Log ind

SIKKERHEDSPOLITISK ORIENTERING

#

ved major P. J. Jørgensen

Australiens, Canadas og Vesttysklands syn på den sikkerhedspolitiske situation og udvikling.

Af ovennævnte tre landes 71/72-hvidbøger om sikkerheds- og forsvarspolitikken fås følgende indtryk af, hvorledes nationer med samme sikkerhedspolitiske observans, men tilhørende hver sin verdensdel, vurderer den sikkerhedspolitiske situation og udvikling:

AUSTRALIEN

Den australske forsvarsministers årsrapport om forsvarets status og udvikling er dateret oktober 711). Den er regeringens oplæg til parlamentets behandling af forsvarsbudgettet for 1972 (sidste år 1,14 mia austr. $, forslag: 1,25 mia). Udgangspunktet for regeringens forsvarsforslag er en vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og udvikling med hovedvægt på det østasiatiske område. Globalt forekommer den sikkerhedspolitiske udvikling præget af fortsatte tendenser bort fra den kolde krigs bipolære militærpolitiske front dannelse. I deres indbyrdes konkurrence søger de to hidtidige supermagter nu - uden at slække på agtpågivenheden - frem mod et handlingsmønster, der dels kan mindske risikoen for en større indbyrdes konfrontation, dels kan befordre en vis koordineret optræden i forbindelse med løsningen af problemer, der i væsentlig grad truer verdensfreden. Supermagternes indbyrdes relationer forekommer således i stigende grad præget af bevidstheden om, at deres militære jævnbyrdighed og evne til gensidig ødelæggelse så at sige giver dem en fælles interesse i at undgå situationer, som kun tredielande kan høste fordelene af. I de år, der er gået, siden USA og derpå Sovjet opnåede en nuklear styrke, der gav dem en magtpolitisk særstilling, er der vokset 3 nye magtcentre frem på den verdenspolitiske arena: I det atlantiske område har man oplevet en støt udvidelse af Vesteuropas økonomiske vækst og styrke. Samtidig har man i Asien været vidne til den revolutionære og undertiden voldsomme skabelsesproces, der har gjort Mao-Kina til den stærkeste konventionelle militærmagt i området, hvor det nu yderligere er i gang med at udvide sin politiske indflydelse og betydning gennem iværksættelse af en nuklear oprustning. Jævnsides hermed har en anden asiatisk magt, Japan, præsteret en økonomisk vækst af et så enestående omfang, at det i dag fremstår som en af verdens økonomiske magtfaktorer. For de mindre nationer kan det - specielt i Asien - være vanskeligt at finde en stabil plads i denne sammenhæng, fordi udviklingen netop her kan indebære mange forskelligartede og især risikobetonede konsekvenser. Australien og områdets øvrige små og mellemstore nationer må i høj grad se deres sikkerhedspolitiske muligheder påvirket af ændringerne af balancen mellem USA, Sovjet, Kina og Japan. USA, hvis militære styrke i området har været den egentlige garant for Australiens sikkerhed, er nu ved at følge det britiske eksempel med hensyn til militært at disengagere sig fra området øst for Suez. Dets allierede må derfor påtage sig et stadig større ansvar for deres egen sikkerhed. Samtidig hermed har Sovjet - i kraft af sin øgede militære, økonomiske og teknologiske styrke - kunnet engagere sig med tilsvarende højere grad af selvsikkerhed. Den kvalitative og kvantitative udbygning af Sovjetflåden har skabt forudsætning for, at Sovjet nu kan gøre sig gældende i Asien som en global magtfaktor i konkurrence med USA og Mao-Kina. Mao-Kina er på sin side på vej ud af isolationen, og alene dets størrelse og strategiske placering forlener det med en udslaggivende indflydelse på spørgsmålet om krig eller fred i Asien, hvilket alle dets naboer nødvendigvis må medinddrage i deres sikkerhedspolitiske kalkulationer. Hvordan Kina vil identificere og forfølge sine nationale interesser er derfor et af Asiens vigtigste sikkerhedspolitiske spørgsmål. Men af næsten samme betydning for den politiske, teknologiske og økonomiske udvikling i hele Sydøstasien er endvidere også spørgsmålet om, hvorledes Japan har til hensigt at anvende sine økonomiske ressourcer. Efter den australske regerings opfattelse har den strategiske udvikling imidlertid ikke elimineret det regionale behov for - og ønske om - politisk, økonomisk og militær støtte fra Australien og dets allierede dels (inden for rammerne af SE ATO) til det område, der er berørt af krigen i Vietnam, dels (inden for rammerne af »5-Magts-aftalerne«2) til Malaysia og Singapore. Derudover søger Australien at udvide et spirende bilateralt militært samarbejde med Indonesien, der har en meget væsentlig betydning for Australiens sikkerhed. Den uoverskuelighed, der karakteriserer den sikkerhedspolitiske situation i området om det Indiske Ocean bevirker, at formodningerne om den fremtidige udvikling er behæftet med en overordentlig høj grad af usikkerhed. Det er derfor påkrævet til stadighed at revurdere omfanget og karakteren af det australske forsvarspotentiel. Det er ikke muligt at angive en enkel og klar formel for det australske forsvars udvikling i de kommende år, men tendenserne taler for, at man bevarer og udbygger forsvarsstrukturens fleksibilitet. Der er behov for at tilvejebringe en velovervejet balance mellem de ressourcer, der anvendes til at styrke den umiddelbare forsvarseffekt og den, hvormed man vil bevare evnen til - også på længere sigt - at kunne tilvejebringe et til forholdene svarende forsvarspotentiel. Ændringer af det strategiske miljø, hvori Australien befinder sig, vil uundgåeligt påvirke landets egne muligheder for at vælge fremtidig forsvarsstrategi. Men ændringerne vil aldrig kunne rokke ved behovet for at bevare nationens evne til at kunne forsvare sig med passende militære midler. Selvom man ikke forudser nogen umiddelbar trussel mod Australiens sikkerhed, så må landets utvivlsomme evne til dels at støtte sine allierede dels at være i stand til også at tilgodese fremtidens udfordringer, opretholdes. Forskertses denne evne vil man i længden ikke kunne bevare landets sikkerhedspolitiske troværdighed - hverken i forholdet til de allierede eller hos potentielle fjender. Alt i alt præges rapporten af den internationale usikkerhed, Australien er konfronteret med i disse år som følge af først den britiske tilbagetrækning fra området øst for Suez, derpå det påbegyndte amerikanske disengagement i Sydøstasien og i takt hermed Sovjets voksende nærværende i Det Indiske Ocean og dets ledsagende øgede indflydelse på Indien. Sammen med Kinas voksende indflydelse og betydning stiller udviklingen derfor Australien overfor meget komplicerede sikkerheds- og forsvarspolitiske problemer, hvad rapporten da heller ikke lægger skjul på. På den anden side synes den australske regering ikke på nuværende tidspunkt at have hverken lyst eller kræfter til at iværksætte tilbundsgående analyser af den problematik, man ikke i længden kan komme uden om. Formentlig spores også i Australien en voksende træthed efter den militære indsats først i Korea og nu i Vietnam, hvor man i over 6 år har været militært engageret. Med udgangen af 1971 vil dog hovedparten af de australske styrker være evakueret fra Sydvietnam. Herefter vil støtten blive begrænset til at omfatte våbenhjælp, militær uddannelse og rådgivning samt deltagelse i visse civile udviklings- og hjælpeprogrammer. Dette giver grundlag for at nedsætte tjenestetiden fra 2 år til 18 måneder.

CANADA

Den canadiske regering mener, at der siden udgivelsen af den sidste hvidbog i 1964 om sikkerheds- og forsvarspolitikken er sket så væsentlige ændringer såvel på det internationale felt som i det canadiske samfund, at det har været påkrævet at foretage en fundamental revurdering af Canadas sikkerheds- og forsvarspolitik. Konklusionerne af denne revurdering, som regeringen indledte i 1968, kundgjordes i hovedtræk af premierminister Trudeau i en regeringserklæring af april 1969, hvori man bl. a. fastsatte de nye sikkerhedspolitiske mål og disses prioritering som funktion af de stedfundne og forudseelige uden- og indenrigspolitiske ændringer. I den nyligt udsendte hvidbog om forsvars- og sikkerhedspolitikken i 70-erne3) fremlægger man nu præmisserne for den nye sikkerheds- og forsvarspolitiske målsætning og disses konsekvenser for forsvarets egne mål og opgaver. Følgende uddrag af forsvarsministerens forord skal her anføres til illustration af Canadas forsvarspolitiske klima: »These have not been easy times for members of the Armed Forces, although this situation is not unique to Canada. There has been increasing scepticism about the traditional roles of the Armed Forces as we move further and further from the last time the Forces were engaged in combat operations. Moreover, at a time when national social and economic needs are considerable, there is substantial pressure to cut defence expenditures. In this White Paper the Government has established what it regards as the appropriate size and structure for the Canadian Armed Forces. I feel that this White Paper emphasizes to the Armed Forces the importance the Government places on their services to Canada. They continue to serve with pride and dedication.«. I den internationale udvikling har Canada i lighed med Australien registreret tendenserne til at opløse den hidtidige magtbalances bipolaritet gennem tilkomsten af de nye magtcentre. For så vidt angår Vesteuropa anføres, at de europæiske NATO-landes øgede velstand og stadig snævrere samarbejde dels vil resultere i en udvidelse af EEC, dels indebærer, at Vesteuropa nu er i stand til at påtage sig en større del af det fælles forsvar, hvorved der kan tilvejebringes en mere ligevægtig balance mellem Nordamerika og Europa uden skade for NATO’s sammenhold. Særlig betydning tillægges præsident Nixons forestående Kina-besøg, der opfattes som indikator for en radikal omlægning af USA’s og Kina’s udenrigspolitik. Samtidig hermed fremhæves, at der er grund til at anholde den optimistiske vurdering af mulighederne for en effektiv international fredsordning, som man anlagde i 64-hvidbogen. For så vidt angår udviklingen inden for det canadiske samfund er man af den opfattelse, at dels beslutningen om at iværksætte et udviklingsprogram for Nordcanada under samtidig hensyntagen til miljøbeskyttelsen, dels den lovgivning, der er iværksat for at imødegå forurening af de arktiske områder, vandløb og søer, vil stille forsvaret overfor nye opgaver. Også udvidelsen af Canadas territorialfarvand, beskyttelsen af særlige fiskeriområder, etableringen af forureningskontrolzoner på Atlant- og Stillehavskysten og de intensiverede foranstaltninger til udnyttelse af havbundens mineralressourcer vil påføre forsvaret særlige opgaver. Og endelig anføres også som en af den indrepolitiske udvikling nyskabt forsvarsopgave, imødegåelse af den samfundstrussel, som er frembragt af de voldelige revolutionære bevægelser i Canada og de implikationer, som kriser efter de Gaulles besøg har medført for det canadiske samfund. Canadas forsvarspolitiske målsætning, herunder forsvarets overordnede opgaver fremstilles i hvidbogen som funktion af det politiske handlingsprogram, hvormed regeringen tilstræber at realisere sin sikkerhedspolitiske målsætning.

Nationens sikkerhedspolitiske mål defineres således:

- Sikring af Canadas fortsatte eksistens som selvstændig politisk enhed,

- Fremme af Canadas og canadiernes velstand og velfærd i bredeste forstand,

- Befordring af alle canadiske borgeres forståelse for, at de bør bevare identiteten af og formålet med en humanistisk livsform.

Til opnåelse af denne målsætning har regeringen opstillet følgende handlingsprogram:

- Befordring af den økonomiske vækst.

- Bevarelse af nationens suverænitet og uafhængighed.

- Aktiv indsats for fred og sikkerhed.

- Foranstaltninger til fremme af social retfærdighed.

- Højnelse af livsformens kvalitet.

- Bevarelse af et harmonisk naturmiljø.

Efter en påfølgende analyse af handlingsprogrammets implikationer for det canadiske forsvar konkluderes i en gentagelse af den prioriterede opgaveanvisning, som premierministeren kundgjorde for forsvaret i april 1969:

a) Håndhævelse af Canadas suverænitet gennem

- overvågning af canadisk territorialområde, herunder bistand til de overvågningsopgaver, der er henlagt til civile myndigheder,

- kontrol, d.v.s. afvisningsoperationer,

- bistand til den civile ordenshåndhævelse, d.v.s. nedkæmpelse af opstande og uroligheder m. v., der har et omfang og en karakter, som overstiger de civile magtorganers formåen.

b) Forsvar af Nordamerika i samarbejde med USA’s væbnede styrker, idet man ved en ydre trussel mod Canada udelukkende forstår et massivt kernevåbenangreb mod Nordamerika.

c) Opfyldelse af de NATO-forpligtelser, som man måtte have indvilliget h og

d) Udførelse af sådanne internationale fredsbevarende opgaver, som man fra tid til anden måtte påtage sig (som mulige fremtidige opgaver peges på Mellemøsten og Indokina).

I hvidbogen fastholdes i hovedsagen de styrkemål, som blev fastsat af den tidligere regering, idet dog styrketallet som i tiden 1970^73 var planlagt reduceret fra 98.000 til 82.000 nu fikseres til 83.000, ledsaget af en 1 °/o forhøjelse af forsvarsbudgettet (svarende til 18 mio. $). Sammenholdt med den australske hvidbog lægger Canada overordentlig stor vægt på, at afspændingsbestræbelseme mellem de to supermagter vil få et substantielt resultat, specielt på det nukleare felt. Samtidig hermed understreges Canadas medansvar for at tilvejebringe en troværdig nordamerikansk afskrækkelse, selvom man erkender sin afmagt for så vidt angår anskaffelse af egne, direkte afskrækkelsesmidler. Denne forskel er naturligt nok foranlediget af de to landes geografiske placering. Mens Australien til daglig er konfronteret med konventionelle krigshandlinger, ser Canada kun sin eksistens truet udefra, såfremt en supermagtskonfrontation resulterer i en udslettende atomkrig. Men samtidig forekommer Canada at være plaget af frygt for, at dets suverænitet og uafhængighed skal blive anfægtet indefra som resultat af indre uroligheder, som dog også kan tænkes inspireret af revolutionære opstande andetsteds, måske i USA? Det mest iøjnefaldende i den canadiske hvidbog forekommer da også at være fremhævelsen af forsvarets samfundsbetonede opgaver. Den store vægt, man lægger på forsvarets bistand til de civile myndigheder, specielt i forbindelse med den økonomiske udvikling af de arktiske områder, kan muligvis også tilskrives regeringens bestræbelser for at bringe forsvaret i større berøring med civilbefolkningen og at give det samfundsudviklende opgaver, som kan befordre den generelle forståelse for forsvarets betydning - også i fredstid. Under den primære opgave for forsvaret, håndhævelse af suveræniteten, peges bl. a. på ønskeligheden af at øge mulighederne for at detektere sovjetiske missilubåde i det arktiske område, specielt i farvandene mellem Canada og Grønland, ved hjælp af et »sub-surface perimeter surveillance«. Det er et nationalt ønske, at kontrollen med det canadiske luftrum nu udelukkende varetages af Canadas eget luftvåben, hvilket ses muliggjort, fordi man ikke længere regner med, at Nordamerika trues af sovjetiske bombefly.

For så vidt angår næste opgave, forsvaret af Nordamerika, anføres, at USA — bortset fra visse varselsnet — ikke anvender canadisk territorium i forbindelse med sit ABM-system, således som det før var tilfældet, da det drejede sig om at imødegå Sovjets bombefly. I konsekvens heraf har Canada besluttet - mod USA’s ønske - at nedlægge de to SAM-baser, der i 1963 blev udstyret med BOMARC-missiler. Man mener, at baserne nu kun udgør potentielle mål for russiske atommissiler og endvidere ikke kan yde noget bidrag til beskyttelse af USA’s landbaserede strategiske gengældelsesstyrker, fordi disse ikke længere er placeret i den østlige del af Nordamerika, men er flyttet til det midtvestlige USA. For så vidt angår Canadas stillingtagen til det fremtidige luftforsvarssamarbejde med USA, når NORAD-aftalen skal fornys i 1973, oplyses, at en fornyelse vil være afhængig af resultatet af de igangværende SALT-drøftelser. Det er fortsat Canadas hensigt at tillade Strategie Air Command at benytte canadiske baser og canadisk luftrum.

I omtalen af NATO-forpligtelserne fremhæves, at det kollektive forsvar primært er baseret på princippet om at forsvare hjemlandet. Denne kendsgerning skulle efter Canadas opfattelse kunne fjerne den vesteuropæiske misforståelse, hvorefter Canadas bidrag til forsvaret af Europa alene skulle udgøres af de styrker, Canada har udstationeret dertil. Derudover understreges det, at Canadas bidrag til forsvaret af Europa, d.v.s. de udstationerede styrker og de i Canada udpegede enheder, befordrer Canadas politiske rolle i forbindelse med de pågående og forestående forhandlinger om en europæisk sikkerhedsaftale. Hertil kommer, at det canadiske styrkebidrag tillægges betydning som en positiv faktor i forbindelse med forestående drøftelser om Canadas handelspolitiske samkvem med et udvidet EEC. Det anføres, at den canadiske regering ikke har planer om yderligere at reducere sin troppestyrke i Europa. Dog vil dennes opgave formentlig blive ændret som følge af en forestående udfasning af Centurion-kampvognene, der kun vil blive afløst af lette opklaringskøretøjer af den type, der generelt vil indgå i de canadiske landstyrker i forbindelse med deres nye samfundsbevarende opgaver. Canadas tilsagn om fortsat at styrke NATO’s nordflanke i en krisesituation opretholdes uændret, idet regeringen dog derudover har til hensigt at lade to hidtidige »mølposeeskadriller« af CF-5 fly (en recce og en FB-eskadrille) få til opgave at støtte pågældende landstyrker. En undersøgelse af det faste personels tjenestevilkår er resulteret i en beslutning om at integrere det militære personels karrieremuligheder med de civile embedsmænds. Den herved opnåede større alsidighed i anvendelses« og beskæftigelsesmulighederne vil efter regeringens opfattelse være til fordel for alle parter. Sluttelig skal nævnes, at påtrængende materielanskaffelser, herunder en gradvis konvertering af flådens dominerende anti-ubådskapacitet til mere generelle anvendelsesmuligheder, vil medføre væsentlige budgetforhøjelser, når budgetloftet i 1973 ophæve« efter 3 års fastfrysning.

VESTTYSKLAND

Vesttyskland er nok det NATO-land, der gør sig de største anstrengelser for at skabe forståelse for sin sikkerheds- og forsvarspolitik - såvel inden for som uden for landets grænser. Et af tegnene herpå er den strøm af publikationer om forsvar og sikkerhedspolitik, som værnene og regeringen udsender. Med hvidbogen 71/724) har man slået de hidtidige rekorder. Den er nu på 228 sider (mod sidste års 210 s.), hvoraf de første 58 s. er helliget sikkerhedspolitikken, mens det resterende indhold er en grundig beskrivelse af forbundsvæmets status, udvikling og problemer. Bogen, som er gennemillustreret med tabeller, skemaer og oversigter m. v., slutter med et omfattende dokumentationsafsnit, der dels behandler de foranstaltninger, som blev indvarslet i 70-hvidbogen, dels beskriver den politiske udvikling inden for NATO i 1970 og 1971. Hvidbogen indeholder et forord af forbundskansler Willy Brandt, der bl. a. udtaler: »--- Our foreign and defence policies together assure both security and detente. Without security there can be no detente. The security of our nation, like that of our neighbours, hinges on the balance of military forces ... our Forces thus assure political freedom of action for our State. The Federal Armed Forces have a difficult mission. They will master it, thanks to the dedication of their soldiers and civilians to service for all of us. Universal conscription is indispensable to national defence. It allies citizen and the soldier. The Federal Government is striving for greater equity in conscription ... The Federal Government thanks the Armed Forces for fulfilling their duties. It is determined to continue to give them all they need to accomplish their mission«. Herefter følger - som i den canadiske hvidbog - en indledning af forsvarsminister Helmut Schmidt (der fomylig har vundet international anerkendelse som sikkerhedspolitisk skribent ved udgivelsen af sin bog »The Balance of Power«, hvori han behandler Europas sikkerhedspolitiske problemer i 70-eme). Helmut Schmidt lægger her ikke skjul på forsvarets alvorlige rekrutteringsproblemer:--- »More long-term volunteers are to be attracted to the Forces. It is intended to eliminate manpower deficits in combat units. Education and training within the Armed Forces are being reorganized. That will make the forces more proficient, attract purposeful young men, and assure a smooth transition from military life to suitable civilian career. Vigorous efforts are required to win enough volunteers for the Forces in a dynamic society characterized by a surfeit of jobs and diminishing understanding for the need for national defence --- «

Han redegør derpå for publikationens formål: »Reports such as this White Paper published by the Federal Government on the security of the Federal Republic of Germany and on the Federal Republic of Germany and on the development of the Federal Armed Forces serve to give a comprehensive account of this institution in our State. The military contribution to our national security is thus made visible to all, both at home and abroad.«. I hvidbogens sikkerhedspolitiske afsnit anslås Harmel-rapportens tema for NATO’s politiske og militære strategi: Afspænding og afskrækkelse. Og det fremhæves indtrængende, næsten advarende, at forudsætningen for at tilvejebringe et sikkerhedspolitisk afspændings arrangement mellem Øst og Vest er, at den hidtidige militærbalance bevares. Denne understregning, som så at sige er kernen i den sikkerhedspolitiske redegørelse, må opfattes som et forsøg på at imødegå de stadig tydeligere politiske tilbøjeligheder til - såvel i Vesttyskland som hos dets allierede - at undervurdere den kendsgerning, at såvel pågående som fremtidige afspændingsforhandlingers resultat er en funktion af NATO’s politiske sammenhold og militære styrke. For så vidt angår tendenserne i den globale sikkerhedspolitiske udvikling er der stort set enighed mellem det vesttyske og de to tidligere omtalte landes synspunkter, men naturligt nok koncentrerer den vesttyske hvidbog sig om løsningen af de europæiske sikkerhedsproblemer. Her afsløres en tydelig divergens mellem Vesttyskland og Frankrigs holdning: Mens tyskerne ser hen til, at en europæisk sikkerhedskonference primært bør behandle MBFR-problematikken (Mutual Balanced Force Reduction), har Frankrig aldrig lagt skjul på uviljen mod at kæde MBFR-forhandlinger sammen med den europæiske sikkerhedskonference, som Frankrig længe har ønsket for at legalisere status quo i Europa. En ensidig europæisk troppereduktion vil efter Frankrigs opfattelse ikke blot øge de to supermagters egen position og indflydelse, men også i tilsvarende grad begrænse Europas storpolitiske handlefrihed. I hvidbogen redegøres detaljeret for såvel NATO’s som de enkelte medlemmers, d.v.s. primært Vesttysklands og USA’s politiske bestræbelser for at komme overens med WP-landene, d.v.s. Sovjet, om at begrænse oprustningen.

De hidtil meget beskedne resultater giver dog ikke anledning til at nære større illusioner. Tværtimod udtrykkes ængstelse for, at terrorbalancen vil kunne bringes ud af sin hidtidige ligevægt gennem den teknologiske udvikling på bl. a. følgende felter:

- ABM systemerne, som kan få en sådan grad af kvalitet og kvantitet, at de vil kunne yde én af supermagterne en effektiv beskyttelse mod gengældelsesangreb, og

- MIRV5)-teknikken, kombineret med høj grad af træf sikkerhed og evne til at gennemtrænge modstanderens ABM-system og neutralisere hans gengældelsesevne,

- eller en kombination af disse to defensive henholdsvis offensive våbensystemer, hvorved man også vil kunne eliminere modstanderens gengældelsesevne

Og endelig anføres også, at tilkomsten af de nye våbensystemer, FOBS6) og SLMS7) i høj grad vil kunne forrykke den strategiske balance. Forbundsregeringen tilslører ikke sin bekymring over, at balancens hidtidige uligevægt nu er blevet mere udtalt som følge af Sovjetunionens intensiverede konventionelle og atomare oprustning. Dette dokumenteres på overbevisende vis af bogens sammenlignende oversigter over de to pagters militære potentiel. Mellem linierne afsløres derfor en meget skeptisk vurdering af den sikkerhedspolitiske situation og dens mulige udvikling. I sin nøgterne realisme synes Helmut Schmidt dermed at ville tage front mod de euforiske situationsvurderinger, som mange vestlige politikere i de seneste år har gjort sig til talsmænd for, og heri må man vel søge hvidbogens væsentligste politiske budskab og indhold. Herudover har hvidbogen karakter af en omfattende oversigt over forbundsvæmets status og udvikling med angivelse af styrke, svagheder og fremskridt. Denne redegørelse, som er både imponerende grundig og saglig, indeholder også en beskrivelse af perspektiverne i forsvarsbudgettet, som - hvad jo ikke er ukendt på disse breddegrader - præges af stadig større driftsudgifter på bekostning af investeringsrammen.

Fodnoter

1) Department of Defence: Defence Report 1971 (Australian Government Publishing Service, Canberra, 62 s.)

2) En militærpolitisk aftale, hvor Storbritannien, Australien og New Zealand forpligter sig til at yde Malaysia og Singapore militær bistand. Aftalen er hidtil resulteret i etablering af visse institutionelle arrangementer, herunder en integreret luftforsvars* kommando samt en stående 3-væmsstyrke (»ANZUK«) under kommando af hver sin australske officer (en Air Vice-Marshall hhv. en Rear Admiral).

3) Donald S. MacDonald, Minister of National Defence: White Paper on Defence in the 70’s (Information Canada, Ottawa, Aug. 71, 50 s.).

4) Press and Information Office of the German Federal Government: White Paper 1971/ 1972 on the Security of the Federal Republik of Germany and the Development of the Federal Armed Forces, Dec. 71).

5) Multiple Independant Reentry Vehicle.

6) Fractinal Orbital Bombing System.

7) Submarine Launched Missiles System