Log ind

Signaltjenesten ved Marneslaget - og nu

#

I sin »Der Krieg in der Gegenwart« skrev generalfeltmarskal Alfred v. Schlieffen i 1904: »Feltherren befinder sig langt tilbage i et hus med rummelige kontorer, hvor tråd- og radiotelegrafi, telefon- og signalapparater står til rådighed, og hvor en mængde automobiler og motorcykler udrustede for de længste ture venter på ordrer. I en bekvem stol foran et stort bord har den moderne Alexander foran sig på et kort hele kampområdet, derfra telefonerer han opmuntrende ord, og der modtager han meldingerne fra armé- og korpschefer, fra faste balloner og luftskibe, som langs hele fronten iagttager fjendens bevægelser og overvåger hans stillinger.«

Men desværre for denne den moderne tyske hærs læremester sørgede man i årene før 1. Verdenskrig lige så lidt for en ordentlig signaltjeneste som for en stærk højre fløj.

Stort set indskrænkede signalmidlerne i kejserens hære til at være trådtelefon og radio. Signallamper fandt man var ubrugelige, selv om Englænderne havde anvendt dem i Boerkrigen og stadig brugte dem. Morse- telegrafapparater blev udført af inventar i 1910. Flagsignalering blev dyrket ved mindre enheder over små afstande, og brevduer blev kun benyttet ved fæstningerne. Ved en del jægerbataljoner fandtes meldehunde, og fra de fåtallige fly kunne der nedkastes meldinger i små hylstre.

Under fredstidsøvelser med mindre troppestyrker kunne man klare sig fint uden disse moderne, tekniske signalmidler. Og det tyske officerskorps var da også ganske sikker på, at teknikken ville svigte i det afgørende øjeblik, således at man kun kunne stole på ordonnanser og melderyttere. Det var, ligesom om man simpelthen ikke kunne fatte, at signalmidleme ikke blot kunne arbejde særdeles hurtigt, men også muliggøre en tanke* udveksling mellem troppeføreren og hans underlagte chefer.

Under generalstabsrejser og ved krigsspil kom man også nemt over de signalmæssige vanskeligheder, idet armé- og korpschefer arbejdede i samme lokalitet som de overordnede førere, og ved gennemførelsen af øvelserne tog man ikke hensyn til, at ordrer og meldinger i virkeligheden skulle overbringes over betydelige afstande.

Ved krigsudbruddet i 1914 bestod de tyske styrker på Vestfronten af

- Øverste Hærledelse (OHL), også kaldet Det store Hovedkvarter

- 7 Arméer med ialt 34 korps og 6 brigader

- 4 rytterkrops med ialt 10 divisioner.

Signaltjenesten blev ledet af Chefen for Felttelegrafen, generalmajor Balck, der indtil 8. maj 1914 havde været chef for en infanteribrigade. Hans stab bestod af 26 medlemmer, heraf 1 oberstløjtnant og tre kaptajner.

Til Øverste Hærledelse var knyttet et motoriseret telefonkompagni på 9 officerer, 150 mand og 18 biler med en samlet kapacitet på 100 km kabel. Ved arméerne kunne de hestetrukne telefonkompagnier bygge 185 km kabel, mens korpstelefonkompagnierne svingede mellem at kunne bygge fra 71-160 km. Hver rytterdivision havde 12 telefonhold, der samlet kunne bygge 84 km kabel, medens infanteridivisioneme måtte klare sig med ordonnanser og melderyttere.

Mobiliseringen 1. august 1914 kom på et for telegraftropperne meget ubelejligt tidspunkt. Ludendorffs ’Grosse Wehrvorlage’ var blevet vedtaget i 1913, men af økonomiske årsager skulle telegraftroppernes modernisering foregå i etapper indtil 1920. Nyordningen, der blandt andet byggede på erfaringerne fra den russisk-japanske krig, skulle gøre enhederne mere lette, mobile og ydedygtige. Denne ’strækning’ af moderniseringen medførte, at enkelte signalenheder havde nyt materiel, at andre lå under omorganisering, mens atter andre endnu var i gammel organisation og med gammelt materiel. Helhedsbilledet blev således særdeles broget.

Allerede 1. august begyndte den tyske Maas-armé fremrykningen mod Liège. Chefen for X Korps, general v. Emmich, skulle lede en styrke på 6 forstærkede infanteridivisioner og hovedparten af 2. Rytterkorps med den opgave at indtage fæstningen Liège, der spærrede vejen for den videre fremrykning.

Fæstningen blev erobret, men kampen var præget af manglende signalforbindelse både mellem føreren og hans enheder, mellem enhederne indbyrdes og mellem føreren og hans foresatte. Den manglende koordination, orientering og forbindelse fik således en overgang chefen for 2. Rytterkorps, generalløjtnant v. d. Marwitz, til at tage kommandoen over hele styrken, idet han troede på rygterne om, at general v. Emmich var faldet. General Ludendorff giver i sine krigserindringer også et klart billede af den forvirring og usikkerhed, der rådede, med ord som: »Fra de andre brigader kom der ingensomhelst efterretninger. Ingen melderytter var kommet igennem----nervøsiteten ved afdelingerne steg, som mørket faldt på----spændingen var ikke til at holde ud-----stillingen var stadig alvorlig, næsten fortvivlet.«

Men 10. Telegrafkompagni, der skulle betjene X Korps, måtte mobilisere ved 10. Pionerbataljon i Minden. Her var 2/s af dets materiel, mens resten var udlånt som øvelsesmateriel ved 6. Telegrafbataljon i Münster. 6. august stod kompagniet klar, men med en blanding af gammel og nyt materiel og med en del materielle mangler, der først blev afhjulpet i opmarchområdet. Og den endelige tildeling manglende våben (geværer og pistoler) skete først efter erobringen af Liège - og med våben, der blev erobret her.

Senere under fremrykningen blev operationerne også præget af de manglende signalforbindelser. Stabschefen ved 1. Armé, general v. Kuhi skriver således: »Først meget sent (den 17. august) kunne armébefalingen til korpsene udgives. Trods alle gode forsæt gentog dette sig ofte. Det var i høj grad generende for tropperne, og arméen beklagede det stærkt. Men vi var i fredstid ved generalstaben vant til telefonisk at meddele underførerne hovedtrækkene i deres opgaver, så snart beslutningen om næste dags operationer var truffet. Herved kunne forberedelserne træffes i rette tid. Så snart den sammenfattende armébefaling var færdig, plejede vi også at diktere den pr. telefon.

Vi anså det for forældet at samle befalingsmodtagere på kommandostationen, idet de herved kunne komme til at vente længe, inden de fik ordrerne.

Vi gjorde, hvad vi kunne, for at leve op til principperne, men det lykkedes kun enkelte gange på grund af de hurtige bevægelser og de stadigt ofte flere gange dagligt skiftende situationer.«

Ved overgangen over Sambre måtte chefen for 2. Armé, generaloberst v. Biilow selv tage rundt til korpsene for at få oplysninger om situationen; men herved tabte han oversigten og måtte ofte beslutte ud fra forkerte eller fra for gamle oplysninger. Forbindelserne til de to naboarméer var så dårlige, at det tog op til 14 timer at få ganske enkelte efterretninger igennem. Dette var så meget mere uheldigt, eftersom 1. Armé var direkte underlagt 2. Armé, og det yderligere var pålagt chefen for 2. Armé gennem samarbejde med 3. Armé at sikre koordinationen af operationerne.

Reichsarchiv skriver herom: »Besværlighederne for en sådan koordination øgedes ved manglen på tilstrækkelige signalmidler og forbindelser til fronten. Man havde vel i fredstid ikke skaffet sig et klart billede over hvilke vældige krav, som en moderne krig ville stille til signalmidlerne. Den tekniske udvikling var ikke så langt fremme, at den kunne honorere alle krav. Den øverste Hæredelse var næsten udelukkende henvist til at klare forbindelserne til de fremrykkende 1. og 2. Armé ved radiotelegrafi. Men materiellet slog ikke til, hverken med hensyn til pålidelighed, rækkevidde og antal stationer.«

Som et oplysende eksempel kan anføres, at af 3. Armés to radiostationer mobiliseredes den ene ved 4. Telegrafbataljon i Karlsruhe og den anden ved 6. Telegrafbataljon i Hannover (Munster). Karlsruhe-stationen skulle egentlig være en moderne motoriseret station, men man ventede forgæves på leverancen. Det var som følge heraf nødvendigt at fremskaffe andet materiel, og man forsøgte derfor at sammenflikke en station ved at kani- balisere to kasserede stationer, men forsøget mislykkedes. 5. august rekvirerede man en øvelsesstation fra radiokompagniet i Freiburg, Baden, der tilhørte 4. Telegrafb atal jon. Stationen ankom 6. august og af gik til fronten 7. august.

Den hurtige tyske fremrykning gennem Belgien og Nordfrankrig gav snart vanskeligheder for forbindelserne. På skitsen er vist de vigtigste telefonforbindelser fra Øverste Hærledelse til fløjarmeerne, og der er næppe noget at sige til, at det var svært at tale over 400-500 km lange telefonlinier, hvoraf halvdelen af strækningerne var feltlinier i fjendeland. Radioforbindelserne blev også vanskeligere at opretholde, signalerne måtte gentages gang på gang i tidsrøvende procedure.

Således sendte Den øverste Hærledelse følgende signal pr. radio 4. september fra Luxembourg:

»Til 1. og 2. Armé, kl 1920.

1. og 2. Armé står foran Paris østfront: 1. Armé mellem Oise og Marne,Marneovergangene vest for Château Thierery besættes, 2. Armé mellem Marne og Seine, Seineovergangene mellem Nogent og Méry - incl. besættes. 3. Armé har marchretning mod Troyés og øst derfor.«

Skærmbillede 2020-11-30 kl. 10.59.41.png

Dette korte signal blev modtaget ved 1. Armé næste morgen kl 0715 og ved 2. Armé kl 0830, d.v.s. 12-13 timers ekspeditionstid.

Generaloberst v. Kluge, CH/1. Armé, omtaler i sin bog »Der Marsch auf Paris« også de manglende orienteringer om situationen, både i almindelighed og ved naboenheden, og de dårlige signalforbindelser, der umuliggjorde »den påtrængende nødvendige personlige tankeudveksling mellem arméerne og Den øverste Hærledelse.

For at fremme signaludvekslingen gik tyskerne i stor stil over til at sende radiosignaler i klart sprog. Især blev denne trafik brugt på højre fløj, og det franske 2e Bureaux’ Section du Chiffre benyttede med taknemlighed de såkaldte Marwitz-telegrammer som brækjern over for de tyske koder — og med stort held.

Mens arméerne trængte frem, blev Den øverste Hærledelse og den faktiske overkommandant, generaloberst v. Moltke, tilbage i Luxembourg.

Efterretningerne fra fronten udeblev, og for at få fremskaffet pålidelige og indgående oplysninger om situationen på højre fløj, især ved 1. Armé, sendte Moltke sin E-chef, oberstløjtnant Hentsch, på den berømte tur rundt til arméerne. I korthed formede turen sig således:

8. September 1100: Afrejse fra Luxembourg. 110 km kørsel til
1400: Ankomst til 5. Armé i Varennes. Her gunstigt indtryk af situationen. 60 km kørsel til
1615: Courtisol, 4. Armé. Også her gunstigt indtryk. Afgiver telefonisk rapport til Øverste Hærledelse. 10 km kørsel til
1745: 3. Armé kommandostation i Chålons sur Marne. Her tilføjede Hentsch i arméens aftenrapport til Øverste Hærledelse: »Situationen helt igennem gunstig.« Kl 1845 afrejse og ankomst efter 50 km kørsel
1945: til Montmort ved 2. Armé. Her har han en samtale med generaloberst v. Biilow og udtaler, at han er alvorligt nervøs for situationen ved 1. Armé. Han hævder, at han har fuldmagt til i Den øverste Hærledelses navn at »anbefale« tilbagetrækning af 1. Armé, hvis fjenden skulle trænge frem over Marne mellem 1. og 2. Armé. Hentsch sender pr radio rapport: »2. Armés stilling er alvorlig, men ikke håbløs.«

9. September 0700: Afrejse fra Montmort

1230: Ankomst til 1. Armé i Mareuil. Her synes han at have været udslaggivende for v. Klucks beslutning om at gå tilbage.
1400: Afrejse fra Mareuil. Sender kaptajn Koeppen til 2. Armé med besked om 1. Armés tilbagegang og ankommer selv
1700: til Chålons sur Marne ved 3. Armé. Her indvirker han stærkt på generaloberst v. Hausen, der også vælger at gå tilbage.
1820: Afrejse via 4. Armé til

10. September 0900: Varennes ved 5. Armé.
Derfra videre til 1500: Luxembourg.

For 2. Armé havde et angreb på Sézanne været ret betydningsfuldt. Generaloberst v. Biilow havde derfor 9. September kl 0730 sendt en ordonnansofficer, løjtnant v. Egan-Krieger til Gardekorpset for at få dette til at fremskynde sit angreb. I mellemtiden indløb den ene truende melding efter den anden til 2. Armés kommandostation, og da v. Biilow også fik den - men fejlagtige - opfattelse, at 1. Armé allerede var gået tilbage, udsendte han kl 1145 sin ordre om tilbagegang. Kl 1430 kom løjtnant v. Egan-Krieger tilbage med sejrsmelding fra Gardekorpset, meldingen, der kom tre timer for sent.

I disse dage oplevede hærføreren, generaloberst v. Moltke en tid med oprivende uvished og kvalfuld venten. Som han selv skrev i et brev: »Den forfærdelige spænding denne dag, udeblivelse af efterretninger fra de fjerne arméer overgår næsten menneskelige kræfter.« Reichsarchiv beskriver hans tilstand således: »Den tyske feltherres sjæl blev mere og mere sønderrevet ved den lange venten tilbage i Luxembourg og den kvalfulde tvivl om slagets udfald. Sparsomme efterretninger fra arméerne og enkelte tilfældigt aflyttede radiosignaler, som var uden indre sammenhæng, og som ikke kunne give et klart billede af den virkelige situation, formørkede yderligere generaloberst v. Moltkes allerede dystre sindsstemning.«

Og Den øverste Hærledelses muligheder for at gribe ind i operationerne eksisterede ikke. Meldingerne fra fronten indskrænkede sig til oberstløjtnant Hentsch’s korte melding den 8. aften, 2. Armés signal om tilbagegang den 9. kl 1645 og oberstløjtnant Hentsch’s melding efter tilbagekomsten den 10. kl 1500.

General v. Kuhi (Stabschef ved 1. Armé) lægger i sin bog »Der Marne- feltzug 1914« ikke skjul på, at årsagen til signaltjenestens svigten og den voldsomme indvirken, som dette havde på slagets gang, måtte søges i kommandomyndighedernes fejltagelser før krigen. De alt for svage telefonenheder kunne ikke følge med i den hurtige fremrykning, og de sparsomme radiostationer havde svært ved at holde forbindelser over de lange afstande, ikke mindst da de blev forstyrret af støjsendere fra Eiffeltårnet og af hypppige tordenvejr. Og naturligvis kunne en enkelt radiostation ved Øverste Hærledelse ikke klare trafikken til 5 arméer.

Det gamle ord om, at kun det, man har lært i fred, bliver udført i krig, viste sig også at gælde for signaltjenesten under begyndelsen af 1. Verdenskrig.

For signaltjeneste er jo ikke noget, som bare telegrafofficerer og deres mandskab skal beskæftige sig med. Telegraf folkene kan kun skabe den tekniske baggrund, der sætter taktikerne i stand til at meddele sig over lange afstande. Men som enhver anden våbenart må telegraftropperne uddannes ved fredstidsøvelser til at løse opgaver, der er så virkelighedstro som mulig. Og det er ikke telegraffolkene, men troppeførerne, der har ansvaret for signaltjenesten, og hermed ansvaret for at uddanne deres signalenheder til løsning af de krigsmæssige opgaver.

Krigsspil i snævre lokaliteter løser ikke problemet. Det svarer jo nærmest til at spille bridge med åbne kort. For uanset hvor meget man ’spiller’ med indsatte signalmidler, klares det meste af fodordonnanser, der overvinder selv de længste ’tænkte’ afstande mellem stabene på få minutter, og kniber det, kan problemerne nemt klares ved gensidige ’stabsbesøg’ - og her tænker man ikke på, at det tog oberstløjtnant Hentsch 3 timer at køre de 110 km fra Luxembourg til Varennes, medens han var 5y2 time om den 100 km-tur fra Montmort til Mareil.

Og så godt som alle fredstidøvelser udspilles med reducerede styrker, i begrænset rum og på begrænset tid. Mange enheder er supponerede, men meldinger fra og ordrer til røde og grønne flag virker ikke særlig belastende for signaltjenesten. Og da forbindelserne til sideordnede og overordnede led gerne mangler, fordi disse enheder ikke deltager i øvelsen, kan signal- enhederne ret naturligt ikke indøves i noget, der blot tangerer krigstids opgaver. Ligeledes er det almindeligt ved øvelser at hæfte hovedinteressen ved taktiske problemer, således at den signaltrafik, som administrative og logistiske forretninger skaber, ganske udebliver.

Førerne bliver ikke vænnet til at benytte signalmidleme, og slet ikke til at bruge dem, når de på grund af tekniske uheld, krigsmæssige indgreb eller simpelthen overbelastning fungerer mindre godt.

Men hvordan vil det gå. hvis det skulle blive alvor?

Vil underførerne sende meldinger - eller vil det gå som ved den tyske bataljon, der under et angreb 21. marts 1918 tildelte hvert kompagni en underofficer med den eneste opgave hver halve time at melde til kompagnichefen: »Bataljonen skal have melding.« Men flere timer senere havde bataljonen ikke modtaget en eneste melding - for det var ikke indøvet godt nok i fredstid.

Vil vi førere på forskelligt trin komme til at gå som Moltke i Luxembourg med de forspildte chancer, fordi meldingerne udebliver eller kommer for sent? Skal vi som Thukydid komme til at erkende, at ’de gode lejligheder i krig ikke plejer at vente’, eller vil vi i fredstid med Patton tro på, at meldinger er som æg, jo friskere, des bedre? Og kan vi tage konsekvensen? Kan vi uddanne os selv, vore hjælpere, vore underførere og vore signalelementer i det, som Napoleon anbefalede Murat: ACTIVITE ACTIVITE VITESSE!

Sønderby.

 

Litteratur:

Carlswärd: Den strategiska signaltjänsten (Stockholm 1928).

Reichsarchiv: Der Weltkrieg 1914-1918.

Givierges: Questions de Chiffre (Revue Militaire Française Juni-Juli 1924).

Ludendorff : Krigserindringer.

Generalmajor E. A. Hoffmann: Militære Strøtanker (Viborg 1960).