Log ind

SS-Division "Handschar" - en militær og etnisk tragedie

#

Denne artikel er skrevet af major Ole A. Hedegaard, der er leder af hærens Militærhistoriske arbejder.

Det har fra forskellig, international side lejlighedsvis været fremført, at Forbundsrepublikken Tysklands engagement i de militære, etnisk blodige og politisk kaotiske begivenheder, der fmder sted i det tidhgere Jugoslavien, forekommer yderst behersket og tilbageholdent, så meget, at det måske kan forekomme påfaldende for en relativt nærtliggende stormagt, der i høj grad er berørt af den - historisk set - abnormt store flygtningestrøm fra landet ud over Europa. Denne tilbageholdenhed - hvis den ikke blot er imaginær - kan utvivlsomt have flere årsager. En af disse kan være, at under 2. verdenskrig var Det tredie Rige i forbimd med vasalstaten Kroatien under den facistiske leder. Dr. Ante Pavelic (1886-1959), hvis kroatiske styrker kæmpede side om side med tyske og italienske tropper mod Tito's partisanhær, en nådeløs krig, der i grusomhed overgik fx den spanske borgerkrig 1936-39, og det siger ikke så lidt. Blandt de styrker, som den kroatiske republik oprettede til kamp i våbenbroderskab med den tyske besættelsesmagt, var en fuldtallig division, benævnt "13. Waffen-Gebirgsdivision der SS "Handschar" (kroatische Nr.l")", hvis dramatiske og blodige historie aldrig er blevet skildret på dansk. Dens brutale indsats i partisankampen helt frem til krigsafslutningen bidrog til at fremme et vildt had mellem befolkningsgrupperne og disses religioner, et trist forhold, som i vore dage stadig dybt præger de uforsonlige kampe, politiske og etniske stridigheder i de bjergrige Balkanstater. Nærværende indlæg har til formål, nøgternt og uvildigt, at skildre denne divisions ufraditionelle, fascinerende start, organisation og fragiske historie.

Baggrunden

Baggrunden var voldsom, brutal og dikteret af den tyske Fører Adolf Hitler. For at have lyggen fri på Balkan, når "Operation Barbarossa" gik i gang i sommeren 1941, måtte bl.a. Jugoslavien passificeres. Den 4. og 5. marts 1941 var regenten Prms Poul i stor hemmehghed tilsagt til Berghof af Føreren, der diverterede ham med de obhgate trusler og tilbød ham Saloniki som bestikkelse for et forbund med Tyskland. Endehg 25. marts ankom den jugoslaviske premier- og udenrigsminister, begge i smug listende ud af Belgrad aftenen før af frygt for ^endtlige demonstrationer eller kidnapning, til Wien, hvor de i nærværelse af Hitler og Ribbentrop skrev under på Jugoslaviens tilslutning til Tremagtspagten. Så snart de jugoslaviske ministre nåede tilbage til Belgrad, og landet hørte om det nye forhadte forbund, blev prinsregenten og regeringen styrtet 27. marts af en folkeopstand, ledet af en officersgruppe, der ikke ville acceptere den nye drabantstatus. Store tysk^endtlige demonstrationer viste, hvor serbernes sympati lå, og i Belgrad spyttede mængden på den tyske ambassadørs vogn. Kuppet i Belgrad hensatte Hitler i et af de værste raserianfald i hans liv, og han traf en beslutning, der skulle vise sig som en katastrofal forsinkelse for angrebet på Sovjetunionen kort efter. Han beordrede generalfeltmarskal Keitel og general Jodl til endnu samme aften at udarbejde en angrebsplan, ligesom Goring fik ordre til at udføre et uvarslet, terrorluftangreb på Belgrad. Ribbentrop fik ordre til at meddele Ungam, Rumænien og Italien, at de ville få et stykke af Jugoslavien, bortset fra en kroatisk drabantstat, hvis regering havde vist sympati for Tyskland og nazismen. Belgrad, der intet luftforsvar havde, blev også ødelagt fra luften ved et regulært terrorbombardement, der i voldsomhed kunne minde om "Legion Kondor"s tilsvarende fem år tidligere af den spanske by Guemica. Den serbiske hær kæmpede tappert, men overvældedes hurtigt af de tyske tropper. Den 13. april rykkede de ind i Belgrad, og 17. april kapitulerede resten af hæren, 28 divisioner, i Sarajevo, og det tyske felttog fortsatte mod Grækenland, der ydede uventet hård modstand. For Jugoslavien blev det begyndelsen til fire års blodig, terrorpræget besættelse tilligemed en altødelæggende borgerkrig.

Optakten

Vi rykker tiden ca. to år frem, og scenen er Kroatiens hovedstad Zagreb i marts 1943. Krigslykken havde i det forløbne tidsrum skiftet side og tilsmilede ikke længere den tyske øm. De mange fronter krakelerede overalt. I november- december 1942 var generalfeltmarskal von Paulus' 6. Armé gået til gmnde i Stalingrads snemasser, vendepunktet på Østfronten, og den store tyske forårsotfensiv 1943 "Operation Zitadelle" formåede ikke at retablere tabene af landområder i 1942. Den viste klart, at væmemagtens ydeevne havde passeret sit optimum. I marts 1943 tog slutfasen af kampene i Afrika sin begyndelse, hvor generalfeltmarskal Rommel måtte forberede sig på et snarligt britisk gennembmd af Marethlinien og slutangrebet på Aksemagtemes sidste brohoved i Tunis. Endelig begyndte de allieredes uafladelige bombetogter over Tyskland at have effekt på industrien, der langsomt var ved at blive tvunget i knæ. I alle de besatte lande begyndte undergmnds- og partisanbevægelser med stigende intensitet at dukke op, værst i de besatte områder af Sovjetunionen, Jugoslavien og Frankrig. Det krævede binding af talrige tyske tropper bag fronterne, tropper, som på grund af de vedvarende, voldsomme tab, der ikke længere lod sig erstatte, kunne være brugt i den egentlige fronttjeneste. D.v.s., at riget nu var i yderste bekneb for mere personel og måtte bekvemme sig til at tage utraditionelle, nærmest desperate metoder i brug for at tilvejebringe dette personel, metoder, man ßc i den euforiske sommer 1940 med sejren over Frankrig ikke ville have drømt om at benytte. Overalt i de besatte lande var der med brask og bram blevet oprettet afdelinger af frivillige legioner, frikorps og divisioner, alt efter landenes størrelse. Disse enheder var alle (som ikke-tyskere) blevet indlemmet i "Waffen-S S", men nu, hvor krigens slutresultat blev mere og mere tydelig, var disse styrker som en dråbe i havet, og tilgangen var nu mere end behersket. Man måtte altså bekvemme sig til - set med tyske øjne - at skrabe bunden.

Kroatien under Pavelic

Den rabiate nazistiske diktator Dr. Ante Pavelic kørte med hård hånd Kroatien, der i vid udstrækning tilhørte den romersk-katolske religion, og som dengang også omfattede Bosnien-Herzegovina og Dalmatien. Han kan sammenlignes med håndfaste kondottieretyper som Reinhard Heydrich i Tjekkoslovakiet, Hans Frank i Polen og Joseph Terboven i Norge. Oprindelig var han sagfører og deltog tidligt i kroatiske selvstændighedsbestræbelser mod det nye Jugoslavien efter 1918. Han blev forvist 1928 efter mordet på ministeren Radio og stiftede den terrororganisation "Ustacha", der myrdede kong Alexander 1934. Han blev fængslet i Italien, men frigivet af Mussolini 1936. Efler den tyske okkupation 1941 kom han til Zagreb og lod med tysk støtte erklære sig som "fører" (Poglavik) for den facistisk organiserede kroatiske vasalstat, hvor han med sine "Ustachi" myrdede løs blandt jøder og serbere. Selv som blind tilhænger af Hitler havde han det ikke for let. Han havde måttet se på, at Jugoslavien - efter et hemmeligt direktiv af Hitler - var blevet delt mellem Tyskland, Italien, Ungam og Bulgarien. Itahens part var ikke nærmere blevet defineret, og oprindelig hørte Dalmatien med til den nye kroatiske republik. Imidlertid havde Mussolini på sin sædvanlige sjakalagtige facon pludselig besat den strategisk vigtige kystlinie og lod hensynsløst Kroatien underholde de italienske besættelsestropper, der hurtigt blev forhadte, selv af deres kroatiske "allierede".

Divisionen oprettes

Allerede i juli 1941 havde det jugoslaviske kommunistparti under sekretæren Yosip Broz, senere kendt som marskal Tito, rejst en effektiv væbnet modstand mod de tysk-italienske besættelsesstyrker. En anden modstandsleder, den serbiske oberst Drazka Michailovitsch, hvis "chetniker" i nogen tid havde været i kamp med besættelsesmagten, forsøgte at komme til enighed med Tito med den fælles kamp.

Det lykkedes aldrig, da Tito ingen ønskede ved siden af sig, og Michailovitsch blev totalt udmanøvreret af Tito og hans "proletariske armeer". Til aflastning af tyskere og italienere var der allerede i marts 1942 blevet oprettet en frivillig "SS-Gebirgsdivision Prinz Eugen" under SS-Gruppenftihrer (generalløjtnant) Artur Phleps. Den bestod af folketyskere fra Jugoslavien og andre Balkanstater og brugtes udelukkende til nådeløs partisanbekæmpelse. Divisionens indsats forslog dog ikke, og tyskernes reelle besiddelse af Jugoslavien var - som i de besatte dele af Sovjetunionen efter 1942 - i virkeligheden ved at vakle. Man kan sige, at oprettelsen af "Division Handschar" skete efter princippet, at "med ondt skal ondt fordrives". I den øverste SS-ledelse i Berlin, "Reichssicherheitshauptamt" (RSHA), under SS-rigsfører Heinrich Himmler var et af sagsområderne siden 1933 intense, men videnskabeligt forkrøblede studier af menneskehedens mere eller mindre kvalificerede racer, ikke mindst den jødiske, der - sammen med den slaviske - blev betegnet som "Untermenschen". Her fik man en glimrende idé, der kunne aflaste værnemagtens divisioner i det kaotiske område. Den gik simpelthen ud på at sætte befolkningsgrupperne i Jugoslavien op mod hverandre og dermed nære en ødelæggende borgerkrig. I Jugoslavien var den største befolkningsgruppe de kristne (serbisk-ortodokse) serbere. En mindre, men dog betydelig gruppe var de muslimske bosniere. Der havde gennem århundreder hersket et dødeligt had mellem de to grupper, og det viste sig, at størstedelen af Titos partisaner var kristne serbere, medens tilslutningen til partisanbevægelsen derfor ikke var stor fra muslimerne. I RSHA studerede man nøje dette forhold, og medens man tidligere ikke havde haft betænkeligheder ved at hverve fx danskere, nordmænd, hollændere m.fl. til tysk krigstjeneste, var det nu en hel anden kop te at foreslå Føreren at hverve mørklødede muslimer. Nød bryder alle love. En plan til oprettelse af en ren muslimsk division - med SS-Standartenftihrer (oberst) Herbert von Obwurzer som fadder - blev forelagt Hitler. Den racebevidste fører har utvivlsomt med et suk tænkt på sine stolte teorier om blod og race i ungdomsværket "Mein Kampf, men han var i en desperat situation, hvor han ikke kunne tillade sig at afslå, og Himmler fik efter megen diskussion approbation på projektet. Himmler erklærede åbent, hvad der nok er faldet mange gode tyskere, også trofaste partimedlemmer, for brystet: "'...Durch die Aufstellung einer muselmanischen SS-Division dürfte erstmalig eine Verbindung zwischen Islam und Nationalsozialismus auf offener, ehrlicher Grundlage gegeben sein, da diese Division bluts- und rassemässig vom Norden, weltanschaulich-geistig vom Orient gelenkt wird... ” Den 10. februar 1943 modtog RSHA fra "Oberkommando der Wehrmacht" (OKW) Førerens beslutning om opstilling af en frivillig kroatisk SS-division, bestående af muslimer. Himmler beordrede Artur Phleps om at røre hvervetrommen overalt i landet og få "så mange muslimer som muligt i trøjen". Phleps koordinerede hvervningen med Ante Pavelic, der dog kun modstræbende kunne acceptere tanken. Den snedigt skabte propaganda gik bl.a. på det traditionelle had til serberne, hvis partisaner desværre ofte betragtede kampen mod landets muslimer som vigtigere end kampen mod tyskere og italienere. Denne samvittighedsløse propaganda kunne forstås, og den gav store resultater. Den underbyggedes af den fanatiske og af englænderne fordrevne "stormufti af Jerusalem" Hadji Amin el Hussein, der opholdt sig i Berlin. Han lod sig villigt spænde for nazisternes hvervevogn, når bare resultatet blev englændernes og Kristendommens ruin. Han rejste i tysk og kroatisk følge rundt i landet og opflammede som en slags ayatollah sine trosfæller til kamp mod "de vantro serbere". RSHA stillede indledningsvis to millioner Reichsmark til rådighed for "Der Beauftragter des Reichsfiihrer-SS in Kroatien" SS-Gruppenftihrer Konstantin Kammerhofer til dennes rekruttering. Der var stor interesse for den nye division, og mange muslimer meldte sig. Andre ansvarlige og besindige trosfæller så selvfølgelig klart, at den kun ville forværre situationen, og at de ved at trække i tysk uniform og aflægge tysk faneed automatisk blev landsforrædere, men de fortvivlede og permanent uløselige forhold til de dominerende serbere, som de ikke opfattede som landsmænd, overvandt for mange disse uafviselige forhold, og de lod sig hverve. Alhgevel var en del overtalelse, løfter og tilsagn, herunder en ren "presning" fra SS's side, nødvendig for at opnå det store tal, Himmler havde forestillet sig. Det lovede ikke godt for fremtiden. Imidlertid udfyldtes de stipulerede kadrer for en bjergdivision mere og mere, men da der forefaldt en række alvorlige uoverensstemmelser med den kroatiske regering, der nu begyndte at fatte, hvad den havde indladt sig på, besluttede RSHA at henlægge den sidste del af uddannelsen, inden divisionen erklæredes for operativ, til Frankrig, ganske som fx det danske fiikorps uddannedes på Langenhomkasemen ved Hamburg. Den 30. marts 1943 modtog RSHA en førerbefaling, der fastlagde 1. april 1943 som divisionens oprettelsesdato. Hvervebetingelseme fastslog samme aflønning som i en tysk SS-division, dog ville officerer og underofficerer i en indledende "prøvetid" få en grad, der lå én under, hvad de senere ville opnå. Alle antoges "for krigstid", altså en nok så vidtrækkende kapitulation. Personel, som kom til skade eller viste mindre fysisk styrke, ville bliver overført til SS-politienheder i området, herunder bevogtningspersonel i koncentrationslejre. Man var i RSHA naturligvis klar over, at de særlige muslimske skikke og love, såsom samlet bøn flere gang daghgt samt de særlige spiseforskrifter skulle tackles. Den ateistiske Himmler forstod, at her var ingen vej tilbage, og hans gud- og samvittighedsløse sjæl fandt oven i købet noget fascinerende og dragende i en militær forbindelse mellem kristendom og Islam. Han skrev til S S-Obergruppenführer (general) Gottiob Berger, chefen for SS’s personelkontor, om de islamiske feltpræster; " ...Der Imam ist der Treuhänder des Islam in der Division. Er hat die Kräfte der Religion für die Erziehung der Divis ions angehöringen zu guten SSMännem und Soldaten wachzurufen und zu entfalten Endvidere, at disse muslimer var formidable frontkæmpere mod ”Judentum, Anglo-Amerikanismus, Kommunismus, Freimaurerei und Katholizismus”. I sine nærmest paranoide vrangforestillinger gik SS-føreren så vidt som til at betegne bosnieme som ”Musel-Germanen”, m racemæssig naturstridig betegnelse. Der blev givet ordre til fri muslimsk religionsudøvelse og tysk respekt for spiseforskrifleme, herunder svinekød som bandlyst i forplejningen. Også de militære dekorationer skulle der tænkes på. Således måtte man af det kroatiske fortjenstkors udarbejde en mere stjerneformet komposition, da ingen muslim ville bære et kristent kors på biystet eller om halsen. Der skulle naturligvis udformes en faneed, som alle muslimer kunne acceptere. Man var inderst inde godt klar over, at mange muslimer formentlig ville trække på skuldrene over overhovedet at skulle sværge kristne troskab, en drøj mundfuld for en rettroende muslim. Der blev dog udformet en ed, man kunne enes om, og som lød: Veg sværger at være Føreren Adolf Hitler, øverstkommanderende over de tyske styrker, tro og lydig. Jeg sværger ved Gud den Almægtige at være loyal over for den kroatiske stat og Poglaviken (Pave lie), og at jeg altid vil tjene det kroatiske folk og respektere landets love ”. Eden blev aflagt samlet ved en stor parade i Zagreb i juni 1943. Von Obwurzer ledede paraden og holdt (med tolk) en svulstig indvielsestale, der dygtigt kædede nazisme og Islam sammen. Hovedpunkterne var: ”SS-officerer, underofficerer og SS-mænd! Jeg byder jer herved højtideligt velkommen i SS's rækker!... I er de tapre sønner af et gammelt, krigsvant soldaterfolk, der har kæmpet tappert gennem århundreder! Nu er I de første i Sydøsteuropa, der bærer den sejrrige SS-uniform! I er nu frontlinien blandt de europæiske folk, der vil befri sig for bolchevikkisk og jødisk herredømme! I kan i jeres historie se tilbage på en gloriøs kampindsats, og I vil leve op til denne indsats! Som de første frivillige fra Kroatien står I nu side om side med jeres øvrige kammerater i Waffen-SS! Vi hilser Føreren og Poglaviken! ” Et drønende "Sieg Heil" og derefter den tyske og kroatiske nationalsang afsluttede paraden.

Uniformering og organisation

Hele divisionen iklædtes den sædvanlige grågrønne SS-feltuniform med sorte kravespejl og "højhedstegnet" rigsømen på venstre overarm (væmemagtsstyrker bar den over højre biystlomme).

Skærmbillede 2020-03-09 kl. 15.11.27.png

Billedet viser menigt muslimsk personel med fez og tyrkisk krumsabel i sølvbroderi på højre kravespej

Dertil kom sløringsjakke og enkeltmandssløringsflage, der samtidig meget praktisk brugtes flere gange dagligt som bedetæppe. Medens alle nordeuropæiske frivillige styrker bar de normale SS-runer i sølvtrækkerarbejde på højre kravespejl, vægrede man sig i RSHA over at skulle anbringe dette nobiliterende hæderstegn på styrker af så tvivlsom menneskelig karat. Det vidner klart om, at der selv i RSHA og OKW var stærke kræfter, der fandt, at man her i valg af forbundsfæller var gået for vidt. Disse kræfter vandt, og det endte med, at man på højre kravespejl anbragte en "Handschar" (tysk betegnelse for det tyrkiske ord "Schimitar" = krumsabel) med et hlle hagekors, alt i sølv- trækkerarbejde. En arm med en krumsabel var tillige Bosnien-Hercegovinas gamle våben. De sædvanlige SS-gradstegn sad på venstre kravespejl. Som hovedbeklædning til daglig normeredes en lav grå fez med sort kvast og til parade en højere rød med kvast. Forrest anbragtes øverst rigsømen og under den SS's dødningehoved. For at få en vis indre styrke og et tysk præg på enheden tilkommanderedes en række tyske officerer - herunder chefen - og underofficerer. Disse måtte selvsagt bære fez som deres undergivne. Hvorledes man har fået tyske, kristne officerer af god tysk æt til at bære fez , et af de mest karakteristiske, synlige symboler på Islam, kan man kun gisne om. Det har næppe højnet deres moral. I øvrigt var sprogbarrieren mellem tysk og bosnisk permanent og uoverstigelig. Den skabte uhyre vanskeligheder, der næredes ved de fleste muslimers ringe boglige uddannelse. Da divisionen var en bjerg- eller alpejægerenhed, anbragtes de tyske alpejægeres smukke Edelweiss på højre overarm, medens den kroatiske stats af rødt og hvidt skaktavlede skjold anbragtes under rigsømen. Fodtøjet var korte, tyksålede alpej ægerstøvler med gamacher. Bevæbningen med hånd- og tunge våben samt køretøjer blev stort set den sædvanlige for en alpej ægerdivision, men her begyndte krigens barske virkelighed at spille ind. Medens man i 1940-41, hvor alt gik fremad på fronteme, havde kunnet tildele våben og udmstning af nyeste modeller til de franske, danske, hollandske og andre enheder, så kunne dette ikke længere lade sig gøre. Divisionen måtte tage til takke med, hvad tyskerne kunne undvære af udstyr og våben fra den tidligere jugoslaviske hær, og flere specialenheder, der optræder på det oprindelige organsationsskema, blev aldrig opstillet. Det lykkedes i juh 1943 at få divisionen op på godt 20.000 mand, et stort tal for en infanteridivision. D.v.s. ca. 19.000 fra Bosnien-Hercegovina og nogle hundrede albanere. Allerede fra oprettelsen ftilgte Storbritanniens efterretningstjeneste opmærksomt - via Tito's partisaner - divisionen. Dens operative formåen vurderedes lavt af briterne, en korrekt vurdering. Desertioner, obstmktion og interne voldsomme uenigheder kom hurtigt til at præge divisionen, der i sin hele problematiske tilværelse var en kolos på lerfødder. 1 1943 havde divisionen følgende organisation:

Stab med musikkorps

Alpejægerregiment nr. 27 og 28

1 panservæmskompagni (planlagt, aldrig opstillet)

1 panserjægerafdeling (kun i nogen grad opstillet)

1 kavalleriafdeling

1 bjergartilleriregiment

1 luftvæmsbatteri

1 efterretningskompagni

1 opklaringsafdeling

1 panseropklaringsafdeling

1 cyklistbataljon (planlagt, aldrig opstillet)

1 forsyningsbataljon

1 forvaltningsbataljon

1 sanitetsbataljon på 2 kompagnier

1 veterinærkompagni

1 feltpost- og pressesektion

1 krigskorrespondentsektion

1 feltgendarmeriformation

1 erstatningsbataljon og

1 køreskole

Som omtalt blev divisionen under den sidste del af uddannelsen flyttet til Sydfrankrig, til området ved Le Puy i Haute Loire, ca. 60 km sydvest for St. Etienne, et stærkt kuperet terræn a la Bosnien, hvor den sidste sammensvejsning skulle finde sted, inden man slap divisionen løs på dens landsmænd. Allerede her fandt blodige interne optøjer og lydighedsnægtelser sted, som klart viste divisionens tvivlsomme værdi. Stormuftien måtte atter besøge divisionen sammen med bataljonsimameme, berolige personellet og erindre om, hvilken stor sag man kæmpede for. Det hjalp foreløbig, og Gottlob Berger indberettede tilfreds til Himmler: "... Der Besuch des Grossmufti hat hier in jeder Form auch pohtisch ausserordentlich gut und positiv gewirkt ...Es hat sich auch erneut gezeigt, dass der Grossmufti über einen tadellos funktionierenden Nachrichtenapparat verfügt und ein ungeheures Ansehen in der ganzen mohammedanischen Welt hat. Er ist durchaus bereit, auch zu den Krimtataren, d.h. zu den Mohammedanern der heute besetzten Ostgebiete zu fahren und sie für Deutschland in jeder Form zu aktivieren”. Den egentlige chef i det meste af divisionens historie var SS-Brigadeführer (generalmajor) Carl Gustav von Sauberzweig, født 1899 i Vestpreussen som søn af en kgl. medicinalråd. Han indtrådte 1916 som fanejunker i Grenaderregiment Prins Carl af Preussen og blev på grund af tapperhed i 1917 udnævnt til løjtnant og tjente som adjudant og kompagnichef resten af krigen. 1930 blev han som premierløjtnant optaget på Generalstabskursus, og i 1939 udnævntes han til major. Som rabiat nazist overflyttedes han til Waffen-SS, hvor han kort efter krigsudbruddet udnævntes til SS-Oberfuhrer (brigadegeneral). Han overtog kommandoen over "Handschar" i juni 1943 og blev nærmest identisk med dens blodige indsats i Jugoslavien.

Operativ indsats

Kampene i Jugoslavien var - i hvert fald til langt hen i 1944 - en ren partisankrig uden egenthge fronter, og krigsførelsen raffineredes af, at begge parter til fuldkommenhed kendte det bjergrige terræn og forstod at udnytte det. Medens tyskerne og deres forbimdsfæller beherskede det nordlige, ret flade Jugoslavien og veje, slugter, broer og landsbyer i det kuperede Bosnien- Hercegovina, så beherskede partisanerne foreløbig de mest utilgængelige bjergegne, skove og tinder samt dele af Adriaterhavskysten. Det klassiske mønster for en operation var følgende: En serbisk landsby i en dal eller slugt havde forbindelse med partisanerne, som ved nattetid besøgte byen og fik informationer om Renden og forsyninger. Det meldtes hos tyskerne af stikkere, og dele af "Handschar" blev sendt mod byen. Den omringedes, måske imder kamp, og alle våbenføre mænd (også ofte kvinder) indfangedes og henrettedes på torvet, medens byen eller en del af den afbrændtes, og indbyggerne blev hjemløse eller flygtede. Partisanerne forfulgtes mere eller mindre helhjertet op i bjergene, hvor de gjorde tapper modstand og ofte slog tyskere og muslimer tilbage med store tab. Derefter slog partisanerne til mod en muslimsk by eller garnison, saboterede tyske og italienske tog, bilkonvojer, bevogtede broer og banelegemer, foretog likvideringer af stikkere, tyskere, italienere, muslimer o.s.v., en skrue uden ende. Under alle kampene lurede det hge under overfladen, og alle vidste det, at det ikke var nogen "almindehg" borgerkrig. Det var derimod en nådeløs etnisk krig, hvor de mest rabiate fløje i begge lejre ønskede den anden parts totale udryddelse eller fordrivelse på nøjagtig samme måde, som de mest uforsonlige storarabiske holdinger til staten Israel i vore dage. "Handschar" fik hurtigt blandt de store ikkemuslimske befolkningsgrupper et rædselsvækkende rygte, der trodser enhver beskrivelse. Det gjorde ikke sagen bedre, at tyskerne fra Nordafrika overførte et antal muslimske, protyske arabere fra Rommels nedkæmpede Afrikakorps og indlemmede dem i divisionen, hvor de nærmest førte stammekrig mod serberne. Efterhånden som 1943 skred frem, krævede Hitler rasende "bandeuvæsenet" på Balkan, der altså bandt mange tyske fropper, standset. Det stod dog OK-Südost (den lyske føringsstab på Balkan under generalfeltmarskal Maximilian von Weichs) klart, at der ikke længere var tale om et bandeuvæsen, men en storstilet, energisk og dygtigt ført krig mod en yderst kvalificeret fører, Tito, der ikke længere kunne betegnes som en "Räuberhauptmann", Førerhovedkvarterets hadefulde betegnelse for Tito. Kampene uddybede endvidere kløften mellem tyskere og italienere, hvis indsats mod partisanerne var ringe.

I december 1943 indledte tyskerne og deres kroatiske forbundsfæller en voldsom offensiv mod partisanerne i de bjergrige dele af Bosnien, men Titos 1. og 2. proletariske armé ydede hård modstand, og hverken tyskere eller "Handschar" opnåede nogen resultater. Det blev ind i 1944 klart, at det nu var partisanerne, hjulpet af britisk våbenhjælp, der blev nedkastet fra luften eller ved nattetide transporteret over Adriaterhavet, der nu var i offensiven og begyndte at beherske større dele af landet. I februar ankom en russisk militærmission til Titos hovedkvarter for at sikre et snævert samarbejde mellem Titos kommunistiske styrker og Den røde Hær. OK-Südost måtte - efterhånden som Østfronten nærmede sig Balkan - forberede sig på at kæmpe eller opgive dele af Balkan med Grækenland i spidsen. Krigens gang fik selvsagt demorahserende indflydelse i "Handschar". Tilgangen svigtede, der fandt mange desertioner sted, selv til Titos styrker. I september 1944 påbegyndte tyskerne rømningen af Grækenland. Samtidig begyndte de tendenser til opløsning, som fandt sted hos kollaboratører i alle besatte lande, at stikke hovedet frem for at prøve at redde skindet over i en eflerkrigstilværelse. Det var selvfølgelig ekstra svært for de mere end belastede medlemmer af "Handschar", for hvem der - ligesom for de mange russiske frivillige i tysk uniform - ikke var nogen vej tilbage. Blodige kampe mellem divisionen og mere og mere slagkraftige partisaner, der nu i stigende grad optrådte som regulære frontenheder, fandt sted blandt andet i de områder, vi kender så godt fra vore dage, i egnen syd for og omkring Sarejevo, i Bihac-enklaven og om den idyllisk liggende by Mostar, den gamle hovedstad i Hercegovina og i det adriatiske kystland. Overalt veg tyskere, italienere og den gennem store tab og desertioner stærkt reducerede "Handschar" samt øvrige kroatiske enheder nordpå mod byen Tuzla, hvorfra de atter pressedes mod nord. I efteråret 1944 måtte Himmler og konsorter i RSHA erkende, at den - for alle andre at se - kunstige og urealistiske vision om en alliance mellem kristendom og Islam var en Kimære. Selv om muslimer altid gennem historien tilbage til korstogene har været anset som gode, tapre, men tillige grusomme soldater, så slog de i dette tilfælde ikke til, og de rammer, man gav dem, var nok ikke de rigtige. Man begyndte nu at tvangsindrullere kroatiske studenter og at tømme kroatiske landsbyer for alle våbenføre mænd mellem 20 og 50 år og indlemme dem i den svindende "Handschar". Nu nærmede Den røde Hær sig hastigt, og mange muslimer nægtede at kæmpe mod den. Den tyske gesandt i Zagreb indberettede til Ribbentrop: ’'Nachdem bis Ende September aus 13. bosnischer Hercegovina SS- Division ”Handschar'^ 2000 Mann fahnenflüchtig geworden waren, weigerten sich am 17. Oktober weitere 140 Mann gegen Russen zu kämpfen und am 21. Oktober wurden über 600Mann im Raum bei Agram (Zagreb) fahnenflüchtig. OK-Südost hat daher hinsichtlich dieser nicht mehr einsatzfähigen Division besondere Massnahmen getroffen... " Den stærkt reducerede division gik nu, med udsigt til en regulær frontindsats, simpelthen op i fugerne. En del bosniere fik tilladelse til hjemsendelse (formentlig de hårdest belastede), og et antal fordrevne rigstyske soldater fra Kreta blev indlemmet i styrken, som von Sauberzweig forlod til fordel for SS- Obersturmbannführer (oberstløjtnant) Hans Hanke, og som nu blot benævntes "SS- Kampfgruppe Hanke". Rædselsslagne civile fra Bosnien-Hercegovina flygtede i titusindevis mod nord foran de angribende russiske og serbiske styrker. Kampgruppen pressedes mere og mere mod nord og kom i kamp med russerne ved den ungarske grænse omkring Balatonsøen og omkring Dravafloden. De sidste rester bemandende den såkaldte "Festung Margaret", et område omkring Dravafloden, indtil hen i marts 1945, hvor hele fronten smuldrede. Som overalt på Østfronten kæmpede man også i "Handschar" desperat for at komme til at overgive sig til vestmagterne. De sidste styrker trak sig kæmpende ind i Østrig og overgav sig til englænderne omkring Klagenfurt 17. maj 1945. "SS-Division Handschar" var ophørt at eksistere, men - som Holberg siger - "Nachspielet var det artigste!".

Epilog

Der eksisterede i OKW og RSHA nogle mere eller mindre lødige forestillinger om menneskelige og soldatermæssige forskelle på de besatte lande, som leverede frivilligkontingenter til den tyske hær. Øverst rangerede de germanske frivillige fra Danmark, Norge og Holland (flamlændere). Dernæst kom franskmænd og belgiere (walloner). Så spaniere og italienere, og i bunden lå de friviUige fra Balkanstateme, Sovjetunionen og den indiske legion. Her kom altså "Handschar" ind, og den blev den eneste SS-division, i hvilken der forekom mytteri og lydighedsnægtelser. Oprettelsen af divisionen var altså baseret på nogle uvirkelige visioner hos Himmler, der som sin herre og mester forenede programmatikerens missionsiver med handlingsmenneskets sikre magtinstinkt. Han var fantast og mystiker, levede i en urealistisk verden af hedensk germanerkult og middelalderlige ordensforestillinger og så i SS nazibevægelsens elite bæreren af det aristokratiske raceideal. Himmler forfulgte sine racehygiejniske mål med pedantisk akkuratesse, men var samtidig den pragmatiske organisator og terrorens kolde tekniker. Han var fanatiker, der myrdede millioner uden sadisme eller personlig vinding, men for sagens skyld. Den muslimske division blev aldrig det, han havde forestillet sig, og med krigens dræn i ressourcerne svandt de store visioner, og de frivilliges rolle som kanonføde kom mere og mere i forgrunden, for som Gottlob Berger kynisk udtrykte det: Wår en udenlandsk frivillig falder, er der ingen tysk moder, der græder!'^ Samtidig mistede Waffen-SS også sit elitepræg. Himmler renoncerede på de strenge optagelsesbetingelser, og frivillighedsprincippet blev ofte erstattet med tvangsudskrivning. Resultatet blev en multinational hær med folketyskere og udlændinge i flertal og med en moral, der svandt med erkendelsen af, at slaget var tabt, og at man aldrig havde kæmpet for nogen Europa- eller pangermansk idé, men alene for den tyske imperialisme. Divisionens bevægede historie fulgte nøje konjunkturerne i krigens gang og kan aflæses af styrketallene 1943-45:

Skærmbillede 2020-03-09 kl. 15.24.20.png

Der måtte nødvendigvis komme et blodigt efterspil for de overlevende medlemmer af "Handschar". Den serbiske befolkning og alle partisaner nærmest skreg på hævn. Bortset fra divisionens mere eller mindre militære aktioner, svælgede det selvsagt også dens omdømme, at den havde tilført krigsførelsen træk af middelalderlig, orientalsk grusomhed på slagmarken. Således forekom der flere tilfælde af, at man skar hjertet ud af biystet på faldne fender. Selv om det for europæere kun kan betegnes som kvalmende og dybt uciviliseret, kan det - set fra et snævert militært synspunkt - næppe betegnes som kriminelt. Opgøret i Jugoslavien kom til at trodse enhver beskrivelse. Mere end 100.000 kroatiske og muslimske soldater, Ustachi, kollaboratører, Pavelictilhængere, chetniker m.fl. arresteredes og udleveredes af de allierede magter i maj 1945 til Tito. Ud af disse henrettedes ved Marburg (Maribor) ved Dravafloden mere end 10.000, og ligene flød ned ad floden. I andre egne af landet fandt masseeksekutioner og lokale lynchninger sted, ligesom talrige kroater og muslimer myrdedes i interneringslejrene. Det skabte nye problemer i det nye Jugoslavien, der kun holdtes sammen af Titos navn og j emnæve. Von Sauberzweig, der var forflyttet til tjeneste i Førerhovedkvarterets personelreserve i Tyskland, var britisk krigsfange. Han forlangtes af Tito udleveret som krigsforbryder tilligemed 38 tyske officerer og underofficerer fra divisionen. De 38 blev udleveret og henrettet, men Sauberzweig, der vidste, hvad der ventede ham, begik selvmord 1946 lige inden udleveringen. Ante Pavelic flygtede ud af landet og blev i 1948 gæst hos general Peron i Argentina. Han døde 1959 på et spansk hospital.

Med ovenstående linier er der redegjort for en muslimsk SS-divisions historie i det tidligere Jugoslavien under 2. verdenskrig. Det kunne være fristende her i epilogen at forsøge at trække nogle linier og drage nogle paralleller frem til begivenhederne i vore dage. Dette har jeg ment, ikke var min opgave, og det overlades hermed til læseren.

Bibliografi

Beadle, C. and Theodor Hartmann: ”Divisionsabzeichen der Waffen-SS. Its divisional Insignia " (Bromley 1971). Bender, Roger James and Hugh Page Taylor: ”Uniforms, Organisation and History of the Waffen-SS, voL3”(San Jose, Calif 1992). Folltmann/Hans Möller-Witten: ”Opfergang der Generale. Die Verlusten der Generale und Admirale ... im Zweiten Weltkrieg”(Berlin 1957). Fricke, Gert: ”Kroatien 1941-1944. Der ”Unabhängige Staat” in der Sicht des deutschen Generals in Agram Glaise von Horstenau”(Freiburg 1972). Hoiy, Ladislaus und Martin Broszart: ”Der kroatische Ustascha-Staat 1941-1945” (Stuttgart 1965). Hnilicka, Dr. Karl: ”Das Ende auf dem Balkan 1944/45. Die militärische Räumung Jugoslawiens durch die deutsche Wehrmacht”(Göttingen 1970). Litteljohn, David: ”Foreign Legions of the Third Reich (Yugoslavia), vol.3 (San Jose, Calif ,1985). Marjanowitsch, Johann: ”Der nationale Befreiungskrieg als Volksrevolu-tion Jugoslawiens 1941-1945”(Belgrad 1959). Preradovich, Nicolaus von: ”Die Generale der Waffen-SS”(Berg am See 1985). Ranke, Leopold von: ”Serbien und die Türkei im 19. Jahrhundert”(Berlin 1879). Schraml, Franz: ”Kriegsschauplatz Kroatien. Die deutsch-kroatischen LegionsDivisionen- 369., 373., 392. Inf.-Div.(kroat.) - ihre Aus bildungs- und Ersatzformationen” Q^QckavgQmünd 1962). Strugar, Oberst Vlado: ”Der jugoslavische Volksbefreiungskrieg 1941 bis 1945” (Østberlin 1969). Truppendienst Taschenbuch: ”Partisanenkampf am Balkan” 1976). Windrow, Martin: (Men-at-Arms-Series) (London 1976). Wuenscht, Johann: ”Jugoslavien und das dritte Reich”(Stuttgart 1969).