Vil man med henblik på krigsvidenskabeligt studium drage en konsekvens af den nuværende magtgruppering i verden, er der ingen vej uden om en erkendelse af, at studiet af Sovjetunionens strategiske doktrin, begrebet strategi her taget i alle dets aspekter, må have den højeste prioritet. Man finde det behageligt eller mindre behageligt, men kendsgerningen er, at en væsentlig part af studiemateriale hertil er at hente i Sovjets krig med Tyskland 1941— 45. Det er en banalitet at fastslå, at også i verdenspolitisk henseende er Ruslands holdning i øjeblikket det interessanteste og samtidig det mest dunkle problem — og et af de allermest betydningsfulde for enhver borger i verden. To artikkelserier i „Militært Tidsskrift“ — for 1941— 42 om den historiske udvikling af forholdet mellem Sovjetunionen og Tyskland, og for 1953—54 om taktiske østfronterfaringer — har hver på sin måde tilstræbt at give oplysning om vigtige spørgsmål i forbindelse med studiet af Sovjet. Carew Hunts ypperlige studie ,,Communisi theory and practice“ er en vejledning til forståelse af den sovjetrussiske stats filosofi, som bygger på den af Lenin og navnlig Stalin udviklede oprindelige Marx-Engels'ske lære, hvad såvel det økonomiske som det politiske og filosofiske system angår.
For nylig har „The Rand Corporation“, en amerikansk vi denskabelig studieorganisation, udgivet en doktorafhandling af R. L. Garthoff, der mere samlet og overskueligt end nogen tidligere forfatter beskæftiger sig med og analyserer den sovjetrussiske krigsdoktrin. Hans bog, Soviel Alilitary Doctrine fra 1953, koster ca. 60 kroner herhjemme og er ydermere ikke alt for let læst, uagtet den bør nå ud til en kreds, der blandt andet omfatter alle officerer, som får en højere kommando betroet, og deres rådgivere i O-sektionen. I det følgende vil blive givet et resumé af værket med en fremhævelse af dettes vigtigste tanker og påvisninger, ledsaget af de kommentarer, som det ud fra et mere europæisk militært synspunkt kan føles naturligt at knytte dertil.
Colonel de Weerds forord til førnævnte værk indeholder en definition, som det er naturligt også at bruge til indledning i nærværende forbindelse:
„Militær doktrin kan defineres som de hovedretningslinier, grundlæggende antagelser, fundamentale principper og metoder, der tjener til opnåelse af en nations politiske mål med militære midler. Strategi og taktik, bevæbning, uddannelse og disciplin bidrager alle — under doktrinens ledende indflydelse — til at opnå de tilstræbte mål. Er doktrinen sund og vel egnet til at tjene den nationale interesse i en given situation, vil målene blive nået på økonomisk måde; hvis ikke, vil den falske doktrin kunne fore til national katastrofe“ .
T il belysning af spørgsmålet og som grundlag for sit værk har Garthoff benyttet både så at sige hele den eksisterende litteratur om Sovjetunionens militære forhold samt et stort antal russiske reglementer i amerikansk besiddelse — og udsagn fra talrige enkeltpersoner. Det må ikke glemmes, at en del allierede officerer virkede som observatører i Sovjet og trods velmente forsøg på at hindre dem i at se for meget dog fik set en bel del. Talrige sovjelofficerer i nøglestillinger er flygtet til Vesteuropa efter 1945, og endelig bar tyskerne rådighed over et erfaringsmateriale, der visseligt heller ikke er ringe. Alle disse kilder er brugt, og bog- og tidsskriftfortegnelsen er et vidnesbyrd om, at intet middel er skyet for at skabe et så klart billede som muligt.
Det er i denne forbindelse værd at minde om, at de sovjet russiske reglementer på ingen måde — som man ofte hører det antaget — er propaganda eller beregnet til vildledning. De russiske militære tidsskrifter står på et højt trin, og blandt bidrag yderne er mange officerer i de højeste tjenestestillinger.
Marxismens indflydelse på doktrinen.
Både Sovjetunionens militære og politiske doktrin bygger på den bolshevikiske opfattelse af udviklingen i verden som en kamp: Samfundet er en fortsat kamp om magten (som ifølge Marx jo til sidst vil tilfalde proletariatet), tusindårsriget skal skabes ved verdensrevolutionen. Sovjetunionen, som er dennes fædreland, er stadig truet af de kapitalistiske lande og kan kun eksistere i kraft af en vældig rustning. General Shaposhnikov skrev således i 1928 i en kommentar til Clausewilz, at „hvis kri gen er en fortsættelse af politikken, om end med andre midler, så er også freden blot en fortsættelse af kampen med andre midler“. Det er værd at lægge mærke til, at Ludendorff, sikkert uden at kende Shaposlinikovs arbejde, skrev så at sige ord til andet det samme i sit skrift „Der totale Krieg“ i trediverne, og Lenins defi nition er ikke langt derfra: „Krig er i sin kerne politik ...“ og „Krig er en del af helheden; denne helhed er politik“.
Krig er ikke sovjetstrategiens mål. Krig er som bekendt kun sjældent, yderst sjældent et mål, men derimod ultima ratio, ikke alene for konger og kejsere, men også for disses sovjetiske sukcessorer. At nå de politiske mål uden direkte krigerisk indsats er en vigtig del af sovjetisk politisk doktrin, som det også har været den vestlige politiks grundsætning. Clausewitz skrev jo også, at „En erobrer er altid fredselskende . . . han ville gerne holde sit indtog i vort land uden at møde modstand“. Lenin understregede denne linie hos Clausewitz og skrev „Ha ha! Vældig fikst!“ i marginen. General Frunse, efter hvem det russiske generalstabsakademi er opkaldt, sagde: „Den militære, politiske og økonomiske strategi er alle tæt sammenvævet i et forenet hele“. Talrige tilsvarende udtalelser fra ledende mænd i Sovjet fandt udtryk i sovjetpro pagandaens forkyndelse af, at „Kun i kammerat Stalin ser den moderne historie for første gang en stor fører, der forener stats mandens geni og en ny type genial militær leder i samme person“ . Der er ikke ringeste grund til at ironisere over en sådan karak teristik. Med ringe variation i ordvalget er den blevet benyttet i alle lande til at bygge de store lederes prestige og position op, fra Cæsar til Napoleon og videre til vore dage. Og i øvrigt ville det være tåbeligt at nægte, at det fra et praktisk synspunkt oftest har betydet styrke og handlekraft for det land, hvis leder forenede den militære og politiske magt i sin person — selv om andre faktorer (i øvrigt ofte de selvsamme faktorer, der i sidste instans var baggrunden for skabelsen af eneherskermagten) ved så mange lejligheder førte sådanne stater i afgrunden.
Fra den marxistiske filosofis synspunkt fremhæves sovjetstrategiens afhængighed af ikke-militære faktorer i ert sovjetforfat- lers formulering: „Strategien .... udtrykker karakter og tendens i hærens og folkets udvikling og er afhængig af dettes politiske, økonomiske og kulturelle udvikling, som atter udspringer af sta tens klassebestemte kerne og af de produktive kræfters udvik lingstrin“. Som det udtrykkes hos en anden forfatter: „Den marxistisk-leninistiske videnskab lærer, at politikken udøver en afgørende indflydelse også på de militær-strategiske planer“. Det fremgår til overflod af Stalins skrift „Om de russiske kommunisters strategi og taktik“ (fra 1923), der i særlig grad beskæftiger sig med den komplicerede politisk-strategiske situation i borgerkrigen 1917— 20, og som tydeligt viser, at Stalin er påvirket af den tyske filosofi fra det 19. brhundrede, dog med den vigtige undtagelse, at han hævder, at den første operations tyngde i en krig vil være afgørende for de ni tiendedele af hele felttoget. Det skal ikke nægtes, at det i en række tilfælde virkelig har været således, men Stalins teori herom er sikkert forankret i den dia lektiske materialismes princip; europæisk strategi har lagt større vægt på sætningen om, at „ingen felttogsplan kan med sikkerhed række ud over det første sammenstød med fjenden“. I øvrigt er et studium af dette Stalin’ske skrift nok umagen værd. Hans analyse af forholdet mellem taktik og strategi er forbavsende nær ved, hvad Foch docerede i sine lærebøger i strategi, som jo på mange punkter er en gallisk efterklang af Moltke. Følgende passage af Stalins bog vækker til eftertanke:
„. . . . taktikken må ikke underordnes under øjeblikkets flyg tige interesser; den må ikke ledes af hensyn til den øjeblikkelige politiske virkning, og den må endnu mindre løsrives fra jorden og skabe luftkasteller. Taktikken skal tilpasses til strategiens op gaver og muligheder“,, Dette er klarere set end Ludendorffs desperate programerklæring før 21. marts 1918 — og husk vel på, at Ludendorff var ingen desperado — om, at „Die Taktik war über die reine Strategie zu stellen“, en skæbnesvanger grund sætning, som atter og atter, til fortvivlelse for de overlevende disciple af Moltke, fandt udtryk i tysk strategi: den desperate Hitlers angreb i Ardennerne i december 1944 er skoleksemplet.
Ligesom tilfældet er med Sovjets politiske doktrin, der på marxistisk-leninistisk grundlag hjemler anvendelse af alle midler, som forer til målet, og på en måde, der går væsentligt ud over Machiavelli’s system, som ophavsmanden i virkeligheden kun for kyndte „sørgmodigt grædende“ (for at låne et udtryk fra Chaucer) — ligesom tilfældet er med denne doktrin udmærker også den sovjetiske strategiske doktrin sig ved overordentlig frihed i valget af midlerne. Denne frihed eksisterer dog reelt kun på de højere, ikke på de lavere planer, hvilket formentlig er en refleks af det herskende autoritære system. Den højere sovjetiske føring i de senere faser af krigen 1941— 45 står ikke tilbage for de vest allieredes; det er vel endda rigtigt at sige, at den fra et klassisk strategisk synspunkt er interessantere end de britisk-amerikanske hæres operationer, der med få undtagelser (Falaise, Arnhem) havde en næsten betænkelig lighed med den såkaldte russiske damptromle-strategi, man forudså før 1914, uagtet det retfærdigvis må tilføjes, at den vesturopæiske krigsskueplads bød færre muligheder for den frie operation.
Den „kolde krig“ som politisk-strategisk instrument behandles i et kapitel, hvis teori og eksempler vil være kendt også her hjemme. Det havde været naturligt, om forfatteren havde udbyg get kapitlet med en kort redegørelse for, hvorledes selv et lille mindretal i en stat ofte har kunnet påtvinge det store flertal et kommunistisk styre, eller, i det små: kunnet lokke det med i strejkeaktioner, bag hvilke kun ganske få personer virkelig stod. Revolutionens og strejkens biologi er et emne, som besynderligt nok endnu mangler en helt fyldestgørende fremstilling, omend nogle forhenværende kommunisters bekendelsesskrifter i de se nere år har givet antydninger derom. Kommunistpartiernes for ventelige rolle i tilfælde af en krig med Sovjet er omtalt summa risk og bringer ikke andet, end hvad de fleste ikke-kommunister mener at vide. Af interesse er kun forfatterens formodning om, at et eventuelt fredsbrud fra Sovjets side ikke vil blive meddelt dettes underjordiske allierede i de pågældende lande i forvejen; risikoen for, at hemmeligheden ville blive røbet, er for stor. Når selv Beria ........
Skabelsen af den sovjetiske militærdoktrin.
Garthoff gør med rette opmærksom på, at marxismen ikke Iør 1917 havde fastlagt eller defineret nogen egentlig militær doktrin for kommunismen, for partiet eller for den fremtidige kom munistiske stat. Hverken Marx eller Engels, der i øvrigt begge vidste såre meget om krig og dens væsen, har givet nogen løsning på, hvordan det sejrrige proletariats hære skulle være og organi seres. Det er værd at bemærke, at kun den franske udvikling af socialismen producerede en virkelig teoretisk differentieret militær doktrin: Jean James’ imponerende „L’Armée Nouvelle“ fra 1910, som Garthoff besynderligt nok ikke nævner med et ord, uagtet Jaurés’ værk, som Lévy-Bruhl siger, er „Oeuvre d’un grand socialiste, oeuvre d’un grand Fran^ais“. Dette sidste har været en stærkere drivkraft, et stærkere incitament for J., end internationalismen var det for Marx, Engels og Lenin (med Stalin blev det anderledes) — ligesom i øvrigt den franske socialisme på så mange andre måder gik sine egne veje.
Den russiske militære filosofi har foruden i vesten-teori sine rødder i erfaringerne fra den vældige borgerkrig 1917—20 og krigen mod Polen. Ved tyvernes mange drøftelser om praktiske spørgsmål beskæftigede man sig for udviklingen af den militære doktrins vedkommende blandt andet med følgende problemer:
-
— om enhedskommando (på alle kommandotrin) eller dob beltkommando (chef-kommissær) var at foretrække,
-
— om disciplinen skulle være streng eller „frivillig“,
-
— om hæren skulle være en stående, „regulær“ hær eller en milits-partisan-organisation,
-
— om det offensive princip, der var uløseligt forbundet med den bolshevikiske ideologis revolutionære og ekspansive karakter, skulle være det enerådende i den sovjetiske doktrin, og om
-
— manøvreprincippet på grund af dets heldige anvendelse i borgerkrigen og formodede nære forbindelse med „folket“ havde en særlig sovjetisk betydning.
„Vi kommer her ind på to andre spørgsmål, som disse dis kussioner affødte: Om der fandtes en særlig, enestående prole tarisk eller marxistisk militær doktrin, og om denne doktrin var samlet til et hele. Frunse og Gussev, der satte ind for at skabe en ny, til et hele forenet proletarisk militær doktrin, mødte bit ter modstand fra Trotsky, (der dengang var folkekommissær for hæren), fra de fleste af de tidligere, højtstående czaristiske offi cerer og i de fleste spørgsmål fra Tukhachevsky“. Frunse og Gusev ville skabe en militær doktrin med fuld støtte til den marxistiske verdensrevolution som hovedtema, hvilket motiveredes i den russiske leninismes politisk-offensive-revolutionære karakter. I dette sidste var Trotsky nok enig, men ville foreløbig foretrække at give den sovjetiske m ilitæ rdoktrin et stort set traditionelt ind hold frem for at indlade sig på filosofiske eksperimenter, der, som manipulationerne med den dialektiske materialisme havde vist, jo lod sig bruge til allehånde og ikke altid til det bedste. Diskussionerne sluttede med, at Trotsky gik af og blev erstattet af Frunse i 1924. Stillet over for ansvaret for en videreudvikling synes det, som om også Frunse har koncentreret sig om at bygge på de traditionelle europæiske og czaristiske principper. De afvigelser, der i de første år frembød sig for betragteren, skyldtes mere ønsket om at sikre sig politisk kontrol med hæren samt en opportunistisk indleven i, at en række symboler måtte tilpasses til de nivelleringstendenser, der spillede en så stor rolle i Lenins syn på statsfunktionærerne. Egentlig teoretiseren om doktrinen i krigsfilosofisk forstand bar derfor, undtagen i de rent propagan distiske formuleringer, været lidet fremtrædende. En passus i en fremtrædende russisk militærskribents behandling af emnet (1946) slutter med den karakteristiske bemærkning, at „den Røde Hær må være en regulær hær, strengt disciplineret, have en militær enhedskommando og baseres på den nyeste og bedste teknik“.
Modsat den mere abstrakte krigsfilosofiske tænkning, som vi kender den fra både romerske og græske forfattere, frem gennem middelalderen og kulminerende i Clausewitz, Moltke, Schieffen, Foch, Bloeh, Homer Lea m. fl., men kun lidet i Rusland, har den egentlige militære strategi som allerede antydet i højere grad været genstand for teoretisk-offentlig behandling. Som vistnok al mindelig bekendt er Stalin af langvarig sovjetpropaganda blevet idealiseret i en selv for diktatorer usædvanlig grad, og grundlæg gelsen af den sovjetiske eller „stalinistiske“ krigsvidenskab skyl des ham, således som — hedder det — han praktiserede sine tanker under borgerkrigen. Både Stalin og hans nære medarbej dere fastslog eftertrykkeligt (og med rette), at Lenin ikke havde forstand på krigsvæsen. Til gengæld lod Stalin uimodsagt Marskal Bulganin bekendtgøre, at S. havde „skabt en militær videnskab, der dristigt overskred krigskunstens grænser og derved brød med traditionerne i den gamle, klassiske militærvidenskab, der kun drejede sig om spørgsmål vedrørende taktik og strategi“ . Bulganin søger at forklare det nærmere ved at hævde, at „militærvidenskab er noget videre og mere omfattende end krigskunst“, idet viden skaben foruden krigskunsten indbefattede de med landets økono miske og moralske evner forbundne spørgsmål. Ifølge Bulganin var den vestlige militærvidenskab uden forståelse heraf. Der er måske en vis sandhed i, hvad Bulganin her har sagt. Thi ganske vist har ikke mindst Clansewitz og Foch (og deres nyere efter følgere, bl. a. Liddell Hart) altid fremhævet de moralske og folke psykologiske faktorers betydning (måske nok de økonomiske noget mindre), men selve de militære ledere i vestens lande har ofte i forbavsende grad savnet blik for andet end lige netop general stabskortet og styrkelisten.
Den russiske militære doktrin deles, på linie med den tyske systematisering, der også har været lagt til grund i Danmark, i tre trin: Strategien, den operative kunst og taktikken. Garthoff står fremmed over for „operationernes“ beliggenhed mellem det strategiske og det taktiske niveau og viser derved, at hans ud gangspunkt er den amerikanske og ikke den europæiske krigs kunst. I Sovjetunionen fremhæver propagandaen med en selv efter sovjetiske forhold overordentlig styrke, at den russiske militære videnskab er al anden overlegen. Det stadige udgangspunkt for denne påstand er sejren over den tyske bær i 1945 — en sag, hvorom der, med Fritz jürgensen, kan siges meget både pro et contra, når det bemærkes, at den russiske propaganda totalt baga telliserer vestlandenes indsats. Ja, dette gælder endog, når det drejer sig om Japans nederlag.
Et interessant træk i de strategiske principper er, at både Stalin og flere førende militære talsmænd tillægger imponderabilierne på de højere planer en væsentlig ringere betydning end vestens teoretikere. Det kritiseres, at disse har villet se sejrens årsag i „evige og urokkelige krigsprincipper“ eller i „den øverst befalendes overnaturlige intuition“. Op imod disse imponderabilier sætter den sovjetiske strategiske teori „de perm anent virkende faktorer“ : a) Stabiliteten i området bag fronten, b) hærens moral, c) divisionernes kvantitet og kvalitet, d) hærens bevæbning og e) førerpersonellets „organisationsevne“ . Baggrunden for Stalins formulering af netop disse principper må sikkert søges i den marxistiske materialistiske opfattelse: „Intet er mystik. Alt er stof“. Til Stalins formulering af disse hovedprincipper er kun føjet eet, nemlig Voroshilovs understregning af, at rådighed over reserver er lige så vigtig. At tilsyneladende im ponderabilier som „stabiliteten i området bag fronten“ og „hærens moral“ er med taget, tilmed på første plads, bør ikke forvirre. De er nemlig begge i meget væsentlig grad funktioner af materialistisk påvise lige faktorer: Disciplin (med frygt for straffetrusel), organisation, effektivitet af våben, uddannelsesniveau af førere, politim agt o.s.v., og deres karakter af imponderabilier er siden Fochs „Principes“ blevet stedse mindre udtalt i de vestlige lande, der har grebet problemerne videnskabeligt an og ikke blot tror, at man i demokratiets navn kan lade alene den frie inspiration og en stedse større juridisk lighed i hæren blive grundelementer i disciplin dannelsen, og totalt lader spørgsmålet om hjemmefrontens moral ude af betragtning. Anvendelsen af ordet „morale-builder“ i USA viser, at man her klart erkender moralens materielt betonede grundlag.
Man vil, som allerede før antydet, i øvrigt ikke kunne for vente at se marxistisk-leninistiske teorier finde udtryk i den egent lige strategiske doktrin. „Marxismen giver ikke færdigsyede an visninger. Mindst af alt kan den give dette på den militære organisations område. Men også her har den givet os metode“. Der imod er det jo almindelig kendt, at den marxistiske ideologi, videreført af Lenin og Stalin, har virket afgørende ind ved at præge det politiske kontrolsvstem i hæren, officerernes livs- og samfundsanskuelse o. s. v. Og sovjetfilosofiens vurdering af selve krigens begreb er jo også marxistisk: At enhver krig, som tjener Sovjets og verdensrevolutionens sag, er retfærdig (tilladelig), medens alle andre krige er uretfærdige (utilladelige).
Garthoff beskæftiger sig allerede på dette tidlige tidspunkt af fremstillingen med kommissær-institutionen, fordi denne var et af de håndgribelige praktiske problemer ved sovjethærens fød sel, et af de punkter — jfr. foran — på hvilke en marxistisk nydannelse skulle praktiseres. Kommissærinstitutionen var ganske vist oprindelig indført af Kerensky i 1917, men den sejrrige sovjetregering definerede ved dekret af 6. april 1918 kommissærernes rolle i kommunismens tjeneste: Foreløbig at overvåge de czaristiske officerer, som endnu længe skulle forblive uundværlige for sovjethæren. Men allerede borgerkrigen viste, hvor upraktisk systemet var. Stalin brugte således sin magt som kommissær ved Tsaritsyn til at henrette et stort antal officerer, hvilket faldt selv hans partifæller for brystet. I 1925 blev kommissærerne underlagt de egentlige militære chefer, men fik i forbindelse med kæmpe udrensningen i hæren 1937 atter fuld ligeberettigelse. Den lang varige modgang i felttoget mod Finland resulterede i, at de i august 1940 påny fik underordnet status, som i katastrofesitua tionen i juli 1941 atter hævedes til ligeberettigelse. Deres beføjelser indskrænkedes endelig i november 1942, under kampen om Stalin grad. Et forsøg i tyverne på at uddanne folk til både at være officerer og politiske kommissærer blev opgivet. Til gengæld er mange kommissærer i tidens løb gået over fra deres egentlige hverv og til egentlige officersstillinger. Behovet for egentlige kommissærer er aftaget stærkt, efter at officerskorpset nu er blevet politiseret indgribende. Henved 90 procent af dette er medlemmer af partiet — målt med russiske forhold i øvrigt et forbløffende højt tal.
Et andet praktisk spørgsmål, som flygtigt er berørt foran, var ligeledes udsprunget af marxistiske overvejelser, nemlig problemet: Stående hær eller militshær. „Mange af fortalerne for en proletarisk militærdoktrin havde begyndt deres militære løbebane som partisaner og havde bevaret en forkærlighed for denne type af løs organisatorisk og kommandomæssig struktur. De hævdede, at partisan- og militærorganisationer betød en snævrere sammenknyt ning af hær og folk og derfor var mest marxistiske“. De professionelle officerer, f. eks. Tukhachevsky, og den store organisator, Trotsky, kæmpede for indførelse af en regulær hær, og resultatet blev et kompromis: begge slags hære, og bestod, indtil territorial militsen i 1939 helt indlemmedes i den regulære hær. Det czari stiske officerselement spillede en forbavsende rolle ved sovjethærens opbygning. Garthoff giver mange tal herom. Lad det være tilstrækkeligt at nævne, at af de 243 officerer, der i 1929 ydede bidrag til militærlitteraturen, var 198 forhenværende czarofficerer, ligesom ikke mindre end 79 af de 100 officerer, der var forfattere til feltreglementerne af 1920, var af denne kategori, deriblandt sovjethærens faktiske intellektuelle centrum, Shaposh- nikov, hvis forelæsninger på Frunse-akademiet Stalin og Molotov fulgte i 30’erne. Man kan således med rette sige, at czarhærens føringsdoktrin i vid udstrækning overførtes til den røde hær, og dennes læreanstalter genoplivede mange af czartidens store hær førere, fra Peter den Store til Suvorov og BrusiIov. Suvorovs værker er nvlig udsendt i nye udgaver, og Kutuzov forherliges i ikke mindre grad. L sovjethæren mærkes den dag i dag en stærk påvirkning fra Jomini, der længe var i russisk tjeneste, og Clause- witz, der jo var russisk officer 1811— 15. Shaposhnikov var ikke m indre påvirket af Clausewitz, end tilfæ ldet var med den tyske generalstab (To af de tre bind af Shaposhnikovs store værk om ,.En armés hjerne“ indledes med citater af Clausewitz), og den, som har studeret marxismens historie, vil vide, at både Marx, Engels, Trotskv og Lenin havde studeret ham væsentlig mere indgående, end han vist kendes af vesterlandets statsledere i dag.
At Stalin efter verdenskrig II har fornægtet Clausewitz må på ingen måde betragtes som tegn på, at dennes strategiske filosofi og doktrin er forladt, men kun som led i den stalinistiske offensiv mod enhver åbenlys fremmed indflydelse. Ifølge udsagn fra sovjetiske officerer var Stalin også direkte skinsyg på grund af dennes popularitet i det russiske officerskorps: Stalins doktrin skulle være den eneste anerkendte.
Af de mere moderne forfattere fra vesterlandet studeredes før krigen navnlig Fuller og Douhet, omend de begge blev stærkt kritiseret for at værefor vidtgående i deres begejstring for hen holdsvis bombe- og panserstrategien. Garthoff opkaster spørgs målet, hvorfor Fuller valgtes som repræsentant for panserstrategerne i stedet for Liddell Hart, de Gaulle og Guderian. Svaret herpå er dog let: Fuller organiserede det første panservåben og virkede som dets faktiske chef, medens de tre andre nævnte mere var teoretikere. Valget af Douhet var naturligt, fordi han (ved siden af Mitchell) var den eneste virkelige luftkrigens teoretiker. Det er en kendt sag, at hverken Tyskland eller Sovjet fulgte Douhet organisatorisk-teknisk, men forsøgte på at gøre det strate- gisk-taktisk — et dødfødt forsøg, når midlerne ikke var til stede. Og midlerne var brugt til konventionelle luftstyrker til direkte samarbejde med hærene. Det almindelige indtryk af den nuværende status er, at de strategiske principper fra tiden omkring krigens udbrud, i en vis udstrækning udviklet under denne, ikke er blevet væsentlig ændret ved nye reglementer efter krigen. Intensiviteten i den krigshistoriske og i det bele taget krigsvidenskabelige forskning er betydelig, og artikler og afhandlinger ligger ofte på et højt plan, selv om nødvendigheden af altid at frem hæve Stalins og eventuelt marxismens betydning ofte har virket skæmmende på både form og indhold.
„Den manglende erkendelse inden krigen 41—45 af forsvarets fulde natur bidrog til den overdrevne koncentration af sovjetiske styrker nær ved grænsen“, skriver Garthoff, men tilføjer, at russerne nok har erkendt defensivens betydning, men frygtede dens moralske virkninger på navnlig tropperne, men også på nationen som helhed.
Offensiven tager ifølge de gældende reglementer normalt form af en overordentlig vel forberedt masseindsats af alle våben. „I en stor sovjetoffensiv koordineres flere armégrupper normalt til en enkelt operation, hyppigt med det formål at omringe fjenden. Forberedelserne er omfattende og kræver sædvanligvis to måneder, efter at de indledende forskydninger har fundet sted. Troppernes samling finder sted ca. 70 km borte, og de koncentrerede styr ker rykker frem til den egentlige front kort for angrebet. En infanteridivisions frontbredde er normalt fra 1,5 til 3 km — Sovjetdoktrinen kræver en overlegenhed på 6— 4 til 1 hos fjenden. Angrebets gennemførelse adskiller sig hverken i bevæbning, teknik eller faser væsentligt fra den britisk-amerikanske standard procedure. Naturligvis er indbrud og gennembrud i dybden også hos russerne primære faktorer. Om nogle særegenheder ved den russiske offensiv vil der senere blive talt.
Trods forkærligheden for en offensiv strategi erkender russerne nu fuldt ud nødvendigheden af forsvar, når „styrkeforholdet“ er ugunstigt. „Styrkeforholdet“ er i øvrigt en formel, der ustandselig nævnes i russiske reglementer. Grunden er den simple, at russerne på grundlag af den marxistiske materialistiske opfat telse af alle problemer i verden tillægger tallet en så afgørende betydning. Det er på denne baggrund ikke uinteressant at erindre, at Guderian mente, at tyske soldater normalt villle kunne tage kampen op med femdobbelt overmagt af russere. Russerne kræver selv den femdobbelte overmagt!
Feltreglem entel af 1940 definerer to form er for forsvar og understreger i lighed med vestlig teori, at forsvaret kun har værdi som overgangsform til offensiv. De to former er det egentlige forsvar og det bevægelige forsvar — af os kaldet udvigende kamp. „Russerne kritiserer nok stærkt tvskernes elastiske forsvar, men deres egen form er i realiteten den samme. Det russiske udtryk „bevægeligt forsvar“ nærmer sig det atlantiske „udvigende kamp)“. Forsvar defineres også som forsvar på „normal front“ og forsvar på „store frontbredder“. Sidstnævnte er ofte kombineret med lid- vigende kamp ...“. Som sagt: Reglementet talte om disse ting, men i realiteten var doktrinen ikke nær så fastslået. Russiske teoretikere har indrømmet, at den kategoriske „ståen fast“ i begyndelsen af krigen fik frygtelige nederlag til følge, som havde kunnet undgås ved en mere elastisk defensiv. Det samme fænomen sås som bekendt ved Hitlers overtagelse af føringen af arméerne i Rusland. Efter de mange erfaringer fra 1941—45 ind går den strategiske defensiv, om fornødent med udvigen, som en lige så integrerende del af sovjetstrategien som af den vestlige strategiske doktrin.
Ligesom for angrebets vedkommende lader der sig for det det rent doktrinæres vedkommende ikke anføre større forskel ligheder mellem russisk forsvarsdoktrin og vestlig doktrin i dag. De har stedse nærmet sig hinanden. Med baggrund i krigen 1943—45 må naturligvis modoffensiven spille en vældig rolle, men dog stadig i prioritet bag offensiven — al sejrs fader.
Manøvre og initiativ.
Ifølge sin natur var borgerkrigen i udpræget grad en manøvrekrig — ja, i øvrigt ligesom den store amerikanske borgerkrig, med hvem den deler den skæbne at være blevet alt for lidt studeret, mere end de allerfleste øvrige krige i det sidste århundrede et felt for frie operative og strategiske beslutninger. Medens de vest europæiske hære under indtryk af vestfrontstillingskrigens mange vranglærer satte gennembrudstaktikken i højsædet og holdt stribeøvelser i bunden form, dyrkedes i Sovjet manøvre og omfatning. Det dystre minde om Tannenberg kan vel også have været medvirkende hertil. Dog kaster den marxistiske hang til spekidation også sine skygger ind over dette problem: forherligelsen af manøvren virkede i retning af at gøre denne til et mål og ikke blot middel, så at man i de mange teoretiserende sovjetofficerers udtalelser herom næsten synes at ane en tilbagevenden til Kabinetskrigenes sterile manøvresystem. Modgangene i 1941— 42 har tydeligvis fået russerne til at lægge tyngden over på målet, nemlig tilintetgørelsen af modstanderen. Fuldt på linie med vesteuropæisk militær tænkning understreges initiativets afgørende betydning som middel, både i defensive og offensive operationer. „Prøv på at gribe initiativet efter at have valgt det gunstige øjeblik, og giv det ikke tilbage til fjenden“, hedder det om handling på det operative plan, og om det taktiske siges: „Vore reglementer docerer, at heldet altid vil tilsm ile den, der med dristighed i kampen stedse bevarer initiativet og dikterer fjenden sin vilje“.
Principperne om bevægelighed og hastighed understreges med - synes man — større styrke, end det er tilfældet i navnlig vest europæiske hære. Den praktiske udførelse i krigen viste dog snarere længere tid til f. eks. angrebsforberedelser, end englændere og amerikanere krævede. Hvad den defensive fase i krigen angik, d. v. s. navnlig selve krigens begyndelse, er det jfr. ovenfor, interessant, at sovjethæren havde sine hovedkræfter stående temmelig lineært, langs grænsen til Tyskland, uagtet polakkernes frygtelige nederlag i 1939 burde have skræmmet. Da man havde pligt til at regne med tysk strategisk initiativ i momentet omkring og nærmest efter fredsbruddet, havde det været en pligt at formere bærene i større dybde. Også her lærer man, at erkendelsen af dybdens be tydning i det defensive operative billede er en af de vanskeligste tankeprocesser, troppeføreren stilles overfor. Grundene hertil er dels en næsten uudryddelig forestilling om, at den lineære opstilling, der danner skærm eller bevogtning af hele fronten eller „grænsen“, både tilfredsstiller menneskets naturlige krav om „sikkerhed overalt“, parret med ønskeforestillinger om, at man trods denne sikrings eller sikkerheds spinkelhed senere, i kraft af den frie beslutningsmulighed, vil kunne imødegå fjenden successivt. Men sandheden er jo, at en lineær opstilling, der ikke tilsigter og muliggør en så at sige øjeblikkelig offensiv, men kun afventer fjendens initiativ, er en „invitation to disaster“, som Liddell Hart formentlig ville sige. Dertil kommer, at formering i dybden med deraf følgende reduktion i „effektiv“ frontbredde på forhånd in volverer opgivelse af terrain til fordel for bevarelsen aif styrker nes slagkraft og manøvrefrihed; og opgivelse af terrain på forhånd kræver feltherrer af Frederik den Stores format — og med hans beføjelser. Han erkendte betydningen af at „sacrificere“ terrain, hvor smerteligt det end kunne være, til fordel for at kunne føre slaget med fuld kraft på det afgørende punkt. Stalin har selv under krigen sagt: „Titusinder af sovjetrussiske officerer er blevet ypperlige militære førere .... de har forladt den tåbelige og skadelige lineære taktik og har definitivt antaget den bevægelige krigs taktik“. Dette var en naturlig følge af den vældige udvigemanøvre fra foråret 1941. Alligevel kom man under forsvar af byer og vitale områder ikke uden om en vis lineær front. Det gælder således forsvaret af Leningrad, der jo varede lige fra 1941 til 1944, og som førtes som en ypperlig kombination af perma nent befæstning, efterhånden udbygget feltbefæstning og artilleri i masse. Den nuværende sovjetdoktrin tager afstand fra permanente befæstninger, ser med meget betinget anerkendelse på langstrakte' halvpermanente befæstningslinier, og lægger hovedvægten i dei „rene“ forsvar (en god betegnelse, selv om den er forsvundet af vor officielle terminologi) på den dybt udbyggede forsvarszone, der — med forsvar til alle sider — lægges sådan, at den så at sige tvinger fjenden til frontale angreb og kanaliseret indbrud, i hvilket efter hånden hans kræfter forbruges og muligheden for det effektive modangreb skabes — altså en doktrin, der ikke er væsensforskellig fra den britiske og tilsvarende danske. —
Det kan ikke påstås, at Garthoffs analyse af detaillerne i sovjethærens operative doktrin afslører sensationer. Fastholdelse, gennembrud, angreb i flanken og i ryggen er altsammen ting, der giver sig af sig selv for selv den flygtigste betragtning. Det samme gælder anvendelsen af vildledningsangreb og af i tid koordinerede angreb på forskellige afsnit af en meget lang front. En række interessante eksempler på almindelig omringelsestaktik anføres — hvert for sig nok et lille studium værd — men principperne er ikke nye: finnerne brugte dem med stort held i 1939— 40, og enhver fører, som er skolet i vesteuropæisk tradition, vil tilstræbe at bruge dem — ganske som tyskerne gjorde i 1941— 42.
Anvendelse i masse er som allerede nævnt et for russerne overordentlig karakteristisk element — masse forstået både materielt og personelt. Et reglement fra krigens tid tildeler infanteri kompagniet en frontbredde af indtil 250 m, bataillonen en front på 650 m og regimentet 1650, altsammen i angrebet og eksklu sive taktiske reserver. Artilleri anvendes så at sige altid i masse (hvilket, uagtet det er artilleriets væsen, ikke altid gøres i vestlige bære) og med vældige ildkoncentrationer. Vestlige iagttagere mener, at artilleriet omfattede 35—50 procent af sovjethæren i krigens senere faser. Det sovjetiske artillerireglement fra 1937 fore skrev en norm på 60—80 kanoner pr. km offensiv front; den 1. december 1940 sagdes normen at være 100—150 pr. km, i 1944 150— 200 og i 1945 200— 250 kanoner. I store kampe (tyngde punktslag) blev disse tal ofte overskredet. Efter russiske kilder nåede kanontætheden ved Stalingrad 300 pr. km, ved det belejrede Leningrad 365 og ved Berlin 570 km (ialt 22.000 artilleripiecer). En efter vestlige forhold ualmindelig stor procentdel af disse kanoner anvendtes til direkte ild fra de forreste linier.
Også panserstyrker anvendes — i overensstemmelse med deres væsen — i masse. Ved Stalingrad skal kampvognstallet have an draget over 40 pr. 1600 m over hele fronten. Ved Berlin siges mellem 4000 og 6300 kampvogne at have været koncentreret. Lignende massetal nævnes for luftfartøjer i krigens senere år, f. eks. 8400 luftfartøjer (med ialt 70.000 starter) i slaget om Berlin. En del af disse tal må dog sikkert tages cum grano salis. Det er ikke uden interesse, at russerne indsatte forældede maskiner mellem de moderne for yderligere at understrege luftoverlegenheden talmæssigt set.
Garthoffs udtalelser vedrørende masseangrebet falder sammen med de i artikkelserien om østfronterfaringer refererede betragt ninger. Et russisk masseangreb er en imponerende begivenhed at overvære. At afslå et sådant angreb, hvor frontbredderne pr. afde ling er næsten utrolig små, kræver ikke alene styrker og ild, men — og allermest — nerver. „Kun kampvante tropper kunne beher ske den frygt, der instinktivt greb enhver, når sådanne masser blev kastet frem“. Disse masseangreb, der jo var typiske for den finske krig 39— 40 og for de første krigsår på den egentlige østfront, blev dog efterhånden i nogen grad erstattet af artilleri- og morterkoncentrationer, samt af kampvogne.
Interessant er, at de nyeste feltreglementer fraråder for stor dybdeformering i angrebet. „Ifølge vore tidligere fodfolksreglementer skulle hver enhed, fra deling til fodfolk, echeloneres tæt i dybden, med det resultat, at vi overfyldte slagmarken med vore soldater i dennes fulde dybde, hvilket førte til unødvendige tab af personel og materiel som følge af ilden fra fjendtlige flyvere, artilleri og morterer, navnlig i anden og de følgende echeloner I linier). Dette dømte en betydelig del af en divisions styrke og ildkraft til uvirksomhed under kampen (udhævet af forf.) og berøvede vore styrker muligheden for at ramme fjenden med den fulde styrke af deres underenheders ildkraft. — Det nuværende kampreglement for fodfolket omtaler ikke dybdeformering i de ling, kompagni, bataillon, regiment og division. Som grundlag for fodfolkets kamporganisation fastslår det følgende krav: Maksimal og samtidig indsats (deltagelse) i kampen af fodfolket og dets ildkraft fra slagets begyndelse og til dets slutning“. Dette udelukker dog ingenlunde dybdeformering på højere trin — korps og armé — hvor der anvendes anden og tredie „echelon“, som regel panserdivisioner med luft- og artilleristøtte. De vesteuropæiske hære kræver som bekendt stor dybde i angrebet, dels for at nære dette under 1. linies tab, dels for at danne flankesikring (sikring mod omfatning) og i det hele taget manøvrefrihed. Russernes vældige indsats af artilleri, samt echeloneringen på højere trin, af- bøder de mest øjensynlige farer ved den lineære offensiv. Det er vistnok heller ikke urigtigt at sige, at man i vesterlandet i sin iver efter operativ frihed undertiden er kommet for langt med sine krav om dybde i angrebet. S. L. A. Marshall har — dog uden at drage denne konklusion — understreget, hi'or få fodfolksgrup per det i virkeligheden er, som bærer en „forreste linie“, infante ristisk set. (I denne forbindelse et lille sidespring: Råde britiske og tyske infanteriofficerer har gjort sig til talsmænd for at for mindske gruppen til 5 mand, alle med samme gevær („Sturmge wehr“ ) — e. o. helautomatisk eller til enkeltskud, for på den ene side at forstærke forreste linies ild, på den anden at mindske den sårbare overfyldning i terrainet).
Kapitlerne om bevarelse af fremdrift i fremrykningen, for følgning og reorganisering, om tilintetgorelse af fjenden i kamp, om tilbagegang og om reserver gengiver i alt væsentligt interna tionale synspunkter, omend illustreret med eksempler på den sovjetiske anvendelse af principperne. Ejheller er kapitlerne om Stalin som militær leder, om stabsarbejde og om befalingsteknik i den sovjetiske hær af særlig interesse. Af de heroin handlende afsnit skal kun nævnes, at sovjethæren som tidligere antydet sætter snævre grænser for, hvor meget forere fra division og nedefter må folde sig ud. Dette menes stadig at være den sovjetiske hærs taktiks akilleshæl. Yderligere er det værd at bemærke, at regle menterne, som tidligere nøje foreskrev, at cheferne skulle være langt fremme, nu snarere understreger deres pligt til at holde sig tilbage, hvorfra de dels bedre kan overse den samlede situation, dels måske også tage sig af eventuelle flygtende eller passive.
Officerskorpset.
Bolshevikkerne havde oprindelig afskaffet officersgraderne, men i slutningen af trediverne genindførtes de. 1940 genindførtes hilsepligten, 1942 epauletterne. I dag er det russiske officerskorps i højere grad en kaste end i nogen anden stormagtshær. Officers korpset er blevet en priviligeret klasse i Sovjetunionen, økonomisk og prestigemæssigt. Efter krigen er ,kultur’ og smuk fremtræden blevet forlangt (hvilket hyppigt har resulteret i skilsmisser fra for ,proletariske’ hustruer). Menige skal også hilse på korporaler, og subaltern- og stabsofficerer anses ikke for socialt ligestillede ... Den menige sovjetsoldat får, hvad der svarer til 6 dollars om må neden, medens generalmajoren får, hvad der svarer til 1630 dollars månedlig“. („Mere end hans amerikanske ,kollega’“, skriver Garthoff!).
Den store udrensning af officerer i 1937-38 ramte (oftest med henrettelse til følge) 3 af 5 marskaller, 13 af 15 arméchefer, 57 af 85 korpschefer, 110 af 195 divisionschefer og 220 af 406 brigade chefer. Ialt henved 30.000 officerer menes udrenset, ikke langt fra halvdelen af det samlede officerskorps. Når dette forhold sammenholdes med, at man principielt lod avancementer ske efter dygtighed og ikke efter tjenestealder, er det forståeligt, at cheferne på de højere trin ofte var meget unge. Under krigen var de fleste generaler i felten kun i begyndelsen af fyrrerne, væsentlig mindre end i både den amerikanske, britiske og tyske hær. Officerskorpsets kvalitet anses — bortset fra den mangel på initiativ, der må søges i politisk baggrund, undtagen på de højere trin — af nøg terne iagttagere for at være udmærket. Om virkningen af kadet-systemet, efter hvilket drenge fra ni års alderen siden 1943 er uddannet som professionelle officerer på Suvorov-akademieme, haves endnu ikke sikre oplysninger.
Soldaterne.
Om den russiske soldat kan ligeledes i alt væsentligt henvises til den førnævnte artikkelserie i „Militært Tidsskrift“. Hans tap perhed og uselviske opofrelse kendes siden århundreder. Hans evne til at tåle krigens strabadser og savn er lige så legendarisk. General Martel — en af de kyndigste britiske iagttagere af Sovjet — fremhæver russernes orienteringsevne og deres evne til i det hele taget at leve i det fri, at benytte terrainet og til skjul og sloring. Martel skriver, at stillet over for hinanden ville en tysk soldat måtte bide i græsset over for en russisk, ligelig bevæbning forudsat. Men Martel tilføjer det meget vigtige, at en russisk trop peafdeling ikke ville kunne klare sig mod en tysk tilsvarende troppeafdeling. Årsag: den tyske frie skoling og teknisk-taktiske overlegenhed. Baggrunden for russernes kvaliteter er blandt andet, at så mange af dem er bønder og vant til såre primitiv levevis. Det er naturligt også her at understrege russerens for en vesteuropæer næsten ufattelige evne til at grave sig hurtigt ned. Årsag: Træning, fysisk kraft og disciplin. Der kan være grund til at gen give den ed, den sovjetrussiske soldat aflægger ved sin indtræden i hæren:
„Jeg, der er borger i Unionen af Socialistiske Sovjetrepu blikker, sværger højtideligt, at jeg vil være en hæderlig, tapper, veldisciplineret og årvågen kriger, at jeg strengt vil våge over militære og statslige hemmeligheder, og at jeg kategorisk vil rette mig efter alle militære bestemmelser og efter ordre fra officerer og andre foresatte. Jeg sværger, at jeg samvit tighedsfuldt vil beflitte mig med militære anliggender, ved alle midler vil passe på hærens og folkets ejendom, og til m it sidste åndedrag være tro mod mit folk, mit sovjetiske fædreland og mod sovjetregeringen. Jeg vil altid på sovjetregeringens ordre være rede til at møde frem til forsvar af mit fædreland — Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, og som medlem af de væbnede styrker sværger jeg på at forsvare det mandigt, forstandigt, med tapperhed og ære, uden at spare mit blod, ja mit liv, for at opnå den fulde sejr over fjenderne. Hvis jeg skulle bryde denne min højtidelige ed, da lad mig rammes af sovjetlovens strenge straf, og af de arbejdende massers had og foragt“ .
Ifølge Garthoff sker det, at denne ed — der i øvrigt aflagdes også af partisanstyrker under krigen — mødes med en kynisk reaktion, men undertiden kan edsaflæggelsen gøre et uudsletteligt indtryk, f. eks. på unge mænd, der kommer ude fra kollektivfar mene og ikke er forhærdet af storbyens kulde og følelsesløshed. Eden aflægges af regimentet samlet, knælende.
Som en af de vigtigste kilder til moralen nævnes naturligt nok sammensvejsningen i kamp af mindre grupper: Kompagni, deling, gruppe. Det anførte svarer nøje til Marshalls iagttagelser fra „Men against Fire“.
I en ganske anden grad end i de vestlige lande tages hadet i tjeneste som moralbygger under krigen. Officerens pligt til at sørge så godt som overhovedet muligt for sine folk understreges som en af de vigtigste moralskabende faktorer, men Garthoff hævder, at der er meget stærke beviser for, at dette krav langtfra altid efterleves, omend det da mest drejer sig om hensynsløshed på det taktiske område, hvor det ofte har været praktiseret uden betænkning at angribe gang på gang mod et punkt, hvor et første angreb var slået fejl, og fra samme terrain. Illustrerende er også marskal Shukovs udtalelse til Eisenhower om, hvordan russerne ryddede minefelter: „Når vi kammer til et minefelt, angriber vort infanteri ganske, som om minefeltet ikke eksisterede. De tab, vi lider ved fodfolksminer, anser vi kun for at være på linie med dem, vi ville have lidt under maskingeværer og artilleri, hvis tyskerne havde valgt at forsvare dette specielle område med stærke troppestyrker i stedet for med minefelter“. Eisenhower bemærkede senere hertil: „Jeg så i ånden klart, hvad der ville times en amerikansk eller britisk officer, hvis han ville gennemtrumfe en sådan taktik, og jeg så endnu tydeligere, hvad folkene i en af vore divisioner ville sige om sagen, hvis vi havde forsøgt at gøre den slags til SOP i vor taktiske doktrin..........“ Eisenhower kunne godt have taget tyskerne med i sin betragtning. De frygtede minekrigen mindst lige så meget som deres angelsaksiske modstandere. Det må her bemærkes, at ifølge Garthoff er den frygt, som den typiske sovjetsoldat føler (og husk: i krig er alle bange), mere ubestemt og mindre forbundet med direkte ængstelse for muligt tab af livet i kamp end hos den vesteuropæiske og amerikanske. Over for frygten for fjenden stiller sovjetsystemet ligeledes på en helt anden måde end den vestlige verden frygten for streng straf (livsstraf) og for foresatte og kommissærer. „Følelsen af altid at være udsat for styrets allestedsnærværende øjne er meget stærk og i alt væsentligt motiveret. Dertil kommer den frygt for offentlig vanære og skam, som selv et svagt tegn på fejghed eller forræderi ville medføre“.
Ifølge Garthoff var kommissærerne ikke altid, men i de fleste tilfælde, forhadt, frygtet og foragtet. Den politiske undervisning har på mange punkter positiv virkning på soldaterne, men en del af disse udnytter dog de politiske timer til søvn — det være dem tilgivet!
Disciplinen.
De første fortalere for en „ny proletarisk krigskunst“ hævdede, at disciplinen måtte være „frivillig“, selv om den var nødvendig. Frunse sagde:
„Disciplinen i den røde hær må ikke baseres på frygt for så dan straf .... men på den frivillige bevidsthed om hver mands opfyldelse af sin pligt, og officerer og underofficerer må give det første eksempel på sådan pligt. Hvordan kan en sådan disciplin hævdes? Forst og fremmest gennem den bevidste, fremskridtsven lige del af massen i Den røde Hær, dens kommunistiske kerne, dens politiske ledere og dens hele befalingsmandskorps“. Den fin ske krig 1939— 40 fik til følge, at disciplinen strammedes ganske overordentligt, så at der f. eks. i feltreglem entet blev optaget fø l gende passus: „Chefen er forpligtet til at bruge alle tvangsmidler mod kujoner, indtil anvendelse af våben på stedet“. Dette skulle også have gyldighed for tilfælde af grov ulydighed eller respekt stridighed, så at skydning på stedet var tilladt (omend det sjæl dent praktiseredes). Disciplinreglementet af 1950 forkynder sam me strenge praksis — der er hårdere end den czaristiske disciplins ]egler.
Eksercits betragtes som en vigtig del af disciplinskabelsen — vel at mærke formel eksercits med dertil hørende stram march.
I slutningen af 1942 oprettedes straffebatailloner og isolerede - kompagnier; disse enheder blev anvendt bl. a. til minerydningsopgaver og til særligt farlige angrebsopgaver.
Belønning gives normalt ved forfremmelse og dekorering. Orlov gives kun sjældent. Den amerikanske „rotation“-politik frem kalder hovedrystende undren hos russerne, der lod deres folk være ved fronten i årevis uden orlov til hjemmet. Garthoff anfører, at Sovjets væbnede styrker modtog over 11.000.000 dekorationer under krigen, medens USA angives at have uddelt 1.400.409 dekorationer, heri dog ikke medregnet „Purple Heart“.
Den russiske indstilling over for problemet „overgivelse“ i felten er meget streng. Reglementerne fremhæver, at en russisk soldat aldrig må lade sig tage til fange. Ifølge Garthoff er der bevis for, at russiske flvvere ved mindst to lejligheder har bombet fangelejre med russiske fanger og i et af disse tilfælde nedkastet flyveblade med teksten: „Således vil det gå alle, der forråder Le nins og Stalins sag“. Kilden (et. skrift trykt i Paris) synes dog tvivlsom.
Vildledning.
Et så nøgternt folk som f. eks. det danske har meget svært ved at fatte, i hvilken grad vildledning i krigen er mulig og for delagtig. Russerne er mestre i både sløringens og vildledningens kunst, begge dele taget i deres videste betydning: Simuleret kampvognslarm, kampvognsattrapper, skytsattrapper, anvendelse af list under rekognoscering, til at få fjenden til at åbne ild med sine våben (navnlig artilleri) o. s. v. Ved visse lejligheder byggedes op til 5000 attrapkampvogne og 2000 attrapluftfartøjer til vildledelse af fjenden før et storangreb. "Mørket anvendtes i en efter vest
europæiske forhold ganske ukendt udstrækning (tyskerne måske undtaget). Tyske uniformer og våben blev anvendt ved flere lej ligheder (ligesom tyskerne jo har anvendt både russiske og amerikanske uniformer), og erobrede tyske luftfartøjer benyttedes til rekognoscering. I et par tilfælde blev tyske generaler bortført fra deres hovedkvarter af russiske partisaner i tyske uniformer.
Øvrige forhold.
At russerne anvender en væsentlig større del af deres tropper til kampformål, end det er tilfældet ved den amerikanske og britiske hær, har længe været kendt. Garthoff citerer general Marshall, ifølge hvem kun 25.000 af 100.000 mand i den amerikanske hær kan være i kamp, medens det tilsvarende tal ved sovjethæren er 80.000. Sanitetspersonelllet andrager kun en trediedel af det i den amerikanske bær normerede.
Kapitlerne om organisation, partisankrig, flåde og luftvåben giver ikke væsentligt andet, end hvad der i forvejen kan læses i lier i landet tilgængelige fremstillinger.
Ovenstående uddrag og kommentarer må ifølge sagens natur være meget fragmentariske. Lad det sammenfattende være sagt, at bogen indeholder mangt og meget af interesse — hvoraf det væsentligste dog er gengivet ovenfor — men også en ikke ringe del, som det synes, i denne sammenhæng ret overflødigt stof. Skildringen af mange elementer i russisk strategi og taktik kunne næsten lige så godt have været en skildring af tilsvarende ele menter i vesteuropæisk taktik, og man gribes undertiden af en følelse af, at krigskunsten som helhed har været en helt ny ver den for forfatteren, medens det jo havde været væsentlig mere hensigtsmæssigt, om han alene havde behandlet de vigtigste for skelligheder fra den vestlige krigskunst. Om lians grundige viden om russisk politisk historie kan der ikke være tvivl, og de af snit, hvor denne og de militære doktriner mødes eller skærer hinanden, er afgjort de værdifuldeste. Bogen er nyttig for højere førere og officerer i „0 “ og „E “, der ønsker omfattende viden om sovjethæren, og rent almendannende er den også til gavn for de fleste læsere. Dens allernyttigste funktion vil måske være at inspirere lærere i strategi, idet dens skildring af' operative prin cipper og deres anvendelse er både klar og grundig. Derimod vil geledofficereren på lavere trin med større fordel kunne studere andre værker og hvad det specielle emne angår navnlig de mange gode tidsskriftartikler, bl. a. i de schweiziske og britiske og i den senere tid også de tyske militærmagasiner.
E.
