Log ind

Signalføring før og nu

#

Ved signalføring forstås den feltmæssige indsats af hærens signalmidler og planlægning og befalingsteknik for denne indsættelse.

Ud fra et taktisk synspunkt vil det ikke være uberettiget at anføre, at glosen signalføring er mindre velvalgt, fordi der kun kan være een føring ved en militær enhed, nemlig den taktiske føring, som udøves af troppe- føreren.

En våbensignalofficer, altså en officer, der forestår dele af afdelingernes mere lokalt betonede signaltjeneste, vil muligvis indtage et lignende standpunkt og spørge, om der overhovedet er noget problem. Han bar stort set ret inden for sit eget arbejdsområde, thi en artilleriafdelings eller en panserbataljons signaltjeneste er stort set fastlagt ganske entydigt i reglementer, som nøje angiver de signalnet, som skal udbygges. Disse net er en simpel funktion af afdelingens hærorganisatoriske opbygning og af de skyde- og kampformer, som ligeledes er reglementarisk fastsat. Det er endelig en selvfølgelighed, at enhver afdeling råder over det signalmateriel og -personel, som de reglementerede net kræver.

Ved højere led er problemstillingen imidlertid en anden. For brigader og højere led findes ingen detaljerede tjenestebestemmelser, udgivne af foresatte, der dikterer, hvorledes forbindelserne skal udbygges, men det overlades til myndighedens chef, med signalfaglig støtte af signalofficeren, ved planer og befalinger at sikre udbygningen af signalnet, som bedst muligt kan opfylde de operative krav om forbindelser. Det er de arbejder af planlæggende, befalingsudgivende og iværksættende art, som herved kommer til at påhvile myndighedens signalofficer og dens telegrafenbed, der benævnes signalføring.

Man kan med føje spørge, hvorfor grundprincipperne for signaltjenestens ordning er så væsensforskellige ved afdelingerne og ved de højere kommandomyndigheder. Besvarelsen og forståelsen af dette spørgsmål er af fundamental betydning ikke blot for den hensigtsmæssige udbygning af højere kommandomyndiglieders forbindelser, men også for signalofficerers og -stabes virksomhed, for enhver tclcgrafofficcrs uddannelse, for telegraftroppcrncs organisatoriske opbygning og for hver telegraf- enheds organisation og uddannelse.

Spørgsmålet lader sig kun besvare gennem signaltjenestens historiske udvikling. Medens våbensignalt jencsten kan siges at befinde sig i et nogenlunde stabilt leje, er det modsatte tilfældet for den overordnede signaltjeneste, fordi de signalføringsprincipper, som endnu for 10—15 år siden havde deres berettigelse, i dag viser sig mere og mere forældede i forhold til den moderne kamps voldsomt øgede tempo.

Det er ikke utænkeligt, at der kan komme perioder, hvor den overordnede signaltjeneste for en tid finder et mere stabilt leje, og man vil da antagelig betegne signalføringen som en af signaltjenestens børnesygdomme — incn i dag har vi patienten.

Mangen teknisk nyskabelse har enten sin oprindelse i et militært behov, som f. eks. kanonen, eller er søgt udnyttet til fremme af forsvarets effektivitet — atombomben har ikke sin oprindelse i et militært behov, men i videnskabelig kerneenergiforskning, men denne forskning accelereredes på afgørende måde under II verdenskrig.

De telctekniske midler på elektronisk basis har deres oprindelse i et civilt behov, men man indså allerede i forrige århundrede, at disse kommunikationsmidler kunne få afgørende betydning for den militære føring.

Ikke mindst under I verdenskrig og i tiden derefter søgte alle hære at indhøste erfaringer på dette felt. Svagstrømsteknikkens daværende, særdeles primitive stade og den fuldstændige mangel på vore dages elektroniske storindustrier med deres enorme forskningscentre gjorde enhver vågen skoledreng til radioeksperimentator — og de danske telegraftropper fik oprettet et »Radiokompagni«, hvis chef havde til opgave at forestå udviklingen i den danske hær på dette nye felt. Dette kompagni forestod bygningen af de første, faste radiostationer for den danske hær: Ryvang, Odense, Viborg og Hjørring Radio, foretog banebrydende radiospredningsudsendelser fra Ryvang Radio, etablerede radioforbindelse til Grønland, byggede effektivt arbejdende modeller til billedtelegrafimateriel, konstruerede feltradiostationcr og boldt forsøg med udenlandsk radio- og pejlemateriel. Indtil århundredets midte var dette kompagni materiel- administrerende myndighed for telegraftroppernes radiomateriel, og dels nærmeste foresatte, »Telegrafbataljoncn«, varetog gennem en særlig afdeling, »AAM«, administrationen af afdelingernes meddclelsesmatcricl, altså våbensignaltroppernes udvikling, i samarbejde med de respektive generalinspektorater.

Udviklingen af kabeltelegrafi- og -telefoni, der allerede begyndte i XIX århundredes sidste halvdel, varetoges analogt af et »Telegrafkompagni«, som bl. a. gjorde værdifuld indsats ved nyskabelse af seksspændige, terrain- gående telcfonvogne, der ikke blot log sigte på materieltransport, men som i alle henseender var cl yderst effektivt byggekøretøj, der med føje vakte respekt også bos andre landes telegrafofficercr. Tclegrafkompagniet forestod også indførelsen af de første feltcenlraler, som kunne anvendes overalt i landet og tilsluttes alle dettes, dengang vidt forskellige, centralsystemer.

Sideløbende med denne tekniske virksomhed, hvis nødvendige forudsætning var, at enhver telegrafofficer fik en civilingeniørs uddannelse, gik arbejdet med disse nye hjælpemidlers indpasning i hæren, principper for deres indsættelse, reglementer for betjeningen og belæring af brugere af alle grader.

Den hastige udvikling og de økonomiske vilkår satte naturligvis en snæver grænse for omfanget af sådanne forsøg og eksperimenter, og den dag, da velegnede, effektive, elektroniske signalmidlcr kunne indgå som selvfølgeligt udstyr ved enhver militær enhed, forekom såre fjern endnu i tyverne. Som altid fik først de enklere problemer en endelig løsning: Da man indså, hvilke afgørende fordele en radioforbindelse mellem kanon og observatør havde, og såsnart de lier sandsynlige afstande kunne dækkes med rimelig sikkerhed ved hjælp af feltmæssigt og økonomisk akceptable feltradiostationer, fik artilleriet deres net af »SMC-stationer«, og snart efter — i trediverne — fik også rytteriet og derefter fodfolket danskbyggede feltradiostationer, hvis antal og placering på forholdsvis simpel måde lod sig beregne af organisationsskemaer, skydeprocedure og kommando- og meldeveje.

Ved de højere led, hvis føring repræsenterer s de forenede våbens taktik«, er udviklingen gået væsentligt langsommere. Medens standardnet forlængst er knæsat for våbensignaltjcnesten, har de overordnede myndigheders signaltjeneste indtil den seneste tid hvilet på improvisation, således som det lidt nærmere skal beskrives i det følgende.

Det er i dag en selvfølge, at enhver person, der på sin arbejdsplads jævnligt har brug for en telefon, skal have en sådan inden for arms række- vidde, og dette fornuftige princip er da også slået igennem på de bøjere militære myndigheders kontorer i fredstitl — men endnu for ca. 20 år siden bestod forbindelsen fra en divisionskommando i felten til et regiment af een eneste felttclefonlinie, afsluttet med en felttelefon, som overvågedes af en telefonvagt, og til hvilken stabspersonellet kunne og måtte begive sig for at benytte den.

Analogt rådede man til hver divisions (d.v.s. landsdelskommandos) føringsforbindelser over seks radiostationer!

Disse materielmængder stod naturligvis ikke i noget som helst rimeligt eller tilsigtet forhold til myndighedernes behov, men svarede i virkeliglieden blot til de malerielmængder, som det havtie været økonomisk muligt at anskaffe til forsøg. En effektiv behovopgørelse med dertil svarende anskaffelser blev faktisk aldrig foretaget for den overordnede signaltjenestes vedkommende.

Når man sammenholder disse forhold med den kendsgerning, at de herskede i ca. 50 år, har man forklaringen på dogmet om »Signalmidlernes taktiske føring«, thi når man ikke tilnærmelsesvis havde signalmidlcr nok til at »lække del hele btdiov, måtte man naturligvis til enhver tid tilstræbe at indsætte det lidet, man havde, på de steder og til de tider, hvor det alt efter kampens art kunne gøre mest nytte.

Imidlertid har jo enhver foresat ikk<‘ blot lejlighedsvis, men døgnet run»lt, i fred og krig, ansvaret for enhver af sine dispositionsenheder. Heraf følger ganske logisk dogmet om »Signalmidlernes uafhængighed af de taktiske vilkår«, thi den foresatte må til enhver tid rå»lc over effektive, d.v.s. elektroniske, forbindelser med enhver af sine dispositionsenheder in. fl. Over for denne objektive problemstilling falder tlogmct om signalmidlernes taktiske anvendelse åbenbart sammen som et korthus.

Hvis enhver ny køreplan for statsbanerne skulle medføre en omlægning af signaltjenesten, ville man tage sig til bovedet. Signaltjenesten er jo netop til, for at selv pludselige, uforudsete omlægninger af køreplanen kan afvikles på betryggende måde. Tanken om, at enhver taktisk befaling skal ledsages af et punkt om signaltjenestens tilsvarende omlægning, er lige så absurd og alene en følge af signalmidlernes kvantitative utilstræk- kelighcd. Den kæmpende bær bør naturligvis råde over et så effektivt signalapparat, at det aldeles omgående kan formidle enhver melding og ordre, som kan følge af såvel forudsete som uforudsete hændelser. Da disse mangeltilstande har eksisteret i flere generationer, er den beklagelige procedure blevet ophøjet til et dogme, der endnu i manges øjne repræsenterer telegrafofficerens eksistensberettigelse.

Sålænge dogmet om signalmidlernes taktiske anvendelse består, repræsenterer signaltjenesten førerens Achilleshæl, en hæmsko for lians frie og lynsnare handlinger, et kædeled, der er så svagt, at det kan bringe selv den mest geniale føring og de mest heltemodige og veludstyrede kamptropper et nederlag.

Sålænge dette dogme består, vil ingen fornuftig general vove at iværksætte nogen uforudset operation, før ban bar taget sin signalofficer i ed på, at forbindelserne kan skaffes. Signalofficeren er blevet en censor, udstyret med noget, der nærmer sig en taktisk vetoret, og disse vilkår bar hersket så længe, at generalen finder sig deri, og mangen telegrafofficer betragter denne vetoret som sit selvfølgelige prærogativ.

Sandheden er naturligvis, som amerikanerne udtrykker det, at den fører, der mister den elektroniske kontakt med en af sine dispositionsenheder, har mistet enhver kontrol med enheden, indtil de elektroniske forbindelser er genoprettede. Om en dispositionsenhed udslettes af et taktisk atomvåben, eller de elektroniske forbindelser glipper, kommer føringsmæssigt i øjeblikket ud på eet. Staben kan roligt slette enheden af sin troppeiuddeling, til kontakten måtte være retableret — og så er det sandsynligvis for sent.

Føringsforbindelserne må være en funktion, ikke af de taktiske begivenheder, men af troppeorganisation og føringsprocedure, ganske som et skydenet er opbygget efter artilleriafdelingens organisation og skydepro- cedure. Føringstroppeme (telegraftropperne) må være opbygget så stærkt, at sandsynlige tab og skader lader sig afbøde hurtigt og kontinuert lige så længe, som ødelagte vogne og sårede soldater kan erstattes, benzin, ammunition og forplejning tilvejebringes. Sålænge disse betingelser ikke er opfyldt, er dogmet om signalmidlernes taktiske anvendelse en yderst tragisk realitet.

Marchal Foch bar i sin tid, som erfaring af I verdenskrig, sagt, at »La victoire se gagne avec des résidues, des restes!« Sådan vil det også gå signaltjenesten, og når lægge parter kun har stumper og rester tilbage, vil den sejre, som med resterne af sine kamptropper og føringstropper kan tilvejebringe en slagkraftig improvisation — men improvisationen hører hjemme på dette tidspunkt og ikke før. Dette erkendte f. eks. Hitler, der i sin genoprustning gennemførte en aldrig før set, enorm udbygning af sine »Fiihrungstruppen«.

For forståelsen af den antydede udvikling spiller tidsfaktoren på kamppladsen en afgørende rolle. I en tid, hvor man — som von Schlieffen — kunne påregne en måneds frist fra krigserklæring til angreb og derfor håbe på at afslutte en lynkrig mod vest, inden alvorlige fremstød mod Tysklands østgrænse påregnedes, og livor fremrykningens tempo i hovedsagen var defineret ved apostlenes heste, var der endnu en vis tidsfrist til taktisk motiverede omlægninger af føringsforbindelscme. Det er nok at anføre, at disse vilkår i dag er forhistoriske.

Enhver teori — militær som videnskabelig — liar en fødselsdag, en glansperiode, en alderdom og en dødsdag. Dette gælder også teorien om signalmidlernes taktiske anvendelse — men menneskene er konservative, uanset partifarve og våhenart.

Den nye tids kamptempo kræver dogmet om »Signalmidlernes uafhængighed af de taktiske vilkår« efterlevet. Hermed frigøres føreren for en klods om benet, og signalofficcrens censur falder normalt bort, idet lians eneste — men både krævende og omfattende — opgave er at opretholde det veldimensionerede signalapparat, hvis hovednervestrenge allerede i fredstid er etablerede og i drift døgnet rundt, og på rent eksercermæssig baggrund følge troppernes og føringscentreues bevægelser og altid have forbindelserne klar, hvor og når der er brug for dem.

Dette tempo levner heller ikke mere tid til teknisk-videnskabelig ekspe- rimenteren med signalmidlerne på kamppladsen. Signalmateriel kan blive defekt, såvel som et gevær, og mekanikere må kunne reparere det i felten — men ligesom skytten straks må have et nyt gevær, må signalgruppen straks kunne få en ny radiostation, central o.s.v., hvis den gamle giver funktioneringsfejl, som den menige operatør ikke rutinemæssigt kan afhjælpe. Materiellet må være så robust, som feltlivet kræver, og det må være så enkelt i sine betjeningsgreb, at betjeningen kan indøves til refleksmæssig sikkerhed uden teknisk-videnskabelige forudsætninger, men ved simple dosmerregler, ganske som man kan lære at køre en vogn på fuldt betryggende måde, uden at være motormekaniker. Altafgørende er den refleksmæssige betjening af signalmateriellet — som af geværet — i tillid til en drift- og idiotsikker konstruktion og en forsynings- og erstatningstjeneste, der garanterer, at enhver, endnu levende signalsoldat har et arbejdsdygtigt signalmiddel i sin hånd.

Disse moderne vilkår står naturligvis i skarp modsætning til forholdene i den lialvhundredårige forsøgsperiode, som må lignes ved den periode af artilleriets liv, da man tog kanonstøberen med i felten og lod ham sidde på kanonen, mens man fyrede den af.

Med forsøgsperioden må endelig også det omstændige krav om en telegrafofficers uddannelse til svagstrømsingeniør bortfalde. Man skyder udmærket med en kanon, ja med en afdeling, uden at være våbentekniker, og da officerens liv er kort, videnskabelige studier meget lange, må det nok hilses med tilfredshed, at man — hvis eller når forsøgsperioden er forbi — vil kunne begrænse telegrafofficerers uddannelse til civilingeniører til det fåtal, som ikke i de militære, svagstrømstekniske tjenester lader sig erstatte med civilt, videnskabeligt personel.

Tidsfaktoren bar ikke blot påvirket signalføringsproblemet, men også selve signalmidlerne. Man kan skelne mellem visse epoker:

Indtil ca. 1880 var del eneste, elektroniske signalmiddel telegrafi på feltlinier. Delte medførte naturligvis, at uddannelse i morsetelegrafi fik en aldeles fundamental betydning, thi uden denne færdighed kunne materiellet ikke anvendes.

Omkring århundredskiftet blev felllelefonen en realitet. Den anvendtes oprindelig ikke til samtaler, men til ekspedition af skrevne meddelelser, idet disse dikteredes af signaloperatørerne ved hjælp af bogstavnavne m. v.. Endnu i trediverne var det danske telefonkompagni som foran nævnt et telegrafkompagni, men man havde opgivet at la:re mandskabet at telegrafere, dels fordi det er en meget tidskrævende uddannelse, dels fordi man efterhånden var ved at vænne brugerne til at tale sammen direkte over felttelefonerne.

De feltradiostationer, som indførtes /ør og under I verdenskrig, var alle såkaldte gnistsendere, der kun lod sig anvende til telegrafi. Hermed introduceredes den omstændelige morsetelegrafi påny i hærene, og i tyverne og trediverne havde radiotelegrafi den samme, aldeles fundamentale betydning for Radiokompagniet, som forben for telefonkompagniet. Ligesom chef og næstkommanderende ved dette kompagni måtte være civilingeniører for at kunne løse deres materiel-tekniske opgave, burde de også være radiotelegrafister, fordi liver eneste mand i kompagniet var radiotelegrafist, og kompagniets eneste, feltmæssige opgave var at afsende og modtage signaler pr. morsetelegrafi. Som man ikke kunne blive kaptajn, hvis man ikke havde bestået sin videnskabelige eksamen, fandt mange linieofficerer det lige så nødvendigt for deres gerning, at de erhvervede et civilt radiocertifikat, hvilket kræver 600—1000 timers intensiv uddannelse.

Under og efter II verdenskrig medførte det stedse øgede kamptempo og signaltrafikkens vækst, at større feltradiostationcr forsynedes med fjernskrivere, ligesom disse toges i udstrakt anvendelse på alle kabelforbindelser.

Til brug i »slrimmelsendcrc« kan enhver mand, der cr i stand til at betjene en skrivemaskine, tildanne særlige sendestrimler, der virker som automatiske tclegrafinøgler, som kan arbejde med meget store hastigheder. Herved kan man dels mangedoble en radiostations senderkapacitet, dels kan man i vid omfang spare den tidskrævende morsetelegrafiuddan- nelse.

Det må i dag erkendes, at en feltradiostation for inosetclcgrafi, uden fjernskriver, arbejder for langsomt og bar for ringe trafikkapacitet, og at net med sådanne stationer i hovedsagen kun repræsenterer en sidste, primitiv reserve for det tilfælde, at såvel kabclfjernskriverforbindelser som radiofjernskriverforbindelser er brudt sammen og ikke lader sig retablere. Den dag, da man i feltradiotjenesten tager skridtet fuldt ud, som man i sin tid gjorde det ved Telegrafkompagnict, og afskaffer uddannelsen i morsetelegrafi, kan næppe være fjern.

Det cr i dag ikke længere en toppræslation i morsetelegrafi, der skal sikre rettidig ekspedition af en førers skriftlige signaler, thi disse er så talrige og så omfattende og skal ekspederes med en sådan hast, at selv verdensmestre i manuel telegrafi ville komme håbløst til kort. Af disse grunde må man altså, i hvert fald i den overordnede signaltjeneste, betragte feltradiostationcr uden fjernskrivermulighed som antikverede. Dette udelukker ikke, at man endnu en rum tid vil finde det betryggende at give radiooperatørerne en vis, elementær uddannelse i radiotelegrafi. Denne udvikling tegnes endelig endnu tydeligere ved indførelsen af radiokæde- materiel, der — alene afhængigt af terminaludstyret — bl. a. kan bære alle de fjernskriverforbindclser, som selv den mest omfangsrige føringstrafik kan nødvendiggøre.

For befordringen af signaler i hemmeligt sprog peger tidsfaktoren i ganske samme retning. For 30 år siden havde man endnu tid til først at lade en kryptooperatør med en manuel kryptograf omsætte et signal til hemmeligt sprog, hvorefter kryptogrammot sendtes til adressaten pr. manuel radiotelegrafi for, efter modtagelsen at blive omsat til klart sprog af endnu en kryptooperatør. Sådanne signaler vil i den moderne krig næsten altid komme for sent — den moderne kryptofjernskriver reducerer ekspeditionstiden effektivt og overflødiggør den møjsommelige uddannelse af krypto- og morscoperatører i gammeldags forstand.

Et talende vidnesbyrd om, at forsøgsperioden er ved at rinde ud, haves endelig i signalenliedernes organisatoriske opbygning.

En taktisk organiseret signalenhed er »syet efter måltagning« til den myndighed, som den skal betjene. Det er den foreliggende, føringsfor' midiende opgave, det drejer sig om, ikke signahnidlcmcs tekniske art.

En teknisk organiseret signalenhed består af undcrcnheder — kompagnier eller delinger — der hver er helliget sit tekniske signalmiddel. Således kan f. eks. en signalbataljon bestå af el tclefonkompagni, et radiokompagni, et signalkontorkompagni, et vedligeholdelses- og forsyningskompagni o.s.v.

Det er klart, at en sådan, teknisk organisation ikke er udtryk for nogen feltmæssigt betonet fordeling af signalmidlerne, d.v.s. at den repræsenterer et nødvendigt onde — og begrundelsen for dens eksistens er, at der endnu knytter sig sådanne, specifikke problemer til de omhandlede signalmidler, at de ikke organisatorisk lader sig fordele til de taktiske arbejdspladser, hvor de skal anvendes, men må boldes sammen i en pulje, for at deres særpræg kan tilgodeses.

Disse særpræg er udtryk for, at materiellet endnu kun er betinget feltmæssigt brugtbart. Det kan være tekniske særpræg, eller det kan være pædagogiske problemer, der skyldes en meget kompliceret betjeningsprocedure, som nødvendiggør en centraliseret uddannelse og en centraliseret overvågelse ved højt kvalificerede instruktører.

Det indscs let, at tjenestetiden også kan få indflydelse på organisations- fomen, tbi jo kortere tjenestetiden er, jo kortere bliver gavntjenesten i forhold til udannelsestiden, og desto mere afgørende hliver det, at uddannelsen drives med allerstørste effektivitet, hvilket atter kræver højt kvalificerede lærere og kostitart uddannelsesmateriel, hvorfor en centralisation bliver nødvendig.

Som parallel til spørgsmålet om teknisk eller taktisk organisation kan man betragte infanterigruppen. Når denne lille enhed kan udstyres med så forskellige våben som maskingevær, gevær, håndbomber og -granater, geværgranater m. v., så skyldes det, at disse våben har nået en så forenklet betjenlighed, at uddannelsen kan decentraliseres. Hvis håndgranatkasteren skulle liavc 500—1000 timers uddannelse — som den dygtige radiotelegrafist — meddelt af højt kvalificerede lærcrere — og krævede ideligt tilsyn af veluddannede feltmekanikere — som alt signalmatcriel af elektronisk art gør det — ville infanteribataljoncn antagelig have haft et særligt »Håndgrenaderkompagni«. Taktisk set lyder dette absurd — på tilsvarende måde er f. eks. et »Radiokompagni« taktisk set absurd, og dets faktiske eksistens er ikke udtryk for et ønskemål, men for tekniske og pædagogiske problemer, som endnu ikke er overvundne.

Det ville selvsagt give anledning til komplicerede føringsproblcmer for en infanteribataljon, der rådede over et »Håndgrenaderkompagni,« at få dette indsat på taktisk effektiv måde, og der ville opstå dogmer, reglementer og kursus og lærebøger i »Håndgranaternes taktiske anvendelse« — alt dette er en tro parallel til signaltjenesten og dens dogme om »Signalmidlernes taktiske anvendelse«. Man er vænnet til sidstnævnte dogme, ikke til førstnævnte, det er hele forskellen.

Ligesom man med fuld føje siger, at enhver infanterist må have hånd- bomber på sig, må man med fuld føje sige, at den moderne fører til enhver tid må have elektroniske forbindelser med enhver af sine dispositionsenheder m. fl., og det har han kun og først, når han råder over cn taktisk signalenhed — men en sådan enhed forudsætter, at signalmidler og -personel er til rådighed i de fornødne mængder, og at materiellet er af den fornødne, teknisk-feltmæssige robusthed og enkle betjenlighed, som håndbomben. Tilstedeværelsen af teknisk organiserede signalcnheder er vidnesbyrd om, at sådanne mængder og sådan betjenlighed endnu ikke foreligger — modsætningsvis vil indførelsen af en taktisk organisation markere det tidspunkt, hvor disse nødvendige præmisser er opfyldt.

Konklusion.

I den beskrevne, meget langvarige forsøgsperiode, hvor signahnidlemes mængde ikke tilnærmelsesvis svarede til det faktiske behov, og hvor tempoet endnu oftest tillod anvendelsen af melderyttere og fodordonnanser, blev signaltjenestens ordning uundgåeligt til et specifikt, »signaltaktisk« problem, som signalofficeren måtte løse fra situation til situation, og løsningen måtte fremgå af dertil svarende, »signaloperative« befalinger. Derfor måtte signalofficeren have en grundig, taktisk skoling, og der skete det uundgåelige, at signalføringen groede frem som en tro kopi af den taktiske føring, mere og mere dyrket for sin egen skyld, idet man efterhånden ganske glemte, at det meste af dette var et nødvendigt onde, intet ønskemål.

En lelegrafbataljon inspiceredes ofte således: Den stillede en morgen, med præsenteret gevær, og chefen fik udleveret et omfattende, taktisk grundlag, hvorefter del var hans opgave ved en bataljonsbefaling at udgive cn detaljeret plan for ile signalnet, soin efter hans skøn bedst passede til den beskrevne situation, og al realisere denne plan med bataljonen. En sådan fremgangsmåde og tankegang svarer temmeligt dårligt til det faktum, at vi opretholder en stående, kampklar beredskabsstyrke med henblik på, at der er 10 minutters flyvetid fra en mulig modstanders nærmeste flyvebaser. Det er klart, at ingen overordnet fører vil få rettidige forbindelser på den måde i 1964.

Derfor bar de fleste, overordnede myndigheder da også efterhånden forladt dogmet om signalofficerens gudbenådode, signaltaktiske improvisation på kamppladsen og insisteret på, at signalofficer og operationsofficer i fredstid udarbejder detailplaner for entydigt fastlagte standard- net, der i videst mulige grad tilgodeser de fundamentale krav, som følger af hærorganisalion, troppeinddeling og føringsprocedure, og at signalofficeren overvåger, at signalenheden i sin daglige træning driver udbygning, betjening og opretholdelse af just dette standardnet frem til højeste fuldkommenhed, således at hver underfører, hver operatør og hver linie- mand ganske nøje ved, hvilke detailarbejder der påhviler ham.

For os ældre telcgrafofficerer, der gennem den lange forsøgsperiode har vænnet os til, at cn telegrafofficer kendetegnes ved cn civilingeniørs, cn næsten gencralstabsofficers og en civil radiotelegrafists kombinerede uddannelse, kan denne udvikling rumme et vist vemod, thi den dag, da alt er standardiseret og forenklet og effektiviseret som antydet, er der kun ringe brug for civilingeniøren eller for den dybtgående, taktiske forståelse eller for det civile radiocertifikat, i hvert fald ikke før den hele liær og med den dens signaltjeneste er reduceret til stumper og rester. Hvad bliver der da tilbage af vor selvrespekt? Primært »kun« geledofficerens nidkære stræben efter at uddanne bold efter bold af unge, danske mænd til dygtige og pligttro telcgrafsohlater, stort set »kun« øvelse efter øvelse over det samme, kedsommelige stamlardnct!

De, der måtte mene, at dette er en »Kun-opgave«, bør erindre, at ingen lydighedspligt eller befalingsret kan tvinge nogen telegraf soldat til at skaffe og opretholde en feltmæssig forbindelse. Man kan plaffe en mand ned, der nægter at følge med i et stormløb mod fjenden — og det virker nok på de øvrige — men man kan ikke skyde en signaloperalør, der siger: »Jeg kan desværre ikke få dette grej til at virke!«

Derfor er telegrafgeleddcts hovedopgave at vinde mandskabet for sagen, at styrke hver enkelts moral og pligttroskab. Selv det mest fremragende signalmateriel vil være værdiløst, hvis ikke denne hovedopgave løses effektivt.

Der var en tid, da sønnerne roligt kunne arbejde videre med fædrenes værktøj og metoder, generation efter generation, i sikker tillid til de dogmer, som groede frem i stillestående århundreder. Der var en tid, da civile og militære eksaminer i høj grad kunne fritage kandidaten for at I iruge hjernen sidenhen i livet. Disse tider gik i graven med »The Century of Genius«, med reformation og renaissance. Udviklingen ruller siden da efter en stejl eksponenlialkurve, og det, som vi lærte i vor studietid, forældes hurtigere og hurtigere — undtagen eet: Den evne til logisk tæn- ken, som studierne forhåbentlig bibragte os. Denne evne er fundamental for enhver moderne arbejdsleder, også for en telegrafofficer — men over for dogmerne må han lære den samme kritiske indstilling, som Luther udviste. I stedet kau han passende skrive på sin væg, med kæmpebogstaver:

TEMPUS FUGIT

 

Hensch