Log ind

Søværnets stabstjeneste

#

Af kommandørkaptajn Lars Wille-Jørgensen, chef for Planlægningsafdelingen ved Søværnets Operative Kommando.

Siden sidst i 1970’erne har uddannelse af officerer til stabstjeneste fundet sted i værnsfælles regi på Forsvarsakademiet. Det betyder, at det overvejende flertal af officerer, som i dag gør tjeneste i stabe i forsvaret, har den fælles baggrund, som fælles uddannelse giver. Ligeledes gør et flertal tjeneste i værnsfælles stabe, hvor der lægges Vægt på ensartede rutiner og metoder. På den baggrund kan det nok give grund til overvejelser, hvorvidt der eksisterer en særlig form for stabstjeneste i søværnet, sådan som artiklens titel antyder. I søværnet, som i hæren, er stabsfunktionen opstået, fordi man erkendte et behov derfor. I sit udgangspunkt er stabsfunktionen derfor uløseligt knyttet til det værn og miljø, som den voksede ud af, og de roller og opgaver, som påhvilede det pågældende værn. Omkring år 1500 blev det tidligere ledings væsen erstattet af en kongelig flåde. Modsat sin forgænger var denne flåde permanent opstillet, også i fredelige tider, og underlagt en central administration. I tilgift til den opgave at føre kommando over flåden i krig, som også havde bestået under ledingsvæsenet, kom nu en række administrative opgaver. Flåden skulle udrustes, vedligeholdes og bemandes. Det stillede krav om forvaltning af flådens finanser, om prioritering og tilrettelæggelse af nybygningsprogrammer, og om at sikre de fornødne beholdninger af materiel. Besætningerne skulle bringes til veje, uddannes, underbringes og lønnes. Til at løfte disse opgaver opstod snart organisatorisk to søjler - en militær, som havde til opgave at skabe et indsatsberedt søværn, og en civil, som skulle tilvejebringe materiel og pengemidler, og - ikke mindst - påse at især sidstnævnte blev forvaltet med omhu. Denne opdeling, admiralitet og kommissariat, kan man finde spor af op gennem marineministeriet til vore dages forsvarsministerium. Var det således tidligt klart, at der var behov for administrative strukturer til at løse de planlægningsmæssige, udførende og kontrollerende funktioner, som et nationalt søværn krævede for at kunne opstille en kampberedt flåde, var der langtfra enighed om et tilsvarende behov for stabsstrukturer, når det kom til det operative chefsvirke, dvs. anvendelsen af det værktøj for nationens interesser, som administrationen havde bragt til veje, føringen af flåden til orlogs og i kamp. Denne problemstilling var ikke begrænset til den danske flåde, men genfindes blandt datidens orlogsflåder i almindelighed, ligesom den heller ikke er fremmed i landmilitært regi. At disse sidste tidligere erkendte et behov for operativ stabsstøtte til føreren, end tilfældet var til søs, skyldes* fortrinsvis to karakteristiske forskelle i de to værns opstilling til og optræden i kamp. Hvor kendskab til, og udnyttelse af terrænet kunne være forskellen på sejr eller nederlag til lands, og megen energi derfor måtte ofres på recognoscering, kortlægning og vurdering af mulige opmarchvejes og kamppladsers særlige karakter, var det for søkrigen vinden, og erobring af den vindgunstige udgangsposition, der var afgørende. I sagens natur er vinden mere flygtig end topografien, og meteorologien var hver sømands viden. Det ganske komplekse samspil mellem felthærens våbenarter i slaget kunne ikke genfindes i linieskibenes møde i kølvandsorden. Ejheller fandtes til søs nogen Teldtherrnhügel’, hvorfra man kunne have overblik over kamppladsen - admiralsskibets traditionelle, centrale plads i linien var fortrinsvis bestemt af behovet for at kunne kommunikere . Signalmidlernes begrænsning vanskeliggjorde helt op til slutningen af det attende århundrede alle bestræbelser på, fra den kommanderendes side, at styre slagets gang, når først man var på våbenudvekslingsafstand med fjenden. Med linieskibet som en komplet kampplatform fandt man heller ikke noget større operativt behov for styring, når først kampen var indledt. Nelsons berømte signal: “Engage the enemy more closely” vajede fra start til slut under Trafalgarslaget. Også på det forsyningsmæssige område var der afgørende forskelle på de to værns operative behov. Et orlogsskib på togt var i betydelig grad uafhængigt af forsyningstjeneste, og medbragte provisioner til måneders sejlads. Med vinden som drivkraft var man i stand til at bringe sine våben til kamppladsen uden træn.(l) Den operative stabsfunktion rummede to opgaver, som begge løstes uden anvendelse af en egentlig stabsstruktur. Den første var den taktiske planlægning, som, i det omfang den ikke var flådeførerens suveræne afgørelse, kunne finde sted i form af uformelle drøftelser, hvor admiralen lod sig vejlede af sine skibschefer, eller mere formelt i form af krigsråd (2) Den anden var ordregivning og den indoktrinering af de enkelte skibschefer, som gjorde planen gennemførlig og - ikke mindst - gjorde det muligt at handle mod samme mål og i den kommanderendes ånd, også når planen viste sig utilstrækkelig. Man forlod sig her i høj grad på den sagkundskab, som lå hos den erfarne skibschef. Behovet for stabsmæssig støtte til det operative virke opstod blandt andet af disse grunde senere til søs end til lands. Efterhånden som operationernes kompleksitet øgedes, og mere specialiserede - og teknologisk mere avancerede - skibstyper gjorde deres indtog, blev det klart, at den kommanderende havde brug for kvalificeret specialviden til at rådgive sig, og behov for assistance til at føre hans instruktioner ud i livet på en kampplads, der blev stadig større i rum.(3) På dette felt var udviklingen til søs faktisk parallel til udviklingen til udviklingen i hærene, hvor også øget kompleksitet og specialisering stillede krav om tilsvarende mange eksperter. Flåderne var dog generelt i stand til at absorbere de teknologiske nyskabelser og de større flåder uden så omfattende ændringer i styrings- og kontrolsystemet som dem, der viste sig nødvendige i det landmilitære operationsmiljø.(4)

Med de maskindrevne skibes indtog forsvandt den betydelige grad af uafhængighed af logistisk støtte, som havde karakteriseret sejlskibstiden. Først kul og siden olie måtte være til rådighed på rette tid og sted for at flåden kunne operere.Der opstod hermed et behov for operativ planlægning, som kunne tilgodese den nødvendige koordination mellem forsyningstjeneste og operationer: Etablering af støttepunkter, kulpladser og forsyningsskibe. Det er karakteristisk, at det er på dette tidspunkt, omkring dette århundredes begyndelsen, at operative flådestabe opstår og at der i flere lande tages skridt til en egentlig stabsuddannelse af søofficerer. Ikke blot i Danmark havde den militære side af flådens forvaltning og øvrige stabsopgaver i hovedsagen været lagt i hænderne på “søkyndige og krigsøvede fagmænd”, og udviklingen fandt ikke sted uden iltre diskussioner om, hvorvidt krigskunsten til søs kunne læres i skolestuen eller skulle erfares ved praktisk gerning på havet. Det blev kun langsomt klart, at en kombination af målrettet uddannelse, stabserfaring og operativ tjeneste til søs var vejen frem, at svaret var ikke et enten-eller, men et både- ° g * Selvom en egentlig uddannelse til stabsfunktioner således sent holdt sit indtog i de fleste landes flåder, havde Den Militaire Høiskole fra sin start i 1830 været åben for officerer af begge værn. Søofficerers deltagelse var dog i talrige år undtagelsen snarere end reglen, og omfattede fortrinsvis de, som skulle besætte funktioner i støttestrukturen, dvs. “ til de Poster, som i denne Etat ligger udenfor den Dannelse, som gives paa Søcadetacademiet, f. Eks. til Skibsconstructeurer, Søartillerister, Havneconstructeurer, m.m.”(5) Først i dette århundrede blev en egentlig stabsofficersuddannelse iværksat i søværnets eget regi, i form af en toårig officersskole efter kadetskolen. I 1922 blev et seksmåneders udvidet kursus tilføjet, omfattende bl.a. strategi, taktik, krigsspil, marineorganisation og stabstjeneste. Ved forsvarsakademiets oprettelse i 1951 blev stabsuddannelsen for de nu tre værn lagt dér, men man skal helt frem til 1967 før et egentligt generelt Stabskursus for Søværnet blev etableret. Kurset voksede få år senere sammen med et tilsvarende kursus for flyvevåbnet, indtil man endelig, i 1978 gjorde stabsuddannelsen værnsfælles.(6) Endnu en forskellighed i synet på stabsfunktion og uddannelse skulle der gøres op med. Mens hærens officerer fra begyndelsen var blevet specielt udvalgte til gennemgang af stabsuddannelsen, og stabstjeneste på højere niveau var forbeholdt de få, fastholdt man i søværnet uddannelsen som overvejende obligatorisk helt frem til den nuværende personelordning. Den nødvendige selektion baseredes fortrinsvis på officerens praktiske duelighed og virke. Hvis man ser bort fra chefgruppen, fordeles knap halvdelen af søværnets officerer, der har gennemgået stabsuddannelse, ved værnsfælles højere stabe, mens lidt over en tredjedel udfylder stabsfunktioner i søværnet, dvs. ved Søværnets Materielkommando og Søværnets operative Kommando. Den sidste sjettedel er fortrinsvis placeret i skole- og uddannelsesstrukturen.

Søværnets stabsorganisation er præget af, at værnets fredstidsstruktur og krigsstruktur er næsten identiske, og at der til løsning af en række operative opgaver i det daglige er behov for en organisation, som kan fungere i døgnets 24 timer. Det medfører en generel orientering mod den operative del af stabsvirket. Da Søværnets operative Kommando blev oprettet i 1961, bestod staben af to afdelinger, en operationsafdeling og en logistikafdeling, hvilket var i nøje samklang med kommandoens ansvarsområde og kommandobeføjelser. I takt med udvidede opgaver ændrede logistikafdelingen navn til planlægningsafdelingen. I dag rummer staben fem afdelinger, idet en materiel- og informatikafdeling blev udskilt som følge af udviklingen inden for teknologi og databehandling, økonomiafdelingen oprettet som et led i delegerings- og decentraliseringsprocessen. Endelig kom, da personelforvaltning og uddannelse i 1990 kom under kommandoens ansvarsområde, personel- og uddannelsesafdelingen til. Under den operative kommando er eskadreniveauet det sidste niveau, hvor der er oprettet en egentlig stabsfunktion. Eskadrestaben bistår eskadrechefen inden for områderne uddannelse, beredskab, vedligeholdelse, bemanding og økonomi. Til disse opgaver af overvejende styrings- og forvaltningsmæssig karakter tilknyttes officerer til varetagelse af specialistopgaver, og kun sjældnere generalister. På det operative felt er eskadrechefens, hjælpere fortrinsvis chefer og officerer fra de underlagte enheder. Her råder, som på divisions- og enhedsniveau, således den ‘klassiske’ organisation. Med Danmarks indmeldelse i NATO og deltagelse i det militære samarbejde blev det nødvendigt at tilpasse sig NATOs stabsorganisation^ forbindelse med øvelsesmæssigt eller operativt samarbejde, eller i forbindelse med danske officerers udsendelse til internationale stabe. Også herved var det muligt for søværnet at fastholde den overvejende operative orientering af stabstjenesten, fordi NATO-stabene kun havde få forvaltningsmæssige og administrative funktioner, og fordi stabene i deres oprindelse var præget af de fra operativ stabsfunktion i krigstid tillagte opgaver Den nyere stabstjeneste i forsvaret er karakteriseret ved en i almindelighed dominerende orientering mod stabsfunktionens administrative og forvaltningsorienterede opgaver. Der sker herved generelt en nedprioritering og udviskning af den specifikke egenart, som knytter sig til officerens operative miljø. Det er derfor vigtigt og værdifuldt, at der samtidig høstes erfaringer fra deltagelse i operative stabe under udførelse af internationale operationer. Betragtes forsvaret alene som en driftsvirksomhed under fredsforhold, må løsning af stabsopgaver fuldt så vel synes at kunne lægges i hænderne på forvaltere udefra, fra den offentlige eller private, civile sektor, og et behov for stabsuddannede og stabsfungerende officerer forekomme mindre indlysende. Den forvaltningsorienterede stabsfunktion styrkes i disse år af to gensidigt forstærkende processer.

For det første delegeringsprocessen, som nok sigter mod en styrkelse af det operative niveau, men som samtidigt, ved et naturligt og uomgængeligt behov for kontrol af, at den delegerede opgave bliver tilfredsstillende udført, øger kravet om en effektiv kontrolfunktion. For det andet den teknologiske udvikling inden for databehandling og informationsteknologi. Som det skete ved overgangen fra sejl til damp, rejses der, gennem udnyttelse af teknologiens muligheder, krav om tilpasning af organisationen til den teknologiske virkelighed. En sådan organisationstilpasning kan give grund til overvejelser om stabsuddannelsens og stabstjenestens fremtidige form og vilkår. Uddannelsen af stabsofficerer har til stadighed rummet tre elementer, selvom deres indbyrdes vægtning har vekslet. De samme elementer er fundamentale for stabsofficerens metier: metode, viden og holdning. Metode og systematik er det område, hvor tilgangen af ny teknologi og nye styringsværktøjer sætter de tydeligste spor. Videnområdet, som er forudsætningen for analyse og vurdering, og dermed ultimativt for formålsrettet handling, er blevet mere omfattende og mere komplekst. På det sikkerhedspolitiske område præges udviklingen af en dynamik og uforudsigelighed, som fordrer ny indsigt og kundskab, også om emner og områder, der ikke tidligere syntes relevante. Styringen af forsvarets virksomhed må ske under iagttagelse af et stadig mere omfattende regelsæt for forvaltning og administration. Det sidste element er derimod grundlæggende uændret: Kravet om personlig og tjenstlig integritet som en forudsætning for kvalificeret stabsvirke. Som stabsfunktionen opstod, fordi der var behov for den, så er det også i dag dens egentlige raison d’etre, at den er grundlæggende nødvendig. Nødvendig for at sikre et fungerende forsvar, der kan løse de opgaver, som det bliver pålagt. Stabstjenestens kvalitet må derfor måles på, at den bidrager hertil. Den ultimative målestok for militære styrkers ledelse og indsats er deres operative formåen - og stabens funktion er derfor at medvirke til, at forsvarets evne til operativt virke fastholdes og udvikles gennem den kvalificerede udnyttelse af de til rådighed værende ressourcer til målrettet opgaveløsning.

Noter

1. Man har beregnet, at såfremt den ildkraft, som englænderne besad ved Trafalgar, nemlig godt 2200 kanoner, skulle være deployeret i et feltslag, ville det have fordret omkring 50,000 soldater og 30,000 heste. ( John Keegan, The Price of Admiralty. London: Hutchinson, 1988. (p. 47)).

2. Det var ikke altid, at afgørelsen af, hvilken form, der var mest velegnet, var admiralens egen. Niels Juel rapporterede under Skånske Krig : “ Saasom jeg har continuerlig befundet saa mange Obstacler i Krigsraadet over hvad, som er proponeret, om Fjenden at angribe paa et eller andet Sted, - som dog sidener befundet vel at have kunnet lade sig gøre, - men eftersom Eders kong. Majestæt mig allernaadigst medgiven Instruction saa strict tilholder Intet at foretage eller gøre uden Krigsraadets fleste forgodtbefindende Vota: da har det maattet blive efterladt, som vel gørligt havde været, Fjenden til Afbræk og Eders kongelige Majestæts Våben til Glorie.” ( P. Ipsen: Foredrag i Stabstjeneste. Tidsskrift for Søvæsen, 1927. (p. 351).

3. I linieskibenes tid var en typisk ildåbningsafstand godt 1000 meter, og den effektive skudvidde omtrent det halve. Under Jyllandsslaget åbnede de tyske skibe ild på 16,000 meter, og den effektive skudvidde var ikke meget mindre. Under hangarskibsslagene i Stillehavet under 2. Verdenskrig måltes kamppaldsen i hundreder af sømil.

4. K. V. Nielsen: Den øverste Krigsledelse, i “ Et hundredeårsminde. Det Krigsvidenskabelige Selskab 1871-1971. (p. 172)

5. Plan til den kongelige militaire Høiskole, 1830. Her efter “Forsvarsakademiet 1830-1980”, København 1980. (p. 9)

6. Helt værnsfælles var stabsuddannelsen fortsat ikke. Der oplevedes stadigvæk forskellige behov for uddannelse af officerer til stabstjeneste, ikke mindst på det operative område. Denne forskel består stadig.