Log ind

Skytte- og Lineartaktik i England og Preussen ca. 1750-1815

#

Af Kaptajnløjtnant P. W. Hansen.

I Begyndelsen af denne Periode indrømmede man ikke Skyttetaktikken, som da alene repræsenteredes af det lette Fodfolk, nogen Plads i selve Slaget, her var Lineartaktikken praktisk talt eneherskende. Den ringe Betydning, man derfor tillagde det lette Fodfolk, karakteriseres maaske bedst ved, at Frederik den Store kort før Syvaarskrigen udtalte, at han egentlig behøvede 4000 Mand let Fodfolk, men Finansernes Tilstand havde stillet sig hindrende i Vejen for denne Hærudvidelse. Men havde det været en bydende Nødvendighed, var der nok blevet Raad dertil — eventuelt paa Linietroppernes Bekostning. Det lette Fodfolks Opgaver laa altsaa udenfor selve Slaget. Det skulde angribe Fjendens Magasiner og Forbindelseslinier, bestride Opklarings- og Sikringstjenesten, kort sagt føre den lille Krig. I Almindelighed ansaa man det ikke for nødvendigt allerede i Fredstid at underholde Fodfolk, der var særlig uddannet til Løsningen af disse Opgaver, men man nøjedes med ved Krigsudbruddet at overdrage et Antal Officerer med Erfaringer som „Partigængere“ at hverve Frikorps. Som oftest var det mere eller mindre lovløse Eksistenser, der strømmede til disse Korps i Haabet om at kunne føre et frit og utvungent Liv med gode Udsigter til Bytte og Plyndring. Det lette Fodfolk var saaledes i denne Henseende et Efterslæt fra Trediveaarskrigens Tid, og det var derfor ikke mærkeligt, at der blandt de regulære Tropper herskede en sand Foragt for disse sammenløbne og slet disciplinerede Skarer. Det er ogsaa forstaaeligt, at denne Foragt ligeledes kom til at gælde det lette Fodfolks Kampmaade: Skyttekampen. En god Soldat sneg sig ikke om fra Dækning til Dækning forat beskytte sig mod Fjendens Tid, men mødte Faren med oprejst Pande. Det skulde derfor vare længe og koste blodige Lærepenge, før man indsaa, at det lette Fodfolk ogsaa med Fordel kunde anvendes til Løsning af egentlige Kampopgaver i selve Slaget, og det varede endnu længere, før man fuldt ud forstod Betydningen af et snævert Samarbejde mellem Skytter og Liniefodfolk. Det var imidlertid ogsaa andre og mere tungt vejende Grunde, der vanskeliggjorde denne Udvikling. For Nutiden er Kampen i spredt Orden den eneste naturlige og mulige Kampmaade, men det var og kunde ikke være saadan i Flintelaasgeværets Tidsalder. Det enkelte Vaabens Udvirkning var for ringe til, at Skyttekampen kunde faa afgørende Betydning. Kun i Massevirkning fra sluttet Linie kunde Geværerne præstere tilstrækkelig Ildkraft. Til Geværets ringe Skudvidde, Træf sikkerhed og Skudhastighed kom den Omstændighed, at Flintelaasen aldrig blev noget paalideligt Paatændingsmiddel. Selv ved godt konstruerede Laase maatte man regne med 7—10 % Forsagere, og meget stærk Blæst eller Regn kunde gøre Geværerne uanvendelige som Skydevaaben. Et andet Forhold, som ikke var af ringe Betydning for Skyttekampen, var, at det var meget besværligt at lade et Forladegevær i liggende eller knælende Stilling. Det var da ogsaa overalt Forskrift ved Liniefodfolket, at 1. Geled, som under Salveild paa 3 Geledder skød fra knælende Stilling, skulde rejse sig op, naar Geværerne skulde lades. Man kunde endda lade et glatløbet Gevær i liggende Stilling, men ved en Riffel krævede Ai-bejdetmed at forcere den med en fedtet Lap (Plaster) omviklede Kugle ned i Riffelgangene med Ladestok og Ladekølle en saa stor Kraftanstrengelse, at dette kun lod sig udføre i staaende Stilling. Disse Forhold, som skyldtes det Standpunkt, Datidens Vaabenteknik nu engang havde naaet, og som ikke lod sig ændre ved selv de bedste taktiske Forskrifter, havde til Følge, at det lette PMdfolk selvstændigt kun kunde opnaa afgørende Resultater i Terræn, der var saa stærkt gennemskaaret, at Linietroppernes Bevægelser i sluttet Formation besværliggjordes, samtidig med at Skytterne dækkede kunde lade Geværerne i staaende Stilling. I aabent dækningsløst Terræn var en Skyttekæde som Regel et let Bytte for Liniefodfolkets Salveild og Bajonetangreb eller endnu mere for et Rytterangreb.

Men i Skove og Landsbyer, bag tætte Hegn og i dybe Grøfter havde det lette Fodfolk gode Muligheder for at bringe Sejren hjem selv over de bedste Linietropper.

1. Det lette Fodfolk i Nordamerikas Skove.

Saadant Terræn, der var vel egnet for let Fodfolk og i samme Grad uegnet for de gængse lineartaktiske Fremgangsmaader, fandtes i rig Udstrækning paa Krigsskuepladsen i Nordamerika. Den nordamerikanske Frihedskrig fik derfor ogsaa stor Betydning for Udviklingen af det lette Fodfolk i de ' europæiske Hære, men ogsaa dens Forgænger: Kolonikrigen mellem England og Frankrig havde Betydning ved Skabelsen af regulært, let Fodfolk i den engelske Hær. Kampene i sidstnævnte Krig udkæmpedes saa godt som alle i Skovterræn, og de franske Styrker var fra Begyndelsen velegnede til at kæmpe under disse Forhold, der var saa vidt forskellige fra Europas. De franske Kolonister i Kanada havde for en stor Dels Vedkommende ikke vist Agerbrug og andre fredelige Sysler nogen særlig Interesse, men de havde levet et frit og uafhængigt Jægerliv og var derfor velegnede til Skovkamp. Dertil kom, at Franskmændene havde forstaaet at erhverve sig Størsteparten af Indianerstammerne til Forbundsfæller. Indianerne var paa dette Tidspunkt velforsynede med Geværer og Ammunition og var uden Tvivl Datidens bedste lette Fodfolk. I Modsætning hertil havde de engelske Kolonister et langt mere civiliseret Præg, kun Grænseboerne (backwoodsmen) kunde maale sig med Kanadiere og Indianere i Skovkamp. De franske Koloniers militære Styrke var vel ikke tilstrækkelig til en Erobring af de engelske Kolonier, men dens Velegnethed til Kamp paa denne Krigsskueplads gjorde, at den engelske Erobring af Frankrigs nordamerikanske Besiddelser blev til et Foretagende, der var fuldt af Skuffelser og Nederlag.

Allerede i 1755 fik de engelske Linietroppers Anseelse et alvorligt Knæk. En engelsk Styrke paa 2 Liniebatailloner og en lille Styrke amerikansk Milits, ialt ca. 1200 Mand, kom i Nærheden af det nyanlagte, franske Fort Duquesne (det nuværende Pittsburgh i Staten Ohio) i Kamp med en fransk Styrke bestaaende af ca. 70 Mand regulære Tropper, ca. 150 Mand kanadisk Milits og ca. 640 Indianere. Der var ikke Tale om nogen Overrumpling af den engelske Styrke, thi Sikringstjenesten under March havde været god nok, og de engelske Batailloner fik derfor Tid til at formere Linie og aabne Salveilden. Kanadierne lod sig imponere af Englændernes disciplinerede Optræden og flygtede, men det lykkedes de franske Officerer at faa Indianerne til at holde Stand, og snart smældede Skytteilden fra Træer og Buske mod de tæt sluttede, engelske Geledder, der i deres røde Uniformer afgav et godt Maal. Det viste sig snart, at de ellers saa ufejlbarlige Pelotonsalver ikke kunde bringe den fjendtlige Ild til Tavshed, og Skoven var for tæt til, at et Bajonetangreb kunde udføres, uden at Formationen kom i Opløsning. Hvor det alligevel forsøgtes, veg Indianerne behændigt tilbage til en ny Stilling, hvorfra de fortsatte Skydningen. Kun den lille amerikanske Militsstyrke, der førtes af Washington, bekæmpede Indianerne paa deres egen Maade. Nogle af de engelske Linieinfanterister fulgte dette Eksempel, saa godt det nu lod sig gøre, men den engelske Fører, Oberst Braddock, en Veteran fra Slaget ved Fontenoy (1745), vilde ikke tillade en saadan usoldatermæssig Optræden. Paa hans Ordre tvang de engelske Officerer baade Linieinfanterister og Militstropper til at stille sig op i sluttet Linie, hvad der i dette Tilfælde var saa godt som ensbetydende med Selvmord. Til sidst indtraf det uundgaaelige. Efter i lang Tid at have holdt tappert Stand trods store Tab, strømmede hele den engelske Styrke tilbage i vild Panik. Tabene var paa engelsk Side 482 Mand, paa fransk ca. 80 Mand.

Dette alvorlige Nederlag gjorde selvfølgelig et dybt Indtryk blandt de engelske Officerer. Man blev klar over, at de gængse Metoder fra de europæiske Krigsskuepladser ikke slog til under disse Forhold. Man maatte bekæmpe Fjenden med hans egne Vaaben. Mod Franskmændenes Indianere maatte man sætte let Fodfolk, men netop dette manglede man. Ganske vist kunde man med lidt god Vilje betegne de skotske Højlændere som saadant, men den skotske Kamplyst gav sig dog ikke saa meget Udslag i en særlig Færdighed i Skyttekamp som i en vild og ubændig Trang til at søge Nærkamp. Man begyndte derfor at hverve Jægerkorps (Rangers) hovedsageligt rekrutteret blandt de engelske Koloniers Grænseboere. Adskillige engelske Officerer gjorde for et Stykke Tid Tjeneste i disse Korps og udnyttede derefter de saaledes indvundne Erfaringer til Uddannelse af deres egne Tropper i Skovkamp. Dette førte efterhaanden til, at man i hvert engelsk Regiment eller Bataillon (Betegnelser, der i den engelske Hær som oftest dækkede hinanden) udtog de bedst egnede Linieinfanterister til at gøre Tjeneste som let Fodfolk. Det gik imidlertid med disse som tidligere med Grenadererne: under Feltforhold fik deres Afdelinger ikke Raadighed over dem, men de samledes i særlige lette Fodfolksafdelinger, der ligesom Grenadererne sattes ind til Løsning af særlig vanskelige Opgaver. Et Par Eksempler viser denne Anvendelse af det lette Fodfolk. Da en engelsk Hærstyrke i 1758 gik i Land paa Øen Kap Breton for at erobre Fæstningen Louisbourg ved St. Lawrence Flodens Udløb, var det lette Fodfolk og Grenadererne under Wolfe i første Vending for at skaffe sig Fodfæste paa Kysten og dække Landsætningen af den øvrige Styrke. Dette lykkedes ogsaa fuldtud. I Slaget ved Quebec 1759, hvor den franske Hær under Montcalm blev slaaet af Englænderne under Wolfe, dækkede det engelske lette Fodfolk sammen med amerikanske Rangers yderste venstre Fløj, medens højre Fløj støttedes til St. Lawrence Floden. Franskmændene havde ogsaa i dette Slag et større Antal Kanadiere og Indianere, men Terrænet syntes kun paa Fløjene at have begunstiget Skyttekamp, hvorfor Montcalm her lod Indianere og Kanadiere gaa frem foran Hovedstyrken i spredt Orden. Wolfe trak imidlertid sit lette Fodfolk nærmere til, og de engelske Liniebatailloner sendte Skytter frem for at møde Fjenden. Ved disse Forholdsregler blev de franske Skytter holdt i Skak, og da Franskmændene satte Hovedangrebet ind, som i Centrum førtes frem i Kolonne, blev de slaaet tilbage af den engelske Linie, som først aabnede Salveilden paa en Afstand af ca. 30 m. Det folard’ske Islæt i fransk Taktik havde her som ved Rossbach ikke nogen heldig Virkning. Folard var en stor Beundrer og Kender af Oldtidens Krigskunst, men med alle sine Mangler var det glatløbede Flintelaasgevær et bedre Vaaben end Oldtidens Spyd og krævede derfor ogsaa en anden Kampmaade.

Erfaringerne fra Kolonikrigen gik dog ret hurtigt i Glemme. Efter Fredsslutningen i 1763 ophævedes atter det lette Fodfolk, og først i 1771 ydede man Krigserfaringerne en noget forsinket Anerkendelse, idet man tildelte hver engelsk Bataillon et let Kompagni. Fra nu af og Perioden ud bestod en engelsk Bataillon af 8 almindelige Liniekompagnier, et Grenaderkompagni og et let Kompagni. Grenaderkompagniet og det lette Kompagni gik som oftest under Fællesbetegnelsen Fløjkompagnier, fordi de i Bataillonens Paradeopstilling havde Plads paa henholdsvis højre og venstre Fløj. Indførelsen af de lette Kompagnier skete paa Initiativ af General Howe, som i 1776 — 78 førte den engelske Hær i Amerika. Den taktiske Anvendelse af det lette Fodfolk skete som hidtil ikke i snæver Tilknytning til Bataillonerne, men man samlede de lette Kompagnier i særlige Batailloner. Det faar staa hen, hvor god de lette Kompagniers Uddannelse i Skyttetjeneste var. I hvert Fald bestod den engelske Styrke, som sendtes ud for at bemægtige sig de amerikanske Vaabenforraad i Concord, og som blev slaaet af den amerikanske Milits ved Lexington (1775), netop af den engelske Boston Garnisons Fløjkompagnier. Ved Bunker Hili (1775) var Anvendelsen af de lette Kompagnier højst fejlagtig. De blev nemlig under Stormen paa den amerikanske Stilling sat ind Side om Side med Liniefodfolket i Stedet for, at de med Fordel kunde have været anvendt til at dække dettes Fremrykning. Men i haarde Kampe mod de amerikanske Riffelskytter erhvervede det lette engelske Fodfolk sig snart en betydelig Færdighed i Skyttekamp, og ogsaa den taktiske Anvendelse blev bedre. Dette viste sig tydeligt i en Kamp paa den vestindiske 0 St. Lucia i 1778, efter at Frankrig var traadt ind i Krigen paa de oprørske Koloniers Side. En engelsk Styrke bestaaende af en Liniebataillon, en Grenaderbataillon og en let Bataillon, ialt 1300 Mand, alle Veteraner fra Kampene i de nordamerikanske Skove, blev angrebet af en fransk Styrke paa 9000 Mand. Englænderne havde taget Stilling paa et Højdedrag og sendt de lette Kompagnier frem foran Fronten. Franskmændene sendte 2 Batailloner frem i Kolonne for at afskære de engelske Skytter fra Hovedstillingen, men disse tog imidlertid Kampen op i det gennemskaarne Terræn. Skytteilden voldte følelige Tab i de franske Bataillonskolonner, og hver Gang disse søgte at skaffe sig Luft ved et Bajonetangreb, trak de engelske Skytter sig tilbage til en ny Stilling under stadig Skydning. Til sidst veg den ene Bataillon tilbage i Uorden, men da den franske Hovedstyrke samtidig greb ind, maatte de engelske lette Kompagnier gaa tilbage til Hovedstillingen. Franskmændene angreb nu den engelske Hovedstilling i tætte Kolonner dækket af Skytter, hvis Ild tilføjede Englænderne ret følelige Tab. Men til Gengæld ryddede den engelske Artilleriild godt op i de franske Kolonner, og hver Gang disse forsøgte at storme, blev de slaaet tilbage af det engelske Fodfolk med store Tab. Denne Kamp viser saaledes paa begge Sider et taktisk Samarbejde mellem Liniefodfolk og let Fodfolk, men hverken de engelske eller franske Skytter løste fuldtud den vigtigste Opgave: at beskytte eget Liniefodfolk mod fjendtlig Skytteild. De franske Skytter udgjordes sikkert af Regimenternes Jægerkompagnier (1 pr. Regiment fra 1776). De var dog ikke Jægere i egentlig For*- stand, men var ligesom de engelske lette Kompagnier bevæbnede med glatløbede Geværer. Kampen viser ogsaa Forskellen mellem Datidens og senere Tiders Skyttekamp. De engelske Skytter maatte vige ud for de franske Bataillonskolonners Bajonetangreb, og kun Terrænet, der forsinkede de sluttede Formationers Fremrykning, tillod dem at fortsætte Skydningen, hvis Virkning først viste sig paa afgørende Maade efter længere Tids Opsummering af Tabene. Ved Lundby i 1864 kunde den preussiske Skyttekæde derimod forblive i samme Stilling. Dens Ildkraft var stærk nok til i Løbet af kort Tid at bibringe den danske Kolonne saa store Tab, at Bajonetangrebet brød sammen. Paa Flintelaasgeværets Tid var kun en Salve paa kort Hold fra sluttet Linie i Stand til at præstere noget lignende. Samme Aar (1778) havde man i Frankrig afholdt store Øvelser, der skulde afgøre den lange Strid mellem Tilhængerne af l’Ordre profond og l’Ordre mince. De sidstnævnte havde sejret ved disse Øvelser, hvad der i senere Tider ofte har fremkaldt en skarp Kritik. Kampen paa St. Lucia giver imidlertid ogsaa sit Bidrag til en mere retfærdig Bedømmelse af Lineartaktikkens Tilhængere. Englænderne opstillede i Nordamerika ogsaa adskillige Frikorps, der for største Delen rekrutteredes blandt Kolonister, som var forblevet Moderlandet tro. Et af disse Korps havde et vist Særpræg og skal derfor omtales lidt nærmere. Det førtes af en skotsk Major Fergusson, som i 1776 havde forelagt en af ham selv opfunden Bagladeriffel for de engelske militærtekniske Myndigheder. Ved Forsøgene havde man med dette Vaaben opnaaet en Skudhastighed af 6 sigtede Skud/Minut, dvs. ca. 3 Gange saa meget som ved et almindeligt glatløbet Forladegevær. Da Forsøgene ogsaa i andre Henseender havde givet gunstige Resultater, besluttede man forsøgsvis at bevæbne et Frikorps med dette Vaaben og stille Korpset under Fergusson’s Kommando. Fergusson’s Rangers gjorde god Nytte ved mange Lejligheder, men i 1781 blev Korpset omringet og tilintetgjort af en overlegen Styrke af amerikanske „Blackwoodsmen“. Bevæbningen med Bagladerifler kunde altsaa ikke opveje Grænseboernes overlegne Antal og Dygtighed i Skovkamp, men det maa ikke glemmes, at det i Virkeligheden var umuligt for Datidens Vaabenteknik at konstruere et virkeligt krigsbrugbart Bagladevaaben. Flintelaasen, som da var det eneste anvendte Paatændingsmiddel, egnede sig ikke godt til Anvendelse ved en Baglader, og det vigtigste Problem: den gastætte Baglademekanisme kunde Datidens Vaabenteknik ikke løse, og det blev forøvrigt først løst fuldt tilfredsstillende ved Indførelsen af Metalpatronen. Frikorpsene anvendtes dels til selvstændige Opgaver i den lille Krig, dels i Samarbejde med Linietropperne i Slag og større Træfninger, som i Reglen bragte Englænderne Sejren, men som ikke formaaede at afgøre Krigen, hvorimod Amerikanerne i Reglen klarede sig bedst i den lille Krig. Det bedste lette Fodfolk, som Englænderne anvendte, var uden Tvivl de hessiske Jægere. Som bekendt benyttede England i høj Grad tyske Lejetropper til Bekæmpelse af de oprørske Kolonier, og i det hessiske Korps paa ca. 13.000 Mand var der ved Krigens Begyndelse 2 Jægerkompagnier, hvis Antal senere forøgedes betydeligt. Disse Jægere rekrutteredes ligesom det preussiske Feltjægerkorps af „udlærte“ Jægere eller af andre, som ligeledes allerede ved deres civile Erhverv havde erhvervet sig Dygtighed i Riffelskydning. Disse Tropper tjente med stor Udmærkelse hele Krigen igennem og var de eneste i den engelske Hær, der kom op paa Siden af de amerikanske Riffelskytter.

Den amerikanske Hær bestod ved Krigens Begyndelse i 1775 udelukkende af Milits. De bedste Afdelinger var Skarpskyttekorpsene, der for Størstedelen bestod af riffelbevæbnede Grænseboere, som gennem Jagt og Kampe med Indianere havde opnaaet en betydelig Færdighed i Skydning og Skyttekamp. Der var ganske vist ogsaa meget godt Soldaterstof i den almindelige Milits, derom vidner Kampene ved Lexington, Bunker Hili og Saratoga, men Militsens Uddannelse og frem for alt dens Disciplin var for ringe til, at den kunde blive en sikker Faktor i Krigsførelsen. Man begyndte derfor ogsaa paa amerikansk Side at opstille regulære Tropper. General v. Steuben, en tidligere preussisk Officer, havde Hovedandelen i den regulære amerikanske Hærs Organisation og Uddannelse. En amerikansk Liniebataillon kom til at bestaa af højst 320 Mand og inddeltes i 4 Kompagnier — 8 Delinger eller Pelotoner. Desuden fik hver Bataillon efter engelsk Forbillede tildelt et let Kompagni, der ligesom hos Englænderne i Reglen blev afgivet til Formering af selvstændige, lette Batailloner, hvis gode Uddannelse i Sky tte tjeneste Steuben tillagde stor Betydning. For det amerikanske Liniefodfolk udgav Steuben i 1779 et Reglement, som ganske hvilede paa Lineartaktikkens Grundlag, men som i Modsætning til de samtidige europæiske Reglementer var betydeligt forenklet og befriet for alle overflødige Snurrepiberier. Saaledes skete Formering af Linie saa godt som udelukkende ved Deployering fra sluttede Bataillonskolonner. I Begyndelsen anvendte man de regulære Tropper og Militsen Side om Side i samme Træfning. I Slaget ved Camden (1780) bestod saaledes Amerikanernes højre Fløj af regulære Tropper, medens Militsen dannede venstre Fløj. En Milits „Brigade“ (700 Mand) fik Ordre til at angribe. Den sendte 50 Mand frem som Skytter for at lokke Englænderne til at aabne Ilden for tidligt, hvorved Fremrykningen af Hovedstyrken skulde lettes. Men den overfor staaende engelske Styrke: en Liniebataillon (292 Mand) og 4 lette Kompagnier (148 Mand) gik øjeblikkelig til Modangreb i tæt Skyttekæde, hvorpaa Milits „Brigaden“ flygtede i vild Panik, og dette værdige Eksempel fulgtes af de øvrige amerikanske Militstropper. Det er ikke tilstrækkeligt, at Førerne søger at anvende Tropperne efter rigtige taktiske Grundsætninger, naar Tropperne selv ikke er paa Højde med Situationen. Den engelske General, Cornwallis, befalede nu almindeligt Angreb. De amerikanske Linietropper gjorde tapper Modstand, men da de blev angrebet i den udækkede venstre Flanke af de engelske lette Kompagnier og i Ryggen af det engelske Rytteri, blev deres Modstand brudt, og den amerikanske Styrke blev saa godt som tilintetgjort. Det var Krigens største amerikanske Nederlag. De amerikanske Generaler tog imidlertid ved Lære af disse bitre Erfaringer. Militsen stilledes nu i 1. Træfning, medens Linietropperne udgjorde 2. Træfning. Foran Militstræfningen og paa Fløjene stilledes Skarpskytter med Ordre til særlig at beskyde de engelske Officerer. Undertiden opstillede man ogsaa Skarpskytter bag Militsen med Ordre til at skyde enhver ned, der gjorde Forsøg paa at flygte. Det var saaledes Frederik den Stores Tanker om Fribataillonernes Anvendelse i Slaget ført ud i Praksis med den amerikanske Milits i Fribataillonernernes Rolle. Englænderne, der i Reglen var underlegne i Antal, maatte som oftest nøjes med at formere een Træfning og en svag Reserve. I det amerikanske Skovterræn overtog det lette Fodfolk Rytteriets Opgave: at dække Fløjene, hvorimod den i Reglen faatallige Rytterstyrke stilledes bagved Fodfolket. Som oftest lykkedes det Englænderne at kaste den amerikanske Milits tilbage, men naar de engelske Batailloner, der paa Grund af Tabene og den stedfundne Skovkamp havde opløst sig i tæt Skyttekæde, fortsatte Angrebet mod Amerikanernes 2. Træfning, mødte de amerikanske Linietropper dem med en Salve paa kort Hold efterfulgt af et Bajonetangreb. Med denne Taktik sejrede Amerikanerne i Træfningen ved Cowpens 1781, hvor et engelsk Frikorps, Tarletons britiske Legion, blev slaaet af General Morgan. Samme Taktik anvendtes ogsaa af General Greene i Slaget ved Guilford 1781, en Kamp, som i taktisk Henseende var en kneben engelsk Sejr, men som strategisk set blev til Fordel for Amerikanerne. Som antydet maatte ogsaa det engelske Liniefodfolk i nogen Grad ændre den sædvanlige Kampmaade. De amerikanske Skarpskytters Skydefærdighed og navnlig det tætte Skovterræn, hvori de fleste Kampe udkæmpedes, fremtvang en Opgivelse af den sædvanlige tætsluttede Linieformation paa 3 Geledders Dybde. Man formindskede Geleddernes Antal til 2 og lod Roderne tage Mellemrum, hvorved Opstillingen nærmest kom til at ligne det, man i Tidsrummet 1870—1914 vilde have kaldt en tæt, kampkraftig Skyttekæde. Opstillingen paa 2 Geledder var altsaa her et Middel til at lette Overgangen fra sluttet til mere spredt Orden, ganske som ved det lette Fodfolk. Det vil senere ses, at Opstillingen paa 2 Geledder ogsaa var et Middel til at forøge den sluttede Linies Ildkraft. løvrigt foreskrev ogsaa Steubens Reglement af 1779 Opstillingen paa to Geledder for det amerikanske Liniefodfolk. For at sætte deres Tropper i Stand til paa en mere effektiv Maade at forsvare sig mod de amerikanske Skarpskytter havde adskillige engelske Bataillonschefer paa eget Initiativ bevæbnet nogle af Bataillonens bedste Skytter med Rifler. Her var altsaa Begyndelsen til den senere ret almindelige Tildeling af Skarpskytter til Liniebataillonerne. Bedst karakteriseres maaske det engelske Liniefodfolks Taktik under den amerikanske Krig paa følgende Maade: „Naar man med en Bataillon, som aldrig har faaet nogen Uddannelse i Skytte tjeneste, rykker frem gennem tæt Skov for at angribe Fjenden, saa kan man ikke marchere i Række og Geled, men baade Geledder og Roder maa aabnes noget, saa Soldaterne enkeltvis kan gaa igennem. Er dette nu at føre Skyttekamp? Paa ingen Maade. Har man til Hensigt at føre Skyttekamp? Endnu mindre. Gaar da herved det sluttede Angrebs Væsen tabt? Heller ikke.“ (Af en anonym preussisk „Aufsatz iiber das Tiraillieren“ fra omkring Aar 1800). Under Krigen i Amerika havde andre engelske Officerer været paa Studiebesøg i Preussen og havde der overværet de store Manøvrer i Frederik den Stores sidste Aar. Den Hurtighed, Præcision og Ro, hvormed store Fodfolks- og Ryttermasser kunde formere lange, tætsluttede Linier, vakte naturligvis ogsaa hos Englænderne stor Beundring. Derimod ansaa de Officerer, som havde deltaget i Krigen i Amerika, ikke de preussiske Manøvrer for krigsmæssige. Det var f. Eks. Tilfældet med Comwallis, Sejrherren fra Camden og Guilford, som efter Krigen overværede Manøvrer i Preussen. Medens Striden i Frankrig stod mellem Tilhængerne af l’Ordre profond og I’Ordre mince, altsaa mellem Stødtaktik og Ildtaktik, saa kom Striden i England til at staa mellem den amerikanske og den preussiske Skole, altsaa mellem to forskellige Former for Ildtaktik. Den amerikanske Skole vilde ogsaa under europæiske Forhold have indført den i Amerika anvendte Linieformation paa to Geledder med Mellemrum mellem Roderne, hvorved der gaves den enkelte Mand større Bevægelsesfrihed. General Dundas, der var den mest fremtrædende Repræsentant for den preussiske Retning, tvivlede imidlertid paa — og sikkert ikke helt med Urette —, at det engelske Fodfolk i denne løse Formation kunde modstaa et Angreb af tæt sluttede preussiske Fodfolks- og Rytterlinier i nogenlunde aabent Terræn. Resultatet af denne Strid blev, at Dundas sejrede, idet et af ham forfattet Reglement antoges i 1792. Reglementet adskilte sig ikke væsentlig fra sit preussiske Forbillede og derfor heller ikke i større Grad fra det berømte franske Reglement af 1791. Ligesom dette forblev det i Brug i Krigsaarene 1792— 1815. Ved Siden af mange kunstlede og overflødige Evolutioner indeholdt det adskillige gode Ting. I Virkeligheden betegnede Reglementet af 1792 et stort Fremskridt i det engelske Fodfolks Uddannelse. Indtil da havde nemlig hver Regimentschef krævet og faaet frie Hænder med Hensyn til Regimentets taktiske Uddannelse, og selv om preussisk Forbillede — som oftest gennem hannoveransk Formidling — havde været fremherskende, kunde det naturligvis ikke undgaas, at Uensartetheden blev stor.

(Fortsættes).