Log ind

Slagene ved El Alamein i ny belysning

#

Første slag ved El Alamein. Slaget ved Alam el Halfa.Andet slag ved El Alamein

I

Med slaget ved El Alamein forbinder man sædvanligvis det slag, der fandt sted i oktober 1942, hvor 8. britiske armé under generalløjtnant Montgomery besejrede den tysk-italienske panserarmé under feltmarskal Rommel, hvorefter aksemagterne blev trængt mod vest til Tunis og sluttelig bort fra Afrika.

Af den senere tids litteratur om krigen i Nordafrika, navnlig af Barnetts brilliante men desværre pletvis ret umodne bog »The Desert Generals« fremgår det imidlertid, at de to slag, der tidligere samme år fandt sted i samme område, nemlig første slag ved El Alamein i juli og slaget ved Alam Halfa i august, har haft nok så stor betydning, og selvom historiens dom endnu ikke kan fældes, synes det dog, som om 8. armé under det kendte — andet — slag ved El Alamein har forsømt at udnytte en god mulighed for allerede på dette tidspunkt at afslutte krigen i Nordafrika ved at tilintetgøre Rommels armé.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.03.53.png

1. I sommeren 1942 nåede aksemagterne deres længste fremtrængen i Europa, Afrika og Østasien. På den russiske krigsskueplads var tyskerne standset ved Stalingrad og ved Rostov — den sidste barriere før Kaukasus, og i Afrika var den tysk-italienske panserarmé under feltmarchal Rommel efter slaget ved Gazala og erobringen af Tobruk nået til El Alameinstillin- gen, mindre end 100 km fra Nildeltaet.

Aksemagternes fremrykning var planlagt som en kæmpemæssig knibtangsbevægelse, hvis nordlige gren skulle gå gennem Rusland og Kaukasus og sydlige gennem Nordafrika således, at liele det østlige Middelhav og Mellemøsten blev omfattet og vejen til oliekilderne ved den persiske havbugt og til Indien åbnet. Men ved Stalingrad og ved El Alamein vendte krigslykken sig til fordel for de allierede.

Slagene ved El Alamein og slaget ved Alam el Haifa er — ud over at de betegner et afgørende vendepunkt i 2. verdenskrig — interessante derved, at krigsskuepladsen frembød udstrakt mulighed for anvendelsen af motoriserede, mekaniserede og pansrede enheder, og på grund af fuldstændig mangel på flyverskjul kunne den luftovcrlegne indsætte sine fly med tilintetgørendc virkning mod mål på jorden.

Medens krigsskuepladsen var gunstig set med taktikerens øjne, den muliggjorde med de store åbne flader hurtige — og næsten søkrigslignende — operationer, gav dette specielle terrain derimod særlige problemer for den faglige tjeneste.

Der går kun en befæstet vej gennem den libyske ørken fra Nildcltaet (Alexandria) mod vest til Bcnghazi; jernbanen fra Alexandria nåede før krigen kun til området syd for Solum, men forlængedes noget under krigen. Da alle forsyninger måtte fremskaffes udefra, og da begge parter måtte regne med betydelige tab under transport gennem Middelhavet, blev forsyningstjenesten et stort problem. Det viste sig da også, at manglende forsyninger var en væsentlig årsag til, at aksemagterne, som fra El Alamein havde lange forsyningslinier — belt til Tunis — på denne krigsskueplads led deres første og afgørende nederlag.

2. Begivenhederne umiddelbart forud for kampene i El Alamein-stillingen

Den britiske kommandoorganisation i Mellemøsten omfattede to vigtige chefsposter, nemlig:

Commander-in-Chief Middie East og den underlaglo Chef for 8. armé.

Siden juli 1941 havde general Sir Claude Auchinleck beklædt posten som C-in-C Middlc East; ban var en dygtig general, erfaren og estimeret. Auchinleck havde forrettet tjeneste i Indien i en længere årrække. Hans erfaringer fra 1. verdenskrig var knyttet til felttoget i Mesopotamien. Han var indstillet på bevægelig krigsførelse. Generalmajor Neil Ritebie kommanderede 8. armé; han var en rolig, solid og vel skolet officer, som dog ingenlunde kunne måle sig med Rommcl.

Efter Rommels sejr ved Gazala og Tobruks fald, hvor briterne mistede næsten 35.000 fangne, tog general Auchinleck den 25. juni selv kommandoen over 8. armé, han blev derved på een gang C-in-C Middlc East og arméchef. Han gav ordre til armeens tilbagetrækning til Matrub, hvor det var lians hensigt ved bevægelige operationer at tage kampen op mod Rommel. 8. armé var imidlertid på dette tidspunkt desorganiseret og så medtaget, at det ikke lykkedes Auchinleck at få bold i situationen og standse Rommel ved Matrub, omend den britiske armé var de tysk-italienske styrker talmæssigt overlegen, både hvad angår personel og kampvogne.

I denne situation som i mangfoldige andre, hvorom både ældre og nyere krigshistorie heretter, blev fra begge sider modstanderen overvurderet. 8. armés efterretningstjeneste oplyste, at Rommel rådede over 100 kampvogne og 25.000 tyskere, medens han i virkeligheden kun havde 60 operationsduelige kampvogne og 2500 tyske infanterister i området. Da BBC radioavis meddelte, at 8. armé nu trak sig tilbage til El Alaineinstillingen, lod i og for sig både den menige britiske soldat og Rommel sig bedrage. Briten blev blot skuffet, for der var ingen veludbygget stilling at besætte, men for Rommel blev bedraget skæbnesvangert, idet han tøvede, for at italienerne kunne nå frem og muliggøre opbygningen af et stærkt og metodisk angreb, som ban troede var nødvendigt for at trænge videre mod øst. Rommel mistede derved en god mulighed for hurtigt at bryde igennem til Nildeltaet, da de forreste dele af lians panscrarmé kom til El Alamein, og 8. armé endnu ikke havde nået at opbygge noget betydeligt forsvar.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.13.31.png

3. El Alameinstillingen

Stillingen støtter sig i nord til Middelhavet ved El Alamein og i syd til Qattarasænkningen, der er impassabcl for store motorkolonner, men kan forceres af enkelte køretøjer*). Der er ingen karakteristiske højdedrag i stillingen; nævnes skal dog Miteiriya, Ruweisat og Alam el Halfa, tre lave højderygge, der trods deres topografiske ubetydelighed dog spiller en rolle i skildringen. Terrainet består dels af områder med løst sand dels af områder, som muliggør kørsel med hjulkøretøjer med stor hastighed. Højderyggene er for det meste klipper dækket af et tyndt lag sand. Fremkommeligheden er således ikke ens overalt, og da der i 1942 ikke fandtes nøjagtige og detaillerede kort over området, var stabene altid ivrige efter at skaffe sig oplysninger over terrainet; alle midler anvendtes hertil: Flyfotos, afhøring af fanger og udspørgen af egne tropper, der havde været igennem ørkenen. I sådanne øde egne med stærkt vekslende passabilitet er det selvsagt af betydning at have pålidelige »going-maps«.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.15.32.png

Skyttehuller og sprængstykkesikre rum måtte ofte sprænges ud, og i mange tilfælde måtte man derfor nøjes med at hygge ildafgivelsesanlæg og dækningsrum ovenpå jorden. Også køretøjer måtte beskyttes af opbyggede »stenkasser«, som var vanskelige at sløre; af naturlige sløringsmaterialer fandtes i heldigste tilfælde kun lave, meget spredte buske. Skinanlæg spillede derfor en stor rolle.

Stillingen var før krigen blevet rekognosceret, idet man herfra har en sidste mulighed for at forsvare Nildeltaet mod en fra vest kommende angriber. Der har også fra tid til anden været beskæftiget civile arbejdere med stillingens udbygning; de udførte arbejder var dog kun af ringe omfang, da de før krigen altid var placeret lavt i trangfølgen. I virkeligheden var El Alameinstillingen indtil 1942 kun en linie på kortet.

Klimaet i den libyske ørken er varmt og tørt med stor forskel på dag- og nattemperatur. Vand må transporteres over store afstande fra de få brønde til brugerne. I vinterhalvåret falder heftige regnskyl i et ret smalt bælte langs Middelhavets kyst. Normalt er flueplagen i området kun jævnt generende, men da større troppestyrker opholdt sig der, blev flueplagen ulidelig og hindrede, at personellet søgte hvile om dagen.

4. Aksemagternes styrke

Aksemagternes styrker stod nominelt under italiensk kommando, idet feltmarskal Bastico var øverstbefalende over de tysk-italienske styrker i Nordafrika, men feltmarskal Rommel var den, der reelt førte kommando.

Aksens styrker var organiseret i tre korps, nemlig:

— Det tyske Afrikakorps (15. og 21. panserdivision),

— 90. lette division,

— 164. inf. division samt faldskærmsbrigaden Ramcke.

To italienske korps, omfattende ialt 9 divisioner, herunder de to panserdivisioner Ariete og Littorio.

Samtlige italienske divisioner havde klingende navne: Folgore, Bologna, Trento, Brescia, Pavia, Trieste og Savona.

De tyske styrker var veluddannede og veludrustede og særdeles vel førte; de italienske var udrustede med utidssvarende våben, f. eks. var den italienske kampvogn M 13/40 — let KVG — allerede i 1942 forældet, dens bevæbning var kun en 4,7 cm kanon L/32; briterne kaldte disse køretøjer »Self-propelled coffins«. Den italienske kampmoral var i visse enheder ringe, således at Rommel måtte stive de italienske enheder af ved at skyde tyske ind mellem dem; i 8. armés stab benævntes dette » korsetstivertaktikken «.

Feltmarskal Kesselring var i oktober 1941 udnævnt til »Oberbefehlhaber St)D« med den opgave at etablere både sø- og luftoverlegenhed i området mellem Italien og Nordafrika. Kesselring havde kommandoen over aksens flyverstyrker i området, men kunne kun give direktiver til søstridskræfterne. Han var altså ikke overgeneral i samme forstand, som C-in-C Middle East var det på britisk side.

Aksens forsyningssituation var i efteråret 1942 meget ugunstig, fordi de allierede havde herredømmet i luften og tildels også på søen trods den italienske flådes materielle overlegenhed. Tre fjerdedele af forsyningsskibene fra Italien blev sænket enten af RAF eller af den britiske flåde. Hertil kom, at forsyningshavnen Tobruk havde for lille kapaeitet, og afstanden Tobruk—El Alamein var ea. 530 km; visse skibe lossede i Benghazi og i Tripolis, idet disse bavne lå udenfor de allierede torpedoplaners rækkevidde, men afstanden fra disse havne til El Alamein var henholdsvis 950 og 1900 km. Stor transportkapacitet var derfor nødvendig, og transporten gjorde et betydeligt indhug i drivmiddelforsyningerne. Til sammenligning skal nævnes, at de britiske forsyninger kun skulle transporteres over 90 km fra Alexandria eller over 300 km fra Suez; naturligvis må det tages i betragtning, at de fleste britiske erstatninger og forsyninger måtte fremskaffes oversøisk, d. v. s. fra England og Amerika og syd om Afrika. Der tilgik dog væsentlige forsyninger fra Indien.

5. Det første slag ved El Alamein

Siden den 25. juni havde en af Auchinlecks korpschefer, generalløjtnant Norrie, været i Alamcinstillingen, hvor ban organiserede forsvaret og placerede enhederne — ikke alene dem, der kom fra W fra nederlagene ved Gazala og Tobruk men også tropper østfra fra andre dele af Middle East Connnand.

Stillingens besættelse bestod af 4 forsvarsområder og en manøvre- styrke, der bestod af panserenbeder, til bekæmpelse af fjenden ved bevægelige operationer. Forsvarsområder var placeret ved El Alamein til blokering af jernbanen og vejen, der begge løber langs kysten, ved Deir El Sliein beliggende vest for Ruweisathøjdcryggen, ved Bab El Quattara i stillingens midte og endelig ved Abu Dweiss helt mod syd ved Quattara- sænkningens kant.

Den britiske armés to korps var placeret med 30. korps mod nord og 13. korps mod syd.

Natten mellem 30. juni og 1. juli angreb Rommel med 90. lette division tæt syd for El Alamein og med Afrikakorpset (21. og 15. panserdivision) noget sydligere. Aksen var så sikker på sejr, at Mussolini ankom til Cyre- neica pr. fly den 29. juni for at være rede til indmarchen i Alexandria og Cairo.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.18.44.png

Allerede angrebets start varslede uheld for Rommel; på grund af uventet svært terrain passerede Afrikakorpsct sin udgangslinie flere timer for sent og løb derefter på det af en indisk division besatte forsvarsområde, Deir cl Shcin, og på øst herfor liggende sydafrikanske enheder. Afrikakorpsct blev standset, og bedre gik det ikke mod nord, hvor den tyske 90. lette division ganske vist nåede lidt øst for El Alamein men derefter blev standset af 8. armés artilleri. Det så dog ud, som om 90. lette divisions fremtrængen skulle lykkes, og Rommel anvendte alle sine reserver og hele den rådige indstøtte til fordel for denne divisions gennembrudsforsøg. Divisionens angreb blev kl. 2130 fornyet som angreb i mørke. Samme nat fik Rommel efterretning om, at den britiske flåde i Alexandria var stukket til søs, og denne efterretning fik de tysk-italienske styrker til at sætte alt ind på at opnå en afgørelse i de nærmest følgende dage. Imidlertid havde den britiske front modtaget en del forstærkninger, og selvom 8. armés stilling kun havde moderat dybde, lykkedes det ikke Rommel at slå  igennem. De tyske enheder var nu kun små, divisionerne havde således kun en styrke på 1200—1300 mand.

Auchinleck førte med stor dygtighed, langt bedre end Ritchie, der var for uerfaren til den post, han var betroet; Rommel bemærkede dette og indførte i sin dagbog, at 8. armé nu førtes med kølig ro og ikke længere accepterede en hurtig »næstbedst« løsning som parade mod aksens bevægelser.

Det var i virkeligheden af ganske afgørende betydning, at Rommel blev standset på dette tidspunkt, hvor den tysk-italienske slette forsyningstjeneste endnu ikke havde nedsat panserarméens kampkraft — man levede højt på byttet fra Gazala og Tohruk — og hvor 8. armé endnu ikke havde modtaget forstærkninger i større målestok. — Men det 1. slag ved El Alamein var langt fra afsluttet endnu; Rommel erkendte ikke, at hans fremrykning mod øst definitivt var bragt til standsning, og han meldte til Berlin og Rom, at han havde sejret og var på vej til Alexandria.

Den 1. juli gav Auchinleck befaling for modangreb den 2. Angrebet skulle udføres af 13. korps — det sydlige — i Rommels højre flanke, medens 30. korps skulle holde hans front. Planen blev ikke udført som tilsigtet; den lå over, hvad 8. armé kunne yde på dette tidspunkt — både hvad angår troppernes kræfter og stabenes arbejde. Angrebet fik ingen élan, fik kun karakter af et pres, der ikke frembragte afgørende resultater. Som medvirkende årsag til det ringe resultat anføres, at 13. korps var opdelt i »mobile artillery battlegroups«, en forløber for de nu almindeligt kendte bataillonskampgrupper. At opdele de større, ikke-motori- serede divisioner i mindre kampgrupper var under ørkenkrigens vilkår fremsynet, men i et angreb med udpræget tyngde, som der lier var tale om, måtte dog — på den tid — divisionen anvendes samlet bl. a. af hensyn til nødvendigheden af at koncentrere kræfterne — ikke mindst artilleriet.

Slaget varede juli måned ud, men ved dets afslutning var ikke opnået resultater ud over, hvad blev opnået efter de første dages kampe nemlig, at Rommel endeligt havde mistet muligheden for gennembrud til Nil- deltaet. Tilgang af reserver til 8. armé havde ændret styrkeforholdet i briternes favør.

Under dette 1. slag ved El Alamein blev det tyske flyvevåben næsten udelukkende anvendt i snæver tilknytning til kampene på jorden. Hverken tyskerne eller italienerne indså hvor betydelig en virkning, der kunne have været opnået, såfremt Alexandria og især den travle havn Port Said havde været bombet systematisk. På dette tidspunkt rådede aksemagterne over den fremskudte flyveplads El Daba, hvorfra afstanden til Alexandria kun er ca. 150 km og til baseinstallationerne for hær og R.A.F. i deltaet og kanalzonen er mindre end 400 km. Luftwaffes anvendelse i denne periode illustrerer ganske klart, hvorledes det ikke burde have været anvendt.

Det 1. slag ved El Alamein var vendepunktet i krigen i Afrika. General Auchinleck indlagde sig her store fortjenester, og det synes uretfærdigt, at offentligheden med slaget ved El Alamein kun forbinder det slag, der fandt sted ca. 4 måneder senere, hvor generalløjtnant B. L. Montgomery med den nu talmæssigt langt overlegne 8. armé og med betydelig luft- overlcgenhed drev aksemagterne mod vest dog uden at tilintetgøre den tysk-italienske panserarmé.

Auchinleck er senere af hl. a. Mongomery blevet kritiseret, fordi han »så sig tilbage over skulderen«, idet han lod udarbejde planer for forsvar i selve Nildeltaet og langs Suezkanalen samt planer for tilbagetrækning til Palæstina. Denne planlægning kunne føre til en mindskelse af indsatsen mod Rommel, men må ses i det lys, at Auchinleck som C-in-C Middle East havde ansvaret for mange for den allierede krigsførelse vitale områder, hl. a. for forsvaret af Abadan og Bahrein, hvorfra der årligt udskibedes over 13 millioner tons olie til de allierede. Måske ville det være muligt at fremskaffe denne oliemængde fra andre kilder især amerikanske, men det ville være ganske umuligt at fremskaffe den nødvendige transportkapacitet for at skaffe olien frem til krigsskuepladserne, idet der hertil krævedes yderligere 270 skibe til den eksisterende allierede tankskibsflåde. Det var lettere for Montgomery at afbryde al planlægning vedr. yderligere tilbagetrækning og »kun at se fremad«, dels fordi han kun havde ansvar som arméchef, dels og navnlig fordi et tysk-italiensk gennembrud på grund af det ændrede styrkeforhold ikke længere var sandsynligt, da han overtog kommandoen.

6. Auchinleck udskiftes

Indtil midten af juli kneb det for Auchinleck at få arméens planer bragt til udførelse til punkt og prikke, de blev udvandet på korps-, divisions- og brigadeniveau. Analyserer man årsagerne, finder man, at samarbejdet mellem de forskellige Commonwealth-kontingenter ofte lod meget tilbage at ønske; at de respektive regeringer stillede ængstelige spørgsmål vedr. operationer og tab, gjorde ikke forholdet bedre, idet disse henvendelser svækkede princippet om enhed i kommandoføringen og fremkaldte insubordination hos kontingentcheferne, som samtidig var divisionschefer*). Den kendsgerning, at Rommel var blevet standset, var ikke trængt helt igennem til offentligheden, og Aucliinleck blev stadig vurderet ud fra nederlagene ved Gazala og Tobruk. Af bensyn til folkeopinionen i hjemlandet i højere grad end af hensynet til 8. armé fandt man et chef- skifte ønskeligt. Hertil kom, at premierministeren, Winston Churchill, havde haft politiske vanskeligheder på grund af 8. armés nederlag; vanskelighederne var ganske vist overvundet, men han havde behov for en hurtig, britisk fremgang på den afrikanske krigsskueplads for helt at rehabilitere den britiske krigsledelse, som lian stod i spidsen for. Aucliinleck kunne imidlertid ikke honorere Churchills krav om fornyet offensiv allerede i juli; efter 4 ugers kamp ved El Alamein var han kommet til den uden tvivl korrekte slutning, at hans armé ikke foreløbig kunne opnå yderligere resultater dels på grund af arméens tilstand, dels på grund af, at Rommel nu havde forstærket sin stilling i betydelig grad bl. a. ved udstrakt brug af miner.

Under et besøg i Cairo, hvori hl. a. chefen for imperiets generalstab, C.I.G.S., general Alan Brooko, general A. Wawel og den gamle sydafrikanske feltmarskal J. C. Smuts deltog, besluttede Churchill at udskifte general Aucliinleck. Militært set var denne afgørelse næppe motiveret; om chefskiftet var nødvendigt af psykologiske årsager — visse forhold tyder på, at det var det — er vanskeligt at fastslå endnu — men heller ikke i vore dage er det ukendt at »ofre« en mand »for sagens skyld«.

Ironisk nok nægtede den nye arméchef, general Montgomery, pure at iværksætte en offensiv før en måned senere end det tidspunkt, på hvilket general Aucliinleck ville kunne påtage sig at starte en sådan.

Aucliinleck, som i dag er feltmarskal, fik efter at være blevet løst fra sine opgaver som C-in-C Middle East og chef for 8. armé tilbudt den nydannedc Persia and Iraq Command; han afslog.

6. Montgomery og 8. armé

General Harold Alexander blev befalet som Auchinlecks afløser som C-in-C MiddleEast, og generalløjtnant Gott blev befalet som chef for 8. armé. Generalløjtnanten havde været korpschef i 8. armé og for så vidt egnet til denne høje post, og han var jo særdeles kendt med ørkenkrigen; de sidste måneders tjeneste havde dog slidt hårdt på ham, således at det var tvivlsomt, om han var generalen, der kunne puste nyt liv i 8. armé. General Gotts fly blev imidlertid på vej til Cairo tvunget ned af to tyske jagere, og lian blev dræbt, da han deltog i redningsarbejdet ved den havarerede maskine. På chefen for imperiets generalstabs, general Alan Brookes, anbefaling indstillede Churchill, at general Montgomery blev udpeget til chefsposten.

General Montgomery var 55 år, da ban overtog kommandoen over 8. armé. Han besad den fordel frem for general Gott, at han havde stærk lyst til at påtage sig opgaven og ansvaret. Montgomery er en særpræget personlighed; asketisk, nøjagtig selv i de mindste detailler, alvorlig, arbejdsom og i højeste grad selvstændig. I mellemkrigsårene var ban elev og senere lærer på Camberly og Quctta, gcneralstabsskoler i henholdsvis England og Indien. Generalen kan vistnok betegnes som besværlig, lian var ingen let undergiven at tumle — det måtte general Eiscnhower sande senere; ved en bestemt lejlighed tilskrev ban Montgomery: »You are a soldier and you have to obey«. Hans forhold til sin foresatte under Afrikafelttoget, general Alexander, var udmærket — måske fordi C-in-C Middle East ikke blandede sig i 8. armés dispositioner men approberede dens forslag og rekvisitioner.

Montgomery lagde stor vægt på og anvendte undertiden ret uortodokse midler for at blive set og kendt af tropperne; med stor flid besøgte ban enhederne og talte til dem forud for vigtige operationer. Han valgte en outreret påklædning — bl. a. den sorte baret med to regimentsmærker — for at blive lagt mærke til og busket. Sikkert af samme grund holdt lian i felten bunde, kalkuner (som adjudanten ved et »uheld« ombragte, da de var vanskelige at indfange ved opbrud), kanariefugle og andre husdyr. I personelpolitikken gik ban hårdt til værks; han lod hurtigt efter kommandooverdragelscn de chefer udskifte, som ikke passede liam.

8. armé bestod af tre korps, nemlig:

10. korps (3 panserdivisioner) under generalløjtnant Lumsden*) 13. korps (2 infanteridivisioner og 1 panserdivision) under generalløjtnant B. Horrocks og

30. korps (5 infanteridivisioner) under generalløjtnant O. Lecse; desuden som armétropper 4 infanlcribrigader og 2 panserbrigader.

8. armé var sammensat af mange nationer; foruden af britiske, af tropper fra Australien, Ny Zealand, Sydafrika og Indien og mindre kontingenter fra Frankrig, Grækenland og Polen.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.21.09.png

Den armé, som Montgomery overtog, omfattede kun 13. og 30. korps; 10. korps blev opstillet, da der tilgik arméen nye panser- og infanteridivisioner. Dette nye korps’ udrustning var 300 Sherman kampvogne, som i begyndelsen af september kom fra U.S.A. 10. korps skulle danne en modvægt mod Rommels stærkt pansrede »Afrikakorps«.

Ånden i 8. armé havde efter nederlagene ved Gazala og Tobruk været trykket, men efter at det var lykkedes at liindre gennembrud af El Ala- mein-stillingen, var arméens selvtillid ved at blive genvundet. Der er ingen tvivl om, at den nye arméchef, Montgomery, havde gode evner til at begejstre og skabe tillid i arméen, og han brugte disse evner lige fra det tidspunkt, han overtog kommandoen — ja før, idet han uretmæssigt overtog kommandoen den 13. august to dage fpr, han var befalet dertil.

Middle East og dermed arméens forsyningssituation var nu fortræffelig; erstatningsmandskab fra England og Dominions tilgik i stort antal, ligesom forsyninger tilgik i rigelige mængder -— også fra U.S.A., der leverede kampvogne (Grant, Stuart og Sherman) og fly af forskellige typer. Der tilgik 8. armé 149.800 mand i tidsrummet 1. januar til 31. august 1942, i samme tidsrum 32.400 til Royal Air Force-cnlieder i Middle East. Disse tal er meget store; men et ikke-udviklet område, der bliver en vigtig krigsskueplads, absorberer mange soldater, idet alle funktioner lier må udføres af militært personel. Også tabene var store; 8. armé liavde mistet ca. 80.000 mand, siden den blev dannet.*)

Indtil primo september anvendtes bele arméen som besætning i El Alamein-stillingen eller ved dens forstærkning; først efter slaget ved Alam el Halfa, der sluttede 7. september, kunne der afses styrker til den uddannelse, der var så stort behov for — 10. korps var således slet ikke samarbejdet.

II 
Alam el Halfa

8. Man var i 8. armé klar over, at Rommel ville forsøge et gennembrud i nær fremtid, og man vidste, at angrebet ville blive ført mod den sydlige fløj med højderyggen Alam el Halfa som angrebsmål. Ronnnel modtog på sin side løbende efterretninger om, at forstau’kninger til 8. armé var på vej langs Afrikas østkyst og over det Indiske Ocean mod Rødeliavet; det gjaldt derfor for barn om at angribe 8. armé, inden disse betydelige forstærkninger kunne gøre sig gældende i ørkenen.

Auchinlecks plan for imødegåelse af Rommels angreb var at holde mellem havet og Ruweisat-højderyggen, forsvare Alam el Halfa hårdnakket og angribe den fjendtlige styrke, som måtte bryde gennem den sydlige fløj, i flanken. Alexander og Montgomcry adopterede denne plan.

Den 29. august indledte Rommel angrebet. Det tyske Afrikakorps angreb med 15. og 21. panserdivision og 90. lette division langs Qattarasænk- ningen, og også på den øvrige del af fronten angreb aksemagterne — her dog kun med begrænset mål for at binde 8. armé.

Allerede den 3. september var det klart, at Rommel kun kunne nå frem til den sydvestlige del af Alam cl Ilalfa-ryggen, hvor Montgoinery havde placeret en panserdivision — nedgravet. 400 kampvogne og et stort antal panserværnspjecer var rede til at opfange angrebet. Ville Rommel fortsætte mod øst, mod Cairo, ville denne styrke falde angrebsstyrken i ryggen; Rommel måtte derfor angribe Alam el Halfa.

General de Guingand, Mongomerys stabschef, beretter i sin bog »Operation Victory«, hvorledes ban fremstillede et falsk »going map«, som han lod on patrouille efterlade i et fingeret-minesprængt køretøj i ingenmands land. Denne krigslist lykkedes, og Rommel sendte sine enheder ind i områder med løst sand, livor dc motoriserede enheders drivmiddelforhrug var meget stort, og hvor 8. armé havde koncentreret sin ild.*)

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.24.15.png

Den 31. august blæste en stærk vind, der rejste sand og støv, således at R.A.F. ikke kunne gribe ind. I løhet af den 31. august og 1. september kunne 8. armé dog fastslå den nøjagtige retning af aksens angreb, der fra den oprindelige retning nordøst — mod Nildeltaet — nu tog retning mod nord mod Ruweisat-ryggen i forsøg på at rulle El Alamein-stillingen op fra syd til nord. Montgomery lod 10. panserdivision foretag et stillingsskifte til området vest for Alam et Halfa mellem denne ryg og selve El Alamein-stillingen, idet en brigade besatte Alam el Halfa. Den 1. og 2. september angreb Rommel, men stadig oden at vinde yderligere terrain.

Den 3. september begyndte Afrikakorpset at løsgøre sig og bevæge sig mod syd og senere mod vest. End ikke på dette tidspunkt lod Montgomery sine panserenbeder angribe; ban forbød enhver bevægelse vest for selve El Alamein-stillingen og angiver som grund hertil dels, at lians enheders træningsstatus ikke tillod bevægelig krigsførelse endnu, dels at han med henblik på 8. armés kommende offensiv ikke ville miste sine styrker »hcadlong to the enemy«. Rommels styrker ville dog have været et forholdsvis let bytte på dette tidspunkt, hvor Afrikakorpsets drivmiddel- beholdning med nød og næppe tillod tilbagetrækning og slet ikke egentlige operationer.

Om morgenen den 7. september standsede Montgomery slaget og tillod fjenden at besætte vestkanten af El Alameinstillingens minefelter. Hans motivering hertil var, at det af hensyn til det planlagte gennembrud på den nordlige fløj var en fordel, at fjenden havde den størst mulige styrke på den sydlige.

Rommel opnåede intet ved slaget; 8. armés selvtillid befæstedes yderligere, idet det for anden gang var lykkedes at standse Rommel i El Alamein-stillingen.

R.A.F. og 8. armé samarbejdede udmærket under slaget; årsagen hertil må bl. a. søges i, at Montgomery flyttede 8. armés stab til flyverstabens nærhed således, at et intimt samarbejde kunne opretholdes.

Under slaget skiftede R.A.F. på een gang fra korte bølger til ultra-korte bølger; aksemagterne mistede fra dette tidspunkt en ganske betydelig efterretningskilde.

9. Perioden mellem slagene ved Alam el Halfa og El Alamein

Rommels helbredstilstand var i de sidste måneder blevet ringe, og ban benyttede nu en stilstand i operationerne til at underkaste sig en kur i Østrig, idet ban midlertidigt overgav kommandoen til general Stumme, der i den anledning var tilkommanderet fra Østfronten. På vej til rekreationsopholdet meldte Rommel sig i førerhovedkvarteret i Østpreussen, hvor lian fik løfte om betydelige forstærkninger. Da den russiske front modtog alle forstærkninger, blev løfterne ikke indfriet.

Montgomery drog stor fordel af slaget ved Alam el Halfa — ikke mindst moralsk, idet tilliden til føringen blev styrket; 8. armé havde udført sin første — og heldige — operation under sin nye chef. Nu kunne der for alvor tages fat på forberedelserne til det angreb, der skulle komme. Først og fremmest måtte uddannelsesstandpunktet liæves; Montgomery anså det for at være så lavt, at han trods overlegent kampvognsmatericl ikke turde anvende panscrenhederne i overensstemmelse med deres muligheder og natur til beva’gelig kamp under slaget ved Alam el Haifa, men lod den kun løse stationære kampopgaver.

Efter Alam el Haifa gennemførtes regulær uddannelse med stor iver. I området bag El Alamein-stillingcn blev boldt øvelser i våbenbetjening, skydning, march, herunder mattemarcli, hvor brug af kompas indøvedes, ligeså passage af minefelter og pigtrådshegn.

Det kan fastslås, at den britiske militære uddannelse og især den britiske taktik i mellemkrigsårene hvilede på en gammeldags og stiv opfattelse af krigens natur med sin rod fast i 1. verdenskrigs erfaringer. Rommel karakteriserede den britiske bær således: uhørt modig og udholdende, men stiv og ubevægelig, idet dens stærkt konservative struktur var en hemsko for bevægelig krigsførelse; 8. armé ansås for velegnet til kamp i faste fronter. Briterne havde — i modsætning til tyskerne — forsømt at arbejde med udviklingen af nye doktriner for anvendelsen af pansrede enheder. Montgomery havde således ret i, at 8. armés uddannelsesstandard var lav; men lians bidrag til at modernisere de taktiske doktriner synes foreløbig at være ringe; således øvede 8. armé med grundigbed at lade infanteriet avancere med en bestemt hastighed efter artilleriets krybende spærreild. Denne taktik fra 1. verdenskrig forekom enhederne ny, fordi de ikke hidtil havde indøvet eller anvendt den.

Montgomery var fast besluttet på ikke at lade 8. armé angribe før den 23. oktober, idet angrebet af hensyn til minerydningen måtte starte som natangreb, og natten måtte have månelys. Natten mellem den 23.—24. oktober havde netop fuldmåne. Armeen kunne ikke angribe tidligere, idet den måtte gennemføre det omfattende træningsprogram, der tog sigte på de kommende operationer. En kraftig benstilling fra Whitehall gående ud på, at offensiven skulle indledes allerede i september for at opnå fornøden koordination med visse sovjetrussiske offensiver og med operation TORCH (allieret landgang i Nordafrika), blev ligeså kraftigt tilbagevist af Montgomery. Han udtalte, at såfremt ordren om en offensiv i september fastholdtes, måtte man finde en anden mand til at udføre den. Whitehall fastholdt ikke; Montgomery sad fast i sadlen efter successen ved Alam el Haifa.

III

Det andet slag ved El Alamein

10. Angrebsplanen, som Montgomery fattede i september, var oprindelig skitseret på Aucbinlecks ordre af cliefen for 30. korps, general Ramsden, som Montgomery iøvrigt lod udskifte før slaget. Planen gik ud på, at 8. armé skulle angribe på begge fløje. 30. korps (general Leese) skulle udføre hovedangrebet mod nord, hvor der skulle opnås et gennembrud, hvorigennem 10. korps (general Lumsdcns 1. og 10. panserdivision) skulle passere. Mod syd skulle 13. korps (general Horrocks) angribe for at tiltrække Rommels panserdivisioner og således — i hvert fald indledningsvis — lette modstanden mod 10. korps. — At lægge tyngden alene på den sydlige fløj kunne man ikke gå med til, idet tyngderetningen derefter måtte drejes mod nord, mod havet; en plan, der på denne krigsskueplads var så »klassisk«, at den alene af denne grund måtte forlades.

Angrebsplanen var iøvrigt i overensstemmelse med den i 1942 gængse taktik: først at ødelægge fjendens panser og dernæst nedkæmpe lians upansrede enheder.

Efterhånden som Montgomery fik nøjere kendskab til arméens uddannelsesstandard, voksede hans betænkelighed ved at bringe denne i forhold til uddannclsesstandpunktet ambitiøse plan til udførelse. Man bebrejder Montgomery — og ofte med rette — at han var for forsigtig, at ban veg tilbage for at løbe den risiko, en hærfører må og undertiden skal løbe. At dømme efter foreliggende kilder ser det dog ud, som om Montgomery i dette tilfælde kan have haft ret i at vurdere arméens uddannelscsstan- dard som værende ringe. Styrkeforholdet var imidlertid både på jorden og i luften så afgjort i briternes favør, at der kun kan have været ringe grund til betænkeligheder. —

Den 6. oktober — kun godt to uger før angrebet — ændrede Montgomery under indtryk af den manglende uddannelse planen for angrebet. Efter denne nye plan skulle de fjendtlige enheder, der besatte støttepunkter og bevogtede minefelter, først tilintetgøres, idet panserenhederne skulle afvises eller engageres under denne proces. De fjendtlige infanteridivisioner skulle nedkæmpes ved angreb i flanken og bagfra, og de skulle afskæres fra forsyninger. Montgomery ikke alene forventede, men også ønskede, at Rommels panserenbeder ville gribe ind, medens hans infanteridivisioner blev tilintetgjort ved »smuldrings«-processen, idet 8. armés panserenheder ville blive placeret på den vestlige side af det område, hvori infanteridivisionerne skulle tilintetgøres, og Rommels panserenheder måtte således angribe på ugunstige vilkår og ville kunne afvises. Såfremt Rommels infanteridivisioner, der dannede stillingens besætning, blev nedkæmpede, havde lians panserdivisioner ingen basis, hvorfra de kunne operere, og hans forsyningslinicr ville blive truet.

Angrebsplanen af 6. oktober omfattede:

a. Hovedangrebet mod nord planlagt udført af 30. korps, der skulle rydde to passager gennem minefelterne, igennem hvilke 10. korps skulle passere.

b. Mod syd skulle 13. korps udføre to angreb, livis hovedformål var at få fjenden til at tro, at hovedangrebet ville finde sted på den sydlige fløj.

c. 30. og 13. korps skulle nedkæmpe fjendens infanteridivisioner.

d. 10. korps skulle indledningsvis placere sig således, at 30. korps kunne nedkæmpe de overfor liggende infanteridivisioner uden indgreb af Rommels panser; dernæst skulle 10. korps nedkæmpe fjendens panser.

Angrebsplanen, der iøvrigt log sigte på at spare personel på bekostning af materiel, krævede selvsagt stor materiel overlegenhed for at kunne lykkes. 8. armé besad denne overlegenhed — dens anvendelse af masseret artilleri drager således tanken hen på 1. verdenskrigs materielslag.

11. Sløringsplanen

8. armés sløringsplan blev mesterligt udarbejdet og glimrende bragt til udførelse; den tog sigte på dels at give Rommel det indtryk, at hovedangrebet ville finde sted på den sydlige fløj, dels at give indtryk af, at angrebet ikke ville finde sted før i november. Planen lykkedes fuldstændigt; Rommel ventede angrebet langs Qattarasænkningen, og angrebet overraskede aksemagterne — en oberst af den tyske generalstabs efterretningsafdeling besøgte Rommel den 18. oktober og meddelte, at Mont- gomery umuligt kunne angribe før engang i november.

8. armé lod som led i sløringsplanen en skin-vandledning bygge i retning af den sydlige fløj, og arbejdets fremadskriden blev afpasset således, at det tilsyneladende først kunne være fuldendt medio november.

For at aksens flyfotos kunne vise uændret situation, anvendte 8. armé en mængde attrapper, der i overensstemmelse med planen for koncentration udskiftedes med rigtige køretøjer; specielle attrapper skjulte kanoner og tunge våben m. v.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.26.25.png

Størst vanskelighed opstod, da de betydelige mængder af forsyninger, der var nødvendige for angrebet, skulle sløres i den nordlige sektor, idet det må erindres, at terrainet her er åbent og kun få steder bar en sparsom og lav bevoksning. Også denne opgave blev løst, uden at angrebssted eller -tidspunkt blev røbet.

12. Angrebet

Den 23. oktober kl. 2140 begyndte 8. armé artilleriforberedelsen med næsten 1000 pjecer. I 20 minutter lå ilden over Rommels batterier og blev derefter lagt over på lians infanteridivisioner; ilden blev suppleret med flybombardement i dybden; under denne ildstøtte angreb 30. og 13. korpt; sidstnævnte korps søgte at bryde to passager gennem Rommels besatte minefelter. Bag 13. korps fandtes 10. korps.

8. armés artilleriforberedelse fik en del af de tysk-italienske miner og nogle som miner monterede flybomber til at detonere, og bag det forreste infanteri fulgte ingeniørtroppernes minerydningshold; alligevel var der ikke den 24. morgen åbnet for panserdivisionerne. Montgomery havde befalet, at panserdivisionerne selv skulle bane sig vej ud i det åbne ter- rain på minefelternes vestlige side, såfremt infanteri og ingeniører ikke havde fået banet vejen inden dette tidspunkt. Panserdivisionemc i 10. korps var ikke glade for denne ordre, idet de jo normalt kun skal bryde den sidste (og begrænsede) modstand, inden de anvendes på den anden side af en fjendtlig stillings blokerende enbcder. Montgomery fandt det afgørende for kampenes beldige udfald, at panserenbederne på et tidligt tidspunkt blev placeret på vestsiden af fjendens minefelter; ban kaldte derfor under slaget korpschefen, general Lumsden, til sig og pålagde ham at sætte mere »skub« i sine divisioner, idet han betydede ham, at han uden tøven ville udskifte »langsomme« chefer, såfremt resultater ikke blev opnået hurtigt.*) — Den 24. aften nåede en panserbrigade gennem den nordlige gennemgang ud i åbent terrain, hvor den som ventet blev angrebet af Rommcls panserenlieder.

Den 25. kort efter midnat blev det klart, at operationerne i forbindelse med den sydlige gennemgang slet ikke forløb som ventet. Chefen for 10. korps og chefen for 10. panserdivision trykkede sig ved at gå igennem fjendens minefelter over Miteiriyarygggen ud i åbent terrain; enhederne ville få store tab, mente de. Montgomerys stabschef, general de Guingand, der så begivenhedernes uheldige udvikling, kaldte cheferne til møde kl. 0330 og vækkede arméchefen, der med al tydelighed lod forstå, at de givne ordrer blev fastholdt — igen med en trussel om, at chefer, der tøvede, ville blive udskiftet. Kl. 0800 samme morgen var panserenhederne i åbent terrain som befalet, men eet døgn senere end planlagt.

8. armés kraftige artilleriild den 23. oktober aften havde ikke alene overrasket aksens Afrikasoldatcr, men også ødelagt en stor del af de tyskitalienske kommunikationer. General Stumme, der fungerede som arméchef under Rommcls rekreationsophold i Europa, kørte derfor — efter bedste Rommel traditioner kun ledsaget af efterretningsofficeren og et par menige — frem for at få kendskab til situationen. Han kom i britisk ild og blev dræbt. Efter generalens død blev kommandoen over panserarméen overdraget til chefen for det tyske Afrikakorps, general Ritter von Tlioma — som blev på sin kommandostation. Den 25. oktober beordredes Rommel til at afbryde sin rekreation og begive sig til panserarméen.

Der var i virkeligheden ikke meget at gøre for Rommel, forsyningssituationen var yderst slet; især var drivmiddelsituationen kritisk, den muliggjorde kun meget begrænsede bevægelser. Montgomerys rullende spærreild havde medført betydelige tab, således havde 15. panserdivision på dette tidspunkt kun 31 intakte kampvogne. Rommel trak alle de på stillingens nordlige del stående disponible panscrcnheder sammen til et kraftigt modangreb, og han overvejede, om han også skulle lade 21. panserdivision forlægge fra den sydlige til den nordlige del af stillingen. Panserdivisionen blev ikke flyttet i første omgang, idet et angreb på det sydlige afsnit ikke kunne udelukkes; 8. armés fremragende sløringsplan havde jo netop givet det indtryk, at hovedangrebet ville blive ført på det sydlige afsnit.

I 8. armé var situationen den, at den new zealandske divisions »smuldrings «-operat i on viste sig at give divisionen voldsomme tab. Montgomery besluttede derfor at skifte tyngden over på 9. australske division, og tyngderetningen ændredes tillige fra vest til nord for at nå liavct og afskære en fjendtlige bastion, hvorefter 30. korps skulle presse sig frem langs kysten og jernbanen. Den new zealandske division blev senere trukket ud af kampene og for en tid stillet i reserve; det derved opståede bul blev dækket ved, at de sydligere divisioner »rykkede en plads« mod nord.

13. korps, det sydlige, fik ordre til at forholde sig defensivt.

Den 27. oktober tog Rommel det betydningsfulde skridt at lade 21. panserdivision og en væsentlig del af artillericnbederne på den sydlige del af stillingen forlægge til den nordlige. Det var et meget dristigt træk, da drivmiddelsituationcn ikke gjorde det muligt igen at koncentrere enhederne bag den sydlige del, såfremt Montgomery havde angrebet med 13. korps.

13. »Supercharge«

I 8. armé erfarede man den 29. om morgenen, at 90. lette (tyske) division var ankommet til Sidi cl Rahman, der ligger ved jernbanen, d. v. s. til en position bag den nordligste del af Rommels front. Oplysningen var meget vigtig, idet den viste, at betydelige styrker nu var samlet mod nord, og at Rommel således ventede 8. armés angreb langs vejen og jernbanen.

Rommels opmærksomhed var lienledt mod terrainet nord for vejen, hvor den australske division angreb med retning mod kysten, således at store aksestyrker var ved at blive afskåret. Ved de omgrupperinger — bl. a. af 21. panser — og 90. lette division —, som Rommel havde befalet for at tage parade mod truslen om et fremstød mod vest langs kystvejen, var tyske enheder stort set grupperet mod nord, italienske mod syd; skillelinien imellem dem forløb tæt nord for den oprindelige, nordlige korridor.

Nu var endelig den situation kommet, da Montgomery besluttede sig til at slå igennem Rommels stillinger og anvende sine panserdivisioner på rette måde, d. v. s. baseret på deres karakteristiske egenskaber: bevægeligbed, ildkraft og pansring. Den 29. oktober besluttede Montgomery at gennemføre operation »Supercbarge«, der tog sigte på at slå hul i Rommels front og lade 1., 7. og 10. panserdivision og to panservognsregimenter angribe gennem brechen ud i åbent terrain dels for at ødelægge Rommels panserenheder dels for at afbryde lians forsyningslinie. Montgomery placerede sin tyngderetning i skillelinien mellem de tyske og de italienske styrker. »Supercharge« skulle oprindelig have været påbegyndt natten imellem 31. oktober og 1. november, men blev udsat i 24 timer, fordi operationernes forberedelser krævede det.

Skærmbillede 2021-06-09 kl. 15.28.42.png

Den 2. november kl. 0100 begyndte angrebet. 30. korps (2. new zealand- ske division) angreb mod vest til en dybde af 6 km. Angrebet støttedes af 300 lette feltkanoner og desuden af korpsartillericts ild. Over 400 britiske kampvogne angreb sammen med infanteriet, medens yderligere 400 kampvogne var i stilling øst for minefelterne. Til at begynde med vandt angrebet terrain som planlagt, og panserenhederne kørte frem gennem den af infanteriet frembragte åbning og dannede et brohoved. Herefter gik angrebet i stå midlertidigt, idet Rommel lod Afrikakorpset modangribe. Trods store tab og trods den omstændighed, at de tyske og navnlig de italienske kampvogne var de britiske langt underlegne både i antal, bevæbning og pansring, lykkedes det for en tid at standse »Supercharge«; Rommels artilleri, hans panserværnsvåben, herunder hans 88 mm luftværnskanoner, bidrog væsentligt til dette resultat. Modangrebet blev ikke alene udført af kampenheder og kampstøtteenheder, men også stabe og forsyningsenheder deltog i selve kampen. På grund af manglende transportenlieder, anvendte tyskerne endog deres feltkøkkener til ammunitionstransport.

Tabene var store på begge sider, eksempelvis mistede 9. britiske panserbrigade 70 c/o af sin mandskabsstyrke, og 87*') af dens kampvogne blev slået ud, men også aksestyrkerne havde store tab, og i de italienske divisioner Littorio og Trieste var en flugt mod vest begyndt, og officererne havde ikke længere hold på mandskabet.

8. armé pressede stadig på, og den 3. november begyndte Rommel tilbagetrækning til Fuka — ca. 100 km vest for Aalainein-stillingen, hvor terrainet begunstigede etablering af en standsningslinie. Planen gik ud på at lade 90. lette division, Afrikakorpset og XX italienske korps vige ud så langsomt, at de ikke-motoriserede enheder kunne slippe væk enten pr. fodmarch eller pr. motortransport. Manglen på motorvogne og drivmidler synes dog at gøre ordnet tilbagetrækning af de ikke-motoriserede enheder umulig, men på grund af 8. armés ganske uforklarlige passivitet på dette tidspunkt og et lige så uforklarligt stop i R.A.F. operationer, foregik borttrækningen af de italienske enheder fra El Alamein-stillingens midterste og sydlige del ubemærket fra britisk side.

Det ser ud, som om den taktiske efterretningstjeneste har svigtet på britisk side, idet 8. armé beskød de italienske stillinger i nogen tid efter, at disse var rømmet.

Den 3. novembeer var slaget i virkeligheden tabt for Rommel, og ban ønskede nu at være frit stillet med hensyn til panserarméens tilbagegang; da lian havde indtryk af, at man i førerhovedkvarteret ikke kendte den virkelige situation i Afrika, sendte Rommel den 3. om morgenen sin adju- tant til Tyskland for at aflægge rapport. Rommels mistanke om lians foresattes manglende kendskab til den aktuelle situation bekræftedes, da ban ved middagstid samme dag fra førerhovedkvarteret modtog et signal, der sluttede således:

»Deres modstander må altså — til trods for sin overlegenhed — snart have udtømt sine kræfter. Det bliver ikke første gang i historien, at en stærk vilje bar triumferet over større batailloner. Hvad Deres tropper angår, da kan De kun vise dem vejen, der fører til sejr eller

død«.

Rommel skrev herom i sin dagbog: »Hvad vi havde brug for, var kanoner, drivmidler og fly; hvad vi ikke havde nødig, var befaling til at bolde fast«. — I virkeligheden var der sket en fejltagelse, idet en major, der iøvrigt blev degraderet til menig for sin forsømmelse, ikke havde forelagt Rommels situationsmelding i rette tid.

Rommel standsede loyalt straks alle vestgående bevægelser og meldte igen til førerhovedkvarteret, at panserarméens stilling var uholdbar og anmodede om at måtte disponere frit.

I løbet af den 4. brød 8. armé helt gennem XXI og XV italienske korps på den sydlige fløj, og den italienske panserdivision Ariete blev nedkæmpet, hvorefter de tyske styrker på den nordlige fløj blev truet med omfatning fra syd. Fra dette tidspunkt var det ikke muligt for Rommel længere at dæmme op for 8. armés fremtrængen, og ban befalede tilbagetrækning af bele panserarméen til Fuka. — Den 5. om morgenen kom førerhovedkvarterets godkendelse af tilbagetrækningen.

Operationerne mellem Alamein og Fuka formede sig som et kapløb mellem Rommels og Montgomerys kampvogne og motoriserede enheder, og det må undre, at aksens styrker stort set slap fri på trods af den alvorlige mangel på motorkøretøjer og drivmidler og udtalt underlegenhed i luften og på trods af førerhovedkvarterets indblanding, der jo øgede Montgomerys mulighed for at fastholde og tilintetgøre Rommels panser- ariné*). — Den 6. og 7. gjorde heftige regnskyl terrainet i en forholdsvis smal zone langs Middelhavets kyst vanskeligt passabelt, men det lykkedes Rommel at øge afstanden til 8. armé og nå Fuka og senere Tunis, idet Montgomerys afskæringsoperationer udførtes for snævert og udelukkende i det regnfulde område; var en parallelforfølgning gennemført længere mod syd, uden for regnzonen, ville Rommels armé sikkert være indhentet. Visse kilder anfører, at slet organiseret trafikkontrol for 8. armé var en medvirkende årsag til, at det lykkedes Rommel at slippe bort.

14. Under studiet af slaget ved Alamein og de påfølgende operationer indtil afslutningen af krigen i Nordafrika kan man ikke undgå at bemærke den betydelige forskel på de to arméchefers, Montgomerys og Rommels, føring. Montgoinery er den metodiske, forsigtige, med megen sans for detaillerne og i besiddelse af en stærk viljestyrke. Rommel er den koldblodige og snu, besjælet af kamplyst, rede til at løbe risiko, når den med rimelighed lover fremgang og rede til at benytte uortodokse fremgangsmåder. Måske har den forskellighed sin rod i de erfaringer, de to hærchefer indhøstede i første verdenskrig. Her kæmpede Montgomery på vestfronten, hvor han fik kendskab til stillingskrigen og de metodiske angreb udført efter langvarige ildforberedelser, der baseredes på detaillerede ildplaner, medens Rommel vandt erfaringer under bevægelige operationer i Rumænien og i Italien.

15. Det andet slag ved El Alamein fandt sted kort før operation TORCH, den allierede landing i fransk Nordafrika den 4. november; en forfatter har derfor udkastet den tanke, at slaget med dets betydelige tab egentlig var helt unødvendigt, idet Rommel i alle tilfælde måtte trække sig tilbage, da hans baser blev truet. Da det ikke lykkedes at tilintetgøre Roinmels panserarmé, kun at tvinge den tilbage, kan det tænkes, at slaget går over i historien som det unødvendige slag.

Man skal dog være varsom med at fælde historiens dom for tidligt, og general Montgomery vil stadig for de fleste være sejrherren fra El Alamein.

P. E. Frederiksen.

 

Kilder:

History of the Second World War; the Mediterranean and Middle East III (kun indtil afslutningen af slaget ved Alam el Haifa).

Montgomery: El Alamein to the River Sangro.

Montgomery: The Memoirs of the Field-Marclial The Viscount Montgomery of Alamain, K. G.

De Guingand: Operation Victory.

The Rommel Papers (udg.: B. H. Liddell Hart).*)

Paul Carell: Die Wüstenfüchse.

Corelli Barnett: The Desert Generals.

H. B. Liddell Hart: The Tanks, vol. II.

Mellenthin: Panzer Battles 1939—1915 (kun Alam Haifa).

Westphal: The Fatal Decisions.

Winston Churchill: The Second World War IV.

Alan Moorehead: African Trilogy.

G. L. Verney: The Desert Rats.

Sture Fornwall: Rommel — Montgomery (Kungl. Krigsvetenskapsakademiens Hand- linger och Tidsskrift 1951, 9. haftet).

Øverstelpjtnant Mirco Rolf: Slaget ved Gazala summaren 1912 (Kungl. Krigsvetenskapsakademiens Handlinger och Tidsskrift 1961, 3. häftet).

Senger und Etterlin: Taschenbuch der Panzer 1913—1957.

Folgende bpger i serien: »Official History of New Zealand in the Second World War 1939—1915« skildrer mindre leds deltagelse i slagene:

J. F. Cody: 21. Battalion.

R. M. Burdan: 24. Battalion.

Robin Kay: 27. (Machine Gun) Battalion.

C. A. Borman: Divisional Signals.

 

Noter:

*) Qattarasænkningens udstrækning er i retning N—S 150 km og i retningen E—W 170 km. For krigen var den blevet kortlagt, men anset for uigennemtrængelig. Det skyldes, at bunden består af en enorm saltsump med sprukken overflade, som nok kan bære en mand. Hvis en lastvogn kurer ud på den, synker den langsomt igennem. Der går imidlertid et par smalle spor igennem sumpen, hvoraf det bedst kendte er Kaneitravejen, som har en overflade af stcnsalt og benyttes som karavanevej (efter Virginia Cowles ”Spogelsesmajoren“, der omhandler den britiske major Stirlings raids gennem sænkningen mod Rommels faglige installationer og flyvepladser). Sænkningens nordlige rand er meget stejl, og dens bund ligger ca. 210 m under det omgivende terrains niveau.

*) Der kan fremdrages mange eksempler på det uheldige i, at man fra politisk side interferere- med foringen af tropperne. Her skal blot nævnes den 1. slesvigske krig, hvor ministrene havde en uheld g tilbojelighed til at foreskrive overgeneralen dispositioner af endog taktisk art.

*) General Iumsden var ikke Montgomerys mand — i modsætning til de to andre korpschefer forgæves efter hans portraH i Montgomerys memoirer.

*) Tabene i ørkenkrigen var store men slet ikke i samme målestok som under forste verdenskrig. De allierede mistede over 13.500 mand på 12 dage ved El Alamein, men 60.000 på Sommeslagets forste dag.

*) Montgomery omtaler ikke denne krigslist, hverken i ”Memoirs“ eller i ”El Alamein to the River Sangro“.

Den omtales i den officielle: ”History of the Second World War“ (vol. III).

*) Montgomery nævner i sine boger ofte be-grebet ’”balance“; ban understreger nodvendigheden af, at man selv

bevarer balancen, og at man efter at have bragt fjenden ud af balance stadig må presse på for ikke at

give fjenden en pause, hvori han kan genvinde sin balance. Det anførte har fuld gyldighed i dag.

*) Fra 23. oktober til 1. november fik de allierede 213 kampvogne slået ud, heraf var kun 13 ikke til at reparere. Man kan heraf slutte, hvilken betydelig vægt, der må lægges på reparationstjenesten. — Rommel havde altid knapt med koretojer, næsten ingen i reserve. At han alligevel klarede sig indtil det 2. slag ved El Alamein skyldtes for en stor del den tyske bjærgnings- og feltreparationstjeneste.

*) Det er interessant at studere akseniagternees dygtige brug af miner under tilbagetrækningen; det vil fore for vidt at komme ind på den her.