En krigshistorisk studie
»Da Ramses nu så sig tilbage, blev han var, at udvejen af omringningen var ham spærret af 2500 kampvogne med allehånde krigere fra det usle land Hatti og fra de mange med det forbundne lande, fra Aradus, Mese, Pedes, Keshkesh, Irun, Kizwadna, Chereb, Ekeret, Kadesh og Peke. De stod tre mand høj på hver vogn og havde samlet sig.«
(Af det oldægyptiske epos i Luxor over slaget ved Kadesh.)
Introduktion: I den internationale krigshistorie gives der som bekendt »berømte« slag (som man lærer om i skolen), »klassiske» slag (som militærakademierne repeterer som krigsspil på terrænborde), »afgørende« slag (som historikerne benytter som afslutning på et krigskapitel), men der gives i virkeligheden kun få »verdenshistoriske« slag, altså sådanne slag, som fik afgørende virkninger frem i tiden, altså slag, hvormed en historisk epoke kulminerede. Begrebet »verdenshistorisk« er begribeligvis relativt. »Verden« betyder i vor sammenhæng den kendte verden. Den verden, der var kendt af milesieren Hekataion, som ca. 500 år f. Kr. tegnede et landkort, den var verden. Vi kan nok kalde den subjektivt begrænset, men det betyder intet. Romernes forestilling om »verden«, fx på Trajans tid (98-117 e. Kr., da romerriget havde sin største udstrækning), var væsentlig rummeligere og derfor efter vor opfattelse rigtigere, men »rigtig« i historisk betydning var den, fordi datidens verdenskort faldt sammen med datidens verdensbillede.l) Den gunstige læser vil tilgive denne digression, som blot skal udtrykke relativitetens betydning for skildringen af historiske begivenheder. »Verdenshistoriske« slag kan - efter en sådan relativisering - være krigeriske sammenstød, udkæmpet mellem 1000 mand med bue og pil. De var kun få. Kampen om Troja omkring år 2100 f. Kr., vel det berømteste slag i historien, havde næppe nogen indvirkning på den græsk-forasiatiske histories forløb. Cannæ (216 f. Kr.), som er alle krigshistorikeres klassiske eksempel, hører ikke hertil, idet slagets udfald intet ændrede i den daværende verdens gang.2) Ej heller et slag som det i Teutoburgerskoven (9 e. Kr.) er et »verdenshistorisk« slag. Om end Varus med sine legioner havde besejret cheruskerhøvdingen Arminius, ville verdenshistorien utvivlsomt alligevel have udviklet sig, som den gjorde.3) Slaget ved De katalauniske Marker (451 e. Kr.) var derimod givet et »verdenshistorisk« slag, idet kristenhedens skæbne her afgjordes for lange tider.4) Fra den nyere tid må Waterloo siges ikke at være verdenshistorisk.5) Det berømte gigantslag var snarere kun den krigstekniske bekræftelse af et uafvendeligt nederlag, som historien forlængst havde legitimeret og forventet.6) Verdenshistorisk var derimod uden tvivl Napoleons slag uden for Moskva 1812, thi i det nederlag afgjordes det, hvordan Europa fremtidig skulle formes.7) Og fra den nyeste tid må vi hævde, at det ikke var Verdun, men Marneslaget 1914, vi kalder verdenshistorisk.8) Dette benævner vi også Stalingradslaget 1942-43, hvor vandene deltes, og Europas skæbne kulminerede.9* Formentlig vil vi også fremtidig benævne Dien-Bien-Puh 1954 og/eller Saigon 1976 verdenshistoriske, fordi europæernes time i Asien dér slog højest.10) Emnet for denne fremstilling, slaget ved Kadesh i det nordlige Palæstina, der fandt sted i året 1296 f. Kr. mellem den ægyptiske farao Ramses II og hittiternes konge Muwatallis med hans asiatiske hjælpetropper, må utvivlsomt henregnes til de verdenshistoriske slag. Uanset, om det var endt med en ægyptisk eller hittitisk sejr eller uafgjort, ville dets udfald under alle omstændigheder være blevet af verdenshistorisk rækkevidde, idet det ville have påvirket Syriens og Palæstinas skæbne samt magtforholdet mellem Ægypten og hittiternes rige i Lilleasien, og den skæbne, der blev disse folkeslag mellem Nilen og Tigris, hvor vor kulturs vugge stod, til del, var i de tider verdenshistorie af største betydning for tidens videre gang.U) Når forf. af disse linier har valgt at sætte dette slag ved Orontes-floden i det nuværende Syrien under historiens lup, skyldes det væsentligst tre årsager: For det første er slaget det første i historien, vi er i stand til detaljeret at rekonstruere på bagrund af samtidige kilder, hvilket i sig selv må siges at være sensationelt for et slag, der fandt sted for ca. 3276 år siden. For det andet er det første gang i historien, vi efter et stort slag kender den første, nøjagtigt i paragraffer affattede fredstraktat mellem parterne. Sluttelig skal det påpeges, at slaget må anses for at være historiens første kampvognsslag. Eksperter i panserkrigshistorie vil her måske protestere og bestemt hævde, at det første kampvognsslag var Somme i Nordfrankrig 1916, men det må - set ud fra et fagligt/krigshistorisk synspunkt - med lige så stor vægt fremføres, at det er uden forskel, om et våbenbærende køretøj, primært beregnet til angreb, trækkes af heste eller fremføres ved hjælp af en benzineller dieselmotor.12* Slaget ved Kadesh er et forunderligt eksempel på en blanding af krigs- og våbenhistorie samt arkæologi. Da de kilder, vi har om slaget, alle enten er jordfund, malede og/eller udhuggede relieffer og afbildninger i kongegrave eller templer, må det nok med føje postuleres, at emnet forskningsmæssigt - trods det krigeriske sujet - overvejende er arkæologi. Det siger sig selv, at forf., der er officer og ikke arkæolog, derfor har været henvist til i heuristikken udelukkende, for alle indfaldsvikler til emnet, at benytte den trykte litteratur, der findes i den ægyptologiske og hittitologiske faglitteratur ca. 4500 km fra åstedet.13* Ydermere er slaget kun stedmoderligt behandlet i den internationale krigshistorie, formentlig p. g. a. krigshistorikernes ulyst til at befatte sig med et så utilgængeligt slag i et så fjernt tidsrum, hvortil kilderne ikke kan siges at være normale for krigshistorikere. Ikke engang i det internationalt anerkendte krigshistoriske værk, Hans Delbrucks »Geschichte der Kriegs-Kunst« etc. omtales slaget, da værket tager sin begyndelse ved Perserkrigene.14 På dansk er slaget sidst yderst kortfattet, men med glimrende kortskitser fra den engelske udgave, skildret i feltmarskal Montgomerys rædselsfulde, selvhævdende og upålidelige værk »Krigens historie« (Kbh. 1968), som et meget ungt »forskerhold« nærmest har skrevet i hans navn, en fremstilling, man kunne have ønsket den store hærfører ikke at have lagt navn til i sin livsaften.15* For redebon bistand under mine forskninger takker jeg Nationalmuseets Antiksamling og Ægyptologisk Institut v. Københavns Universitet. Især retter jeg takken her til mag. art. Torben Holm Rasmussen samt lektor, mag. art. Poul John Frandsen.
Kilderne:
Primærkilderne er de bevarede kampvogne, våben og fragmenter heraf og samtidige beretninger, billedrelieffer og inskriptioner m. v. i templer og kongegrave i Karnak og Luxor i Øvre-Ægypten, ved Ramessum (Medinet-Habu), i Abydos N for Theben og Abu-Simpel templet lige N for Nilens 2. katarakt, næsten helt nede ved sydgrænsen for det Mellemste Rige.16) Ved sin hjemkomst fra slaget blev Ramses II lovprist af kunstnerne som feltherre og gudernes udvalgte. Den autoritære stat kender som bekendt ikke til frihed i skildringen, men afviser - dengang som nu - som »objektivisme« ethvert forsøg på en nøjagtig skildring. I en række svulstige billedepos’er - nærmest i pagt med dr. Goebbels’ »værnemagtsberetninger« - priste kunstnerne den guddommelige Ramses’ indsats med en byzantinisme - hvis dette anakronistiske ord kan tilgives! - som selv Ægypten ikke tidligere havde kendt. Desuden haves en beretning om hans »sejr« i en lang »bulletin« og et digt, som foruden i en del indskrifter i tre templer også foreligger i et papyrus-håndskrift.17) Digtets forfatter er ukendt. Da det blev opdaget, var der ægyptologer, der begejstret hyldede forfatteren som den ægyptiske Homer, idet de sammenlignede digtet med sangene om Troja, Iliaden. Man tænkte indledningsvis ikke på, at den umådeholdne virak inviterede til at foretage en kritisk undersøgelse. Dette er senere sket. Betydende ægyptologer har i den sidste menneskealder underkastet beretningerne, der jo tillige er levninger, nøje undersøgelser. Man er på grundlag heraf nået frem til en række indicier om, at den eksempelløse »sejr«, som Ramses berømmes for i beretningerne/billederne, ikke var en sejr, og at det ikke - som man først antog, var nogle oprørske grænsefolk, ægypterne kæmpede imod, men at Hatti var en stormagt med en hær på højde med Ægyptens. Disse levninger fra det 19. dynastis periode er af anerkendte forskere behandlet i en række skrifter, af hvilke forf. - efter samråd med Ægyptologisk Institut - har benyttet nedennævnte som de mest betydningsfulde: Forrest står R. O. Faulkners »The Battle of Kadesh«, tr. i »Mitteilungen des deutschen archaologischen Instituts, Abteilung Kairo«, bd. XVI (1958) og Hans Goedickes: »Considerations on the Battle of Kadesh«, tr. i »Journal of Egyptian Archaeology«, bd. 52, London 1966. Dertil kommer Wolfgang Helck: »Die Beziehungen Ågyptens zu Vorderasien« etc., Wiesbaden 1977 og major A„ H. Burne: »Some Notes on the Battle of Kadesh«, tr. i »Journal of Egyptian Archaelogy«, bd. VII, London 1921 samt J. H. Breasted: »The Battle of Kadesh«, University of Chicago Press, Chicago 1903 tilligemed A. R. Schulmann: »The Egyptian Chariotry: a Reexamination«, tr. i »Journal of the American Research Center in Egypt«, II, Cairo 1963. Endvidere J. A. Wilson: »The Texts of the Battle of Qadesh«, tr. i »American Journal of Semitic Languages«, bd. XLIII, Chicago 1927. Til sidst skal nævnes C. W. Ceram: »Hittiternes Gåde«, Kbh. 1958 og S. Yeivin: »Canaanite and Hittite Strategy in the second half of the second Millennium B.C.«, tr. i »Journal of Neareastern Studies«, bd. IX, Chicago 1950.
BILLEDE HER
Til belysning af periodens kampvogne, hærforhold, våben og udrustning er fortrinsvis benyttet: Walther Wolff: »Die Bewaffnung des Altågyptischen Heeres«, Leipzig 1926 (genoptryk 1978) og Yigael Yadin: »The Art of Warfare in Biblical Lands in the Light of archaeological Discovery«, London 1963 samt på dansk Niels M. Saxtorp: »Krigsfolk gennem tiden«, Kbh. 1971. Foruden nævnte hovedkilder til selve slaget og de benyttede våben etc. er til en mere almindelig belysning af periodens politiske og kulturelle historie, der nødvendigvis må danne den fornødne ramme om selve slaget, anvendt de i bibliografien anførte historiske værker og fremstillinger.
Optakten:
Optakten til selve slaget var voldsom og storladen. Den må ses som den uafvendelige kulmination på mange årtiers gensidige aggressionspolitik, som skiftevis var blevet ført - hen over Palæstinas og Syriens folkeslag - mellem de ægyptiske og hittitiske herskere. Det hittitiske rige mod nord var op mod Ramses II’s regeringsperiode vokset til en stormagt af rang. Først i de seneste årtier er man gennem udgravninger i det nuværende Lilleasien, især omkring Hattis gamle kongeby, Hattusas, ved landsbyen Boghazkoy i den nordlige del af Lilleasien (se fig. 1) blevet klar over, at den af historikerne hidtil ret ukendte og upåagtede oldtidsstat på Ramses’ tid var en fast sammentømret krigerstat, der spredte skræk i den nære orient.18) Allerede omkring år 2000 f. Kr. bragte hittiterne rædsel og forfærdelse til Babylonien, og det blev senere den mest frygtede fjende, Ægypten havde haft. Hittiterne rådede over den stærkeste krigsmagt i Forasien, bl.a. kendte de til jernet.19) Det mangedoblede selvsagt deres våbens effekt, da Ægypten, hvis jern synes ikke at have kunnet hærdes med datidens behandlingsmetoder, fordi det var for lidt kulholdigt, på Ramses’ tid endnu stod på bronzealderstadiet. Endvidere kendte de på et tidligt tidspunkt til opdræt af hesten, som de muligvis har lært at kende af visse kanaanæiske stammer eller fra asiatiske folkeslag, hvorfra ægypterne også lærte den et kende. Efterhånden som Hattis magt voksede, og det krigeriske folk fra nord erobrede stadig flere af ægypterkongens besiddelser, strømmede samtidig flere og flere ørkenfolk ind i det sydlige Syrien og Palæstina, og i Ægypten blev man mere og mere bekymr et.20) Atter og atter blev Syrien og Palæstina hærget på det grusomste, byer og fæstninger blev sløjfet, og indbyggerne likviderede eller fordrevet. Det var ikke »grænser«, det gjaldt, men simpelthen herredømmet over hele den østlige Middelhavskyst og det bagved liggende, frugtbare land, det nuværende Libanon, Israel og Jordan. I de ægyptiske El Amarna-breve er der bevaret fortvivlede klager fra de lokale byfyrster i området til farao over truslerne fra nord. I brevene skildres malende, hvorledes knudepunkter og fæstninger ikke kan holdes, og farao bønfaldes om hurtig bistand, hvis ikke hittiterne skal erobre området helt ned til Sinai-ørkenen og grænsen til Ægypten.21) Ægypten var på denne tid militært i forfald. Den svage farao Echnaton (1377-1358 f. Kr.), der til folkets og især det mægtige præsteskabs voldsomme harme havde afskaffet Ægyptens mangfoldige guder med hovedguden Amon og i stedet - som den første fyrstelige monoteist i verden - vedkendt sig til én gud, der styrer hele verden, solguden Aton, levede med sin skønne dronning Nefertete i en indbildt, urealistisk drømmeverden om fred og forsonlighed mellem nationerne og foretog sig intet. Hæren og officerskorpset forfaldt, og Echnatons store forgængeres landvindinger N for Sinai-halvøen (se fig. 1) begyndte at gå tabt. Tributterne fra Asien begyndte at udeblive, og Ægypten måtte fatte en afgørende beslutning. Efter hans død ca. 1358 f. Kr. kom først den svage, arkæologisk berømte Tut-ench-Amon 1358-1349 f. Kr.) og senere en general Haramheb (1345-1318 f. Kr.) på tronen, men trods sidstnævntes energiske indsats for at dæmme op for hittiterne lykkedes det ikke. Først efterfølgeren, den krigeriske farao Sethos I (1317-1301 f. Kr.) rykkede under flere felttog atter langt mod nord i Palæstina, forjog de invaderende ørkenstammer, gjorde atter området skatskyldigt og sikrede det til omtrent i højde med Tyrus-Damaskus (se fig. 1). Nået hertil stod han pludselig ansigt til ansigt med hittiterkongen Muwatallis (ca. 1315-1290) f. Kr.) og dennes hærstyrker, som ikke lod sig rende over ende.22) Det var defor ingen let arv, han overlod sin berømte efterfølger Ramses II (1301-1234 f. Kr.), som menneskeheden i dag primært kender for to ting. Først for hans ualmindeligt velbevarede mumie og dennes hoved med de næsten intakte ansigtstræk. For det andet kender alle kristne ham som manden, der undertrykte israelitterne ved trællearbejdet i Nildeltaet, og hvis kampvognshær gik til grunde i Det røde Hav, da han forfulgte Israels folk på dets vej ud af Ægypten.23) Næppe var Ramses kommet på tronen, før grænserne nærmest stod i flammer. I hans regerings femte år faldt hittiterne atter ind i Palæstina. Han oprustede Ægypten og rykkede med en hær over landtangen mellem Ægypten og Sinai og op i det sydlige Palæstina.24) Tilsyneladende rykkede han ad kystvejen (som den nemmeste) fra Pelusium i Ægypten, over Kanaans kyst med Askalon, Gaza, Joppe, Tyrus og frem mod Sidon (se fig. 2). Besiddelsen af havnene gav selvsagt ekspeditionskorpset det vigtigste rygstød og den sikreste og hurtigste garanti for forsyninger og forstærkninger via den ægyptiske flåde, end en besværlig, varm og isoleret march op gennem Palæstina og Jordandalen. Omkring havnebyen Sidon er han utvivlsomt drejet af og rykket mod NE gennem dalsænkningen omkring Baalbek mellem de to skovklædte bjergkæder Libanon ved kysten og bagved det snedækkede Hermon-bjerg (hvor Moses døde) og Anti-Libanon. Da han nærmede sig Orontes-floden, som udspringer lige N for Baalbek og løber mod N til fæstningsbyen Kadesh ved Homs-søen (se fig. 2) og videre mod N, har han til sin og sin stabs store overraskelse pludselig fået melding om, at hittiternes hovedstyrke under deres konge Muwatallis befandt sig i nærheden af Kadesh.
Hærene:
Inden skildringen af slagets forskellige faser vil vi kort se på de hære, de to fyrster rådede over, og som i flere henseender lignede hinanden, samt det terræn, der blev kæmpet i. Fælles for begge hære var, at det store gros bestod af fodfolk. Dette var inddelt i to hovedvåbenarter, let og tungt fodfolk. Det lette bestod af bueskytter og slyngekastere, det tunge af spyd- og assegajbevæbnede krigere med store skjolde og kroppen oftest dækket med forskellige former for brystharnisk, der kunne bestå af læderstykker eller krokodilleskind, evt. armeret med pånittede bronzeplader eller skæl. Skjoldene var af træ, beslået med metal langs kanterne og betrukket med skind (se fig 3).25) De personlige våben var sværd, evt. seglformede, økser af forskellig udformning samt stridskøller. Disse sidste kunne have slaghoved enten af kobber eller udarbejdet i hårde bjergarter, fx rav, porfyr, kalk eller marmor.26) Buen fandtes enten som moderne buer i ét stykke eller af to-tre stykker, bundet sammen eller samlet med et håndtag af horn (kompositbuen). Det var givet gennem de semittiske folkeslag, ægypterne stiftede bekendtskab med den store, kraftige bue af lamineret træ .27) De ægyptiske tropper bestod for en stor del af udenlandske lejetropper under kommando af ægyptiske officerer. Nubierne kendes fra de ældste tider både som fanger og i ægyptisk tjeneste, men først da riget omkr. 1600-1100 f. Kr. for alvor begyndte at ekspandere op gennem Palæstina og Syrien, dukker de forasiatiske folkeslag - filistre, fønikere, semitter og »søfolket« - op i malerier og relieffer, bl.a. i Tut-ench-Amon’s og Tutmosis IV’s grave i Konger
nes Dal, i Ramses II’s Abu-Simbel tempel og i Ramses IIPs Medinet-Habu tempel. Her gengives de forskellige folkeslags »fremmedlegionærer« med glimrende indfølingsevne og stor ensartethed i påklædning, frisurer og skæg samt bevæbning, hvilket gør dem lettere at identificere. Hvem »søfolket« var, er man ikke helt sikker på. Nogle hævder, de kom fra Kreta, andre fra Lilleasiens kyster, og atter andre forskere identificerer dem med Det gamle Testamentes filistre.28* Som noget helt specielt bestod faraos personlige livgarde, »Shardana-tropperne«, af særligt dygtige og pålidelige krigsfanger fra tidligere felttog, der havde svoret farao troskab (se fig. 4).
Dette fodfolk har i en velordnet og velledet hær naturligvis opereret i visse fastlagte formationer under hensyn til terrænets skiftende karakter, falankser, kolonner, geledordninger etc. med en lige så fastlagt signalgivning i form af estandarter, tegn og musik, hos ægypterne fløjte og/eller horn, som det kan ses i Abu-Simbel, hos assyrerne tamburin, bækken og »harpe«. Det er dog ikke meget - sammenlignet med romernes og grækernes tidsalder - vi konkret ved om den taktiske anvendelse af fodfolket i hine fjerne tider.29* Én ting står fast, og det er, at der må have været udformet og indlært et nøje samarbejde med den våbenart, som har størst interesse for denne fremstilling, og som formentlig var udslaggivende i slaget ved Kadesh, kampvognstropperne, der her skal behandles udførligt. Det er anført, at såvel hittitere som ægyptere kendte brug af hesten og dermed også ryttere. Det er derimod forbavsende for vor tankegang, at det ikke var et rytteri, der først udviklede sig efter hestens tæmning, men derimod kampvognstropper. Man havde naturligvis rytteri, eller rettere bevæbnede ryttere, også i større led, men de benyttedes kun som spejdere, kurerer og spydkastere.30* Et decideret (tungt) slagrytteri udvikledes først af frankerne omkring år 700 e. Kr., da stigbøjlen og den høje sadel fremkom, der tillod rytteren at blive siddende i sadlen/stående i stigbøjlerne under et kraftigt stød med lansen eller hug med det lange, tunge sværd.31* Ikke engang grækere og romere kendte til slagrytteri.32* Kampvognen er muligvis udviklet til fuldkommenhed af hittiterne. Når nogle assyriologer påpeger, at allerede sumererne (omkring år 2700 f. Kr.) kendte en kampvogn, er det næppe korrekt. Det, sumererne havde, var plumpe vogne med fire, store skivehjul, som det kan ses på den berømte »mosaikstandart« fra Ur i Kaldæa, Abrahems hjemegn. Såfremt disse vogne nogensinde har deltaget i et slag, kan de højst have haft en betydning som den, det middelalderlige vestens tunge køretøjer havde, idet disse gav de marcherende landsknægtstyrker en slags moralsk rygstød, nå de elefantagtigt skubbede sig frem i slagets tummel. Det er langt mere sandsynligt, at disse tidlige sumeriske vogne har været trænkøretøjer.331 Kampvognen, hvis force lå i dens hurtighed - sammenlignet med fodmarcherende styrker - bestod stort set af en lille platform ca. 1 m bred med ca. 75 cm høj frontskjold og evt. sideskjolde af træ, beklædt med læder og evt. med udsmykninger i både bas- og hautrelieffer og åben bagtil, hvorpå der kunne stå to-tre mand. Dertil to hjul af træ, normalt med seks eger, lejret i hver ende af en træaksel, der lå under vognens bagkant, og en lang, fremad vendende vognstang, også af træ, på ca. 2,5 m længde, der endte i et åg med to brede læderhalsbånd, så de to forspændte heste ikke trak med bringen, men med halsen (se fig. 5). Dette uhensigtsmæssige træktøj, der reelt hindrede hestene i at trække vejret frit under arbejdet og i at bruge kræfterne for alvor, blev mærkværdigvis bibeholdt gennem hele oldtiden og har bevirket, at tophastigheden har været moderat efter vore begreber.34*
Et par enkelte intakte kampvogne - nu i Museo Archeologico i Firenze og Nationalmuseet i Kairo - er fundet i grave ved Theben, men typen kendes særdeles godt fra mange afbildninger i grave og templer i den nære orient.35* Vognen har været meget let i sin konstruktion, og selvom den kun bar to mand - hittiternes tre mand! - er det alligevel utroligt, at den har været meget anvendelig uden for jævnt og fast underlag. De smalle træhjul har selvfølgelig i alm. sand skåret sig dybt ned i dette, og man har her givet kun kunnet køre i skridtgang. Når visse forfattere skriver, at vognene »kom jagende«, må vi igen tage relativitetsprincippet frem. Stærk fart for en ægypter på Ramses’ tid og for en europæer i dag er selvsagt to forskellige begreber.
På vognens sider var monteret koggere, der indeholdt pile og kastespyd. Besætningen bestod af en kører, der betjente tømmer og pisk, samt én å to mand, der var skytter. Sommetider kørte en højtstående officer/fører selv sin vogn. Køreren havde ofte selv et sværere spyd som personligt våben, og det er tydeligt, at man ofte har regnet med at kunne spænde hestene fra og sidde op på dem eller at skulle kæmpe videre til fods, hvis - eller når - vognen brød sammen, og det må ofte være sket med datidens primitive materialer og håndværksmæssige niveau. Det ligger dog nogenlunde klart, at på gunstigt underlag har vognen kunnet skyde en betragtelig fart, der i elegance nok har kunnet minde om det 19. århundredes engelske dogcarts fart.36) Skytten skærmede i kampens indledende fase den passive kører, der måtte koncentrere sig om heste og vogn, med sit skjold. Når skytten trådte i funktion med bue og pil, faldt denne beskyttelse af køreren bort, og man gik over til - efter semittisk mønster - at iklæde køreren læder- eller skælbrynje og læderkappe. Skytten ses ofte med det ene knæ støttet til vognens rækværk eller - i kampens hede - med den ene fod ude på vognstangen. Når vi derimod kommer til vognens detaljerede anvendelse i taktisk henseende, er kildematerialet desværre sparsomt, og vi er stort set på historisk gyngende grund.37) At en hel mængde af disse vogne samledes i rene kampvognsformationer, er den skelsættende strategiske idé, som førte til, at krigsførelsen blev radikalt ændret fra de rene fodfolkshæres tid. Selve brugen af kampvognen er omtvistet. Når Daniel Bruun, Montgomery, Ceram og andre forf. anfører, at man med disse formationer foran fodfolket brasede ind i fjendens falankser og geledder, er dette næppe rigtigt. Naturligvis ville et sådant angreb have effekt på det fjendtlige fodfolk, men alt for mange heste ville blive spiddede og gå til, alt for mange af de spinkle vogne ville bryde sammen, besætningerne ville blive slynget af, og styrken ville - populært sagt - kun være brugelig én gang som fx en torpedo. Det har selv en »guddommelig« oldtidsfyrste ikke haft råd til. At man har anvendt denne angrebsform mod fodfolk i spredt orden og mod opløste og rystede geledder og fodfolk under flugt/tilbagetog er derimod tænkeligt.38* Det er mere sandsynligt, at kampvognsformationerne er brugt til at rykke frem med som en art skjold foran fodfolket og til indledning af kampen, omringning, åbning af huller i en slagorden, sammentrængning af fjendens fodfolk og dækning af eget fodfolks tilbagegang. Fremdeles til at køre med ned langs fjendens tætpakkede slagorden og - på fjernere hold - affyre pile samt - på nærmere hold - brug af kastespyd, lanse og assegaj, evt. sværd og økse i sidste fase, når risikoen for at møde et velordnet forsvar var svindende. Systemet med at montere leblade på hjulnavene kendes først fra perserkrigenes tid ca. 480 f. Kr.39) Alene de her nævnte former for angrebsteknik har haft stor psykologisk virkning, da fodfolket nødvendigvis måtte blive stående i sine formationer og lade sig overdænge og - selv om det brød ud og prøvede - var ude af stand til at optage en forfølgelse.40' Under alle omstændigheder har kampvognstropperne været underkastet en organisation og en velordnet, højtudviklet benyttelse. Utvivlsomt har man kendt senere tiders omklamring af enten én eller begge en hærs fløje, afskæring og omringning af mindre styrker, marchkolonne, angreb over bred front, koncentration i en angrebskile o.s.v. Kun én ting har kampvognstropperne - lig vore dages panserstyrker - ikke duet til: Fastholdelse af et erobret område, men det var jo heller ikke den offensive våbenarts opgave. At der, når styrker på mange hundrede kampvogne koncentreredes på ét sted, også har måttet eksistere en omfattende vartnings-, reparations- og udskiftningstjeneste, siger sig selv. Dette intendanturarbejde har også været ikke så lidt af en bedrift for en oldtidshær.4" Hvorledes to rene kampvognsstyrker har bekæmpet hinanden, kunne det også være interessant at vide noget om. Sandsynligvis har de aldrig optrådt alene, men altid i samvirke med fodfolk. De mange eksisterende afbildninger af faserne af slaget ved Kadesh giver nok ved metodiske studier et vist kendskab til brugen af kampvognene, men repræsentativiteten af de mange forvirrede scener, hvor vogne, fodfolk og trækdyr klumpes sammen i kunstnernes mere eller mindre forherligende fremstilling, er ringe. De kan næppe betragtes som autentiske gengivelser af, hvorledes det egentlig gik til i det kaotiske slag.
Terrænet:
Beskrivelse af et ikke særligt kendt terrænområde i det nordlige Palæstina, som det skønnes at have set ud for ca. 3276 år siden, må nødvendigvis i høj grad hvile på gisninger. Og alligevel står vi ikke på helt bar bund. Den ca. 200 km lange Orontes-dal, som ligger mellem de skovklædte bjergkæder Libanon og Anti-Libanon, begynder helt nede ved Genesareth Sø (i dag Tiberias Sø) og er en fortsættelse af Jordan-dalen, der løber N-S gennem hele Palæstina (se fig. 2).42) Dalen er i vore dage meget frugtbar med store, bølgende bomuldsmarker, og den gamle korsfarerborg »Krak des Chevaliers« skuer ud over den flade slette, lidt N for den dybgrønne Homs Sø med sine mange vandmøller.43)
Jorden er fast og stenet, men alligevel dyrkelig, og det har den også været på Ramses’ tid. Forskerne er uenige om, hvor befolket dalen har været dengang, men to faktorer gør, at den sikkert har været relativt tæt befolket med mindre gårde, frugtlunde, kvæghjorder o.s.v.44) For det første er jorden noget af Palæstinas mest frugtbare, afvandet af Orontes-floden. For det andet har tilstedeværelsen af fæstningsbyen og knudepunktet Kadesh samt karavanevejene mod E til havnebyen Byblos og mod V til Palmyra sandsynliggjort bebyggelser omkring byen, ligesom man i Europa i Middelalderen ser byer og bylignende samfund skyde op omkring en borg, der var tilflugtssted under krig. Endvidere ved vi fra »digtet« og »bulletin’en«, at der ca. 10 km S for Kadesh ved vadestedet over Orontes lå en skov og en landsby ved navn »Shabtuna«, i dag Ribleh (se fig. 6). Hvor stor og befæstet Kadesh, der under slaget var besat af hittiterne, har været, er uvist. Resterne af byen ligger der stadig som en stor, flad »teil«, d.v.s. en jordhøj, som aldrig er blevet udgravet p.g.a.manglende pengemidler, som det desværre er tilfældet med så mange andre kendte, historiske lokaliteter i den nære orient.45* De ægyptiske malerier af byen kan man ikke bygge på. I kunstnernes forherligende gengivelser er mure og tårne selvfølgelig ikke blevet mindre, end de realiter var! Under alle omstændigheder har den været af en sådan udstrækning og med mure af en sådan højde, at den for den sydfra kommende Ramses har maskeret tilstedeværelsen af den N for byen stående hittitiske hær (se fig. 6). Sammenfattende må vi konkludere, at det terræn umiddelbart S for Kadesh, hvor slaget stod, har haft gunstige betingelser for anvendelse af store kampvognsstyrker. En fast, jævn jordbund, en flad, jævnt bølgende overflade på flere km2 uden nævneværdig kupering, der i høj grad har muliggjort den rette udfoldning og indsættelse af mange hundrede kampvogne og store fodfolksstyrker. Den eneste alvorlige terrænhindring kan have været Orontes-floden. Vi ved ikke, hvor bred og især hvor dyb den har været dengang, men da hittitterne i en af kampens faser angreb tværs over floden fra E mod V (se fig. 7), kan den ikke have været særlig dyb lige S for Kadesh. Og så vil vi lade tæppet gå for op for slaget ved Kadesh, historiens første kampvognsslag og et af oldtidens mærkværdigste krigeriske sammenstød.
Nuermemarchen:
Under fremrykningen i maj måned op gennem Palæstina havde Ramses II formeret sin hær, der var på ca. 20.000 mand, i fire divisioner, hver benævnt efter Ægyptens fire store guder.
1.Division, »Amon«, bar navn efter nationalguden i Theben. Populært i befolkningen benævntes den »de tapre buer«. 2. Division hed »Re«, solgudens navn, og dens tilnavn var »de talrige våben«. 3. Division kaldtes »Ptah«, som var en kendt lokalgud i menneskeskikkelse fra Memphis, kunstneres og håndværkeres skytsgud. Da divisionen var nyopstillet, havde den tilsyneladende endnu intet tilnavn. Hærens 4. og sidste division hed »Sutekh«, som var Ægyptens krigsgud, og tilnavnet var »de stærke buer«.46) Der marcheredes i ovennævnte orden med Amon forrest, hvor farao selv befandt sig med sine sønner og generalstaben. En enkelt division bestod tilsyneladende af en fodfolksbrigade på 1900 ægyptere og 3100 udenlandske hvervede, det hele ført af ægyptiske officerer. Dertil kom en kampvognsafdeling på 50 vogne med 100 ægyptere samt stab og nødvendigt træn. D.v.s., at divisionen har kunnet kæmpe selvstændigt og løse alle opgaver, en bemærkelsesværdig moderne organisation så tidligt i historien, og som vi først støder på igen med den romerske legion og derefter Napoleons hærorganisation.47) Foruden de fire divisioner og liv- eller drabantgarden må der have været et selvstændigt kamp vognskorps. Dettes størrelse kendes ikke. På Medinet Habus tempelvægge ses marchordenen, som - sammenlignet med andre kilder - utvivlsomt er korrekt. I teten af kolonnen marcherer en fodfolksafdeling, formeret i geledder på syv å otte mand. Derefter følger feltmusikken. Det må bemærkes, at de afbildede lige blæseinstrumenter af kobber eller sølv kun kunne frembringe nogle få og ikke særligt æggende toner, som givet kun var til signalgivning. Herefter følger en gruppe officerer, der udgør kongens personlige stab, fulgt af en enlig kampvogn med den hellige buks symbol, kronet med en solskive som symbol på Thebens store gud. Efter denne følger nok en gruppe officerer og endelig bag to fodmarcherende parasolbærere og bæreren af den kongelige standart med solskiven og den hellige Uræus-slange, den kongelige kampvogn, rigt udsmykket, der køres af Ramses personligt. Nær ved hestene lusker faraos løve (gepard?), som ikke er bundet. Derefter kommer de egentlige fodfolksafdelinger, lette og tunge, derefter kampvogne fulgt af de lange forsyningsafdelinger, hvis mandskab marcherer bag deres æsler, der er belæssede med telte, krukker og kasser, eller fører vogne, som trækkes af seks okser. Ægypterne har kendt tilstrækkeligt til ørkenens vældighed og Palæstinas fattigdom - som hittiterne yderligere havde sat i relief ved deres plyndringer - til at vide, at hæren i lang tid ville være henvist til at leve af de forsyninger, den førte med sig fra Ægypten. Der var mærkværdigvis ingen kvinder med hæren, hvad ellers var skik og brug i alle hære lige op til Napoleontiden. Kampvogne sikrer i flankerne og køen det lange, sårbare tog.48) Fra Amon, der var en slags avantgarde, holdtes der en afstand til nærmest følgende division Re på ca. 12 km. De efterfølgende divisioner holdt indbyrdes en afstand på ca. 3 km. Også hittiterkongen Muwatallis havde samlet en stor hær og opbudt alt, hvad der var ham underdanigt. Flere lilleasiatiske fokeslags lejetropper med kampvogne, herunder et korps af de frygtede sørøvere fra Lykien, taltes i hans hær, der var den største, en farao nogensinde havde stået overfor. Det må nok fastslås, at Ramses’ indledende fremrykning efter at have forladt kystlinien var dilettantisk eller bemærkelsesværdig sorgløs. Det ægyptiske efterretningsvæsen, der ellers virkede udmærket, må have svigtet under nærmemarchen, idet ægypterne - trods udsendelse af spejdere - faktisk ikke anede, hvor den hittitiske hovedstyrke befandt sig. Da divisionen Amon som den forreste ankom til vadestedet over Orontes ved landsbyen Shabtuna (se fig. 6), var man stadig uvis m.h.t., hvor fjenden var, selvom man havde en underlig følelse af, at han var i nærheden. Ramses drøftede situationen med staben, medens Muwatallis hele tiden gennem sine spejdere holdtes nøje underrettet om ægypternes bevægelser. Hittiterkongen begyndte nu - modsat Ramses - at følge en bestemt plan. Han lejrede uset sin hær N for Kadesh på vestbredden af Orontes, så den ikke kunne ses af ægypterne (se fig. 6).49) Ægypterne gik over vadestedet med Amon og livgarden og rykkede op i Orontes-dalen uden at ane uråd. Efter overgangen over floden var Ramses selv i teten med livgarden. Divisionen Re var i færd med at gå over Orontes ved Shabtuna, medens Ptah ventede i et kantonnement nogle km bagude, til der blev plads ved vadestedet. Divisionen Sutekh var ca. en dagsmarch bagude og søgte at vinde ind på de foran marcherende divisioner (se fig. 6). 50> Næste fase for hittiterne bestod i at sende to »Shasu«, mænd af de beduinstammer, der jævnligt overfaldt karavanerne mellem Syrien og Ægypten og landbrugerne i deltaet nærmest ved Suez-tangen, til farao. De fremstilledes for Ramses og meddelte uskyldigt, at de ønskede at forlade hittiternes konge og blive faraos tjenere. På faraos spørgsmål om, hvor Muwatallis og hans hær befandt sig, svarede beduinerne listigt, at »den usle fyrste af Hatti« befandt sig i omegnen af Aleppo (ca. 225 km mod N) og var bange for at rykke mod S, da han havde hørt, at farao var på vej mod N.51) Denne beroligende melding medførte, at Ramses besluttede sig til at slå lejr N for Kadesh på den flade vestbred af Orontes. Han rykkede frem med Amon og livgarden til det sted, hvor Muwatallis havde haft sin opstilling (se fig. 6 og7). Dermed var øjeblikket kommet for Muwatallis til en mere offensiv handling, og hittiternes konge foretog nu en manøvre, der i krigshistorien må blive stående som mesterlig, og som kommer på højde med de mest berømte af- eller vildledningsmanøvrer under 1. og 2. verdenskrig. Maskeret af byen Kadesh lod han i takt med Ramses’ fremrykning sin hær rykke fra sin plads NV for byen mod E over Orontes til en opstilling lige E for byen. D.v.s., at ægypterne p.g.a. byens mure og tårne på intet tidspunkt fik færten af en stor hærs tilstedeværelse ikke mere end 3-4 km fra dem selv (se fig. 6). Re fulgte langsomt efter, medens Ptah og Sutekh stadig befandt sig S for vadestedet ved Shabtuna ca. 10 km S for Kadesh. Disse manøvrer varede fra om morgenen og til først på eftermiddagen. NV for Kadesh gik Ramses med Amon og livgarden i gang med at indrette en lejr for natten, hvilken disciplin foregik efter et nøje indekserceret mønster, ligesom det var tilfældet for den senere romerske legion. En kæmpemæssig firkant blev afstukket på den flade slette, og omkring denne blev rejst eller plantet palisader af skjolde eller genstande, der lignede sådanne. I midten ser man (på det relief i Luxor, som viser lejren), at et stort telt er blevet rejst til brug for kongen, foruden tre mindre, medens andre telte står overalt i indhegningen. Kongens løve ligger og blunder på jorden, bundet ved den ene pote, medens hestene er blevet løst, for at de kan græsse. Æslerne er blevet befriet for deres byrder og ruller sig i støvet eller galoperer rundt. Våben og proviant bliver stablet, og oksetrukne forsyningsvogne er på vej ind i lejren. Nogle højtstående officerer gør sig livet behageligt i hurtigt rejste træhytter, hvis tag hviler på en enkelt stolpe; hytterne har en dør, ligesom et hus, og man ser vandkrukker og -kummer opstillet derinde. Ovne og borde, skamler og måtter er pakket ud. Et arbejdskommando under en underofficer stænker vand og fejer, medens andre er beskæftiget med en mangfoldighed af gøremål, driver æsler eller bærer bylter, der hænger i åg. En hestepasser er i færd med at berolige et par urolige gangere, medens køreren sidder i kampvognens fading og sover trygt. En af soldaterne drikker, og det er tydeligt, at ingen vejrer den ringeste fare. Imidlertid har en ægyptisk patrulje til alt held fanget to af hittiternes spejdere, og de føres frem for farao, der sidder på en forhøjning, hvor hans guldtrone er stillet op. Stokken er et enestående middel til at få fangernes mund på gled, og de to mænd er parate til at besvare ethvert spørgsmål. Vi følger den spændende gengivelse i »digtet« i Luxor: »Vi er i tjeneste hos hittiternes konge, der sendte os for at se, hvor Din Majestæt befinder sig«. »Men hvor er den Faldne fra Hatti? Jeg har hørt, han er i egnen omkring Aleppo!« »Nej, den onde konge af Hatti, forbandet være han, er på vej hertil med de mange folkeslag, som er hans forbundsfæller . . . de er talrigere end havets sand. De står allerede parat omkring Kadesh.« Kongen udbryder forbitret: »Nå, så fjenden skjuler sig omkring Kadesh, uden at mine fremmede hærførere eller mine ægyptiske hærførere ved noget om det, og nu får vi at vide, at de er på vej mod os!« Rådgiverne erkendte, rystende af skræk, at der er begået fejl: »Det er slemt, det er en alvorlig fejl fra de fremmede hærføreres og faraos officerers side, at de ikke har opdaget den onde fjendes opholdssted og oplyst det i deres daglige meldinger til farao!« Nu var farao klar over, at det første skaktræk var Muwatallis’. Hos sig havde han kun divisionen Amon, livgarden og staben. Storviziren fik øjeblikkelig ordre til at føre Re og de efterfølgende styrker S for Shabtuna frem til kongens nuværende stilling med al tænkelig hast, men allerede medens kongen drøfter situationen med staben, nærmer hittiternes konge sig med såvel fodfolk som kampvogne E for Orontes og er i fæ rd med at passere et uforsvaret vadested S for byen.52)Det var Ramses’ håb, at i hvert fald divisionen Re snart måtte være så nær, at den kunne råbes op og - vel i en eller anden form for »karréformation« - støtte Amons og livgardens uundgåelige kamp. På dette tidsunkt var hittiterne allerede gået over floden endnu engang (se fig. 7). Hæren må på det tidspunkt have været formeret til kamp med kampvognene forrest og derefter fodfolket i de kampformationer, man nu har brugt. Det tidspunkt og det sted, Muwatallis havde valgt til at åbne angrebet, var ikke mindre mesterligt end hans opmarch. Den intetanende division Re marcherede mod N og har kunnet se Kadesh forude. Den har muligvis lige fået faraos ordre til at fremskynde marchen, men har i hvert fald ikke nået at indtage nogen form for forsvarsformation eller sikring under march, før det hittitiske kampvognsangreb fra E over Orontes ramte den som et lyn i højre flanke. »De angreb Re’s hær i dens midte, da den marcherede og intet anede og ikke var kampberedte. Hans Majestæts hær og vognkæmpere blev matte over for dem!«, som det hedder i digtet uden at stikke noget under stolen (se fig. 7). De nærmere omstændigheder ved den påfølgende kamp kan ikke rekonstrueres og vil formodentlig altid være hyllet i historiens mørke, men under alle omstændigheder har den hurtige indsættelse af kampvognene til ind
ledning af kampene været udslaggivende. I modsat fald ville angrebet heller ikke have kommet så overraskende for divisionen. Hittiterne oprev Re, der gik i opløsning, og ægypterne flygtede mod N i retning mod Amons lejr, hvor de stormede ind i denne og var med til at øge panikken her ved det uventede angreb (se fig. 8). Dette er højdepunktet i slaget ved Kadesh. De lette kampvogne havde indført et nyt taktisk moment i krigshistorien: Den hurtige omringning eller den dobbelte omfatning, som vi atter og atter ser senere i krigshistorien og især efter panservåbnets reelle fremkomst i 2. verdenskrig. Efter nedkæmpelsen af Re svingede hittiternes kampvogne, fulgt af fodfolket, mod N uden at slippe kampfølingen og angreb Amon og livgarden, hvor Ramses må formodes at have taget overkommandoen over de samlede styrker (se fig. 8).53) Det må fastslås, at det - efter den stilling, fase 3 af slaget er gået over i — er ganske udelukket, at der på nogen måde kan fæstes lid til de senere ægyptiske sejrsberetninger. Det er nogenlunde sikkert, at hærene var ca. lige store, omtrent 20.000 mand på hver side. Da hittiterkongen havde sprængt Re, havde han dermed uskadeliggjort en fjerdedel af faraos hærstyrke. Samtidig havde han afskåret divisionen Amon og livgarden, som Ramses selv havde bundet sig til i stedet for at opholde sig længere tilbage. Ptah marcherede intetanende af sted, og Sutekh ventede stadig S for Orontes. Muwatallis udnyttede hurtigt situationen, rykkede med sine kampvogne frem gennem den splittede og desorganiserede flygtningeskare, der søgte mod N, foretog en dobbelt omfattende svingning og indesluttede farao i dennes lejr (se fig. 8 og 9). Ingen samtidig iagttager ville nu have kunnet nære den ringeste tvivl om, at dette oldtidens største slag måtte ende med et definitivt nederlag for den ægyptiske hær. Muwatallis, hvis hær var nærmest usvækket, kunne på god napoleonsk vis uantastet tage sig af den ene ægyptiske division efter den anden og knuse dem enkeltvis. Kun et under kunne vende slagets forløb og redde faraos person og resterne af hans hær, og dette under hændte! De ægyptiske krønikeskrivere skildrede det senere som et mirakel, der skyldtes Ramses’ guddommelige tapperhed. Hvor store hans’ bedrifter end kan have været, blev det ham dog kun muligt at undslippe ved hjælp af to begivenheder, som han ikke kunne have den mindste indflydelse på.54) Hittiternes blandede hær holdtes kun sammen ved en løs disciplin. Med den tilsyneladende sikre sejr for øjnene afbrød de hittitiske stødtropper nu, besat af kamprus og begærlighed efter bytte, deres forfølgelse, da de foran’sig så Ramses’ forladte lejr, de forladte ildsteder, proviantvognene og de redskaber og våben, som de flygtende soldater havde efterladt. Hittiterhæren blev med ét til en horde uden disciplin, der ikke længere lystrede nogen kommando. Krigere, som nyligt havde været frygtelige i kamp, var nu intet værd over for en handlekraftig angriber. En sådan angriber kom imidlertid ikke fra Ramses tropper, som var slagne med panik. Angriberen kom - som en deus ex machina - fra søsiden! Det var en mindre, udmærket disciplineret afdeling under generalen Na’arum, som, så snart den var dukket op på valpladsen, tog et hurtigt overblik over situationen og i et voldsomt angreb slog de hittitiske skarer af plyndrende soldater ned. Vi ved ikke, hvorfra denne styrke kom. Blandt ægyptologer har der været ført livlig diskussion herom. Sidst har A. R. Schulmann i sin fremstilling »The N’rn of the Battle of Kadesh« belyst problemet så udtømmende, som kildematerialet tillader. Man holder gemenligen for, at det har drejet sig om en kadet- eller veteranafdeling, som uden at have haft ordre til at deltage i kampen var landet i en af havnene, hvorfra den blot som forstærkning skulle slutte sig til hæren. Denne styrke reddede faraos frihed og liv, denne afdeling burde han have takket, da han blev »den Store«. Eksakt på hvilken måde, Ramses undslap fra omringningen, skildrer hofdigteren geskæftigt i alle detaljer. Ser man bort fra de urimelige overdrivelser, indeholder beretningen dog skildringer og passager, som virker gribende. Også fortællingens kunstform er rørende, ind i digterens levendegjorte beretning blander den lange personlige udtalelser af kongen under slaget, bønner til hans gud og bitre klager over hans forsagte, troløse ledsagere, der tilsyneladende forlod ham i farens stund.55) »Hans Majestæt var ganske ene med sin livvagt«, således begynder det afsnit af beretningen, der skildrer kampens afgørende fase. »Men den usle fyrste af Hatti« - her brændemærkes fjendens klogskab som fej hed - »stod midt i den hær, han havde omkring sig, og af frygt for Hans Majestæt vovede han sig ikke i kamp«. Da de hittitiske vognkæmpere var stormet frem, da de havde splittet og sprængt Re, og de flygtende skarer - hvori to af faraos sønner befandt sig - havde nået Ramses’ lejr, hvor de i deres vilde flugt rev deres egne tropper med sig, trådte Hans Majestæt »frem ligesom sin fader Month; han lignede Baal i raseriets time. Det store forspand, som trak Hans Majestæt, hed »sejr i Theben« og kom fra Ramses’ store stald. Hans Majestæt jog hastigt fremad og trængte ind i den fjendtlige lejr, han ganske ene, og der var ingen med ham«.561 Et og andet taler for, at det, der her beskrives, som om det var et heroisk, dødsforagtende fremstød, i virkeligheden har været en fortvivlet handling, en hovedløs flugt. Digterens overdrivelse når her sin kulmination. Skildringen af begivenheden - hvordan denne nu end kan være foregået - skruer sig her højt til vejrs, op til den kongelige ensomhed. Kongen opløfter sin klage, og digtet vinder i patos. Digterens skildring veksler med faraos egne ord: »Ingen fyrste er hos mig og ingen vognstyrer, ingen officerer af fodfolket og ingen vognkæmper. Mit fodfolk og mine vognkæmpere har forladt mig, ingen af dem holdt stand og tog kampen op«. Og han anråber sin gud: »Hans Majestæt sagde: »Hvad er nu det, min fader Amon? Har en fader allerede glemt sin søn? Har jeg da udrettet noget uden din hjælp? Hvor jeg end gik eller stod, var det så ikke på dit forlangende? Og aldrig veg jeg fra den tanke, du havde befalet mig . . . Hvad betyder disse asiater for dig, Amon? Disse uslinge, som intet ved om gud. Har jeg ikke oprejst mange mindesmærker for dig og fyldt dine templer med dine fanger? . . . Jeg anråber dig, min fader Amon. Jeg er iblandt fremmede, som jeg ikke kender. Alle lande har forbundet sig imod mig, og jeg er ganske ene, og ingen anden er hos mig! Mine soldater har forladt mig, og ingen af mine vognkæmpere har set sig om efter mig . . . Amon bønhører mig og kommer, når jeg påkalder ham . . . Han rækker mig sin hånd, jeg jubler. Bag mig råber han: »Fremad! fremad! Jeg er hos dig, din fader. Min hånd er hos dig, og jeg er bedre end hundredtusind mand, jeg, sejrens herre, som elsker styrken!» Der gives så en påkaldelse af gud, som gør én selv til gud. »Jeg har genfundet mit hjerte, det svulmer af fryd, hvad jeg vil gøre, det sker! Jeg er som Month, jeg skyder til højre og kæmper til venstre. Jeg står for dem som Baal i hans raseriets time! Jeg mærker, at de 2.500 vogne, i hvis midte jeg var, ligger sønderhuggede foran mine heste. Ingen af dem har fundet sin hånd for at kæmpe (optælling af krigsfanger skete ofte ved afhugning af deres ene hånd). Deres herrer er matte af frygt i deres kroppe, og alle arme er blevet svage. De kan ikke skyde og har ikke hjerte til at gribe ders spyd. Jeg lader dem falde i vandet, ligesom krokodillerne falder i. De styrter ned, den ene oven på den anden, og jeg dræber dem, når jeg vil!«57) Hvis den ægyptiske digtning i nogen udstrækning stemmer her, har Ramses endelig fået en taktisk rigtig idé: At kaste hittiternes relativt svage flodfront tilbage for at opnå rygdækning under sit forsøg på at bryde ud (se fig. 9). Den problematiske beskrivelse af slaget, han bagefter har indridset i sine tempelvægge, viser, hvorledes fjenderne kastes i floden og drukner (se fig. 10).
»Den usle fyrste af Hatti«, bortvendt og vaklende« (i den ægyptiske fremstilling) så, hvorledes det gik hans krigere. Han samlede sine stormænd omkring sig, lod tropperne kalde sammen - «de var i alt tusind kampvogne, som gik lige løs på »ilden«« (d.v.s. på farao, nemlig på hans slangediadem, som var ildsprudende). Men farao er nu karl for sin hat. »Jeg stormede dem i møde, jeg var som Month, i ét nu lod jeg dem føle min hånd. Jeg huggede dem ned, jeg dræbte dem, hvor de var, og den ene råbte til den anden: »Det er ikke et menneske, der er iblandt os, det er Sutekh, den kraftfulde! Baal er i hans lemmer. Det er ikke menneskebedrifter, han udfører. Endnu aldrig har en, der er alene, uden fodfolk og uden vognkæmpere, besejret hundredtusinder. Skynd jer, og lad os flygte for ham, lad os redde livet og vedblive at indånde luften. Se, enhver, der vover at komme ham nær, lammes på sin hånd og på hvert af sine lemmer, man kan hverken gribe bue eller spyd, når man ser, hvorledes han kommer ilende !«58) Det er i sagens natur overmåde svært i en sådan utraditionel form for fægtningsberetning at sigte sandt fra usandt og komme til klarhed over, hvad der egentlig hændte. Hvad der realiteter er sket, er formodentlig, at det er lykkedes Ramses, der altså var blevet udmanøvreret taktisk - formentlig ved forbilledlig personlig tapperhed - at samle og reorganisere en betydelig del af Amon, Re og livgarden samt Na’arums tropper og med dem næste morgen foretage et determineret fremstød mod S og komme ud af omklamringen. Tilsyneladende har besætningen i Kadesh spillet en helt passiv rolle og ikke forsøgt et udfald i ryggen på ægypterne. Efter kampen søgte Muwatallis ind i byen med sine medtagne styrker (se fig. 9). De kilder, som meddeler, at Ramses skyndsomst rykkede sydpå indtil egnen omkring Damaskus med resterne af sin hær, er overbevisende - ganske bortset fra slagets forløb. Der kan ikke mere herske tvivl om, at ægypterkongen led svære tab og kun med nød og næppe reddede sit eget liv og førte en stærkt decimeret hær hjem til Ægypten - uden at have opnået det ringeste militære resultat.59)
Epilog:
Da farao kom hjem, hyldedes han overalt som en guddom, der havde frelst Ægypten, og et felttog under kongens personlige ledelse skulle jo sluttes af på den sædvanlige måde med »panem et circenses« til folkets glæde og adspredelse. Man havde fanger med, og de skulle ekspederes på vanlig vis. Nogle af de fornemste officerer henrettedes offentligt, og i Luxor ses verdenshistoriens første krigsfangelejre. Hvad ægyptiske krigsfanger skulle igennem, var i princippet det samme, som er sket lige til vore dage. I lange rækker ses de siddende på jorden og vente på forhøret. Selv det berygtede »spørgeskema« savnes ikke. Ægytiske officerer med - som britiske officerer i dag - »blærepind« under armen dikterer fangernes udsagn til skrivere. Kun én ting var anderledes dengang: I stedet for som nu at male et PW eller KG med oliefarve på fangernes trøjer, så brændte man faraos navn ind i huden på dem. Det var mere holdbart, og de var jo alligevel slaver resten af deres tilværelse.60) De to stormagter må alligevel have udmattet hinanden så meget, at begge har ment at stå sig ved at slutte fred, og vi har fra denne tid bevaret den første forbunds- og ikke-angrebspagt, som menneskehedens historie har overleveret os. Den er både fundet i Ægypten og Boghazkoy i Lilleasien. Traktaten sluttedes mellem 1280 og 1269 f. Kr., altså omkring Ramses’ tyvende regeringsår. Den nøjagtige datering er endnu et stridsspørgsmål mellem ægyptologer og hittitologer. Og som det var skik, besegledes den højtidelige pagt med et ægteskab mellem hittiterkongens datter og Ramses II. »Så drog den store fyrste af Hatti’s datter til Ægypten. Idet Hans Majestæts fodfolk, vognkæmpere og fornemme folk ledsagede hende, blandede de sig med fodfolket og vognkæmperne fra Hatti . . . De spiste og drak sammen med ægypterne og havde ét hjerte som brødre . . .« Det store brudefølge drog fra Palæstina til byen Pi-Ramses-Meri-Amon i Nildeltaet, en af de byer, hvor Israels folk trællede for farao. »Da førte de den store fyrste af Hatti’s datter . . . frem for Hans Majestæt . . . Da så Hans Majestæt, at hun var skøn af åsyn som en gudinde . . . og han elskede hende højere end andet . . .«6I) At pagten ikke holdt, at snigmord, hofkabaler og blodige udrensninger omkring farao og dennes efterfølgere hurtigt fordunklede pagten, og en ny magtfaktor i øst, assyrerne, så småt begyndte at markere sig i den nære orient, er imidlertid - som Kipling siger - en anden historie, som falder uden for denne fremstillings rammer! Tilbage bliver blot det ønske, at det indenfor en overskuelig fremtid - evt. gennem De forenede Nationer - vil lykkes at rejse de fornødne summer til en udgravning af Kadesh, ligesom man i begyndelsen af dette århundrede med stort udbytte udgravede det bibelske Jeriko, der sammen med Kadesh formentlig har været to af oldtidens Palæstinas stærkeste fæstningsbyer.62> En sådan udgravning ville nok kaste nyt lys over perioden for slaget ved Kadesh.
NOTER
1. Krohmayer, 251 ff - Delbriick, I.
2. Delbriick, I, 326 ff.
3. Smsts., II, 71 ff.
4. Grimberg, V, 142 - »Verdenshistorien Hvornår skete det«, I, 176 (1968).
5. Jensen, N. P.: »Napoleons Felttog 1815. Waterloo«, (1906).
6. Smsts.
7. Jensen, N. P.: »Napoleons Felttog i Rusland 1812« (1893).
8. Hart, B. H. Liddell: »A History of the first World War«, I 109 ff (London 1970).
9. Jensen, Ole Helmer: »Anden verdenskrig. Hvornår skete det«, 267-284 (1968).
10. Div. militære fagtidsskrifter, især fra USA, Storbritannien og Frankrig fra 1960’erne og 70’erne.
11. Glimrende, sammenfattende og afgrænsede fremstillinger på dansk m. udmærkede kort og skitser over den nære orients historie er Grollenbergs og Kellers ill. bøger (se bibl.).
12. Det første kampvognsslag er skildret bl.a. i B. H. Liddell Hart: »The Tanks: the History of the Royal Tank Regiment«, I (London 1959).
13. Se den selektive bibl.
14. Delbriick, I - Om end Daniel Bruuns 5-binds værk »Krigens Historie« (1908), er den største fremstil, på dansk, der skildrer den internat, krigshistorie, er slaget v. Kadesh overhovedet ikke nævnt.
15. Det er naturligvis diskutabelt, om stil og form i værket er acceptabel. Imidlertid er bogen fyldt m. åbenbare fejl og fejlfortolkninger, således at dens værdi som kildeskrift for militærhistorikere må fastslås at være kompromit. Den kan ikke siges at »afløse« Frobenius, Delbriick, Oman m. fl.
16. Wolff, 1 ff - Om de geogr. forhold, se bl.a. »Politikens hist. Atlas«, planche 2 (1967).
17. Bulletinen og digtet er gengivet i flere publ. For nærv.fremstil, er primært gengivelsen på eng. i appendix t. R. O. Faulkners fremst. benyttet.
18. A f de vigtigste oversigtsværker t. perioden og forhistorien t. slaget skal nævnes: Ceram, 123 ff - Frisch, I, 25 ff - Grimberg, I, 118 ff - Keller, 94 ff - Neubert, 177 ff, 265 ff - Grollenberg, 73 ff.
19. Jernets opdagelse og rette brug må u. tvivl tilskrives hittiterne. Endnu fra den romerske kejsertid haves en bronzeplade, fremstillende en gud, Juppiter Dolicheus, hvis lillesiatiske oprindelse er upåtvivlelig. Pladen er romersk arbejde, fundet i Østrig. Guden er en skægget mand m. frygisk hue. Han står på en tyr og holder i hånden en dobbeltøkse og en tordenkile, altså lutter lilleasiatiske symboler. Indskriften t. guden bærer tilføjelsen: »natus ubi ferrum oritur« (c: født hvor jernet fremkommer). Traditionen om jernets udspring fra Lilleasien har efter udgravningen af Boghazkoy fået en bekræftelse. Jf. Frisch, I, 259 - Spec. om jernets anv. i Ægypten er især beh. af Burchardt i Pråh. Zeitschrift, 4, 447 ff, jf. Wolf, 45.
20. Ceram, 123 ff - Keller, 99 ff - Grimberg, i, 118 ff - Neubert, 263 ff.
21. Smsts.
22. Smsts. samt Neubert, 117 ff.
23. GI. Test., 2. Moseb. og kap. 14-15 - Grimberg, I, 118 ff.
24. Faulkner, appendix, 100 ff.
25. Yadin, kap. V, 76 ff - Saxtorph, fig. 1-5, 141-44 - Wolff, 60 ff samt tavle 20 - Harniskerne bestod normalt af læderkøllerter, hvorpå der som fx tagsten var pånittet el. syet bronzeplader efter samme system som på den skællede hagerem på Livgardens bjørneskindshuer, jf Wolff, 96 ff - Lex, 773 f.
26. Hedegaard, E. O. A.: »Den militære feltmarskalstavs historie. En krigs- og våbenhistorisk studie« (1979) - Yadin, 120 ff - Wolff, 60 ff samt tavle 1-16 - Ved studiet af såvel jordfund som billeder af våben må man gøre sig klart, at der kan være tale om 2 store grupper: 1) De egentlige brugsvåben samt 2) grav-, prunk- el. tributvåben, hvilken sidste gruppe kunne være rigere udsmykket end brugsvåbnene, jf. Wolff, 1 ff - Lex, 773 - Pers. forsk, i Nationalmus. i Kbh. og Kairo.
27. Yadin, 199 ff - Saxtorph, 142 - Wolff, 60 ff samt tavle 20 - Pers. forsk, i Nationalmus. i Kbh. og Kairo.
28. Smsts. samt Lex, 777 ff.
29. Smsts. - Montet, kap. IX, 218 ff - Ofte nævnes i indskrifterne og på kalkmalerierne fx, at »Ramses angreb m. stor kraft«, »ægypterne rykkede uimodståeligt mod FJ, der flygtede rædselsslagen« o.s.v., men det er af disse vage, upræcise formuleringer umuligt konkret at få viden om fx angrebsformationernes reelle udseende og indbyrdes samvirke m v
30. Yadin, 86 ff, 212 ff, 218 ff - Wolff, pletvis i næsten alle kap., 4-60 ff - Lex, 773 ff.
31. Saxtorph, 179 f - Ada Bruhn Hoffmeyer: »Middelalderens tveæggede Sværd«, 153 ff, disp. 61954).
32. Krohmayer, 39 f, 387 ff.
33. Yadin, 132 f - Saxtorph, fig. 26-28 - Ceram, 124 ff - Lex, 768 ff.
34. Saxtorph, 143 - Yadin, 86 ff, 210 ff - Montet, 228 ff - Wolff, 87 ff samt tavle 17-19 - D.v.s., at vognens for- og sidestykker er gået til midt på lårene af en stående mand og har altså ingen dækning ydet - Lex, 768 ff.
35. Wolff, 87 ff samt tavle 17-19 - Neubert, 226 - Lex, 768 ff.
36. Saxtorph, 143 - Yadin, 86 ff, 210 ff - Montet, 228 ff - Wolff, 87 ff samt tavle 17-19 - Ceram, 124 ff.
37. De nævnte forf., Ceram, Montet og Yadin nævner kun lidt om den taktiske anv. Yadin mest 112 f, hvor der nævnes formationer på 10, 30, 50 og 100 vogne. Meget kortfattet er Schulmanns »The Egyptian Chariotry« etc., men her nævnes dog, at et direkte indbrud m. vognene i FJ geledder næppe har været tænkelig, ej heller senere i krigshistorien. Nærv. forf. deler denne teori, som også tiltrædes af Ægyp. Inst.
38. Schulmann, 84 ff.
39. Xenophon, Cyropaedia, VI, i, 27-30, cit. Schulmann, 86 - Delbrck, I.
40. Kampvognsangreb på fodfolk i intakte enheder har nok i nogen udstrækning mindet om det senere slagrytteris angreb på infanterikarréen i 17- og 18-tallet, hvor rytteriet sværmede omkring inf., tvang dette sammen i karréer/kredse, hvorpå art. beskød disse sammenhobninger, jf. bl.a. N. P. Jensen: »Exempelsamling af Krigshistorien«, kap. III (Infanteri i Kamp mod Cavalleri), 261 ff (1896) samt G. Scharnhorst: »Taktik for Kavallerie og Infanterie« etc 227 ff, oversat fra tysk af PRLT Nic. Tidemand (1792).
41. Især har udskiftningstj. været af omfattende art. Der haves flere breve/rapp., hvori der anmodes om reservedele t. vognene. Fx er fundet i Ugarit (nu Ras Shamra v. Kysten N for Byblos) fra guvernøren i Ta’anach: ». . . Jeg blev overfaldet ved Gurra. Send mig i dag to vognhjul og en aksel og to . . . Og når akslen er blevet repareret, send den til mig . . .«, jf. Yadin, ^ “ Drøftelser m. mag. art. Torben Holm Rasmussen, Ægyp. Inst.
42. Div. kortstudier samt drøftelser m. lektor, mag. art. Poul John Frandsen samt mag. art. Torben Holm Rasmussen, Ægyp. Inst. - M .h.t. hist. belæg for cedertræerne, ses fx på en tempelmur i Theben (Karnak) et relief, hugget e.o. fra farao Seti I (1307-01 f. Kr.), hvor fønikiske krigsfanger u. bevogt, af ægyptiske officerer fælder cedertræer for farao på Libanons sider, jf. Grollenberg 10b og 14.
43. Smsts. - Borgen er anlagt ca. 1200 m. 2 koncntriske muranlæg. Kunne rumme forråd t. 2000 mand i 5 år. Restau. i 1950.
44. Drøftelser m. lektor, mag. art. Poul John Frandsen og mag. art. Torben Holm Rasmussen, Ægyp. Inst.
46. Ceram, 136 - Montet, 226 f - Lex, 767 ff.
47. Lex, 768 ff.
48. Div. friser i Medinet Habu, Luxor etc., gengivet bl.a. i Yadin.
49. Faulkner, app. 100 - Goedicke, 100 - Burne, 193 ff - Montet, 235 ff - Ceram, 138 ff.
50. Smsts. - i »digtet« udtrykkes det direkte: ». . . Og Hans Majestæt drog forud som sin fader Month, Thebens herre, og overskred vadestedet med Amons første hær . . .«, jf. Faulkner, 102 f.
51. Smsts.
52. Faulkner, 100 ff - Goediche, 75 ff - Montet, 236 ff - Burne, 191 ff.
53. Smsts.
54. Faulkner, 101 f, 104 ff.
55. Smsts., 104 ff - Helck, 199 ff.
56. Smsts.
57. Smsts.
58. Faulkner, 98 ff - Goediche, 75 ff - Burne, 94 f.
59. Ceram, 150 ff - Keller, 101 f - Indskrifterne i bl.a. Luxor og Karnak.
60. Smsts. samt Montet, 239 ff.
61. Keller, 144 ff - Grollenberg, 37 ff.
62. Smsts.
BIBLIOGRAFI
Albright, Wm. Faxwell: »The archaeology of Palestine«, Harmondsworth, Penguinbooks, New York (1956). Breasted, J. H.: »The Battle of Kadesh. A Study in the earliest known military Strategy«, University of Chicago, Dexennial Production, V (Chicago 1903). Burne, A. H.: »Some Notes on the Battle of Kadesh. Being a Military Commentary on Professor J. H. Breasted’s Book »The Battle of Kadesh« (University of Chicago Press, 1903), tr. 191 ff, Journal of Egyptian Archaeology, VII (Chicago 1921), (fork.: Burne). »Area Handbook for Syria«, US Government Printing Office, (Washington 1971) Bibelen, GI. og Ny Test., bibellex., Gyldendal (1951). Bruun, Daniel: »Krig gennem Aartusinder«, (Oldtidens Krigshistorie), I (1908). Ceram, C. W.: »Hittiternes Gaade« (1956), (fork.: Ceram). Delbriick, H.: »Geschichte der Kriegskunst im Rahmen der politischen Geschichte«, I (Berlin 1900), (fork.: Delbriick). Faulkner, R. O.: »The Battle of Kadesh«, tr. »Mitteilungen des deutschen archåologischen Institut, Abteilung Kairo«, 93 ff, (1958), (fork.: Faulkner). Frisch, Hartvig: »Europas kulturhistorie«, I (fra de ældste kulturer til Hellas), (1961), (fork.: Frisch). Goedicke, Hans: »Considerations on the Battle of Kadesh«, 71 ff, tr. Journal of Egyptian Archaeology, bd. 52 (London 1966). Grimberg, Carl: »Verdenshistorien«, I (Ægypten og dets Naboer), (1959). Grollenberg, Luc. H.: »Ad Bibelens veje« (1969), (fork.:Grollenberg). Hansen, Henry H.: »Klædedragtens kavalkade« (1954). Hart, B. H. Liddel: »The Thanks: the History of the Royal Tank Regiment«, I, (London 1959). Hart, B. H. Liddell: »A History of the first World War« (London 1970). Hedegaard, E. O. A.: »Den militære feltmarskalstavs historie. En krigs- og våbenhistorisk studie« (1979). Helck, Wolfg.: »Die Beziehungen Ågyptens zu Vorderasien« etc. (Wiesbaden 1971). Hoffmeyer, Ada Bruhn: »Middelalderens tveæggede sværd«, disp. (1954). Howard, Michael: »Krigene i Europas historie«, på dansk v. major K. G. H. Hillingsø (1977). Jensen, N. P.: »Exempelsamling af Krigshistorien« (1869). Jensen, N. P.: »Napoleons Felttog i Rusland 1812« (1893). Jensen, N. P.: »Napoleons Felttog 1815. Waterloo« (1906). Jensen, Ole Helmer: »Anden verdenskrig. Hvornår-skete-det« (1968). Kapelrud, Arvid S.: »Israel fra de eldste tider til Jesu fødsel« (Oslo 1960). Keller, Werner: »Bibelen har alligevel Ret« (1960), (fork.: Keller). Krohmayer, Joh. og Georg Veith: »Heerwesen und Kriegfiihrung der Griechen und Romer« (Miinchen 1968), (fork.: Krohmayer). Lexikon der Ågyptologie, III (Wiesbaden 1979, (fork.: Lex). Lillesø, Ebba Kerrn: »Ægypten i Oldtiden« (1963). Montet, Pierre: »Dagligt liv i Ægypten på Ramses’ tid« (1970), (fork.: Montet). Montgomery of Alamein: »Krigens historie« i da. oversæt, v. oberstløjt. U. Gabel-Jørgensen og major K. G. H. Hillingsø, (1968). Neubert, Otto: »Guder og gyldne grve« (u. å.), (fork.: Neubert). Nielsen, Johs.: »Demokratiet og krigen« (1971) Petersen, Kai: »Verdenshistoriens Hvornår skete det«, I (1968). Politikens historiske Atlas (1967). Saxtorph, Niels M.: »Krigsfolk gennem tiden« (1971). Scharnhorst, G.: »Taktik for Kavallerie og Infanterie« etc., oversat fra ty. af PRLT Nic. Tidemand v. 1ste Jydske Infanterie-Regiment (1792). Schulmann, A. R.: »The Egyptian Chariotry: a Reexamination«, tr. Journal of the American Research Center in Egypt, II (Cairo 1963). Schulmann, A. R.: »The N ’rn at the Battle of Kadesh« (1968). Wilson, J. A.: »The Texts of the Battle of Qadesh«, tr. American Journal of Semitic Languages, XLIII (Chicago 1927). Wolff, Walther: »Die Bewaffnung des Altågyptischen Heeres« (Leipzig 1926), genoptryk 1978 (fork.: Wolff). Yadin, Yigal. »The Art of Warfare in Biblical Lands in the Light of Archaeological Discovery« (Norwich 1963), (fork.: Yadin). Yeivin, S.: »Canaanite and Hittite Strategy in the second Half of the Second Millennium B.C.«, tr. Journal of Neareastern Studies, IX (Chicago 1950).
