I det daglige liv ved afdelingerne forekommer det jævnligt, at der ved en eller anden genstands bortkomst, beskadigelse eller ødelæggelse skal lages stilling til erstatningsspørgsmålet. Ifølge tjenestereglementets pkt. 321 og 345 påhviler det regimentet eller afdelingen at træffe afgørelsen, men der skal jo i reglen foreligge en redegørelse eller en indstilling fra underafdelingernes side, og spørgsmålet har derfor interesse også for underafdelingerne. Afgørelsen af, hvem der skal betale erstatningen, kan ofte vu're vanskelig, og det er ikke muligt lier at give udtømmende retsregler på dette område; der tilsigtes derfor ved denne undersøgelse blot en gennemgang af de hyppigste erstatningsspørgsmål og et forsøg på at angive de hovedretningslinier, der efter dansk ret må antages at være gældende, når man skal fastsætte en erstatningspligt.
Underafdelingschefen er jo ansvarlig for materiel og inventar, og bortkommer, ødelægges eller beskadiges noget, må man enten kunne indstille, at der pålægges een eller flere personer økonomisk ansvar, eller indstille, at afdelingen udsteder en tabsaltest. Dette sidste har afdelingen jo bemyndigelse til i el vist omfang, men afdelingen må forinden være aldeles sikker på, at ingen bestemt kan gøres ansvarlig, og der må derfor, forinden indstilling om tabsattest indsendes, foretages en grundig undersøgelse af sagen.
Ansvar for personlig udrustning tn. m.
Hyppigst drejer det sig om soldatens personlige udrustning, berunder det kaserneinventar, der er udleveret til ham personligt (tæpper, lagner, håndklæder).
I gamle dage var dette problem ret simpelt. Soldaten havde en meget enkel udrustning, og erstatningsspørgsmålene omfattede for fodfolkets vedkommende gerne feltflasker og mundingshætter til geværerne samt nogle småting viskesnore, olieflasker I, som kunde tabes. Man kunne dengang bolde på den nogenlunde faste regel, at soldaten altid var erstatningspligtig, hvis disse sager bortkom eller tabtes. En rigtigt fastspændt feltflaske kunne ikke tabes, med mindre øjet, hvori remmen sad fast, var gået af, og remmen alt så var i behold, og mundingshætten, der jo kun var på geværet under march og eksercits, men aldrig under fægtnings- og felt- ijenesteøvelser, kunne ikke tabes, med mindre fjedren var slap, og dermed havde soldaten jo tilsynspligt. Hans uniformsgenstande kunne ikke stjades — lyseblå benklæder og mørkeblå figurfrakke med rod krave og kantning var uanvendelig i det civile liv. Støvlerne og undertøjet var i reglen soldatens private ejendom. I vore dage er forholdene væsentligt anderledes. Den personlige udrustning er mere omfattende, og hvad der er det værste: uniformsgenstandene er anvendelige i det civile liv og derfor hyppigt genstand I or tyveri og underslæb. Der opstår derved en del tilfælde, hvor man må tage stilling til, om soldaten bor gøres erstatningspligtig lor sagernes bortkomst. Principielt er soldaten ansvarlig for de ham udleverede sager, såfremt ban ved forsa't eller uagtsomhed er skyld i, al sagerne „forekommes“, som det gerne hedder i miiitarsproget. Hvor det kan godtgøres eller sandsynliggores, at bortkomsten skyldes tvveri, må man således kunne gore ham ansvarlig, såfremt han bar forsømt at passe ordentligt på sagerne, men der må også kunne bebrejdes barn et uagtsomt forhold. Er en genstand f. eks. stjålet fra den reglementerede plads på den på- gaddendes sovestue, medens ban var borte på orlov eller til tjeneste, og dette kan godtgøres, kan man selvfølgelig ikke gore ham erstatninospligtig, forudsat, at han liar meldt om tyveriet aldeles omgående. Undlader han straks at anmelde tyveriet, har han jo dermed gjort det vanskeligt eller umuligt at efterforske sagen, og han må da i mange tilfælde kunne gøres erstatningspligtig, hvilket også er foreskrevet i bestemmelser i K. f. H. B. 15/1946. Skyldes tyveriet den pågældendes uforsvarlige opbevaring af sagerne, må han i reglen tilpligtes at erstatte dem. Dette kan således være tilfældet ved tyveri af pistoler eller kikkerter, der ikke har vu-ret opbevaret under „dobbelt lås“, således som det er foreskrevet i 6. bcfte, pkt. 21, jfr. K. f. H. A. 77/1945.
Også udenfor kaserneområdet kan uforsvarligt forbold medføre erstatningspligt. En mand, der havde hængt sin kappe fra sig på en beværtning i Nyhavn og efter at have været en tur i byen ved tilbagekomsten konstaterede, at kappen var stjålet, måtte ganske naturligt erstatte kappen — sådan kan man ikke i vor tid bænge tøj fra sig uden tilsyn.
Der må altså kunne bebrejdes den pågældende et uagtsomt forhold, der har va'ret medvirkende årsag til, at genstanden er gået tabt. En soldat, der under orlov var på besøg bos en bekendt i dennes sommerhus, hængte sin kappe fra sig i sommerhuset og gik derefter en tur med den bekendte. Under fraværelsen brændte sommerhuset og dermed kappen; branden skyldtes en defekt peiroleumslampe. Her kunne man ikke bebrejde soldaten noget uagtsomt forbold; tbi det er ikke uforsvarligt at bænge sin kappe fra sig, som det skete her. Her må det være ejeren af huset eller hans forsikringsselskab, der er erstatningspligtig for følgerne af den farlige mangel ved lampen.
Begrebet „aflåsning“ er ofte et problem, der spiller en vis rolle ved afgørelsen af erstatningssager. Det er ikke altid tilstrækkeligt, at en soldat bar haft den bortkomne ting under lås i sit løjskab. Eor det første skal en hængelås jo være låset, og dernæst skal låsen være af en nogenlunde forsvarlig kvalitet. De berygtede „50-øres låse“, som mandskabet jævnligt bruger, er ofte så ringe, at de kan åbnes med næsten enhver nogle eller endog uden nøgle. Sådan aflåsning kan ikke kaldes forsvarlig. Ofte ligger ansvaret for den dårlige aflåsning imidlertid ikke hos soldaten. Hvis han har fået udleveret låsen, må han jo være berettiget til at bruge den, som den er. Tyverier f. eks. fra værktøjskasser på motorkøretøjer har ofte vu-ret muliggjort, fordi de udleverede hængelåse har været så ensartede, at samme nøgle kunne benyttes til liere køretøjers værktøjskasser.
Lignende forhold gør sig forøvrigt gældende på kasernerne, hvor dorenes aflåsningsforhold ofte har vist sig ret problematiske. Kan det godtgøres, at et tyveri er sket ved oplukning af en sådan udleveret lås, hvis kvalitet soldaten ikke h ar noget ansvar for, er det jo vanskeligt at gøre ham ansvarlig for sagernes bortkomst.
Hvis soldatens uagtsomhed ligefrem kan betegnes som skødesløshed, vil han jo ved siden af erstatningspligten kunne straffes efter militær straffelovs § 70.
Drejer det sig ikke om bortkomst, men om beskadigelse eller ødelæggelse af udrustningen, således at genstanden altså fortsat er til stede, må man nærmere undersøge de omstændigheder, hvorunder beskadigelsen har fundet sted; thi er beskadigelsen sket under udførelse af befalet tjeneste, må man ligesom i privatlivet give den pågældende en vis rimelig margin. Man gør ikke husassistenten økonomisk ansvarlig, fordi hun under opvasken er så uheldig at slå et skår i en tallerken; det er det, der falder ind under „hjemmets risiko“. Noget andet er, at hun naturligvis ikke kan tillade sig at kaste porcellænet hen ad bordet, således at det derved går itu. Man må tage lignende hensyn, når talen er om erstatningspligt overfor soldaten.
Generalpræventive grunde gor det nødvendigt, at soldatens ansvar må gøres gældende, så snart der er tale om fortsæt eller en uagtsomhed af en vis grovhed, men på den anden side må en sådan uagtsomhed også med sikkerhed kunne tilskrives ham, og man må her tage hensyn til, at man har befalet ham til at udføre den tjeneste, hvorunder beskadigelsen er sket. Hvis en soldat under fægtningsøvelsen er uheldig under el hurtigløb at snuble og falde, hvorved geværskæftet knækker, vil det — forudsat at han har båret geværet på rette måde — ikke være rigtigt at pålægge ham erstatningsansvar; thi man kan ikke både forlange den yderste præstation af hurtigløb og samtidig kræve, at manden skal lobe med følelsen af en ret uberegnelig økonomisk risiko for den uagtsomhed, der kan opstå, når han skal koncentre sin opmærksomhed om udførelsen af øvelsen.
Anderledes stiller det sig, hvis han under passagen af en grøft eller et hegn smider geværet over først for at være fri for det, medens han selv kravler over, og skaftet da knækker, eller hvis han bruger geværet til at banke telt pløkke i med — her må han erstatte skaden; thi den behandling er et gevær ikke beregnet til, og der foreligger endog her en skødesløshed, der er strafbar efter militær straffelovs § 70. I det hele taget må det vistnok være hovedreglen, at hvis den pågældende kan straffes efter m. s. § 70, må der logisk pålægges ham erstatningspligt — selv om man i det konkrete tilfælde undlader at straffe, men afgør sagen r. eks. med et disciplinarmiddel.
Forinden der pålægges en mand erstatningspligt for en beskadigelse, må det undersøges, om den pågældende beskadigelse alene skyldes et uforsvarligt forbold fra soldatens side. E11 rekrut, der kun havde haft sit gevær udleveret i 5 dage og aldrig havde benyttet det til øvelse, havde under pudsningen stillet geva'ret lænet op ad en vindueskarm, hvor det væltede og skæftet knækkede. Kent umiddelbart ville man hævde, at geværet havde været anbragt uforsvarligt uden støtte, og at manden derfor måtte være ansvarlig. Men da det syntes påfaldende, al et skæfte kunne kmek- ke blot ved, at geværet væltede om på et trægulv, blev det nærmere undersøgt, og det viste sig, at der fandtes en indre revne, som måtte antages at have været der, da geværet blev udleveret, men som blot ikke havde været umiddelbart synlig. Under disse omstændigheder kunne man ikke pålægge manden at erstatte skaden.
Ansvaret for skadegørende handlinger.
De skadegørende handlinger, som en soldat begår i sin fritid og ganske uden forbindelse med tjenesten, må ban personligt være ansvarlig for efter samme regler som privatpersoner. Begår soldaten under udførelsen af sin tjeneste en sådan handling, bliver statskassen i et vist omfang ansvarlig eller medansvarlig derfor. Det er et offentligretligt erstatningsansvar for statskassens vedkommende, men det hviler i virkeligheden på de samme griuid- sætninger som bestemmelsen i Danske lov 3 — 19 — 2, der handler om husbondens ansvar for, hvad lians „tjener“ begår under udførelsen af det ham pålagte hverv. Det ligger jo også i sagens natur, at den menige soldat, der efter ordre udfører sin tjeneste, ikke skal arbejde med en personlig økonomisk risiko, hvis omfang ban jo aldel es ikke kan overse, men dernæst er der jo også hensynet til skadelidte, der ikke bar megen glæde af at blive henvist til alene at bolde sig til en soldat, der intet ejer, hvorfor ban i et vist omfang må kunne bolde sig til „arbejdsgiveren“, til statskassen. Spørgsmålet har bl. a. været genstand for en drøftelse i Ugeskrift for Retsvæsen i 1948, og som konklusion af denne drøftelse kom auditør G. Bent hirscbel til det resultat, at den foreliggende domspraksis på dette område måtte sammenfattes således, at afgørende for, om statskassen hefter for en soldats skadegørende handling, må være, om der er en relevant forbindelse mellem handlingen og den tjeneste, som soldaten netop udfører for staten, og at man ved bedømmelsen heraf må la'gge megen vægt på, om handlingen er udfort under kommando. Dette synspunkt er sikkert rigtigt. Men ofte vil begrebet „tjeneste“ jo være noget udflydende. Det er ikke altid, at tjenesten er forbi, fordi soldaten er „trådt af“. Under feltforhold, under kantonnementsforhold og under samlede øvelser i det hele taget er soldaten ofte stadig under en vis kommando, selv om dagens øvelser eller dagens tjeneste er forbi. Hvis en soldat bliver indkvarteret på en gård og der ved uagtsomhed kommer til at forårsage ildebrand på det høloft, der er anvist ham til sovested, vil man næppe kunne lienvise gårdens ejer til at søge erstatning alene bos soldaten, fordi branden skete i soldatens fritid. Det er staten, der har „tvangsindlagt“ soldaten på gården, og lians tilstedeværelse på det anviste sovested er befalet, statskassen vil derfor i det nævnte tilfælde sikkert blive gjort medansvarlig for skaden, således at skadelidte kan holde sig til statskassen med hensyn til erstatningen, og statskassens forhold til soldaten må derefter være genstand for en særlig bedømmelse. Man kan udtrykke det således, at når staten indkalder en soldat, står statskassen som en slags ansvarsforsikring for så vidt angår de handlinger, som soldaten bliver sat til at udføre. Ja, vil man så sporge, men kan soldaten da lave lige så megen skade, ban vil, uden at risikere noget derved? Selvfølgelig kan han ikke det. For rent forsætlige handlinger må han naturligvis i sidste omgang hefte personligt, og det samme må gælde i mange tilfælde af grov uagtsomhed. I sådanne tilfælde må der i analogi med reglerne for ansvarsforsikring gives statskassen ret til i et vist omfang at kræve soldaten for den erstatning, som statskassen i første omgang har måttet udrede, og delte vil vel i praksis ske ved, at både soldaten og statskassen dømmes til at betale erstatningen, og at statskassen i første omgang lægger ud; skadelidte skal jo have sine penge. Men bortset fra del rene forsæt eller grov uagtsomhed er statskassen altså ansvarlig for de skadegørende handlinger, som soldaten måtte begå under udførelse af sin tjeneste, og samme retningslinie må anlægges også, når man ved afdelingen afgør sådanne sager administrativt. Der skal med andre ord en del til, før man skal gøre en soldat personligt ansvarlig (erstatningspligtig) for handlinger begået under udførelse af tjenesten.
Et særligt område, hvor skadegørende handlinger er meget almindeligt forekommende, er motorkørstd. Her træder de foran omtalte retningslinier meget skarpt frem; thi her kommer man direkte ind under forsikringsreglerne. For hvert motorkøretøj skal der jo være tegnet en ansvarsforsikring. For hærens vedkommende gør staten dette ved selv at overtage risikoen som „selvforsikrende“, og statskassens stilling bliver derved den samme som et forsikringsselskabs.
Forårsager en soldat som motorvognfører en påkørsel og beskadiger personer eller ejendom, må statskassen på samme måde som et forsikringsselskab betale erstatningen, og kun, hvis soldatens liandling bar vieret forsætlig eller groft uagtsom, har statskassen ligesom selskabet regres mod skadevolderen. Motorlovens i; 39 hjemlede oprindelig kun selskabet ret til regres mod forsikringstageren, når denne ved forsæt eller grov uagtsomhed havde forvoldt skaden. Dette bar undertiden medfort diskussion, idet det jo egentlig ikke er soldaten, der er forsikringstager — det er i virkeligheden staten, der bar forsikret hos sig selv.
Nu er dette spørgsmål imidlertid afklaret, idet der ved lov nr. 255 af 27/5 1950 er foretaget den ændring i motorlovens § 39, at selskabet bar regres ikke alene mod forsikringstageren, men mod enhver, der bruger motorkøretøjet og er ansvarlig for skaden. Der er derefter ikke længere diskussion om, at statskassen bar regresret overfor soldaten, der ved forsæt eller grov uagtsomhed bar forårsaget en skade. Ved arbitrære afgørelser må man have for oje, at der efter domspraksis kræves ikke så lidt, for at man kan betegne en uagtsomhed som så grov, at regresretten indtræder.
Det her anførte gælder altså spørgsmålet om erstatning for skade på andre eller andres ejendom, f. eks. på et andet motorkøretøj. Hvis det er det af soldaten selv forte motorkøretøj, altså statens eget, der beskadiges, gælder de almindelige regler om behandlingen af krigsmagtens ting under passende hensyntagen til, at skaden er sket under udførelse af soldatens befalede tjeneste. Kan man kalde soldatens uagtsomhed så grov, at det falder ind under begrebet skødesløhed (jfr. m. s. § 70), må man i reglen også kunne gøre ham personligt ansvarlig for skaden på eget køretøj. Som grov uagtsomhed vil man vel i reglen betragte kørsel i spirituspåvirket tilstand, ligesom der også må indtræde personlig erstatningspligt for den soldat, der ulovligt har taget et militært køretøj til privat brug og forårsaget skade under den ulovlige kørsel. Overfor trediemand hviler erstatningspligten jo iovrigt lier på den omstændighed, at det er en skadegørende handling, der ikke bar nogen relevant forbindelse med tjenesten.
Netop ved motorskader, der ofte kan lobe op i mange tusinde kroner, vil man måske være tilbøjelig til at sige: Ja, men det kan den mand jo aldrig betale. Det er rigtigt, at mange erstatningsbeløb ofte vil vise sig uerholdelige, men hvis statskassen har et krav, må man rejse dette krav uanset beløbets størrelse; thi hærens afdelinger bar ikke beføjelse til at frafalde statskassens retmæssige krav — det kan kun ministeriet gøre, og så må man senere forsøge bedst muligt at få beløbet inddrevet. En soldat, der under hjemkursel fra øvelse med en kanontraktor med påprodset kanon korte aldeles vildt, således at kanonen i et vejsving blev slynget ud i vejrabatten og kom til at vadte omkring efter sin længdeakse, blev således såvel ved underret som ved landsret dømt til at erstatte den store skade på kanonen, uanset at ban som civil var således stillet, at det var meget tvivlsomt, om ban i overskuelig fremtid kunne betale de mange penge. Der var lier tale om en så grov uagtsomhed, at det måtte betegnes som skødesløshed.
Kollektiv erstatningspligt.
Et spørgsmål, der af og til har givet anledning til diskussion, er retten til at pålægge en bestemt kreds af soldater i fællesskab at udrede erstatning. Når det undertiden falder folk for brystet, at der kan pålægges et sådant kollektivt erstatningsansvar, skyldes det antagelig, at man har tanken henledt på spørgsmålet om straf. Medens det må være en hovedregel, at man ikke kan straffe kollektivt, så bar spørgsmålet for så vidt angår erstatning hjemmel i hærens bestemmelser. I K. f. H. B. 15/1920 udtales det i anledning af de altfor hyppigt forekommende tilfælde af beskadigelse af inventargenstande, at det formentlig må anses for gældende ret, at når sove-, samlings-, pudse- og vagtstuer eller andre til fadles brug for mandskabet anviste lokaler eller det til disse børende inventar ødelægges, beskadiges eller bortkommer, og gerningsmanden ikke kan udfindes, da kan skaden kræves erstattet af alle, der er indkvarterede i eller, da beskadigelsen skete, befandt sig i lokalet. I K. f.
H. B. 18/1922 er det samme fastsat med hensyn til itugåede ruder. Den her nævnte bestemmelse er jo ret nødvendig under de særlige forbold, hvorunder soldater lever, og på grund af den af kanimeratskabshensyn store vanskelighed ved at udfinde den enkelte gerningsmand. Reglen er meget gammel, idet den i hvert fald kan spores tilbage til den 26/1 1793, hvor den findes optaget i et „Reglement for Caserneoekonomion ved den kgl. I.iv- Garde til Fods og det kgl. Artillerie-Corps“. Reglen træffes stadig i de følgende år og findes gentaget i cirkulærer og reglementer for kasernevæsenet, således den 28/2 1804, 4/12 1819, 29/8 1829, 29/8 1846, 21/2 1855 og altså igen i 1920 og 1922. Bestemmelsen findes optaget i lærebog for hærens menige, side 103 (udg. 1950),
og den må i sin helhed betragtes som en af specielle forhold udrundet militær erstatningsregel, der på det militære område supplerer dansk rets almindelige erstatningsregler.
Et andet specielt erstatningsspørgsmål opstår, når en soldat har måttet betale erstatning for en eller anden bortkommen ting, for hvilken han var ansvarlig, og tingen så senere kommer til veje. Det almindelige ræsonnement vil måske være: jeg har betalt erstatningen, og så er tingen min. Men således er det ikke. Munderingssager, kaserneinventar og udrustningsgenstande o. lign. er stemplet eller særligt kendetegnet som hærens (statens; ejendom, og disse ting kan ikke overgå til privatejendom, med mindre statens stempel lovligt annulleres og erstattes med et mærke, der kendetegner tingen som privatejendom. Kommer tingen til veje, skal den afleveres, og den, der har betalt erstatningen, kan få sine penge igen, eventuelt med fradrag for den værdiforringelse, der måtte være sket under bortkomsten. Denne bestemmelse, der findes optaget i lærebogen, er nødvendiggjort, fordi en del bortkomster særligt af overtrækstøj, tæpper og lagner i vareknappe tider ofte har dækket over reelle underslæbsforhold.
Soldaten, der manglede sådanne ting i det civile liv, tilegnede sig tingene og meldte dem bortkomne, hvorefter han betalte erstatningen og dermed mente at have erhvervet ejendomsret til sagerne.
En sådan måde at få ekvipering og udstyr på kan naturligvis ikke passere, og nu er det altså for at undgå „misforståelser“ fastslået i lærebogen, at betaling af erstatning ikke dermed giver ejendomsret til hærens sager, og at det tilmed er strafbart at beholde sådanne sager.
Erstatningens størrelse.
Når der pålægges en mand erstatningspligt, må erstatningen normalt udgøre det formuetab, der er sket ved den til erstatning forpligtende handling eller forsømmelse. Ved bortkomst af udleverede udrustningsgenstande o. lign. må man, når der ikke foreligger andet, lægge den for vedkommende genstand fastsatte tarifpris til grund ved beregningen af erstatningsbeløbet. Er det en mands nye kappe, der er bortkommet, så står denne kappe jo ligesom de ovrige udleverede nye kapper i 1. værdiklasse, indtil den efter at have været inddraget måtte være blevet klassificeret ned i 2. værdiklasse. Drejer det sig om ting, der er beskadigede, og hvor erstatningsbeløbet udgør forskellen mellem værdien før og værdien efter beskadigelsen, må beløbet formentlig i reglen fastsættes af en besigtigelseskommission. Ved arbitrære afgørelser må erstatningsbeløbet ligesom i en dom opgøres på kroner og øre; thi den
pågældende må jo have lov at tage stilling ikke alene til selve ansvaret, men også til beregningen af belobet.
Hvis den pågældende nægter at godkende den foretagne opgørelse eller iovrigt nægter at anerkende erstatningsansvaret, må sagen indbringes for retten. Da erstatningsansvaret jo som oftest hviler på en skadegørende handling eller forsømmelse (skødesløshed), iler er strafbar, vil man i mange tilfælde lettest kunne få rettens afgørelse i sagen ved at forelægge sagen som en straffesag, under hvilken retten i medfor af retsplejelovens § 685 kan forfølge det i forbindelse med straffesagen stående borgerlige krav (erstatningsspørgsmålet). I de specielle motorsager er det ligefrem foreskrevet, at erstatningspåstandene skal påkendes under selve straffesagen.
Spørgsmålet om soldatens erstatningspligt er af ret stor interesse også i disciplinær henseende, idet en med urette pålagt erstatningspligt er lige så uheldig som en uretfærdig straf. Ja, f. eks. i motorsager, livor det let kan komme til at dreje sig om skader til betydelige beløb, er erstatningsspørgsmålet endda ofte af langt større økonomisk betydning for den pågældende end den beskedne bødestraf, hvorom der kan blive tale.
S. Wahlstrøm,
