Log ind

At spise en ged og skabe dialog – hvilke virkemidler fungerer i en anden kultur?

#

Kulturforståelse bliver nogle gange kogt ned til ’overbærenhed over for folkeslag, der kommer for sent’. Men den slags viden bidrager ikke til meget andet end mild irritation over, at den fremmede kultur ikke er, som vi selv er. Jeg definerer kulturforståelse som: Viden om og forståelse for de virkemidler vi kan bruge for at nå vores mål i en fremmed kultur. Over fem år af mit liv er levet uden for Danmarks grænser. I det følgende vil jeg referere nogle af mine oplevelser og uddrage personlige erfaringer fra i alt 14 måneders intenst arbejde i Helmand.

 

Hold fast i din egen kultur

Kort efter min ansættelse som civil stabiliseringsrådgiver i handelsbyen Gereshk kommer Helmands provinsguvernør til byen for at afholde et stormøde med byens og oplandets stammeældste. Der forventes nogle hundrede mennesker til mødet. På kontoret er jeg ved at forberede mig til mødet, da jeg pludselig ryger ind i en for mig uventet debat om tørklæder. ”Du ser nydelig ud,” siger Nigel, en af de tilrejsende rådgivere fra Provincial Reconstruction Team i Helmands hovedstad, Laskar Gah. Jeg er iført hvid skjorte, figursyet jakke og tilhørende bukser med pressefolder. ”Men du har da tænkt dig at bære et hovedtørklæde, ikke sandt?” tilføjer Nigel. ”Nej, absolut ikke,” siger jeg. ”Jeg tror nu, det ville være en god ide.” Jeg kigger på ham: ”Nigel, jeg har ikke tænkt mig at gå med tørklæde. Afghanerne ved udmærket, hvem jeg er. De ved, at jeg ikke er muslim, og de ville mene, det var meget mærkeligt, hvis jeg pludselig begyndte at gå med tørklæde. Jeg har været herude uden tørklæde i over et halvt år og har aldrig haft problemer.” ”Ja, men da var du soldat. Nu er du civil.” ”Korrekt, og jeg holder jævnligt møder med borgmesteren, distriktsguvernøren, politimesteren, chefen for sikkerhedstjenesten og mange andre, og der er ikke nogen af dem, der nogensinde har set mig med tørklæde.” ”Ja, naturligvis. Du må ikke misforstå mig. Jeg tænkte bare ... jeg mener, jeg ved, at flere af de kvindelige rådgivere i Laskar Gah tager tørklæde på til møder.” Jeg bider tænderne sammen og forsøger at vælge mine ord med omhu: ”Jeg har oplevet de rådgivere, og jeg har også hørt, hvad afghanerne siger om dem bagefter. Vi er ikke muslimer, og det øger ikke just vores troværdighed at lade som om vi er. Jeg tager ikke tørklæde på. Jeg har respekt for deres kultur, og de har respekt for min. Jeg ville dække mit hår, hvis jeg skulle ind i en moske, men det skal jeg ikke.”

Skærmbillede 2020-02-12 kl. 13.37.51.png

Mødet forløber fint. Der er mødt over 200 mænd op. Guvernøren holder en veloplagt brandtale imod opiumsdyrkning, imod Taliban og for skolegang og de internationale styrkers hjælp. Bagefter bakkes han op af en mullah, der med udgangspunkt i Koranen støtter guvernørens synspunkter. Ingen tager anstød af mit utildækkede hår, for de toneangivende på mødet er vant til at se mig sådan og forventer ikke andet af mig.

Til gengæld for min stædighed på tørklædeområdet må jeg acceptere, at nogle unge mænd stirrer meget første gang de ser mig. Det er måske første gang i deres liv, at de ser utildækket hår.

Mit stædige fravalg af tørklæder baserer sig på en konkret hændelse fra min tid i Laskar Gah under ISAF hold 4. Inden et møde med en afghansk borgmester og nogle af guvernørens rådgivere vælger en civil kvindelig rådgiver at iføre sig et hovedtørklæde. Hendes påklædning er i øvrigt vestlig og tækkelig. På et tidspunkt bliver hun nødt til at forlade mødet for at gå på toilettet. Til hendes mandlige kollegers store overraskelse siger den afghanske borgmester: ”Nå, skal vi så se at komme til sagen. Nu er hun gået!” ”Undskyld, er det et problem, at vi har en kvinde med til mødet?” spørger en af hendes kolleger. ”Nej, overhovedet ikke. Men jeg gider ikke snakke med folk, der prøver på at ligne muslimer, men ikke er det! Du er kristen, men det ved jeg. Hvad hun er, det ved kun Gud.”

Det handler om troværdighed. Og troværdighed er en af de vigtigste forudsætninger for et samarbejde, der fører til resultater. Afghanerne ved udmærket, at jeg er kristen, og de ville have syntes, at det var meget mærkeligt, hvis jeg pludselig stillede op med tørklæde på og prøvede at ligne noget, jeg ikke er.

 

Invester tid i de mennesker, du skal arbejde sammen med – tag tid til ’ingenting’ og ’ligegyldigheder’

For min kurdiske kebableverandør på Nørrebro såvel som for borgmesteren og distriktsguvernøren i Gereshk gælder det, at de gerne vil lære en at kende og snakke. Da jeg begyndte at sige hej til Said i kebabbutikken og stoppe og bruge to minutter på at drikke kaffe og sludre, da faldt prisen på kebab og kvaliteten steg. Han lærte lynhurtigt at hælde rigeligt med mælk i min kaffe, og at jeg skulle have en ’mellemmængde’ chili i min mad. Pudsigt nok lærte jeg en masse om os danskere: ”Danmark er et mærkeligt land. I har alt, men I ser så sure ud. Hvorfor smiler I aldrig? Og hvorfor har I altid så travlt? Hvorfor er der ingen der stopper og snakker? Hjemme er der ikke andet end fjernsyn og de samme mennesker, som du altid ser. Og fjernsyn bliver man ikke lykkelig af ...” Danmark ifølge Said, kebabbutiksindehaver på Nørrebro.

Da den nyudnævnte og meget kompetente distriktsguvernør i Gereshk inviterede Deputy Commander og mig til middag hos sig selv, måtte situationen lige vendes internt. At bevæge sig ned i det område af byen efter mørkets frembrud var ikke noget, man bare lige gjorde. Flere soldater fik flash backs til Black Hawk Down ved synet af de smalle labyrintiske gader. Men vi fik rammerne på plads.

Distriktsguvernøren var utroligt glad for, at vi ville komme og spise. Mad betyder en del i afghansk kultur og gæstfrihed betyder enormt meget. Der var med vilje ikke lavet en dagsorden. Vi skulle bare spise og hygge. Og det gav plads til en masse andet. Først og fremmest fik vi en fornemmelse af hinanden som mennesker. Distriktsguvernøren fik en chance for at tale med os, uden at andre kunne høre ham. Hen over gedekødet og kyllingestegen kunne der stilles alle mulige spørgsmål. Vi investerede vores tid i ham, og han fik en øget tro på os.

Den investerede tid bliver vundet ind mange gange på den lange bane. Tilliden øges og tingene glider lettere. Ting der kunne have været sprængfarlige på et officielt møde, kunne nu diskuteres uformelt og med sænkede parader. Ofte fandt vi over de uformelle middage på nye måder at håndtere begyndende konflikter på. Middagene blev en konflikthåndteringsmetode der også blev overdraget til næste hold. Man skal tænke over hvilke mennesker, man bruger sin tid på, men der er for mig ingen tvivl om, at vores ”planløse” møder øgede tilliden og også rammerne for problemløsning.

 

Hav respekt for de andres kultur

I den pasthunske stammekultur i Helmand er der er række ting, man ikke gør. Og så er der nogle ting, som man med fordel kan lade være med gøre. Små ting, der viser respekt for den fremmede kultur.

Man skal være varsom med Dos and Don’ts‐lister, for virkeligheden er sjældent så firkantet, men lad mig alligevel give nogle få eksempler på almindelig pli og høflighed, sådan som det opfattes i Helmand:

Man spørger ikke til koner og døtre, men man kan sagtens spørge generelt til familie og børn. Det er utænkeligt, at en afghansk mand vil nævne sin kone i en samtale, medmindre hun er syg og han har brug for hjælp. Eller medmindre I kender hinanden rigtig godt. Inden for murene har konen en del at skulle have sagt, men vi er ofte meget uvidende om, hvad der sker bag compound‐murene.

Jeg har en eneste gang hørt borgmesteren i Gereshk nævne sin kone. Jeg ville give ham et foto af ham selv, distriktsguvernøren og mig taget ved et tidligere møde. Borgmesteren smilede, men afslog bestemt. Spøgefuldt hviskede han til distriktsguvernøren: ”Det ville aldrig gå at tage det billede med hjem. Min kone ville blive meget jaloux.”

En væsentlig del af familiens ære står og falder med kvindens opførsel og hendes ukrænkelighed. Derfor skal man være noget varsom, når det gælder kvinderne. Man giver aldrig hånd til en kvinde, medmindre hun selv tager initiativ og rækker hånden frem. Et høfligt nik er en god måde at hilse på.

Religion spiller naturligvis en rolle i kulturen og influerer på, hvor og hvordan vi kan holde møder med afghanerne. Fredag er deres helligdag, og der er andre ting de gerne vil den dag end at holde møder med os. For eksempel være sammen med deres familie. Før forholdene i Helmand blev, som de er blevet, tog mange familier på picnic om fredagen.

Når der er Ramadan, så skal man ikke stille kager frem til møder. Ryd lokalet for vand, te og fødevarer. De bryder sig ikke om at blive fristet. Man bør tempo i den måned fasten står på, og det må man acceptere. Skulle et møde trække ud, så hold en pause, hvis nogen af de tilstedeværende ønsker at bede.

Når afghanere i Helmand kommer til arbejdsmøder med os vesterlændinge, bruger de ikke megen tid på høfligheder om familie og vejret. De sætter pris på, at man går direkte til sagen, nogenlunde som vi gør i Danmark. Ved middage og i deres egne hjem vil de gerne snakke om løst og fast. Formålet afgør formen.

Jeg har mødt en del meget punktlige afghanere i Helmand, men det er mit indtryk, at det fortrinsvis er noget, de har lært af os, og noget de gør sig umage med for at respektere vores mødekultur. Men for mange er tid mindre vigtigt. Og vejforholdene kan være meget besværlige. Men selv om man ikke kan komme frem til tiden, kan man godt være en ordholdende mand. 

 

Den usete del af befolkningen – missionens skjulte allierede kan være kvinder

Jeg tog første gang til Helmand i august 2007 med ISAF 4. Jeg ville se, om jeg som vestlig kvinde kunne gøre noget for de undertrykte afghanske kvinder. Jeg tænkte, at hvis der i det mindste var nogle af dem der så mig, en kvinde på arbejde blandt mænd, så ville ingen, end ikke Taliban, nogensinde kunne slette det indtryk fra de afghanske kvinders nethinder.

At arbejde med afghanske kvinder og gå målrettet efter dem, var ikke noget hverken den britiske eller danske hær på det tidspunkt havde prøvet før. Og der var flere, der slet ikke kunne se formålet. Kvinderne var jo klædt i burka og havde intet at skulle have sagt.

Mine første kontakter var meget sporadiske. På patruljer i fjerne landsbyer skete det ofte, at alt liv stoppede, fordi jeg kom gående. Børnene stirrede på mig og benede ned ad gaden, mens de råbte: ”Det er en kvinde, det er en kvinde!” Og imens drejede alle burkaerne sig stille og stirrede tavse på mig. De sagde ikke noget, men jeg tror ikke, de har glemt mig. Kun i de byer, hvor Taliban var stærkt til stede, kunne jeg mærke folks modvilje mod mig. Der så jeg til gengæld slet ingen kvinder på gaden. Alle andre steder blev jeg vel modtaget.

Imidlertid havde to kvindelige britiske soldater fået et par kontakter, som jeg kunne overtage, og gennem disse kvinder lærte jeg andre afghanske kvinder at kende. Min baggrund som afhøringsofficer kom mig til gode. Jeg var god til både at lytte og spørge. Og jeg var god til at se, når nogen vidste mere, end de sagde. Efterhånden som jeg snakkede med kvinderne, blev det tydeligt, at de hørte meget på gader og stræder, når de talte med hinanden og deres slægtninge, eller når de serverede te og mændene talte.

Kvinderne vidste forbavsende meget om Taliban og deres tilholdssteder og våbendepoter. Og kvinderne hadede Taliban af et godt hjerte. Det er Talibans indflydelse, der hindrer dem i at få en uddannelse, selv at bestemme hvem de vil giftes med og i øvrigt leve et liv hvor de kan gå på gaden med utildækket ansigt. Flere gange førte kvindernes oplysninger til, at man kunne gribe ind over for vejsidebomber, og to gange kunne vi slå til mod bombelagre. Det lærte mig, at selv de, der tilsyneladende ingen magt har, har en indflydelse og en viden. Når du lytter til de tavse undertrykte, dem som ingen regner for noget, så får du både venner og viden.

Vigtigst er det måske at konkludere, at havde vi i Helmand på et tidligere tidspunkt haft den viden om kulturen og kvindernes rolle, som vi har i dag, så var den del af indsatsen, der retter sig mod kvinderne, utvivlsomt kommet tidligere.

 

Kvindelige soldater bliver sjældent opfattet som en krigserklæring

Jeg har endnu ikke mødt kvindelige soldater, der har oplevet, at det har været en hindring i den fremmede kultur, at de var kvinder. Hverken i Irak eller i Afghanistan. Tværtimod. Mange steder i verden vil mænd gerne være velopdragne og høflige over for kvinder. De er blevet opdraget af kvinder, og kvinderne fylder stadig meget i mændenes liv. Mange mænd vil gå temmelig langt for et smil.

Meget store dele af de folkeslag, vi møder i vores missionsområder, er vant til at opfatte kvinder som noget, der er meget langt væk fra krig. Så når man som kvinde møder op i uniform og med gevær, så er man besynderligt nok stadig ikke en krigserklæring, hvor en del mænd let bliver opfattet som sådan.

For os som vestlige kvinder gælder det, at vi har adgang til både mændenes og kvindernes adskilte sfærer. I mændenes verden gælder, at mændene ofte er mere medgørlige, når der er en kvinde til stede. Og for de lokale kvinder gælder, at de identificerer sig med os. Vi bliver forbilleder og udtryk for en frihed og handlekraft, som de afghanske kvinder selv ønsker at opnå. Mange af disse forhold blev jeg ikke selv opmærksom på, før min kører på hold 4, en glad husar af den årgang, der nærmest af princip og i hvert fald af opdragelse var imod kvinder i forsvaret. Winther kørte ikke bare for mig, men også for en mandlig kollega.

En dag, fire måneder henne i missionen, sidder Winther ved rattet med en af sine utallige smøger, da han pludselig kommer med en tilståelse: ”Jeg er godt nok ikke meget for at indrømme det, men de lokale reagerer anderledes på dig end på Tore. Det er, som om de er mere venlige. De smiler mere og vinker mere. Det virker altså!” Jeg sidder helt paf ved denne ligefremme udmelding fra en mand, der har set lokalbefolkningen reagere forskelligt alt efter, om det er en mand eller en kvinde, der sidder på passagersædet. ”Og nu vi er ved det,” tilføjer han, ”når nu vi har de der engelske pigesoldater med, kunne du så ikke få dem til at sætte håret i en hestehale i stedet for en knold, for ellers når afghanerne ikke at opdage, at de er piger. Og vi kan jo lige så godt udnytte effekten fuldt ud hver gang!”

 

Nogle gange må man hjælpe folk mod dem selv

I efteråret 2007 blev jeg af en civil juridisk rådgiver bedt om at samle alle de kvinder, jeg kendte i Helmand, så vi kunne høre, hvad deres syn på retssystemet var. Kvinderne strittede imod. De mente ikke, at det hjalp at tale om noget, der ikke kunne gøres noget ved. Dommerne var så korrupte og politiet så inkompetent, at kvinderne havde mistet håbet.

Det lykkedes at få kvinderne til at komme til et møde, der blev holdt på et gammelt nedslidt hotel i Helmandprovinsens hovedstad, Laskar Gah. Kvinderne holdt af at mødes netop her, fordi det var det sted, som mændene brugte til deres vigtige møder. De følte, at de blev prioriteret i stedet for at blive gemt væk i et hjørne.

Jeg lyttede til de mest utrolige historier om mord, incest, tvangsægteskaber, hustruvold, voldtægt inden for ægteskabet, økonomisk bedrageri og arveretssager, der på grund af korrupte dommere tilgodeså fjerne mandlige slægtninge frem for de kvinder, der stod i lige arvelinje.

Kvinderne i Afghanistan har i følge forfatningen, der stammer fra 2004, adgang til retssystemet på lige vilkår med mænd. I praksis er forholdene anderledes. De bliver ikke taget seriøst, fordi de er kvinder. Og de fleste af kvinderne kender ikke deres egne rettigheder. Desværre kan hovedparten af dem heller ikke læse. Da Taliban er imod undervisning, er det svært at udbrede oplysning til folket, så mange kender hverken landets love eller deres egne rettigheder.

Det var et bevægende møde, som jeg aldrig glemmer. Det var særligt bevægende at høre kvinderne langsomt sætte ord på, hvilke følelser det vakte i dem, når deres døtre eller kusiner blev giftet bort i 12‐13‐års alderen eller helt ned til 8‐års alderen. Meget få af dem vidste på det tidspunkt, at den afghanske lovgivning siger, at det først er lovligt at blive gift når man er 18.

Det er skræmmende at lukke op for så mange ubehageligheder – især når man kun kan lytte og ikke gøre noget ved det. Afghanistans dommere er et internt afghansk anliggende. Vi kan kun lægge pres på ad diplomatisk vej.

Mødet fik mange konsekvenser. En af konsekvenserne var afskedigelsen af en særlig korrupt dommer. Andre konsekvenser opdagede jeg først, da jeg vendte tilbage til Afghanistan et år senere: 14 kvinder havde dannet en rettighedsgruppe, der studerede Afghanistans lovgivning og udbredte deres viden til andre kvinder.

Dette første svære møde lærte både mig og de afghanske kvinder, at selv om du ikke kan se hvor det fører hen, så hjælper det at sætte ord på. Hvis du ikke sætter ord på og formulerer dine tanker og følelser, så bliver det i hvert fald endnu sværere at skride til handling eller bede om hjælp. Det lærte mig også, at selv om jeg handlede i modstrid med kvindernes første indskydelse og oprigtige overbevisning, nemlig at det ikke nytter noget at forsøge at gøre noget ved retssystemet, så er man nogle gange nødt til at hjælpe folk mod dem selv og mod deres forestilling om, hvad der er muligt.

 

Brug de fælles glæder

Allerede ISAF hold 1 kunne meddele, at afghanerne har humor, og at det var værd at forsøge at slå en joke af med dem. Som sprogofficer og tolk var jeg naturligvis skeptisk. Det er uhyggeligt svært via tolk at oversætte en vittighed til noget, der bliver morsomt på et andet sprog og i en anden kultur. Jeg har alt for ofte stået i den situation, at en vittighed fra dansk til russisk eller omvendt, er endt i overbærende smil eller alenlange forklaringer. Det er dømt til at gå galt.

Afghanerne tager imod enhver lejlighed til et godt grin. Det er et af de mest overrumplende træk ved denne ellers hårdt plagede befolkning. Alt gælder, lige fra ”Gøg og Gokke falde på halen‐komik” til politiske jokes. Selvfølgelig skal man ikke upassende kaste sig ud i morsomheder, når borgmesteren er bedrøvet over en operation, der har medført klager fra de tre nærmeste landsbyer. Men man skal ikke blive forbavset, hvis afghanerne selv gør det.

En dag mødtes jeg med to af mine kvindelige kontakter. Det var en hård periode med mange selvmordsbomber. Kort tid forinden havde vi måttet ringe til kvinderne og varsle dem om, at vi desværre havde mistanke om, at der nu var en kvindelig selvmordsbomber på spil. En patrulje i Gereshk havde set to kvinder på knallert. Ud over at de var alene, opførte de sig meget mystisk.

Da jeg fik besøg af mine to kontakter, ville de fortælle mig noget, men det druknede i grineflip. ”Det var os,” fnisede den ene. ”Hvordan jer?” spurgte jeg. ”Ja, det var os, jeres patrulje så. De troede, vi var selvmordsbombere.” Det viste sig, at kvinderne havde været på vej ud til et møde med nogle andre kvinder, men følte sig forfulgt af Talibans spioner. De havde været igennem alle deres tricks med at skifte burka og sko, og til sidst var de havnet på en kusines mands knallert. De ’lånte’ knallerten og kørte, som gjaldt det livet. Og de blev naturligvis spottet af en patrulje, der meldte det usædvanlige og bekymrende syn videre. Hvilket førte til et varsel om to mulige kvindelige selvmordsbombere. Sjældent har jeg set to afghanske kvinder le så meget.

Situationen blev brug tit ved efterfølgende møder. Knallertepisoden var en sikker ice breaker, hvis noget blev lidt for alvorligt eller problematisk.

Victor Borge har sagt, at smilet er den korteste afstand mellem mennesker – og i Danmark såvel som i Afghanistan er jeg tilbøjelig til at give ham ret.

 

Brug den person du er og det du kan

Som sprogofficer i russisk har jeg flere gange kunnet bruge mit russiske i Helmand. Min tommelfingerregel er, at afghanske ingeniører over 50 og officerer over 40 taler glimrende russisk. Hvis man er så heldig at løbe ind i et menneske, der taler russisk, er de som regel glade for at genopfriske deres kundskaber, taknemmelige for at kunne tale direkte med en uden om en lokal tolk, som de måske ikke har tillid til. Det bliver også muligt at føre en fortrolig samtale, selv om der er andre tilstede.

Kan man ikke et fælles andet sprog, så er afghanerne meget trygge ved de danske sprogofficerer, der har lært pastho. Hvis man skal diskutere sensitive politiske emner, kan man være ret sikker på, at distriktsguvernøren beder om en ’fortrolig tolk’.

En af de store fordele, man har som udsendt, er netop, at de lokale godt ved, at vi er anderledes. Der er ikke noget galt i at fortælle, hvordan man ville håndtere en situation i Danmark og så spørge, hvordan de selv har tænkt sig at gøre. Løsningen bliver ofte et kompromis eller en blanding af de to kulturer. Og det er der ikke noget galt i, tværtimod.

Jeg har stor respekt for afghanerne som folk. Det ligger i deres kultur at være arbejdsomme, stolte, opfindsomme, hårdføre, og de ønsker at klare sig selv. De er stærkt præget af at være et handelsfolk, og som sådant ligger det dem ikke så fjernt, at andre folkeslag har andre vaner, end de selv har. Hvis man ikke har en grundlæggende accept af kulturers forskelligheder, kan man jo ikke handle med dem.

Men afghanerne har også respekt for mig som vestlig kvinde på arbejde i deres land. De har intet behov for at omvende mig. De er normalt ret moderate i deres religionsopfattelse og ‐dyrkelse og har som nævnt stor forståelse for, at vi som soldater eller rådgivere er anderledes.

Min opfordring skal derfor være: Bevar din egen kultur, og hav respekt for de andres. Forstå at I er forskellige – men at den ene part ikke nødvendigvis er bedre end den anden. Vær bevidst om når du træder uden for normerne, og vid hvorfor du gør det. Vær dig selv, både når du er glad og når du er trist, for kun sådan kan de lokale genkende dig bag uniformen som et menneske, der har sine egne værdier.

Artikel
Publiceret den 11. feb. 2009
Kommentarer i denne artikel: 0

DEL

Tags

Relaterede artikler

Emner