Log ind

Søminetaktik

#

,,Den, der vil bemestre et Vaabens Anvendelse, maa forstaa selve dets Væsen".

Artiklen er skrevet paa Opfordring af Redaktionen.

Den forankrede Sømine har yderst særprægede Egenskaber blandt de sømilitære Vaaben. Medens Artilleriprojektilet, Torpedoen, Luftbomben — engang udskudt — kun lever i det korte Nu i sin Bane, staar Minen — engang fastankret — i maaneds- eventuelt aarevis altid vaagen og vagtsom paa sin Post lurende paa, at et Bytte kommer den nær. Under Vejrforhold, hvor de andre Vaaben vanskeligt lader sig bringe i Anvendelse, i svær Sø, i Mørke, Taage og Tykning, er Søminen netop i sit Es; saa har den sine bedste Chancer. Thi under disse Forhold er Minestrygning vanskeligst, — ja kan endog være udelukket, — og Skibenes ydre Sikringsapparater (Paravanes eller Skovlsikring) er langt fra saa effektive, naar Skibene hugger eller ruller i høj Sø. Saadanne daarlige Vejrforhold med slette Observationsforhold foretrækkes ogsaa til offensiv Mineudlægning. Hertil vælges i alt Fald helst mørke, disede eller regnfulde Nætter, fordi Mineudlægningen ubetinget helst skal foregaa uset og uanet af Fjenden; thi ved han, hvor der er udlagt Miner, kan han bedre gardere sig derimod ved at undgaa Stedet eller søge at stryge Minerne bort. (Som bekendt druknede Englands berømte Feltherre og K rigsm inister, General Lord Kitehener. Herom skriver Admiral Scheer: „Det Togt, som „Ham pshire" med Lord Kitehener om Bord paabegyndte, foregik i stærk Storm, og man formente, at i et saadant V ejr Vest for Ørkneyøerne behøvede man ikke at regne med U ndervandsbaads-Fare, og saa havde en af Undervandsbaadene netop benyttet dette V ejr til at udlægge de Miner, som foraarsagede „H am pshire"s U ndergang). Der er ydermere den Væsensforskel, at for at anvende de andre sømilitære Vaaben (Artilleriet — Torpedoen — Luftbomben) maa man kunne se sin Modstander eller i alle Tilfælde ganske nøjagtigt vide, hvor han er. Er Maalet et Skib under Gang, maa man danne sig det bedst mulige Skon om Maalets Kurs og Fart for at kunne opnaa Træfning. Og — ikke alene maa man kunne se sin Modstander, man maa ind paa Skudhold af ham, derved løber man Risikoen for selv at blive set, selv at blive beskudt. Medens man med alle disse andre Vaaben saaledes maa ind paa Livet af Fjenden for at kunne angribe ham, saa skal man ved Mineudlægning netop søge at snige sig uden om ham, Risikoen er derved mindre og Chancerne for heldig Gennemførelse større. Ved Torpedo-Undervandsbaaden og ved Natangrebet med Torpedofartøjer er Formaalet ganske vist ogsaa at komme uset i Angreb og komme uset bort, men man maa ind paa Torpedoskudafstand og maa derfor udsætte sig for direkte at blive observeret af Modstanderen eller af hans taktiske Eklaireringsstyrker. Endelig er det værd at bemærke, at de forankrede Søminers Anvendelse i særlig Grad er afhængig af Farvandsforhold, idet den Dybde, en Mine kan ankres op paa, begrænses af Ankertovets Længde. Endvidere er læge Farvande med ringe Strøm og mindst mulige Vandstandsændringer ved Tidevande at foretrække. Lavt Vand vanskeliggør Minestrygning, og jo større Dybden er i Strømfarvand, og jo stærkere Strømmen er, desto mere nedtrykkes Minen. Er Strømmen varierende, vil der ske dette, at Minen staar højt ved ringe Strøm; men trykkes dybere og dybere ned, jo stærkere Strømmen er, herved risikerer man — eller maa selv vælge mellem — at Minerne staar saa højt, at de observeres ved stille Vand eller trykkes ned under Modstanderens Skibes Dybgaaende, medens Strømmen løber haardt. Paa tilsvarende Maade er store Vandstandsvariationer uheldige, idet Minernes Afstand fra Overfladen derved bliver stærkt varierende. Det, der særpræger de danske Farvande, er imidlertid netop, at de er relativt læge, at der er ringe Strøm og ikke store Vandstandsvariationer, tilmed er der ringe Bevægelsesfrihed for større Skibe, hvorved Effektiviteten for et begrænset A ntal Miner øges. Alt dette tilsammen bevirker, at faa Lande har bedre Betingelser for Anvendelse af den forankrede Sømine end Danmark.

Her, hvor Talen imidlertid er om Minekrig i Almindelighed, er det værd straks at komme et Dogme til Livs. Dette Dogme er, at Miner, der ikke er permanent forsvaret af Artilleri, er uden Værd, thi de vil altid og let kunne stryges bort. Det behøver i og for sig blot nævnes, at af de Hundreder-Tusinder Miner, der blev udlagt under den russisk-japanske Krig og Verdenskrigen, var kun en yderst ringe Procentdel permanent forsvaret af Artilleri, ja langt den overvejende Del var aldeles ikke forsvaret hverken permanent eller periodisk. Ikke desto mindre fandt over tusind Skibe sin vaade Grav over disse Miner, enten fordi de uforberedt, eller uden tilstrækkelig Sikring, stødte paa dem. Der kræves i og for sig ikke megen Fantasi til at forstaa, hvor vanskelig den Opgave er at minerydde et Farvand nogenlunde effektivt, navnlig hvor det drejer sig om større Arealer (Nordsøen, Østersøen eller Kattegat). Tænk blot hvor vanskeligt det er at pløje Havets usynlige Dybder med samme Nøjagtighed som Plovmanden pløjer sin Mark og dette tilmed maaske ude af Sigte af Land, hvor man kan tage Mærker, og i Strøm og Sø. Men det er lige saa indlysende, at, hvis egne Søstridskræfters Tilstedeværelse bevirker, at Fjenden ikke uforstyrret kan foretage sin Minesøgning og Minerydning, ja saa vokser Vanskelighederne herved yderligere betydeligt, og jo stærkere egne Kræfter er, jo større og mere risikobringende maa den fjendtlige Indsats være for at rydde Minerne bort. Og atter — er Miner permanent forsvaret af egne overlegne Kræfter, i første Række af Artilleri i Forbindelse med Projektørbelysning, — ja saa er denne Kombination en første Rangs Hindring paa Søen. Hvor rigtig denne sidste Lære er, lige saa urigtig er Paastanden om, at Miner i det hele ingen Værdi har uden Artilleriforsvar. Her, som i al Søtaktik gælder, at det enkelte Vaabens Effektivitet vinder ved Samarbejde med de øvrige Arter af Søkrigsvaaben, en Kendsgerning, som sikkert i mangt og meget ogsaa konstateres i Landkrigsførelse.

(Hele den tyske Høj søf la;ules Taktik under Verdenskrigen konkluderede netop i dette. De sidste Operationer, der blev udført eller som var planlagt, var i langt højere Grad end de første præget a f Sammenspil mellem alle V aabenarter — M inefelter — Undervandsbaadslinier — Lufteklairering og O verfladefartøjer med A rtilleri og Torpedoer. Og selv om vi hverken h ar eller fa a r en „Højsøflaade" saa gælder Taktikkens Regler lige fuldt for de Vaaben, vi har.) Det interessante ved Minekrigen er endvidere dette, at den langt fra alene er et Spørgsmaal om Kræfter, men i fuldt saa høj Grad influerer paa de to Faktorer Tid og Rum i Krigsførelsen. Thi den, der skal sikre sig imod Miner, maa ikke alene besidde et særligt dertil egnet Materiel (Minesøgnings-, Minestrygnings-, Minesikringsmateriel — bundsikrede Skibe), men den, der vil sikre sig ved forudgaaende Minerydning, maa anvende betydelig Tid deidil og kan som Regel kun minestryge bestemte Veje, hvorved Bevægelsesfriheden er begrænset (c: Tab i Rum). Man kan dertil føje endnu en 4’ Faktor, nemlig Tab i Overraskelse, idet en forudgaaende Minerydning ofte averterer Modstanderen om, at en fjendtlig Operation forestaar. Endelig maa en 5’ Faktor — Minefrygten — nævnes. Det er en Erfaring, at af alle Farer frygtede selv de modigste Førere Minen mere end andre Vaaben; denne lumske, stillestaaende, usynlige og altid aarvaagne Gople med den dødelige Virkning sled paa Nerverne. Netop fordi Minesprængning ofte foregaar paa selve Skibsbunden, er Virkningen saa betydelig.

Menigmands Opfattelse af Minen er, at det er et udpræget — ja mange mener vist endog et absolut — defensivt Vaaben. Men i Søkrigsførelsen ser vi Minen anvendt lige fra den yderste Offensiv til den deciderede Defensiv. Under Verdenskrigen udlagde tyske Mineundervandsbaade, Minekrydsere og Hjælpekrydsere saaledes Miner saa at sige overalt paa Verdenshavene. Snart her og snart der langs Britanniens Kyster overrumplede Tyskerne Englænderne ved Mineudlægninger, saaledes at det af de efter Krigen udarbejdede Kort fremgaar, at der næsten ikke var en Plet, som ikke blev belagt. Men ikke alene ved Moderlandets Kyster, men ved New Zeeland, Singapore, Colombo, Aden, Kap, ved Suez, rundt i Middelhavet, i Hvide Havet o. m. a. Steder udlagde Tyskerne deres Miner. Undertiden kastede de paa et Sted, umiddelbart efter at der var minestrøget. Da Mineundervandsbaadene kom frem, kunde der uset udlægges Felter baade ved Dag og ved Nat (udførtes f. Eks. i Kanalen). Det er indlysende, at det, at man i denne Form for Minekrig er tvunget bort fra Koncentrationsprincippet, svækker Minernes Virkning, forsaavidt som man ikke kan regne med dem som en effektiv Hindring, men kun som et Faremoment, og en saadan Udsaaning af Miner kan yderligere have den Géne, at den — da man i denne Krigsførelse ikke kan anvende kontrollerede Miner — kan vanskeliggøre Navigationen i de minebelagte Farvande for en selv (Thi det maa erindres, at den engang udlagte ikke kontrollerede — den saakaldte selvvirkende — Mine er lige farlig for Ven og Fjende). Derfor er det selvsagt af største Betydning, at egne Styrker til enhver Tid er underrettet — saa nøjagtig som mulig — om, hvor egne Miner er udlagt. Da Mineudlægning — som nævnt — netop ofte foretages i usigtbart Vejr og under Krigsforhold, hvor Fyrbelysning er slukket, bereder dette ofte en nøjagtig Pladsbestemmelse Vanskeligheder. Men Effektiviteten kan tildels erstattes ved Masseanvendelse af Miner. Da Miner relativt let og hurtigt fremstilles og er billige i Forhold til deres Virkning, saa er det overkommeligt at fremstille Miner i massevis, forudsat at Industrien er indstillet og forberedt herpaa. Intet Under at den engelske Admiral Bacon i sin bekendte Bog „The Dover Patrol“ skriver, at den tyske Mine var det mest effektive af alt, hvad der fra tysk Side er anvendt i Krigen paa Søen. Ligesaa vanskeligt som det er at definere, om Kanonen er et offensivt eller et defensivt Vaaben, ligesaa urimeligt er det at hæfte Prædikatet offensivt eller defensivt Vaaben ved Minen. Alt afhænger af Anvendelsen. Men om de forskellige Arter Minesystemer kan man sige, at nogle er særligt bestemt til offensivt og nogle til defensivt Brug. Herhjemme skelnes saaledes mellem selvvirkende Miner og kontrollerede Miner, de førstnævnte er særligt egnet til offensivt, de sidstnævnte til defensivt Brug.

OFFENSIV ANVENDELSE

Offensivt kan Minen anvendes før og under Kamp:

1) Kastet direkte foran Fjenden,

2) som Kampfælder paa den sandsynlige Kampplads,

3) som Blokademiddel eller

4) som Angrebsvaaben paa Fjendens Kommunikationslinier og Passagesteder.

Det førstnævnte Tilfælde kan f. Eks. foreligge under Jagtkamp, naar en Styrke medførende Miner forfølges. Benyttende sig af Mørke, Røg eller kunstig Taage, kan den da søge at kaste sine Miner saavidt muligt uset af Fjenden paa hans Kurs, saaledes at han løber op i disse. Minerne udlægges i Formationer afpasset efter Fjendens Kurs, Afstanden til Fjenden, eventuelt under Hensyn til Farvandsforholdene. Som Kampfælder udlægges Minerne paa den sandsynlige Kampplads i nøje pladsbestemte samlede Felter. Under Kampen søger man ved sine taktiske Manøvrer at trække Fjenden ind over sine Minefelter. Som Blokademiddel anvendes Minen i den særlige Form for Blokade, Indeslutningsblokaden. Her udlægges Minen som Spærremiddel foran fjendtlige Havne og Baser (Som Eksempel kan nævnes de store engelske Minespærringer udenfor Helgolandsbugten (1915/18) og de japanske udenfor Port Arthur (1904/05). Minerne udlægges som Regel i nogen Afstand fra Havnen eller Basen, lægges de for tæt inde, er de lettere at bortrydde og vanskeligere at forsvare. Minerne udlægges med størst mulige Nøjagtighed, men i uregelmæssige Formationer for at vanskeliggøre Minestrygning. (Det skal i denne Forbindelse nævnes, at Miner maa lægges i en vis Afstand indbyrdes for ikke gensidigt at ødelægge hinanden. Som Minimumsafstand regnes ca. 50 m, Normalafstanden er ca. 100 m). Ved Anvendelsen af Minen som Angrebsvaaben paa Fjendens Kommunikationslinier og Passagesteder søger man at ramme Fjenden, overalt hvor han færdes; for ikke at genere egne Bevægelser føres den omhandlede Form for Minekrig fortrinsvis fjernt fra egne Kommunikations- og Operationslinier. Denne Krigsførelse vil derfor fortrinsvis blive valgt af den, der bestrider Modpartens Søherredømme, som et Led i Udligningskrig og spredte Angreb. Men da den selvvirkende Mine ingen skaaner, vil den, der vælger denne Krigsførelse, vanskeligt kunne undgaa at paadrage sig neutrale Staters Mishag eller komme i Konflikt med de almindelige Folkeretsregler, i Særdeleshed hvis Minekrigen føres uden for Fjendens eller ens eget Søterritorium. Smaa og svage Stater skal derfor være varsomme. 1 denne Form for Krigsførelse anvendes særlige taktiske Formationer, den saakaldte „Strø-Mine Taktik“. Her udlægges Miner i meget uregelmæssige Formationer eller spredt i smaa Grupper, alt for at vanskeliggøre en systematisk Minesøgning og Minerydning.

Den Vanskelighed, der beredes, bestaar i, at medens det er let for Minestrygere at orientere sig i en regelmæssig Liniespærring og let at stryge Minerne op, idet man kan stryge paa langs af Linierne, saa udelukker uregelmæssig eller spredt Udlægning saa ligetil Metoder. I det hele præges Minetaktikken mere og mere af Minens Modvaaben, der under og efter Verdenskrigen unægtelig har gennemgaaet en rig Udvikling, og for at kunne anvende de rigtige Fremgangsmaader, maa man under sin Krigsførelse afpasse dem efter Modstanderens Minestrygnings- og Minesikringsmateriel. Men ikke alene Minetaktikken, men ogsaa Mineteknikken søger at modarbejde Minens Modvaaben, her som andre Steder er der følgelig en stadig taktisk og teknisk Konkurrence mellem Vaabnet og Midlerne derimod. (Allerede under Verdenskrigen anvendtes saaledes: T id s o p s p r in g s ­ m itte r der først steg op i deres Dybde, bestemt Tid efter at de v ar udlagt, B u k e tm in e r d. v. s. Mineklaser, hvor en Mine autom atisk steg op, n aar en til samme Forankring hørende Mine blev bortspræ ngt eller strøget. D r e je lig e H ju l paa Anxertovene, saaledes at M inestrygningstrosserne passerede igennem disse. Smaa, lidet synlige h ø jts ta a e n d c M in e r til Minesprængninger a f lavtstikkende M inestrygerfartøjer; kæ d e fo r a n k r e d e B ø je r m. m. Siden den Tid er M ineforsvarsteknikken yderliger udviklet). Som i al Taktik gælder det ogsaa om at variere sine Operationsmetoder, ellers lærer Fjenden sig i Tide at træffe Modforholdsregler. Minekrigen skal offensivt føres saaledes, at Modstanderen saavidt muligt føler sig utryg, hvor han færdes, og være stillet overfor det kvalfulde Valg om han skal løbe Risiko eller ofre Kræfter, Tid og Rum for at sikre sig.

Til Udlægning af Miner offensivt anvendes et højst forskelligartet Skibsmateriel. De fleste Lande (saaledes ogsaa Norge og Sverige) raader over særlige Minekrydsere, i Reglen upansrede, let armerede Krydsere, særligt indrettede til Minekastning, idet Minerne opstilles paa Skinner eller Transportbaand og kastes fra Agterstævnen, event, gennem særlige Porte. Men iøvrigt kan ikke alene almindelige Krydsere, Jagere og Torpedobaade, men ogsaa Handelsskibe og Færger, let indrettes til Mineudlægning ved Skinneanlæg paa Dækket, og Erfaringer baade fra den russisk-japanske Krig og Verdenskrigen viser, at de krigsførende Magter var nødt til i udstrakt Grad at anvende improviseret Skibsmateriel, da det specielt til Mineudlægning byggede Krigsmateriel langtfra slog til. Omend det er indlysende, at specielt Materiel er langt at foretrække, saa maa det dog føres paa Minekontoens Aktivside, at Miner i højere Grad end andre Vaaben lader sig anvende fra alment Skibsmateriel. Som bekendt bygges der i de fleste Lande Mineundervandsbaade, og Fordelen ved disse er, at de i særlig Grad tilfredsstiller Fordringen om uset og uanet Mineudlægning. Men særligt hvor deres Størrelse — som i vore Farvande — maa være begrænset, er deres Minekapacitet ringe, og deres relativt ringe Fart neddykket nedsætter ogsaa deres • Betingelser for Masseudlægning indenfor en begrænset Tid.

DEFENSIV ANVENDELSE

Det er paa dette Omraade, at Lægmandens Tankegang — i alt Fald her i Landet — føler sig mest hjemme; i Opfattelsen af Minen som „Pigtraadshegn“ i Forbindelse med Advarsel om „Adgang forbudt“. Og nægtes kan det ikke, at netop som Spærringsmiddel har Minen særdeles nyttige og tiltalende Egenskaber, særligt hvor der er Mulighed for Anvendelse af kontrollerede Miner, d. v. s. Miner, som kan betjenes, hvilket atter vil sige gøres kampberedte eller ufarlige, alt efter eget Ønske. Dette gøres ved at forbinde Minerne med et Kabelsystem og ved elektrisk Antænding. Fordelen ved at anvende saadanne kontrollerede Minesystemer er ikke alene, at man i Kampøjemed har Nytte af at kunne gøre Minerne „farlige“ eller „ufarlige“ ; men man kan ved at gøre Minerne „ufarlige“ efterse dem, skifte deres Forankringer, efterhaanden som Tovene opslides, flytte Minerne paa Plads i Tilfælde af, at de er drevet bort, hindre at de sprænges væk ved Paavirkning af Isdrift, med andre Ord undgaa Tab af Miner ved Bortdrift og utidig Paavirkning, eventuelt til enhver Tid undersøge, om de enkelte Minegrupper er i Orden og paa Plads. Men saadanne Systemer kan kun anvendes, hvor der er nautiske og militære Betingelser for at kunne arbejde i og have Forbindelse med Spærringerne, og dette vil, ikke mindst hvor man maa regne med Lufteklairering, vanskeligt kunne foregaa, uden at Fjenden bliver opmærksom paa Spærringernes Tilstedeværelse. Endvidere er saadanne Systemer ogsaa ret saarbare for fjendtlig Strygning. Anvendelsen af kontrollerede Minespærringssystemer er derfor stærkt begrænset af Forholdene, specielt de militærgeografiske og nautiske, i Forbindelse med Betingelserne for at kunne bevogte og forsvare Spærringerne. Til Anvendelse af Kabelminesystemer er vore Farvande imidlertid særligt egnede, bl. a. paa Grund af de ringe Dybder, de forholdsvis smaa Distancer i vore vigtigste Farvandsafsnit og flere andre Grunde. Netop hvor der er Tale om en „Spærring“, kommer .Minens Karakteregenskaber, som stedse aarvaagen og usynlig „Skildvagt“ i høj Grad til sin Ret. I de indre Spærringer, hvor man kan regne med, at Fjenden forventer at støde paa Miner, og hvor der er Betingelser for at kunne konstatere og hindre fjendtlig Minerydning, lægger man i formaltaktisk Henseende mindre Vægt paa Overraskelsesmomentet eller paa at berede Minestrygerne Orienteringsvanskeligheder, her lægges Hovedvægten paa at skabe effektive Spærringer, d. v. s. at udlægge Minerne i samlede Felter og saaledes placerede, at der i Tilfælde af Gennemsejling skabes størst mulig Sandsynlighed for Paasejling af Minerne. Saadanne Spærringer kan og bør i alle Detailler være planlagt og forberedt paa alle Steder i Farvandene, hvor Sandsynlighed • taler for, at der kan blive Brug for dem, samtidigt med at det specielle Mineskibspersonel bør være indøvet i hurtigt at kunne planlægge og etablere Minespærringer overalt, hvor det kræves. De indre Spærringer, der skal danne effektive Hindringer, bør være artilleriforsvarede og projektørbelyste samt bevogtede af Patrouillemateriel. Bedst er det selvsagt ogsaa, om de er forsvarede af bevægeligt Skibsmateriel, Artilleriskibe, Torpedofartøjer m. v., da Beskyttelsen ved Kystartilleri begrænses af Sigtbarhedsforholdene og af Projektørbelysningsafstand. Ganske vist er det vanskeligt at foretage en planmæssig Minerydning i usigtbart Vejr og i Mørke, men udelukket er det ingenlunde og navnlig ikke, hvor det kan udføres uden Modstand. Historiens bedste Eksempel paa, hvad et saadant Samarbejde imellem Miner og Kystartilleri er værd, haves fra Dardaneller-Kampagnen i 1915. Da Angrebet fandt Sted d. 11’ Marts, var der i Dardaneller-Strædet ialt kun udlagt 395 Miner, og Kystartilleriet var i overvejende Grad gammelt, ja forældet Skyts. Nat efter Nat søgte Minestrygere (Trawlere og Jagere) at trænge ind i Spærringslinierne, men maatte opgive al metodisk og effektiv Minestrygning paa Grund af Artilleriforsvaret. Resultatet blev, at ialt 4 Skibe blev minesprængt under det sidste Flaadeforcerings'angreb, og videre Forsøg herpaa blev opgivet. Men det bør vel erindres, at faa Steder kan der tænkes bedre Betingelser for Sammenspil mellem Miner og Kystartilleri end i Dardanellerne, det lange snævre Farvand gav samtidig Dybde i Forsvaret og Betingelser for helt at kunne beherskes af Projektører og Artilleri i Land. Minesikringsmateriel (Paravanes og Bundsikring) raadedes der ikke over, og Skibene begik den Fejl at løbe hinanden til Hjælp, efterhaanden som de minesprængtes, hvorfor de efter hinanden stødte paa Miner i samme Linie.

Men foruden i indre Spærringer anvendes Miner i Defensiven ogsaa som BombæMementsspærringer udlagt paa Omraader, hvorfra fjendtligt Bombardement fra Søen kan befrygtes paa Havne, Baser eller andre Steder. Endvidere kan de udlægges som Hindring mod pludselige Overfald af lette Styrker (de saakaldte „Raids“) og som Spærringsmiddel mod Skibe, der sendes ind for' at sænkes til Blokering af Havneindløb (Indespærringsblokade). Under den russisk-japanske Krig gjorde Minerne i denne Henseende fortræffelig Fyldest ved Port Arthur, idet de Handelsskibe, der sendtes ind til Blokering, Gang paa Gang løb paa Miner. Endelig skal nævnes Landgangsspærringer, d. v. s. Minespærringer, der udlægges ud for Kyststrækninger, hvor Landsætning af Tropper kan forventes. Minerne udlægges i saa Fald oftest i tætte effektive Formationer paa det Sted, hvor Transporten kan forventes at ville ankre op. Spærringerne bør saavidt muligt forsvares af Armeringsbatterier paa Kysterne og bevogtes af Patrouillefartøjer. (Under Landsætningen paa Øsel løb to Slagskibe „Bayern“ og „Grosser Kurfürst“ samt en Transportdamper paa russiske Miner, til Trods for at der var medgivet Ekspeditionen over 100 Minesøgnings- og Minestrygningsfartøjer samt en Minespærringsbryder foran hver Transportkolonne).

En særlig Form for Minespærringer — i Reglen med defensivt Formaal — er Anti-Undervandsbuadss'pærringer. Medens Minespærringer mod Overfladefartøjer i Reglen stilles i fra 2 m til 5 m Dybde under Overfladen, alt eftersom de er bestemt imod lavtstikkende Fartøjer (Jagere og Minestrygere) eller større Fartøjstyper, saa maa Miner udlagt mod neddykkede Undervandsbaade — da disse kan gaa i varierende Dybder — enten udlægges i forskellige Dybder eller være forsynet med Antenner, ved Berøring af hvilke de dybtliggende Miner bringes til Eksplosion. (Som Eksempel paa offensive Dybdeminespærringer kan nævnes de af Englænderne udlagte Spærringer i Kattegat og Helgolandsbugten; af defensive Spærringer kan nævnes den store „Lysbarriére“ fra Folkestone til Grisnez paa ca. 4000 Miner, Dybdeminefelterne langs den belgiske Kyst, den berømte „Northern Barrage“ mellem Ørkneyøerne og Norge, hvori anvendtes amerikanske Antenneminer, Spærringen i Otronto Strædet, der udlagdes i 1918, Dybdeminefelterne langs Englands Kyster, Tyskernes Felter i Sundet m. fk). Miner kan ogsaa anvendes i Forbindelse med Net, saaledes at Minerne bringes til Eksplosion mod Undervandsbaade, der gaar i Nettet. (Af de 156 tyske Undervandsbaade, der gik tabt under Verdenskrigen, blev mindst 30 pCt. ødelagt ved Miner).

Det Fartøjsmateriel, der anvendes til Arbejde i kontrollerede Sprærringer, hvortil som nævnt almindeligvis anvendes Kabelminer, maa være af ganske anden Art end det Materiel, der benyttes til offensiv fremskudt Udlægning. Hovedvægten maa lægges paa, at Fartøjerne er lavtstikkende, har gode Manøvreegenskaber, er forsynet med Kraner, Kabeltromler, gode Lastrum, Arbejdsf artø jer, Søminestation m. m., og disse Krav vil i Reglen ikke være forenelige med høj Fart og gode søgaaende Egenskaber. Vort Mineskibsmateriel hører til denne Type.

Om Minens Anvendelse i Fortid og Fremtid skal siges: Omend Minen spillede en vis Rolle i den nordamerikanske Borgerkrig (1861—65) specielt i den defensive Krigsførelse paa Floderne, saa var de amerikanske Minetyper endnu ufuldkomne baade hvad Ladning og Antændingsrpekanisme angaar, og selvom vi ogsaa i de senere Krige hører om Anvendelse af Miner, saa er det dog først i den russisk-japanske Krig (1904 —05), at Søminen fik sit store Gennembrud baade som offensivt og defensivt Vaaben. I Blokade- og Anti-Blokadekrigen ved Port Arthur kom Minen til at spille den allerstørste Rolle, saaledes mistede Japanerne den 15’ Maj 1904 2 af deres 6 Panserskibe paa Miner („Hatsuse“ og „Yashima“) og den 13’ Api'il Russerne ligeledes 2 af 7 („Petropovlovsk“ med Admiral Makaroff og „Pobieda“), efterhaanden var hele Farvandet omkring Liaotung Halvøen befængt med Miner, og mange Skibe minesprængtes. Medens vi i den russisk-japanske Krig saaledes lige fra Begyndelsen ser Minen bragt i Anvendelse baade af Angriber og Forsvarer, saa viser Verdenskrigen et andet Billede. Her var det Tyskland og Rusland, de der paa Forhaand følte sig underlegne, der mødte bedst rustede i Minekrigen, medens Frankrig og navnlig England var saa at sige uforberedte. Det engelske Admiralitet ønskede Minevaabnets. Anvendelse indskrænket til det mindst mulige, fordi det mente, at egne Miner vilde hæmme Operationsfriheden i for høj Grad og være til større Gène end Gavn. Men næppe var Krigen begyndt og de tyske Mineforetagender sat i Værk for at opnaa den ønskede Udligning i Kampkræfter, før Admiralitetet kom til at angre sit Fejlsyn, og en mægtig Minefabrikation blev sat i Gang, samtidig med at der hentedes russiske Miner fra Arkangelsk. Det var imidlertid først i 1917, at det lykkedes England at faa fremstillet en fuldt tilfredsstillende Minetype, og den Model, de da valgte, var deres Modstanders, Syrehornsminen. Ligesaa slet bevendt, som det var i England med Minemateriel, var det ogsaa med Mineskibs- og Minestrygningsmateriel. Paa sidstnævnte Omraade kunde England imidlertid hurtigt drage Nytte af sin store Fiskerflaade, dog ogsaa herved viste der sig Mangler, Trawlerne var for dybtstikkende og Trawlredskaberne ingenlunde ideelle. Her, som i al Krigshistorie, maatte man sande, at Krigsmateriel lader sig ikke improvisere.

Omend Søkrigshistorien saaledes viser, at Minen er et uundværligt Søkrigsvaaben baade i Offensiven og Defensiven, saa er den dog fortrinsvis til Fordel for den svagere, for den der er i den strategiske Defensiv og bestrider den stærkeres Herredømme paa Søen. Thi Genen er større for Modstanderen, der kan og skal udnytte Forbindelseslinierne paa Søen. Der synes ikke ringeste Grund til at tro, at Minens Betydning vil blive mindre i fremtidige Søkrige; i fremmede Mariner arbejdes der ogsaa saa intensivt som nogensinde baade paa Forbedringer af Minemateriellet og dets Modvaaben og Modforholdsregler.

Baade militærgeografiske, militærpolitiske og taktiske Forhold taler for, at Danmark nu som før lægger Vægt paa Minevaabnet baade i kvalitativ og kvantitativ Henseende. Men ikke mindre Vægt bør der lægges paa, at vi raader over et fuldt organiseret og tidssvarende Minestrygningsmateriel. Thi — rent bortset fra, at vort Flaademateriel ellers kan spærres inde — bør det erindres, at en af de Neutralitetsopgaver, der vil kunne stilles os, er, at vi skal holde vort Søterritorium fri for Mineudlægning af krigsførende Sømagter, og dette maa vi kunne gøre ved enten — eventuelt ved Magt — at kunne hindre saadan Minekastning, eller, saafremt den har fundet Sted, da at kunne rydde Minerne bort.

Paul Ipsen.