De operative/taktiske misiltropper
Hvad angår opbygningen af de væbnede styrker som belhed er Sovjets synspunkter baseret på, at metoderne for den fremtidige krigsførelse bestemmes af atom — missilvåben, hvis udvikling har ført til principielle ændringer i næsten alle våbenarter.
Uanset hvor stor betydning russerne tillægger de strategiske missiltropper, mener de, at den endelige sejr i en fremtidig krig kun kan vindes ved en kombineret indsats af alle typer af væbnede styrker, idet det for at opnå afgørende politiske sejre ikke er tilstrækkeligt at ødelægge fjendens atom-missilkapacitet og desorganisere hans samfundsstruktur.
I de fleste tilfælde vil det være nødvendigt at slå hans væbnede styrker, at bortrydde hans strategiske brohoveder, at likvidere hans militære baser og selv besætte strategisk vigtige områder.
Til løsningen af disse opgaver kræves hærstyrker, der naturligt udgør hovedparten af Sovjets væbnede magt, og hvis organisation og materiel konstant forbedres i forsøget på at tilpasse deres principielle egenskaber til krigens skiftende karakter.
De operative/taktiske missiltropper udgør hærstyrkernes vigtigste ildkraft, idet russerne forudsætter, at med deres hjælp vil pansertropper og mekaniserede tropper kunne udføre de lynhurtige bevægelser, som atom- kamppladsen kræver, d.v.s. under betingelser hvor situationen stadig skifter, hvor der uafbrudt må træffes hurtige beslutninger, og hvor hele kampforløbet er meget flydende.
Disse tropper er derfor tilstræbt opstillet som en uafhængig tjenestegren, der i kraft af stor bevægelighed og evnen til at arbejde sammen med pansertropper og mekaniserede tropper på Ledste måde supplerer de strategiske missiltropper.
Russerne har den opfattelse, at offensive operationer vil blive foretrukket på landkamppladsen. Angrebsoperationerne vil blive udført af kombinerede panser- og infanterifronter (armeer) — og helst i flere retninger for derved at oprulle fjendens styrker og tilintetgøre disse.
Operationelt eller taktisk forsvar tilstræbes undgået men vil uundgåeligt forekomme under en krig og især som et af midlerne til at bryde en numerisk overlegen modstanders angreb.
Sovjets operative/taktiske missiltropper karakteriseres af, at de har et stort antal af højt mobile jord — jord missiler af varierende rækkevidde til rådighed.
Om organisationen af de operative/taktiske missiltropper findes kun få oplysninger, men sandsynligvis er de opstillet i enheder af batteri og afdelings størrelse, der igen indgår i missilregimenter og divisioner. Sovjets artilleri er opstillet efter samme mønster, og en sådan organisation er antagelig også en betingelse for at kunne gennemføre en effektiv uddannelse, faglig støtte og administration for et så kompliceret våben.
For øjeblikket indgår operative/taktiske missilenheder tilsyneladende ikke i de normale divisionstyper, men sandsynligvis kan ilden fra sådanne enheder stilles til rådighed for enheder af divisionsstørrelse. Såfremt dette er tilfældet, foregår kontrollen og koordinationen af atom-missil støtten med den konventionelle ildstøtte antagelig igennem og ved hjælp af artilleriets normale kanaler.
Enheder af de operative/taktiske missiltropper tildeles hærenheder af forskellig størrelse og bidrager herved til at forøge ildkraften og samtidig hermed de respektive enheders muligheder for under angreh at gennemføre operationer i stor dybde og under forsvar at skabe uovervindelige spærringer for fjendens hærstyrker i form af zoner med stor radioaktivitet.
Sovjets almindelige opfattelse om operative/taktiske atom-missil angreb er: »at de vil skabe store åbninger i det fjendtlige forsvarssystem, tilintetgøre hans reserver og ødelægge signal- og kommandoforbindelser, og således skabe mulighed for indsættelsen af panserenheder og mekaniserede enheder.«
Russerne har tillagt masseanvendelsen af artilleri og taktisk flystøtte den største betydning under gennemførelsen af såvel offensive som defensive operationer. Under indtryk af atom-missilvåhnets store slagkraft synes det imidlertid, at de fremtidig vil tillade en reduktion hvad angår støtte af nævnte art.
Uddannelsen af missil enhederne har en høj prioritet, hvilket også er en nødvendighed i et våben, hvor det antages, at ca. 70 % af officererne nødvendigvis må være ingeniører eller have en videregående teknisk uddannelse.
Derfor høres uafbrudt krav om øget effektivitet, forbedring af nøjagtigheden, de operationelle egenskaber og udskydningsapperaturet, udvikling af høj-effektive og simple brændstoffer samt udarbejdning af simple skydemetoder.
Under feltøvelser gennemfører missilenlieder — indsat til støtte for hærenhederne — rekognoscering, forberedelse af og indrykning i stillinger fulgt op af ildafgivelse med et påfølgende hurtigt stillingsskifte, idet faren ved et langt ophold i stillingen er erkendt, og hyppige stillingsskifter tilrådes som en standardprocedure.
Operativel taktiske missiltropper og raketartilleriet.
Når her anvendes betegnelsen raket, der refererer til motortypen, fremfor missil, der defineres som et førerløst fartøj, der er beregnet til at medføre en nyttelast, og som indeholder de kraftkilder, der er nødvendige for fremdriften, skyldes det ønsket om at markere overgangen til de almindelige artilleriraketter af stalinorgeltypen, hvoraf der findes ca. 8 forskellige med en rækkevidde fra 4—21 km.
Samtlige russiske missiler, der indgår i de operative/taktiske missiltropper er primært beregnet til fremføring af atomvåben. Det er imidlertid ikke alle mål, der er egnede for et atom-missilangreb, hvilket kan være en af årsagerne til, at russerne stadig bevarer raketartilleriet.
Siden russerne i 1941 for første gang anvendte stalinorgler på østfronten, er der foregået en omfattende videreudvikling af dette våben, der endnu idag findes i den motoriserede infanteridivision, panserdivisionen, artilleridivisionen samt i raketbrigader under armeen. Raketter fremføres på og affyres fra enten lastvogn eller bæltedrevne traktorer, de er finnestabiliserede og har fast brændstof.
Enkelte af disse flere-rørs raketkastere kan tænkes at have atomladningskapacitet men påtænkes primært anvendt til fremføring af konventionelle ladninger.
Russerne har den opfattelse, at artiReriraketter er billigere at fremstille og lettere at anvende end konventionelt artilleri. Den mindre skudvidde og mindre nøjagtighed opvejes tildels af den voldsomme fladevirkning.
Karakteristisk for såvel de operative/taktiske missiler som artilleriraketter er disse våbens store fladevirkning, der enten opnås ved hjælp af en atomladning eller gennem anvendelsen af et stort antal raketter med konventionel ladning.
Indskydning er for disse tropper et ukendt begreb, idet første missil eller første salve raketter må ligge i målet. Dette kræver omfattende forberedelser, og til trods for de største anstrengelser er spredningen i reglen så stor, at en bekæmpelse af punktmål er mindre hensigtsmæssig, selvom anvendelsen af atomladninger selvfølgelig medfører visse undtagelser.
Konstateringen af mål på atom-kamppladsen vanskeliggøres af den omstændighed, at intet mål kan forblive koncentreret og forvente at overleve. Derfor foretages alle bevægelser med stor hurtighed i ly af mørket eller på tidspunkter med dårlig sigtbarhed samtidig med, at koncentrationer af tropper først finder sted i sidste øjeblik og direkte fra march- ordenen, for at gøre varigheden af koncentrationen så kort som mulig.
I forbindelse hermed vil styrkerne blive spredt indenfor operationsområdet, som herved udvides ganske betydeligt.
De operative/taktiske missiltropper har imidlertid den store rækkevidde, der kræves til en tidlig bekæmpelse af en modstander, der indsætter enhederne fra stor dybde, og de kan i samarbejde med raketartillc- riet fortløbende og med en stadig stigende intensitet tage modstanderen under en virksom fladeild, der modsvarer spredningen indenfor operationsområdet, medens de to parter nærmer sig hinanden.
Fig. 1 anskueliggør rækkevidden for missiltyperne FROG 1—4 og SCUD samt raketartilleriet fra en teoretisk dybdegruppering.
Såfremt typerne med rækkevidde over 600 km tages med, vil Danmark som helhed være indenfor rækkevidde af Sovjets mobile missilsystemer.
Hvilke mål er sandsynlige, når rækkevidden af de respektive atommissiler tages i betragtning?
For FROG 2 og 3 må målene findes på brigadetrinnet d.v.s. primært stationære enheder af afdelings størrelse, kommandostationer og forsyningsområder.
Det konventionelle rakctartilleri må søge mål stort set inden for samme område som FROG 2 og 3 systemerne.
FROG 1 og 4 kan beherske divisionens forbindelsesveje, nå divisionens leveringsmidjer for atomvåben, kommandostationer m.v.
SCUD systemet kan nå korpsets leveringsmidler for atomvåben, fremskudte depoter, broer, færge og andre overgangsmidler ved de større vandhindringer, kommunikationsknudepunkter iøvrigt, flyvepladser samt kommandostationer m.v.
De øvrige mobile atom-missiler kan række flyvepladser, flådebaser, forter, depotområder, civile og militære kommandocentrer m.v. således målene nu begynder at få kampafgørende karakter inden for de respektive nationale operationsområder.
Sammenligning »operative I taktiske« missiler Øst/Vest.
Medens Sovjet har videreudviklet såvel missiler som konventionelt raketartilleri, har USA1) koncentreret sig om missilerne.
Den hurtige udvikling i forbindelse med det dag for dag stigende antal af nye typer gør det vanskeligt at foretage nogen egentlig styrkeopgørelse livad angår mængden af de til rådighed værende våben.
Fig. 2 anskueliggør rækkevidden for de amerikanske missiltyper, der påregnes anvendt til umiddelbar støtte for amerikanske eller/og allierede 1 lærenheder.
Missilet PHERSING, der skal afløse REDSTONE, anvendes på armeplan og kan med en rækkevidde på ca. 800 km fra opstillinger i Vesttyskland nå mål beliggende vest for linien Gdansk—Lodz—Krakow d.v.s. de potentielle stilingsområder for de langtrækkende mobile russiske missiler af typen SANDAL og SHYSTER.
I modsætning til SANDAL og SHYSTER drives PHERSING imidlertid af fast brændstof, hvilket i høj grad letter klargøringen af missilet.
Endvidere fremføres missilet på et moderne bæltekøretøj, der tillader stillingsindtagelse under selv de vanskeligste betingelser, medens SANDAL og SHYSTER transporteres på to-akslede påhængsvogne trukket af en artilleritraktor, hvilket reducerer de terraingående egenskaber.
Med atomladning kan PHERSING række og ødelægge afskydningsom- råder, flyvepladser, depotområder, civile og militære kommandocentrer placeret dybt i det russiske bagland. Ved hjælp af dette våben kan fremføringen og koncentrationen af pansrede — og mekaniserede gennembrudsenheder gøres til et højst tvivlsomt foretagende.
På korpstrinnet er SERGEANT ved at afløse CORPORAL, der i lighed med de russiske SCUD missiler drives af flydende brændstof. SERGEANT bar således en kortere klargøringstid end disse systemer. Til gengæld finder fremføringen sted på lijulkøretøjer, hvilket reducerer de terraingående egenskaber sammenlignet med SCUD systemet. SERGEANT kan imidlertid transporteres ad luftvejen.
SERGEANT gør det muligt for korpset på afgørende måde at støtte divisionernes kamp.
I modsætning til de indtil nu i dette afsnit nævnte missiler er HONEST JOHN, der anvendes på divisionstrinnet, et ikke styret missil i lighed med de russiske FROG 1—4 typer og drives som disse af fast brændstof.
LACROSSE tænkes primært anvendt mod punktmål, drives af fast brændstof og kan ledes mod målet af en fremskudt observaLør.
LITTLE JOHN er et 318 mm ballistisk missil og er således en lettere og mere mobil version af HONEST JOHN systemet.
DAVY CROCKETT er et yderst let missil, det kan bringes i stilling af fire mand og er således atommissilet for infanteri- og panserbataillonen, som Sovjet ikke har noget modstykke til.
Sammenfatning.
Russerne er af den opfattelse, at de operative/taktiske missiltropper er hovedvåbnet på land-krigsskuepladserne, livor deres opgaver vil strække sig fra nærstøtte af de forreste enheder til bekæmpelsen af fjendtige koncentrationer, leveringsmidler for atomvåben, kommandostationer m.v. i operationsområdets dybde.
Under indtryk af atom-missilernes fantastiske slagkraft synes det konventionelle artilleris betydning formindsket, idet russerne dog stadig erkender behovet for en massiv indsats af dette støttevåben, hvilket bl. a. giver sig udtryk i, at raketartilleriets fortsat finder anvendelse.
Sovjets missilsystemer kan — hvis de bedømmes ud fra rækkevidde, mobilitet m.v. — stort set måle sig med de tilsvarende amerikanske typer, idet russerne dog på de lavere kommandotrin mere arbejder med raketartilleriets konventionelle fladevirkning, livor amerikanerne baserer sig på enkeltmissiler med atomladning.
Ud fra det perspektiv, at det danske operationsområde som helhed er inden for rækkevidde af Sovjets mobile missilsystemer, har det afgørende betydning, at det endnu ikke lykkedes for Øst -— eller Vest — at udvikle og indføre nye og revolutionerende midler til at fremskaffe oplysninger om uventede og hurtige koncentrationer og bevægelser i en dybde, der gør det praktisk muligt at konstatere, stedfæste og beskyde potentielle atommissilmål på den maksimale rækkevidde af de til rådighed værende systemer.
Ganske vist fortsætter udviklingen af droner, radar, infrarødt materiel og andre overvågningsmidler, men hvis yderligere leveringstiden for specielt atommissiler drevet af flydende brændstof tages i betragtning, vil det være muligt — især for en mekaniseret og hermed også beskyttet enhed — ved stadig stillingsskifter, hurtige bevægelser og stor spredning inden for operationsområdet at undgå de værste følger af et angreb.
H. B. Konradsen.
Kilder:
Taschenbuch der Flugkörper, Raketen, Satelliten.
Military Review NOV 1962.
Survival MAR-APR 1962, JUN 1962, SEP 1962.
Infantry JAN-FEB 1963.
Army Information Digest APR 1965.
Dansk Artilleri Tidsskrift 1962.
Army AUG 1960.
Soviet Military Strategy.
Kungliga Krigsvetenskaps Akademiens Handlingar och Tidsskrift nr. 10 1962. Truppenpraxis MAJ 1963.
Soldat und Technik MAJ 1963.
Ordnance 1963.
