Log ind

Skytte- og Lineartaktik i England og Preussen ca. 1750-1815 III

#

Af Kaptajnløjtnant P. W. Hansen.

(Fortsat).

3. Jena

Efter Krigen blev i Preussen de lette Troppers Antal forøget en Kende. Saaledes fik Feltjægerregimentet en 3. Bataillon, og Fusilierbataillonernes Antal steget til 24. Ogsaa de lette Troppers Uddannelse gjorde takket være Krigserfaringerne gode Fremskridt. Ved Fusilierbataillonerne ændrede man i 1798 Kampmaaden derhen, at ikke længere Fløj delingerne, men en Sektion indenfor hver Deling anvendtes til Formering af Skyttekæden. Paa denne Maade kunde man hurtigere dække og afdække en sluttet Front med Skytter. Antallet af Skarpskytter pr. Fusilierkompagni forøgedes i Aarene 1803—1806 fra 10 til 22, men karakteristisk nok udgik Initiativet hertil fra Tropperne, ikke fra Hærledelsen. Jægernes Uddannelse forbedredes ogsaa betydeligt. Yorck, der i Tidsrummet 1800—1806 var Chef for Felt jægerregimentet, bragte Uddannelsen ind i mere faste Baner. Følgende Bemærkninger i hans Instruktion fra Aar 1800 er karakteristiske for Datidens Skyttekamp, det hedder: „Det er en ufravigelig Regel, at de 2 Jægere i hver Rode altid understøtter hinanden. Enhver Rode maa betragte sig som en uadskillelig Enhed, saaledes at naar den ene Mand har skudt og altsaa er værgeløs, saa har den anden ladt og er i Stand til at forsvare sig. Denne Regel maa være en ubrydelig Lov for enhver Jæger, thi hans Ære og Liv er afhængig deraf.“ Der lagdes stor Vægt paa, at Jægerne hurtigt kunde formere Kæde og derfra paany hurtigt samle sig i sluttet Orden. Skyttekæden formeredes som oftest fra Kompagnikolonne, og der blev saaledes allerede nu lagt Grunden til den Taktik, der blev almindelig overalt ved Bagladeriflens Indførelse. Uddannelsen af Liniefodfolkets Skytter gjorde sikkert forholdsvis de største Fremskridt. Efter Revolutionskrigens Afslutning var det naturligvis forholdsvis let ogsaa blandt Linieofficererne at finde krigserfarne Folk med Lyst og Anlæg for Skyttetjenesten. Skydeuddannelsen, som naturligvis allerede tidligere havde været drevet, blev nu fastlagt gennem en Skydeinstruktion af 1795. Der blev i alle Anslagsstillinger: liggende, knælende, siddende og staaende skudt mod en Skive af Dimensionerne 7 X 3 Fod paa Afstande indtil 300 Skridt. Hver Skytte anvendte hertil aarligt 35 Skud, saavel Patroner (Kugler med Spillerum) som Plasterkugler. Ved det egentlige Liniefodfolk havde man derimod stadigvæk ikke nogen egentlig Skydeuddannelse. Højst lod man ved Mobilisering Bataillonerne afgive nogle Salver mod et Plankeværk, der skulde forestille en sluttet fjendtlig Front, for at prøve Geværerne og vænne Soldaterne til det kraftige Tilbageslag fra det skarpe Skud. Man kan sige, det var Fægtningsskydning uden forberedende Enkeltmandsskydning. De preussiske Skytter kæmpede godt i 1806—07, deres Skydning var som oftest bedre end de franske Tiraillørers, men disse raadede til Gengæld over friske Krigserfaringer og var tillige som oftest i Overtal. De preussiske Jægere, Fusilierer og Skytter havde et godt Ry paa sig ogsaa udenfor Landets Grænser. En wiirttembergsk Jægerofficer skriver saaledes i 1799, at Franskmændene og Preusserne har det bedste lette Fodfolk. Hos de førstnævnte er det de medfødte Anlæg, hos de sidstnævnte den gode Uddannelse, der bidrager til dette Resultat. Som Følge af Erfaringerne fra Revolutionskrigene tildelte man ogsaa i mange af de mindre, tyske Hære Liniebataillonerne Skarpskytter efter preussisk Forbillede. Dette var saaledes Tilfældet i Hannover, Hessen (hvor Erfaringerne fra den amerikanske Krig var gaaet endnu mere i Glemmebogen end i England), Baden og Bajern, og i adskillige af disse Hære forblev denne Organisation i Kraft selv efter 1806. Dette var f. Eks. Tilfældet i den hannoveranske Hær, da denne i Form af den kongelige tyske Legion (King’s German Legion) kæmpede under Wellington, og ligeledes, dog med en stærkere Skyttetildeling pr. Bataillon, i Baden og Bajern, da disse Lande deltog paa fransk Side under Krigen mod Østrig i 1809. I andre tyske Stater, navnlig i de nyoprettede, indførte man derimod den franske Organisation med et Voltigørkompagni pr. Bataillon. Føringen af det preussiske Liniefodfolks Ildkamp undergik efter Revolutionskrigen visse Ændringer. Hækkeilden afskaffedes i 1798, det var jo nu ogsaa naturligere at bekæmpe fjendtlige lette Tropper ved Hjælp af Skytterne. Endelig reglementerede man i 1805 Batailleilden, der udførtes som Rodeild og aabnedes og standsedes paa Signal (Trommehvirvler). Herved skød 3. Geled ikke med, men traadte et Skridt tilbage, og 1. Geled skød ligesom 2. fra staaende Stilling. For at denne Ildmaade kunde være fuldtud virkningsfuld, krævedes imidlertid en virkelig Skydeuddannelse af Enkeltmand, men dette gennemførte man kun for Skytterne, ikke for de almindelige Linieinfanterister. Det maa dog indrømmes, at Bevæbningen her var en stor Hindring. Det preussiske Fodfolksgevær kunde paa Grund af sit koniske Fænghul og sin cylindriske Ladestok skyde hurtigere end det franske (og engelske), men havde i Sammenligning med dette betydelig større Spillerum mellem Kugle og Pibe. Derved opnaaede man ganske vist, at Geværet kunde holde længere ud under Hurtigskydning, uden at Slamafsætningen i Piben gav Ladevanskeligheder, men til Gengæld blev Træfsikkerheden ringere. Værst var det dog, at man gav Kolben en meget lille Vinkel med Piben (i Princippet som ved mange moderne udenlandske Rekylgeværer, hvor dette jo ikke medfører nogen Ulempe for Sigtningen, da der skydes i liggende Stilling). Denne stejle Kolbe indførtes i Aarene efter Syvaarskrigen for at undgaa de mange knækkede Kolbehalse, man tit fik under den haardhændede preussiske Eksercits, især naar 1. Geled indtog knælende Færdigstilling under „Chargeringen“. Samtidig fandt man, at Geværeksercitsen blev „kønnere“ med disse ligeskæftede Geværer. 1 1787 kom der ganske vist en Ordre, der forbød at skæfte Geværerne paa denne Maade ved Reparationer samt ved Nyfabrikationer, men desværre opfyldte den lige Kolbe kun alt for godt sit Formaal: der knækkede altfor faa Kolber, og i 1801 blev det forbudt, at der sigtedes med de gamle Geværer med lige Kolbe, et Forbud, det var meget nemt at overholde. Man maa imidlertid ikke tro, at dette betragtedes som noget ideelt, thi i 1801 antog man et af Kaptajn v. Nothardt konstrueret Gevær, som havde mindre Spillerum mellem Kugle og Pibe og normal Kolbe. Det gik dog saa langsomt med Ombevæbningen, at man kun havde faaet bevæbnet 7 Batailloner med det nye Gevær ved Krigsudbruddet i 1806. Ved disse Batailloner havde ogsaa Skytterne det nothardtske Gevær i Stedet for det riflede Skyttegevær, et Bevis paa, at det nye Gevær var et godt Vaaben. Skyttegeværet og det glatløbede Fusiliergevær, som var kortere og lettere samt havde mindre Spillerum mellem Kugle og Pibe end det almindelige Fodfolksgevær, havde selvfølgelig altid haft normal Kolbe.

Det havde i 1792—95 vist sig, at Skytternes Antal ikke altid havde været tilstrækkeligt, og der kunde derfor have været Grund til enten 1) at forøge Skytternes Antal eller ogsaa 2) at give Liniefodfolket eller i hvert Fald en Del deraf en vis Uddannelse i Skyttetjeneste. Med Hensyn til det 1. Punkt skete der ikke andet, end at man i Slutningen af 1805 forsøgsvis tildelte hvert Kompagni af Potsdammer Garnisonens 7 Batailloner 10 Reserveskytter. Først efter Nederlaget ved Jena udstraktes denne Forholdsregel ogsaa til de øvrige Liniebatailloner (Kongens Instruktion til Generalerne ved Arméen i Østpreussen). Med Hensyn til Punkt 2 skete der intet. Ganske vist bestemte man i 1802, at 3. Geled kunde anvendes som Reserve (efter østrigsk Forbillede), og det bestemtes ogsaa, at man fra denne Reserve om fornødent kunde forstærke og understøtte Skytterne, men det blev naturligvis kun tomme Ord, naar man ikke gav Soldaterne den fornødne Uddannelse i Skyttetjeneste. Det syntes, som om man her i Danmark fulgte bedre med paa denne Tid, thi det bestemtes i 1801, at hele Fodfolket for Fremtiden skulde øves i „at fægte adspredt som det lette Fodfolk“. General v. Ewald havde stor Betydning for det lette Fodfolk og Skyttetjenesten i vor Hær. Det kan derfor siges, at den preussiske Linieinfanterist var meget daarligt stillet, naar han paa Befaling eller frivilligt traadte ud af Geleddet for at forstærke — eller erstatte — Skytterne. Intet kendetegner bedre det skarpe Skel, man i det preussiske Fodfolk satte mellem Skytternes og de almindelige Infanteristers Uddannelse, end følgende Uddrag af en anonym „Aufsatz iiber das Tiraillieren“ fra omkring Aar 1800. Det hedder bl. a .: „Skyttekampen giver Næring for den naturlige Kujon, som, naar vi skal være ærlige, stikker i os alle.“ Forfatteren nægter ikke, at Skyttekampen ogsaa kræver Mod, men der er forskelligt Slags Mod, og Kampen i sluttet Linie forlanger, at man møder Faren med oprejst Pande. „Tirailløren mister ved sin Kampmaade det Mod, som kræves for Kamp i sluttet Orden, heraf følger, at Liniefodfolk aldrig maa kæmpe som Skytter, hvis det ikke skal miste sin Brugbarhed.“ Man er straks tilbøjelig til heri at ville se en af Hovedaarsagerne til Jenakatastrofen, men naar man læser videre, er man ikke længere saa sikker herpaa. Forfatteren er nemlig ganske klar over, at under Ildkamp i gennemskaaret Terræn har Tiraillører alle Fordele overfor en sluttet Linie, og han kræver derfor, at Bataillonen skal anvende sine Skytter til Værn mod Tiraillørerne, saaledes at den sluttede Linie kan spare sin Ild til en Salve paa ganske kort Hold. „En Bataillonssalve paa 50—d50 Skridts Afstand forjager alle Tiraillører, det samme gør et Bajonetangreb.“ Krigshistorien bekræfter i høj Grad Rigtigheden af disse Betragtninger. Ved denne Taktik havde den amerikanske General Morgan besejret Tarletons Frikorps ved Cowpens og med den havde Greene gjort Sejren saa svær for Cornwallis og hans tapre Englændere og Hessere ved Guilford, og Preusserne havde selv ofte anvendt den med Held i 1792—95. Senere i Slaget ved Vimiero (1808) blev de franske Tiraillører, efter at de havde drevet de engelske Skytter tilbage bag det engelske Liniefodfolk, fejet væk af dettes Salveild, der blev afgivet paa kort Hold. Det Forfatteren vil, er jo egentlig blot den Skytte- og Linear taktik, hvormed Englænderne besejrede den franske Skytte- og Kolonnetaktik i Spanien og ved Waterloo. Heller ikke de engelske Liniebatailloner kæmpede i større Udstrækning i spredt Orden, men anvendte saa at sige udelukkende deres lette Kompagnier til Skyttekamp, d. v. s. 1110 af Bataillonens Styrke. Til Sammenligning hermed havde en preussisk Bataillon (5 Kompagnier i 1806) 600 Mand i Række og Geled + 50 Skytter, altsaa 1/13 af Totalstyrken til Anvendelse i Skyttekamp. Denne Forskel er for ringe til at forklare Forskellen mellem de overvældende engelske Sejre i Spanien og det ligesaa overvældende preussiske Nederlag ved Jena. Gansk vist var Franskmændenes Anvendelse af de sluttede Formationer meget daarlig i Spanien, hvorimod den ved Jena nærmest var mønstergyldig, men det, der i denne Forbindelse er af Interesse, er, at det lykkedes Englænderne med noget nær samme Tildeling af let Fodfolk og Skytter som Preusserne i 1806 at holde de franske Tiraillører i Skak, hvorimod dette som oftest mislykkedes for Preusserne ved Jena—Auerstadt. Dertil kommer, at ved den kongelige tyske Legions Liniebatailloner var Skyttetjenesten organiseret paa samme Maade som i Preussen, idet hver Bataillon havde en Skarpskyttedeling paa 52 Mand, og den tyske Legion klarede sig ligesaa godt som de regulære engelske Tropper. Men det, der anvendtes ved Jena paa preussisk Side, kan ikke betegnes som en god Skytte- og Lineartaktik. Det hjalp jo ikke saa meget, at der arbejdes godt og flittigt paa Uddannelsen af Jægere, Fusilierer og Skytter, naar de højere preussiske Førere ikke forstod at tilvejebringe et godt Samarbejde mellem det lette Fodfolk, Skytterne og det egentlige Liniefodfolk. Blandt Flertallet af de højere preussiske Førere synes der i Tidsrummet 1795—1806 at have været en alt for ubehersket Glæde over, „at den forbandede Krig var forbi, saa man kunde tage fat paa nogle ordentlige Manøvrer“. Ved disse øvede man kun „Slaget paa aaben Slette“, skønt alle Slag og større Træfninger i sidste Krig havde haft Karakteren af Kampe om Posteringer. Slaget ved Leuthen var stadig det store Forbillede, og Frederik den Stores skæve Slagorden i Form af det echelonvise Angreb det anerkendt ufej barlige Middel til Sejr. Under saadanne Øvelser stod Skytterne bag deres Kompagnier eller anvendtes til at markere Modstanderen, saa de ikke forstyrrede Øvelserne. Den fortrinlige Skytteinstruktion af 1789, som i Revolutionskrigen i Princippet havde bestaaet sin Prøve, kunde derfor ikke komme til sin fulde Ret, ja, man indøvede endog systematisk den fejlagtige Anvendelse af Skytterne i selvstændige Batailloner.

Det er derfor ikke mærkeligt, at Slaget ved Jena frembyder Billedet af en ganske fejlagtig Anvendelse af det lette Fodfolk og Skytterne paa preussisk Side. De selvstændige lette Fodfolksafdlinger var forud for Slaget blevet detacheret til Besættelse af „vigtige Positioner“, til Opklaring o. 1„ hvad der førte til, at den preussiske Hovedhær ved Auerstådt kun havde Raadighed over 3 Fusilierbatailloner under selve Slaget. Man kom da til at mangle let Fodfolk til at føre Kampe om Landsbyer, Skove o. 1., en Kampmaade, som jo netop stod i høj Kurs hos Napoleon og hans Underførere. For at afhjælpe denne Mangel blev man nødt til at formere større Afdelinger af Skytterne med det uundgaaelige Resultat, at Liniebataillonerne i kritiske Situationer kom til at mangle deres Skytteværn. Og først saa traadte Ulemperne ved det preussiske Liniefodfolks ensidige Uddannelse frem. Franskmændene anvendte ganske vist ogsaa fortrinsvis Liniebataillonernes Voltigørkompagnier til Skyttetjeneste, og de begik undertiden ogsaa de samme Fejl som Preusserne, idet de sammendrog Voltigørkompagnierne i lette Batailloner, men dette fik ingen uheldige Følger, thi enhver fransk Bataillonschef var gennem aarelang Krigserfaring vant til altid at lade det fornødne Antal Skytter indlede og forberede Hovedangrebet, og den franske Linieinfanterist fandt sig i Modsætning til den preussiske let til Rette i Skyttekampen. Dermed være ikke sagt, at en hensigtsmæssig Anvendelse af det preussiske lette Fodfolk og Skytterne kunde have gjort Jena til en preussisk Sejr. Andre Faktorer end de rent elementartaktiske spiller naturligvis ind ved et Slags Udfald, og Napoleon havde sikkert sejret alligevel, men Sejren var maaske ikke blevet saa overvældende — som nævnt var jo forøvrigt ogsaa Franskmændenes Anvendelse af de sluttede Formationer af høj Kvalitet i Modsætning til de Orgier af Kolonnetaktik, fransk Føring fejrede i Spanien og ved Waterloo.

Den fejlagtige Anvendelse af de preussiske Skytter karakteriseres paa udmærket Maade i et Memorandum forfattet af Prins August af Preussen i 1807: „Man har for en stor Del misforstaaet den taktiske Anvendelse af Skytterne og enten anvendt dem som lette Tropper eller som en Slags Underofficersskole. Man behøver blot at sammenligne Brugen af Skytterne i de 2 sidste Krige mod Franskmændene og ved de fleste Fredsmanøvrer med Skytteinstruktionen for at overbevise sig derom. Skytterne maa aldrig skilles fra deres Batailloner. De er ganske særligt bestemt til at kæmpe i P’orening med Liniefodfolket for ved deres virksomme Ild at forberede og støtte dettes Angreb.“ Udtrykket: lette Tropper sigter netop til den fejlagtige Sammendragning af Skytterne i selvstændige Afdelinger. Bestemmelsen om, at Underofficererne først og fremmest skulde udtages blandt Skytterne førte til, at man for det meste udvalgte høje, flotte Folk, hvorimod — i hvert Fald Datidens — Erfaringer gik ud paa, at forholdsvis smaa, tætbyggede Folk i Almindelighed var bedst egnede til Skyttetjeneste. De preussiske Fusilierer, de engelske lette Kompagnier og de franske Voltigørkompagnier havde netop Mandskab af denne Slags.

De ved Jena erkendte Fejl blev allerede rettet under Krigen. I en Instruktion for Generalerne ved Arméen i Østpreussen (November 1806) forlangtes det, at samtlige Skytter, ogsaa de fra 2. Træfnings Batailloner, skulde anvendes foran Fronten af 1. Træfning. Liniefodfolket skulde ved Besættelse af Højdestillinger holdes tilbage i Dækning bag Bakkekammen (en Forholdsregel overfor den franske Artilleriild), indtil Fjenden var kommet ind paa virksom Geværskudvidde. 1. Træfnings Batailloner stod i sluttet Linie paa 2 Geledder (3. Geled anvendtes som Reserve), og 2. Træfning skulde formeres i Regiments- eller Bataillonskolonner. Det vil senere ses, at det blev de samme Principper, der kom til at danne Grundlaget for Wellingtons Kampmaade. Med denne rigtige Anvendelse af Skytterne kæmpede det preussiske Korps ikke uden Held i Slaget ved Eylau (1807). Nederlaget ved Jena havde imidlertid været saa stort, at der straks efter Krigen meldte sig et stærkt Krav om mere dybtgaaende Ændringer i den preussiske Taktik. For at give Skyttekampen ved Liniefodfolket et større Omfang indførte man, at 3. Geled skulde anvendes til Skyttetjeneste, og den hidtidige Skytteorganisation ophævedes. Man anbragte de Folk, der under Skydeuddannelsen (som nu indførtes for hele Liniefodfolket) havde vist sig som de bedste Skytter, i 3. Geled og formerede af disse en særlig Skyttedeling ved hvert Kompagni. Man søgte at tilvejebringe en vis Ensartethed i Uddannelsen ved at bestemme, at ogsaa 1. og 2. Geled i Nødsfald skulde kunne anvendes til Skyttetjeneste, men det er højst sandsynligt, at Mandskabet i 1. og 2. Geled ikke var særlig godt uddannede i Skyttekamp. Deres Hovedopgave var jo ogsaa Kamp i sluttet Orden. Med Hensyn til denne anvendtes Linien selvfølgelig stadig til Udkamp, der nu fortrinsvis udkæmpedes med Batailleild, men ved Siden heraf fandt efter fransk Forbillede Angrebskolonnen, der formeredes paa Bataillonens 2 Midtedelinger, Anvendelse ved det afgørende Bajonetangreb, som sattes ind efter fornøden Ildforberedelse. Denne nye Taktik fastlagdes gennem særlige Instruktioner i 1809, men i 1812 samledes disse i et Reglement. Man kan betegne det preussiske Reglement for Fodfolket af 1812 som den bedste reglementariske Fastlæggelse af den Taktik, hvormed Franskmændene havde vundet deres Sejre i 1796— 1807. Under Befrielseskrigene fik den preussiske Fodfolkstaktik nærmest Præget af en moderat Stødtaktik udført i Bataillonskolonner, der var godt dækkede af Skytter. Det var en Kampmaade, der passede godt saavel til Forholdene i egen Hær som i den franske Hær, der jo for begges Vedkommende for Størstedelen bestod af Nyformationer. For at skabe en mere snæver Tilknytning mellem det lette Fodfolk og Liniefodfolket lod man ved Organisationen af 1808 Fusilierbataillonerne indgaa som hvert Linieregiments3. Bataillon. Med Hensyn til den taktiske Uddannelse stod Fusilierne imidlertid sammen med Jægerne under Generalinspektøren for de lette Tropper, den dygtige General Yorck. Det lette Fodfolk havde saaledes relativt faaet en stærk Forøgelse, idet det nu udgjorde godt 33 '/c af den samlede Fodfolksstyrke. Det er imidlertid muligt, at Sejren ved Jena var med til at give den franske Taktik en Paavirkning i den uheldige Retning, som viste sig saa tydeligt i Aarene 1808—15. De mange franske Sejre synes at have medført en Overvurdering af Stødtaktikken. Tilhængerne af den dybe Slagorden saa naturligvis i den Omstændighed, at man var traadt ind paa Slagmarken i Bataillonskolonner, et Bevis paa Kolonnetaktikkens Ufejlbarlighed. De oversaa, at disse Kolonner i utallige Tilfælde havde maattet deployere enten for at formindske Virkningen af den fjendtlige Artilleriild eller for selv at skyde. Det havde saaledes været Guiberts Anskuelser, der havde vist sig at være de rigtige, men en stor Del af de franske Officerer synes at have givet Folard og Mesnil-Durand hele Æren. Det var selvfølgeligt baade rigtigt og naturligt, at man anvendte Bataillonskolonnen til at udføre det afgørende Bajonetangreb, naar Ildforberedelsen fra Artilleri, Tiraillører og Fodfolk paa sluttet Linie havde svækket de fjendtlige Linier i tilstrækkelig Grad, men i de følgende Aar synes man i alt for høj Grad at have negligeret denne Ildforberedelse, hvad der var saa meget mere uheldigt, som Fjenden naturligvis efterhaanden lærte at beskytte sine sluttede Linier mod Artilleri- og Tiraillørild. Ja, man nøjedes endog ikke med at anvende en moderat Stødtaktik udført i Bataillonskolonner, men anvendte store, ja ofte kæmpemæssige Kolonner, netop det, som den dybe Slagordens Tilhængere havde villet trumfe igennem, og som med Rette var blevet forkastet ved Forsøgene i Aarene 1775—78. Man har søgt at forklare dette ved, at det franske Fodfolks Uddannelse efterhaanden blev ringere, saa man kun kunde anvende det i dybe Formationer, hvis man ikke vilde lade Føringen glide ud af Hænderne som 1793—94, thi kun godt uddannede Soldater kunde deployere fra Bataillonskolonne under fjendtlig Artilleriild uden at komme i Uorden. Men det bør ikke glemmes, at det i Hovedsagen var Veteranerne, der kæmpede i Spanien, hvor den dybe Slagorden ikke var mindre fremherskende end ved Wagram, hvor Rekrutterne var i Ilden. Det spanske Bjergterræn, som vanskeliggjorde Deployeringen, kan i mange, men langt fra i alle Tilfælde forklare om end ikke undskylde denne Tendens. Det var snarere Folard og Mesnil-Durand, som nu fik den Anerkendelse, de ikke tidligere havde faaet, og som de aldrig burde have haft. Saaledes var f. Eks. Soult, der førte — og tabte ved Albuera (1811) — en afgjort Tilhænger af l’Ordre profond. Karakteristisk nok maa derimod Napoleons dygtigste Marskal, Lannes, betegnes som en Tilhænger af Guiberts Anskuelser, altsaa af den saa ofte forkætrede l’Ordre mince. Mod de regulære spanske Tropper gav den dybe Slagorden ofte gode Resultater, thi Spanierne var yderst slet uddannede og lod sig imponere af de store franske Kolonners frygtindgydende Syn. Men overfor Wellingtons Englændere, tyske Legionærer og Portugisere, som var i Besiddelse af den Ro og Koldblodighed, som god Uddannelse og Disciplin giver, var denne Kampmaade paa Forhaand dømt til at mislykkes.

(Fortsættes).