Log ind

Skytte- og Lineartaktik i England og Preussen ca. 1750-1815 (fortsat)

#

Af Kaptajnløjtnant P. W. Hansen.

(Fortsat).

Uheldigvis traadte de amerikanske Erfaringer for stærkt i Baggrunden. Den amerikanske Krig havde vist 1) det lette Fodfolks store Betydning ogsaa i selve Slaget og 2) Nødvendigheden af, at enhver Liniebataillon var i Stand til selv at forsvare sig mod fjendtlige Skytter i al Slags Terræn. Men der skete ingen Forøgelse af det lette Fodfolks Styrke, og Reglementet af 1792 søgte at tage Hensyn til de amerikanske Erfaringer ved at give de lette Kompagnier en uheldig Dobbeltstilling. De kunde nemlig anvendes dels til Opstilling af selvstændige lette Batailloner — som hidtil — og dels ved deres respektive Batailloner til som Skytter at dække den sluttede Bataillons Front. Naar en Bataillon skulde være klar til at anvende sit lette Kompagni paa denne Maade, deltes dette i to Delinger, der anbragtes 30 Skridt bag Bataillonen, en bag hver Fløj. Skulde Fronten dækkes, gik disse Delinger i Rodekolonne udenom Bataillonens Fløje og fordelte sig i spredt Orden foran Fronten. Skulde Fronten atter gøres fri, trak det lette Kompagni sig gradvis sammen til de udvendige Fløje og gik derefter i Rodekolonner tilbage bag Fronten. Den korte Afstand: 50 Skridt mellem Bataillonen og Skytterne var muligvis et Efterslæt fra de amerikanske Skovkampe. I mere aabent Terræn vilde det sikkert have været bedre at foreskrive qn Afstand af mindst 100 Skridt fra Skytterne til den sluttede Linie, hvis denne skulde være nogenlunde effektivt dækket mod fjendtlig Skytteild. Disse Bestemmelser om det taktiske Samarbejde mellem Bataillonen og dens lette Kompagni findes i Afsnittet “Light Infantry“ i det engelske Reglement af 1792. I samme Afsnit gaves ogsaa nogle — i øvrigt højst nødtørftige — Anvisninger om Skyttekamp. De lette Kompagnier stod i Modsætning til Liniefodfolket altid paa 2 Geledder og havde ogsaa i sluttet Orden et lille Mellemrum mellem Roderne, for at Bevægelserne i Overensstemmelse med det lette Fodfolks Opgaver kunde ske let og hurtigt. I spredt Orden var der et Skridt mellem hver Rode, altsaa en temmelig tæt Skyttekæde i Lighed med det engelske Liniefodfolks sædvanlige Kampformation i de amerikanske Skovkampe. løvrigt afhang det af Omstændighederne, om Rodemellemrummet skulde forøges. Skulde det lette Kompagni kunne dække en sluttet Bataillonsfront paa 8 Kompagnier, maatte der i hvert Fald være 5—6 Skridt imellem hver Rode. Under Skydning i spredt Orden var det en staaende Regel, at der altid skulde være mindst 1 ladt Gevær i hver Rode. Manden i 2. Geled (Nr. 2) stod lige bag sin Rodekammerat i 1. Geled (Nr. 1). Naar Nr. 1 havde skudt, gik han tilbage bag Nr. 2 for at lade. Nr. 2 traadte saa et Skridt frem paa sin Formands tidligere Plads, men skød ikke, før Nr. 1 efter endt Ladning havde meldt klar. Terrænbenyttelse omtaltes kun i det Tilfælde, et let Kompagni skulde forsvare en Postering. Føreren havde Ansvaret for den hensigtsmæssige Udnyttelse af Terrænet, men der advaredes mod en for stærk Spredning af Kompagniet. Under Skydning bag Træer, store Sten og lignende skulde Skytterne (ligesom nu) altid have den dækkende Terrængenstand paa venstre Side. Naar Nr. 1 traadte tilbage, skulde han holde godt til venstre, for at Nr. 2 kunde være dækket, naar han traadte frem for at indtage Nr. l ’s Plads bag Terrængenstanden. Der advaredes hyppigt mod for hurtige Bevægelser i Skyttekæden, hvad der blot vilde afstedkomme Uorden, og i det hele taget gik det som en Undertone gennem Forskriften, at man saa meget, det nu lod sig gøre, vilde søge at nærme det lette P'odfolks Kampmaade til Liniefodfolkets. Hvad det lette Fodfolks Uddannelse i Skyttetjeneste var værd, da Krigen med Frankrig udbrød i 1793, ses bedst af, at det ved den engelske Hærstyrke i Vestindien (hvor England satte sin Hovedstyrke ind i de første Krigsaar) blev nødvendigt at samle de lette Kompagnier i en særlig Øvelseslejr paa Barbados. Formaalet hermed var: „at genoprette den Fuldkommenhed i Skyttetjeneste, som det lette Fodfolk havde erhvervet sig under den amerikanske Krig“. Lederen af denne Øvelseslejr var General Grey, som havde udmærket sig som Fører af let Fodfolk i den amerikanske Krig. Han begyndte det Arbejde, som Moore fuldendte i Lejren ved Shorncliffe 1803—04, og som Wellington drog Nytte af i Spanien og ved Waterloo.

2. von der Goltz’s Organisationsplan.

Alt i alt blev Erfaringerne fra den nordamerikanske Frihedskrig bedst udnyttet af Preussen og — Danmark. Endnu under Krigen (omkring 1780) indsendte en preussisk Officer, von der Goltz, et Forslag om en Nyorganisation af det preussiske Fodfolk. Hvert Regiment (2 Batailloner) skulde efter engelsk Mønster have 2 lette Kompagnier, som i Krigstid samledes i lette Batailloner. Desuden skulde samtlige Regimentets Kompagnier uden Undtagelse have tildelt 10 Skarpskytter. I Princippet blev dette Forslag ført ud i Praksis i Aarene 1783 —87, thi ogsaa Frederik den Store havde opmærksomt fulgt Tildragelserne i Amerika. I 1783 oprettedes 3 „Friregimenter eller lette Infanteriregimenter“, og i 1784 forøgedes Feltjægerbataillonen, som hidtil havde været den eneste staaende lette Fodfolksafdeling i den preussiske Hær, til et Regiment å 2 Batailloner. Frederik den Store var meget ivrig efter at hverve hessiske Jægere, der havde kæmpet i engelsk Tjeneste i Amerika, og som netop nu begyndte at vende tilbage til Tyskland. Ogsaa Friregimenterne fik mange Officerer med amerikanske Erfaringer, saaledes Gneisenau, der havde deltaget paa engelsk Side i den nordamerikanske Frihedskrig. Under Frederik den Stores Efterfølger blev Organisationen ændret derhen, at der formeredes 20 lette Batailloner, de saakaldte Fusilier-Batailloner. Betegnelsen Fusilierer kom fra nu af i Preussen og dernæst i mange mindre tyske Stater til at betyde let Fodfolk, der var bevæbnet med glatløbede Geværer (i Frankrig og Østrig forstod man derimod ved en Füsilier den almindelige Linieinfanterist. Denne kaldtes i Preussen, England og Danmark for Musketer). Samtidig (1787) tildeltes der saavel Liniefodfolkets Grenader- og Musketerkompagnier som det lette Fodfolks Fusilierkompagnier hver 1 Underofficer og 10 Skytter, der alle var bevæbnede med riflede Geværer. Ved Fusiliererne havde endvidere samtlige Underofficerer (12 pr. Kompagni) riflede Geværer, hvorimod Underofficererne ved Liniefodfolket, Skytteunderofficererne undtagne, stadig var bevæbnede med Stagevaaben, de saakaldte „Korsgeværer“. Herhjemme fulgtes i 1788—90 de samme Principper ved Organisationen af det lette Fodfolk, idet der dels oprettedes selvstændige lette Afdelinger: Jægerkorps og dels tildeltes hvert Kompagni 1 Underofficer og 12 Mand som Skarpskytter. Anvendelsen af det lette Fodfolk havde under de slesiske Krige og Syvaarskrigen undergaaet en vis Udvikling. De østrigske Grænsetropper sattes vel i Hovedsagen ind mod Preussernes Tilførselslinier samt anvendtes til at tilsløre den østrigske Hovedarmés Bevægelser, men Militærgrænsen kunde imidlertid levere et saadant Overskud af let Fodfolk, at der trods alle Detacheringer altid var en Del „Kroater og Pandurer“ tilbage ved Hovedarméen. Man begyndte da paa østrigsk Side at anvende disse lette Tropper ogsaa i selve Slaget paa de Dele af Kamppladsen, hvor Linietroppemes Kampmaade ikke kunde gøre sig gældende, d. v. s. under Kampe om Landsbyer, Skove o. 1. Selv med den bedste Vilje fra begge Parter var det jo ikke altid muligt at finde den ideelle Slagmark: den aabne, dækningsløse Slette. Allerede i Slaget ved Chotusitz (1742) anvendte Østrigerne deres lette Fodfolk paa denne Maade, idet Kroater stormede Landsbyen af samme Navn. Paa preussisk Side var denne Anvendelse til at begynde med ikke mulig paa Grund af det lette Fodfolks ringe Antal. 1 de 2 første slesiske Krige raadede man kun over det lille, men fremragende Jægerkorps, og først ved Syvaarskrigens Udbrud i 1756 paabegyndtes Opstillingen af Fribatailloner, der i Modsætning til Jægerne var bevæbnede med glatløbede Geværer. De 3 først opstillede Fribatailloner var ret gode Tropper, men de følgende, der for en stor Del kom til at bestaa af Krigsfanger og Overløbere, var gennemgaaende slette. I Slaget ved Prag (1757) anvendtes det preussiske Jægerkorps til Beskyttelse af Bagagetrænet, hvorimod Østrigerne i Slaget ved Kolin (1757) lod deres lette Fodfolk besætte de foran Hovedstillingen liggende Landsbyer samt en lille Skov i højre Flanke. Preusserne fulgte snart dette Eksempel. Ved Breslau (1757) støttedes den højre Fløj til en lille Lund, der var besat af Feltjægerne, medens Landsbyen Pilsnitz, der ligeledes laa paa den preussiske højre Fløj, holdtes besat af 1 Fribataillon støttet af 2 Liniebatailloner. Ved Leuthen (1757) dækkede den preussiske Avantgardes Fodfolk: Jægerbataillonen og 3 Fribatailloner, Hærens Opmarch ved at besætte Landsbyen Borae, og senere greb disse lette Tropper med deres Ild ind mod det østrigske Fodfolk under General Driesens store Rytterattake, der afgjorde Slaget.

Efter Svvaarskrigen kom Frederik den Store ind paa en mere udvidet Anvendelse af Fribataillonerne. Kongens Slagtaktik var jo gaaet ud paa at undgaa Parallelslaget, idet han førte Hovedangrebet med den ene Fløj, medens den anden blev holdt tilbage. For at give Angrebsfløjen mere Vægt forstærkedes den med en Fortræfning, som gik foran første Træfning i en Afstand af højst 200—250 Skridt, medens den normale Træfningsafstand var 300 Skridt. I Almindelighed bestod Fortræfningen af Grenaderbatailloner, der som oftest led store Tab under Udførelsen af dette Angreb. Navnlig ved Torgau (1760), Syvaarskrigens sidste store Slag, havde Grenaderbataillonerne frygtelige Tab. For at skaane disse Elitetropper kom Frederik den Store da ind paa den Tanke at sætte „Fribatailloner eller andre slette Batailloner, som man i Nødsfald selv kunde skyde paa“, i Fortræfningen. Dette kom til Orde i Kongens politiske Testamente fra 1768. Her regnes med, at Østrigerne under en fremtidig Krig kun vil føre Stillingskrig, thi „vort Rytteris Overlegenhed og vort Fodfolks Bevægelighed tvinger dem til at undgaa de store Sletter“. Et Angreb paa stærke Stillinger maatte kun voves i yderste Nødsfald i saa Fald „sætter jeg Fribataillonerne i Fortræfningen og lader dem storme frem uden Orden, opløst og tiraillerende, jo mere de trækker Fjendens Ild paa sig, i des bedre Orden kan de regulære Tropper angribe“. 1 Grundsætningerne for Lejrkunst og Taktik fra 1770 hedder det om Brugen af Fribataillonerne: „Lad vore Fribatailloner være som de være vil, de kan dog være nyttige, naar man forstaar at bruge dem rigtigt. Under Angrebet udgør de Fortræfningen. De maa gaa lige løs paa Fjenden for at trække hans Ild paa sig og maaske bringe Uorden blandt hans Tropper. De letter derved Vejen for de øvrige Tropper, som rykker frem sluttet og i god Orden. Bag Fribataillonerne skal der altid staa regulært Fodfolk, som med Bajonetten kan tvinge dem til et hidsigt og eftertrykkeligt Angreb“. Den ovennævnte Fremgangsmaade tænktes kun anvendt i gennemskaaret Terræn, thi under „Slag paa aaben Slette skal Fribataillonerne staa yderst paa den Fløj, som holdes tilbage“. Ved Oprettelsen af de regulære Friregimenter i 1783 kunde man nu vente sig en mere aktiv Kampvirksomhed af det lette Fodfolk. Det blev nu ikke længere betragtet som Kanonføde, men selve den taktiske Anvendelse var i Princippet som før. I Instruktionen for „Friregimenterne eller de lette Infanteriregimenter“ fra 1783 tænktes det lette Fodfolk i Slaget anvendt til Besættelse af Terrængenstande paa Fløjene eller som Fortræfning ved Angreb paa Højdestillinger, Forskansninger o. 1. Kongen tillagde Uddannelsen i Terrænbenyttelse stor Betydning. I 1787 kom der et Reglement for Fusilierbataillonernes Uddannelse. I sluttet Orden var Opstillingen paa 2 Geledder, hvorved begge Geledder kunde skyde staaende, saa man undgik, at 1. Geled skulde knæle ned for at skyde, hvad der under alvorlig Kamp ofte havde vist sig uigennemførligt. Endvidere indførtes Rodeild, hvorved hver Mand skød for sig uden at afvente Førerens Kommando — ogsaa en Godkendelse af Krigserfaringerne, der havde vist, at den regelmæssige Salveild snart af sig selv gik over i den saakaldte „Batailleild“, hvor hver Mand ibrændte løs, saasnart han havde faaet ladt Rodeildens Aabning og Ophør blev tilkendegivet ved Hornsignaler. Signalhornet brugtes ogsaa til at dirigere Skyttekædens Bevægelser og til at tilkendegive Ildens Aabning og Ophør i denne. Paa denne Maade var det blevet brugt af de hessiske Jægere i Amerika og var efter Krigen blevet indført i de engelske lette Kompagnier. Signalhornet blev iøvrigt ogsaa misbrugt, idet man mange Steder indførte et helt System af Signaler, der f. Eks. kunde tilkendegive Styrke og Vaabenart af den fremrykkende Fjende. Det engelske Reglement var derfor i denne Henseende krigsmæssigt, naar det i Afsnittet „Light Infantry“ foreskrev, at Signalerne skulde være faa og simple og kun betegne Kommandoer som: fremad, tilbage, holdt, hold inde, Samling. Endnu mere barokt var det, at man f. Eks. ved en preussisk Fusilierbataillon lod Mandskabet udføre Geværgreb efter Hornsignaler. Det er den Slags Narrestreger, der saa let opstaar under en lang Fredsperiode. Som Vaabenmærke paa Uniformer og Udrustningsgenstande blev Signalhornet næsten overalt det lette Fodfolks Kendemærke, paa lignende Maade som den flammende Granat var det for Grenadererne.

Bortset fra Opstillingen paa 2 Geledder og Rodeilden var Reglementet for det lette Fodfolk af 1787 med Hensyn til sluttet Eksercits som Reglementet af 1788 for Liniefodfolket. Dette havde ganske vist ogsaa en Slags Rodeild (Heckenfeuer), men den udførtes paa den Maade, at 3 Roder ad Gangen skød paa Delingsførerens direkte Kommando, idet 3. Geled ikke skød med, og 1. Geled skød fra staaende Stilling. Det engelske Reglement af 1792 og det franske Reglement af 1791 var i denne Henseende mere moderne, idet de begge havde Rodeild (firing by files og feu de deux rangs) uden Kommando. Denne Udmaade blev saavel i det franske som det engelske Liniefodfolk den vigtigste under Revolutions- og Napoleonskrigene, naar det kom til staaende Ildkamp. Under Syvaarskrigen og tidligere havde det preussiske Liniefodfolk udført „Heckenfeuer“ paa en noget anden Maade. Som Navnet antyder var denne Ildmaade tænkt anvendt bag høje Hegn (Hække) eller lign. Brystværn, som ikke tillod 1. Geled at skyde fra knælende Stilling. Man stillede da den sluttede Linie op i nogen Afstand fra Dækningen og lod indenfor hver Deling (Peloton) paa Skift to Roder = 6 Mand træde frem til „Hækken“, formere 2 Geledder, affyre en Salve paa Delingsførerens Kommando og paany træde tilbage i Linien. Den anvendtes navnlig, naar det preussiske Liniefodfolk kom i Kamp med Østrigernes Kroater og Pandurer, saaledes f. Eks. i Slaget ved Lobositz (1756), hvor preussiske Liniebatailloner kæmpede med kroatiske Grænsetropper paa Lobosch Bjerget. I Kampens Hede lod denne kunstlede Skydemaade sig naturligvis ikke længe opretholde, men Hækkeilden gik hurtigt over til Skytteild, og de preussiske Linier opløste sig i tætte Skyttekæder, som til sidst, da Ammuniionen næsten var opbrugt, gik frem til Bajonetangreb og kastede Kroaterne paa Flugt. Man drog imidlertid ikke den Lære af denne o. lign. Erfaringer, at det kunde være formaalstjenligt at give Liniefodfolket en nødtørftig Uddannelse i Sky tte tjeneste, men kastede sig efter Krigen med Iver og Grundighed over Øvelser i Evolutioner i sluttet Orden. 1 og for sig laa der i disse Bestræbelser, der navnlig udgik fra General v. Saldern, det sunde og rigtige, at man vilde gøre Overgangen fra March til Kamporden saa hurtig som mulig, men General v. Saldems Bemærkning om, at han efter moden Overvejelse var kommet til den Overbevisning, at en Marchkadence paa 76 Skridt/Minut var bedre end en paa 75 (under Frontmarch paa Linie) viser, hvor langt man var kommet ud. Men naar alt kommer til alt, var Folard og Mesnil-Durand, som jo ofte betegnes som det sande Fremskridts Mænd i Modsætning til Lineartaktikkens Pedanter, ikke mindre latterlige med deres Forslag om Stagevaabnenes Genindførelse og deres Fremhævelse af Oldtidens Krigsmaskiner paa Artilleriets Bekostning. Man kommer nu engang ikke ud af et taktisk Dødvande ved at indføre en siettere Bevæbning og ved at lade Tropperne storme blindt frem i dybe Kolonner. Gode Tropper stryger i Krigens haarde Skole Pedanteriet af sig, men en Undervurdering af Ildvirkningen maa betales med blodige Lærepenge. Rossibach (1757), Quebec (1759), Busaco (1810), Albuera (1811) og Waterloo (1815) er nogle af l’Ordre profond’s Resultater i Praksis. Med fuld Ret kunde General Bugeaud skrive om den franske Taktik ved Waterloo: „Man skulde ikke tro, man havde ført Krig i snart 25 Aar.“ Der vil altid findes Pedanter i alle Lejre, og det er uretfærdigt udelukkende at ville knytte dem til et bestemt taktisk System. Medens Liniefodfolkets Reglement saaledes ikke indeholdt Bestemmelser for Kampen i spredt Orden, saa var dette naturligvis Tilfældet med det lette Fodfolks Reglement — om end i ret beskedent Omfang. Udover de 40 Skytter (10 pr. Kompagni) kunde Bataillonen under en „Sværmattake“ anvende Fløjdelingerne (1. og 8.) til at dække Bataillonens Front i spredt Orden. Skyttekædens Afstand fra den sluttede Bataillon var kun 50 Skridt, Mellemrummet mellem Skytterne maatte højst være 4—5 Skridt. 1 Skyttekæden skulde der kun holdes omtrentlig Retning. Ilden aabnedes og standsedes paa Signal, og Skytterne skulde fortsætte Fremrykningen under Skydningen. Bataillonen var ikke bundet til altid at anvende 1. og 8. Deling, men kunde befale andre Delinger til Formering af Skyttekæde. Vilde Bataillonen føre Skyttekamp i mere begrænset Omfang for at have en fuld Linie klar til Anvendelse, kunde den nøjes med at sende de 40 Skytter frem ligesom ved Liniefodfolket. Den korte Afstand fra Kæden til den sluttede Bataillon var sikkert ogsaa her en Efterdønning fra de amerikanske Skovkampe, som jo adskillige af Fusilierofficererne havde deltaget i. Vigtigere end de reglementariske Bestemmelser var det imidlertid, at Fusiliererne fik tildelt mange fremragende Officerer. Foruden Gneisenau kan nævnes Yorck, der ved Reorganisationen af den preussiske Hær efter 1806—07 var Generalinspektør for de lette Tropper og fik stor Betydning for disses Uddannelse, Biilow, Sejrherren fra Grossbeeren og Dennewitz (1813), Krausenek, en af Medforfatterne til Reglementet af 1812, Thiimen, der førte Armékorps under Befrielseskrigene, og Dörnberg, der var en fremragende „Partigænger“ under Felttoget i 1813. Disse udmærkede Officerers Virksomhed lettedes i høj Grad ved, at man indrømmede Fusilierbataillonerne stor Frihed med Liensyn til Uddannelsen i Skydning, Skytte- og Felttjeneste. Selv om ikke alle Fusilierofficerer var af samme høje Kvalitet — det viser den før nævnte, særprægede Anvendelse af Signalhornet jo tydeligt — saa maa det siges, at de preussiske Fusilierer i det store og hele var udmærkede lette Tropper. Ganske vist stod de ikke med Hensyn til Skydning og Terrænbenyttelse paa Højde med Feltjægerne, men disse bestod jo ogsaa af Folk, som allerede fra deres civile Erhverv medbragte de bedste Forudsætninger for Skyttekampen. Fusiliererne havde ligesom Liniefodfolket Ca. 45 % Udlændinge i deres Rækker. Ved Feltjægerregimentet fandtes der ikke særlige Reglementer for Skytte tjenesten, men man byggede her paa Traditionerne. Jægerne blev som oftest indsat kompagnivis, og i Almindelighed lod man hveranden Deling formere Skyttekæden, medens de øvrige Delinger dannede Støttetroppe (Soutiens) til Afløsning, Forstærkning eller Optagelse af Skytterne. Jægerne var bevæbnede med ret korte Rifler, der ladedes med Plasterkugler. Ladningen af disse Vaaben var langsom og besværlig, men Jægerne holdt af deres langsomt, men sikkert skydende Vaaben og foretrak det fremfor det glatløbede Gevær. Et Forsøg, der gjordes i 1773 paa at bevæbne % af Jægerne med glatløbede Geværer, hvis Bajonetter skulde gøre Korpset mere modstandsdygtigt overfor Rytteri, blev derfor ikke mødt med Velvilje, og i 1787 blev Korpset paany i sin Helhed bevæbnet med Rifler. Indførelsen af Skytter ved Liniefodfolkets Kompagnier i 1787 var i Virkeligheden af meget stor Betydning for en hensigtsmæssig Ændring af den hidtil eneherskende rene Lineartaktik. Det var det første Skridt til at skabe en snæver Forening af Skyttekampen og Kampen i sluttet Orden, afpasset efter Datidens Vaabenvirkning. En af den Tids Officerer (den anonyme Forfatter til den badensiske „Instruction zu Abrichtung der Scharfschiitzen“) bemærker, at „Det er en af de lykkeligste Idéer, som siden Frederik den Stores Dage har beriget Krigskunsten“. Denne Bemærkning faar en vis Vægt derved, at den kommer fra en Mand, der selv som Skytteofficer under Revolutionskrigene havde kæmpet mod de franske Tiraillører, hvis Dygtighed i Skyttekamp, især under Krigens sidste Fase han fuldtud anerkende]-. Han drager endvidere den Lære af Krigserfaringerne, at det bedste vilde være, om man gav hele Liniefodfolket en supplerende Uddannelse i Skyttetjeneste, men da man i andre Hære ikke finder en saa almindelig udbredt Egnethed til Skyttetjeneste som i den franske, maa man foretage et Udvalg, og han anser det da for hensigtsmæssigt at uddanne 1110 af Liniefodfolket til Skarpskytter, det samme Omfang, som Skyttekampen fik ved de engelske Liniebatailloner under Wellington. Hans Bemærkning om, at Frederik den Store indirekte har hæmmet Krigskunstens Udvikling, vidner ogsaa om en klar Erkendelse af Manglerne ved det System, han selv var opdraget i. Indførelsen af Skytterne i Liniefodfolket skyldtes dog ikke alene Erfaringerne fra den nordamerikanske Frihedskrig, men der var i Virkeligheden gammel preussisk Tradition for at bevæbne enkelte Folk med Rifler, hvis træfsikre Skud kunde supplere de glatløbede Geværers Hurtigild. De preussiske Husarer, denne fortrinlige Vaabenart, der var lige anvendelig baade som let Rytteri og som Slagrytteri, maatte undertiden sidde af og føre Skyttekamp mod det lette østrigske Fodfolk. I 1742 bevæbnede man derfor 10 Mand pr. Eskadron med lange riflede Karabiner. Sammen med Husarer og Jægere blev ogsaa Grenaderbataillonerne ofte sat ind i Rensningsaktioner mod Kroater og Pandurer, og i 1744 bevæbnede man derfor hvert Grenaderkompagnis 6 Korporaler med Rifler og lod dem uddanne i Skiveskydning af Jægere, altsaa i „rigtig“ Skydning i Modsætning til Liniefodfolkets i Reglen usigtede Hurtigild, men sandsynligvis blev disse Underofficerer ikke anvendt til Kamp i spredt Orden foran Bataillonen. Under Syvaarskrigen tildelte man adskillige af Fribataillonerne, hvis Mandskab ellers var bevæbnet med glatløbede Geværer, et Jægerdetachement, eller ogsaa gav man hvert Kompagni en halv Snes Skyttel- med riflede Geværer. Under den bajriske Arvefølgekrig havde et Linieregiment paa egen Haand bevæbnet 12 „udsøgte, trofaste og behændige Folk“ med Rifler og ladet dem uddanne i Skiveskydning. Denne Foranstaltning vandt ogsaa Frederik den Stores Bifald, men først hans Efterfølger indførte den i hele det preussiske Fodfolk. I en Kabinetsordre desangaaende hedder det i 1787, „at 10 Mand pr. Kompagni skal øves i nøjagtig Skydning, for at der ved Kompagnierne i Felten kan være et Antal Skytter, som kan udføre Patruljetjeneste, uden at det dertil er nødvendigt at gøre Detacheringer fra de lette Infanteribatailloner (der for Fremtiden skal kaldes Fusilierer). Endvidere fastsættes det, at „for at vække Kappestrid blandt de menige skal i Fremtiden ingen kunne udnævnes til Underofficer uden forinden at have gjort nogle Aars Tjeneste som Skytte.“ Denne sidste Bestemmelse var ikke heldig, thi der laa deri den Fare, at Egnethed til Underofficer kunde komme til at gaa forud for Egnethed til Skytte, men det var jo ikke utænkeligt, at alle disse fortræffelige Egenskaber undertiden lod sig forene i samme Person. Forøvrigt havde samme Bestemmelse været gældende for Husarskytterne fra 1742. 1 hvert Fald var de preussiske Skytter raske og paalidelige Folk, der kæmpede godt og tappert saavel i 1792—95 som i 1806—07. Skytterne bevæbnedes med et riflet Gevær, det saakaldte Skyttegevær, hvis Længde laa imellem Jægerriflens og Fodfolksgeværets. 1 Almindelighed skød man med Kugler, hvis Kaliber var mindre end Pibens for at faa en livligere Skytteild. Alligevel blev Træfsikkerheden dog bedre end Fodfolksgeværets, da Spillerummet mellem Kugle og Pibe var mindre, men til Gengæld kunde Skyttegeværet paa Grund af Slamafsætning i Piben ikke holde til saa langvarig Skydning som Fodfolksgeværet, uden at Ladningen blev besværliggjort. Ganske vist optog Riffelgangene i nogen Grad Slamafsætningen (muligvis Riffelgangenes oprindelige Funktion, idet de først kendte „Rifler“ har Riffelgange uden Snoning), men herved blev den i Forvejen tilstrækkelig vanskelige Ladning med Plasterkugler, som man anvendte, naar Kampforholdene tillod det, yderligere besværliggjort. Normalt anvendte Skyttegeværet altsaa ligesom Fodfolksgeværet Patroner, der i et Papirhylster forenede Kugle, Drivladning og Fængkrudt, og som før Brugen maatte afbides, hvorimod Drivladning og Fængkrudt til Jægerriflen medførtes i et Krudthorn, hvorfra man maalte Drivladningen op i et Krudtmaal, før man kom den i Piben. Erfarne Riffelskytter, som f. Eks. de amerikanske “Backwoodsmen“, de hessiske og preussiske Feltjægere havde et fint Instinkt for Størrelsen af den Drivladning, der netop passede bedst til en given Skudafstand. Skyttegeværet havde et Visér med Inddelinger for 150 og 800 Skridt, hvorimod det almindelige Fodfolksgeværs Visérskudvidde kun var 200 Skridt. Bajonetten var en almindelig Døllebajonet som Fodfolksgeværets. I 1789 kom der en „Instruktion for samtlige Infanteriregimenter og Fusilierbatailloner angaaende Skytternes Uddannelse“. Ved hver Bataillon var der en Officer, som førte Bataillonens Skyttedeling i Kamp. Uddannelsens Maal var at lære den enkelte Skytte „at benytte sig af et Træ, Grøft eller Hegn til Dækning, at snige sig fra den ene Dækning til den anden, at forsvare sig saavel enkeltvis som at understøtte Kammeraterne og i det hele taget at lære Skytterne at fægte ganske som Fodjægerne“. Skytternes Virkefelt under Kamp blev nu nærmere fastsat. De skulde holde fjendtlige „Jægere, Pandurer (aabenbart et Minde fra de slesiske Krige) og Skytter i Ave og forhindre dem i at beskyde egen Bataillon.“ 1 Slag paa aaben Slette havde Skytterne ingen særlige Opgaver, men stod sammen med Underofficererne bag deres respektive Kompagnier, men „naar et Regiment. eller en Bataillon rykker fram for at tage en fjendtlig Postering, fordeler Skytterne sig i en Afstand af 100—150 Skridt foran Fronten for ved deres Ild at volde Fjenden Afbræk og bringe ham i Konfusion, før Regimentet (Bataillonen) naar frem. Men naar Regimentet (Bataillonen) kommer ind paa Skudvidde, trækker Skytterne sig tilbage til begge Sider og følger Regimentet eller Bataillonen, hvis Flanker de da kan dække“. Under Forsvaret af en Postering anvendtes Skytterne paa lignende Maade foran Fronten for at opholde Fjenden og bibringe ham Tab. Det var i Virkeligheden disse Principper: den snævre Forening af Skyttekamp og Kamp i sluttet Orden, som skulde føre de franske Hære fra Sejr til Sejr i de kommende Aar. Under Slag paa aaben Slette skete der for Preussens Vedkommende ingen Ændringer i den bestaaende Kampmaade, men det skulde vise sig, at Slagene i de følgende Krige saa godt som alle fik Præg af Kampe om Posteringer i stor Stil, og det blev netop Napoleons Fortjeneste, at han forstod at kombinere en Række Kampe om Posteringer til et Slag, der lededes af hans Vilje og Geni. I Instruktionen af 1789 findes saaledes foreskreven en Kampmaade, som man egentlig kunde betegne som Skytte- og Lineartaktik, en Kampmaade, som i Wellingtons Haand blev et mægtigt Vaaben mod Franskmændenes Skytteog Kolonnetaktik. Ifordre profond havde saaledes ingenlunde Eneret paa Anvendelsen af Skytter. Skulde Skytterne dække Bataillonen mod Ilden fra det fjendtlige Rytteris Flankerer, skulde Afstanden til Bataillonen kun være 25—30 Skridt, saa Skytterne hurtigt kunde søge Beskyttelse hos den sluttede Bataillon, hvis det fjendtlige Rytteri skulde forsøge en Attake, et Bevis paa, hvor stor — og berettiget — Frygten for et Rytterangreb mod en Skyttekæde var. Dette har sikkert været en medvirkende Aarsag til den Træghed, der overalt vistes mod at lade Skytter og Liniefodfolk arbejde sammen ogsaa under større Forhold. Skyttekædens normale Opstilling var paa 2 Geledder, der opstilledes skakbrætformet med Skytterne i andet Geled ud for Mellemrummene i første Geled. Afstanden mellem Geleddene var 2 Skridt og Mellemrummet mellem Skytterne 6—7 Skridt, hvad der netop tillod de 40 Skytter at dække en sluttet Bataillonsfront (4 Kompagnier) paa 200 Roder ( = 600 Md.), indenfor hver Rode foregik Samarbejdet under Kamp paa den Maade, at Nr. 1, naar han havde skudt, traadte tilbage i andet Geled for at lade, medens Nr. 2 traadte frem i 1. Geled, men først skød, naar Nr. 1 paany havde Skud i Geværet. Kun Nødværge tillod en Afvigelse fra denne Regel. Under Fremrykning blev Nr. 1 staaende efter at have skudt, medens Nr. 2 sprang et Par Skridt frem foran ham og forholdt sig som ovenfor nævnt. Skytterne maatte kun skyde, naar de troede sig sikre paa deres Skud, og de, der ikke fandt noget Maal foran sig, skulde fortsætte Fremrykningen, idet de dog passede paa ikke at komme for langt frem, „hvis ikke Føreren med et rigtigt Blik for Situationen sender dem frem til en fordelagtig Stilling bag et Hegn, i en Grøft e. 1., hvorfra de kan volde Fjenden Afbræk.“ Den skematiske Føring af Skyttekampen havde dog kun Gyldighed i aabent dækningsløst Terræn (hvor man sikkert ikke vilde anvende Skytterne) samt ved den første rent eksercermæssige Indøvelse af Skyttetjenesten paa Øvelsespladsen. Thi „er der Hække, Buske eller Grøfter foran Skytterne, saa maa det udtrykkeligt indskærpes dem, at de skal benytte disse Terrængenstande, og da de her er dækkede, behøver de ikke at staa opstillet skakbrætformet“, kun skulde de to Rodekammerater stadig understøtte hinanden og skiftes til at skyde og lade. Skytteunderofficererne, som ogsaa var bevæbnede med det riflede Skyttegevær, maatte kun skyde i Selvforsvar. Deres Hovedopgave var at paase, at deres Folk udnyttede Terrænet saa godt som muligt. Det er imidlertid sandsynligt, at Sky tte tjenesten ved mange Regimenter ikke naaede ud over Eksercerpladsen. I et Vaaben, som gennem Aartier havde set den højeste Krigskunst i en pinlig nøjagtig Udførelse af de Saldernske Evolutioner, var det naturligvis svært at finde Officerer med Lyst og Anlæg for Skyttetjeneste. Skytternes adrætte Springen frem og tilbage mellem to snorlige indrettede Geledder har sikkert ogsaa for mangen en gammel Veteran fra Syvaarskrigen kastet et forsonende Skær over dette nymodens Djævelskab.

Men trods alt var den preussiske Hær med sine Jægere, Fusilierer og Skytter den bedst skikkede af Koalitionshærene til at møde Revolutionshærenes Tiraillørsværme. Skytterne skulde ganske vist ikke anvendes i selve Slaget, men Slag i Lighed med Syvaarskrigens forekom ikke i 1792—1795. Kun under den i taktisk Henseende uafgørende Artillerikamp ved Valmy 1792 var der Tilløb til et saadant. Her ses forøvrigt Avantgardens Fodfolk: 5 Jægerkompagnier og 3 Fusilierbatailloner som Fortræfning i Overensstemmelse med Frederik den Stores Instruktioner. I Rhinegnenes bjerg- og skovrige Terræn blev alle Slag og Træfninger til Kampe om Posteringer, og det var derfor ganske i Skytteinstruktionens Aand at anvende Skytterne til Dækning af Liniebataillonerne. I Slaget ved Kaiserslautern (1793), hvor Franskmændene under Hoche blev slaaet, gik saaledes det preussiske Liniefodfolk til Modangreb med Skyterne foran de sluttede Batailloner. Viste Sky tternes Antal sig utilstrækkeligt, forstærkede man dem med frivillige Linieinfanterister, som da, saa godt det lod sig gøre, førte en improviseret Skyttekamp. løvrigt var det naturligvis lige saa selvfølgeligt for en preussisk Bataillon at anvende sit Skytteværn mod de franske Tiraillører, som det er for en moderne Bataillon at anvende sit Panserværn mod angribende Kampvogne. De preussiske Skytter var i Reglen Situationen voksen trods deres maaske mangelfulde Uddannelse. Franskmændene var jo heller ikke — i hvert Fald ikke i 1793 — vel uddannede lette Infanterister, men slet uddannede Linieinfanterister. Trods deres Begejstring for Sagen og deres gode naturlige Anlæg saa krævedes der dog en haard og blodig Skole, før disse gode Egenskaber kom til deres fulde Ret. De preussiske Skytter var jo i hvert Fald udvalgte Folk, der havde faaet en ret god Skydeuddannelse og var bevæbnet med et Gevær, der rakte længere og skød bedre end det franske Fodfolksgevær af M. 1777. Det er ogsaa et stort Spørgsmaal, hvorvidt den af Guibert foreslaaede og ved Reglementet af 1791 indførte Skydeuddannelse var kommet til sin Ret ved Opstillingen af de mange Nyformationer. Det franske Fodfolk har aldrig udmærket sig særligt ved god Skydning, og i 1793 manglede man sikkert Tid til at foretage en ordentlig Skydeuddannelse. En lille Kampskildring (fra fransk Side) fra Rhinarméen, som jo netop kæmpede paa det preussiske Frontafsnit, viser dette tydeligt. En fransk Styrke bestaaende af fire Liniebatailloner og fire „frivillige“ Batailloner, som i Virkeligheden bestod af tvangsudskrevet Mandskab, fik Ordre til at tage en Skov, der var besat af fjendtlige Skytter. Hver Bataillon sendte 100 Mand frem som Tiraillører, men da Fjenden aabnede en livlig Ild, flygtede de „Frivillige“, og hele Foretagendet strandede. Her som ved Camden svigtede Militsen. I 1794 var Franskmændene bedre, men de preussiske Jægere, Fusilierer og Skytter havde selvvfølgelig ogsaa lært et og andet under de stedfundne Kampe.

Imidlertid viste der sig allerede i 1792—95 en Fejl med Hensyn til Skytternes Anvendelse, som godt 10 Aar senere skulde blive skæbnesvanger. Indirekte skyldtes den — i hvert Fald til en vis Grad —- den da herskende strategiske Opfattelse, som jo gik ud paa, at man skulde dække alt. Det førte i Praksis til, at man splittede Hæren i talrige større eller mindre Korps og Detachementer. De lette Fodfolksafdelinger rakte imidlertid ikke til at forsyne enhver af disse smaa Hærstyrker med fornødent let Fodfolk til Opklaring- og Sikringstjeneste samt til i Træfninger eller Slag at besætte Terrængenstande paa Fløjene, kæmpe om Landsbyer, Skove og lignende. Man fratog da Liniebataillonerne deres Skytter og samlede dem i selvstændige Afdelinger til Forstærkning af det lette Fodfolk. Denne Anvendelse af Skytterne var sikkert ogsaa mere velset blandt mange af de preussiske Førere, thi den stemte jo overens med, hvad der havde været god Latin under Syvaarskrigen. Men det medførte den Fare, at Liniebataillonerne i kritiske Øjeblikke kunde komme til at mangle deres Skytteværn. Det havde imidlertid — desværre maaske for den preussiske Hær — ingen katastrofale Følger under Rhinfelttogene. Det var jo heller ikke Franskmændenes Hensigt — i hvert Fald ikke til at begynde med — at give Skyttekampen noget større Omfang. Divisions- eller Brigadegeneralen bestemte forud for Kampen det Antal Skytter, hver Bataillon skulde sende frem, dette Tal laa i Regelen mellem 30 og 100 mod den preussiske Bataillons 40 Skytter. Ofte begik man paa fransk Side den samme Fejl som Preusserne, idet man samlede alle Divisionens eller Brigadens Skytter i en eller flere særlige Afdelinger, der anvendtes som selvstændige lette Tropper ganske som de preussiske Skytteafdelinger. Vel sandt, at Franskmændene altid havde Skytter nok, — som oftest mere end nok — men de franske Skyttesværme var jo i Grunden kun sluttede Linier, der var kommen i Uorden paa Grund af Mandskabets mangelfulde Uddannelse, og de var ofte for tætte til, at Terrænet kunde udnyttes ordentligt og var derfor ret saarbare overfor Liniefodfolkets Salveild. I Slaget ved Pirmasens (1793) havde man paa preussisk Side detacheret samtlige 160 Skytter fra 4 Liniebatailloner til sammen med en Bataillon at besætte en Skov, der dækkede Preussernes højre Flanke. En fransk Kolonne paa 4000—5000 Mand blev under sin Fremrykning beskudt af disse Skytter i Flanken og af det preussiske Artilleri i Fronten, hvorpaa Franskmændene forsøgte at deployere, men derved opstod Uorden, og Fremrykningen gik i Staa. De modigste af Franskmændene forsøgte da at „flygte fremad“ i uordnede Sværme, men dette Angreb brød sammen i det preussiske Liniefodfolks Bataillonssalver. Slaget ved Pirmasens endte med et alvorligt fransk Nederlag. Til en vis Grad blev Samarbejdet med de mere erfarne Jægere og Fusilierer af stor Betydning for Skytternes Uddannelse i Skytte- og Felttjeneste. De lærte at benytte Terrænet, og Skytteofficererne indhøstede Erfaringer, som senere kunde nyttiggøres under Fredsuddannelsen. Men man havde syndet groft mod den rigtige Tanke, der laa til Grund for v. der Goltz’s Forslag, og som saa klart kom til Udtryk i Skytteinstruktionen af 1789, nemlig at hver Liniebataillon under alle Forhold skulde raade over Midler til at forsvare sig mod fjendtligt let Fodfolk, og hvad værre var, det opfattedes i Almindelighed ikke som nogen Fejl. Taktisk set var Krigen jo ogsaa gaaet ganske godt for Preusserne. Man kunde saaledes afslutte Felttoget i 1794 med et vel gennemført Overfald paa en stor fransk Styrke ved Kaiserslautern; det indbragte Franskmændene et alvorligt Nederlag og Preusserne 2800 Fanger. Det var da ogsaa for en stor Del politiske Grunde (Polens Deling), der fik Preusserne til at trække sig ud af Kampen mod den franske Revolution. Men uheldigvis traadte den preussiske Hær ud af Kampen paa et Tidspunkt, da den „nyfrankiske“ Taktik endnu var i sin Vorden og ikke fristede til Efterfølgelse. Modstanderen af 1806 var ogsaa i taktisk Henseende af en ganske anden Kvalitet end Modstanderen fra 1792—95.

(Fortsættes).