Log ind

Skal vi vogte samfundets vogtere?

#

Den mest magtfulde af samfundets vogtere er forsvaret. Artiklen belyser spørgsmålet: Hvorfor er det nødvendigt at kontrollere forsvaret? , Artiklen er skrevet af adjunkt, Henning Sørensen, cand. mag. i samfundsfag og historie og lærer ved Søværnets Officersskole i fagene international politik og militærsociologi.

Problemstillingen i overskriften er historisk velkendt. Allerede Platon,1 den græske filosof og statsteoretiker, erkendte vogterproblemet. Men Platon »løste« det ved at udstyre vogterne med særligt fine menneskekundskaber. Guderne havde i vogternes natur nedlagt guld, i soldaternes sølv, og i de øvrige samfundsmedlemmers kobber. Det retfærdige i at give en elite som vogterne mere magt end andre, fremgik af selve statens eksistens. Staten eksisterede kun sålænge hvert enkelt menneske i kraft af sin bestemte natur udførte sit dertil forudbestemte arbejde. Arbejdsfordelingen var således retfærdig, ellers ville staten gå til grunde. Det er den berygtede »ædle løgn«. I dag bryder ingen sig om løgne, - uanset karat, og troen på menneskets ædle natur i kraft af sin stilling er behersket. Denne psykologiske opfattelse kan vel være tilstrækkelig til at begrunde spørgsmålet: Hvorfor vogte vogterne? Men der kan herudover anføres 4 sociologiske grunde til kontrol med militæret:

1. Til beskyttelse mod samfundets ydre og indre fjender er det militære etablissement udstyret med uhyre destruktionsmidler med hensyn til sprængkraft, rækkevidde og præcision. Organiseret voldsudøvelse2 er i sidste instans det legitime formål med opretholdelse af et militær. Bortset fra fascistiske og nazistiske synspunkter, betragtes vold generelt negativt. Derfor bør al vold begrænses og i hvert fald kontrolleres. Ikke mindst den organiserede vold, der udøves af offentlige organer, fordi den har et meget større omfang end den individuelle voldsudøvelse.3

2. Intet andet administrativt - udøvende - statsorgan er så magtfuldt som militæret. Ikke kim på grund af våbnene og den legitime voldsudøvelse. Men også fordi det militære system er udbygget med henblik på at klare sig selv uafhængigt af det øvrige samfund. Baggrunden herfor er forståelig nok. Militæret skal netop kunne fungere selv om det civile samfund er lammet. Derfor har militæret sit eget juridiske system med egne love, straffe og rettergangschefer. Et kommunikationssystem, der i mange henseender må anses for mere effektivt og kompliceret end det civile samfunds. Et selvstændigt transportsystem med eget grej, pipelines, veje og flyvelinier. Et sundhedssystem med infirmerier og hospitaler samt et ingeniørsystem, der er i stand til selvstændig projektering og anlæg af veje, broer, lufthavne o.s.v. Kort sagt, bortset fra en grundlæggende produktionsvirksomhed, herunder ikke mindst råstoffrembringelse kan det militære system eksistere helt selvstændigt.

3. Kravene til vogterne, officererne, er følgelig omfattende og krævende. Ingen anden profession kan formodentlig give sine medarbejdere en så systematisk uddannelse og træning som den militære. Officererne fremtræder som højt kvalificerede eksperter også på det civile livs felter. Hvilket i visse lande har fristet officreer til at forskyde balancen mellem det civile og militære samfund til fordel for sidstnævnte.4 Dertil kommer, at som eksperter er officererne sat til at forvalte betydelige ressourcer, både i menneskelig og materiel henseende.

4. Officererne udgør i sociologisk forstand en gruppe i samfundet på linie med andre gruppedannelser som advokater, lærere, læger o.s.v. Grupper tenderer over tiden med at udvikle en fælles etik,5 målsætning og holdning. Indadtil styrker en sådan ensartethed sammenholdet i gruppen. Udadtil fremtræder gruppen, her officerskorpset, som en homogen organisation. Men organisationer er ikke passive organer i forhold til omverdenen. De søger at forudse, påvirke og foregribe indgreb udefra for at regulere disse krav fra det omgivende samfund i overensstemmelse med professionens holdninger og mål. Evnen hertil er stærkt afhængig af det indre sammenhold.

Følgende 3 antagelser6 kan herefter opstilles:

a. Jo større iiidre sammenhold i officerskorpset, jo svagere civil kontrol over det militære apparat.

b. Civile myndigheder møder større modstand fra et »højt-professionelt« officerskorps end fra et »lavt-professionelt«, når et politisk program ønskes gennemført, og dette program strider mod den militære professions holdninger og mål.

c. Officererne som gruppe7 er ikke og kan ikke være neutrale og objektive. De har som enhver anden tjenestemandsgruppe visse korporative interesser og forestillinger,8 som de vil søge fremmet.

Anerkendes denne problemstilling, »at begrebet militær professionalisme - som enhver anden professionalisme - omfatter en stadig stræben efter autonomi, noget som står i modsætning til fast politisk kontrol«,9 synes nødvendigheden af adekvate kontrolmetoder og -organer at være dokumenteret. Det spørgsmål, der så står tilbage, er om de eksisterende kontrolsystemer er tilstrækkelige i forhold til problemets omfang. Her var det måske rimeligt at lade de professionelle vogtere selv give et svar, eventuelt et forslag, - eller hur?

--------------------------------------------------------------------------

1. Platon levede fra 427-347 f.v.t. Vogterproblemet fremførtes i Platons sidste bog »Staten«.

2. Samuel P. Huntington: »The Soldier and the State; the Theory and Politics of Civil-Military Relations«, Harvard University Press 1957. I sin behandling af den militære professions udvikling i Vest-Europa og især i USA fastslår S. P .H ., at »management of violence« tillige med militærets korpsånd og officererne som det offentliges tjenere er de væsentligste karakteristika ved den militære profession. I Danmark udtrykkes voldsudøvelsen mindre dramatisk. Se f.eks. Det krigsvidenskabelige Selskabs studiekreds, Studiegruppe 3: »En vurdering af A-officerens grunduddannelse . . . side 15: »... at officersgerningen som profession på afgørende måde adskiller sig fra andre professioner gennem kravet om funktionsevne i krig«. (Studiegruppens egen understregning), februar 1973.

3. Verner Goldschmidt: »Konflikt uden vold«, København 1974. Heri en konkluderende advarsel mod den organiserede, legitime »offentlighedsvold«.

4. Morris Janowitz: »The Professional Soldier: A Social and Political Portrait«. Free Press 1960 fremhæver som en af bogens 5 grundhypoteser, at skillelinien mellem den civile og militære uddannelse i USA er mindsket. I Danmark kan en lignende »civilisering« iagttages. Dette gør militær overtagelse af vigtige civile administrationsopgaver lettere.

5. C. Wright Mills: »The Power Elite«, New York 1956, der hævder, at en civilmilitær elite har udviklet sig i USA og J. M. Swomley, Jr.: »The Military Establishment«, 1964, der i kap. 12 og 13 har en god diskussion af den militære indflydelse på udenrigspolitikken ud fra et ekstremt - højre synspunkt - hævder begge eksistensen af en særlig militær etik, som de i øvrigt anser for noget negativt. Heroverfor står Samuel P. Huntington, op. cit., der er enig i den militære etiks forekomst, men opfatter den positivt.

6. Jf. Bengt Abrahamsson: »Military Professionalization and Political Power«, 1971. Også i svensk oversættelse: »Militärer, makt och politik«, side 14 ff, 1972.

7. Her er ikke tale om, at officerer som andre borgere søger at påvirke den politiske debat og beslutning i overensstemmelse med egne synspunkter.

8. Eksempler på »the Military Mind« kan findes diskuteret i bl.a. Bengt Abrahamsson, op. cit. kap. 4 f, Samuel P. Huntington f.eks. side 79, op. cit., E. Waldman: »The Goose Steps Is Verboten: the German Army Today«, New York 1964, opstillingen s. 238 og S. A. Stouffer et al.: »The American Soldier« bd. I »Adjustment during Army Life«, Princeton 1949, det velkendte panelstudie s. 150, der viste, at soldater med de rigtige »militære meninger«, også havde de bedste forfremmelseschancer. Kort sagt er indholdet af »the Military Mind«, at officerer i forhold til den civile befolkning opfatter a. den menneskelige natur mere pessimistisk og aggressiv, b. situationer i verden mere »alarmerende« og c. er mere nationalistiske, d. politisk mere konservative samt e. mere autoritært indstillede. Eksistensen af »the Military Mind« er sociologisk set frugtbart, fordi det muliggør en adfærdsforudsigelse og et måleinstrument for graden af professionalisme.

9. Citat fra J. van Doom: »Political Change and the Control of the Military« i »Military Profession and Military Regimes«, side 12. Haag 1969.