Et krigshistorisk Forsøg udarbejdet paa Grundlag af Vedel Simonsen: Fyens Vilkaar i den saa kaldte Grevens Fejde. 1813. Paludan-Miiller: Grevens Fejde. 1853—54.
Den 11. Juni i Aar var det 400 Aar siden, at Kong Christian l i r s Feltherre, Johan Rantzau, vandt sin afgørende Sejr over Grev Christoffers Hær paa Øksnebjerg paa Fyen. Selve Krigen — den saakaldte „Grevens Fejde“ — var ganske vist ikke endt med dette Slag; men Sejren betegnede alligevel den afgørende Vending, saa meget mere som Peder Skrams Sejr over Lybekkernes Flaade ved Svendborg fulgte umiddelbart efter. Efter disse to Nederlag var Grev Christoffer ikke mere i Stand til at yde nogen nævneværdig Modstand, og den 14. Februar 1536 sluttede Lybeck Fred og anerkendte Christian III som Danmarks retmæssige Konge. Følgen af Krigens Udfald var, at Adelsstanden fik endnu større Magt, end den før havde haft. Det var den, der havde valgt den daværende Hertug Christian af Holsten til Konge, og da det lykkedes at gennemføre Sagen, er det naturligt, at Kongen fortrinsvis belønnede den Stand, der havde støttet ham.
Derved fik Adelen en Magtstilling, som den først mistede 125 Aar efter, da Kong Frederik III indførte Enevælden. Det vil heraf ses, at Slaget paa Øksnebjerg fik afgørende Indflydelse paa Forholdene i Danmark i lange Tider efter, hvorfor en nærmere Redegørelse for Slaget nu i Jubilæumsaaret maaske kan have nogen Interesse. Vi skal ikke her komme ind paa en nærmere Omtale af de politiske Forhold, der medførte Krigen, eller af Krigens Forløb. Kun skal bemærkes, at Kampen stod mellem Kong Frederik I’s Søn, Hertug Christian af Holsten, den senere Konge, og den lutherske Adel paa den ene Side, og Lybekkerne, støttet af Borger- og Bondestand, og med den fangne Kong Christian II som et Slags Samlingsmærke paa den anden Side. I Løbet af Efteraaret 1534 havde Grev Christoffer erobret Fyen og søgte paa bedste Maade at vanskeliggøre et Landgangsforsøg over Lillebælt. Hertil kunde han dog kun afse 3 Fænnike Landsknægte, der blev lagt i Middelfart, medens Landalmuen gik Strandvagt. Maaske der ogsaa har været opkastet Skanser, i hvert Fald besluttede Rantzau, da Fyens Erobring var blevet bestemt, at han ikke vilde gaa over Lillebælt lige for Øjnene af sin Modstander. I Stedet førte han 300 Ryttere og 5 Fænnike Knægte ned til Als, og med denne Styrke satte han midt i Marts 1535 over til Helnæs mellem Assens og Faaborg og fik uhindret sin Hær sat i Land. Saa snart Lybekkerne i Middelfart erfarede, at Rantzau var gaaet i Land, forlod de sammen med de af Almuen udsatte Strandvagter Byen for at kaste sig ind i Assens, som var befæstet. Ved Favrskov, Nord for Brendeaa, mødte Rantzau dem og slog dem. Lybekkerne lykkedes det at slippe ind til Assens, hvorimod Bønderne blev sablet ned. Fra den 25. Marts blev Assens belejret, ligesom ogsaa hele Fyen med Undtagelse af Nyborg og Svendborg blev erobret. Rantzau tog dog vist ret hurtigt over til Jylland for der at træffe yderligere Krigsforberedelser. Imidlertid sendte Grev Christoffer, saa hurtigt han kunde, friske Tropper over til Fyen for at kaste de kongelige ud. De kom i Slutningen af April, men foretog sig intet, fordi Føreren, Grev Johan v. der Iloya, ikke ansaa sig for at være stærk nok til at vinde en fuldstændig Sejr. I Slutningen af Maj fik han, der med sine Folk var i Svendborg, imidlertid Efterretning om, at en større Forstærkning var undervejs til den kongelige Hær, saa skulde han udrette noget, maatte det ske, inden den ankom. Sit Fodfolk lod han gaa til Faaborg, mens han selv med Rytteriet foretog nogle temmelig fantastiske Frem- og Tilbagemarcher, inden han begav sig samme Sted hen. Her opstod der Mytteri mellem hans Tropper, der dræbte en af Anførerne. Det blev dog dæmpet, men det var jo ikke det gunstigste Varsel for hans Foretagende. Her i Faaborg blev saa Angrebsplanen lagt. Man vilde bringe de kongelige mellem dobbelt Ild ved et samtidigt Angreb af v. Hoyas Tropper og Garnisonen i Assens. Denne Plan var mulig, fordi man kunde faa Forbindelse med de indesluttede ad Søvejen, idet Lybekkeme stadig var Herre til Søs. Det var saaledes en ret simpel Sag at sende Bud til Assens og give Meddelelse om Signalet til Angreb, der skulde bestaa i, at et Hus blev tændt i Brand. Denne Plan kunde være blevet farlig nok; men den blev røbet paa en temmelig romantisk Maade. Lybekkerne havde nemlig tidligere paa Aaret taget Præsten i Svanninge, Hans Madsen, til Fange for at faa ham til at angive Skjulestedet for nogle Kostbarheder. Det var nu ikke lykkedes dem, og den paagældende Dag var han tilfældigvis blevet lukket inde i et stort Skab i den samme Stue, hvor Planen blev lagt. Han hørte det hele, og bagefter lykkedes det ham at slide sig løs og slippe væk, hvorefter han sporenstregs begav sig til den kongelige Lejr ved Assens og fortalte, hvad han vidste. Rantzau, der allerede nogen Tid tidligere var kommet over til Lejren, lod straks rekognoscere mod Faaborg, og fik derved Bekræftelse paa, at Lybekkerne var undervejs. Han besluttede sig straks til at gaa imod v. der Hoya og foran Assens kun efterlade et Observationskorps paa 100 Ryttere under en Christoff v. Feldten, der nok iøvrigt var en Overløber fra Grevens Parti. Det maa dog siges, at han her gjorde sin Pligt og viste sig sin Plads voksen. Saa snart Rantzau brød op med Hovedhæren, lod han Lejren stikke i Brand —- den laa lidt Nordøst for Byen ved Landsbyen Lundager —, og marcherede derpaa i Retning mod Ke. Søby, men inden han var naaet saa langt, saa han paa St. Øksnebjerg den fjendtlige Hær. Denne var samme Dag brudt op fra Faaborg for at komme nær nok til i den kommende Nat at
iværksætte Angrebet. Det har vistnok været Meningen, at den vilde slaa Lejr paa Bjerget for at hvile i nogen Tid inden Angrebet; i hvert Fald skal den have dannet sig en Vognborg og udført nogle Skansearbejder. Og nu — den 11. Juni lidt før Kl. 6 om Eftermiddagen — stod de to Hære overfor hinanden. Inden vi gaar over til en Beskrivelse af Slaget, vil vi først redegøre lidt for Terrainet og for Forholdene hos de to Modstandere. Terrainet faar man et Indtryk af ved at betragte de to hosføjede Kortplaner. Den ene er et Kort fra 1813; det andet er et moderne Kort i 1:40 000, der indeholder det samme Terrain som det gamle Kort. Ved en Sammenligning mellem de to Kort vil man se, at Lavningen Syd for Store Øksnebjerg tidligere var opfyldt af Mosedrag, der
nu er udtørrede, men som rimeligvis i Fejdens Tid har haft endnu større Udstrækning. Dette er ret vigtigt, for disse Moser maa have dannet en absolut impassabel Hindring for et Angreb fra Syd og Sydvest, i hvert Fald med Rytteri. Store Øksnebjerg er en ca. 500 m lang Bakke, der falder ret stejlt af mod Nord og navnlig mod Syd. Mod Vest gaar den mere jævnt over i Terrainet, medens den mod Øst fortsættes i Øksnebjerg Hals og derfra gaar over i et bredere Plateau. Syd for Sø Søby har vi Nederlagsdalen, en dyb Indskæring paa 12 —1500 m Længde med ret bratte Sider. Tidligere har disse Skrænter været stejlere end nu, men de er i Tidens Løb udjævnet noget ved Pløjning. Nord for Store Øksnebjerg og adskilt derfra ved Øksnebjerg Dal ligger Lille Øksnebjerg. Der er naturligt nok gjort en Del Vaabenfund i Omegnen. Paa Store Øksnebjerg er der fundet en Del Geværkugler og en Malmlanse. I Nederslagsdalen er omtrent 1760 oppløjet en Del „lange og store Jemsværd“, og i Moserne Syd for Bjerget er der fundet en Del Geværer, „Sabler“ og Hellebarder. Endelig er der i et Mosehul Øst eller Sydøst for Ke Søby fundet en Del Vaaben, hvoriblandt Pistoler, Piker og Stridsøkser, der antagelig har udgjort Indholdet af en Rustvogn. Der var i hvert Fald mere end „1 Bondelæs“ Vaaben. Om de to Modstanderes Styrkeforhold har man temmelig nøje Rede. I en gammel Beretning med Titlen „Warhaftyge nyge tydynge van der Slachtynge de In deme Koenyngkryke tho Dennemargken gescheen ys, Im Lande Fuene by einem Stedtlyn Assenis genomet“, der blev trykt samme Aar, som Slaget stod, er Lybekkernes Styrke gentagne Gange opgivet til 4 Faner Ryttere og 9 Fænnike Landsknægte, og Rytteriets Antal er yderligere opgivet til 700. Om Rantzaus Styrke har en gammel dansk Forfatter, Erasmus Læ tus (Rasmus Glad), givet Besked, idet han opgiver den til 4 Faner Ryttere og 8 Fænnike Knægte, og Rigtigheden heraf bestyrkes ved en Del forefundne Lønningskvitteringer o. a. De to Modstandere har saaledes været omtrent lige stærkt, hvad Antal Afdelinger angaar. Hvad Antallet af „Hoveder“ angaar, kan der derimod ikke siges noget bestemt; men der er næppe Grund til at antage, at Styrkeforholdet i den Henseende har været væsentlig anderledes end Afdelingstallet giver. Begge Parter har ogsaa haft Artilleri, men Stykantallet kendes ikke. Lybekkemes Tropper bestod udelukkende af hvervede Tyskere, og der har ikke været noget Almueopbud til at støtte dem. Rantzaus Fodfolk bestod mest af Hvervede fra Holsten, hvilket Landskab paa det Tidspunkt havde hørt under Danmark i 75 Aar. I hans Rytteri tjente derimod et Antal danske, thi her stod en stor Del af den jydske og den fyenske Adel med deres Rusthold. Bevæbningen har for Rytteriets Vedkommende fortrinsvis bestaaet af Slagsværd og maaske Pistoler. Om den fundne Malmlanse kan tages til Indtægt for den Antagelse, at Rytteriet for en Del har været udrustet med Lanse, er muligt. Den var paa Fejdens Tid endnu ikke faldet helt bort som Krigsvaaben. Fodfolkets Vaaben har været Piker og Hellebarder samt Luntebøsser. Disse har rimeligvis været saakaldte „Halvhager“, der udskød Kugler med en Vægt af 2 Lod (31,2 g) og havde et Kaliber paa ca. 19 mm. Bøsseskytternes Antal har dog endnu været ret ringe i Forhold til Pikenerernes. Artilleriet var selvfølgelig meget primitivt. Det kunde nok medføres paa Marchen, men manglede Manøvredygtighed i Slaget, og den tabende Part maatte i Reglen efterlade alle sine Kanoner paa Valpladsen. Som Dækvaaben har baade Rytterne og Pikenereme haft Rustning. Hvad Slagorden og Taktik angaar, var man inde i en Overgangstid. I den nærmest foregaaende Periode havde den schweiziske Opstilling været den almindelige. Den bestod i, at omtrent Halvdelen af Hæren opstilledes i en stor, firkantet Hob med 20 Geledders Dybde i Centrum, medens Resten fordeltes til Fløjene og her opstilledes i lignende Hobe. Imellem disse opstilledes Artilleriet. Man var imidlertid nu ved at gaa over til meget store Hobe med 60 Geledders Dybde, men da een enkelt saadan Hob vilde have slugt alt Rantzaus Fodfolk, er det mest rimeligt, at han har benyttet en lignende Opstilling som Schweizernes. Den bød ogsaa den Fordel at kunne bruges som Marchformation, naar man nærmede sig Fjenden. Den store Centrumshob kaldtes da Hovedstyrken, den forreste af de smaa Hobe blev Fortroppen, der indledede Kampen, medens den bagerste blev Bagtroppen. Ogsaa for Rytteriets Vedkommende var man ved at komme ind paa en Opstilling i meget dybe Hobe, en Opstilling, der i Virkeligheden gaar paa tværs af hele Rytteriets Væsen, og det ser da ogsaa ud, som om Rantzau her har fulgt sine egne Veje. Naar Rantzau nu vilde angribe Lybekkerne i deres Stilling, kunde han enten angribe fra Vest-Sydvest, hvor Skraaningen var ret ringe, eller han kunde søge at omgaa Stillingen. Angreb han direkte, vilde han meget nemt komme til at kæmpe paa en temmelig indskrænket Plads, fordi Bjergets Krone er ret smal, og denne har tilmed været dækket af Lybekkemes Vognborg. Hans Fløje vilde komme til at kæmpe paa Bjergets Nord- og Sydskraaninger, og Udfaldet vilde være temmelig problematisk. At angribe fra Syd var udelukket paa Grund af Moserne, og det er derfor rimeligst at antage, at han gennem Øksnebjerg Dal har søgt at komme op paa Halsen for derfra at angribe Lejren. Hans Fremmarch skete i god Orden og vel opsluttet, saa at han stedse var rede til Slag, hvad der jo ogsaa var nødvendigt, naar han vilde foretage denne Flankemarch lige for Fjendens Øjne. Lybekkerne paa deres Side har næppe rigtig vidst, hvad de skulde tro. De har rimeligvis kunnet se Røgen fra den brændende Lejr, og naar de nu fra Bjerget saa ned paa den lille sluttede Skare, er der Mulighed for, at den Tanke er opstaaet hos dem, at der paa en eller anden Maade var sket en Katastrofe for Belejringshæren, og at den Styrke, de saa foran sig, var en mindre Del af Hæren, der var ved at drage bort. Om det nu har været denne Idé, der har optaget Lybekkerne, eller om det simpelthen har været Tanken om Fordelen ved et Angreb ned ad Bakke, er ikke let at sige; maaske begge i Forening. Nok er det. De angreb; de opgav deres gode Stilling paa Toppen af Bjerget og styrtede i vild Fart ned ad Skraaningen mod de kongelige. Men Skraaningen er jo ret betydelig, og det er derfor ikke til at undres over, at Sammenholdet, der i den Tids Krigsførelse var saa vigtigt, gik fuldstændig tabt, samtidig med at de maskerede Ilden fra deres egne Kanoner, som derfor ikke kunde komme til at skyde. Rantzau gjorde straks Holdt for at tage imod Angrebet, og da Lybekkerne var paa et Stenkasts Afstand, lod han sit Artilleri spille. Man maa dog lade Lybekkerne, at de hurtigt fattede sig, og Kampen blev lang og blodig, og først da Rantzau fik et Flankeangreb med sit Rytteri sat ind, begyndte Lybekkerne at give sig. Just i dette Øjeblik kom de 100 Ryttere, der var efterladt i Assens, ilende under deres Befalingsmand, Christoffer v. Feldten. Da han nemlig mærkede, at de belejrede ikke rørte paa sig, lod han Fæstning være Fæstning og marcherede bort for at deltage i Slaget. Han naaede tids nok til at fuldstændiggøre Lybekkernes Nederlag. Ganske vist prøvede de endnu paa at sætte sig paa det Sted mellem Store Øksnebjerg og Halsen, der paa det gamle Kort er betegnet „Valpladsen“, men deres Kraft var i Virkeligheden brudt, og Rantzau vandt en afgørende Sejr. Kampen havde da varet i 114 Time.
Om Tabene siger „Warhaftyge tydynge“, at Rantzaus Hær tog 181 Ryttere og 1500 Landsknægte af Lybekkerne til Fange, ligesom den erobrede 400 Vogne og alt deres Artilleri. Af de kongelige skal der ifølge samme Kilde kun være dræbt 40 Mand; men det turde nok være en Overdrivelse. I det hele taget er der ingen nøjagtige Beretninger om, hvor mange faldne de to Modstandere har haft; men det vides dog, at Lybekkernes Fører, Grev v. der Hoya, faldt. Det vil af denne Fremstilling fremgaa, at Rantzau nødvendigvis maa have taget Marchdirektion op gennem Øksnebjerg Dal mellem Store og Lille Øksnebjerg, for ellers gaar den logiske Forklaring paa Lybekkernes overilede Angreb i Stykker. Tænker vi os Rantzau kommende fra Lejren i Nærheden af Lundager og gaa over Voldbro, vilde der naturligvis være noget, der talte for, at han vilde søge at bemægtige sig Lille Øksnebjerg, hvorved han ogsaa vilde være kommet op paa Plateauet. Men i saa Tilfælde vilde han ingen Steder komme nærmere til Store Øksnebjerg end ca. 140 m, nemlig i det Øjeblik han var kommet op paa Lille Øksnebjerg og altsaa samtidig havde faaet en gunstig Position. Var han først kommet der op, var der intet, der opfordrede til ubesindige Bevægelser. For det første vilde Afstanden være for stor, og for det andet vilde det gaa op ad Bakke de sidste ca. 50 m. At en Afstand paa ca. 150 m i sig selv vilde være for stor, er givet. Rytteriet kunde nok beholde tilstrækkelig Kraft under Fremløbet til at forsøge et Gennembrud; men for det svære Fodfolk vilde det være en fysisk Umulighed. For Pikenererne med deres Lanse og tunge Rustning vilde 100 m saamænd være rigeligt, selv om det gik ned ad Bakke, og det er derfor sandsynligst, at Rantzau har været tættere paa end de før nævnte 150 m. Man kunde nu tænke sig, at Rantzau alligevel besatte Lille Øksnebjerg og derfra marcherede rundt om — Øst om — Øksnebjerg Dal for at angribe Store Øksnebjerg fra Nord. Ogsaa denne Antagelse støder an mod Beskrivelsen af Lybekkernes forhastede Angreb. Bjergets Skraaning er her langt mindre stejl og meget kortere, og hvad der maaske tæller nok saa meget, Lybekkerne vilde da have faaet Tid til at danne sig et Skøn over Størrelsen af Rantzaus Hær og dens Kampværdi, og i saa Tilfælde taler Sandsynligheden for, at Lybekkerne vilde have givet sig Tid til at formere en regulær Slagorden, for derefter at marchere frem til et ordnet Angreb. Spørgsmaalet er dernæst, om Rantzau har valgt sin Marchretning i det Haab at lokke Lybekkerne til at foretage et eller andet ubesindigt Skridt. Ja hvad Rantzau har tænkt sig, kan vi selvfølgelig kun gætte os til. Men det er dog værd at mærke sig, at mens v. der Hoya foretog sine mærkværdige Marcher gennem Fyen med sit Rytteri, foretog Rantzau samtidig personlig en Recognoscering ned mod Faaborg, hvor Lybekkernes Fodfolk jo befandt sig. Han var altsaa ganske klar over deres Tilstedeværelse, og det er rimeligt, at han ogsaa har hørt om Mytterihistorien. Hans Indtryk af Lybekkerne har derfor været det, at deres Militærmoral var slap, og at deres Førere ikke havde rigtig Hold paa Mandskabet, og man kan meget vel tænke sig, at han er gaaet ud her fra, da han tog sin Beslutning. Hvad selve Slaget angaar, da er det bemærkelsesværdigt, at skønt vi med Grevens Fejde befinder os i et Tidsrum, hvor Fodfolkets Betydning i Slaget er stærkt forøget, synes det ikke desto mindre, som om det var Rantzaus Rytteri, der tilføjede Lybekkeme det afgørende Stød. Det, at han lod sit Rytteri, eller Dele af det, foretage et Flankeangreb, kunde tyde paa, at han ikke helt har fulgt Samtidens Opstilling i store, dybe Hobe ; thi saadanne har været umulige at operere med, og det ser ud, som om Rantzau med sin Ryttertaktik har fulgt nogenlunde de samme Principper som Moritz af Oranien et halvt Hundrede Aar senere. Stødet er rimeligvis sat ind paa Lybekkernes venstre Fløj, og det er i hvert Fald paa denne Fløj, at Rytterne fra Observationskorpset naturligst er kommet til at virke. Herpaa tyder ogsaa Fundet i Nederlagsdalen af de „lange og store“ Sværd. Beskrivelsen tyder bestemt henimod Ryttervaaben, og de maa antages at have tilhørt lybske Ryttere, der, efter at være slaaet paa Flugt ved det danske Rytterangreb, ikke har set sig for og er redet ud over Dalens Kanter. Siderne har, som foran bemærket, tidligere været betydelig stejlere end nu, og da Datidens Rytteri næppe har kendt til Terrainridning, saaledes som den nu drives, er de enten styrtet af Hestene, eller disse er styrtede med de tunge, pansrede Ryttere, der saa er omkommet i Dalens Bund. Fodfolket derimod er veget ud mod Syd og Sydøst, hvor en Del maaske er omkommet i Mosedragene, mens andre har kastet deres Vaaben for at lette Flugten. De fundne Vaaben, Bøsser, Piker og Partisaner, er nemlig alle Fodfolksvaaben. Saaledes som Slaget foran er beskrevet, fremtræder Rantzau som en dygtig Feltherre. Han træffer hurtigt sin Beslutning om at imødegaa den truende Fare og sætter alt ind paa at gennemføre den. Hans Disposition for Slaget træffes — maaske — under Hensyn til Fjendens mindre gode Militærmoral, samtidig med at hans egne Tropper viser sig at være vel disciplinerede, og hvad Rytteriets Anvendelse angaar, synes han at have været en af Tidens Foregangsmænd.
Th. Dyppel.
