*) Citaterne med kursiv; kommentarerne med alm. skrift.
I alle krige indbefattet den store fædrelandskrig 1941—45 spillede hærstyrkerne hovedrollen. De udgjorde hovedparten af vore væbnede styrker, og deres indsats — støttet af flyvevåbnet og flåden — afgjorde i sidste instans udfaldet af krigen.
Hærstyrkernes principielle vigtighed bekræftes af den kendsgerning, at vi her finder den grundlæggende ild- og kampkraft: håndvåben, morterer, artilleri og kampvogne. Den materiel-tekniske basis er stadig afgørende for operationernes karakter.
Den store udvikling i de senere år af de nye kampmidler — atomvåben og raketter — der hurtigt og effektivt kan afgøre kampen om de vigtigste krigsmål, har rejst forskellige spørgsmål: Hvilken indflydelse har disse nye våben på hærstyrkernes rolle og opgave, ændrer de synspunkterne for anvendelse under kamp?
Disse spørgsmål har været taget op til debat i den militære faglitteratur overalt i verden. I overensstemmelse med gengældelsesstrategien har amerikanerne f. eks. i en vis periode reduceret hærstyrkernes opgave til at foretage en okkupation af det fjendtlige territorium efter et ødelæggende slag leveret af andre væbnede styrker ved hjælp af strategiske atomvåben.
Disse bemærkninger er antagelig møntet på de overvejelser, der især i årene 1955—56 fandt sted i USA og i øvrigt også i England, angående mulighederne for en nedsættelse af udgifterne til opretholdelsen af de konventionelle styrker. Sovjet har iøvrigt så sent som i 1960/61 været inde på de samme tanker og selv forsøgt at udligne de milliardbeløb, der anvendtes og anvendes til forskning og forsøgsvirksomhed samt anskaffelse af atom- og brintvåben, raketter, fjernstyrede projektiler og elektronisk materiel ved en reduktion af de konventionelle styrker. Det er ganske øjensynligt, at Sovjets regering i slutningen af 1959 var nået til den konklusion, at den med Sovjets daværende status med liensyn til udviklingen af raketter kunne tillade sig en sådan politik. Hertil kom på dette tidspunkt en betydelig mangel på arbejdskraft i landbruget og industrien. Imidlertid erklærede Sovjets regering i juli 1961, at den under hensyntagen til den internationale situation så sig nødsaget til at fortsætte med opbygningen af sine væbnede styrker. Disse synspunkter kom til udtryk i en tale af premierminister Kruslichev til afgangsklasserne fra officersakademierne, hvor han bekendtgjorde, at Sovjetregeringen havde besluttet at indstille nedskæringen af forsvarsstyrkerne fra den i januar 1960 ansatte personelstyrke på 3623000 mand til 2423000 mand og i stedet øge forsvarsudgifterne med 3 milliarder rubler. Som grund angav han vestmagternes fortsatte oprustning bl. a. reorganiseringen af det amerikanske forsvar siden præsident Kennedy’s tiltræden, Vesttysklands afvisning af forhandling med Østtyskland og talen om at gøre NATO til en selvstændig atommagt.
I den senere tid har Vesten imidlertid ændret synspunkter og er kommet til den konklusion, at en fremtidig krig vil kræve stærke og mobile hærstyrker. I overensstemmelse hermed har den amerikanske regering, samtidig med at den har forøget sit strategiske atompotentiel, lagt den største vægt på forøgelsen af de konventionelle styrkers antal og kampkraft samt forøget divisionernes og regimenternes ildkraft specielt ved tildelingen af taktiske atomvåben.
Sovjets militærvidenskab har altid baseret sig på og baserer sig stadig på den forudsætning, at krigens heldige udfald er afhængig af de væbnede styrkers forenede kampkraft. I overensstemmelse med disse pricipper er de udviklet, bevæbnet og organiseret.
Den anførte udtalelse er nøje i overensstemmelse med de af forsvarsminister Malinovsky i juli måned 1962 fremførte synspunkter: At det indledende handlingsforløb i en fremtidig krigs første faser kan få afgørende indflydelse ikke alene på de enkelte kamphandlinger, men også på selve krigens udfald, at ligegyldigt hvor stor en betydning man end tillægger de atonibærende robotter, så er behovet for andre magtmidler samt for massehære ikke formindsket, og at i en ny krig kan sejren kun vindes ved de forenede anstrengelser af alle værn og våben, hvor de sidstnævnte efter al sandsynlighed må forbedres.
RAKETVÅBNET
Hensynet til Sovjets og hele den socialistiske lejrs sikkerhed har tvunget det kommunistiske parti og Sovjets regering til at opretholde væbnede styrker, der er i stand til at afvise aggressioner foretaget af de imperialistiske regeringer. Herunder er der også udøvet de største anstrengelser for at give hærstyrkerne den bedste tekniske udrustning, en smidig og hensigtsmæssig organisation og soldaterne den bedst tænkelige træning og uddannelse til at kunne gennemføre kampen på en af gørende, bevægelig og dynamisk måde.
Grundlaget for anvendelsen af hærstyrker er totalt forandret ved indførelsen af operative-taktiske raketenheder, der nu må anses for hovedangrebsvåbnet. Pansertropperne og de motoriserede tropper har undergået af gørende tekniske, organisatoriske og taktiske ændringer. Såvel udrustning som uddannelse gør det muligt for disse tropper at operere under såvel atomare som konventionelle betingelser.
Sovjets hærstyrker har et rigt varieret udvalg af atomvåben, der muliggør gennemførelsen af de almindelige taktiske og operative opgaver. Hærstyrkernes raketenheder kan ramme ethvert mål på såvel korte som lange afstande. Forbedringen og udviklingen af raketteknikken fortsætter, rækkevidden forøges, træf sikkerheden, bevægeligheden og pålideligheden af kontrolsystemerne forbedres til stadighed.
Det ville føre for vidt i en artikel af denne art at foretage en gennemgang af de russiske raketter (missiler), men til belysning af emnet kan anføres, at Sovjet har:
strategiske jord til jord raketter, taktiske jord til jord raketter, jord til luft raketter, luft til jord raketter, vand til jord raketter, undervand til luft (jord) raketter, artilleriraketter af stalinorgel typen, panserværnsraketter og forskningsraketter.
De omtalte operative-taktiske rakettropper må ikke forveksles med Sovjets strategiske rakettropper, men kan snarere betragtes som raket- artilleri, der anvendes til umiddelbar støtte for hærenhederne.
De strategiske raketter har en rækkevidde på helt op til ca. 13000 km, medens de taktiske raketters rækkevidde stort set varierer fra 25—160 km, uden at der dog eksisterer noget skarpt skel mellem de to typer.
Den røde hærs nye panserværnsraket er monteret på en pansret mandskabsvogn BTR 40 A. Raketterne er tilnærmelsesvis af samme størrelse og samme rækkevidde som SS 11 — ca. 500 til 3000 m — og styres ved hjælp af kabel.
Afskydningsapparatet kan bringes i skudstilling ved at åbne to luger, men ellers er der kun mindre ændringer af den pansrede mandskabsvogn.
Køretøjet — der har amfibieegenskaber — har træk på 4 henholdsvis 8 hjul, idet de to midterste aksler kan hæves og sænkes efter behov.
I vandet sker fremdriften ved hjælp af dyser.
UDVIKLINGEN AF KAMPVOGNE OG PANSREDE MANDSKABSVOGNE
Udrustningen af hærstyrkerne med atomvåben betyder ikke, at andre våben ikke har nogen betydning mere. Kun den rigtige anvendelse af raketter med atomladninger kombineret med den rigtige anvendelse af konventionelle våben er en garanti for det heldige udfald af kampen.
Kampvogne kan udnytte virkningerne af atomvåben bedre end andre våben, hvorfor panserteknikken til stadighed forbedres. Med hensyn til kampegenskaber er vore kampvogne bedre end de bedste udenlandske typer og kan nedkæmpe disse under alle betingelser.
Det fremgår af artikler i den udenlandske presse, at den videre udvikling af kampvogne specielt vil omfatte en forøgelse af ildkraften og panserbeskyttelsen, en forbedring af mulighederne for ildafgivelse under bevægelse samt en forbedring af de terraingående egenskaber og vadeegenskaberne med henblik på passage af vandhindringer.
Vesten besidder kampvogne, der er de russiske typer overlegne, men de findes ikke i tilstrækkelig antal i aktiv tjeneste, og den røde hær må i dag anses for den bedst udrustede på dette område i kraft af, at de moderne typer ikke blot findes som prototyper, men befinder sig i serieproduktion og som følge heraf for en stor dels vedkommende i aktiv tjeneste ved tropperne.
Rent teknisk er de russiske kampvogne af enklere konstruktion end de vestlige typer, hvorfor de er billigere at producere. Endvidere benyttes dieselmotorer, der mindsker brand- og eksplosionsfaren og giver de forskellige typer en større aktionsradius, end hvis der anvendtes benzinmotorer.
Russerne har længe arbejdet på at forøge deres kampvognes vadedygtighed, og i følge amerikanske og tyske kilder er det lykkedes dem ved hjælp af periskop og snorkel at sætte T 54 i stand til at forcere en vanddybde på 4 meter.
Det heldige udfald af en kamp, hvor pansrede enheder anvendes, er for en stor del afhængig af, at motoriseret infanteri er i stand til at kæmpe sammen med kampvogne.
I udlandet har der været en tendens til at ændre pansrede transport- køretøjer til kampkøretøjer for infanteriet ved at bevæbne disse med lette kanoner eller maskingeværer. På linie hermed foregår der i USA en udvikling af specielle kampkøretøjer til infanteriet.
Medens man i Vesten fortrinsvis anvender bæltekøretøjer, er det bemærkelsesværdigt, at den nyeste russiske mandskabsvogn er et hjulkøretøj.
Køretøjet er uden overdækning, hvilket ikke er i overensstemmelse med atomkamppladsens krav.
Man mener, at motor og transmission, der er anbragt bagest i køretøjet, er af en relativ kompliceret opbygning, hvorfor en effektiv vedligeholdelses- og forsyningstjeneste er en absolut nødvendighed. Vognen, der antagelig bar træk på alle 8 hjul, er fortil forsynet med et 12,7 mm maskingevær og har yderligere på hver side et 7,62 mm maskingevær og må således betragtes som et modstykke til de af generaloberst Shtemenko nævnte vestlige kampkøretøjer beregnet til brug for infanteriet.
Køretøjet har iøvrigt amfibieeegenskaber, idet fremdriften i vand sker ved hjælp af dyser i vognens hæk, der endvidere er forsynet med et egentligt ror.
ORGANISATION
Vore panserenheder og motoriserede infanterienheder er organiseret på grundlag af kamperfaringerne fra den sidste krig samt under hensyntagen til den moderne udvikling. Panser divisionerne og de motoriserede infanteridivisioner har nu større ildkraft og slagkraft kombineret med større bevægelighed. Den motoriserede infanteridivision har en langt mindre personelstyrke end under krigen, men ildkraften — excl. raket-våbnet — er forøget fire gange, ligesom antallet af kampvogne er forøget. I fremtiden vil organisationen af panserenheder og motoriseret infanteri antagelig yderligere blive forbedret ved indførelsen af nye kampmetoder.
Det motoriserede infanteriregiment er den enhed, danske forhold taget i betragtning, der har den største interesse, det indgår i den motoriserede infanteridivision i et antal af tre og i panserdivisionen.
Vi finder her de kampelementer — panser og infanteri — som den røde hær mener, at en velafbalanceret enhed skal indeholde. Det er ikke muligt at give den nøjagtige organisation, men nedenstående skulle være tilstrækkelig til at give et almindeligt overblik over den organisatoriske opbygning af et motoriseret infanteriregiment, der omfatter:
— et stabskompagni,
— tre batailloner med blandt andet tre 57 mm panserværnskanoner, to 107 mm og fire 82 mm dysekanoner,
— en opklaringsenhed med fem amfibiekampvogne PT-76,
— et morterkompagni med seks 120 mm morterer,
— et luftvæmsbatteri med seks ZSU-57/2 selvkørende luftvæmskanoner,
— et panserværnskompagni med seks 85 mm kanoner og
— en panserbataillon med 32 kampvogne T-54.
Ved en sammenligning med den normale danske brigade finder vi, at denne rent organisatorisk er det russiske motoriserede infanteriregiment overlegen hvad angår:
— bataillonemes panserværn og tunge morterer,
— kampvogne i opklaringseskadronen,
— antallet af kampvogne i panserbataillonen samt
— hvad angår artilleri.
TAKTIK
Tildelingen af atomvåben, raketter af forskellig størrelse samt andre moderne kampmidler til hærstyrkerne har medført en afgørende ændring med hensyn til karakteren af de opgaver, der stilles, samt måden hvorpå de løses.
Alle nutidige militære teoretikere er enige om, at under atomare betingelser, hvor der ikke eksisterer nogen sammenhængende fronter, vil offensive operationer blive rettet mod kampafgørende mål i stor dybde i operationsområdet og blive søgt gennemført med størst mulig hastighed. Kampens hele forløb bliver mere flydende og vil i høj grad få karakteren af enkeltaktioner.
I NATO-hærene lægges der stor vægt på at kunne gennemføre fremrykninger over store afstande. Under manøvrer er fremrykninger på 60— 70 km pr. dag meget almindelige. Marchpræstationer af denne størrelse er imidlertid ikke nogen nyhed for os. Under den sidste krig gennemførte vore pansertropper under en serie af operationer lignende fremrykninger.
Russernes fremstillinger omhandlende pansertroppemes indsats under anden verdenskrig indskrænker sig som oftest til at omhandle krigens sidste faser, idet den røde hær i begyndelsen af krigen til trods for et talmæssigt stærkt panservåben ikke rådede over store selvstændige panserenheder. Den i begyndelsen af 1940 påbegyndte opstilling af panserdivisioner blev straks efter krigens udbrud igen indstillet. Den største taktiske panserenbed blev som følge heraf panserbrigaden, som blev underlagt den højere føring til støtte for angrebsoperationer. Disse brigader bestod oprindeligt af to batailloner med hver tre kampvognskompagnier (ca. 60 kampvogne). Kampvognenes hovedopgave var at tilintetgøre det fjendtlige infanteri, idet kamp med fjendtlige kampvogne og tunge våben skulle undgås.
De første krigsår bragte russerne store nederlag og kolossale tab, der var forårsaget af den massive indsats af tyske panserkiler, som gennembrød de russiske stillinger og omfattede store styrker ved en hensynsløs og hurtig fremrykning i stor dybde. Denne modgang lod imidlertid den russiske overkommando erkende svaghederne og manglerne ved den anvendte taktik og føring af eget panser.
Under udnyttelse af de indhøstede erfaringer og med det tyske eksempel for øje opstilledes fra 1942 egentlige panserkorps, der endelig efter den nødvendige tilgang igen blev opstillet i panserarmeer. Disse blev anvendt i angrebets tyngdeområde — efter at infanteriet havde skabt betingelserne for en opfølgning ved at foretage det nødvendige indbrud — med henblik på at udnytte de opnåede begyndelsesresultater gennem et angreb i stor dybde. Til umiddelbar støtte for infanteriet blev der opstillet selvstændige panserbrigader og panserregimenter samt pansergennembrudsregimenter, udstyret med tunge kampvogne.
Den stadigt øgede produktion af kampvogne krigen igennem — ved siden af produktionen af andre tunge våben — viser, hvilken betydning Sovjet tillagde pansertropperne. Som et kuriosum kan det nævnes, at i 18 måneder fra januar 1942 til juni 1943 leverede USA for 1461070000 $ krigsmateriel til Sovjet, heri indbefattet 130912 køretøjer og 3597 flyvemaskiner. I en 9 måneders periode modtog Sovjet 2249 kampvogne og fik yderligere i 1942 tilsagn oin 7500 kampvogne i løbet af en 12 måneders periode.
Det er imidlertid altid vanskeligt med sikkerhed at konstatere ændringerne i Sovjets taktiske doktriner, men en række udtalelser og artikler indicerer, at anvendelsen af store panserstyrker fortsat vil finde sted og i høj grad vil blive baseret på erfaringerne fra anden verdenskrig.
Det kan f. eks. nævnes, at det russiske regeringsorgan »Istwestija« har en artikelserie løbende, hvor slagkraften af Sovjets væbnede styrker skildres. Første artikel omhandlede netop de russiske pansertropper og var skrevet af chefen for disse, marskal P. Rotmistrow, der blandt andet anførte:
»Vi kan meddele læserne, at de russiske pansertropper i dag er bedre end nogensinde. Ført af erfarne chefer er disse tropper i stand til fuldt ud af svare til de krav en anvendelse af atomvåben ved fronten ville medføre. Når vi kategorisk hævder at besiddelsen af kampvogne er en nødvendighed i en moderne krig, skyldes det ikke blot den krigsteoretiske vurdering af problemet. Menneskeheden og frem for alt sovjetfolket ønsker ikke krigen. Også et ødelæggende angrebsmiddel som kampvognen kan betragtes som unødvendigt. Vi kan imidlertid ikke se bort fra, at Sovjets fredsbestræbelser, Sovjetregeringens gentagne forsøg på at opnå international afspænding og forslagene til afrustning ikke støttes af USA og andre imperialistiske stater. Henset til faren for et militært overfald fra imperialistisk side har Sovjet udrustet sin hær med første klasses kampvogne. Vore panserenheder befinder sig i højeste kampberedskab. De er i samarbejde med flyvevåbnet og rakettropperne til enhver tid rede til beslutsom handling. De russiske pansersoldater er rede til med ære at opfylde deres pligter over for fædrelandet.«
Til nærmere belysning af de af generaloberst Shtemenko nævnte kampog marchpræstationer gives i skemaform eksempler fra en artikel i det russiske »Krigshistoriske Tidsskrift«, hefte 5/1962 med titlen »Panserarmeer i offensive operationer under den store fædrelandskrig« forfattet af oberst I. Ananjew. (Se side 333).
Når man tager de respektive modstanderes gensidige stræben efter at afgøre kampen ved offensive aktioner i betragtning, vil enhederne som oftest blive tvunget til en række mødekampe, der normalt vil blive indledt med anvendelse af atomvåben fremført enten af raketter eller fly. Operationerne vil karakteriseres af troppernes hurtige udvikling til kamp direkte fra marchordenen og forsøg på at foretage dybe indbrud i den fjendtlige stilling.
Gennembruddet af en feltbefæstet fjendtlig stilling vil ikke finde sted efter et langsomt opbygget angreb, som det var tilfældet under sidste krig, men ved anvendelsen af atomvåben efterfulgt af et hurtigt angreb med panserstyrker og motoriseret infanteri.
Angrebsenhederne vil blive tvunget til at forcere store områder inficeret med radioaktivt nedfald og fyldt med hindringer skabt gennem masseanvendelsen af atomvåben. De vil være henvist til at foretage omfattende rensninger af såvel personel som materiel, en foranstaltning der ikke var nødvendig tidligere.
Under gennemførelsen af de offensive operationer vil tropperne lokalt blive tvunget til hurtigt at skifte fra angreb til forsvar. Forsvaret vil blive gennemført som en kombination af anvendelsen af atomvåben og konventionel ild fra artilleri, kampvogne, håndvåben og fly.
Hærstyrkernes store muligheder kan ikke udnyttes fuldt ud, medmindre der i fredstid tages skyldige hensyn til en effektiv kampuddannelse, og enhederne konstant holdes i et højt beredskab.
I det sidste uddannelsesår har vore soldater — inspireret af de fortsatte store resultater opnået af det sovjettiske folk på de civile områder — nået store uddannelsesmæssige resultater samt højnet enhedernes kampduelighed.
Antallet af fremragende enheder, hold og besætninger er forøget.
Russerne forestiller sig en fremtidig krig som en absolut bevægelseskrig, hvor situationen stadig skifter, hvor der uafbrudt må træffes hurtige beslutninger, hvor bevægelser udføres med stor hurtighed, og hvor hele kampforløbet er meget flydende.
Ild og bevægelse betragtes som de vigtigste kampfaktorer. Alle forskrifter forudsætter indsats af atomvåben, og en kamp uden anvendelsen af disse masseødelæggelsesvåben synes i realiteten utænkelig. Der kræves et stort kendskab til virkningerne af ABC-våben og forholdsreglerne mod disse, hvor især en kraftig ABC-opklarings- og varslingstjeneste, en nær kontakt med fjenden og spredning i såvel bredden som dybden tillægges den største betydning. Netop på grund af dybdegrupperingen forudsættes mødekampen som meget almindelig, især når begge parter optræder angrebsvis.
POLITISK UDDANNELSE
Tilgangen af eksperter på såvel det uddannelsesmæssige som det politiske område er stigende, og det samme er tilfældet hvad angår antallet af instruktører. Der er også en øget forståelse for de mange snævert forbundne problemer, hvis løsning er en forudsætning for samvirket og den rolige gennemførelse af de forskellige kampmåder under alle forhold. Der er udført et stort arbejde under bestræbelserne for at nedsætte tiderne for stillingsindtagelse og for indsættelse til kamp.
I det nye uddannelsesår må hærstyrkerne forbedre deres kampduelighed. Alle chefers og stabes anstrengelser må forenes i forsøget på at forbedre: Kampuddannelsen, den politiske uddannelse, organisationen, disciplinen og beredskabet.
Det er almindelig kendt, at det kommunistiske parti har en udbredt kontrol med de væbnede styrker gennem organisationer i de forskellige enheder, der dels udbreder de gældende politiske synspunkter, dels overvåger personellets forhold.
Det mest betydningsfulde led i dette kontrolapparat er den politiske officer (kommissær), der lige siden den russiske revolution har haft skiftende betydning. I 1918 måtte alle chefer f. eks, have deres befalinger kontrasigneret af den politiske kommisær. Denne regel var gældende indtil 1925, hvor chefer, der var medlemmer af partiet, ikke var underkastet denne regel. Efter det delvis mislykkede felttog mod Finland i 1940 fastsatte general Timoshenko ved et dekret afskaffelsen af de politiske kommissærer. Inden denne forholdsregel var helt gennemført, måtte man umidlertid i 1941 — under hensyntagen til at mange soldater gik over til tyskerne — genindføre kommissærerne.
Under Stalingrad krisen — hvor alt afhang af officerernes mod og offervilje — blev de politiske officerer igen underlagt de militære chefer under betegnelsen zampolit, d. v. s. chefens stedfortræder på det politiske område.
Efter krigens afslutning konstaterede partiet imidlertid, at heltene fra den store fædrelandskrig, som følge af berøringen med den vestlige kultur, var blevet egensindige og modvillige, hvorfor zampolitterne fik kommissærernes tidligere rettigheder i 1947.
Med Stalins død i 1953 begyndte en ny fase i spillet om magten i den røde hær, og i øjeblikket kan det siges, at de enkelte chefer igen har alle beføjelser, idet man tilstræber at uddanne officererne, så de kan tage vare på såvel den militære som den politiske uddannelse.
Premierminister Krushchev har på officersakademiet i Moskva udtalt, at officerernes kommandomyndighed skulle udvides, at han krævede fuld hengivenhed fra officerskorpsets side overfor det kommunistiske parti og, at han til gengæld tilsagde officererne partiets og statens støtte.
Russerne har altid hævdet, at grundlaget for den røde hærs moralske styrke udgøres af Sovjets sociale og statslige opbygning samt princippet om kun at føre berettigede krige. Dette medførere imidlertid den risiko for russerne — såfremt en ny storkrig eller begrænset krig (opstand) skulle bryde ud — at de stillet over for virkeligt kæmpende soldater må betragte disse som forrædere mod arbejderklassen. Den russiske soldat vil da igen befinde sig i samme situation som i Berlin i 1953 og i Ungarn i 1956, hvor hovedparten ikke fattede de hændelser, der foregik omkring dem, og baggrunden for den modstand, der blev ydet af de østberlinske og ungarske arbejdere.
FELTUDDANNELSEN
Historien viser, at den angribende part altid har lagt den største vægt på hemmeligholdelsen af sine forberedelser og på overraskelsesmomentet.
Cuba krisen har igen understreget vigtigheden af partiets og Sovjetregeringens krav om, at alle væbnede styrker — indbefattet hærstyrkerne — konstant holdes i et højt beredskab og vedligeholder den mest gennemførte årvågenhed.
Som bekendt spiller tidsfaktoren en afgørende rolle for troppernes kampberedskab, der bogstavelig talt kan opgøres i minutter og for raket- tropperne i sekunder. Disse krav tvinger os til en perfekt løsning af problemerne omhandlende den bedste metode til hurtigst muligt at øge troppernes kampberedskab.
Den grundlæggende faktor for kampberedskabet er en høj grad af kampduelighed for hver enhed, regiment og division og frem for alt feltøvelser.
Disse øvelser omfatter en alsidig uddannelse af hærstyrkerne i effektivt at gennemføre afgørende, meget bevægelige, fortsatte og dynamiske aktioner mod en stærk modstander i vanskelige situationer, hvor atomvåben anvendes i stor udstrækning af begge sider i forbindelse med konventionelle midler.
Spørgsmålene angående feltuddannelsen kan kun løses gennem et indgående studium af de forskellige taktiske emner (marcher og mødekamp, angreb på fjendtlige stillinger efter overgang over vandløb o. s. v.) i forbindelse med kampskydninger.
Feltuddannelsen opnås gennem øvelser med taktiske lektioner, hvor enheder sammensat af alle våbenarter indøver alle kampmåder. Erfaringerne viser, at en stor del af tiden under feltøvelser må veksle mellem dag- og nataktivitet.
En absolut nødvendig forholdsregel for at effektivisere feltuddannelsen er, at rutineøvelser undgås, og at der føres en fortsat ubøjelig kamp mod efterladenhed, overdreven forenkling og afvigelser fra bestemmelserne. Kun en uddannelse under vanskelige vilkår, der nøje svarer til en moderne krigs krav, kan skabe årvågenhed, udholdenhed og standhaftighed i kamp.
Under den 2. verdenskrig formulerede Stalin de såkaldte fem konstante faktorer, som havde afgørende indflydelse på krigens udfald*). Udover disse fem til stadighed gældende faktorer regner man imidlertid også med en række teser, der har afgørende indflydelse om end ikke på krigens udfald så i hvert fald på handlingsforløbet i almindelighed.
Som en af de vigtigste skal her nævnes overraskelsesmomentet, der netop i forbindelse med anvendelsen af atomvåben har fået stigende betydning i kraft af disse våbens knusende virkning, og den forvirring modstanderen rammes af.
Endvidere anses angrebet for den vigtigste kampform, og alle andre kampformer tjener kun det formål at skabe betingelserne for et fornyet angreb. Mødekampen og angreb fra bevægelse øves først og fremmest. Angreb efter opmarch tillægges kun betydning i det øjeblik, enheden forud er blevet tvunget til at overgå til forsvar.
Sløring og vildledning tillægges også stor betydning, hvad enten det drejer sig om enkeltmand eller alle de forholdsregler, der træffes i forbindelse med en større operation.
Hertil kommer initiativ, samarbejde, tyngdedannelse, bevægelighed og forberedelse.
TEKNISK UDDANNELSE
Med hensyn til kamp under moderne betingelser er det af største betydning, at enhver soldat, underofficer og officer behersker sit personlige våben, forstår at udnytte terrainet, ved hvorledes han skal passere inficerede områder, og hvilke personlige beskyttelsesforanstaltninger han skal træffe i den anledning. Uden en solid træning på disse områder kan der ikke være tale om nogen høj uddannelsesstandard ved enheder, regimenter og divisioner.
Den rettidige gennemførelse af en kampopgave er afhængig af en meget stærkt specialiseret uddannelse af enheder fra rakettropperne, artilleriet, ingeniørerne, de kemiske tropper og telegraf tropperne. I den anledning må personel tjenestgørende ved specialtropperne dagligt stræbe efter at forbedre deres personlige dygtighed og koordinationen af deres arbejde.
Kampens udfald afhænger i dag mere end nogensinde af chefernes, stabenes og troppernes dygtighed til at anvende de moderne ildstøtte- midler til at levere effektive slag mod fjenden og anvende ilden med smidighed. Dette er kun muligt, såfremt skydeuddannelsen er tilstrækkelig, og alt personel til fuldkommenhed behersker og anvender de enkelte våben. Uden et perfekt kendskab til de enkelte våben kan disse ikke anvendes.
En forbedring af kampdueligheden er utænkelig uden en omfattende teknisk uddannelse af hærstyrkerne, hvor den praktiske assimilation af brugen af nye tekniske hjælpemidler må vies den største opmærksomhed. Personellet må sættes i stand til hurtigt og effektivt at eliminere skader, de skal have kendskab til de metoder, der skal anvendes, og må ligeledes bibringes kendskab til hvorledes de på kortest mulig tid udfører en betimelig teknisk vedligeholdelses- og reparationstjeneste muler feltforhold. Som følge heraf må det være en æressag for hver enkelt soldat, underofficer og officer at stræbe efter at beherske sit speciale til fuldkommenhed for herigennem at blive en veluddannet militær specialist.
Det kan generelt siges, at den fulde udnyttelse af de tekniske hjælpemidler tillægges den største betydning, hvilket skyldes en ofte gentaget klage over, at de russiske hefalingsmænd og menige ikke til fulde har den rette forståelse for det moderne materiels anvendelse og vedligeholdelse. Under alle omstændigheder udføres der et stort arbejde af såvel den røde hær som den halvmilitære organisation DOSAAF for gennem en intensiveret uddannelse af »eksperter« eller »specialister« at afhjælpe denne mangel. Det skal her bemærkes, at selv en motorvognsfører i Sovjet benævnes »specialist«. Den samme brede anvendelse finder også sted af titlen ingeniør, der anvendes som betegnelse for en stor gruppe af personer med en eller anden form for teknisk uddannelse, der f. eks. her i landet ville blive betegnet som specialarbejdere.
Militærsportsforbundet DOSAAF er udelukkende opstillet med henblik på at støtte forsvaret. Det er udviklet af en række forskellige organisationer, hvoraf den første »Foreningen til Sovjetunionens Forsvar« blev oprettet i 1920. I 1927 blev alle de frivillige forsvarsorganisationer sluttet sammen — de talte på dette tidspunkt ca. tre millioner medlemmer. De forblev sammensluttet indtil 1948, livor medlemstallct var steget til ca. 16 millioner medlemmer. Herefter skete der en tre-deling, idet der opstilledes organisationer til støtte for henholdsvis bær (DOSARM), flyvevåben (DOSAY) og flåde (DOSFLOT), idet man antog, at specialiseringen ville medføre en grundigere teknisk-militær uddannelse af medlemmerne netop med henblik på forsvarets modernisering. I 1951 forenedes disse organisationer igen under betegnelsen DOSAAF.
OPKLARING
Under moderne kampforhold er behovet for opklaring steget ganske betydeligt, fordi ødelæggelsesmidlernes store styrke, og den hurtighed hvormed de kan leveres, kro-ver en meget nøjagtig og hurtig erkendelse af mål. Det nøjagtige og hurtige valg af mål for angreb med såvel konventionel som atomar ild garanterer den heldige løsning af kampopgaverne.
For at løse disse opgaver må opklaringsenhederne erkende svage punkter og åbninger i den fjendtlige kampopstilling, dristigt gennembryde hans forsvarsstillinger i dybden, erkende placeringen af leveringsmidler for atomvåben, stedfæste disse og hurtigt videregive disse oplysninger.
De russiske opklaringsenheder råder over følgende køretøjstyper: Middeltung kampvogn, T 54 med en 100 mm kanon, amfibiekampvognen PT 76 med en 75 mm eller 85 mm kanon, de pansrede mandskabsvogne BTR 50 med et 12,7 mm eller 14,5 mm maskingevær, BRT 40/40 A og BTR 152, der er udrustet med et 14,5 mm maskingevær. Herudover findes endnu enkelte sidevognsmaskiner, der dog sandsynligvis er under udskiftning med yderligere pansrede hjul- eller bæltekøretøjer.
Det store antal af forskellige kampkøretøjer og den kraftige bevæbning tillader en langtudgående opklaring, og ofte sikrer opklaringsenhederne således hovedstyrkernes opmarch eller søger at løse de dem tildelte opgaver gennem kamp. I sidstnævnte tilfælde bliver opdukkende svage fjendtlige styrker straks angrebet og tilintetgjort.
Udover de egentlige opklaringsenheder indsætter russerne imidlertid også panser eller motoriserede infanterienheder forsta:rket med artilleri og ingeniører til opklaring i en afstand af ca. 25 km foran de udskilte marchsikringsled. I mange tilfælde indsættes enheder af bataillonsstyrke, hvilket giver øgede muligheder for at fastslå omfang og art af den fjendtlige besættelse, placeringen af det fjendtlige panser og artilleri samt omfang og art af feltbefæstningsarbejder, hindringer og minefelter, idet fjenden gennem kamp tvinges til at vise sin styrke.
BEFALINGSMANDSKORPSETS STANDARD
En høj grad af kampberedskab forudsætter tilstedeværelsen i alle enheder af en fast, rolig og smidig kontrol baseret på »enmandskom- mando«, samarbejde staben imellem og den enkelte soldats samvittighedsfuldhed. Den heldige gennemførelse af uddannelsen på såvel det militære som det politiske område afhænger af tilrettelæggelsen og nøjagtigheden af stabsarbejdet. Under gennemførelsen af planlægningsarbejdet må stabene tage hensyn til hver enkelt enheds og afdelings særegenskaber, idet der skal ofres speciel opmærksomhed på feltuddannelsen og på skabelsen af en ensartet og indoktrineret uddannelse under anvendelse af de mest moderne metoder.
En grundlæggende uddannelse, der svarer til kampkravene, må perfektioneres og opbygges som basis for et normalt uddannelsesforløb.
Oversættelser af russiske reglementer og militært faglige artikler beregnet for de mindre enheder giver i reglen altid et indtryk af naivitet. En naivitet, der ikke skyldes ovcrsa'ttcren, men må tages som et udtryk for den russiske læsers almindelige intelligens, uddannclsesstandard og opfattelsesevne. Der kan derfor være grtmd til at rejse spørgsmålet, om det russiske befalingsmandspersonel af alle grader vil være i stand til under atomare betingelser — hvor selv små enheder som oftest kæmper selvstændigt — at frigøre sig for den af det politiske system skabte ensretning, tage et personligt ansvar samt udvise initiativ og beslutsomhed.
Erfaringerne fra den anden verdenskrig viser, at til trods for de mange fejltagelser i begyndelsen af krigen førte de øverste og mellemste led som regel godt og behændigt, medens de lavere led endnu ved krigens slutning førte meget skematisk. Det siger sig selv, at såfremt der stadig er tale om skematisk føring bos de mindre led, kan det føre til uhyre tab til trods for en hensigtsmæssig højere føring specielt over for en fjende, der til fulde udnytter atomvåbnets virkninger til smidige og hurtige manøvrer.
Denne fare er erkendt af russerne og bar derfor været taget op til debat i den militære faglitteratur — f. eks. i en artikel af generaloberst A. T. Stutschenko i Røde Stjerne 1960. Der gives her udtryk for, at alle øvelser bør tilrettelægges således, at førere af alle grader får et indtryk af kamppladsens flydende og stadigt skiftende kamphandlinger og tvinges til at udvise initiativ, opfindsomhed og standhaftighed for at nå målet, at alle chefer uddanner førerne for mindre enheder til direkte og hurtigt at føre deres undergivne og til at træffe beslutninger under vanskelige forhold.
Det politiske system, der har erkendt de nævnte svagheder, er imidlertid selv for en stor del afhængig af en ensretning, som ikke giver det enkelte individs personlighed og initiativ meget spillerum, og som derfor synes at have en dyb og gennemgribende effekt på bcfalingsmandspersonellet.
Den røde hær synes at gøre alt for at uddanne tænkende og handlekraftige førere, og det er indlysende, at en uddannelse i logisk tænkning og en udvidelse af den almindelige viden og søgen efter ny viden i det enkelte individ skaber et ønske om at finde den sandhed, der er så sjælden i den kommunistiske verden.
Opfostringen af en højere uddannclsesstandard kan meget vel skabe flere vanskeligheder end goder for det kommunistiske parti, der gennem forsøget på at forbedre sit befalingsmandspersonel måske sluttelig vil skabe betingelserne for sin egen ødelæggelse.
Det er umuligt at forudsige, hvad slutresultatet af den iværksatte uddannelsesproces vil blive, men det vil under alle omstændigheder være en fejl at undervurdere det russiske befalingsmandspersonel. Det er veluddannet såvel på det militære som det politiske område, og det er stolt og selvtillidsfuldt. Svaghederne bar deres rod i de russiske karakteregenskaber, hvor der måske er en mulighed for, at den enkelte befalingsmand i en given situation, hvor ikke alt går efter planerne og reglementet, vil handle langsomt og vise mangel på initiativ.
Når disse svagheder er overvundet for at tilfredsstille de militære krav, er måske samtidig partiets muligheder for at kontrollere hæren reduceret. Uden støtte fra hæren bringes det kommunistiske partis beståen i fare. Det er tænkeligt, at den videre udvikling vil bringe i hvert fald Sovjets officerskorps frem på Moskvas politiske arena.
DISCIPLIN
Forbedringen af troppernes kampberedskab indbefatter styrkelsen af den militære disciplin og organisation, forbedring af uddannelsen, skærpelse af årvågenheden og den kommunistiske samvittighedsfuldhed hos hver enkelt soldat, underofficer og officer.
Våbnenes kraft og kampteknologien kan kun udøves på kamppladsen af alle tropper, såfremt alle afdelinger og enheder til fuldkommenhed er opstillet, disciplineret og hengiven til det sovjettiske folk og vort parti.
Såfremt blot et medlem af et hold eller en specialist er langsom eller forsinker udførelsen af en ordre, er det tilstrækkelig til at true gennemførelsen af en kampopgave.
De russiske officerer støttes i dere3 bestræbelser for at forbedre disciplinen i høj grad af de politiske officerer, hvilket også er i nøje overensstemmelse med den af partiet lagte linie, der blev formuleret således i 1961:
»Partiet anser en styrkelse af Sovjets forsvar samt af de forenede sovjettiske stridskræfters slagkraft som en hellig pligt for partiet.«
Hæren bliver her officielt underlagt partiet. Det hedder videre:
»Partiet anser det for ufravigeligt at de militære chefer:
1. behersker de marxistiske-leninistiske teorier,
2. har en høj krigsteknisk uddannelse,
3. opfylder alle krav, der stilles af den moderne krigsteori og -teknik,
4. styrker den militære disciplin.
Alle sovjetsoldater må herudover uddannes til at tjene den kommunistiske sag med en grænseløs hengivenhed.«
De politiske officerer skal gennem den virksomhed de udøver — til dels ved hjælp af tjenest gøren de partimedlemmer — klarlægge partiets krav og støtte »enmandskommandoføringen« samt ved propaganda underbygge de i tjenestereglemenlet fastsatte krav om absolut lydighed.
Kravet om den absolutte lydighed og disciplin støttes endvidere af den militære straffelov, der jfr. den russiske militære faglitteratur har stor betydning for disciplinens opretholdelse og den gennemførte orden under udøvelsen af tjenesten i Sovjets væbnede styrker, idet der stadig findes »elementer, som er modstandere af det sovjettiske fællesskab, uromagere og fyldebøtter, som skader det socialistiske fællesskab«.
Det er yderst vanskeligt at bedømme den røde bærs moral og disciplin, men den skærpede hensyntagen til kravet om absolut disciplin bar sikkert sin rod i de disciplinære vanskeligheder, der kom til udtryk bl. a. under oprøret i Budapest og som en reaktion på den af preminierminister Krushchev befalede reduktion af officerskorpset.
KRIGSVIDENSKAB
For yderligere at forbedre kampberedskabet må der tillægges det krigs- videnskabelige arbejde en usædvanlig stor betydning, henset til at dette, arbejde i første række tjener til udviklingen af metoder til en mere effektiv udnyttelse under kamp af de moderne kampmidler og her især atomvåben.
Arbejdet med yderligere at udvikle de militære principper i såvel teori som praksis må anses for en nødvendig del af det daglige arbejde udført af alle førere og chefer, alle politiske organer på ethvert trin og alle officerer.
De opgaver, som hærstyrkerne står ansigt til ansigt med i det nye uddannelsesår, er store.
Sovjets krigere samlet omkring det kommunistiske parti beder ikke om hjælp for med held at fuldføre de opgaver, der stilles dem.
De af Stalin formulerede grundlæggende konstante faktorer tjente i mange år som læresætninger for Sovjets krigsvidenskabelige arbejde. Stalin standsede enhver diskussion om disse faktorers gyldigbed og forbød indførelsen, udbredelsen og benyttelsen af udenlandsk militærlitteratur. Disse og lignende forholdsregler medførte en stalinistisk stagnation. Efter Stalins død kom der imidlertid lidt efter lidt en almindelig opposition til udtryk imod det gældende krigsvidenskabelige system. Stalins desavouering som militær fører på den 20. partikongres i 1956 medførte en kraftig reaktion i pressen, hvor det kom til udtiyk, at ændringer var ønskelige på følgende områder:
1. afkald på en i sig selv hvilende socialistisk krigslære og tilbagevenden til de alment gældende principper for føringsvirksomheden,
2. et kritisk studium af den udenlandske våbenudvikling og fuldstændiggørelsen af de gældende borgerlige principper gennem anvendelsen af elementer fra den marxistiske-lcninistiske ideologi,
3. erkendelse af den øgede betydning som overraskelsesmomentet samt tids- og rumfaktoren har for den moderne krigsførelse,
4. reorganisering af de væbnede styrker med henblik på en tilpasning til atomkrigens vilkår samtidig med at en overlegen bevæbnet massehær bevares,
5. modernisering af den konventionelle bevæbning,
6. stabilisering af befalingsmandspersonellet og en styrkelse af de væbnede styrkers moral, disciplin og slagkraft.
Russerne er nået langt med dette omfangsrige reorganisationsprogram, der i det væsentlige tager sigte på den del af krigsvidenskaben, som omfatter den militære krigsførelse.
SAMMENFATNING
Gennem de sidste år har de russiske styrker undergået en kraftig modernisering, der har brudt med overleverede forestillinger. Sovjets militærpolitik fastsættes af centralkomitéen for det kommunistiske parti i fællesskab med regeringen. Russerne forestiller sig, at en fremtidig krig kun kan udløses af imperialisterne og automatisk vil medføre brugen af atomvåben. Indsatsen af strategiske masseødelæggelsesvåben vil efter en kort periode medføre resultater, der vil få afgørende indflydelse på krigens udfald. Slutsejren kan imidlertid kun vindes gennem et harmonisk samarbejde alle væbnede styrker imellem, og til trods for anvendelsen af atomvåben vil krigen vare længe. Dette kræver udskillelse af stærke reserver såvel ved fronten som i baglandet, hvilket igen kræver en totalmobilisering af befolkningen og samfundet.
I praksis er de væbnede styrkers struktur ændret. Raketstyrkeme, der har rådighed over strategiske raketter med stor rækkevidde, har i den indledende fase af krigen det største ansvar. Hærstyrkerne er derfor til en vis grad reduceret, men har til gengæld fået en mere effektiv bevæbning og råder nu indtil divisionstrinnet over taktiske raketter af forskellig størrelse og med stor rækkevidde. Disse våben er beregnet på anvendelse i tyngdeområder til tilintetgørelse af fjendtlige reserver, lcveringsmidler for atomvåben, kommandostationer og trafikknudepunkter. Til trods for indførelsen af de taktiske raketter er forbedringerne af de konventionelle våben ikke forsømt. Divisionsartilleriets ildkraft er siden 1945 forøget fire gange. Panserdivisionen råder i dag over flere kampvogne, end den anden verdenskrigs panserkorps.
Også principperne for føringen er ændret, idet den kendsgerning, at enhederne under atomare betingelser ofte vil være overladt til sig selv, har medført en overgang til en simpel opgavestilling, hvor det overlades til førerne gennem handlefrihed, initiativ og beslutsomhed at afgøre, hvorledes opgaverne skal løses.
Selv om raketvåben tillægges størst betydning, tilstræbes en koordineret udvikling af alle våbenarter for at kunne imødegå enhver trussel. Tropperne uddannes til absolut lydighed, til at vise en beslutsom angrebsånd, til at udvise agtpågivenhed og til at træffe alle modforholdsregler i tilfælde af angreb med atomvåben. I hvor høj grad den politiske skoling harmonerer med traditionerne fra den anden verdenskrigs millionhær, og hvor stor indflydelse den har på den militære føring, er det næppe muligt at svare på for øjeblikket.
H. B. Konradsen.
Eksempler på artikler fra årene 1962—63 med relation til de nævnte emner:
Military Review:
MAR 1962: Current Soviet Taeties. JUL 1962: Life in the Soviet Forces. SEP 1962:
Soviet Forces and the 22 Party Congress. NOV 1962: Punishment in the Soviet Armed
Forces. — Soviet guided missile deployment. MAJ 1963: New Steppingstones for
Moscow. — Soldiers of the Party.
Army:
MAR 1962: Chairman Krushchev. MAR 1963: Combat training of Grund Troops for modem War.
Kampftruppen:
NOV/DEC 1962: Russische Auffassungen über den Atomkrieg.
Army Information Digest:
APR 1963: The Soviet Army Today.
Allgemeine Schweizerische Militärzeitschrift:
FEB 1963: Die Entwicklung der sowjetischen Führungsgrundsätze. APR 1963: Neuorientierung der Sowjetarmee. MAJ 1963: Die Panzerarmeen in den Angriffsoperationen der grossen vaterländischen Krieges.
