Log ind

Skytte- og Lineartaktik i England og Preussen ca. 1750-1815 - 4 (sluttet)

#

(Sluttet).

4. Skytte- og Lineartaktikken sejrer.

Anvendelsen af de engelske lette Kompagnier havde under Revolutionskrigene været endnu mere fejlagtig end Anvendelsen af de preussiske Skytter, thi Sammendragningen i lette Batailloner havde været fremherskende. Som i den amerikanske Krig gjorde der sig snart en følelig Mangel paa let Fodfolk gældende, en Mangel, som man søgte at afhjælpe paa den sædvanlige Maade: ved Opstillingen af Frikorps. Franske Emigranter, tyske Jægere og den sædvanlige Skare af eventyrog rovlystne Elementer fyldte disse Korps, som i Almindelighed ikke opfyldte Forventningerne. Man søgte endog — dog uden Held — om Tilladelse til at tage preussisk let Fodfolk i engelsk Tjeneste. I 1797 samlede man det bedste Mandskab fra Frikorpsene i en regulær Skarpskyttebataillon (Rifle Batallion) ved 60. Regiment, som saaledes til en vis Grad fik Karakter af den engelske Hærs Fremmedlegion. I 1801 forøgede man yderligere Skarpskyttekompagniernes Antal ved 60. Regiment. Trods Erfaringerne fra den amerikanske Krig fik Riflen saaledes først nu sin officielle Anerkendelse i den engelske Hær.

Ogsaa Uddannelsen i Skyttetjeneste forbedredes. Grey havde som nævnt allerede gjort det første Skridt hertil i Vestindien i 1794, og i 1798 dannede man en lille Forsøgsstyrke paa 2 lette Kompagnier -(- noget let Rytteri og ridende Artilleri. Samme Aar blev en Bog om det lette Fodfolks Uddannelse af en fremragende tysk Officer (a German officer by distinction er Udtrykket i „the Diary of Sir John Moore“) oversat til Engelsk og anbefalet til Brug for de engelske Officerer af den øverstkommanderende, Hertugen af York. Der kan muligvis her være Tale om det af den hannoveranske Oberst du Plat i 1795 indsendte Forslag om Indførelse og Uddannelse af Skarpskytter ved de hannoveranske Liniebatailloner efter preussisk Mønster. Dette Forslag blev antaget i Hannover i 1796, og det synes, som om man ogsaa i England beskæftigede sig med lignende Planer. I 1800 blev i hvert Fald 3 Officerer, 3 Underofficerer og 30 Menige fra hvert af 14 Linieregimenter samlet i en Øvelseslejr for at uddannes i Riffelskydning og Skyttetjeneste. Det var Meningen, at de efter endt Uddannelse skulde vende tilbage til deres respektive Regimenter for at medvirke til Forstaaelsen af disse Tjenestegrene. Men Lejrens Leder, Oberst Manningham, der tidligere havde tjent under Grey i Vestindien, foreslog, at der skulde oprettes et selvstændigt Skarpskyttekorps. Dette Forslag godkendtes i 1802, og Manninghams Skarpskyttekorps blev kort efter til det 95. Regiment (The Rif le Brigade). I 1803 skrev Manningham et Reglement for Skarpskytter og let Fodfolk, der i det væsentlige byggede paa det før nævnte tyske Værk om det lette Fodfolks Uddannelse. 95. Regiment og Skarpskytteenhederne af 60. Regiment blev bevæbnede med den saakaldte Baker Riffel af Model 1800, et Vaaben, der nærmest var af tysk Jægermodel, altsaa forholdsvis kortløbet i Modsætning til de langløbede „Kentucky“ Rifler, som havde været de amerikanske Grænseboeres yndede Vaaben. Forøvrigt blev Kentucky Riflen heller aldrig indført i den regulære amerikanske Hær, den første amerikanske Soldaterriffel, den saakaldte Harpers Ferry Riffel fra omkring 1800, er ligeledes med Hensyn til Pibelængde nærmest af europæisk Type. Som Soldatervaaben foretrak man saaledes overalt den mere kortløbede Riffeltype, fordi den var lettere at lade.

I 1803 begyndte man ogsaa at omdanne nogle Liniebatailloner til lette Batailloner af samme Type som de preussiske Fusilierbatailloner. Man begyndte med en Bataillon af 52. Regiment, hvis Chef var John Moore. Denne var en af den engelske Hærs bedste og dygtigste Officerer. Han havde som ung Sekondløjtnant deltaget i den amerikanske Krig og havde i 1794 været med paa Korsika, hvor han havde lært at vurdere Korsikanernes Dygtighed i Skyttekamp meget højt. I 1803 —04 udnævntes han til Chef for en let Brigade bestaaende af 95. Skytteregiment og 2 lette Batailloner. Hans Uddannelsesmetoder gjorde disse Tropper til den engelske Hærs bedste Soldater, hvad de fik rig Lejlighed til at vise under Wellington i Spanien. Ved Indførelsen af selvstændige lette Fodfolksafdelinger var der nu skabt Mulighed for, at Liniebataillonerne under Kamp kunde beholde Raadighed over deres lette Kompagnier. Ad Omveje var man saaledes ogsaa i England naaet til en Organisation af det lette Fodfolk og Skyttetjenesten, som i Princippet stemte overens med v. der Goltz’s Forslag fra 1780. De følgende Enkeltheder om Skyttetjeneste i den engelske Hær er i det væsentlige bygget paa Forholdene i den kongelige tyske Legion, da det ikke har været muligt at skaffe et Eksemplar af det ovennævnte Reglement for det lette Fodfolk (Rules and Regulations for the Movements and Field Exercise of Riflemen and Light Infantry). Selv om ogsaa rent hannoveranske Overleveringer har gjort sig gældende, giver de sikkert ogsaa et nogenlunde rigtigt Billede af Forholdene i den regulære engelske Hær.

Liniefodfolket førte for det meste kun Skyttekamp med de lette Kompagnier. Ved den tyske Legion overtog Skarpskyttedelingerne (1 pr. Liniebataillon) denne Opgave. De lette Kompagnier og Skarpskytterne sendtes i Modsætning til, hvad det engelske Reglement af 1792 foreskrev, ret langt frem foran Liniefodfolket. Den skematiske Føring af Skyttekampen var omtrent som foreskrevet i den preussiske Skytteinstruktion af 1789. Skyttekæden dannede saaledes i normal Opstilling en skakbrætformet Opstilling paa 2 Geledder, idet hver Rodes Nr. 2 stod bagud til højre for Nr. 1. Undelr Skydning og Ladning skiftede Geledderne Plads, saaledes at man altid havde Manden med det ladte Vaaben ,i 1. Geled. Den tyske Legions lette Batailloner dannede en Mellemting mellem Englændernes Skarpskytteregimenter og almindelige lette Regimenter, idet ca. Halvdelen af Mandskabet havde Rifler, medens Resten var bevæbnede med almindelige glatløbede Fodfolksgeværer. Saa vidt muligt lod man da hver Rode bestaa af en Riffelskytte og en Geværskytte og lod Samarbejdet foregaa paa den Maade, at Riffelskytten afgav Ladestok og Ladekølle til Geværskytten. Riffelskytten maalte saa Drivladningen fra Krudthornet op i Krudtmaalet og slog den i Piben, hvorpaa han rakte Plasterkugle og Riffel til Geværskytten, som nu overtog det besværlige og anstrengende Arbejde: at forcere Plasterkuglen ned i Riffelpiben. Under dette Arbejde havde Geværskytten sit ladte Gevær liggende parat ved Siden af sig, saa at Roden altid var klar til Forsvar. Desuden opnaaede man den Fordel, at Riffelskytten kunde skyde mere sikkert, da han nu kunde være udhvilet. Efter endt Ladning modtog Riffelskytten paany sit Vaaben og kom selv Krudt paa Fængpanden fra Krudthornet. Denne blandede Bevæbning var iøvrigt kun et Overgangsstadium, thi ved Waterloo, hvor 2. lette Bataillon af den kongelige tyske Legion saa tappert forsvarede la Haye sainte, var al Mandskabet bevæbnet med Rifler. Muligvis har den engelske Geværindustri ikke kunnet levere Rifler i tilstrækkelig store Mængder, Fabrikation af Soldaterrifler var jo ogsaa paa dette Tidspunkt endnu noget nyt i England.

Selve det engelske Liniefodfolks Kampmaade havde ogsaa undergaaet en ret betydelig Udvikling. Umuligheden af at faa 1. Geled til at skyde fra knælende Stilling under en alvorlig og langvarig Udkamp er allerede blevet nævnt. Den ringe Virkning, man ventede sig af 3. Geleds Ild, kommer da ogsaa klart frem i Reglementet af 1792, idet dette foreskriver, at Salveild paa 3 Geledder kun skal anvendes under Udkamp paa store Afstande — hvad der forøvrigt var imod engelsk Kamptradition, som jo altid tilstræbte at spare Uden til de korte Afstande — eller under Beskydning af en vigende Fjende. I virkelig alvorlig Kamp skulde kun de 2 forreste Geledder skyde, hvorved 1. Geled ligesom 2. skød fra staaende Stilling. Dundas gik kun ind for Opstillingen paa 3 Geledder, fordi 3. Geled kunde bruges til at udfylde Tabene i de 2 forreste Geledder. Havde man kun 2 Geledder, vilde man snart kun komme til at staa paa 1 Geled, saa Opstillingen derved fik Karakteren af en tæt Skyttekæde, netop det, som Dundas af al Magt vilde modvirke. Disse Betragtninger var naturligvis heller ikke helt urigtige, saaledes beskriver f. Eks. en engelsk Forfatter en engelsk Bataillonslinie, der i Slaget ved Albuera havde lidt store Tab, som en Skyttekæde. Der var imidlertid i det engelske Fodfolk en stærk Tendens til at gaa over til Opstillingen paa 2 Geledder, og denne Tendens blev yderligere fremmet ved, at man i 1794 indførte et Gevær, der var lettere og kortere end det gamle, som havde været i Brug under den amerikanske Krig. Rent teoretisk skulde Opstillingen paa 3 Geledder ganske vist kunne give en tættere og derfor kraftigere Ild, men naar alle 3 Geledder skød fra staaende Stilling, hvad der i Reglen altid skete i Praksis, saa kom 3. Geleds Ud enten til at gaa for højt, eller ogsaa blev den højst generende, ja undertiden ligefrem farlig for 1. Geled, saa man altsaa i Virkeligheden kun kunde vente sig en virkelig effektiv Ild fra 2. Geled. Franskmændene søgte under Rodeilden, den saakaldte feu de deux rangs, at gøre en anden Brug af 3. Geled, idet dette skulde lade Geværerne for 2. Geled. Denne Fremgangsmaade skulde ogsaa teoretisk set give en tættere Ild end Skydningen fra 2 Geledder, men den lod sig heller ikke gennemføre i Praksis. Soldaterne havde ikke Tillid til et Gevær, de ikke selv havde ladt (ved en Forlader kunde det i Kampens Hede let ske, at Geværet blev ladt med flere Patroner, og det kunde blive højst farligt for Brugeren), og 3. Geled vilde ikke lade sig nøje med den passive Rolle som Ladere, men vilde have en mere aktiv Del i Kampen. Slutresultatet blev altsaa det samme som under den almindelige Salveild fra 3 Geledder: alle 3 Geledder kom før eller senere til at skyde fra staaende Stilling. Det kan derfor siges, at man ved Skydning fra en sluttet Linie paa 2 Geledder opnaaede den største Ildkraft, Datidens Geværer overhovedet kunde præstere. Opstillingen paa 2 Geledder indførtes i 1804 ved en Bestemmelse, der udtalte, at Opstillingen paa 3 Geledder stadig var reglementeret, men det overlodes til Generalernes og Generalinspektørernes Forgodtbefindende, om Fodfolket skulde staa paa 2 eller 3 Geledder. Man ser altsaa, at de ansvarlige Myndigheder søgte at dække Tilbagetoget saa godt som muligt. Under Wellington stod det engelske Fodmolk altid paa 2 Geledder.

Det engelske Liniefodfolks Uddannelse i „rigtig“ Skydning synes i hvert Fald fra 1803 at have været god efter Datidens Forhold. I det mindste var dette Tilfældet ved den kongelige tyske Legion, og sandsynligvis gjaldt det samme folden egentlige engelske Hær. Man skød til Skive paa Afstande indtil 200 Skridt. løvrigt havde man i den engelske Hær aldrig været Tilhængere af de — ved et Forladevaaben — „naturstridige“ Bestræbelser paa at presse Skudhastigheden op til den øverste Grænse paa Bekostning af andre Faktorer, der kunde gøre Skydningen virksom. General Wolfe’s Instruktion før Slaget ved Quebec (1759) er karakteristisk i saa Henseende. Den lyder: Det er ikke nødvendigt at skyde meget hurtigt. En velrettet Salve med omhyggeligt ladede Geværer er mere værd end den hurtigste Ild, der afgives i Forvirring.“ Medens Organisation og Uddannelse af det engelske lette Fodfolk saaledes i det væsentlige kom til at følge tyske (preussiske og hannoveranske) Retningslinier, saa havde England i Modsætning til Preussen i 1806 en Hærfører, der forstod Nødvendigheden af og Fordelene ved et snævert taktisk Samarbejde mellem de lette Fodfolk og Liniefodfolket. Denne Mand var Wellington. Han saa klart, at Grunden til, at en mere udstrakt Anvendelse af moderat Stødtaktik i Bataillonskolonner ofte havde givet gode Resultater, var, at Franskmændenes Modstandere ikke havde forstaaet at beskytte deres Fodfolkslinier mod Franskmændenes Tiraillører og fortrinlige Artilleri. Kunde man ophæve disse Virkninger, saa vilde Linien komme til at staa imod Kolonnen ganske som ved Rossbach og Quebec, og Wellington var overbevist om, at den Part, der kunde bringe de fleste Geværer i Virksomhed, vilde sejre. Wellington saa derfor ingen Grund til at gaa bort fra Lineartaktikken, den skulde blot tilpasses efter Forholdene. I Modsætning til de fleste andre engelske Generaler var Wellington en afgjort Modstander af den traditionelle Sammendragning af de lette Kompagnier i særlige Batailloner. Det lette Kompagni skulde forblive ved Bataillonen og udgøre dennes Skytteværn. Hvor Wellington selv førte, fulgtes denne Regel altid, derimod ser man i det lille Slag ved Barrosa (1811) den hidtil gængse Formering af lette Batailloner. Ogsaa med Hensyn til Skarpskytteafdelingerne indførte Wellington en ny taktisk Fordeling. Ved Vimiero (1808) havde han holdt de 2 Skarpskyttebatailloner samlet i en let Brigade, og ved Coruna (1809) havde John Moore holdt Skarpskyttebatailloneme i Reserve. Da Wellington i 1809 paany fik Kommandoen paa den pyrenæiske Halvø, blev der imidlertid indført en ny Organisation, idet Skarpskytterne fordeltes med 1 Kompagni til hver Fodfolksbrigade. Paa denne Maade fik hver Brigade og hver Bataillon en god og, som det skulde vise sig, tilstrækkelig Beskyttelse mod de franske Tiraillører. De almindelige lette Fodfolksbatailloner blev i 1809 sammen med flere Skarpskyttekompagnier samlet i en let Brigade, der senere forøgedes til en Division. Denne anvendtes til Sikrings- og Opklaringstjeneste for Arméen samt i selve Slaget til Opgaver, der krævede Tropper med en mere almen Uddannelse i Skyttekamp, end de almindelige Brigader og Divisioner havde. Den lette Division var i den spanske Krig den engelske Hærs Elitedivision. Det franske Artilleris Virkning søgte Wellington at undgaa ved at skjule og dække Fodfolkslinierne i Terrænet, indtil det Øjeblik kom, da de virkelig skulde i Kamp. 1 Almindelighed regnedes det jo blandt Linietropperne ikke for soldatermæssigt at søge Dækning i Terrænet mod Fjendens Ild, kun de lette Tropper kunde tillade sig dette. Dog var man selv i den rene Lineartaktiks Tidsalder ikke saa blind for de Fordele, Terrænet kunde byde, som man maaske i Almindelighed tror. Frederik den Store vilde ganske vist ikke have Liniefodfolket „ruineret“ ved Indsættelse i Kamp om Landsbyer, men „at anbringe det bag Hegn o. 1. gik dog an.“ Forøvrigt peger Udtrykket: Hækkeild jo i samme Retning. Ved Jena stod de preussiske Batailloner dog paa Bakketoppene som et let Maal for det franske Artilleri, men det er omtalt, at man allerede efter Slaget drog den fornødne Lære af de sørgelige Erfaringer. 1 Frankrig var Guibert allerede tidligere gaaet ind for, at Liniefodfolket under fjendtlig Artilleriild skulde søge Dækning ved at falde ned, og Wellington fulgte denne Regel, idet han anbragte sine Fodfolkslinier i Terrænfolder og paa Bakkernes bagudvendende Skraaninger.

Alt var saaledes klart til den afgørende Kraftprøve mellem l’ordre profond og l’ordre mince. Den dybe Slagorden i sin aller oprindeligste Betydning blev nu fra Bøger, Stridsskrifter og Øvelsespladser trukket frem i Krigens barske Virkelighed — og det taalte den ikke godt. Franskmændene nøjedes i Spanien og ved Waterloo ikke med Bataillonskolonner, men Regimenter, Brigader, ja selv Divisioner gik til Angreb i store dybe Kolonner. Ved Waterloo formerede saaledes hver af Armékorpset d'Erlons 4 Divisioner een Angrebskolonne. Dette Angreb blev afvist med frygtelige Tab for Franskmændene af 2 engelske Brigader. Selv ikke Folard kunde have gjort det bedre —- eller værre. Der manglede blot en delvis Indførelse af Partisaner eller lignende Stagevaaben, og det Skridt kunde man saamænd lige saa godt have gjort med, thi hvorfor bevæbne Soldaterne med Geværer, naar man alligevel opstiller dem, saa de ikke kan komme til at skyde. Naar Franskmændene angreb, gjaldt det for de engelske Skytter at gøre saa kraftig Modstand mod Tiraillørerne, at Franskmændene maatte sende Kolonnerne frem i Skyttekæden for at hjælpe denne frem. Først da begyndte de engelske Skytter Skridt for Skridt under stadig Kamp at trække sig tilbage til deres respektive Batailloner. De franske Skytter og Kolonner rykkede nu videre frem i en tæt Masse mod den engelske Hovedstilling, og først i sidste Øjeblik rejste det engelske Liniefodfolk, som hidtil havde ligget i Dækning for den franske Artilleriild, sig op og rykkede frem til den forudvalgte Stilling, hvorfra det paa kort Hold (helst først paa en 30 Meters Afstand) gav Franskmændene en Salve. Denne havde paa den korte Afstand en frygtelig kardæskagtig Virkning paa de franske Masser. Der var ikke ret mange kampdygtige Folk tilbage i de forreste franske Geledder efter denne Salve. Ofte fulgte Englænderne Salven op med et Bajonetangreb, og der skete da som Regel det mærkelige, at den dybe Kolonne med den frygtelige Stødkraft, som jo saa let kunde gennembryde og oprulle den tynde .Linie, som oftest veg for samme tynde Linies Bajonetter. Undertiden kom det ogsaa til en staaende Ildkamp mellem den franske Kolonne og den engelske Linie. Franskmændene søgte saa naturligvis at bringe flere Geværer i Virksomhed ved at deployere, men dette lod sig vel gøre under Artilleriild, men i virksom Geværild var det uigennemførligt, thi efterhaanden som Delinger eller Kompagnier kom frem fra Kolonnens Dyb, blev de taget under Ild og skudt sønder og sammen. Under denne Ildkamp anvendte saavel Englændere som Franskmænd Rodeild. Havde Franskmændene ikke Skytter nok i Kolonnemellemrummene, hvad der mærkeligt nok undertiden hændte, saa sendte de engelske Batailloner paany deres lette Kompagnier frem i spredt Orden for at angribe de fjendtlige Kolonner i Flanken.

Ved Vimiero, Talavera og Busaco søgte Franskmændene at forklare deres Nederlag ved, at de franske Kolonner havde mistet Pusten ved at klatre op ad stejle Højder under Angrebet paa de engelske Stillinger. Men ved Albuera (1811) kunde denne Undskyldning i hvert Fald ikke gøres gældende. Her havde Englænderne ingen særlige Fordele af Terrænet, og den engelske General Beresford, der havde vist sig som en dygtig Organisator ved Reorganisationen af den portugisiske Hær, var kun en middelmaadig Hærfører. Det franske Nederlag ved Albuera skyldtes derfor frem for alt den Kendsgerning, at den engelske Elementartaktik var den franske langt overlegen. I de ovennævnte Slag var Englænderne i Hovedsagen i Forsvaret, men ved Salamanca (1812) angreb de engelske Batailloner paa Linie dækkede af Skytter og slog Franskmændene. Det er ofte blevet hævdet, at Franskmændenes Sejre under Revolutions- og Napoleonskrigene skyldtes, at de franske Hærførere ikke slavisk fulgte Reglementet af 1791, men forstod at tilpasse dette efter Forholdene. Betragter man imidlertid den „Tilpasning“, der fandt Sted 1808—15, kan man dog ikke frigøre sig fra den Tanke, at de franske Førere havde staaet sig ved en slavisk Efterfølgelse af den følgende Sætning om Angrebskolonnen i Reglementet: „Denne Kolonne maa aldrig bestaa af mere end een Bataillon.“ Medens saaledes Franskmændene nærede en alt for stor Forkærlighed for Kolonnen, saa viste Englænderne undertiden en for stor Forkærlighed for Linien. Ved Albuera angreb f. Eks. en engelsk Brigade en kæmpemæssig fransk Kolonne i Flanken, en udmærket Maade at stoppe et Kolonneangreb paa, for Soldaterne paa Kolonnens angrebne Flanke vil uvilkaarligt standse for at besvare Ilden, og derved gaar Fremdriften tabt. Skønt der var stærkt fjendtligt Rytteri i Nærheden, var dog alle 3 engelske Batailloner formerede paa Linie. Et polsk Lansenerregiment benyttede Lejligheden til at attakere Brigaden i dens saarbare Flanke og sprængte den derved fuldstændigt. Det engelske Reglement af 1792 skal ikke have Skylden for denne Fejldisposition, thi det foreskrev, at truedes man af stærkt fjendtligt Rytteri i aabent Terræn, hvor Flankerne var ubeskyttede, kunde der formeres sluttet Bataillonskolonne. Den engelsk-poi-tugisiske Division, der rykkede frem for at genoprette Situationen, handlede derfor ganske i Reglementets Aand, da den lod Fløjbataillonerne formere Kolonne. Det engelske Reglement tillod ogsaa, at den sluttede Bataillonskolonne kunde anvendes som Angrebskolonne i visse begrænsede Situationer, og denne Brug af Bataillonskolonnen ses da ogsaa paa engelsk Side under Angreb paa Landsbyer i Slaget ved Vittoria (1813). Ellers var den engelske Taktik i dette Slag, hvor Englænderne ligesom ved Salamanca var de angribende, præget af, at Linien var Kampformation, Bataillonskolonnen Bevægelsesformation, og som altid blev Kampen indledet af Skarpskytterne og de lette Kompagnier. Det engelske Reglement indeholdt ogsaa den udmærkede Bestemmelse, at 2. Træftning ikke behøvede at være formeret paa Linie som 1. Træfning, men kunde formere sine Batailloner i Kolonne. Denne Forskrift blev i Reglen altid fulgt af Wellington. Paradoksalt udtrykt kan man saaledes sige, at i Spanien og ved Waterloo sejrede det franske Reglement af 1791 over den frie og „geniale“ Anvendelse, de franske Førere forstod at gøre af samme udmærkede Reglement. Det engelske Fodfolks Bevæbning tilskrives ofte en stor Andel i de engelske Sejre, idet den saakaldte „Brown Bess“ betegnes som Flintelaastidens bedste Gevær. I det følgende skal det forsøges at give en Sammenligning mellem det engelske Gevær M. 1794 og det franske Gevær M. 1777. Med Hensyn til Skudhastighed kunde der ikke være nogen stor Forskel mellem de to Vaaben, thi ingen af dem havde hverken konisk Fænghul eller cylindrisk Ladestok, men M. 1794 var maaske nok noget mere handigt at betjene paa Grund af sin mindre Længde. I ballistisk Henseende var derimod det franske Gevær paa Grund af sit mindre Spillerum mellem Kugle og Pibe afgjort det bedste; men til Gengæld kunde det saa ikke holde til saa langvarig Skydning som M. 1794. Dette havde forøvrigt samme Spillerum (ca. 1,8 mm) som det saakaldte „nypreussiske“ Gevær af M. 1809, et Spillerum, der dannede et Kompromis mellem det franske Geværs Spillerum paa ca. 1 mm og det gamle preussiske Geværs Spillerum paa ca. 2,6 mm. De engelske Geværers ringere Træfsikkerhed havde imidlertid ikke nogen Indflydelse under Kampen i sluttet Orden, hvor Englænderne jo altid bestræbte sig for at skyde paa saa kort Hold som muligt, og under Skyttekamp blev de lette Kompagniers glatløbede Geværer jo suppleret med Skarpskytternes Rifler. Den gamle Riffel med Plasterkugle blev derimod aldrig noget yndet Vaaben i den franske Hær (kun Voltigørkompagniernes Underofficerer var bevæbnede dermed). Den passede antagelig ikke for Franskmændenes mere iltre Temperament, men den Kendsgerning, at det netop var Franskmændene, som efter Krigens Afslutning i 1815 ivrigst bestræbte sig efter at konstruere et Gevær, der kunde „lades som en Musket og skyde som en Riffel“ (Delvigne i 1826, Thouvenin i 1840 og Minié i 1849), viser, at man ofte under Skyttekampen havde savnet et Vaaben, der var mere træfsikkert end det sædvanlige glatløbede Fodfolksgevær. Den væsentligste Fordel, det engelske Gevær havde frem for det franske, var, at Laasen gennemgaaende var meget bedre Arbejde, saa man fik under 10 % Forsagere, hvorimod man ved det franske Gevær kunde risikere at faa sa. 17 % Forsagere. Dette var selvfølgelig ikke uden Betydning for det meget vigtige, at Soldaterne har Tillid til deres Vaaben, men trods dette maa de engelske Sejre snarere tilskrives en rigtig Anvendelse af Geværerne end Geværerne selv.

Wellingtons Kampmaade var uden Tvivl den, der var bedst afpasset efter Datidens Vaabenvirkning, men den var ikke særlig udviklingsdygtig. Hertil kom, at „Wellington“ og „Waterloo“ i England efter 1815 kom til at betegne Symboler af lignende Art som „Frederik den Store“ og „Leuthen“ i Preussen før 1806. Paa Krim anvendte Englænderne endnu samme Taktik som ved Waterloo, og det kan i og for sig siges at have været ganske hensigtsmæssigt, thi vel var det engelske Fodfolk nu bevæbnet med Forladerifler af Minié’s System, som skød sikrere og rakte længere end „Brown Bess“, men Skudhastigheden var stadig den samme. Desuden anvendte Russerne en Stødtaktik som — om muligt — var endnu mere ubehændig end Franskmændenes i 1808—15, i hvert Fald anvendte Russerne betydelig færre Skytter til Dækning af Kolonnerne, end Franskmændene havde gjort. Ved Bagladeriflens Indførelse havde den wellingtonske Taktik imidlertid mistet enhver Berettigelse, i hvert Fald under europæiske Forhold. I England fulgte man naturligvis med paa Vaabenteknikkens Omraade, men Uddannelsen i Skyttetjeneste og Skydning holdt ikke Trit med den forbedrede Bevæbning. En medvirkende Aarsag hertil er sikkert de mange Kolonikrige, som jo for Størstedelen førtes mod slet bevæbnede Modstandere. Overfor en Modstander, der kun kunde præstere en ringe eller slet ingen Udvirkning, var der naturligvis ingen Grund til at formere Skyttekæde, thi Hurtigilden fra Bagladerifler eller Magasingeværer blev jo kun tættere og kraftigere ved at blive afgivet fra sluttet Linie. Men kom man til at staa overtor Modstandere, der som Boerne forstod at faa det yders te ud af de moderne Geværer, viste Manglerne ved den forældede engelske Fodfolksuddannelse sig tydeligt. Det preussiske Reglement af 1812 var derimod langt mere udviklingsdygtigt. Dette skyldtes ikke saa meget den Omstændighed, at Angrebskolonnen heri betegnedes som en Formation, der forenede Selvstændighed, Kraft og Bevægelighed, men derimod, at Skyttekampen ved 3. Geled var repræsenteret selv i de mindste Fodfolksenheder. Reglementet af 1812 dannede derfor en forholdsvis let Overgang til den saakaldte Kompagnikolonnetaktik, da Vaabenteknikken gjorde det muligt og nødvendigt at forrykke Kampens Tyngdepunkt i Retning af Skyttekæden. Men forøvrigt ser man i 1866 preussiske Kompagniog Halvbataillonskolonner formere Linie for at møde de vanvittige østrigske Kolonneangreb. Trods det store Fremskridt, Vaabenteknikken havde gjort fra „Brown Bess“ til Dreyses Tændnaalsgevær, var som tidligere Skytte- og Lineartaktikken et yderst virksomt Middel mod Skytte- og Kolonnetaktikken.

P. W. Hansen.