne disse verdener krydse hverandre, men i det lidet revolutionære danske folk stødte de aldrig, som fx i Frankrig og andre stormagter, sammen i et drøn. På deres egen, ligesom uafvendelige måde, gled de sagtelig fremad, hver ad sin bane, til udviklingen nåede sin endelige afslutning for dem begge, udtørret for alle sine muligheder, da en ny tid og en ny samfundsorden stod rede til afløsningen og førte bonden fra hans eget lukkede samfimd ud i det større og samlede fædreland“*^). De rige muligheder, som førte med de tiltagende europæiske varepriser under Frederik den Stores krige, primært Syvårskrigen 1756-63, kom også bønderne til gode. Deres forældede, stivnede drift, der i så lang tid havde hæmmet de mere fremskredne blandt dem i ethvert fremskridt, kaldte på reformer og nye metoder. Tiden begyndte at blive moden til en række gennemgribende forandringer af fortidens stænderdelte samfund, og forude begyndte i Frankrig brikkerne at blive stillet op til den store revolution 1789«). En betydelig støtte for arbejdet blev det nye samfundssyn, som i England Arthur Young samlede omkring begreberne »liberty and property«, og som i Frankrig Quesnay i sit hovedværk »Tableau économic« (1758) gav udtryk for gennem en fremhævelse afjordens dyrkning som det »nyttige« erhverv - fysiokratismen - mod merkantilismens mange »uproduktive« og »sterile« statsforanstaltninger til fremme af handel og industri'*^). Fysiokraternes slagord: Pauvre paysan, pauvre royaume (bondens armod, landets armod) fandt ligesindede i Danmark hos skribenter som G. C. Oeder, J. S. Sneedorf, Tyge Rothe og Fr. Lütken og embedsmænd som Henrik Stampe og Chr. Colbjømsen, statsmænd og godsejere som A.P. Bemstorff og Chr. Ditlev Reventlow^®). Militært blev det mærkværdigvis en udlænding, der prægede arbejdet hen imod almindelig værnepligt, afskaffelse af de hvervede regimenter og indførelse af en national hær. Den af Frederik V i 1761 indkaldte franske general C. L. greve Saint-Germain, der havde til opgave at reorganisere hæren og befalingsmandskorpset, var renlivet fysiokrat, beundrer af Frederik den Store og helt bevidst, at adelens magt over bønderne burde kraftigt beskæres. Sammen med generalløjtnant P. E. Gähler forsøgte han gentagne gange at reducere betydningen af de hvervede regimenter til fordel for oprettelse af en realistisk milits, hvor bønderne behandledes og uddannedes ordentligt under nationale befalingsmænd^®). Hans endemål var helt afskaffelse af de hvervede regimenter (med talrige udlændige i) og opbygning af en hær, baseret på almindelig værnepligt, hvüket indebar bondens frigørelse og motivation for at skulle forsvare fædrelandet“*^). Bortset fra en lang række påkrævede moderniseringer og effektiviseringer i hæren, primært for officerer og underofficerer, mislykkedes forsøgene på en frigørelse af bønderne og en stigende benyttelse af disse i den regulære hær. Den højadelige regering og godsej erstanden, hvori var mange danske og indvandrede officerer, ønskede ingen reformer for bønderne, der kuime tjene til at gøre disse mere åndeligt fribårne og selvbevidste^®). De kunne heller ikke tiltræde en øget magt for kongen gennem dennes nationale styrker, der via faneeden naturligt ville føle sig knyttet til monarken og ikke deres hidtidige principaler. Først efter Sainl^-Germains afgang 1767 begyndte de nye ideer om en frigørelse af bønderne at slå igennem“*®). Den første afgørende ændring var forordningen af 1781, der skabte gunstige vilkår for udskiftningen af bymarkens jorder og derved fjernede den alvorligste barriere for enkeltmands initiativ og arbejdsomhed. Et systematisk reformarbejde tog derefter sin begyndelse, efter at kronprins Frederik, senere Frederik VI, havde overtaget regeringen 1784. Sammen med A. P. Bemstprff og Chr. D. Reventlow nedsatte han 1786 Den stoi:e Landbokommission, bestående af godsejere og embedsmænd og Chr. Colbjømsen som sekretær. Forordningerne fulgte nu slag i slag efter en omhyggelig gennemtænkt plan®®).
1787 gennemførtes en tryggere retsstilling for fæstebonden. Uvildige mænd (ikke længere herremanden) skulle herefter afholde synsforretning på enhver fæstegård, inden en bonde tiltrådte den, og en bonde, som passede sin bedrift, kunne ikke mere sættes fra den mod sin vilje®^). Samtidig mistede godsejeren sin ret til egenmægtig afstraffelse af ham. ligesom han ikke mere kunne aflevere en genstridig karl til et af hærens geworbne regimenter^^). Med selve forordningen af 20. juni 1788, den forordning, vi i år kan højtideligholde 200-året for, fik bonden endelig sin personlige frihed tilbage, ligesom hoveriet afløstes af en fastsat pengeydelse. Alle, der var under 14 eller over 36 år, fik straks friheden, de øvrige sidste blev fri 1. januar 1800®®).
Sine mUitære pligter fritoges bonden dog ikke for. Bondestanden var fortsat lige til 1849 ene om værnepligten. Samfundet var simpelthen ikke modent til almindelig værnepligt. Ikke engang Englandskrigene 1807-14 fik regeringen til at ændre standpunkt, og den kloge, kultiverede Christian Vm fulgte i den henseende Frederik VI’s håndfaste synspunkter om, at værnepligt og det »at stå i geled« kunne man ikke byde adelens og borgerskabets sønner®^). Visse skræmmende træk i vore dage kunne tyde på, at samfundet i nøje takt med velfærdsstatens cementering er ved at bevæge sig bort fra værnepligten som en yderst besværlig og ringeagtet byrde for den mandlige ungdom. Der indkaldes katastrofalt få værnepligtige. Herved står forsvarets åndelige og nationale forankring i befolkningens brede lag i fare for at lide skibbrud, og forsvaret kan udvikle sig til et ubehageligt fremmedelement i nationen, ligesom foreteelsen givet over nogle årtier vil betyde døden for soldaterforeninger og forsvarsbroderselskaber og det motto, der har båret disse gennem generationer: »Forsvaret bag forsvaret«. Som en slags erstatning har vi fået en langtidshvervet meniggruppe, måske en veluddannet, loyal og i fysisk form fremragende gruppe soldater, måske en nærmest overbetalt prætorianergarde. Denne gruppe synes til tider i lige høj grad at tage hensyn til forbundsformandens utraditionelle synspunkter vedr. nationens forsvar som til de tre danske løver, der tålmodigt betaler deres løn. En trist udvikling for det land, hvis ledende mænd ved et punkt til landets første grundlov bestemte, at forsvaret af nationen fremtidig skulle være en byrde, der burde påhvile alle lag og ikke kun en hidtil ringeagtet befolkningsgruppe!
Ole A. Hedegaard.
NOTER
1. Vedr. frie bønder og trælle, se Hedegaard, IV kap., 38 ff - Endv. art. i Kulh. Lex - Overgangen til vornedskab er skildret hos Pedersen, 2 ff samt i »Den danske Bondestand. Træk af Bondens Historie«, 34 ff (1941).
2. Hedegaard, kap. IV, 38 ff og Steenstrup - Hird, 55 ff.
3. Smsts.
4. Garde, 71 ff - Poul Hansen, 40 ff.
5. Steenstrup - Hird, 58 ff - Garde, 75 ff.
6. Smsts. Pol., bd. 4, 272 ff.
7. Garde, 75 f - Hedegaard, IV, 38 ff og Steenstrup.
8. Smsts.
9. Hedegaard, IV, 45.
10. Smsts., in, 36 f - F.s.v. angår lejetroppeme, se Rockstroh, bd. I og II.
11. Om vornedskabet, se Pedersen, 2 ff.
12. Bortset fra Fridericia, som kun gengiver aktstykker, er hovedværket - set fra et mil.hist. synspunkt - Rockstroh, bd. IH.
13. Rockstroh, bd. I-in.
14. Smsts., bd. I, 1 ff.
15. Smsts., bd. IE, kap. II, 18 ff.
16. Forord, af 4/2 1733, tr. in extenso Fridericia, 86 ff.
17. Smsts. - Se desuden HI afsnit, 90 ff samt Rockstroh, bd. III, afsnit 4, 96 ff.
18. Rockstroh, bd. III, 117 ff.
19. Smsts., 104 f.
20. Hovedkilden er her det »Saint-Germain’ske tidsrum«, 1761-67, hvor Danmark var indviklet i felttoget i Mecklenburg 1782, se Rockstroh, kap. IX, 195 ff.
21. Poul Hansøn, 66 f.
22. Smsts.
23. Rockstroh, bd. IH, 104 ff.
24. Pol., bd. 6, 34 ff.
25. Arne Hoff: »Ældre dansk Bøssemageri, især i 1600-Tallet«, disp., 176 f (1951).
26. Rockstroh, bd. IH, 104 ff
27. Garde, 53 f.
28. Fabricius, 3. afsnit, 90 ff - Rockstroh, bd. III, 108 ff.
29. Rockstroh, bd. III, 108 f.
30. Smsts.
31. Smsts. samt Fabricius, 98 ff.
32. Rockstroh, 108 f samt Fabricius, 118 ff.
33. Disse forhold er der løbende redegjort for gen. hele perioden hos Rockstroh, bd. HL
34. Forord, af 9/12 1735,17/7 1737, 30/6 1741 og 13/4 1764, tr. Fridericia, 100 ff - Rockstroh, bd. m , 108 ff.
35. Smsts. samt Poul Hansen, 71 ff.
36. Rockstroh, bd. IH, 117 f - Løvenørn, 228 f.
37. Smsts.
38. Smsts. samt kap. VII, 168 ff.
39. Smsts., 118 - Løvenørn, 229 ff
40. Poul Hansen, 64 ff - Rockstroh, bd. III, 119 ff.
41. Poul Hansen, 65 f f - Garde, 63 f f - Ludvig Holberg: »Jeppe paa Bjerget« etc., 1. akt, 2. scene.
42. Poul Hansen, 73 ff - Pol., bd. 10, 56 ff.
43. Pol., bd. 10, 67 f.
44. Garde, 78 f.
45. Smsts. samt Pol., bd. 10, 92 ff.
46. Rockstroh, bd. IH (IX . Det Saint-Germain’ske tidsrum), 195 ff - Se også Reverdil: »Struensee og det danske Hof 1760-1772«, III kap., 47 ff (1916).
47. Smsts.
48. Rockstroh, bd. IH (X . Den Struenseeske tid) etc., 263 ff.
49. Smsts.
50. Garde, 68 ff - Chr. VII’s res. af 30/5 1788, tr. Fabricius, 296 samt 182 ff.
51. Smsts. samt Pol., bd. 10, 72 ff.
52. Smsts. samt Rockstroh, bd. HI, 195 ff.
53. Poul Hansen, 80 ff - Pol., bd. 10, 78 ff.
54. Rockstroh, bd. III (XIV. Hærplanen af 1789), 369 ff - Rudi Thomsen: »Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark«, 26 ff og 87 ff (1948)
BIBLIOGRAFI
»Aktstykker til Oplysning om Stavnsbaandets Historie«, udg. v. J. A. Fridericia af Selskabet for Udgivelse af Kilder t. dansk Historie (1888) (fork. Fridericia). Garde, Axel: »Fra Fællesskab til Fællesskab«, udg. af Landbrugsudstillingen 1938 (1938) (fork.: Garde). Hansen, Poul, H. K. Kristensen og Aage H. Petersen: »Den danske Bondestand, træ k af Bondens Historie« (1941) (fork.: Poul Hansen). Hedegaard, E. Ö. A.: »Middelalderens kongelige hird. En militærorganisatorisk undersøgelse«, tr. Mil. tidsskrift, 11. årg., februar 1982 (fork.: Hird). Hedegaard, E. O. A.: »Generalløjtnant A. P. Tuxen. Militærhistoriker og æresdoktor. Et bidrag til dansk militær historieskrivning« (1982). Hedegaard, E. O. A.: »Leding og landeværn. Middelalderens danske forsvar« (1985) (fork.: Hedegaard). Hoff, Arne: »Ældre dansk Bøssemageri, især i 1600-Tallet«, disp. (1951). Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, I-XX, 1959 ff. Larsen, 0 . H.: »Landbrugets Historie og Statistik«, 3. udg. (1937). Pedersen, Frank: »Vornedskabets gennemførelse«, udg. af Landbohistorisk Selskab (1984). (fork.: Pedersen). Politikens Danmarkshistorie, bd. 4, 6 og 10 (1963) (fork.: Pol.). Reverdil: »Struensee og det danske Hof 1760-1772« (1916). Rockstroh, K. C.: »Udviklingen af den nationale Hær i Danmark i det 17. og 18. Aarhundrede« bd. m (1709-1800) (1926) (fork.: Rockstroh). Steenstrup, J. C.J. R.: »Vornedskabet hos den danske Bonde«, tr. Hist. Tidsskrift, 5. rk. (1886/87) (fork.: Steenstrup). Sørensen, J. Würtz: »Bondeoprør i Danmark« (Odense 1983). Thomsen, Rudi: »Den almindelige Værnepligts Gennembrud i Danmark« (1949). Tuxen, A. P.: »Poul Vendelbo Løvenørn«, udarb. v. Generalstaben (1924) (fork.: Løvenørn). Vaupell, Otto: »Den danske Hærs Historie til Nutiden« etc., bd. 2 (1876).
