Log ind

Slaget ved Axtorna

#

»Nu hafffuer i här hört och sport the manligste, som the Danske haffwe gjort«.

(Konung Erik XIV.s Krönika på Rim)

Skærmbillede 2020-05-13 kl. 12.26.13.png

Slaget ved Axtorna var det eneste større feltslag, der blev udkæmpet under Daniel Rantzaus kommando i Den nordiske Syvårskrig (1563-70). Slaget har interesse ikke blot som eksempel på et feltslag i denne epoke, men særlig fordi det på væsentlige punkter adskiller sig fra normen. Svenskerne havde i september 1565 erobret Varberg i Halland. Den danske bær under Daniel Rantzau indesluttede straks efter fæstningen, men belejringen havde ringe fremgang, navnlig på grund af dårlig disciplin mellem de tyske landsknægte. Da Daniel Rantzau fik underretning om, at en større svensk hær opmarcherede mod Halland, hævede han belejringen og gik tilbage mod Falkenberg for ikke at komme til at kæmpe med ryggen mod fæstningen. Ved Falkenberg var overgangen over Ätran ødelagt af fjenden, og da Rantzau den 19. ved et udsendt opklaringskommando fik underretning om, at den svenske hær nærmede sig Svartrå*), marcherede han den i møde.

*) Fejlagtig melding. Fj. gik fra N E mod Krönge.

Hærene:

Den danske hær talte efter tab foran Varberg, desertation, marchtab og detacheringer næppe 8,000 mand med 21 kanoner. Fodfolket var hvervede landsknægte, rytteriet var dels hvervet, dels nationalt, adelens rostjeneste.

Chef og feltøverste: Daniel Rantzau

Fører for fodfolket: Franz Brockenhus

Fodfolket: Daniel Rantzaus regiment (12 fænniker), Jürgen v. Holles regiment (6 fænniker)

Rytteriet: Rendefanen (let), ritmester Peder Gyldenstjerne Skånsk-sjæll. adelsfane, ritmester Hak Holgersen U lf tand Fynske adelsfane, ritmester M oritz Podebusk Jydske adelsfane, ritmester Franz Banner Hoffanen (tysk-dansk, hvervet), ritmester Henneke Tomow Tysk hvervet fane, ritmester Josva v. Qualen Staldrenge(muse)fanen (let), ritmester E rik Venstermand (Den sidstnævnte fane var sammensat af hestepassere og staldknægte.

Skærmbillede 2020-05-13 kl. 12.27.25.png

fra alle enheder og markerede sin oprindelse ved i estandarten at føre en høtyv og en møggreb) (52) Den svenske hær var i modsætning til den danske hovedsagelig national. Fodfolket var udelukkende udskrevne tropper, og kun 1/3 af rytteriet var hvervet. E rik X IV havde selv været ved hæren under samlingen, men overgav før fremrykningen kommandoen til Jacob Henriksson Hastesko. Næstkommanderende og fører for rytteriet var E rik Gustafson Stenhock. Fodfolket: (3 regimenter) ialt mindst 25 fænniker, alle nationale. Rytteriet: 15 faner, heraf 5 hvervede. A rtille rie t 48 kanoner af forskellig type. (53) Ifølge andre kilder skal rytteriet have talt 17 faner og fodfolket 36 fænniker. Når der her er valgt det lavere tal, er det fordi der er tale om sikre, navngivne enheder. Med fuld styrke ville liæren have været på ca. 20,000 mand, med 17 faner og 36 fænniker på godt 25,000, hvilket tal svarer til, hvad en svensk fange efter efter slaget opgav til Rantzau. De svenske fænniker skulle på fuld styrke have 550 mand (de danske var på 3-400), men fuldtallige var de næppe, selv om man, under hensyn til at hæren lige var reorganiseret, ikke behøver at regne med stor afgang. Som minimum kan den svenske hær sættes til 15-16,000 mand, antagelig noget mere. Sammenstødet fandt sted den 20. oktober ved landsbyen Axtorna mellem Hogvadsån og et langstrakt, skovklædt højdedrag parallelt med åen og i ca. 1 km afstand fra denne. (Se skitse 1) En af de vigtigste kilder - og hvad taktiske enkeltheder angår næsten den eneste - er Daniel Rantzaus egen rapport til kongen skrevet dagen efter slaget (54).

»— Den 20. brød jeg op en time før daggry med ryttere og knægte og gik ad nærmeste vej mod fjenden. Denne nølede heller ikke, men bød os spidsen med hele sin styrke. Da nu både vor og fjendens avantgarde (»vorvagt«) fik øje på hinanden ved landsbyen Axtorna, og der samme sted var nogle højder og bjerge, der kunne give dem, der havde dem i sin magt, en betydelig fordel, ilede vi fra begge sider for at bemægtige os samme, og lykken var på vor side, så vi med ryttere og knægte fik al fordel af stedet i vor magt. Indtil kl. 10 forefaldt kun småskærmydsler, men da fjenden med al sin magt rykkede ned ad et højt bjerg og gennem en skov, medens han anbragte sit artilleri på alle højder rundt omkring og skød kraftigt på os, så blev jeg først for alvor sikker på, at han ville slås.

Derfor lod jeg Rendefanen og hageskytterne, der havde ført den indledende fægtning, og havde taget stilling på et lille bjerg, atter gå tilbage på hovedstyrken. Da fjenden så dette, troede han, at vi ville gå tilbage, hvorfor han åbnede en hæftig ild på os med sit skyts og rykkede frem med sin fodfolksmasse. Da han også så, at vi var ganske svage, delte han sin styrke i to hobe, og da der den dag blæste en kraftig storm, søgte han at berøve os den fordel, at have vinden i ryggen. (— ved en omgående bevægelse). For at forekomme dette befalede jeg mit regiment knægte tillige med tre eskadroner ryttere at hindre dette. Derved fik han yderligere bestyrket det håb, at vi ville tage flugten, hvorfor han forlod sin faste stilling og gik til angreb på vor stilling. Således var vi da i Guds navn kommet i kamp med hinanden klokken 12 middag. Den første træfning skete ved mig med Rendefanen og Moritz Podebusks fane mod fem svenske faner ryttere, hvoriblandt en tysk adelsfane. Den anden træfning skete ved Josva v. Qualen, Hak Holgersen og Franz Banner mod seks faner, deriblandt tre tyske. Samtidig stødte Rendefanen*), Henneke Tornow og Musefanen fra de to regimenter sammen med de andre svenske ryttere. Mine knægte var på den ene side stødt sammen med halvdelen af det svenske fodfolk og Holles knægte på den anden side med den anden halvdel. Vorherre gav os lykke til straks i det første sammenstød at kaste både det svenske rytteri og fodfolk, så de begav sig på flugt og lod skytset i stikken. Men da de, der forfulgte dem, vovede sig vel langt frem, og da fjendernes mængde var så stor, at vi ikke kunne passe på dem på alle punkter, samlede de svenske ryttere sig igen og drev vore ryttere på flugt. Dette ændredes dog, da to af vore adelsfaner, der atter var samlet, kom til. Det svenske fodfolk forsøgte atter at bemægtige sig valpladsen og skytset, men det blev drevet tilbage af vore stalddrenge og jaget på flugt.

*) Rendefanen er allerede nævnt i første træfning. Når den nævnes igen, kan det være, ford i den også har deltaget i tredie træfnings kamp. M ere sandsynligt er det dog en lapsus.

T il sidst havde det svenske fodfolk og ryttere i den grad omgået mine knægte, at hvis disse ikke havde fået undsætning af Rendefanen og Tomow, ville ingen af dem være sluppet derfra. Men den almægtige, evige Gud vendte efter sin vilje alt til det hedste for os, så fjenden forlod valpladsen, hans skyts, der bestod af 48 stykker, faldt i vore hænder, og langt over 3,000 blev på valpladsen. V i på vor side var heller ikke uden tab, idet vi har over 300 dræbte og sårede«.

Skønt der i rapporten i en kedelig grad savnes stedsangivelser og afstande, giver den et ganske klart billede af slagets forløb, når den sammenholdes med et kort og sporadiske oplysninger andet steds fra. I de forskellige fortolkeres værker - såvel danske som svenske - synes der at være en vis uklarhed med hensyn til de enkelte faser og undertiden modstrid med Rantzaus klare angivelser. Det ser ud til at skyldes, at alle - eller næsten alle, Teinnes er en undtagelse - fortvivlet har søgt at vride kendsgerningerne, så de kan passe med et ordentligt parallelslag fra den tid, hvor slagordenen var indtaget, før det gik løs. Det var det netop ikke. Det ses tydeligt af Rantzaus rapport, og det bestyrkes af kendsgerninger fra anden side, at der her er tale om en regulær rencontrekamp, hvor fægtningen blev indledt af marchsikringsleddene og hvor dispositionerne for opmarch måtte tages efter situationens udvikling. Alene herved adskiller Axtorna sig fra normen, omend tilfæ ldet ikke er enestående. V i ser, at Rantzau var brudt op fra lejren S. f. Ljungby en time før daggry, hvilket v il sige, at hans avantgarde kunne være fremme ved Axtorna ca. 0815 - mere end 4 km/t kunne skytterne næppe præstere ad de opblødte og elendige veje. Da den svenske avantgarde viste sig samtidig, passer det med, at Hästesko, der var noget senere på færde, har alarmeret i lejren N. f. Könige ved daggry. Det lykkedes Daniel Rantzaus avantgarde at besætte »et lille bjerg«. Efter overleveringen på stedet var det Öberg ca. 500 m. N E for Axtorna, hvilket passer nøje ind i billedet, (55) og tiden til kl. 10 gik med patruljekampe. Da svenskerne begyndte at opmarchere og sætte sit artilleri i stilling, trak Daniel Rantzau sin avantgarde tilbage på hovedstillingen, hvor i mellemtiden hans hovedstyrkes forreste enheder var ankommet. Dette gav Hästesko den ide, at danskerne var ved at trække sig tilbage, og han rykkede med sit fod folk »ned ad et højt bjerg og gennem en skov« (DR.s rapport), hvilket v il sige ned ad de dengang skovklædte højder SE for Koinge, hvor også artilleriet var i stilling. (56) Når Håstesko med en del af sit fod folk søgte at omgå danskerne for at få vind og regn fra siden, må det under hensyn til situationen og hele hændelsesforløbet være sket langs Hogvadsån på den danske højre flø j. Daniel Rantzau skriver, at han lod sit eget regiment og tre eskadroner imødegå denne bevægelse. Det må forstås således, at det var de først ankomne dele af hovedstyrken, der fornuftigvis marcherede ad vejen i den vestlige del af heden, hvilket jo også måtte inspirere svensk indsættelse mod øst, og der har vel mere været tale om en forskydning til forebyggelse af den svenske omgåelse, end om kamp. Da resten af hovedstyrken ankom, indgik også de her nævnte dele på deres plads i slagordenen. Denne var således, at Rantzau med sit fod folk besatte Byaberget og Hunsberg, hvor artilleriet blev sat i stilling, medens rytteriet opmarcherede på venstre flø j i tre træfninger. (57) Jacob Håstesko havde fået det indtryk, at danskerne var meget underlegne i tal - hvilket jo var ganske korrekt — og det i forbindelse med hans første indtryk, at fjenden ville opgive kampen, fik ham til at begå den uforsigtighed at angribe Rantzaus hovedstilling med sit fodfolk, før hans rytteri var opmarcheret på hans højre flø j overfor det danske. For at gøre ret og skel til begge sider må det her anføres, at når Hiisteskos operation betegnes ved ordet »uforsigtighed«, så er det i nøjeste overensstemmelse med alle omtaler af dette forhold, såvel svenske som danske. Man må im idlertid forstå, at det er noget, man siger bagefter, da man ved, at det gik galt. Håstesko var ikke taktiker på højde med Rantzau, men han var ingen tåbe. Når han satte hele sit fod folk i angreb på dette tidspunkt, må det være, dels fordi han ventede, at Stenbock skulle blive klar noget hurtigere - hvilket han naurligvis som troppefører selv burde have kontrolleret - dels og navnlig fordi han har ventet, at han kunne nå at slå danskerne, før opmarchen var i orden. H id til havde han jo kun set Daniel Rantzaus regiment, der manøvrerede for at hindre hans omgående bevægelser, men der er så sket det, at Holles regiment er nået frem og har formeret hob ved siden af Rantzaus kort før Håsteskos angreb gik ind. Del passer også med en fornuftig tidsberegning under hensyn til vejlængde, marchhastighed og landsknægtenes uordnede marchformation. N U gik det galt, og så var det uforsigtighed, var det gået godt, havde det været et blændende initiativ.

Daniel Rantzau benyttede sig straks af, at det svenske fod folk og rytteri var adskilt. Hans opmarch var endt i sidste øjeblik, og medens Brockenhus med fodfolket holdt stillingen på Byaberget og Hunsberg, angreb Rantzau selv i spidsen for rytteriet. »Og således var de da i Guds navn kommet i kamp med hinanden klokken 12 middag.« Rytteriet var den danske hærs elite, det dannede den afgørende flø j og feltøverstens manøvregruppe, og det var her, afgørelsen skulle søges. Når man v il analysere slagets enkelte episoder, samler interessen sig derfor lier. For klart at registrere enhedernes optræden i de skiftende situationer er det praktisk at begynde bagfra, d.v.s. fra slagets sidste fase. I kampens slutfase indsatte Rantzau til støtte for fodfolkets kamp to faner, nemlig Rendefanen og Tornows fane. På et tidligere tidspunkt var Stalddrenge fanen sat an til støtte for fodfolket. Tilbage til den egentlige rytterkamp bliver altså fire faner, nemlig de tre adelsfaner og v. Qualens tyske fane. A f disse ses to af adelsfanerne, der igen var samlede, sat ind i modangreb (under kommando af kommissæren Sten Rosensparre (58)) mod det svenske rytteri, der havde kastet de faner, der forfulgte det, og som »havde vovet sig vel langt frem«. Den ene af de forfølgende faner var således tydeligvis v. Qualens. Den anden var en adelsfane, sandsynligvis Fynske som ifølge rapporten af 25/10 havde lid t mest. De to modangribende faner bliver da Skånsk-sjællandske og Jydske adelsfane. E fter således at have registreret fanernes indsættelse, dannes følgende billede:

På hærens venstre fløj stod rytteriet i tre træfninger:

1. træfning: Rendefanen og Fynske adelsfane,

2. træfning: Tysk fane v. Qualen, Skånsk-sjællandsk adelsfane og Jydske adelsfane,

3. træfning: Tysk fane v. Tom ow og Stalddrenge (muse) fanen.

Medens det svenske fod folk i to hobe, hvoraf den ene søgte at omfatte, angreb Brockenlius’ stilling, angreb Rantzau selv det svenske rytteri med sit eget. Han førte selv første træ fning og kastede fem svenske faner, der udviklede imod ham. Svenskerne hævder (59) at når det gik galt, var det fordi den lyske fane svigtede. I betragtning af at der dog stadig var fire svenske faner mod to danske, synes det en dårlig undskyldning.

Begge parters anden og tredie træfning fulgte efter, og det svenske rytteri blev kastet. (Fase I på skitse 2) V. Qualen og (sandsynligvis) Fynske adclsfane forfulgte det slagne svenske rytteri. Nu eller muligvis lid t senere blev Stalddrengefanen sendt til støtte for fodfolket, medens de resterende faner samlede og reorganiserede. (Fase II på skitse 2) Efter at det svenske fodfolks første angreb var afvist, havde det fornyet angrebet og var trængt liårdt ind i vore stillinger, men blev kastet da Stalddrengefanen kom til. I mellemtiden var dele af det svenske rytteri blevet samlet længere tilbage og havde kastet de to forfølgende faner, der »havde vovet sig vel langt frem«. Daniel Rantzau satte derfor Ulftands og Banners faner, der først var reorganiseret (»der igen var samlede«) i modangreb, og svenskerne blev igen kastet. (Fase III på skitse 2) En del af de svenske ryttere, der havde undgået det sidste danske an-

Skærmbillede 2020-05-13 kl. 12.29.13.png

greb, gik nu frem og greb ind i fodfolkskampen, og Daniel Rantzaus eget regiment var ved at blive omringet. Så satte feltøversten sin sidste reserve ind i kampen ved fodfolket, nemlig Rcndefanen og v. Tornow, der nu også var reorganiseret, og fjenden blev endelig slået og måtte gå tilbage. (Fase IV på skitse 2) Den svenske retraite foregik for fodfolkets vedkommende over et vadested i Hogvadsån, ved hvilken overgang det led svære tab. (60) A lt det svenske a rtille ri blev taget, men iøvrigt lykkedes det fjenden at komme tilbage i nogenlunde orden og få samlet ved Frolunda, 15 km mod NE. Der fandt ingen forfølgelse sted, dels fordi den danske hær var for udmattet, dels fordi der udbrød mytteri i Holles regiment, der måtte opløses, og Daniel Rantzau gik i vinterkvarter i Skåne med hæren. Tabene opgøres noget forskelligt. De tal, Daniel Rantzau opgiver i sin rapport, er næppe helt korrekte, og han siger da også, at optælling ikke havde fundet sted endnu. Det svenske rytteri havde lid t mindst. For to af fanerne er der opbevaret »Monsterrulle« med angivelse af tab, og de havde mistet henholdsvis 22 og 26 mand. Derimod er der opgivet tab for 16 navngivne fænniker, der tilsammen havde mistet 1014 mand. (61) Lader man disse tal gælde som norm, vil det sige, at den svenske hær havde et tab på ca. 2,000 mand. Da alene det danske rytteri havde mistet over halvdelen af sin styrke, vel omkring 800 mand (rapport af 25/10) kan Rantzaus 300 kun være rigtigt, hvis der er ment rent nationale styrker, adelsfanerne. Det samlede danske tab har næppe været væsentlig mindre end det svenske. T il det mere romantiske tilbehør til beretningen om slaget ved Axtorna hører fortællingen om, at Rantzau, kort før angrebet, lod hæren knæle til bøn, hvilket skal have foranlediget det svenske udbrud: »Nu tiggar jutan om nåd«. Bortset fra det sidste er det antagelig rigtigt. Det ville være både i Daniel Rantzau og i tidens ånd. Således standsede Frundsberg i slaget ved Pavia 1525 sine knægte lige før indbruddet til »kort soldaterbøn«.

Nogle krigshistorikere har en fra ovenstående afvigende mening om slaget, idet de forudsætter den svenske omgående bevægelse ført vest om med angreb fra foden af Orkullen. Denne opfattelse hører sammen med, at de mener, at vinden var sydvestlig. Daniel Rantzau skulle efter denne version have sat sit regiment ind vest for vejen med front mod Orkullen, Holles regiment om Hundsberg og efterhånden have samlet rytteriet på højre flø j. (62) P rin cipielt giver det ikke andre ændringer, end at principskitsen (skitse 2) skulle spejlvendes.

Når denne version ikke har kunnet godtages, er det bl.a. af følgende grunde: I alle beretninger siges det svenske rytteri at have været på fjendens højre flø j; der findes intet om, at vinden ikke lige så godt kunne være sydøst, og en svensk tilbagegang over Hogvadsån i flugtlignende tempo i flankemarch foran den sejrrige fjende synes højst unaturlig. Det, der giver slaget ved Axtorna sit særpræg, er to ting. For det første, at det var en ren mødekamp, og for det andet at Daniel Rantzau tydeligvis disponerede under hele slaget, hvilket var noget af et særsyn på den tid. I det 16. århundredes kampe ser man oftest føreren - efter at slagordenen var indtaget - sætte sig i spidsen for den afgørende styrke (flø j), føre denne til angreb og derefter i forhold til helheden være ude af spillet. Det mest strålende eksempel i denne genre er nok kong Frans I i slaget ved Pavia 1525, hvor han angreb i spidsen for sit svære rytteri og derefter galopperede om i heroiske enkeltkampe ledende efter sin uven, K a rl af Boubon - der iøvrigt slet ikke var til stede - uden at bekymre sig om resten af sin hær, der blev slået i et af de mest kaotiske slagsmål, krigshistorien kender. Daniel Rantzau førte også rytteriets første træfning i det første anløb, men det synes en utopisk tanke at forestille sig, at alle de forskellige til de skiftende situationer nøje svarende dispositioner skulle være et udslag af, at de respektive ritmestre hver for sig på rette tidspunkt fik de rigtige ideer. Der kan ikke være tvivl om, at dispositionerne er et resultat af Daniel Rantzaus overblik og befalinger. Man må forestille sig feltøversten, efter at den første fjendtlige ryttertræ fning er kastet, holde sin hest tilbage, overlade selve kampen til ritmestrene, overskue situationen og /øre. Dette hæver både Daniel Rantzau og slaget ved Axtorna over almindelighederne.

E. Bassing

Litteratur:

Bemeck, Gustav v.: Buch der Schlachten, Le ipz ig 1856 ............................ (Berneck) - - - : Grundriss der Geschichte des Kriegswesens, Ber lin 1854 ................................................................. (Bern. G.)

Bruun, Daniel: K r ig gennem årtusinder, m iddelalderen København 1909 ............................................................. (Bruun)

Fibiger: Dan ie l Rantzaus Biographie (Magasin for M ilitæ r videnskabelighed 5. årgang 1822)

Heise, A .: Fam ilien Rosenkranz i det 16. århundrede. (Hist. Tidsskr. 5. R . 1885) .......................................... (Heise)

Hiiberg, J. R. dr.: E t par dokumenter vedr. slaget ved Svarterå og Syvårskrigen. (Nyt hist. Tidsskr. 4. B . 1852) ................................... (Hiiberg)

J. v. H .: Larsen, Axel: Vorlesungen über Kriegsgeschichte II. Stuttgart 1856 . . (J. v. H.)

(— Oberst L ilje fa lk ): Madsen, Emil, ob.: Dan ie l Rantzau, København 1898 ................................... (Ax. L.) Om fodfolkets udrustning i de danske hære under Frederik II. (Hist. Tidsskr. 5 .R . 1885) ....................................... (E. M . fo.)

Studier over Danmarks hærvæsen i det 16. århundrede, København 1898 ......................................................... (E .M . hæ)

Moltke, 1.: Slagene ved Marekær og Axtorna, København 1896 . . (Mo Ax) Dan ie l Rantzaus tog t il Östergötland, København 1891 (Mo-Øst)

Paludan-Miiller, C.: Grevens Fejde, København 1853 ....................................... (P-M .)

Rørdam, Holger: Monumenta H istoriæ Danicæ — H istoriske kildeskrifter — 2 R .I , Kbh . 1824 ....................................................... (Rørdam)

Teinnes, O lof: Slaget ved Axtorna (Hist. Tidsskr. 10. R 1930-31) .... (Teinnes)

Tidander, L . G . T .: Studier öfver Slaget v id Axtorna, Halmstad 1888 .... (T id Ax.) Daniel Rantzaus V interfalttåg i Sverrige 1567-68, Stockholm 1886 ............................................................. (T id . V i.)

Vaupell, Otto: Den nordiske Syvårskrig, K b h . 1891 .................... (Vaupell)

Westling, C. O. F . : Det nordiska sjuårskrigets historia, Stockholm 1879 . . (Westling)

Illustrationerne er fra Otto Vaupe ll: Den nordiske Syvårskrig; Jacob de Gheyn: The Exercise of Arm s for Calivres, Muskettes and Pikes, 1607; Magasin for M ilita ir V ide n ­ skabelighed, 5. årg. 1822.

Noter:

(Notehenvisningerne et forsåvidt ufuldstændige, som f. eks. en henvisning til Ax L . eller Vaupe ll ofte også ju rd e henvise til flere andre værker. Nedenstående form er valgt af nemhedshensyn).

1 . Bem eck p. 128

2. Ax. L . p. 19

3. Rørdam p. 558

4. Rørdam p. c 67

5. Rørdam p. c 69

6, Rørdam p. 569 f

7. Rørdam p. 5 71, 372

8. Rørdam p. 592

9. Rørdam p. 596, 397, 405

10. Rørdam p. 423, 426

11. Vaupe ll p. 55 note 3 - Rørdam

12. Heise p. 513

13. Heise p. 521 - Rørdam

14. Ax. L . p. f 9 f.

15. Westling p. 135

16. Vaupe ll p. 157

17. Rørdam p. 186 ff.

18. Rørdam p. 3 - 128

19. Rørdam p. 266

20. E . M . fo. p. 492

21. E .M . fo p. 495 f

22. Rørdam p. 50, - Westling

23. P -M . p. 427

24. Bl.a. Vaupe ll p. 109

25. Rørdam p. 3 - 128, - Vaupe ll

26. Rørdam p. 141, jvf. 39-42 -

27. Rørdam p. 90-95 - T id V i

28. J. v. H . II p. 58 f. - Bruun

29. Heise p. 317 — Rørdam

30. Heise p. 320

31. Heise p. 332

32. Westling p. 106 - p. 736 Rørdam

33. Rørdam p. 700

34. E .M . hæ p. 55

35. Heise p. 326 f.

36. Ax. L . p. 93

37. Rørdam p. 392

38. Heise p. 316 - p. 736 Rørdam

39. Vaupe ll p. 135 f.

40. Ax. L . p. 46

41. Westling p. 71 f.

42. Rørdam p. 231

43. Vaupe ll p. 153

44. Ax . L . p. 46

45. T id V i p. 58

46. T id V i p. 17

47. E .M . hæ p. 81

48. Rørdam p. 41 f.

49. Rørdam p. 660

50. Westling p. 135

51. T id Ax p. 15 52. Bl.a. Vaupe ll p. 93 og 129

53. T id Ax p. 13

54. H iiberg p. 190 f. - Rørdam p. 504

55. Teinnes p. 90

56. T id Ax p. 16

57. T id Ax p. 13 - Teinnes p. 92

58. Ax. L .

59. Bl.a. T id A x p. 17

60. T id Ax p. 18

61. T id A x p. 19

62. E .M . hæ p. 287