Log ind

SIKKERHEDSPOLITISK ORIENTERING

#

Atomslagstyrkers kvantitet og kvalitet.

I løbet af 1960erne er foregået såvel en kvantitav som en kvalitativ udvidelse af de to supermagters arsenaler af interkontinentale strategiske angrebsstyrker. Hoverlinien i denne udvikling fremgår af nedenstående oversigt.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.32.51.png

Den følgende detaljerede oversigt over antallet af de to supermagters NDV (Nuclear Delivery Vehicles) viser, hvorledes USA i begyndelsen og Sovjet i slutningen af I9609erne har udbygget deres arsenaler af strategiske angrebsstyrker til et niveau, der garanterer begge parter en »sikret ødelæggelseskapacitet« (assured destruction capacity).

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.35.04.png

For at man kan danne sig et mere nuanceret forestilling om rustningskapløbet, må oversigten suppleres med følgende oplysninger om de enkelte våbens anslåede formåen og tidspunkter for tilkomst.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.35.19.png

Den kvalitative forbedring hidrører bl. a. fra udviklingen af flerhovede sprængladninger og særlige styresystemer. Nedenstående diagram viser principperne i forskellige af de udviklede systemer og de for disse anvendte forkortelser.

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.35.35.png

Skærmbillede 2020-04-30 kl. 10.35.50.png

Norges sikkerhedspolitiske dilemma.

I november-nummeret af tidsskriftet NATO-nyt behandler forskningschef Johan Jørgen Holst ved det norske udenrigspolitiske institut de strategiske og sikkerhedspolitiske implikationer af Sovjets maritime ekspansion i Nordøstatlanten. De forudsætninger, hvorpå Norge i 50erne formulerede sin basepolitik, nemlig tilstedeværelsen af et angloamerikansk søherredømme i Nordatlanten er afgørende ændret som følge af Sovjets maritime udbygning i 60erne, der i høj grad er koncentreret om baserne på Kolahalvøen. Hertil kommer, at oliefundene antyder, at naturrigdomme i Nordsøen og Norskehavet yderligere kan øge Nordnorges strategiske betydning og sensitivitet. Sovjets demonstration af sin evne til at isolere og afskære Nordnorge trækker veksler på tilliden til - og troværdigheden af en amerikansk forstærkning i en krisesituation. Alene ved deres blotte tilstedeværelse i området om Nordnorge vil russerne kunne påvirke den forhandlings- og beslutningsproces, der skal forudgå en evt. tilførsel af forstærkninger udefra. De forsøg, der p.t. pågår i den amerikanske kongres på at beskære præsidentens magt til at iværksætte oversøiske militære engagementer, kan meget vel bestyrke en russisk opfattelse af, at man gennem magtdemonstrationer, der berører USA’s risikovurdering, kan forhale og vanskeliggøre en amerikansk beslutning om at undsætte Nordnorge.

På denne baggrund peger Holst på følgende 2 muligheder for at løse Norges sikkerhedspolitiske dilemma:

Den ene er at kombinere en forlods oplægning af pgl. amerikanske reservestyrkers tunge udrustning nær nordnorske flyvepladser (hvis luftforsvarsevne væsentlig bør forbedres) med en hyppig tilstedeværelse af STANAVFORLANT og andre NATO-flådestyrker i de nordnorske farvande.

Den anden fremgår af følgende betragtninger, der gengives in extenso:

»Der er måske grund til at igen at understrege firemagtssamarbejdet mellem England, Amerika, Island og Norge om maritim overvågning. England, den eneste virkelige flådemagt i Vesteuropa, kunne yde et større bidrag til Europas forsvar ved direkte at påtage sig den opgave at kæde Nord- og Centraleuropa sammen gennem aktiv deltagelse i forsvaret af dem begge. En britisk beslutning om at underlægge NATO’s nordlige kommando forsvaret af de britiske øer kunne utvivlsomt tjene det vigtige politiske formål at understrege fredens udelelighed i dette område. Hvis England, påtog sig denne rolle, især i sammenhæng med Fællesmarkedet, ville et vigtigt skridt være taget mod dannelsen af en levedygtig fredsordning i Europa.«

MBFR-problematikken.

Det tidligere omtalte novembernummer af NATO-nyt indeholder en detaljeret gennemgang af MBFR-tankens oprindelse, udvikling og status. I tidsskriftets dokumentations-tillæg bringes tillige en fuldstændig - men uofficiel - oversættelse af firemagtsaftalen om Vestberlin. (NATO-nyt, som man gratis kan abonnere på via FOV, indeholder - sine åbenbare skønhedsfejl i oversættelsesmæssig henseende til trods - så meget lødigt og dokumentarisk stof, at tidsskriftet fortjener en stor læserkreds)!

Atypisk militærnægter tendens i Norden.

»Finland mærker ikke noget til det øgede antal militærnægtere. Af en årgang på 42.000, der blev indkaldt dette efterår, var der kun 286 nægtere - 4 mere end i fjor.« (Aktuelt 19. november 1971).

Danmark og EEC.

 forbindelse med den danske debat om tilslutningen til EEC kan der være behov for at erindre om Romtraktatens præambel, hvori det hedder, at de seks landes statsoverhoveder

»som er besluttet på gennem fælles handling at sikre økonomiske og sociale fremskridt for deres lande ved at ophæve de skranker, som deler Europa, som anser det for et væsentligt mål for deres bestræbelser stadig at forbedre deres folks levevilkår og beskæftigelsesforhold, som erkender, at afskaffelsen af bestående hindringer kræver fælles indsats med henblik på at sikre en vedholdende udvidelse af den økonomiske aktivitet, ligevægt i samhandelen og redelig konkurrence, som tilstræber en økonomisk forening af deres lande og sikring af en harmonisk økonomisk udvikling ved formindskelse af uligheder mellem de forskellige områder og ved forbedring af de mindst begunstigede områders stilling, som ønsker gennem en fælles handelspolitik at bidrage til en gradvis afvikling af restriktionerne i den internationale samhandel, som har til hensigt at bekræfte den solidaritet, som knytter Europa og de oversøiske lande sammen, og som ønsker at sikre disse lande øget velstand i overensstemmelse med grundsætningerne i De forenede Nationers pagt, som er besluttet på ved denne forening af de økonomiske kræfter at styrke fredens og frihedens sag, og som opfordrer de øvrige europæiske folk, der bekender sig til samme ideal, til at tilslutte sig deres bestræbelser, »som er besluttet på at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk.

har besluttet at oprette et europæisk økonomisk fællesskab.« I Seidenfaden-udvalgets redegørelse tilføjes hertil (side 88), at »heri ligger, at det langsigtede mål er gennem den europæiske integration gradvis at hidføre en højere politisk enhed af mere eller mindre føderalistisk tilsnit«. Sammesteds (side 88-89) berøres i øvrigt fællesskabernes politiske perspektiver og sikkerhedspolitiske implikationer. I Norge forekommer debatten at være mere nuanceret og principiel, end den hidtil har været herhjemme. De læsere, der måske føler trang til at få et indtryk af, at man i Norge også diskuterer andet en fiskerigrænser, kan på udmærket vis få dette bekræftet ved at læse nr. 1/1971 af tidsskriftet Internas jonal Politikk, der udgives af Norsk Utenrikspolitisk Institutt. Fra tidsskriftet, hvor en række specialister under temaet »Norge inn i EEC?« behandler emner som Davignon-rapporten, Wemer-planen, EEC’s industripolitik, norsk olie- og sikkerhedspolitik samt sikkerhedspolitiske aspekter af de nordiske landes EEC-politik, citerer vi - som en slags appetitvækker - de tankevækkende betragtninger, som instituttets direktør, John Sanness, indleder dette særnummer med:

»Ingen professor kan konkurrere i lærdom med den iherdige kverulant. Som en utrøttelig arbeidsbi summer han over engene og slår med usvikelig sikkerhet ned på de blomster som kan gi ham honning. Han samler i kube, og han er uovertruffen i effektivitet fordi han ikke kaster bort ett minutt av sin verdifulle arbeidstid på den tidsspillende beskjeftigelse det er å tenke. I en slig situasjon kommer vi alle når vi har tatt standpunkt i en sak, f. eks. i spørsmålet om vårt forhold til det europeiske fellesskapet, og vi kaster oss ut i polemikken. Vi leter etter de brukbare argumenter, de virkningsfulle data, de slående sitater. Vi får bruk for sitatsprøyter, og vi får da bare passe oss så vi ikke selv blir sitatsprøyter. I dette nummer vil alle travle bier kunne finne honning, og de som ikke har det for travelt vil også kunne forledes til tenkning. Diskusjonen om vårt forhold til Fellesskapet blir pr eget av det åndelige klimaskifte som kom i annen halvdel av 60-årene. Det som slår ut, er den dype usikkerhet når det gjelder vårt samfunns og vår livsforms framtid. Diskusjonen blir ofte en eksistens-debatt, bare løst hektet på det politiske spørsmålet som skal avgjøres. Og det er påfallende hvordan vi merker langt mindre av håp enn av frykt - frykt for følgene av å stå innenfor Fellesskapet, frykten for følgene av å stå utenfor Fellesskapet. Diskusjonen tar også farge av at vi er begynt å stille spørsmålstegn ved verdier, målsettinger, prioriteringer. Nye spørsmål tvinger seg i for grunnen - som forurensing, eller fattigdom i velferdssamfunnet. I diskusjonen er det deltakernes egen tvil, usikkerhet, leting etter nye normer, som bestemmer de spørsmålene de stiller - og som går langt utover selve den politiske saken som må avgjøres. Noe svar på spørsmålene får de ikke - fordi den samme tvil, usikkerhet og leting preger alle land i Fellesskapet. Man har hevdet at Kommisjonen i Brussel og de aktive europeere har vært mere optatt av 60-årenes problemer enn av 70-årenes, Og det vil framgå av atskillige artikler i dette nummer hvordan konkurrerende gamle og nye målsettinger enda blir stilt opp side om side og spørsmålet om prioriteringer enda står åpent - som i realiteten hos oss.

Derfor blir det ofte i diskusjonen stilt umulige krav til deltakerne. Når man spør etter konsekvensene på lang sikt, krever man ofte å få klar besk jed om hvordan Norge, Europa og Verden vil se ut i 1980, i 1990 eller i år 2000. I ganske beskjeden grad vil den avhenge også av våre norske politiske avgjør eiser, hva enten de tref fes i eller utenfor Fellesskapet. Hvor Vil de være mest effektive ? «