Den 10’ Marts 1889 fandt der en Kamp Sted mellem Abessinierne og Derwischerne. Derwischerne blev slaaet, men Abessiniernes Konge -— Johannes — faldt. Til sin Efterfølger havde Johannes udset sin illegitime Søn — Mangascha —, men denne blev ikke anerkendt af Menelik, som var Underkonge af Schoa. Menelik optraadte selv som Tronprætendent og forberedte en Kamp mod Mangascha. Under Forberedelserne til denne Kamp sluttede Menelik den 2’ Maj 1889 i Lejren-ved Ucciali en „Venskabs- og Handelstraktat“ med Italien, ved hvilken han —efter den italienske Tekst — forpligtede sig til kun at benytte den italienske Regering som Mellemled ved udenrigspolitiske Forhandlinger. I den abessinske Tekst staar der imidlertid, at Kongernes Konge kan benytte o. s. v., medens Ordet „kun“ er udeladt. Italien opfattede Traktaten som en Anerkendelse fra Meneliks Side af et italiensk Protektorat over Abessinien, og den italienske Regering tilstillede 11’ Oktober 1889 samtlige europæiske Magter og U. S. A. en Meddelelse herom. Menelik, der imidlertid var blevet Konge over hele Abessinien, protesterede, idet han holdt sig til sin egen Tekst. Ved to Traktater underskrevne i Rom den 24’ Marts og 15’ April 1891 tildelte England Italien hele Abessinien — undtagen Harrar — som Interessesfære. Ved en senere Traktat af 5’ Maj 1894 gav England ogsaa Protektoratet over Harrar til Italien. I Henhold til disse Traktater og til Uccialitraktaten søgte Italien at sætte sig fast i den østlige Del af Abessinien. Abessinien modsatte sig Italienernes Indtrængen, og i Løbet af Aaret 1895 udkæmpedes adskillige Smaakampe. De fleste endte uheldigt for Italienerne, og Resultatet af Krigen i 1895 var, at alle abessinske Stammer sluttede sig sammen om Kejser Menelik, der i Januar 1896 kunde rykke mod Nord med en Hær paa ca. 100,000 Mand; samtidig med at det italienske Expeditionskorps — ca. 20,000 Mand under General Baratieri fra Massaua gik frem mod Syd.
Ved Adua (ca. 200 km S. S. V. f. Massaua) standser Menelik forsigtigt, medens Italienerne besætter Højderne ca. 20 km N. 0. f. Adua. Den abessinske Hærs Fodfolk (ca. 80,000 Mand) var bevæbnet med Geværer (Remington, Martini), en ringe Part kun med Lanser. Det fortrinlige Rytteri (8-—9000 Heste) stammede fra den af Abessinien for nylig undertvungne Provins Galla. Rytterne var bevæbnet med Lanser og Krumsabler og var forsynede med smaa, runde Skjolde. Artilleriet (ca. 40 Kanoner) naaede ikke at deltage i Kampen. Den italienske Hærs Fodfolk (ca. 18,000 Mand) var udrustet med et noget forældet Gevær. Selv Afdelinger, der i Hjemlandet var uddannet med det nye Gevær Model 1891, havde faaet udleveret den ældre Model af Hensyn til ensartet Ammunitionsforsyning. Artilleriet bestod af 40 Stk. 75 mm Bjergskyts og 12 Stk. 42 mm hurtigskydende Kanoner, alt baaret paa Muldyr. Der var intet Rytteri. Hele Februar ligger de 2 Hære i Lejr overfor hinanden, tilsyneladende uvirksomme, ingen af dem føler sig stærk nok til at angribe. Men i den italienske Lejr arbejdes: talrige større og mindre Rekognosceringskommandoer udsendes dels for at beholde Følingen med Fjenden, dels for at lære Officererne Terrainet at kende og for at sammenarbejde Afdelingerne, der var nydannede. Forplejningsspørgsmaalet giver ogsaa Arbejde: Fra Operationsbasis------Massaua — maatte alle Forsyninger bringes pr. Muldyr ad elendige Veje over Bjerge ialt smaa 200 km. Men de Officerer, der var tildelt denne Tjeneste, betragtede den som en ringere Tjeneste; det var ikke for at sørge for Forsyninger, de havde meldt sig. Deres Iver og Energi svarede til deres Interesse. Muldyrene døde i hundredevis paa Grund af Overanstrengelse, daarlig Pasning og det vanskelige Klima. Tilsidst maa Intendanturen da ogsaa melde General Baratieri, at hvis ikke Forplejningslinien bliver forkortet, vil Forsyningstjenesten bryde sammen. Den 23. Februar beslutter Generalen, at han vil gaa tilbage. Den abessinske Lejr var sikret af stærke Forposter. Igennem et fortræffeligt organiseret Efterretningsvæsen holder Menelik sig vel underrettet om alle Italienernes Bevægelser, ja, endog Baratieris Hensigter kendte han. Og da Italienerne beslutter at gaa tilbage, faar Kejseren Melding derom, saaledes at han straks kan tage sine Forholdsregler: thi for Menelik gælder det at trække den italienske Hær ind i Abessinien, forlænge dens Forbindelseslinie og at beholde den i Landet, til Regntiden begynder. For at opnaa dette sender Menelik en Skare Spioner ind i den italienske Lejr med forkerte Efterretninger om Stridigheder mellem de abessinske Ledende, om betydelig Formindskelse af den abessinske Hær ved Sygdom og Desertion o. s. v. Desuden sendtes 10,000 Mand mod Nord mod Gundet, ca. 40 km N. f. Adua, for at true Italienernes højre Flanke og om muligt derved forhindre Tilbagetoget. Den 27. Februar om Aftenen holder Baratieri Krigsraad: General Albertone, der som Chef baade for de indfødte Tropper og for Efterretningsvæsenet maa formodes at være vel inde i Forholdene hos Fjenden, holdt paa øjeblikkelig Fremmarch, idet han oplyste, at Fjenden netop nu var svag: Sygdom havde formindsket de fjendtlige Afdelinger, en større Styrke var detacheret mod Nord, et betydeligt Antal Abessiniere var draget hjem, og endelig var der Strid mellem Førerne. De andre Generalers Udtalelser gik i samme Retning, General Baratieri sluttede Krigsraadet med Spørgsmaalet: „Hvorledes er Aanden blandt vore Soldater“ ? „Fortræffelig“, lød Svaret fra alle. Baratieri besluttede at rykke frem. Til Sikring mod de 10,000 ved Gundet detacheres Major Ameglio mod Nord med 1 Bataillon og et Batteri. Denne Styrke kom ikke til at deltage i Kampen. Om Aftenen den 28. Februar var Menelik allerede underrettet om Italienernes Hensigt: De abessinske Forposter forstærkes, og den venstre Fløj, paa hvilken Menelik vilde have Afgørelsen til at falde, gøres stærkere. Den 1. Marts var en Søndag. Kl. 4 om Morgenen holdtes Højmesse i Georgskirken i Adua for de abessinske Førere. Gudstjenesten blev afbrudt ved Melding om Italienernes Fremmarch, og under Præstens Velsignelse: „I Dag vil Guds Dom blive fuldbyrdet, gaa og forsvar Jeres Tro og Kejser. Jeg giver Jer Syndsforladelse“, gaar Førerne til deres Afdelinger.
General Baratieri havde den 29. Kl. 17 givet sin Befaling for Fremrykningen: I 3 Kolonner skulde den italienske Hær gaa frem: højre Kolonne (General Dabormida med 7 Batailloner og 3 Bjergskytsbatterier) var paa ca. 4000 Mand, Midterkolonnen (General Arimondi med 5 Batailloner og 2 Bjergskytsbattterier) ca. 2500 Mand, venstre Kolonne (General Albertone med 4 Batailloner indfødte Tropper og 4 Bjergskytsbatterier) ca. 4000 Mand; Reserven (General Ellena med 6 italienske og 1 indfødt Bataillon, 2 Batterier hurtigskydende Kanoner og i/2 Ingeniørkompagni) ca. 4000 Mand skulde følge samme Vej som den midterste Kolonne. Den 29. Kl. 21 skulde Fremrykningen begynde, og efter en Nattemarch skulde Højdedraget Rebbi-Arienni-Colle Chidane Meret, 4—5 km foran de abessinske Forposter, besættes. Det var ikke nogen Befaling til Kamp, General Baratieri havde udgivet, kun en Befaling til Fremrykning. I Italien var alle utilfredse med Generalens tøvende Krigsførelse, og fra alle Sider bl. a. ogsaa fra Ministerpræsidenten og fra Krigsministeren blev Generalen bombarderet med Opfordringer til at gaa frem. Formentlig har Generalen haabet, at Menelik vilde vige, det var ikke General Baratieris Mening at kæmpe, kun demonstrere. De abessinske Veje er efter europæiske Forhold næppe Stier. Jorden er dækket af spidse Sten, som det italienske Fodtøj ikke var tilpasset efter. Italienerne havde forgæves bedt om at faa sendt de Støvler, der var normerede for Alpejægerne. Stierne gik mange Steder gennem tæt Tjørnekrat, der kun tillod ganske smal Marchformation. Hver Soldat var udrustet med Gevær med 112 Patroner og Levnedsmidler til 2 Dage. Samlet bag hver Kolonne gik Muldyrene: 10 pr. Bataillon, 8 med Reserveammunition, 2 med Sanitetsmateriel. Kl. 21 brød Hæren op fra Lejren. I Spidsen af hver Kolonne gik en italiensk Officer med stedkendte Folk og en Trop Indfødte, med korte Afstande kom derefter Fortroppen og Kolonnens Hovedstyrke. I Horizonten saa man klart belyst af Maanen de Højdedrag, der skulde besættes; Tobaksrygning og højrøstet Tale var forbudt. Man hørte kun den uundgaaelige Raslen af Vaaben. Henimod Kl. 6 om Morgenen den 1. Marts naaede Kolonnerne frem til deres Maal, Højdedraget 5 km fra den fj. Stilling. General Baratieri faar Meldinger fra de 2 højre Kolonner, men venstre Kolonne, der skulde besætte den sydlige Del af Højdedraget (omkring Colle Chidane Meret) var forsvundet. Der var sket følgende: Albertones Kolonne, der bestod af Indfødte, marcherede meget hurtigere end de andre Kolonner, der i Hovedsagen var sammensat af Italienere; allerede Kl. 3 havde Albertone naaet Colle Chidane Meret, hvor han holdt en Times Hvil, for derefter at fortsætte mod Sydvest. Generalen —- eller hans Stab — havde forvekslet 2 Navne: Colle Chidane Meret og Enda Chidane Meret. Det sidstnævnte var et Bjerg, der laa i den abessinske Forpostlinie tæt udenfor Adua. Uden at tænke paa at søge Forbindelse med Resten af Hæren fortsætter General Albertone. Kl. 51/2 støder hans Fortrop pludselig paa de abessinske Forposter. Italienerne aabner en heftig Ild og rykker hurtigt frem. I den abessinske Lejr, hvor man mente, at Fjenden vilde komme meget nordligere og et Par Timer senere, opstod straks Forvirring, men snart var 5—6000 Abessiniere under Vaaben, og under vilde Hyl kastede de sig over Fortroppen, der dog en hel Time igennem Gang paa Gang slaar dem tilbage. Men saa er det Slut med Ammunitionen, og Fortroppen flygter tilbage mod Resten af Kolonnen med Masser af fjendtlige Krigere lige i Hælene. Paa den nordlige Fløj var paa samme Tid, Kl. 7 — Opmarchen endt. Solen var ved at staa op, og Vejret var ret køligt. Italienerne ventede i godt Humør paa, at Kampen skulde begynde. General Dabormida havde rekognosceret Terrainet foran un Stilling -— paa Rebbi Arienni — og bad Overkommandoen om Tilladelse til at rykke noget længere mod V., da Terrainet om Sperone Belah bedre egnede sig til Forsvar. Han fik Tilladelsen, og samtidig fik General Arimondi Ordre til at besætte Partiet Monte Belah — Monte Rajo og til at søge Forbindelse med Albertone, om hvem man stadig intet havde hørt. Reserven — General Ellena — skulde besætte Rebbi Arienni. Nu sker den næste katastrofale Misforstaaelse, idet Dabormidas Fortrop paa en eller anden Maade kom ind i en Sænkning, der førte mod N. V. mod Fjendens stærke venstre Fløj, og i Stedet for at standse, fortsattes Fremrykningen. Resten af Kolonnen fulgte.
Hvorledes dette i Grunden er gaaet til, er ikke opklaret, men Generalen har vist begaaet den Fejl ikke at meddele sine Underordnede, hvorfor der skulde rykkes frem fra Rebbi Arienni, dette paastod i hvert Fald — ved Krigsretten — Chefen for det forreste Regiment i Dabormidas Kolonne. Hermed var Dagen i Grunden afgjort, idet Baratieri i Løbet af kort Tid havde sin Hær splittet i 3 Dele. Dabormidas Fortrop bestod af Indfødte, der marcherede saa godt, at Hovedstyrken af Dabormidas Kolonne overhovedet ikke hørte, at Fortroppen blev angrebet fra flere Sider og totalt nedhugget; Kolonnen var derfor ganske uforberedt, da den i den snævre Dal Kl. 9,15 stødte paa en meget overlegen fjendtlig Styrké. Takket være Officerernes og Soldaternes Tapperhed og Generalens Dygtighed lykkedes det dog at faa dæmmet op for den angribende Hær. Flere Timer rasede Kampen; i Løbet af Dagen drev Italienerne Fjenden, der var 3—4 Gange saa stærk, foran sig gennem Dalen. Hen paa Eftermiddagen naaede Dabormida den vestlige Udgang af Dalen, men her fik Abessinierne Undsætning, og 30,000 Mand stod nu overfor Italienerne. 6 Gange førtes Bajonetangreb ind i denne Kolos, først efter det 7. Angreb maatte Italienerne vige. I Ly af Artilleriet begyndte de Tilbagegang mod N. 0., men da Generalen og de fleste af Officererne var faldet, gik Sammenholdet tabt. Under et Par Kaptajners Kommando naaede smaa Dele Dagen efter tilbage til Eritrea. Bedre var det ikke gaaet den sydlige Kolonne. General Albertone, der pludselig fik sin Fortrop kastet tilbage i vild Flugt, satte sig fast med sine Fløje støttet til Klippeterrain, der efter hans Mening var ganske ufremkommeligt. Men han havde ikke regnet med, at ingen Sti er for daarlig, ingen Højde for stejl for Abessinierne. I de næsten lodrette Højder i hans Flanker dukkede stærke fjendtlige Styrker op. I yderst haardnakkede Kampe lykkedes det ved Hjælp af det glimrende Artilleri 4 Gange at tvinge Abessinierne tilbage, men saa var Albertones indfødte Soldaters Mod opbrugt. De fleste Officerer var dræbt, Soldaterne begyndte at løbe, snart var al Disciplin forsvundet, Folkene kastede Vaaben og Ammunition for at komme hurtigere tilbage. De enkelte Officerer, der endnu var i Live, prøvede at standse. Signalerne „Holdt“, „Samling“ og „Fremad“ blev blæst overalt, forgæves, enhver tænkte kun paa at redde sig og styrtede tilbage mod Lejren, hvorfra man Aftenen i Forvejen var brudt op. I Centrum havde den resterende Part af Hæren imidlertid sat sig fast. Man hørte Kanontorden fra S. V., og i Kikkerten kunde General Baratieri snart opdage, hvad der var blevet af hans venstre Kolonne. ( 1 3 Timer havde Generalen ikke anet, hvor General Albertones Kolonne var, skønt Afstanden ikke var større end 3—4 km). Han gav Artilleriet Ordre til at søge at hjælpe; det var en svær Opgave for Artilleriofficererne. De var slet ikke fortrolige med Terrainet; hvert Skud, hver Salve kunde først afgives efter forsigtig Overvejelse. Faren for at beskyde egne Tropper, der gik tilbage, var stor; det var næsten umuligt at opgive Maal og Afstand, thi Ven og Fjende saas overalt sammenfiltrede, Italienernes egne sorte var ikke til at skelne fra Abessinierne.
Baratieri, der mente sig sikret i højre Flanke af Dabormida, forstærkede venstre Del af Centrum mellem Monte Rajo og Colle Chidane Meret for at optage de forsprængte Rester af Albertones Kolonne. Generalen havde hidtil opholdt sig paa Rebbi Arienni. Han havde set de sidste Afdelinger af Dabormidas Brigade forlade dette Højdedrag, havde fra Ingeniørkompagniet faaet Melding om, at Forbindelsen til Sperona Belah — pr. optisk Telegraf — om et Øjeblik var klar. Nu — ca. Kl. 9,30 — flyttede han sit Hovedkvarter tili Monte Rajo. Medens denne Forskydning sydpaa af Tropperne foregik sættes det abbessinske Hovedangreb an. Sperona Belah (General Baratieri troede stadig, dette Parti var besat af Dabormida) blev, uden at Italienerne opdagede det — Kl. HH/a — taget af Fjenden, og snart klatrede abessinske Krigere op ad Mon te Belahs nordlige Skrænter og stod pludselig i General Arimondis højre Flanke og Ryg. Forbindelsen med Dabormida var brudt, Tilbagegangen truet. Til General Ellena sendes straks følgende Ordre: „Det ene Regiment af Brigaden rykker frem for at støtte General Arimondi, det andet Regiment fastholder Rebbi Arienni“. Men uden at man anede det i Hovedkvarteret, var alle Reservens Afdelinger allerede midt i den voldsomste Kamp med de angribende Abessiniere.
Kl. 12 faar General Baratieri Melding fra Ellena om, at højst et Par Batailloner kan trækkes ud af Kampen. Generalen bestemmer sig derfor til at samle sine Kræfter om Rebbi Arienni for derfra at ordne Tilbagegangen mod Lejren. Paa dette Tidspunkt begyndte de indfødte Soldater i Arimondis Brigade at løbe tilbage, ofte uden endnu at have afgivet et eneste Skud mod Abessinierne. Officerernes Anstrengelser var forgæves, de mindede Folkene om deres Soldatered, de viste dem de andre Afdelinger, der modigt holdt ud, den kommanderende General kom selv til Stede, alt forgæves. De italienske Soldater ser deres indfødte Kammerater løbe, tror, det er Forrædderi, og overalt opstaar Panik, der forplanter sig til alle Afdelinger i begge Brigader. Hele Centrum gaar tilbage. Al Disciplin forsvinder, Afdelingerne splittes, ingen Befaling, ingen Bøn nytter, over Stok og Sten, tværs gennem det ellers saa frygtede Tjørnekrat vælter Hæren tilbage, fra alle Sider falder en Regn af Kugler ind blandt de sammenklumpede Italienere. Kun paa ganske faa Steder lykkes det enkelte Officerer ved en usædvanlig Energi at yde en Smule Modstand. Generalstabschefen — Oberst Valenzano — holdt sammen paa Staben, flere Gange plantede han Hovedstabens Trikolore paa høje Punkter for at samle den tilbagestyrtende Menneskestrøm, men alle løb forbi de nationale Farver uden at ænse dem. General Baratieri var blevet skilt fra sin Stab, kun ledsaget af et Par Ordonnansofficerer maa han følge den almindelige Strøm. S. 0. for Rebbi Arienni lykkes det ham paa en Plads, omgivet af høje Mure — øjensynlig en gammel Kirkegaard — at samle en lille Skare. Generalen staar foran Muren og raaber — vendt mod Fjenden — med rungende Stemme: „Viva l’Italia“ ! Raabet gjalder mellem Bjergene, og en større Skare samles efterhaanden. Men Muren er mandshøj, for høj til Anlæg for Geværerne, de abessinske Horder angriber, gaar uden om. For at undgaa Fangenskab gaar det videre tilbage. En efter en falder Baratieris Ledsagere. Generalen er tilsidst næsten aleno, uden Officerer, uden Beskyttelse, kun hans sorte Tjener følger ham. Kl. 13 traf Generalen — en Mils Vej N. 0. for Kirkegaarden — General Ellena med et Regiment i Opløsning, General Ellena meldte, at ingen havde hørt noget fra Dabormida, og at Oberst Valenzano, der troede Chefen var faldet, var længere mod N. 0. for at finde et Sted, hvor man kunde sætte sig fast. „Videre tilbage, videre tilbage“ raabte i det samme en Oberst, der galopperede forbi, forgæves søgte Baratieri nu at danne en Bagtrop. Det fjendtlige Rytteri sværmede ind i Flankerne og forøgede Paniken, Officererne havde mistet al Magt over deres Undergivne, der efterhaanden betragtede deres Overordnede som deres værste Fjende, den, der hindrede deres Flugt. Det var umuligt at tage Vejen mod Lejren, det forfølgende abessinske Rytteri havde besat Terrainet mellem den italienske Hær og dens Lejr. Uden Befaling vendte alle sig mod Nordøst. Kl. 15 mødte General Baratieri og Ellena, der fulgte Køen af Hæren, Generalstabschefen. Han meldte, at han havde sendt en Ordonnansofficer til Lejren for at dirigere Trainet tilbage. Rundt om paa Bjergene steg Røgen fra antændte Bauner til Vejrs. Tegnet til Befolkningen: Kast jer over de flygtende Italienere. Ved Solnedgang naaede Resterne af Hæren en lille Landsby. Her fik man endelig overtalt Tropperne til at gøre Holdt. Efter 3 Timers Hvil fortsatte man. I bælgmørk Nat gik det tilbage ad smaa Stier over Bjergene. Men hurtigere end Kolonnen gik Budskabet om Nederlaget. Baal efter Baal tændtes og opfordrede alle Vaabendygtige til Kamp. Først den 3. Marts om Morgenen naaede Resterne af Hæren, et Par Tusind Mand, et lille Fort, da havde man ogsaa fra den 1. Marts Kl. 12 til den 3. Kl. 9 marcheret 100 km. Trainet i Lejren havde den 1. Marts Kl. 13 hørt om Resultatet af Slaget. Allerede Kl. 15 angreb det abessinske Rytteri; det blev slaaet tilbage. Kl. 24 blev Trainkolonnen sat i March mod Nordøst, men i Løbet af Natten angreb Rytteriet igen, og den lange Kolonne splittedes fuldstændigt. Efter Katastrofen ved Adua var Eritrea’s Stilling haabløs. Med de faa Tusind Mand, der var tilbage, var det umuligt at tænke paa Kamp mod den sejrrige abessinske Hær. Underhandlinger blev indledet, og i November blev Freden sluttet.
Tabene i Slaget ved Adua var meget store paa italiensk Side: 53 pCt. af de kæmpende faldt, og regner man Fangerne med, var Tabet 70 pCt. Efter den abessinske Rapport skal den abessinske Hær have haft 4000 Døde og 6000 Saarede. Fangernes Skæbne var ikke misundelsesværdig: Under Kampen gav Kejseren Ordre til, at den, der frivilligt overgav sig, skulde skaanes; Livet beholdt de ganske vist, men da de Indfødte, der havde deltaget i Kampen paa italiensk Side, lang Tid senere naaede tilbage til Eritrea, manglede de højre Haand og venstre Fod (fra Rom kom en stor Sending af kunstige Lemmer), desuden var de blevet kastrerede.
P. Winkel.
