Hvis man anvender erobrede fjendtlige automatiske våben i sin styrke, er det vigtigt, at dette er kendt af hele egen enhed. De fjendtlige våbens skudkadence er jo forskellig fra ens egne og kan give anledning til alvorlig uro (måske endda panik), livis sådanne våben affyres fra egen stilling, med mindre naboerne ved det..
Et nøje kendskab til akustiske fænomener ved skydning (affyringsknald, projektilsmæld, fløjt, detonation af småprojektiler)
er en stor hjælp for såvel fører som menig på kamppladsen.
*
„Fæstninger, kanoner og udenlandsk hjælp nytter lidet, hvis ikke liver mand i geleddet ved, at netop han står på vagt for sit land“. Feltmarskal Mannerheim.
„Du kan liave det bedste våben i verden — uden den rette kampånd er det værdiløst“. General G. C. Marshall.
„Grundlaget for den indre holdning og modstandskraften i den røde armés afdelinger er disciplinen“. Generalissimus J. Stalin.
„Hvad der først og fremmest kræves hos en god soldat, er udholdenhed og hårdhed“. Feltmarskal Wavell.
*
„Observationsstader for artilleri og morterer kan kun løse deres hovedopgave, hvis de er anbragt på lidet iøjnefaldende steder. Fremtrædende højdepunkter tiltrækker uvægerligt den fjendtlige ild. Af hemmeligholdelses(slørings)grunde skal enhver trafik (også af inspicerende foresatte, madbringere og lign.) ved dagslys undgås. Hjælpepersonellet: Radiofolk, ordonnanser o.s.v. skal helst holdes et stykke borte. Til ethvert observationsstade for nævnte våben hører også lyspistol til brug, hvis (når) de andre meddelelsesmidler svigter og spærreilden skal udløses.
*
Husk på, at observatøren repræsenterer den tunge ild, som ofte betyder liv eller død, sejr eller nederlag, for infanteristen. Den rette skjulte anbringelse af og service for observatørerne er derfor ikke alene en pligt for alle. Det er også noget, der lønner sig meget“. Fronterfaren bataillonschef.
*
Spiritus ved fronten er et ømtåleligt spørgsmål, fordi fredstidens smukke teorier og krigstidens barske virkelighed er så langt fjernet fra hinanden. Ved afdelinger med god moral er der i de færreste hære under krig blevet udstedt spiritusforbud, når vejrliget var strengt. På østfronten fik de tyske soldater udleveret l/4 l Schnapps daglig, før angreb l/2 1. Alkoholens betydning som opmuntring og stimulans ved fronten karakteriseres som meget stor — ja uundværlig. Det er dog indlysende, at føringen må have opmærksomheden henvendt på misbrug, og officererne har en særlig pligt til ved deres eksempel at bidrage til at hindre sådanne.
*
Det er en kunst at vente med at handle til del reite øjeblik. Den ganske unge chef eller delingsfører vil være tilbøjelig til i forsvaret at åbne ild så tidligt som muligt. De mere erfarne vil ofte foretrække at vente, til fjenden er nået til gunstigt skudhold for da at beskyde ham så meget des voldsommere.
Det gamle slagord om, at „det er bedre at gøre noget forkert end ingenting gøre“, må derfor tages med et vist forbehold.
*
A propos slagord. Når det drejer sig om krigsforhold (vi vil alle have erfaret, at det også gælder i vid udstrækning under fredsforhold) er det en kendsgerning ved alt, hvad der har med instruktions- og befalingsvirksomhed at gøre, at .
alt hvad der kan misforstås, bliver misforstået.
Det, der ikke kan misforstås, bliver undertiden også misforstået. Moral: Befal krystalklart!
Det doceres altid, at befalingsudgivelse skal være mundtlig, når dette overhovedet er muligt. Grunden er indlysende: 1) Misforståelser kan klares på stedet, 2) førerens personlighed kan virke ind på de undergivne.
Er der tid til det, og drejer det sig om andet end ganske korte ordrer, skal modtageren dog have tid til at skrive hovedpunkter ned. Under kampforhold opfatter de fleste væsentlig mindre end under roligere vilkår.
Hvis man ikke netop er udstyret med „infrarødt“ sigtemate- riel (ved hvis hjælp man kan se indtil nogle hundrede meter i mørke og skyde med god præcision) der er kompliceret og kostbart, er natskydning med håndvåben en vanskelig sag, hvis den ikke er indøvet godt i forvejen. Træfningen er ringe. Derfor er håndgranaten et overmåde virksomt våben ved natligt forsvar af anlæg af enhver slags.
*
Infiltrerer fjendtlige småstyrker ved nattetid i et område, skal alle forblive i deres Indler i området. Modforanstaltningerne består i indsats af reserver ved daggry samt ved i mulig udstrækning at konstatere eventuelle mål for de infiltrerende styrker. At sende patrouiller ud til direkte bekæmpelse af dem vil sjældent svare regning. Besætningen i hullerne forholder sig fuldstændig stille, men er rede med håndgranat og ovrige våben, hvis fjenden skulle angribe selve hullet (f. eks. for at tage fanger).
*
Papirarbejdet ved fronten giver ofte anledning til ærgrelse. Dog skal alle være klar over, at en vis administration er uundværlig som grundlag for de hojere myndigheders forsyningsmæssige og andre dispositioner.
*
Nogen fast aldersgrænse for krigsduelighed kan ikke gives. Tyskerne havde under sidste krig mange (til vore lokalforsvarsbatail- loner svarende) enheder med mandskab på gennemsnitligt over 50 år. Dette bor heller ikke kunne forbavse, når man betænker, hvor stort legemligt arbejde f. eks. skovarbejdere, jord- og betonarbejdere m. fl. yder selv omkring 60-års alderen.
Ved lette kompagnier i forreste linie, hvor der er ringe mulighed for søvn og iøvrigt kræves stor både sjælelig og legemlig udholdenhed, bør personellet dog ikke være over ca. 35 år.
I øvrigt er kampmoralen afgørende. Under i øvrigt lige forhold har soldater i fyrrerne ofte med held kæmpet mod folk i begyndelsen af tyverne, fordi deres kampvilje (mod, pligtfølelse o.s.v.) var bedre.
*
Under kamp vil der i de allerfleste tilfælde ske ting, som man ikke har beregnet. Blandt andet vil det tit ske, at fjenden ikke bærer sig sådan ad, som man har troet („ikke opfylder den ham tiltænkte rolle“). „Der er altid et eller andet, der går i kludder“, som forfatteren til „Company Commander“ skrev. Det behøver slet ikke at være noget ubehageligt — det kan også være, at et fjendtligt våben, som man troede kun kunne nedkæmpes af tung støtteild, pludselig tier, forsvinder el. lign.
Det er derfor en afgørende vigtig del af førerpersonligheden at være indstillet på både behagelige og ubehagelige overraskelser, så at chancer resolut udnyttes og modgang pareres.
*
Hvorfor er reorganisering efter erobring af et mål så vanskelig? Fordi
— alle synes, at det netop oplevede har været så farligt og anstrengende, at nu har man virkelig fortjent at have det rart,
— det er spændende at se på, snakke med og regere med fangerne,
— det er spændende at „organisere“ pistoler, souvenirs, konserves og spiritus i de fjendtlige anlæg, da man jo normalt både er sulten og tørstig, og man derfor bliver skødesløs med det, man skulle have gjort (besættelse af anlæg klar til at afslå modangreb, give nye ordrer, omfordele ammunition o.s.v.), hvilket bevirker at
-— et par fjender, der lader, som om de er døde, snapper deres maskinpistoler og knalder én selv eller nogle af ens folk ned,
— man lider tab ved den fj. morterild og artilleriild, der i reglen vil være forberedt mod området, og
— bliver overrasket og eventuelt likvideret af et energisk gennemført fjendtligt modstød.
Oplys i tide enhver soldat om disse ting, og før jernhård kommando i reorganiseringsfasen!
*
At blive beskudt af egne tropper er højst ubehageligt. Det har i reglen en nedslående virkning på troppernes moral. Er det ild fra egne morterer eller artilleri, kan det svække de lette kompagniers tillid til disse våben.
Hvis man skulle have 100 procents sikkerhed mod at blive beskudt af egne våben, ville det imidlertid hæmme alle i ganske urimelig grad.
Det er klogt at oplyse sine folk om, at sligt kan ske, og at fjenden er den, der i det lange løb får gevinsten, hvis vi altid skal have fuld sikkerhed. Det bedste er det godes fjende!
I en fase af felttoget på New Guinea blev en sjettedel af de allieredes tab forvoldt ved egen ild.
*
En stormende fjende udstøder skrig, hurraråb og anvender eventuelt særlige lydeffekter. Den moralske virkning — som fjenden tilsigter — bliver mindre, hvis man er forberedt på det.
Hvis fjenden angriber om natten, om det så kun er med en ganske lille styrke, er der næsten uværgerligt folk i egen stilling, som vil gå fra koncepterne og styrte tilbage under råbet „De kommer, de kommer, der er mange hundrede“. Hvis folk i forvejen er instrueret nøje herom, vil de fleste skamme sig for at råbe op på denne måde, og faren for panik vil være væsentligt reduceret. Med lysmidler og vel tilrettelagte morter- og artilleriskydninger kan den veluddannede forsvarer tage en væsentlig del af brodden af natangrebet.
*
Synet af de døde og hårdt sårede kan gøre et meget stærkt indtryk på folk, som første gang færdes på en kampplads. Folk, der i fredstid har været reddere, samaritter o. lign., er moralsk bedre udrustet til at møde denne påvirkning. Realistiske sanitetsøvelser med sminkede forstilt sårede har en ikke ringe tilvænningsværdi i så henseende.
De letsårede vil ofte frembyde stærkere ydre symptomer end hårdtsårede.
*
Lysmidler (-kugler, -raketter) er i mange tilfælde den eneste mulige forbindelse under kamp, og vidtrækkende konsekvenser kan resultere af, at disse midler svigter. Man skal navnlig holde sig for øje, at
— lysmiddelsystemet skal være simpelt,
— der skal ikke sendes een, men flere raketter og kugler op pr. signal, da muligheden for, at en enkelt overses, kan være stor, så snart det drejer sig om andet end ganske korte afstande,
— fjenden kan spille én slemme puds ved at opsende lyssignaler til vildledning f. eks. af vort artilleri,
— atmosfæriske forhold påvirker sigtbarheden (synligheden) meget stærkt,
— hvid lyskugle kun må anvendes til oplysning af terrainet.
*
Det er en alvorlig fejl at samle mange køretøjer i en lille lokalitet, blot fordi denne yder skjul. Både i krig og fred ser man ikke desto mindre gang på gang, at uerfarne førere klumper store kolonner sammen i en lille skov, landsby o.s.v. — i krig undertiden med tilintetgørelse til følge.
*
Hvorfor kan visse mennesker ikke lære, at et regnskyl eller nogle timers tung trafik kan gøre visse tilsyneladende velegnede steder totalt uegnede til kørsel med visse køretøjstyper? TÆNK FORUD!!!
*
Fjendens observationsflyvere kan om natten være overordentlig ubehagelige, og der spildes erfaringsmæssigt en masse ammunition på dem, uden at det lykkes at skyde dem ned. Egne natjagere vil oftest være optaget af andre opgaver.
Det vil derfor i de allerfleste tilfælde være rigtigt ikke at åbne ild mod sådanne fjendtlige natlige observationsmaskiner.
*
Både ved sløring, valg af formation etc. må der altid tages hensyn til, at fjendtlige flyvere, evt. med brug af belysningsmidler, om natten kan se væsentligt mere, end vi selv tror.
Infanteristens taknemmeliglied for velrettet artilleriild over fjenden kender ingen grænser, selv om også ilden skulle falde betydelig nærmere ved liam selv end de reglementerede sikkerhedsafstande.
*
Under verdenskrig II er der gentagne gange blevet anvendt tropper iklædt fjendens uniform til både sabotageformål og i enkelte tilfælde også på selve kamppladsen.
Mistænksomhed er her en borgmesterdyd!
*
Under fremrykning på selve kamppladsen vil soldaten i reglen ikke kunne høre gruppeførernes kommando. Da det ofte gælder om lynhurtigt at udnytte pauser i den fjendtlige ild, må hver mand i gruppen derfor holde øje med gruppeførerens reaktioner og normalt følge ham, når han springer (løber) frem.
*
Hjelmens hagerem må ikke være spændt under kamp, da lufttrykket kan påvirke hjelmen sådan, at soldaten formelig „bliver hængt“ i remmen. Den sidder også tilstrækkelig fast ved hjælp af svederemmen.
*
Hvis forskellige dele af en motorkolonne skal forskellige steder hen, kræves der — både om dagen og om natten — nøje instruktion og årvågenhed for at forebygge, at trætte chauffører slavisk følger i hælene på køretøjet foran.
*
Ikke mindst ved kørsel om natten er det — viser al erfaring — så at sige umuligt at hindre vogne i en motorkolonne i under standsninger at slutte op med alt for små afstande.
*
Når en vogn holder ind til siden, fordi den er gået i stå (eller fordi en person i vognen, f. eks. en fører for en enhed m. v., skal standse for at afvente et efterfølgende køretøjs ankomst) vil det i mørke være uhyre almindeligt, at også de bagved følgende vogne standser og bliver holdende, evt. helt taber kontakten med foran- værende del af kolonnen.
*
Procenten af tilskadekomster ved motorulykker er i krig overordentlig høj. Dette skyldes ikke mindst, at motorførerne ofte er meget udmattede af mangel på søvn. God tilrettelæggelse af motorføreres søvn er en vigtig sag for enhver, der har med motorpersonel at gøre!
*
Ved natlig orientering efter kort i et område, man ikke er nøje fortrolig med, bør haves i erindring, at vejanlæg, oppløjning af stier o.s.v. kan have ændret terrainets karakter i nogen grad. Man bør i starten altid kaste et blik på kortets trykke- og revisionsår.
*
Sagt af krigserfaren officer i paradoxets form, men ikke uden visdom:
Det er kun i slet disciplinerede kompagnier, at folk får lov til at gå langhårede.
*
Sovende soldater på gårdspladser, i vejrabatter og lignende steder er stærkt udsat for at blive kørt over, selv når køretøjerne fører lygter. Ved køretøjer med slukkede lygter stiger risikoen naturligvis yderligere stærkt.
Også i fredstid skal dette tages i betragtning af enhver — og alle soldater skal være instrueret om farerne ved at vælge sove- eller hvilested af nævnte art.
*
Det er i de fleste hære almindeligt, at officerer ved kampstyrker ingen gradstegn bærer under tjeneste ved selve fronten.
*
Kan ikke indskærpes ofte nok:
Ved valg af stilling (eller blot ophold) i skov og i det hele taget under træer skal man have i erindring, at virkningen af artilleri- og morterild flerdobles, når granaterne detonerer ved anslag mod trætoppene, idet den nedadrettede del af sprængstykkerne er særlig effektiv.
*
Det sker erfaringsmæssigt meget ofte, at en styrke under bevægelse undlader at sikre sig (have observation) på de højdedrag, hvorfra marchvejen kan observeres og beskydes, med det resultat, at fjendtlige småstyrker næsten uden tab har kunnet overraske og likvidere styrken.
*
Fra Korea: „Da vi var tilbøjelige til at standse kampen ved mørkets frembrud og ofte forsømte at fortsætte trykket på fjenden med kamppatrouiller, nåede de røde at grave sig ned og havde snart en velindrettet forsvarsstilling. Resultat: Næste morgen måtte vi påny til at foretage et kostbart frontalangreb“.
*
Betydningen af forsvar til alle sider („perimeter defense“ eller ringforsvar) understreges af alle fra Korea.
*
INITIATIV er al officersgernings alfa og omega, HANDLING er trumf i al taktik, PASSIVITET er al førings værste fjende.
Men flertallet af menneskene er af naturen passive. Officeren skal efter bedste evne inspirere sine undergivne til initiativ og aktivitet, men han skal desuden overvåge udførelsen af de befalinger, han giver. Når folk ved, at der er sandsynlighed for, at de bliver kontrolleret, er fristelsen til at slappe af i utide ikke nær så stor som ellers.
*
Ikke alene den egentlige føring, men også tjenesten i stabe, kræver aktivitet og initiativ. En E-officer får ikke de efterretninger, han skal bruge, hvis han blot sidder og venter på, at de skal indløbe. En O-officer, der vil sidde i sit elfenbenstårn og lave befalingsudkast uden levende og initiativrig føling med tropperne, vil skuffe sig selv — og dem. Balancen mellem påtrængenhed og taktfuld tilbageholdenhed er her en del af officerens kunst.
*
Hav grejerne i orden! Kort, blyanter, papir, meldingsblok o.s.v. er der brug for så at sige daglig. Det nedsætter ens efficiency, hvis man ustandselig skal låne sig frem.
*
Kampvognen er stadig en farlig fjende. Når den støttes af fodfolk og artilleri, er den den farligste af alle. De mange panserværnsvåben har vældig virkekraft, men de kræver af manden bag våbnet koldblodighed, rutine og mod. Enhver officer skal skaffe sig den fornødne rutine. De øvrige forudsætninger må han fremelske i sin personlighed. Har han den ikke i sig, må han hente mod af, at hans undergivne ser hen til ham. De vil forlange, at han evner, hvad de selv ikke har kunnet.
*
Næsten enhver, der har levet ved fronten uafbrudt et stykke tid, vil kunne mærke symptomer på frontpsykose, f. eks. i form af mavesmerter, hjertebanken, manglende appetit o.s.v. Disse symptomer, som kan være svagere eller stærkere alt efter forholdene og den pågældendes konstitution, er altså ikke unormale. En svag soldat vil imidlertid ofte tro, at det drejer sig om alvorlig sygdom.
Forbindelse mellem chef og læge vedrørende sådanne halv- eller helsimulanter er en vigtig faktor til forebyggelse af disciplinsvækkelse.
*
Om natten skyder soldaten i forreste linie kun alt for gerne, da han altid tror, at han ser eller hører noget. Navnlig hvor tropperne er stærkt udmattet, smitter en sådan ildafgivelse nabostyrkerne (ildpanik) og kan føre til umådeligt ammunitionsspild.
Sådan ildpanik forhindres med god disciplin og en effektiv sikring (med passive og aktive midler) foran stillingerne.
*
I Korea blev mange allierede stillinger røbet for fjenden på grund af svigtende sløringsdisciplin: Forplejningsrester, papir og dåser flød omkring anlæggene, observationsstader røbedes ved ivrig ordonnanstrafik etc.
*
Også i de tilfælde, at disciplinfremmende foranstaltninger er alt andet end behagelige for tropperne, skal og må disciplinen ved fronten håndhæves kategorisk. Er det end nødvendigt at slække på kravene til den ydre forms opretholdelse, må den indre disciplin være des stærkere: Lydighed og selvovervindelse.
(sluttet)
M. B.
