Log ind

Slaget ved Komarow: den 26. August—2. September 1914.

#

4. DEN 29. OG 30. AUGUST. AFGØRELSEN. (Skitse 6 og 7).

Skærmbillede 2020-09-29 kl. 13.57.54.png

XIV ø. K. følte sig truet i højre Flanke af de 7 Kompagnier og 4 Batterier ved Hulcze. Hovedstyrken af Gen. Roths Tropper gik derfor til Angreb i denne Retning, samtidig med at 2. ø. K. D. angreb Russerne i Ryggen. I den fortvivlede Situation kæmpede den lille russiske Styrke bravt hele Dagen lige til Aften, men da Føreren faldt, gik Kompagnierne tilbage, og Batterierne, hvis Førere ogsaa alle var faldne eller saarede, gik tabt. Ogsaa Østrigerne led store Tab.

7. r. K. D. kunde have bragt Hjælp, men dens Chef foretog sig intet.

Kampen ved Hulcze kostede Russerne 32 Kanoner, men Ofret var ikke helt forgæves, det afledte Østrigernes Opmærksomhed fra 61. og 35. r. D.s Hovedstyrke, som derved fik Tid til at ordne sig og sætte sig fast igen.

Længere Vest paa holdt 3. og 7. r. D. i haarde Kampe Stillingen, men 61. og 35. D.s Tilbagetog bevirkede, at 7. r. D. den 29. om Aftenen blev trukket tilbage til den stærke Stilling bag Huczwa og 3. r. D. til Linien Huczwa—Telatyn.

V. og N. for Komarow havde XIX r. K. en haard Kamp. Det afviste IX ø. K.s Angreb i Fronten og kastede dettes højre Fløj, 26. ø. D., ved et vellykket Modangreb. S. f. Komarow blev det aflastet af V r. K. (10. Div.) Langt farligere var II ø. K.s Fremstød N. om Komarow mod den aabne nordlige Flanke. De to østrigske Divisioner — 13. og 25. — der førtes af Chefen for 25. ø. D., Erke- hertug Peter Ferdinand, stormede Czesnicki og naaede om Aftenen frem til midtvejs mellem denne By og Komarow.

XXV r. K. havde Ordre til at angribe mod Zamosc for at bringe XIX r. K. Hjælp, men X ø. Korps Fremrykning mod Linien Tarno- gora—Krasnostaw fik det til at blive staaende.

Den 30. August fortsatte Gen. Auffenberg Angrebet. Russernes Stilling syntes kritisk med de tilbagebøjede Fløje. II og XIV ø. K. skulde fuldende Indkredsningen og berede det russiske Centrum et Cannæ. Til dette Formaal skulde ogsaa 4. ø. D. sættes ind i Flankeangrebet N. f. Komarow.

Gen. Plehwe var lige saa fast besluttet paa at holde ud. „Ikke et Skridt tilbage. Korpscheferne gores personligt ansvarlige“. XXV K. fik kategorisk Ordre til Angreb i Retning mod Zamosc, 5. Don Kosak Div., der lige var ankommet, dirigeredes i Ilmarch fra Ter- rainet S. f. Cholm mod S. for i Forening med 1. Don Kosak Div. at falde Erkehertug Peter Ferdinand i Ryggen.

Paa Østfløjen holdt XVII r. K. Stand, efter at Kommandoforholdene igen var bragt i Orden. Chefen for XIV' o. K. folte sig truet i Ryggen af russiske Styrker, der var meldt ved Mosty Wielkie. Han trak derfor stærke Kræfter ud af Fronten og lod dem besætte Solo- kijalinien med Front mod S.

Heller ikke S. 0. f. Komarow ændredes Stillingen væsentligt. V r. K. hjalp XIX r. K. ved om Eftermiddagen at overtage Fronten

S. og S. V. f. Komarow og sende Forstærkninger til Dub. Førstnævnte Korps maatte med 2 Div. forsvare 25 km Front mod en betydelig Overmagt, men Stillingen var stærk af Naturen og Tropperne sloges godt.

N. og V. f. Komarow kæmpede XIX r. K. en fortvivlet Kamp mod IX og II o. K. N. 0. f. Komarow trængte Erkehertug Peter Ferdinands Tropper frem mod Dub og truede med ganske at lukke den snævre Passage mellem Sumpene, ad hvilken XIX r. K. fik sine Forsyninger, og som dannede dets eneste Tilbagetogslinie. „Slyngen trak sig sammen om XIX Armekorps. Men Tropperne i denne ringformede Stilling vaklede ikke, og det gjorde deres Forer, General Gorbatowski, heller ikke. Hans Tillid til det tapre Korps og Beslutsomhed til at fore Kampen videre gjorde ham ubøjelig“. XIX Korps’ Tilbagetog kunde kun ske ad een Vej, nemlig mod Tyszowce, d. v. s. i Ryggen paa V r. Korps, som derved vilde komme i en meget farlig Situation.

Gen. Gorbatowski var Sjælen i Modstanden. „Ved mine graa Haar, før vil jeg dø, end Fjenden skal bryde igennem“. Paa et Gods havde han indrettet sit Kvarter sammen med de to Divisionsstabe, og herfra lededes Forsvaret med fast Vilje og fast Haand. I de dagelange Kampe var Styrkerne skrumpede ind, mange Kompagnier talte kun 30—50 Mand, Officererne var faldne, Ammunition og Levnedsmidler var det smaat med, „men Førerens Aand besjælede Tropperne“.

Fortræffeligt støttedes Forsvaret af det udmærkede Artilleri, som var behændigt „eingenistet“ i Terrænet N. f. Komarow og forstod hver Gang at koncentrere sin Ild mod de truede Afsnit.

N. V. f. Komarow holdt 17. r. D. Stillingen, mod IX ø. K., der efter de foregaaende Dages uheldige Kampe ganske havde tabt Lysten til Angreb, lod sig holde nede af det russiske Artilleri og endog frygtede et russisk Gennembrud mod V. Langt farligere var II ø. K.s Angreb mod Dub. De tapre wienske og nedreøstrigske Regimenter satte alt ind paa at knuse Russerne her, og disse — en Brigade af 38. r. D. og Rytteri — havde en haard Kamp. Ved Middagstid tog Østrigerne Dub, men et Reg. af 81. r. R.s Div. kom til Hjælp og tog Byen tilbage.s) I Løbet af Natten til den 31. samlede General Gor- batowski hele 38. r. D. samt to Regimenter og nogle Batterier, som V r. K. havde sendt til Hjælp, til Modangreb, som skulde bryde løs den næste Morgen.

4. ø. D. kom ikke til Hjælp for Erkehertug Peter Ferdinand. Netop som Divisionen skulde afmarchere, brød XXV r. K. frem fra Skovene. Efter et tappert Forsvar ved Str. Zamosc blev 4. ø. D. med et Tab af ca. 1000 Mand kastet tilbage til Labunkabækken.

Hvis Russerne havde fortsat dette Angreb, kunde Situationen være bleven alvorlig for II og IX ø. K., men omtrent samtidig førtes X ø. K. til Angreb mod Tarnogora og Krasnostav. Ved Tarno- gora blev Angrebet afslaaet af det russiske Artilleri, men 24. ø. D. trængte uden om Russernes højre Fløj og naaede ved Aftenstid Krasnostaw, som Kosakkerne maatte remme.

Situationen den 30. August om Aftenen ses paa Skitse 7.

Skærmbillede 2020-09-29 kl. 13.59.44.png

Gen. Auffenbergx Tropper havde trods al Tapperhed i de to sidste Dages Kampe ikke naaet Maalet at tilintetgøre det russiske Centrum, men Indkredsningen var skredet frem og navnlig N. f. Komarow syntes der kun at mangle en sidste Anstrengelse. Altsaa befalede A. for den 31. II, IX og VI o. K. ved et koncentrisk Angreb at tilintetgøre Russerne ved Komarow. XIV o. K. skulde langs Bug støde frem mod Krylow og Hrubieszow.

Gen. Plehwe vilde endnu den 30. om Eftm. holde Stand, hvis Gen. Ewert kunde gøre det samme og Gen. Russki fra Kamionka Strumilowa vilde sende Rytteri og 1 Fodf. Div. frem i Ryggen paa Auffenbergs højre Fløj. Først da Plehwe om Aftenen fik Melding om Krasnostaws Fald, hvorved Forbindelsen med Gen. Ewert var brudt, besluttede han at tiltræde Tilbagetoget. Ogsaa Situationen i Armeens Centrum voldte Gen. Plehwe alvorlige Bekymringer, men Krasnostaws Fald og det store Hul paa 35 km, som gabede mellem 4. og 5. r. Armé, var afgørende for Beslutningen. Efter at have indhentet Gen. Iwanows Samtykke gav Gen. Plehwe den 31. Ordre til Tilbagetog, der skulde føre Armeen ud af den farlige Stilling tilbage paa Højde med 4. r. Armé.

Det gjaldt først og fremmest om at hjælpe XIX r. K. tilbage, V r. K.s venstre Fløj skulde derfor forst gaa tilbage den 31. om Aftenen. De to Fløjkorps beordredes til Modangreb. Endelig skulde Korpsene vifteformigt fores ud af Østrigernes Favntag, XVII r. K. til Krylow, V r. K. til Hrubieszow, XIX r. K. til Grabowice, XXV r. K. skulde tilbageerobre Krasnostaw, evt. vige tilbage mod Cholm. Den nye Front skulde naas den 2. Sept.

5. DEN 31. AUGUST—2. SEPTEMBER (Skitse 7).

XVII r. K. begyndte det befalede Modangreb allerede Natten den 30.—31., og Kampen varede hele den følgende Dag med skiftende Angreb og Modangreb. Atter viste Russerne, at de trods gentagne Nederlag kunde angribe med en forbavsende Kraft. Gen. Kirchhachs Tropper holdt kun Stand med Moje, og Gen. Roths Gruppe blev kastet flere Kilometer tilbage. Initiativet gik paa denne Fløj over til Russerne, og Gen. Jakowljew, Chefen for XVII r. Iv., vilde fortsætte Angrebet den 1. Sept. Medvirkende til denne Bedring i Russernes Stilling var, at Dele af 3. r. Armé") var trængt frem til S. f. Solokija. Dette foruroligede i høj Grad Erkehertug Josef Ferdinand, som detacherede 2. og 6. o. K. D. og betydelige Fodfolkstyrker til Dækning af Ryggen.

S. 0. f. Komarow holdt V r. K. stadig Stillingen. Derimod lykkedes det endelig VI ø. K. ved Aftenstid at trænge frem til Komarow. Syd for Byen kom det til heftige Kampe mellem Arrieregarder af V. r. K. og 15. o. D., som den nye Chef med stor Dygtighed havde reorganiseret og atter gjort kampdygtig. Ogsaa højre Fløj af IX o. K. naaede om Aftenen — men uden Kamp — Byen.

II ø. K. vilde ved Daggry tage sig sammen til en sidste Kraftanstrengelse, men Angrebene blev kvalt af det russiske Artilleri, hvorpaa Russerne selv gik over til Modstod. Endvidere gik Dele af

1. og 5. Don-Kosak Div. frem i Ryggen paa II o. K., kastede 9. o. K. D. tilbage til Czesnicki og beskød Østrigerne mellem denne By og Dub i Ryggen med Artilleri. Erkehertug Peter Ferdinand, som allerede Dagen i Forvejen var blevet stærkt foruroliget ved Meddelelsen om Kampen ved Str. Zamosc, troede sig angrebet i Ryggen af XXV r. K. Han førte derfor Kl. ca. 10 Form. sine to Divisioner tilbage til S. 0. f. Zamosc, hvorved Tilbagetogsvejen mod N. blev fri for Russerne. Chefen for II o. K. udviste en paafaldende Passivitet.

Østrigerne hævder, at Russerne ikke havde kunnet undgaa en Katastrofe, hvis blot Erkehertugen var blevet staaende. Leppa siger saaledes, at XIX og V r. K. kun undslap ved „en ulykkelig Tilfældighed“1". Denne Paastand er ikke umiddelbart indlysende, selv om Russerne var i en vanskelig Situation. Thi netop disse to russiske Korps var hidtil blevet overordentlig behændigt ført, og Tropperne var fast i Førernes Haand. XIX og V r. K. gik da ogsaa i Løbet af den 31. planmæssigt og i god Orden tilbage til Linien Dub—Zubowize— Tyszowce.

Imidlertid havde Gen. Conrad, der lige havde faaet Melding om Brudermanns alvorlige Nederlag ved Gnila Lipa11), forlangt, at 4. ø. Armé skulde skaffe en Afgørelse i Løbet af 24, højst 48 Timer, hvortil Oberst Soos havde udtalt, at 5. r. Armé gik den „fuldstændige Opløsning imøde“. Da kom Kl. 15 Efterretningen om Erkeher- tug Peter Ferdinands Tilbagetog. Forbitret befalede Auffenberg straks at føre Divisionerne frem til Dub igen. Det var dog umuligt paa denne Dag; de brave wienske og nedreøstrigske Tropper sank udmattede ned ved Bredderne af Labunka.

Overfor X ø. K. rømmede Russerne den 31. Tarnogora. Korpschefen, der havde faaet Melding om XXV r. K.s Tilbagetog, overlod sin 45. D. at holde Linien Tarnogora—Krasnostaw og fortsatte med de to andre Divisioner Angrebet i Retning mod Lublin. Den 1. September kulminerede Østrigernes Fremtrængen her med 24. ø. D.s Erobring af Jernbanestationen Trawnicki paa Banelinien Lublin— Cholm.

II ø. K.s Tilbagetog og Russernes Modangreb 0. f. Huczwa havde tilintetgjort Gen. Auffenbergs storslaaede Plan om at berede det russiske Centrum et Cannæ. Men Conrad havde endnu givet ham 24 Timer, og dem vilde han benytte til at kaste Gen. Plehwes Armé tilbage mod 0. og derved gøre Gen. Ewerts Stilling ved Lublin uholdbar. Gen. A. beordrede derfor sit Centrum og sin venstre Fløj til at genoptage Angrebet, men i mere ostlig Retning, medens højre Fløj, der var Svingningspunkt, skulde blive staaende.

For Gen. Plehwe gjaldt det navnlig om at holde sig Østrigerne fra Livet, indtil det var lykkedes at bringe Arméens Træn tilbage. XVII r. K. fik derfor Ordre til at holde Stillingen endnu den V«, hvilket ikke faldt Korpset vanskeligt, da Østrigerne ikke angreb her.

Russerne viste sig som saa ofte at være Mestre i Tilbagetoget. Dækket af stærke Arriéregarder gik XIX r. K. den 1. Sept. tilbage til Grabowice og V r. K. til 0. f. Huczwa og Tyszowce. XVII gik først Natten til den 2. tilbage til Krylow. XXV r. K. tilbageerobrede denne Dag Krasnostaw, men rømmede igen Byen Natten til den 2.

Østrigernes Centrum, VI, IX og II ø. K., naaede under heftige Kampe med de russiske Arriéregarder Linien Laszczow—Dub— Czesnicki.

Da Østrigerne den 2. om Morgenen vilde fortsætte Forfølgningen, var Russerne borte. Kort efter fik de østrigske Korps Ordre til at standse Fremrykningen, da der var truffet nye Dispositioner for Arméens Anvendelse.

I Løbet af den 2. Sept. gik V r. K. tilbage til Hrubieszow og XVII til S. f. Wladimir Wolynski.

6. NOGLE BETRAGTNINGER.

I Slaget ved Komarow havde Gen. Auffenberg efter østrigske Opgivelser raadet over 194 Batl., 102 Esk. og 618 Kanoner mod Gen. Plehwes 152 Batl., 150 Esk. og 600 Kanoner, eller ca. 200.000 Østrigere mod ca. 160.000 Russere. Heri ikke medregnet 24. og 45. ø. D. og 70. r. Rs. D., der kæmpede ved Tarnogora og Krasnostaw, og heller ikke de Styrker af Gen. Russkis Armé, som demonstrerede S. f. Solokija.

Sejren var Østrigernes. Gen. Auffenberg troede ved Slagets Slutning at have tilføjet Russerne et afgørende Nederlag, og han bibragte Conrad den samme Opfattelse12). Dette viste sig at være forkert. Russerne havde ganske vist rømmet Valpladsen, men de var gaaet tilbage i god Orden — og allerede den 4. Sept. efter kun een Dags Hvile kunde Gen. Plehwe igen føre sin Armé til Angreb.

Leppa angiver Østrigernes Tab til ialt ca. 50.000 Mand og 34 Kanoner. Russerne hævder at have taget 20.000 Fanger, hvilket Tal sikkert er for højt, og i alt Fald maa Fangerne være indbefattet i de nævnte 50.000 Mand. Russerne fik ikke medført de erobrede Kanoner ved Tilbagetoget, ligesom Østrigerne befriede en stor Del af Fangerne.

Russerne angiver deres eget Tab af Døde og Saarede til 30.000 Mand. Østrigerne tog — efter egne Opgivelser — 6.000 Fanger. Desuden mistede Russerne 83 Kanoner.

Begge Parter skulde altsaa have mistet ca. 25 % af deres oprindelige Styrke, hvilket lyder højst sandsynligt, for saa vidt som det drejer sig om den endelige Tabsopgørelse, hvori forsprængte og letsaarede ikke er medregnede. Denne Betragtning stemmer ogsaa med, at Leppa f. Eks. Side 321 angiver 4. ø. D.s Tab alene for den 30/8 til ca. 4.200 Mand, medens Divisionens Tab i hele Slaget paa den endelige Opgørelse er sat til kun 3.067 Mand. Der er heller ikke Tvivl om, at Afdelinger som VI ø. K. den -s/<; om Aftenen, 3. Gren. Div. den -‘/s Aften og XIX og V r. K. samt II og IX o. K. den :n/x Aften har haft en Afgang, der langt oversteg 25 %.

Slaget ved Komarow varede ca. 7 Dage og er saaledes det langvarigste af alle Grænseslagene i August 1914, Vestfronten indbefattet. Ogsaa i Haardnakkethed overgaar det alle de andre Grænseslag.

Gen. Avffenherg førte sin Armé med Dygtighed og Fasthed; han holdt urokkeligt fast ved den een Gang fattede Plan, og hans Sejrsvilje fik Bugt med de mest kritiske Situationer. Han vilde som Tyskerne ved Tannenberg omfatte begge Fjendens Fløje og berede ham et Cannæ; men uheldigvis for Østrigerne svigtede Ledelsen netop ved de to Fløjkorps, der ellers hørte til Østrigs bedste. De to Erkehertuger viste ikke den samme Vilje til at tilintetgøre Fjenden som deres Arméfører. Tropperne kæmpede med stor Tapperhed; dog synes IX ø. K., hvis Mandskab for største Delen var czekisk, at have vist ret ringe Kampkraft.

Gen. Plehwe var en værdig Modstander for Gen. Auffenberg. Hans Slagplan mislykkedes, fordi den byggede paa den fejlagtige Forudsætning, at Fjendens højre Fløj stod ved Tomaszow. Efter XVII r. K.s Nederlag den 28. var der ikke meget Haab om Sejr, men Generalen holdt dog Stand endnu 3 Dage og veg først, da Gennembruddet ved Krasnostaw gjorde Stillingen uholdbar, og kun med den Beslutning straks igen at gaa til Angreb. Føringen var udmærket ved XIX og V r. K.; ved XVII r. K. gik den i Stykker den 28. og 29. som Følge af Kommandoskiftet, men da Gen. Jakowljew den 30. atter havde overtaget Kommandoen, bedredes Situationen hurtigt, og den var ved Slagets Slutning ikke ugunstig paa Russernes venstre Fløj. Chefen for XXV r. K. havde det Uheld straks de to første Dage at støde paa en stor Overmagt og faa sit Korps haardt medtaget, og han formaaede herefter ikke at løse den dobbelte Opgave at hindre Gennembrud mellem 4. og 5. r. Armé og ile XIX r. K. til Hjælp. Det russiske ^Rytteri blev ikke videre energisk ført, Føringen af 7. r. K. D. var rent ud sagt slet. Alle Tropperne — ogsaa Reservedivisionerne — kæmpede fortrinligt.

Med den 1. Sept. standsede „Stødet mod Siedlec“.

En Hovedaarsag til, at det ikke førte til større Resultater, var, at det tyske Angreb fra N., som Conrad havde regnet med eller i alt Fald haabet paa, udeblev. Det maa erkendes, at et tysk Angreb mod Narewlinien straks ved Felttogets Begyndelse med de til Raadighed værende Kræfter ikke havde store Udsigter.

Men Conrads Offensiv havde alligevel, da den blev sat an, Udsigt til store Resultater. Dankl og Auffenberg kunde den 23. August mellem Weiehsel og Bug føre ca. 22K1) Divisioner mod Salzas og Plehwes ca. 16. Da Russerne ikke søgte at undvige Stødet, men endog selv søgte Afgørelsen, var der Mulighed for en afgørende østrigsk Sejr, inden Russernes Angreb mod Lemberg gjorde sig tilstrækkeligt gældende.

Gen. Golowin mener, at Østrigerne begik en Fejl ved først at søge en Afgørelse i Retning mod Dublin for derefter at forlægge Tyngdepunktet i Retning mod Cholm11). Gen. Kuropatkin skal allerede før Japanerkrigen have udtalt, at en saadan Splittelse af det østrigske Angreb i to Retninger vilde være „en stor, for os meget ønskelig Fejl“. Det er rigtigt, at Offensiven mod Lublin var mindre risikabel end den mod Cholm — den blev ikke saa stærkt truet i Ryggen af den russiske Offensiv fra 0. Men det er lidet sandsynligt, at et fortsat Angreb mod 4. r. Armé havde ført til større Resultater, da denne Armé forholdsvis hurtigt kunde forstærkes fra 9. r. Armé. Derimod vinkede der fra den 27. August at regne en stor Sejr ved Komarow, og der er næppe noget at sige til, at Conrad greb Chancen.

Det hævdes ogsaa, at Conrad kunde og burde have stillet større Kræfter til Auffenbergs Raadighed. Gen. Plehwes Centrum og venstre Fløj talte den '“-’"/.s ca. 7'/o Div., og Gen. Auffenberg angreb disse omfattende med ca. 11 å 12 Div. Det skulde synes nok, men Gen. Golowin mener, at Conrad yderligere skulde have trukket 2j/> Div. bort fra Lembergs Nordfront til Forstærkning af Auffenbergs højre Fløj og til det omfattende Angreb N. f. Komarow foruden 4. ø. D. have anvendt to Div. af X ø. K. Auffenberg vilde da have haft ca. 16 Div. mod Plehwes l\'-> — det kan man kalde at sørge for Overlegenhed paa det afgørende Sted! Kampen ved Str. Zamosc den 3"/k viste dog, at den resterende Div. af X ø. K. ikke havde været i Stand til alene at binde XXV r. K. En saa stor Overmagt skulde heller ikke paa Forhaand synes nødvendig — men Gen. Golowins Kritik understreger den Kendsgerning, at Østrigerne, idet de lagde Hovedvægten paa Operationerne ved Komarow, ikke kunde nøjes med en ordinær Sejr.

Man kan vel næppe bebrejde Conrad, at han ikke stillede tilstrækkelige Kræfter til Auffenbergs Raadighed. Derimod var hans Vaklen i Anvendelsen af XIV ø. K. højst uheldig; den havde nær givet Russerne Sejren.

For Russernes Vedkommende maa man stille det Spørgsmaal, om Tilbagetoget ikke kunde have været undgaaet. Kunde Gen. Plehwe ikke efter XVII og XIX r. K.s heldige Modangreb den 31. have holdt Stand, til Gen. Russki var kommet til Hjælp? Gen. Golowin hævder, at Tilbagetoget ikke var tvunget, men kun en Løsgørelse fra Fjenden for at skaffe Operationsfrihed.

Naturligvis kunde en rettidig Forstærkning af Gen. Plehwes Armé have givet Slaget et andet Udfald. Auffenberg forlangte og fik Forstærkning, medens Plehwe søgte saa vidt muligt at klare sig selv. Endnu den 30. vilde han holde Stand med egne Kræfter, hvad der passede Stawkaen udmærket, thi den holdt endnu fast ved den oprindelige Plan, hvorefter Afgørelsen skulde bringes af Fløjarméerne. Derfor drev Storfyrsten Gen. Russki fremad og sendte Forstærkninger til Gen. Ewert. Jo flere fjendtlige Tropper Gen. Plehwe kunde binde og jo færre russiske Tropper han brugte dertil, desto bedre.

Slaget ved Komarow var vel en smuk Vaabendaad for Østrigerne, men det var ikke den Sejr, de havde Brug for, thi alt i alt var deres Stilling daarligere ved Slagets Slutning end ved dets Begyndelse. For at forstaa det maa man se nærmere paa, hvorledes Situationen i Mellemtiden havde udviklet sig ved de andre Arméer, og hvorledes de to Overkommandoer bedømte Situationen ved Slutningen af Slaget, samt hvilke Dispositioner de traf paa Grundlag heraf.

7. SLAGET VED KOMAROW SET I BELYSNING AF DE ALMINDELIGE OPERATIONER. (Skitse 2).

Østrigerne bedømte ved Slutningen af Slaget ved Komarow Stillingen som følger:

— Gen. Dankl’s Angreb mod Lublin var gaaet i Staa. For at det kunde fortsættes, maatte han have Hjælp fra 4. Armé eller i alt Fald trække Gen. Woyrsch’s Tropper over Weichsel.

— Gen. Auffenberg mente at have vundet en stor Sejr over 5. r. Armé, der formodedes foreløbig at være sat ud af Spillet.

— Gen. Brudermann havde ved Gnila Lipa lidt et afgørende Nederlag. Lemberg maatte rømmes, og Tropperne var saa medtagne, at de ikke uden Støtte kunde genoptage Kampen V. f. Lemberg. Allerede før Slaget ved Gnila Lipa var Br. blevet forstærket med VII ø. K. fra den serbiske Krigsskueplads, fra ca. den 9. Sept. vilde højre Fløj yderligere blive forstærket med IV ø. K.

— Tyskerne vilde efter Sejren ved Tannenberg først fordrive Rennenkampf fra Østpreussen, inden de angreb Narewlinien.

Conrad besluttede da at indstille Offensiven mod N. Han lod Gen. Auffenberg gøre omkring med Hovedstyrken af sin Hær1'') og vilde med 2.lli), 3. og 4. Armé angribe og slaa de russiske Arméer ved Lemberg. Han formodede Gen. Russkis Armé i Fremrykning mod V. mod San og højre Fløj af 3. o. Armé, og den af ham fattede Plan bestod da i at lade Auffenberg med 3 Korps fra Terrænet 0. f. Tomaszow støde mod S. med højre Fløj over Niemirow og venstre over Magierow. Herved haabede han at kunne tage Russki i Flanke og Ryg. Imedens skulde Gen. Dankl og 2 af Auffenbergs Korps holde Russerne Stangen i Sydpolen.

Russerne. For Stawka’en tegnede Situationen sig den 31. Aug. som følger:

— 2. r. Armé var tilintetgjort ved Tannenberg, 1. Armé stod endnu S. 0. f. Königsberg. Man frygtede, at Tyskerne over Narevv vilde støde frem i Ryggen paa 4. og 5. r. Armé17).

— 4. Armé holdt Stand S. f. Lublin, Forstærkninger var ved at indtræffe, men Forbindelsen med 5. Armé truede med at blive brudt.

— 5. Armé var paa Tilbagetog mod Cholm og Wladimir— Wolynski.

— 3. og 8. Armé havde den 29. og 30. Aug. kæmpet heldigt ved Gnila Lipa, men at Sejren var stor og Lembergs Fald forestaaende, vidste man endnu ikke.

— Frankrig fornyede sine Krav om en hurtig Offensiv mod Berlin.

Situationen var kritisk og stillede store Krav til den russiske Overkommandos Viljekraft, for at den ikke skulde bukke under for Fristelsen til at rømme Polen. Storfyrsten fandt dog den bedste Løsning i en hurtig afgørende Sejr over Østrigerne og satte alt ind herpaa.

— Rennenkampf fik Ordre til at blive staaende og modtage Slag. De først indtræffende Tropper af 10. Armé dirigeredes til Na- rewlinien.

— Transporten af III kauk. Korps fremskyndtes, og den sidste Reserve, Gardekorpset, stilledes ligeledes til Raadighed for Gen. Ewert.

Endelig udstedte Storfyrsten den 31. Aug. en Befaling til samtlige Tropper paa Sydvestfronten, hvori han beordrede dem til at opbyde alle Kræfter for hurtigt, koste hvad det vilde, at slaa Fjenden. Tropperne skulde med korteste Frist tiltræde Fremmarchen, men i de Omraader, hvor en Fremrykning ikke var mulig, skulde de holde deres Stillinger til sidste Mand.

Storfyrsten ønskede endvidere, at Generalerne Russkis og Ewerts Tropper skulde fortsætte Offensiven efter den oprindelige Plan, slaa de fjendtlige Fløjarméer og derved omfatte Østrigernes Centrum. Men den forsigtige General Iwanow var bange for det store Mellemrum mellem Russkis og Plehwes Arméer. Han beordrede derfor Russki til at gaa norden om Lemberg, idet Arméens højre Fløj dirigeredes mod Terrænet V. f. Sokal, venstre Fløj S. og V. om Rawaruska, hvorved man haabede at kunne falde Auffenberg i Ryggen. Iwanows Plan var at søge Afgørelsen ved en samtidig Offensiv af 9., 4., 5. og 3. Armé, medens Brussilow med 8. Armé skulde dække venstre Fløj ved Lemberg.

Følgen af disse gensidige Dispositioner blev bl. a., at Auffen- bergs Armé — IX, VI og XVII K. — den 6. September i Linien S. 0. f. Rawaruska—Magierow—Niemirow stødte frontalt sammen med Russkis venstre Fløj — IX og X K. Østrigerne formanede ikke at bryde Russernes Modstand, før Russkis højre Fløj — XI og XXI K. — den 7. Sept. pludselig dukkede frem fra Sumpterrænet V. f. Sokal og Mosty Wielkie, faldt XVII ø. K. i Flanken og angreb XIV ø. K., der med stort Tab blev kastet tilbage mod S. V. Samtidig var Gen. Plehwes Armé rykket frem til Zamosc og N. f. Komarow.

Den 7. September var Østrigernes Situation saa kritisk, at man maa give de Forfattere Ret, som hævder, at Tilbagetoget til San allerede paa dette Tidspunkt burde være tiltraadt.

Den østrigske Offensiv i Sydpolen i 1914 lykkedes saaledes kun halvt, idet de vundne Resultater blev mere end opvejede af Russernes samtidige Fremgang ved Lemberg. Men for en Gangs Skyld gentog Historien sig, og „Stødet mod Siedlec“ blev ca. et Aar senere gennemført under betydelig gunstigere Betingelser og med bedre Resultat. Ogsaa for Russernes Vedkommende skulde Historien for saa vidt gentage sig, som Gen. Plehwe med sin 5. r. Armé tre Maaneder senere ved Lodz blev næsten omringet af Tyskerne men holdt ud, til Undsætningen kom.