I fortsættelse af anmeldelsen i tidsskriftets sidste nummer (7/86) af Lee & Staar: »Soviet Military Policy since World War II«, gennegås her Sovjets doktrin og strategi. Gennemgangen baserer sig i det væsentligste på tredie kapitel i ovennævnte bog. Der henvises i øvrigt i denne forbindelse til Adephi Papers no. 210, hvor John van Oudenaren behandler samme emne under titlen: Deterrence, War-fighting and Soviet Military Doctrine.
Sovjetunionens strategiske nukleare koncept publiceredes indledningsvis i perioden 1960-62. Den afviger på en række væsentlige punkter fra den generelle vestlige opfattelse af nuklear strategi. I Vesten er der en tilbøjelighed til at opfatte afskrækkelse som noget gensidigt; man ser det som en situation, hvor det at starte en krig ville være ufordelagtigt for begge parter. Hertil kommer, at man i Vesten har en tilbøjelighed til at sætte stabilitet i afskrækkelsen lig med paritet i nukleare styrker. Sovjetunionen anser imidlertid afskrækkelse for et ensidigt begreb, der skal gøre det ulønsomt for en koalition mellem USA og øvrige partnere at føre krig. De sovjetiske ledere er af den opfattelse, at de bør stræbe efter at opnå en situation, i hvilken den vestlige alliance vil være ude af stand til at udnytte sine optioner. I konsekvens heraf er Sovjets og WAPAs væbnede styrkers opgave at hindre Vesten i at udnytte sine afskrækkelsesmuligheder samtidig med at USAs og NATOs militære og økonomiske aktiver trues af Sovjets styrker. I overensstemmelse hermed er afskrækkelsen kun stabil, såfremt Sovjets nukleare og ikke-nukleare styrker er overlegne - ikke når de blot er lige med Vestens. Den almindelige vestlige opfattelse af, at en nuklear krig ikke kan udkæmpes til opnåelse af sejr eller nederlag deles ikke af Sovjet; tværtimod mener man her, at en nuklear krig - som alle andre krige - kan planlægges ført for politiske mål og vindes med militære midler.
Sovjets opfattelse af afskrækkelse
Siden 1956 - da Kruschev erklærede, at nuklear krig mellem »imperialisme« og »socialisme«, personificeret ved de to supermagter, ikke er uundgåelig - har Sovjet udviklet sin egen opfattelse af afskrækkelse. Iflg. denne er der heri intet gensidigt. Sovjet modificerer alene konceptet, når det drejer sig om at påvirke den udenlandske opinion. Sovjet er meget seriøs, når det drejer sig om at afskrække et amerikansk nuklear angreb; men afslår enhver antydning af, at USA på samme måde har ret til at søge at afskrække et sovjetisk angreb. Afskrækkelsen er nødvendigvis ensidig. Den er beregnet til at udstyre Moskva med en variation af muligheder i forhold til USA, men fritage Sovjet fra muligheden for et amerikansk angreb. Ifølge sovjetisk opfattelse har afskrækkelsen tre grundlæggende komponenter:
1. Den generelle balance (eller »korrelation af styrker«) af politisk, økonomisk og militær magt og de sociopsykologiske karakteristika ved samfund og befolkning.
2. Militær doktrin og strategi.
3. Den militære styrkebalancé.
I det følgende skal alene de to sidstnævnte behandles. Eftersom USSR og dets allierede må afskrække en koalition bestående af USA og dets NATO-allierede fra at gennemføre et nukleart angreb, vil enhver ændring af den generelle militære styrkebalance til fordel for Øst styrke afskrækkelsen og enhver ændring til fordel for Vest øge risikoen for krig. Denne opfattelse baserer sig på et klassisk, tautologisk marxistisk ræsonnememt: For det første drives »kapitalismen« til krig af sine indre politisksocioøkonomiske modsætninger. For det andet anerkender lederne af de kapitalistiske lande, at den sovjetiske form for »socialisme« er arvingen til den historiske proces. Derfor er Vestens kapitalister drevet af klassehadet til at føre krig imod den Østlige »socialisme«. Det første angreb skete i form af interventionen under den russiske borgerkrig. Mellem de to verdenskrige var Vesten engageret i forskellige former for politisk og økonomisk krigsførelse imod USSR. Under den 2. verdenskrig tog »imperialisterne« igen tilflugt til krig imod den sovjetiske »socialisme«. Deres »ridder«, Hitler, marcherede irnnH Øst i 1941. Men fordi Hitler var på den forkerte side i klassekampen var hans nederlag uundgåeligt. Ifølge sovjetisk opfattelse repræsenterede den 2. verdenskrig et historisk vendepunkt af tre grundlæggende årsager:
- For det første kom USSR, trods de enorme tab, både politisk, moralsk, økonomisk og militært ud af opgøret meget stærkere end ved indledningen til opgøret. Som det hedder i en leder i det sovjetiske tidsskrift »Militære tanker« fra 1978: »Det sovjetiske folks og dets militære styrkers sejr over den internationale imperialismes styrker er af verdenshistorisk betydning. Denne sejr skabte de favorable betingelser for udvikling og sejr for den socialistiske revolution i Europas og Asiens lande, for dannelsen af socialismens verdenssystem og for folkenes nationale frihedskamps succes over for det koloniale åg. Alt dette førte til en alvorlig svækkelse af imperialismens positioner og reaktion og til styrkelse af vækst af socialismens og demokratiets internationale kræfter«^).
- For det andet beviste den 2. verdenskrig, at d^r »ikke er sådanne kræfter i verden, som kan sejre over socialismen«.
- For det tredie betragter USSR sin hastige økonomiske genrejsning fra krigens ødelæggelser som et yderligere bevis på det »socialistiske systems« overlegenhed over »imperialisternes« økonomiske system.
Den her anførte argumentation forklarer, hvorfor Sovjet tror, at »imperialisterne«, trods deres internationale politisk-økonomiske drift imod en nuklear krig, er tilbageholdende m.h.t. at engagere »den socialistiske lejr« militært. Som følge af, at »indre modsætninger« blandt de imperialistiske stater er blevet mere akutte, har »imperialisterne« en fornemmelse af, at en ny verdenskrig vil blive deres systems endeUgt. »Imperialisterne« er tvunget tü at praktisere deres trang til krig imod revolutionære og nationale befrielses-bevægelser i national-stater, som er dannet efter sammenbruddet af det koloniale system før 2. verdenskrig. Ifølge den soyj etiske vurdering har imperialisterne tabt så at sige enhver af disse krige (og vil fortsætte med at gøre det), fordi USSR er i stand til at øge hjælpen til revolutionære og nationale befrielsesbevægelser. Sovjet er også i stand til at afskrække imperialisterne fra at udvikle og anvende deres fulde magtapparat imod disse bevægelser. Fejlslag i sådanne krige forværrer de såkaldte »indre modsætninger« blandt imperialistiske stater og inden for det imperialistiske system som sådan. Derfor udvides USSRs evne til at udstrække afskrækkelsens effekt ud over egne grænser, »fredszonen«, og fremslQTider den dag, da Moskvas beslyttelse vil være i stand til at skærme de masser, som kæmper for fred og »socialisme« inden for imperialismens bastioner. Ifølge sovjetisk opfattelse, er dette syn på afskrækkelse bekræftet af historien. »Alle krige, som USSR har udkæmpet, var påtvunge, gengældende og ført for at tilbagevise aggression«^). Hvis idé det var at invadere SydKorea er aldrig opklaret, men Sovjet stillede krigsmaterieUet til rådighed. Man har endog i en bog fra sovjetisk side vedgået, at man stillede sit flyvåben til rådighed for kampene. Fra sovjetisk side fortsætter man imidlertid med at hævde - og måske tro - at det var USA, som startede Korea-krigen. USSR afviser også, at dets handlinger efter 2. verdenskrig var medvirkende til etableringen af NATO og genoprustningen af Vest-Tyskland. Sovjet hævder, at de etablerede kommunistiske regimer i Østeuropa efter krigen for at frelse disse lande fra imperialismen. Med andre ord, NATO og Vest-Tysklands genoprustning har altid været et dobbelt formål for imperialisterne. USSR vil ikke påtage sig noget som helst ansvar for at have bidraget til tilskyndelse til den kolde krig og etableringen af de militære styrker, som det frygter mest. Ifølge sovjetisk opfattelse var de forudgående begivenheder en naturlig manifestation af imperialismens medfødte aggressivitet og hadet til »socialismen«. Som en højtstående officer har udtrykt det: » Vi går ud fra det faktum, at den egentlige årsag til krig er imperialisme«®). Når Sovjet vinder en krig, mener man, at man ikke er sejrherre eller erobrer som andre, men agent for historiens retfærdiggørelse over for onde fjender, som har overlevet deres tid. »Klassefjenden var og forbliver den samme - ond og listig, parat til at begå enhver forbrydelse for sine kommercielle interesser. Uden fremtid ønsker han at berøve alle fredselskende folk deres fremtid og frem for alt de folk, der bygger en ny verden - en socialismens verden«^). USSR militær er ikke skabt for almindelig, fortidig krig, men for en krig »imod kræfter, som giver anledning til aggression og krig. Den sovjetiske hærs sejre er ikke blot én styrkes sejr over en anden, men den er et udtryk for det nye og avanceredes triumf over det, som er gammelt og reaktionært, en sejr for sand humanitet og humanisme over imperialistisk røveri og grusomhed«. Invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968 repræsenterede »en klar bekræftelse på de sovjetiske væbnede styrkers loyalitet over for deres ædle mission«^). Som en sovjetisk politisk officer udtrykte det: »Fred er ikke noget vi beder imperialisterne om. Det er noget, du påtvinger dem med egne militære magtmidler. Trods krav under diplomatiske forhandlinger, udelukker det sovjetiske verdenssyn ikke enhver anerkendelse af gensidighed og lighed i interesse i sager vedrørende national sikkerhed«®).
Principielle grundsætninger for Sovjets militære doktrin og strategi
USSR militære doktrin og strategi i atomalderen blev første gang tilgængelig i fire publikationer i perioden 1960-62. Grundlæggende definerer militærdoktrinen en fremtidig krigs natur, sandsynlige modstandere. Sovjets mål med en sådan krig, generelle karakteristika for de væbnede styrker og retningslinier for deres forberedthed. Den militære strategi specificerer, hvorledes doktrinens mål skal nås, hvilke styrker og våben, der er nødvendige, og sammenhængen mellem de militære krav og de økonomiske og teknologiske muligheder. Yderligere specificerer strategien de militære væm og deres opgaver, principper for civilforsvaret, ressource- og logistiske krav samt ledelse og kommando af militære styrker, ligesom den vurderer den potentielle fjendes strategiske synspimkter. Doktrinen formuleres af den øverste politiske ledelse med bidrag fra de højest rangerede officerer. Strategien udvikles af den militære ledelse med efterfølgende vurdering og godkendelse af den politiske ledelse. Normalt er den sovjetiske anvendelse af disse to begreber meget præcis, men der er overlapning mellem »militær-tekniske« aspekter af doktrinen og strategiens komponent af styrkekrav. I det følgende skal først doktrin og herefter strategi behandles. Det grundlæggende kildemateriale er blevet offentliggjort i løbet af 1960’eme, hertil kommer artikler i det klassificerede tidsskrift »Voennaia mysl« (Militære tanker) og fra kilder publiceret i løbet af 1970’eme.
De principielle grundsætninger og mål for sovjetisk militær doktrin og strategi kan sammenfattes således:
- En krig mellem USSR og WAPA på den ene side og USA og NATO på den anden ville blive en tredie og afgørende konflikt mellem den østlige »socialisme« og den vestlige »imperialisme« om verdensherredømmet. En sådan krig ville blive en interkontinental koalitionskrig omfattende alle de »basale« lande.
- En sådan krig ville være »retfærdig« for USSR, men »uretfærdig« fpr Vesten. Ligesom tidligere konflikter ville den være en fortsættelse af politikken med voldelige midler. Eftersom en nuklear verdenskrig ville blive så ødelæggende, ville det ikke kunne retfærdiggøres, at USSR initierer den. Derfor afviser Sovjet ethvert uprovokeret »ud af det blå« overraskelsesangreb på imperialisterne. Revolutionære bevægelser og »retfærdige« nationale befrielseskrige fortjener imidlertid, og vil modtage sovjetisk støtte.
- Østs voksende magt gør det muligt at afskrække et vestligt ovérraskelsesangreb, hvorfor krig ikke er fatalt uxmdgåelig. Ikke destomindre vil afskrækkelsen kunne slå fejl, og imperialisterne vil kunne true visse af socialismens landvindinger. I sådanne tilfælde skal og vil USSR og dets allierede »vinde« krigen ved fuldstændigt at nedkæmpe fjendens militære styrker og besætte fjendtlige lande inden for de kontinentale TVD (operationsteatre).
- For at vinde krigen må sovjetiske styrker begrænse skader i USSR ved hjælp af »counterforce«-angreb med de strategiske defensive styrker - fly, missiler, rumvåben, ASW og civilforsvar - og ved hjælp af supplerende angreb imod overlevende fjendtlige styrker. Strategiske defensive operationer er beregnet på at sikre overlevelse af sådanne aktioner, som er nødvendige for at fortsætte krigen efter den indledende udveksling. Disse aktiver omfatter det politisk-administrative system, væsentlige økonomiske enheder, militære styrker og faciliteter og befolkningen i almindelighed.
- Krigen kan indledes under et antal forskellige omstændigheder, omfattende bl.a. også et overraskelsesangreb på USSR med enten nuklear eller konventionelle våben. Sandsynligst er det, at krigen vil blive relativ kort (nogle få uger), men den kan også tænkes at udvikle sig til en langvarig konflikt.
- Sovjetiske siyrker må være rede til og i stand til at foregribe et varslet amerikansk eller NATO angreb på ethvert niveau. »Preemption« er den foretrukne option, men kun efter varsel om et umiddelbart forestående vestligt angreb. I tilfælde af fravær af et varsel må USSR styrker være i stand til enten at angribe under selve angrebet (»launch under attack«) eller at levere et »second strike« som svar. Under alle disse omstændigheder er målet for det sovjetiske angreb at gribe eller at genvinde og fastholde initiativet og begrænse skader på USSR.
- Sovjetiske nukleare strikes - principielt med de strategiske raketstyrker - vil være afgørende, men de kan ikke slå fjenden fuldstændigt eller besætte Europa. Derfor må den indledningsvise strategiske udveksling følges op med en offensiv udført af alle værn - hærstyrker, frontflyvevåben og flåden, støttet af SRF, det langtrækkende flyvevåben, og flådens SLBM: - imod fjendtlige styrker i de eurasiske TVDs og til søs.
- Prioritets-målene for alle sovjetiske nukleare styrker - strategiske, operative og taktiske - er Rendens nukleare leveringssystemer og våben, nukleare kommando-, kontrol- og kormnunikationsfaciliteter og luftforsvar. USSR strategiske styrkers mål er fjendens politiskadministrative centre, militære styrker og faciliteter i baglandet og udvalgte væsentlige industrier og transport- og kommunikationsfaciliteter. Operative-taktiske missiler og fly har som mål fjendens militære styrker og faciliteter i de forreste områder. Sprængkraften afpasses efter målene m.h.p. at sikre den krævede ødelæggelse af de primære mål, men også at begrænse »collateral«-skader for befolkningen, infrastrukturen og andre industrier. Sovjet retter ikke angreb mod befolkningen, men kan angribe udvalgte elitegrupper.
- Sovjets og WAPAs væbnede styrker og økonomi må i fredstid være forberedt på en nuklear krig. Det første mål er at opnå »kvantitativ og kvaKtativ overlegenhed« i militær styrke. Dette er formålet med partiets »militær-tekniske« politik, således som den er fastlagt af Forsvarsrådet og Politbureauet i Det sovjetiske Kommunistpartis resolutioner og i fælles parti- og regeringsdekreter. Forberedelsen af økonomien i fredstid indbefatter skabelsen af statslige og strategiske reserver af personel og materiel og foranstaltninger beregnet på at gennemføre reparationsarbejder og genrejsning af økonomien i tilfælde af krig.
Disse grundsætninger og mål for USSR militære doktrin og strategi, udgør grundlaget for Sovjets koncept for afskrækkelse og for gennemførelsen af en nuklear krig. For Sovjet er den bedste afskrækkelse en styrkestruktur, der er planlagt til at udkæmpe og »vinde« en nuklear krig - ilckft blot én, der er udformet med henblik på at straffe en fjende for at starte en krig. Jo mere Vesten perciperer, at Øst har en sådan styrke og ved, hvordan den skal bruges for at kæmpe og vinde, jo mere vil Vesten efter sovjetisk opfattelse blive afskrækket. Ikke destomindre er det en sovjetisk tro, at det trods hidtil usete skader og ødelæggelser vil være muligt, at vinde en nuklear krig, såfremt afskrækkelsen af en eller anden grund skulle slå fejl. Sovjetisk militær doktrin og strategi har ikke ændret sig væsentligt siden de grundlæggende forudsætninger blev formuleret i 1953-60.1 denne periode forventede USSR, at en krig mellem de to supermagters koalitioner ville blive nuklear fra begyndelsen. Som svar på ændringer i NATOs doktrin har Sovjet imidlertid modificeret sin doktrin i 1964 for at kunne tillade muligheden for en konventionel fase i en supermagtskrig. I løbet af 1966-67 blev USSR militær strategi også modificeret med henblik på at tilføje »launch xmder attack« (på et taktisk varsel om at et ^endtligt angreb var undervejs). En yderligere modifikation af Sovjets militære strategi kan være sket i løbet af slutningen af 1970’eme og er muligvis stadig imdervejs. USSR kan have erkendt muligheden for en »dekopling« af en nuklear krig med NATO fra en interkontinental udveksling som et resultat af ændringer i USAs deklaratoriske politik og en ændring i den nukleare balance til fordel for USSR, som fremkom i slutningen af 1970’eme. Med undtagelse af disse tre modifikationer har sovjetisk militær doktrin og strategi ikke ændret sig siden det, som USSR har kaldt »den nukleare revolution i militære anliggender«, begyndte i 1960. For nærværende er den eneste indikation på en ny forestående modifikation en antydning af en formindskelse i sovjetiske forventninger til, at NATO - stillet over for udsigten til nederlag - ville eskalere en konventionel krig til det nukleare niveau.
Styrkeoverlegenhed i sovjetisk militær strategi Gennem hele 1960’erne og ind i begyndelsen af 1970’eme fastslog USSR, at det var dets mål at have »kvantitativ og kvalitativ overlegenhed« i våben og styrke. Såvidt vides kom den første efterkrigstids erklæring om dette i 2. udgaven af en bog, publiceret i 1962 og redigeret af politiske officerer, hvorfor den havde partiets godkendelse. Alle tre udgaver af marskal Sokolowskys »Militær Strategi« indeholder flg. udtalelse: »Derfor repræsenterer skabelsen og den konstante vedligeholdelse af kvantitativ og kvalitativ overlegenhed over fjenden i henseende til midler for gennemførelse af den væbnede kamp og i metoderne for deres anvendelse en af de mest betydningsfulde opgaver i forbindelse med udformningen af de væbnede styrker i den nuværende epoke«. I anden og tredie udgave af »Militær Strategi« er overlegenheds-aspektet udvidet til at omfatte alle moderne våbentyper (end blot SRF) og knyttet sammen med partiets militærtekniske politik og partiets anstrengelser for at skabe den nødvendige økonomiske basis. 2. udgaven (1963) tilføjer flg. korte stykke: »Et af de mest betydningsfulde spørgsmål er problemet om at sikre kvantitativ og kvalitativ militærteknisk overlegenhed over en mulig modstander; dette kræver tilstedeværelsen af den tilsvarende militær-økonomiske basis og den bredest mulige rekruttering af videnskabeligt-tekniske kræfter for løsning af dette problem«. Alle tre udgaver fastslog, at opnåelse af teknisk og numerisk overlegenhed over fjenden i moderne våben var »den materielle forudsætning for sejr«. Den anden og tredie udgave tilføjede fem afsnit, der knyttede opnåelse af overlegenhed i våben sammen med Partiet i kraft af dets »militær-tekniske politik« og Partiets vedholdende anstrengelser for at udvikle den nødvendige tunge industri og videnskabelig-tekniske basis.
I den forbindelse fastslog en politisk officer flg.^):
»Succes i en nuklear missil-krig vil i det hele afhænge af styrker, som er etableret før krigen starter. Omfanget af anstrengelser og metoder til ændring af styrkekorrelationen i løbet af krigen vil blive fundamentalt anderledes i forhold til dem, der var karakteristiske for fortidens krige. I denne forbindelse perfektioneres allerede i fredstid de mest betydningsfulde parametre for den materiel-tekniske basis for troppernes kamppotentiel - ild og overraskelsesmuligheder, mobilitet og manøvreevne, evne til kontrol og fremfor alt - de væbnede styrkers nukleare styrke. Først og fremmest bør den kendsgerning tages i betragtning, at den etablerede korrelation af styrker er bestenmende for de aktuelle muligheder, som de to parter har for at influere på hinanden på et givet tidspunkt med et gran af mulighed for succes. I denne proces tilfalder i princippet fordelen til den part, som på afgørende måde har overtaget i styrke i de samlede eller individuelle eUer mest væsentlige komponenter af kampkraft«.
2. bind af den Militære Encyklopedia - publiceret i 1976 og redigeret af afdøde marskal Grechko - indeholder flg. under stikordet »Militær overlegenhed«; »Sovjets militære doktrin---- giver en redegørelse for de handlinger, der skal tilsikre militær-teknisk overlegenhed over en mulig Rendes væbnede styrker«. For at gentage, doktrinen er Partiets topledelses område. Da Grechko redigerede det nævnte, var han fuldgyldig medlem af Politbureauet. Den anførte udtalelse kan næppe være mere autoritativ. Før 1972 og underskrivelsen af ABM-traktaten var den sovjetiske, åbne litteratur bemærkelsesværdig oprigtig i formuleringen af den militære doktrin og strategis principper og mål. I begyndelsen af 1970’eme forsvandt de informative diskussioner om disse emner gradvis fra den åbne litteratur, men fortsatte gennem 1973 i de numre af »Militære tanker«, som er til rådighed. Selv om den Militære Encyklopedia stadig er en guldgrube af ns^ig information, er en del misinformationer dog blevet introduceret efter at Ogarkov afløste marskal Grechko som redaktør. Grechko, der da var forsvarsminister, publicerede to bøger - den første i 1971 og to udgaver af den anden i 1974 og 1975. Bogen fra 1971 gentog Sovjets standard-læresætninger vedr. militær doktrin og strategi; det meste af dette materiale fandtes imidlertid ikke i det senere arbejde.
Grechkos anden bog indeholdt intet, der var i modstrid med, hvad han havde skrevet i sin første bog, eller hvad andre sovjetiske forfattere havde fastslået i løbet af 1960’eme. Den afslørede ganske enkelt meget lidt af substansen i den sovjetiske militære doktrin og strategi. En bog fra 1973, skrevet af en gruppe af linie- og politiske officerer og redigeret af professor, generaloberst N. A. Lomov, gentog de sovjetiske opfattelser fra 1960’eme. Der foreligger imidlertid ingen tilsvarende og senere udgivet bog til rådighed for vestlige læsere. To andre udgaver, som muligvis gentager den samme holdning, er begrænset til intern cirkulation. I løbet af 1960’eme offentliggjordes en informativ diskussion af Sovjets militær doktrin og strategi i »Communist of the Armed Forces«, et tidsskrift, der udgives af Forsvarsministeriets politiske direktorat, som i øvrigt er et departement under Det sovjetiske Kommunistpartis Centralkomité. Siden omkring 1972 har dette tidsskrifts artikler imidlertid indeholdt meget lidt eller intet om disse emner. Instituttet for USA og Canada blev etableret i 1968. Dette såkaldte »Research-Center« har været kilde til en omfattende mængde af dygtig misinformation, indbefattet afvisning af eksistensen af en sovjetisk »warfighting« strategi og et civilforsvarsprogram. Ifølge definitionen er effektiv misinformation en blanding af facts, delvise facts og fiction. Trods dets omdømme, og trods vidneudsagn fra et tidligere medlem, som offentligt har identificeret instituttet som en misinformationsmøUe, fortsætter dets publikationer og øvrige aktiviteter med ukritisk at blive accepteret i Vesten. Instituttets direktør, Georgii Arbatov, blev udnævnt til fuldt medlem af Centralkomiteen på den 26. partikongres i 1981, som anerkendelse for hans succes med at få gjort centret alment anerkendt som troværdigt. Brezhnev indledte den nuværende praksis med at benægte militær overlegenhed som et sovjetisk mål i en tale i 1977. Samme år publiceredes 3. bind af den Militære Encyklopedia, men med en ny redaktør i stedet for marskal Grechko. Dette og alle efterfølgende bind blev redigeret af N. V. Ogarkov, hvis indsats i SALT-forhandlingeme og som chef for det regeringsstyrede »maskirovka« (vildlednings) program blev anerkendt i januar 1977 med hans udnævnelse til chef for Generalstaben og forfremmelse til marskal af Sovjetunionen. Stikordet »Militær doktrin« i 3. bind indeholder Brezhnevs afvisning af overlegenhed som et sovjetisk mål. Ogarkov underskrev artiklen »Strategi« i bind 7 af Encyklopediaen, som udkom i 1979. Han gentog, hvad Brezhnev havde sagt, men afviste, at USSR nogensinde ville være den første til at anvende nukleare våben. Samme år offentliggjorde Ogarkov en lang artikel i Pravda om »myten« om en sovjetisk militær trussel mod USA og NATO. Denne artikel indeholdt et andet citat af Brezhnev, som afviste, at overlegenhed var et sovjetisk mål. Hvorfor, kunne man spørge, må disse udtalelser vurderes som sovjetisk vildledning? SALT kunne jo have givet USSR anledning til at ændre mål og gå ind for paritet. Eftersom sovjetiske udtalelser andre steder i denne fremstilling i høj grad tages for deres pålydende, hvorfor så denne tvivl om afvisningen af overlegenhed som et mål? Svaret er flerdelt. For det første må udeladelsen af diskussioner om militær doktrin og strategi fra publikationer som »Communist of the Armed Forces« i begyndelsen af 1980’eme betragtes som et signal. Udeladelsen af det meste af dette emneområde fra Grechkos 1974 - og 1975-udgave, og fraværet af ethvert efterfølgende værk, svarende til Lomovs bog fra 1973, må antages at være del af samme sag. Standard-positionerne er ikke gentaget, og intet nyt har erstattet dem. Skønt Instituttet for USA og Canada lancerede en storstilet misinformations-kampagne har der ikke været noget tegn på en kamp om sådanne grundlæggende spørgsmål inden for partiet og militæret. For det andet er alle henvisninger til anbefalet litteratur under artiklerne i den Militære Encyklopedia, inkluderet den om »Strategi«, signeret af Ogarkov, i bind 7, til de grundlæggende arbejder, der blev publiceret i 1960’eme og begyndelsen af 1970’eme. Enhver læser, som fortsætter fra Encyklopediens artikler til den anbefalede litteratur, vil blive belært om alle tidligere publicerede læresætninger om doktrin og strategi. Den eneste forskel ville være, at i tidligere arbejder er overlegenhed understreget igen og igen, medens det i Encyklopedien gentages i 1976, men afvises fra 1977 og fremover. For det tredie, artiklen om »Militær overlegenhed« i bmd 2 (1976) af Encyklopedia’en - der fastslår, at Sovjets militær doktrin danner grundlag for opnåelse af overlegenhed - anfører Grechkos bog fra 1975 som anbefalet læsning. Overlegenhed og sejr er to af standard-målene, som har overlevet i den bog. Artiklen om »Militær doktrin« i bind 3 (redigeret af Ogarkov) anbefaler, blandt andre tidligere standardværker, Grechkos bog fra 1975 og tredie udgaven af Sokolowskys »Militær Strategi«, som ogåså formulerer overiegenhed som målet. For det fjerde, som det fremgår af »Communist of the Armed Forces«, begynder Brezhnevs 1977-afvisning af overlegenhed med at fastslå, at »overlegenhed ikke er fastslået som et sovjetisk mål i fortiden«. Dette er simpelthen usandt, og enhver, der har læst litteraturen, ved det. For det femte, da bind 3 af Encyklopedia’en, redigeret af Ogarkov, omgjorde bind 2 vedr. overlegenhed ved at citere Brezhnevs benægtelse, var Brezhnevs udtalelse om afvisning af eksistensen i fortiden udeladt. For det sjette, benægtede Ogarkov i sin artikel i Pravda 1977 om »myten« om den sovjetiske trussel ikke alene overlegenhed som mål endnu engang, men han benægtede også, at USSRs forsvarsudgifter var steget i de seneste år. Også dette er en åbenbar falsk udtalelse. Et af de seneste eksempler på begavet misinformation fra Arbatov’s center er illustrerende for genren og for Vestens lettroenhed. En amerikansk reporter interviewede generalløjtnant M. A. Milshtein fra USA og Canada Instituttet, som er omtalt som en anerkendt og meget respekteret autoritet på sovjetisk militærhistorie og -praksis. Blandt de ting Milshtein angives at have sagt er:
1. At marskal Sokolowskys »Militær Strategi« ikke er forældet generelt.
2. At den er forældet på visse punkter og
3. At den »i sandhed er forældet«.
Milshtein beklagede, at vestlige forfattere fortsætter med at citere SokoIowsIq^, men ikke interesserer sig for senere publikationer af marskalleme Brezhnev, Ogarkov og Ustinov (som det tidligere er nævnt, har disse marskaller sagt meget lidt, om noget, om indholdet af USSR militær doktrin og strategi, undtagen deres afvisning af overlegenhed som mål, som det siges er i fuld overensstemmelse med SokolowslQ^). Ifølge referatet konkluderede Milshtein med at sige, at al den tale om Sovjets bestræbelser på at »opnå overlegenhed« i den nukleare tidsalder, simpelthen var usandhed. Ogarkov har imidlertid ikke bort-censureret sejr som målet fra den Militære Encyklopedia, som primært har en sovjetisk læserkreds. Dette sovjetiske mål anføres to gange i artiklen om »Militær Strategi«, signeret af Ogarkov selv:
»Sovjets militærstrategi går ud fra det synspunkt, at skulle Sovjetimionen blive kastet ud i en nuklear krig, må det sovjetiske folk og dets væbnede styrker være forberedt på den mest hårde og langvarige prøvelse. Sovjetunionen og de broderlige socialistiske stater vil i dette tilfælde, i sanunenligning med de imperialistiske stater, være i besiddelse af afgjorte fordele: De retfærdige mål med krigen og deres sociale og statslige systemers avancerede karakter. Dette giver dem den objektive mulighed for at opnå sejr. Realiseringen af denne mulighed forudsætter imidlertid nødvendigheden af en rettidig og samlet forberedelse af landet og de væbnede styrker«.
USSRs begrundelse for misinformations-kampagnen er åbenbar. Da Sovjet var åben om sin doktrin, strategi og mål i 1960’eme, var den konventionelle opfattelse i Vesten enten at ignorere denne litteratur eller ikke at tage den seriøst. Men i 1970’eme ændrede klimaet sig. Stadigt flere begyndte at læse sovjetiske publikationer og opfattelserne fra 1960’eme blev effektivt antastet. I mellemtiden begyndte Sovjet at værdsætte værdien af Vestens uvidenhed og fejlfortolkning af sovjetisk doktrin og strategi. Kort efter at SALT begyndte, begrænsede USSR først diskussionen om sin doktrin og strategi for derefter helt at indstille den (undtagen det nonsens, som så effektivt blev spredt af Arbatov og hans kolleger). Højtstående ledere,, som Brezhnev og Ogarkov, udtalte sig også på et meget selektivt grundlag. Årsagen til al denne vildledning er åbenbar. I SALT-epoken søgte Sovjet at berolige Vesten snarere end at intimidere. Taktikken skiftede, men strategien forblev uændret. Kruschevs taktiske fejlgreb i 1959-60 lærte USSR ikke at rasle med missilerne. Handelsudveksling hjalp til med at finansiere Sovjets mihtære opbygning og til at skærpe »modsætningerne« i den vestlige aUiance. At berolige Vesten ved at hævde, at overlegenhed ikke var et sovjetisk mål, og at nuklear krig ikke kimne »vindes«, hjalp med til at mindske NATOs mihtære anstrengelser. Man kan se denne pointe ved at betragte det modsatte perspektiv. Såfremt SALT havde bevirket, at USSR havde måttet ændre sin militære doktrin, ville denne nye doktrin være blevet offenthggjort. Der er blevet afholdt fire partikongresser siden SALT-processen begyndte og ingen som helst antydning af en ny mihtær doktrin er fremkommet. Hertil kommer, at der ikke har været nogen indikation af, at Sovjetunionen har ændret sin mihtære strategi for at tilpasse den til en sådan radikal ny doktrin.
Sovjetunionem deftnition af »Sejr« i en nuklear krig
Den mest grundlæggende forskel mellem USSRs og Vestens opfattelse af formålet med og resultatet af en nuklear krig er, at »Sejr« stadig er et fundamentalt sovjetisk mål. »Sejr« er også den grundlæggende forskel mellem USSRs og Vestens kriterier for anskaffelsen af nukleare våbensystemer. Som det fundamentale princip for sovjetisk militær doktrin - således som den er formuleret og godkendt af det kommunistiske partis øverste ledelse - har »Sejr« dybe rødder i både det sovjetiske politiske og miltære system. Mellem 1957 og 1960 udtalte Kruschev adskillige gange, at »Socialismen« ville overleve en nuklear krig, men at kapitalismen ikke ville. Indtil 1967 blev hans tale fra 1960 til den Øverste Sovjet citeret af både linie- og politiske officerer som partiets holdning med hensyn til »Sejr« og »fjendens fuldstændige nederlag« i en nuklear krig. Siden da har samme kategorier af officerer citeret fra Brezhnevs tale på 50-årsdagen for oktoberrevolutionen. »Sejr« omfatter såvel de mål, der skal nås gennem militære operationer i løbet af en krig, som de heraf følgende politiske konsekvenser i en efterkrigstid. Man kan ikke finde nogen præcis definition af, hvad der menes med »Sejr«, selvom soyjetiske kilder angiver en række specifikke mål, som USSR vil søge at opnå. Sammenfattende udgør disse mål utvivlsomt en hensigtsmæssig tihiærmelse til, hvad der menes med »Sejr«. Den således sammenfattende definition, der kan uddrages af den åbne litteratur, kan formuleres således:
- At opretholde partiets kontrol og fortsætte med at fungere politisk, militært og økonomisk efter en indledende udveksling.
- At tilintetgøre de regeringer, der har startet krigen.
- At begrænse skader, således at USSR kan restitueres.
- At overvinde og afvæbne NATO og okkupere hele Europa så intakt, som situationen tillader.
- At afvæbne og neutralisere USA og Kina.
- At dominere verden efter krigen.
I efterkrigstidens verden vil »Sejr« betyde, at Vestens politiske og økonomiske systemer vil blive udslettet; en eller anden form for sovjetisk »Socialisme« vil blive det verdensomspændende politiske og økonomiske system, og USSR vil blive den dominerende magt. I overensstemmelse med sovjetisk opfattelse vil et af de givne mål for opnåelse af »Sejr« være at tilintetgøre de »imperialistiske« regeringer, som pr. definition har startet krigen. Eftersom et sådant angreb på »verdens socialistiske system« vil være den afsluttende fase i den imperialistiske aggression (kulminationen af »imperialistiske« angreb på »socialismen«, der begyndte med borgerkrigen (1918-21) og fortsatte med den 2. verdenskrig og mindre krige, såsom i Korea og Vietnam), vil en krig mellem de to koalitioner blive den afsluttende og afgørende væbnede konflikt. Den må nødvendigvis afsluttes med den fuldstændige ødelæggelse af »imperialismen«. Efter sovjetisk opfattelse vil afslutningen af en sådan krig ilfkp! kunne opnås gennem forhandlinger med de »imperialistiske« regimer, som har startet den. USSR forventer, at en krig mellem den »imperialistiske« og den »socialistiske« koalition vil vare nogle få uger og muligvis længere. For at gennemføre en sådan krig og høste frugterne af den afsluttende sejr, er Sovjetunionen fast besluttet på at fortsætte med at fungere politisk, militært og økonomisk. Politisk og militær kontrol, ikke alene med de væbnede styrker, men med hele samfundet, vil blive opretholdt. Militære enheder vil blive reorganiseret og økonomien vil blive bragt på fode for at understøtte krigsanstrengelseme. Fortsættelsen af partikontrollen og det sovjetiske system er den væsentligste forudsætning for »Sejr« for de sovjetiske ledere. Et væsentligt element i den soyjetiske koncept for »Sejr« i en nuklear krig er planen om at overvinde og afvæbne NATO-landene og okkupere Vesteuropa så intakt som muligt, således at dets økonomiske potentiale kan udnyttes til at medvirke til Sovjetunionens genopbygning. Hertil kommer, efter Kremls opfattelse, at den fuldstændige erobring af Europa uomstødeligt vil ændre »korrelationen af styrke« til sovjetisk fordel. For USA og Kina vil det åbenbare militære mål være at afvæbne disse lande og at neutralisere dem ved at forhindre en genopbygning af deres væbnede styrker. Sandsynligvis har soyjetiske ledere overvejet muligheden af at okkupere begge lande, men der er ingen vidnesbyrd om nogen seriøs planlægning for besættelse af Kina. Soyjetiske styrker kan meget vel okkupere Manchuriet og grænseområderne i Det fjerne Østen og Centralasien, men det er vanskeligt at forestille sig en okkupation af Kina syd for den lange mur. USSR vil søge at begrænse unødvendige koUaterale skader på den almindelige befolkning, mdustrien og infrastrukturer i de imperialistiske lande, såvel af politiske som militære og økonomiske grunde. Iflg. sovjetisk opfattelse er det alene den »kapitalistiske« og »regerende klasse«, der udgør fjenden, og som vil være ansvarlig for krigens forbrydelse. At ødelægge den »arbejdende klasse« - sammen med industrien og byerne - ville være at ødelægge den menneskelige og økonomiske basis for den »socialistiske« verden, som det var hensigten at erstatte »imperialismen« med som et resultat af krigen. Følgelig ville en generel ødelæggelse af fjendens befolkning og industri være i modstrid med Sovjetunionens grundlæggende formål med en nuklear krig. Selvom sovjetiske kilder ikke er specifikke vedrørende opfattelsen af verden efter en nuklear krig kan tre forventninger til en sådan generelt formuleres således:
- For det første ville alle vestlige politiske og økonomiske systemer, regeringer og regimer blive tilintetgjort ved militære operationer, og folkelige rejsninger viUe forekomme overalt i verden. »Masserne« ville simpelthen ikke længere tolerere de »imperialistiske« regimer, som havde udløst den nukleare krig.
- For det andet ville Sovjetunionen, som den ledende nation i den »socialistiske« lejr, dominere verden efter en nuklear krig.
- For det tredie ville en eller anden form for sovjetisk »Socialisme« blive etableret i alle verdens lande. Nøjagtigt, hvordan post- »imperialistiske« regimer ville tilpasse sig til Sovjets eksisterende politiske, økonomiske og sociale orden, er ikke specificeret.
USSRs militære doktrin repræsenterer det regerende partis (specifikt dets topledelses) synspunkter vedrørende en nuklear krigs natur, mål og konsekvenser. Når derfor sovjetiske linie- og politiske officerer fastslår, at USSRs mål er »Sejr«, kundgør de en militær doktrin, som er godkendt af partiets øverste ledelse. Politiske officerer kender partiets synspunkter, og det er en af deres opgaver at indoktrinere de militære officerer. Enhver linie- eller politisk officer, der ville advokere for sovjetiske mål i en nuklear krig i modstrid med eller ikke del af den godkendte militærdoktrin, ville løbe ind i svare vanskeligheder. Denne tolkning dokumenteredes af en rapport fra 1973 om den femte konference for Partiets organisationssekretærer i de væbnede styrker. Ved afslutningen af denne konference godkendte Centralkomiteen to nye dokumenter:
1. Statutter for politiske organer i Forsvarsministeriet og
2. Instruktioner til Partiets organisationer i hæren og flåden - dvs. de politiske officerer.
Seniormedlem af Politbureauet, Mikail Suslov, åbnede konferencen med hilsner fra Partiledelsen. Beretningen om forhandlingerne knytter eksplicit sejr i en nuklear krig til Lenins »formulerede lov« (Sejr som et mål i enhver krig), til en Brezhnev-tale fra 1967 og til det grundlæggende formål med partiets politiske arbejde inden for de væbnede styrker. »Hvad er hovedelementet i partiets politiske arbejde for styrkelsen af den militære disciplin? Det er at propagere for Lenins befalinger og Partiets instruktioner om betydningen af høj effektivitet og disciplin for troppernes kampberedskab og for deres sejr i moderne krig«®). Sovjetiske diskussioner om »Sejr« som et mål i en nuklear krig er i Vesten blevet forklaret som både rene slagord med den hensigt at opretholde troppemoralen, og som det sovjetiske militære establishments rationale for store væbnede styrker. Denne tolkning hævder, at der har været en tilbagevendende debat i løbet af 1960’eme om, hvorvidt en nuklear krig kimne eller ikke kunne have noget endeligt resultat mindre end deltagernes gensidige ødelæggelse. I denne debat var den »civile« side repræsenteret antagelig af den pensionerede militære officer, generalmajor Nikolai A. Talensky og et antal civile, omfattende bl.a. Georgii Arbatov og andre fra USA og Canada Instituttet. Den »militære« side omfattede et antal forfattere med militær grad, hvoraf de fleste ydede bidrag til »Communist of the Armed Forces«, det politiske direktorats tidsskrift, og til »Militære tanker«. Der er adskillige indvendinger imod denne tolkning. For det første er det, der kaldes »debat«, formentlig simpelthen resultatet af polemiske udvekslinger med kineserne (i virkeligheden blev to af de civile afvigere på dette spørgsmål - Boris Dimitriev og N. M. Nikol’skii - renset af to politiske officerer af disse specielle grunde). Der er derfor en enkel forklaring, som kan dokumenteres, på, hvorfor visse soyjetiske civile var indblandet i en vending imod en »pacifistisk« holdning til udfaldet af en nuklear krig i midten af 1960’eme: De blev trukket med i deres polemik med kineserne på et tidspunkt, hvor sidstnævnte revsede USSR for at være bange for en nuklear krig og for at være uvillig til at anvende sovjetisk nuklear magt til opnåelse af politiske mål. Den påståede »debat« var overhovedet ingen debat, det var simpelthen et tilfælde af uundgåelig afvigelse fra partilinien, som fremkom under imødegåelsen af de kinesiske anklager. For det andet var i det mindste halvdelen af de »militære« deltagere i den påståede debat politiske officerer fra Forsvarsministeriets overordnede politiske direktorat, som samtidig også er et departement under Centralkomiteen. Når disse forfattere underskriver deres artikler, gør de det med deres rang; ikke destomindre er de partifunktionærer, betroet den opgave - blandt andre - at indoktrinere linieofficerer. Politiske officerer debatterer ikke partilinien, de propagerer for den. En af de mest artikulerede talsmænd for »Sejr« i en nuklear krig under den påståede debat i 1965, generalmajor K. Bochkarev, er fejlagtigt blevet identificeret som »stedfortrædende chef for Generalstabsakademiet« af en fortaler for den påståede debat. Bochkarev ses imidlertid ikke at have bestridt denne stilling på noget tidspunkt før 1971, da han blev pensioneret. I virkeligheden tyder alle til rådighed værende tegn på, at Bochkarev - hans uddannelsesmæssige baggrund, publikationer og tilknj^tning - tjenstgjorde som politisk officer. Den påståede militær-civile modsætning i den såkaldte debat er heller ikke overbevisende. For det tredie bør man ved fortolkning af sovjetisk litteratur være opmærksom på både trækkene ved sovjetisk styrkeopbygning i løbet af 1970’eme og fortsatte skift i nationale prioriteringer i forhold til det militære establishment over de sidste to og en halv årtier. Såfremt Sovjetunionen alene var interesseret i »mutual assured destruction« eller »mutual deference«, således som det er blevet hævdet, ville man ikke have koncentreret sig så meget om »counterforce« våbensystemer eller brugt så mange penge på strategisk forsvar. Såfremt målene var begrænsede, gjorde de vold på dem ved at bruge så megen kraft på at fremskaffe en militær styrke til at ødelægge amerikanske ICBMs og på at opbygge ASW-kapacitet imod amerikanske, britiske og franske SLBMs - for slet ikke at nævne de millioner af rubler, der er ofret på civilforsvar. Omvendt, såfremt USSR havde været villig til at stille sig tilfreds med »gensidig sikret ødelæggelse« kunne landet have skilt sig af med PVO Strany (luftforsvaret), elimeneret ASW og anti-carrier styrker, lagt civilforsvarets beskyttelsesrum over til Handelsministeriet til fødevarelagre og afbrudt mange andre dele af den militære styrkeopbygning. Såfremt Sovjet alene havde ønsket gensidig afskrækkelse baseret på gensidig sikret ødelæggelse, ville forsvarsudgifterne nu have været nede på 10% af GNP. I stedet er de steget til 18% i 1970’eme og kan snart nå op på 20% som et resultat af, at de sovjetiske ledere har forpligtet sig til talrige og omfattende militære programmer i 1980’eme. Eftersom Politbureauet kontrollerer pengekassen, kan omkostningerne til særdeles dyre våbensystemer kun forklares ved, at den sovjetiske ledelse virkelig mener at kunne vinde en nuklear krig (gensidig ødelæggelse ville være langt billigere). Principperne for Sovjets militære doktrin og strategi er blevet institutionaliseret gennem de forskellige opgaver, der er tildelt de væbnede styrkers forskellige grene og i de principielle koncepter for gennemførelsen af militære operationer. Våbenanskaffelser svarer tü tjenestegrenes opgaver og styres således af doktrinen og strategiens krav.
Eskalation og begrænset krig
Som før omtalt forventede USSR o. 1964, at en krig med NATO ville være en nuklear krig allerede fra begyndelsen. Senere, som svar på ændringer i vestlige koncepter, der formelt blev offentliggjort af NATO i 1967, har Sovjetunionen ændret sin doktrin for at skabe mulighed for en konventionel fase. Sovjet har imidlertid ikke været lydhør over for Vestens koncepter om en begrænset nuklear krig, specielt sådanne ideer som
1. Gennemtvingelse af en forhandlingspause i en konventionel konflikt ved demonstrativ eller begrænset anvendelse af nukleare våben og
2. Kontrol med den nukleare eskalation gennem adskillige trin af nuklear krig imder det niveau, som massiv udveksling udgør.
Det gennemgående træk ved alle disse vestlige koncepter om begrænset brug af nukleare våben synes at være, at disse våben på en eUer anden måde kan anvendes kontrolleret, eller på en måde, der ligger under det massive udvekslingsniveau, alt med den hensigt at tvinge den anden supermagts-koalition til forhandlingsbordet, såfremt en krig begynder på det konventionelle niveau. De vestlige koncepter om begrænset nukleare strikes, beregnet på at standse konventionelle eller nukleare offensive operationer og tvinge Sovjet til at forhandle, er ikke realistiske af flere grunde. For det første, som det er anført tidligere, vil USSR betragte en krig mellem de to supermagts-koalitioner som den sidste akt i den historiske kamp mellem »imperialisme og socialisme«. Sovjetunionen vü ikke kunne afslutte en sådan »retfærdig« krig ved forhandling, fordi det ville betyde, at »imperialismen« ville fortsætte med at eksistere og have mulighed for at starte endnu en krig. For det andet vil USSR konventionelle militære overlegenhed ikke kunne reduceres til paritet (for ikke at tale om underlegenhed) ved hjælp af et dusin - eller nogle få dusin - nukleare strikes. For det tredie har Moskva nuklear overlegenhed i det eurasiske teater, takket være de strategiske offensive nukleare styrker, der ikke omfattes af SALT - dvs. Sovjets IR/MRBMs og mellemtunge bombere. I konsekvens heraf vil ethvert NATO eller amerikansk nukleart angreb, der ikke er tilstrækkeligt omfattende til at eliminere USSR overlegenhed i såvel konventionelle som nukleare våben i Eurasia, meget vel kunne ignoreres af Sovjetunionen. Den sovjetiske damptromle vil kunne fortsætte med at ruUe frem på enten det konventionelle eller nukleare niveau. Omvendt ville NATO nukleare strikes af en størrelsesorden, tilstrækkelig til at forhindre USSR i at nå sine mål, sandsynligvis af Sovjet blive opfattet som indledning til et massivt nukleart angreb med alle Vestens til rådighed stående midler. I denne situation ville USSR foregribe angrebet med sin egen massive styrke af strategiske og operative-taktiske systemer (eller svare igen med sin egen massive kraft, hvis det ikke lykkedes at gennemføre et forhånds-angreb). I begge scenarier ville USAs og NATOs begrænsede nukleare operationer enten være ineffektive eller (mere sandsynligt) forårsage den selvsamme katastrofe, som de er designeret til at imdgå. Amerikanske koncepter om begrænsede nukleare strikes er ikke med i reglerne for det spil, USSR kan tænkes at ville spille. Kort sagt, kan målet fra et sovjetisk synspunkt alene være sejr.
N O T E R
1) Müitary Thought no 3 (marts 1966) p. 89-106- » A Great H alf Century«.
2) Military Thought no 2 (februar 1969) p. 3: »Th e 51st Anniversary«.
3) Miliatary Thought no 5 (maj 1969) p. 47: »Soviet Military Doctrine and Strategy«.
4) Jf. note 2, p. 2.
5) Jf. note 2, p. 3.
6) Generalmajor K. Bochkarev i Military Thought no 7 (juli 1968).
7) Tinshkevich: »Correlation of Forces in W a r«, p. 32.
8) Military Thought no 7 (juli 1973): »Party-Political Work on Increased Combat Readiness of The Armed Forces«, p. 6.
