Log ind

SIKKERHEDSPOLITISK ORIENTERING

#

Danmark og EEC

I Jørgen Schleimanns fortræffelige radiorubrik »I Brændpunktet« (program 2) kommenterede et journalistpanel, bestående af Niels Jørgen Haagerup, Adolph Rastén og Sven Skovmand den 26. og 28. januar den hjemlige fællesmarkeds debat, Anført af Rastén, der karakteriserede Danmark som et udenrigs- og sikkerhedspolitisk U-land og stærkt angreb politikerne herfor, var panelet (såvel de to førstnævnte markedstilhængere som den sidstnævnte markedsmodstander) stort set enige om, at de politiske aspekter af medlemsskabet burde prioriteres langt højere end de økonomiske. Rastén, som iøvrigt definerede vort problem som et spørgsmål om at sige ja eller nej til at gå ind i »de 7« (d.v.s. EEC + England) bemærkede med henvisning til Sovjets betegnelse af England som »USA’s trojanske Fællesmarkedshest«, at den hjemlige flok af modstandere kunne risikere at blive karakteriseret som »Sovjets trojanske æsler«. Også i de vesteuroæiske pressekommentarer i anledning af ansøgerlandenes traktatunderskrivelse var de økonomiske konsekvenser trådt i baggrunden. Med dagbladet Aktuelt (26. januar) som kilde bringer vi her et uddrag af disse pressekommentarer, som primært beskæftigede sig med det udvidede EEC’s politiske aspekter. I det uafhængige, venstreorienterede franske dagblad Le Monde skriver Pierre Drouin under overskriften: Pas på Dinosauren, følgende: »Omsider ankommer englænderne blandt De seks, sammen med danskerne, irlænderne og nordmændene, og De ti’s Europa begynder at fungere den 1. januar 1973. Denne gruppe, hvis befolkning er større end de to stores, som vil være verdens største handelspartner, og hvis bruttoprodukt nærmer sig to tredjedele af USA’s, vil uden nogen tvivl gøre indtryk på det økonomiske verdenskort.

Den foruroliger også de to allerede etablerede supermagter. USA vil i galop føre de første handelsforhandlinger, inden det kaster sig ud i en hel »Nixon-runde« og rent faktisk en permanent konfrontation. Sovjet, der altid har været fjendtligt overfor en vesteuropæisk samling, skubber sine skakbønder så langt frem som muligt i spillet om en sikkerhedskonference for at modvirke denne samling. Denne »modtagelse« fra de to store skal ikke skabe nogen illusioner. Det store Europas fysiske vækst er ikke det vigtigste. Den kan endog blive lige så generende som dinosaurernes, hvis der ikke kommer en ny ånd, som kan føre til politisk enhed«. Og i en leder i samme nummer skriver Le Monde, at man egentlig først kan sige noget om Europas evne til at give fællesskabet et indhold, når der har været holdt topmøde mellem De ti senere på året. Og bladet fortsætter: »Rom og Paris-traktaterne har først og fremmest økonomiske hensigter, og de meget frygtsomme første skridt, der blev taget til politisk samarbejde mellem De seks ved kvartalsmøderne på ministerplan viser, hvor begrænset foretagendet er, selv om det er sandsynligt, at London vil forsøge at tage initiativer på dette område. De, der allerede taler om Europa som en tredje supermagt, tager heller ikke i betragtning, at intet tyder på, at De ti i en nærmere fremtid kan danne så meget som spiren til et militært fællesskab. Det er desværre et punkt, der er afgørende i vore dages verden, som det var det i gårsdagens.« »England kom i havn tyve år for sent med undertegnelsen af EFtraktaten,« skriver det britiske finansblad, The Economist, og tilføjer: »Men hvor går skibet nu hen?« »Det er der efterhånden få i Storbritannien og i resten af Europa, der har sikre håb eller blot forventninger om. Spørg to europæere og få to forskellige svar. Nogle ønsker stadig en virkelig konføderation og nogle endda et Forbunds-Europa sammensat af stater, der ikke har deres egen suverænitet. Andre, og ikke blot i Frankrig eller blandt konservative gaullister i England, nedgør enhver bevægelse mod en neddykning af Europas nuværende nationalstater. Et eller andet sted midt imellem findes mange uklare mennesker, som føler sig »europæiske«, men som hverken ved, hvad dette betyder, eller hvad de skal få det til at betyde. Fællesskabet holdes ikke længere sammen af den fælles skræks stærke lim. Europæernes gamle, enfoldige længsel efter at begrave stridsøksen og omfavne hverandre er forsvundet og af en enkel grund. Europas frie na­tioner vest og nord for Oder-N eisse har nu tilbragt mere end et kvart århundrede under den amerikanske militære magts beskyttelse, mens de har spist sig tykke og har levet i fred. Disse 27 års fred giver mere sikkerhed, hvor forkert den end kan være, end den gamle usikkerhedsfornemmelse i Stalins, McCarthys, Berlinkrisernes og Ungarns halvtredser, hvor magre, russiske horder stod ved den østlige port. Presset mod Vesteuropa i disse sidste ti år, selv invasionen i Tjekkoslovakiet, har ikke været skræmmende nok til at tvinge Europas nationer tættere sammen ... Det der er brug for nu, er at Europas politikere smeder en fælles, europæisk interesse på en intelligent måde. For øjeblikket gør de det ikke, og der er få tegn på, at de hyggemøder mellem Europas ledere, der er planlagt i de kommende uger, vil give noget virkeligt fremskridt. Det er amerikanerne, som tilsyneladende kommer med de fleste af de ekstra penge, som man håber vil bevare Malta som vestlig base. Det er igen amerikanerne, der med deres syvende flåde på tilsyneladende hurtigt sejlads ind i Det indiske Ocean, der lover at afpatruljere endnu en del af de store have for den ikke-kommunistiske verden. Men hvis amerikanerne er rede til at stille skibene til rådighed, så må Europa være rede til at se USA bruge dem ved lejlighed - som under krigen mellem Indien og Pakistan - på måder som mange europæere ikke er enige i. Også inden for sine egne grænser kan Europa klare sig bedre samlet end delt. Det økonomiske pres for fælleshandling, som virkede så nødvendigt i 1958, eksisterer ikke længere. Et Europa - der er blevet velstående - kan nu meget let komme til at sætte sig til rette på den toldunion plus et fælles landbrugs-pris-system, det har opnået og lade yderligere integration gå fløjten. I så fald bliver Europa nok rigere og rigere år for år, men det bliver også mindre og mindre behageligt at leve i. Uden mere integration kan man med sikkerhed forudsige, hvordan Europas grådige små lande vil udvikle sig. Hvor det åbne land allerede begynder at virke tomt som i det vestlige Frankrig, bliver det snart helt øde. Hvor byerne allerede er ved at kvæles i deres egen velstand som i Belgien, bliver de stranguleret. Det vil blomstre op med fidus-egnsstøtteordninger, der skal lokke udenlandsk investering til, og forureningskontrol, drevet nationalt i et Europa, der ikke er forenet, vil blive holdt på et minimum for ikke at skræmme investeringer væk«.

»--- Far nogle her i Storbritannien er Europa-traktaten stadig en pagt med djævelen, et skridt hen mod et kommende, nationalt selvmord. For andre er det starten på et helt nyt liv, det første skridt på vejen til økonomisk og politisk frelse. I virkeligheden er virkningerne imidlertid slet definerede, kun dårligt forståede, men nok kun mildt foruroligende«, skriver Observer, engelsk frisindet ugeblad om EF-underskrifterne. »Det er«, fortsætter bladet, »stadig et åbent spørgsmål, hvordan de ti’s Europas politiske form kommer til at se ud. Både dets indre politiske struktur og dets forhold til resten af verden skal udarbejdes i den kommende tid. Skal det prøve at presse så stærkt som muligt hen mod skabelsen af en ny, europæisk superstat med for bundskar akter eller være tilfreds med at være en sammenslutning af uafhængige, nationale stater? Eller skal det samle sig om en mellemting, en slags løs konføderation? Fordelene ved enten en tæt forbundsstat eller en gruppe af nationalstater er, at begge på hver deres måde indeholder klare, politiske magtcentre. Mellemvejen til en løs konføderation indebærer den risiko, at man skaber et politisk fællesskab uden noget klart beslutningscentrum, en situation, hvor aftaler, særligt om anliggende som udenrigspolitik, kun kan nås på den laveste fællesnævner. Ikke desto mindre er den nok den viseste målsætning«.

Springer-bladet Welt am Sonntag skriver: »Hvad betyder De ti’s Europa, der nu er holdt over dåben? I den kommende tid vil det kun være et tilfælde for statistikerne. Om der virkelig blev skrevet historie i lørdags vil først vise sig, når De ti’s politiske integration debatteres. Senest vil det vise sig, hvordan det står til med Vesteuropa, når man f. eks. rådslår om temaet sikkerhedskonference. Bliver det et skibbrud, vil Europa være, hvad ingen kan ønske sig. En blot og bar toldunion«.

Det franske Figaro taler om, at Europa bør have en klar målsætning: »- De tal, som afspejler EF’s udvidelse med Storbritannien, Irland, Danmark og Norge, er ikke i sig selv nogen grund til at glæde sig. Selv de tal, der gør mest indtryk er værdiløse, hvis den magt, der står bag dem ikke kan fungere på grund af manglende enhed. Undertegnelsen af traktaterne ville være en blot og bar formalitet, hvis det Europa, der opstod for vore øjne ikke kunne erkende, hvilken opgave, det skal løse«.

Et udvidet EEC's placering i den verdensøkonomiske magtstruktur.

Baseret på dagbladet Politikens gengivelse den 20. januar 1972 af kildemateriale fra OECD og EEC kan et udvidet EEC’s placering i hierarkiet af verdens økonomiske magtcentre illustreres ved følgende tal (parenteserne angiver den indbyrdes rækkefølge):

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 12.31.12.png

Nye sikkerhedspolitiske publikationer fra FOV.

FOV har fomyligt udsendt to publikationer, som på udmærket vis supplerer hinanden. I den ene, »NATO«, der er et ajourført genoptryk af Flemming Adstoftes piece fra 1970 - og som specielt »henvender sig til den generation, for hvem de begivenheder, der for godt 20 år siden førte til dannelsen af NATO, er historie«, beskriver forfatteren den sikkerhedspolitiske udvikling af Danmarks omverden og belyser på denne baggrund NATO’s fremtidige opgaver. I den anden »Dansk sikkerhedspolitik og det nye Europa«, diskuterer redaktør Niels Jørgen Haagerup Danmarks muligheder for at tilpasse sig og påvirke dette sikkerhedspolitiske miljø. På baggrund af Seidenfadenrapporten belyses følgende sikkerhedspolitiske temaer: På vej ind i Fællesmarkedet - Davignonrapporten og Danmark - Danmark og afspændingspolitiken, idet der afsluttes med en vurdering af regeringsskiftets konsekvenser for vor udenrigspolitik.

FOV har fomyligt udsendt to publikationer, som på udmærket vis supplerer hinanden. I den ene, »NATO«, der er et ajourført genoptryk af Flemming Adstoftes piece fra 1970 - og som specielt »henvender sig til den generation, for hvem de begivenheder, der for godt 20 år siden førte til dannelsen af NATO, er historie«, beskriver forfatteren den sikkerhedspolitiske udvikling af Danmarks omverden og belyser på denne baggrund NATO’s fremtidige opgaver. I den anden »Dansk sikkerhedspolitik og det nye Europa«, diskuterer redaktør Niels Jørgen Haagerup Danmarks muligheder for at tilpasse sig og påvirke dette sikkerhedspolitiske miljø. På baggrund af Seidenfadenrapporten belyses følgende sikkerhedspolitiske temaer: På vej ind i Fællesmarkedet - Davignonrapporten og Danmark - Danmark og afspændingspolitiken, idet der afsluttes med en vurdering af regeringsskiftets konsekvenser for vor udenrigspolitik.

Pieceme, som begge indeholder litteraturhenvisninger, kan rekvireres ved FOV, St. Kongensgade 45, 1264 Kbhvn. K, tlf. (01) 62 (PALÆ) 9615.