Denne temaartikel er skrevet af oberst, cand. phil. M.H. Clemmesen, der er dansk for svarsattaché til de baltiske lande. Indledningsvis har akkrediteringen dækket Estland og Letland.
For at forstå den situation, som alle tre baltiske lande nu befinder sig i, er det en hjælp at sammenligne med vilkårene for dansk forsvar i de første år efter besættelsen. I begge tilfælde tog besættelsesmagten alt materiel og udrustning. Som i efterkrigsårenes Danmark er de baltiske lande i en fra alvorlig til dyb økonomisk krise med et nedslidt produktionsapparat og meget begrænsede beholdninger af hård valuta. Som i Danmark efter Befrielsen er der problemer med at få frihedskæmperne under fuld politisk kontrol. Som herhjemme må man også i de baltiske lande kæmpe mod en kombination af en grundpacifistisk holdning og en tvivl om, hvorvidt det kan nytte at forsøge at opbygge et forsvar. I 1939-40 havde man et stærk hær, men det hjalp ikke. På andre områder er situationen i Estland og Letland anderledes og værre end den var i Danmark. Herhjemme rådede værnene over et i det store og hele intakt korps af linieog reserveofficerer. Derimod betyder de mange årtiers besættelse, at balternes egne officerer er væk. De få, der ikke forsvandt under krigen eller i Gulag, er som minimum 70 år. Landene råder heller ikke over mange tidligere sovjetofficerer. Det var meget sjældent, at estere og letter valgte en militær karriere i besættelsesmagtens styrker. Det er også forståeligt, at der eksisterer en betydelig skepsis mod de få, der har valgt at indtræde i de nye baltiske styrker. Det svarer til, at vi skulle opbygge efterkrigsforsvaret med officerer fra SS-Division Wiking. Men i de baltiske lande er der intet alternativ til dette. Det økonomiske udgangspunkt efter små 50 års sovjetøkonomi er mange gange værre, end den var i Danmark, idet også en hensigtsmæssig erhvervsstruktur samt viden og motivation skal genopbygges fra bunden. Danmark fik i modsætning til de baltiske lande en betydelig hjælp til opbygning af de væbnede styrker. Allerede før den allierede våbenhjælp satte ind i 1950eme, havde vi modtaget betydelige våbenleverancer. Man rådede over frihedsbevægelsens våben. Den danske Brigade i Sverige kom hjem fuldt udrustet, og hæren havde modtaget engelske våben i et sådant antal, at man kunne udruste en infanteridivision. Derimod er det meget vanskeligt for de baltiske lande at få adgang til vestlige våben. Det skyldes vel først og fremmest nervøsitet for at provokere russerne og hindre væbnede overgreb på de russiske minoritetsgrupper. Men det synes også som om, at Vesten ønsker at holde forsøg med den militærløse stat, hvis selvstændighed kun sikres af international velvilje. Situationen afviger også på et andet område afgørende fra situationen i Danmark og de skandinaviske lande. Værnepligten er meget upopulær efter de mange års erfaring med Den røde Hærsuddannelses- og personlige undertrykkelsessystem samt tabene i Afghanistan. Erindringer fra krigen i Centralasien har næret den folkelige pacifisme og modstanden mod værnepligt i alle dele af Sovjetunionen. Dette er kritisk for de baltiske lande, hvor forholdvis små befolkninger skal forsvare forholdvis store territorier med lukket terræn, og hvor det reelt vil være nødvendigt at kopiere den finske territorialforsvarsmodel med dyb mobilisering for at opnå et troværdigt forsvar. På endnu et afgørende område er de baltiske landes situation værre end Danmarks i 1945. Den tidligere besættelsesmagt udgør fortsat en trussel. Man kan vurdere denne som latent eller akut, men man kan ikke benægte dens eksistens. Den russiske trussel mod landenes fortsatte selvstændighed understreges til stadighed af udtalelser fra russiske ledere, af formuleringerne i Ruslands nye militærdoktrin samt af gammelimperialistiske holdninger i det russiske statsapparat. Problemet bhver indtil videre understreget af den forsatte russiske militære tilstedeværelse i både Estland og Letland. Truslen understreges af tilstedeværelsen af de store russiske og andre slaviske minoriteter i de to lande. I begge lande, men specielt i Letland, dominerer den russiske befolkning de større byer. Det betyder, at balterne skal finde en varig samværsform med de baltiske russere, de tidligere kolonialister - som finneme fik med finlandssvenskerne - før man bliver i stand til at etablere et troværdigt forsvar. At det er en meget vanskelig mental og indenrigspolitisk hindring at overvinde, er indlysende. I både Estland og Letland kan problemerne med de russiske minoriteter muligvis få et mihtært element. Der er vedholdende rygter om, at tidligere medlemmer af de sovjetiske sikkerhedstjenester træner russiske miUtser i skovene i de områder, bl.a. Nordøst-Estland, hvor minoriteten næsten udgør hele den lokale befolkning. Der er også rygter om, at de yngre blandt de to landes store grupper af pensionister fra det sovjetiske militær og sikkerhedsstyrkeme bidrager. Pensionisterne er bevæbnede. Risikoen for en forbindelse med radikale nationaHstiske kræfter i selve Rusland understreges af, at det ikke er muligt for de to lande at gennemføre en effektiv overvågning af de lange, skovdækkede landegrænser.
Estland
Det estiske forsvarsministerium blev først etableret i slutningen af april 1992, dvs. et godt halvt år efter uafhængigheden, betydehgt efter de to andre baltiske lande. Det skete først efter, at den reformkommunistiske regering under Edgar Savisaar fira blevet afløst af Tiit Vähis teknokratregering. Det tog yderligere to måneder, før den første forsvarsminister (Ülo Uluots) blev udpeget. Forsinkelsen skyldtes indenrigspolitisk tøven og uenighed i forsvarsspørgsmålet. Savisaar-regeringen havde prioriteret etableringen af de reelt kun paramilitære grænsestyrker højest. Denne forsinkelse medførte, at det estiske forsvars organisatoriske udvikling kom til at forløbe anderledes end i de to andre baltiske lande. Det var først efter valget til parlamentet Riigikogu i efteråret, at vilkåreme blev afgørende ændret med udpegningen af den energiske eksil-este, Hain Rebas, som forsvarsminister. Han fik i maj 1993 gennemført ansættelsen af den pensionerede estisk-amerikanske oberst, Alexander Einseln som forsvarschef. Han blev senere generalmajor. Einseln afløste den tidligere sovjetofficer og kandidat fra Frunze-akademiet, oberst Ants Laaneots, der var blevet udpeget i begyndelsen af december 1991. Laaneots fortsatte herefter som chef for forsvarsstaben, indtil han gik af i april i år som følge af samarbejdsproblemer med forsvarschefen. Selvom Savisaar-regeringen havde tøvet med etableringen af et traditionelt forsvar, havde man dog skabt forudsætningerne for, hvad der senere skete. Forsvarsstaben, der fik Laaneots som chef, var etableret hge efter uafhængigheden. Den almindelige værnepligt blev fastlagt ved lov i begyndelsen af september 1991. Samtidig blev det friviUige försvarsförbund, Kaitseliit, genoprettet. Det er en hjemmevæmslignende organisation, der også fandtes i mellemkrigstidens estiske forsvar. Allerede i forsommeren 1990 havde man oprettet et andet frivilhgt forsvarskorps (Kodukaitse), der skulle sikre statens organer mod overgreb fra modstandere af estisk selvstændighed. Indtil regeringsdannelsen efter valget i efteråret 1992 kunne man nærmest betragte Kaitseliit som den nationalistisk-borgerlige oppositions milits, selvom den formelt blev underlagt forsvaret ved lov i slutningen af april det år, dvs. under Tiit Vähis regering. Den gældende væmephgtslov er netop godkendt af parlamentet. VæmepHgten er begrænset til estiske statsborgere. Uddannelses-Ztjenestetiden er 8-12 måneder, og udover i hæren gør de værnepligtige tjeneste i grænsebevogtningen, politiets beredskabsregiment og civilforsvaret. Det overvejes at udvide tjenestetiden til 15 måneder for visse grupper. Af de 4.200 værnepligtige, der er indkaldt i 1993, er ca. 55% anvendt i forsvaret, 35% i grænsebevogtningen, 6% i poUtiets beredskabsregiment og 4% i civilforsvaret. Forsvarsministeriet er bemandet med 35 personer og indeholder afdelinger for forsvarspolitik, sundhedstjeneste, økonomi, materiel og konstruktion.
Forsvarsstaben støttes af et stabskompagni. Der er i øvrigt fordelt kadrer på landets byer og distrikter. Ved begyndelsen af 1994 havde hæren en styrke på 2500, et tal som forventes øget til 4000 med værnepligtige. Hærens væsentlige enheder er nu tre motoriserede infanteribataljoner samt fire uafhængige infanterikompagnier, en gardebataljon, et signalkompagni, et transportkompagni samt en luftforsvars-(RADAR-)afdeling. Ä'Mperjanov-bataljonen har traditionsrødder i 1918-20-uafhængighedskrigens partisanbataljon af samme navn. Den er opstillet ved Vöru i landets sydøstlige del. Jf^a/evi-bataljonen er placeret ved Jägala en snes kilometer øst for Tallinn Den har fået rødder i uafhængighedskrigens Kalev-milits. Den tredie enhed er Wra-bataljonen, der er garnisoneret i Johvi 50 km. vest for grænsen ved Narva. Byen er et trafikknudepunkt tæt ved Kotla-Jarve. Gardebataljonen er placeret i TalUnn. Bataljonerne kan have indtil 800 mand, men det hidtige antal værnepligtige gør, at tallet kan være nede på 1/3 af dette tal. Radarafdelingen er ved at bUve opstillet med svensk materielhjælp. Udover de nævnte bataljoner findes en uddannelsesbataljon, der ligesom Kupeqanov-bataljonen er placeret i Vöru. Materielsituationen er, afhængig af type, fra god til uacceptabel. Der er under betydelig politisk debat på den dynamiske Hain Rebas initiativ indkøbt moderne våben og udrustning i Israel for godt 50 mio. US$. Det drejer sig om bl.a. 11.000 stormgeværer, tunge infanterivåben (bl.a. 200 lette panservæmsvåben og nogle få morterer) samt moderne enkeltmandsudrustning. Disse er suppleret af slidte kinesiske og rumænske håndvåben, samt ex-syriske sovjetiske våben modtaget som gave fra Israel. Køretøjssituationen er fortvivlende. Man råder over ca. 300 køretøjer, hvoraf kun halvdelen kan køre. Det skyldes, at der er i stor udstrækning er tale om nedslidt materiel, der er modtaget som gave fra forskellige lande. De eneste moderne pansrede køretøjer, hæren råder over, er 21 BTR-80 (uden våben), der blev konfiskeret fra våbensmuglere. Derudover råder man over 10-20 andre BTR af forskellige ældre typer (med bevæbning) samt tre BRDM-2. BTR-materiellet er samlet i bataljonen ved Jägala. Af øvrigt materiel har hæren modtaget sanitetsmateriel fra Sverige. Af ingeniørmateriel har man en smule, som russerne efterlod i Vöru og Jägala (herunder lidt pansret materiel). Søværnet og flyvevåbnet er kun lige begyndt opstilling. Det skyldes landets satsning på grænsebevogtningen lige efter selvstændigheden, og de to værns første materiel vil blive overført herfra. Flådens hovedbase vil blive i Tallinn. Paldiski vil blive anvendt som sekundær base. Det estiske forsvar har i det sidste par år haft alvorlige problemer af forskelhg karakter. De bygninger, som man overtager efter russerne er nærmest ruineret ved, at varme- og sanitetsinstallationer samt vinduer er fjernet. De er ubragelige, indtil de er blevet repareret. Der skal en meget betydelig indsats til for at gøre faciliteterne anvendelige. Russerne efterlader også en meget omfattende olie- og anden forurening på deres baser, som esterne så overtager. Et andet alvorligt problem har været den ringe disciplin. I Estland var det værste enkelttilfælde mytteriet i august 1993. Et af hærens uafhængige kompagnier, "Läänema Frivilligt Let Infanterikompagni'', blev sendt til den russiske flådebase Paldiski vest for Tallinn for at overtage dele af denne. Det var ikke detailforberedt med russerne og enheden reagerede hårdt. Kompagniet erklærede sig uafhængigt af Landets øvrige væbnede styrker, som man beskyldte for at være præget af kommunistisk ideologi. Man klagede endvidere over, at forsvarsministeriet ikke havde stillet ressourcer til rådighed, så kompagniet kunne reparere bygningerne på basen. Forsvarsminister Rebas erklærede kompagniet opløst, hvilket ledte en konfrontation med enheden i dens base i Pullapää. Det medførte, at Hain Rebas trak sig som forsvarsminister. Han blev afløst af Jiiri Luik. Efter Rebas afgang opgav regeringen at opløse mytteri enheden, men udskiftede dets ledelse og indsatte et andet kompagni i Paldiski. Mytteriet er kun det mest graverende eksempel på den ringe disciplin i de væbnede styrker i det første par år. I det hele taget var de estiske styrker under opstillingen præget af disciplinære problemer fremkaldt af urutinerede officerer, dårhgt motiverede værnepligtige og drikkeri. At problemerne ikke kun findes i Estland blev klart i september 1993, da et nogenlunde tilsvarende mytteri i Litauens frivilUge forsvarsstyrker ledte til tilbagetræden af dette lands forsvarsminister Audrius Butkevicius i oktober. Han havde stået for opbygningen af Litauens forsvar under alle regeringer siden landets selvstændighed. Der har siden været et kraftigt gennemtræk på forsvarsministerposten. Ved regeringsændringen i begyndelsen af 1994 blev Luik udermgsminister. Han blev afløst af Indrek Kannik, der så blev afskediget af statsminister Mart Laar i slutningen af maj efter en magtkamp i regeringskoalitionen. Der er endnu (20 juni) ikke udpeget en afløser. Det frivillige försvarsförbund Kaitseliit ledes af en stab med ca. 100 fastansatte. Chefen er major Johannes Kert, der tidligere var chef for hærens Kupeqanov-bataljon. Styrken har nu ca. 6000 frivillige, efter at den er blevet reduceret med ca. 25% for uønskelige elementer. Den er fordelt over landet på 16 bataljoner med hvert sit geografiske område (svarende til hjemmevæmsregioner). Heraf dækker to de store øer Saaremaa (Øsel) og Hiimaa (Dagø). Styrken er formelt underlagt Forsvarsstaben. Styrken har som nævnt rødder i den borgerhge, fra moderat til rabiat nationalistiske del af frihedsbevægelsen. Grænsetropperne råder over ca. 2000 let bevæbnede personer, to lette transportfly (to tjekkiskbyggede ex-NVA L-410 fra Tyskland), fire lette patruljebåde fra Finland og tre fra Sverige, samt tre ombyggede fiskefartøjer. Der vil tilgå to fartøjer af KONDOR-klassen fra Tysklandmidt på året 1994. Styrken er den først etablerede væbnede styrke efter selvstændighed og har politisk rod i den reformkommunistiske regering, der regerede i de første måneder efter selvstændigheden. Opgaver og organisation vil muhgvis blive ændret ved opbygningen af søværnet og flyvevåbnet. Politiets (Indenrigsministeriets) beredskabsregiment har hovedkvarter i Tallinn. Styrkens godt 300 officerer og soldater har til opgave at bekæmpe terrorisme, organiseret kriminalitet samt uro. Styrken indgår i politiet og kan ved mobilisering udvides til ca. 600. Ambitionsniveauet under opstilliagen af det regulære estiske forsvars styrker har stadig ændret sig. I februar 1992 var det højt. På grundlag af væmepligtsårgange skønnet til ca. 6600 mand forventede man at opretholde en fredstidsstyrke på 8-9000 mand, hvoraf forskellen skulle være ansat på kontrakt. Hærens væsentligste fredstidsopgave var ganske vist grænsesikring. Men tropperne ved grænsen skulle bakkes op af tre stærke reaktionsstyrker, hvori kemen var en pansret bataljon. De skulle også stå for felthærens uddannelse. Resten af territoriet skulle indledningsvis dækkes af Kaitseliit. Søterritoriet skulle overvåges af vagtskibe, der blev bakkes op af mobile kystbatterier. Disse styrker skulle kunne gøre modstand i de tre dage, der ville give tid til mobilisering og det internationale samfunds reaktion. Det ville efterhånden blive muligt at mobilisere en styrke på tre divisioner. Disse skulle kunne kæmpe videre i tre uger, så det internationale samfund kunne nå at sende militær hjælp. Denne første kamp skulle evt. følges af guerilla. Der var et umiddelbart behov for materiel for 1 mia. US$. Ex-sovjetiske våben var billigst. Nu er det planen at opbygge de fire bataljoner til brigadestyrke, hvor hver brigade vil blive ansvarlig for et af fire mihtærdistrikter: Nord, Syd, Øst og øerne. I dag råder forsvaret over en personelstyrke på 3.511 (584 officerer og befahngsmænd, 23 kontraktansatte, 2.492 værnepligtige og 412 civile). Det er målet at tredoble antallet af fast- og kontraktansatte militære, mere end fordoble antallet af værnepligtige og forøge antallet af civile med 50%). Udviklingen i det estiske forsvarsbudget gør disse mål realistiske. Fra 0,6% af bruttonationalproduktet i 1992 og 1993, er man på vej til godt 1% i år, dvs. næsten en fordobling.
Letland
Organisationen af de lettiske væbnede styrker i forhold til de estiske er præget af, at landets regering straks ved uafhængigheden startede med opbygningen af forsvaret, og ikke som i Estland etablerede andre organisationer til at varetage de prioriterede opgaver. Den lettiske regering godkendte loven for forsvaret af landet primo november 1992. Forsvarssystemet skulle omfatte de væbnede styrker og de ikke-militære forsvarsstyrker (politiet). Forsvaret skulle omfatte styrkerne under forsvarsministeriet, dvs. felthærsenhedeme, grænsetroppeme, søværnet.
flyvevåbnet og de endnu ikke eksisterende luftforsvarsstyrker. Derudover indgik den frivillige Nationalgarde Zemessardze ("Landets forsvarere"), der ikke var underlagt forsvarsministeriet, samt sikkerhedstyrker direkte under parlamentet Saeimas hhv. Indenrigsministeriet. Præsidenten er øverstkommanderende for alle de væbnede styrker. Han har i krig myndigheden til at udpege en forsvarschef mhp. operativ føring af alle enheder. Det udførende organ er Forsvarsrådet, der omfatter ministerpræsidenten, forsvarsministeren, indenrigsministeren, chefen for forsvarsministeriets styrker, stabschefen (reelt chefen) for Zemessardze, chefen for sikkerhedstjenesten og lederen af kontoret for forfatningsbeskyttelse. Sammensætningen kan ændres af parlamentet. Uddannelses-Ztjenestetiden for væmephgtige (kun statsborgere) er 18 måneder i værnene eller 24 måneders arbejdstjeneste. Det lettiske forsvar er lavt prioriteret. Forsvarsbudgettet er begrænset til 0,5% af BNP, hvilket er hg med under 3% af statsbudgettet. Forsvarsministeren indtil dannelsen af den borgerlige regering efter valget i sonmieren 1993 var den dynamiske Talavs Jundzis, der tidligere havde været offentlig anklager og formand for den lettiske øverste sovjets forsvarsudvalg. Han er efter regeringsskiftet blevet afløst af den ene af de tidhgere viceforsvarsministre, eksil-letten og tidhgere kaptajn i US Marine Corps, Valdis Pavlovskis. Forsvarsministeriets styrker omfatter ministeriestaben på ca. 50 samt ca. 7000, der er fordelt på værnene. Chefen er den tidligere sovjetiske officer, oberst Daneis Turlais, der ligesom esten Ants Laaneots og den litaueske forsvarschef, generalmajor Jonas Andriuskevicius, er kandidat fra Frunze-akademiet, . Den største del af hærens personelstyrke anvendes i grænsevagten (ved udgangen af 1993 4-5000 frivillige og væmephgtige mænd og frivillige kvinder). Den er organiseret i en brigade med ni bataljoner. Man råder over tre uddannelsescentrer. Dens opgaver er grænsesikkerhed, uddannelse af soldater til hæren og konstruktionsopgaver. Der er planer om at skabe en professionel grænsesikringstjeneste, men man mangler penge til at lønne mere end 2800. Man mangler også egnede terrængående patruljekøretøjer. Felthæren omfatter tre kampenheder af bataljonsstørrelse. Den ene er jægerbataljonen ved Suzi NE for Riga. Den omfatter ca. 320 mand. Den anden enhed er motoriseret infanteribataljon, der er placeret i Aluksne i den nordøstlige del af Letland. Dens personelstyrke er små 300 mand. Den tredie er "Stabsbataljonen" i Riga på små 600 mand, hvis væsenthgste element er tre vagtkompagnier. Materielsituationen er endnu værre end i Estland. Her har man endnu ikke foretaget våben- og udrustningsindkøb som det estiske i Israel. Bevæbningen omfatter sovjetisk producerede håndvåben og tunge infanterivåben (herunder en AGS-maskingranatkaster uden ammunition). Pengemangel begrænser skydeuddannelsen til et symbolsk niveau.
På køretøj sområdet er situationen grundlæggende som i Estland, men også her endnu værre. Af pansrede køretøjer råder man over to BRDM-2 samt tretten pansrede lastvogne fra 1940eme (M-42), som er modtaget som gave fra Sverige. Der er planer om at udvide felthæren til at omfatte fire lette kampbataljoner. Søværnet har baser i Riga, Ventspils og Liepaja og en personelstyrke på 300. Liepaja er hovedbasen. Man råder over 2 ex-østtyske KONDOR-klasse, en endnu ikke operativ OSA-klasse, 5 tidligere svenske patruljebåde, tre ombyggede fiskefartøjer, et ex-sovjetisk rednings- og dykkefartøj af NYRYAT-klassen samt en ex-polsk slæbebåd. Flyvevåbnet har en personelstyrke på godt 60, hvoraf et halvt dusin piloter. Man råderover nogle ex-sovjetiske lette transportfly (to ex-NVA L-410 samt tolv AN-2 COLT - vedligeholdelsestilstanden tvivlsom) samt nogle transporthelikoptere (otte ex-Aeroflot Mi-2 HOPLITE). Nationalgarden Zemassardze yder på nuværende tidspunkt den eneste forsvarsmæssige dækning af landet. Stabschefen er nu oberst Juris Eihmanis. Den foregående leder, Girts Kristovskis, er nu indenrigsminister. Nationalgarden råder over 16-17000 mand, hvoraf 1600 er kontraktansatte og resten frivillige som danske hjemmevæmsfolk. I modsætning til i Danmark bhver medlemmerne dog nødt til at betale en væsentlig del af driftsudgifterne selv, herunder uddannelsesammunition og omkostningerne ved at anvende egne køretøjer. Styrken er uensartet bevæbnet, dog primært med forskellige ex-sovjetiske håndvåben. Den politiske profil og tilknytninger er som den tilsvarende, men mindre, estiske organisation. Det betyder også her, at regeringsskiftet har sikret en bedre politisk kontrol med styrken. Man finder det dog fortsat ikke hensigtsmæssigt at underlægge styrken forsvarsministeriet i fredstid. Det er den politiske ledelses opfattelse, at tiden endnu ikke er moden. Man ønsker at undgå at fremprovokere mytterier mod exsovjetofficerer som i Estland og Litauen. Garden har en territorial organisation svarende til det danske hjemmeværns. Der findes 5 brigader (svarende til store hjemmevæmsregioner). Hver af disse råder over 5-7 bataljoner (svarende til hjenmievæmsdistrikter). Bataljonerne er i princippet organiseret som infanteribataljoner, med stabskompagni, tre infanterikompagnier og et tungt støttekompagni, alle på godt 100 mand. Delvis på eget initiativ gennemfører man trafikkontrol, herunder af militær russisk trafik, samt en indsats til kontrol med den organiserede kriminalitet til støtte for politiet. Ud over det regulære forsvar og Zemassardze råder Letland over en særlig sikkerhedsstyrke på godt 600 mand, der er direkte underlagt parlamentet, samt en mindre styrke under Indenrigsministeriet. Deres opgaver er at sikre regeringen, imødegå terrorisme og uro.
Samarbejdet mellem de tre baltiske landes forsvar
Samarbejdet mellem de tre lande på det militære område er først lige indledt. Det startede med et møde mellem de tre landes forsvarschefer i november 1993. Her blev det besluttet at oprette en fælles FN-bataljon, og man iværksatte samvirkeøvelser. De første øvelser fulgte hurtigt derefter ved Aluksne i Letland og Vom i Estland under ledelse af pågældende værtsland. I Vom deltog kompagnier fra de tre lande. Næste aktivitet, en stabs- og signaløvelse, vil finde sted i juli i Litauen ved Pabrade.
