Historisk tilbageblik.
Da Frederik IV oprettede landmilitsen, henlagdes den under Danske kancelli, og udskrivningen foretoges af amtniændene. Militsen var en virkelig militær institution, af hvilken grund, men også fordi Den store nordiske Krig fordrede enhed i administrationen, ledelsen efterhånden gled over til krigskancelliet og generalkrigskommissariatet.
Efter at have været nedlagt i 3 år genoprettedes landmilitsen i 1733 som en hjælpeforanstaltning for det store landbrug; dette medførte atter indførelsen af stavnsbåndet og godsejernes andel i udskrivning og rulleforing. Danske kancelli overtog atter ledelsen, da militsens genindførelse ikke havde militære årsager.
Den ordning med udskrivningsvæsenets henlæggelse under danske kancelli ændredes ikke ved stavnsbåndets løsning i 1788, idet bestemmelserne for bondestandens værnepligt blev udarbejdet med landbrugets tarv for øje; spørgsmålene om lettelser i værnepligten og godsejernes pligter vedrørende rulleføring m. v. lå den gang uden for general krigskom missar nuet s område.
I 1848 ændredes kollegierne til ministerier, og Danske kancellis forretninger deltes mellem et ministerium for kirke- og undervisningsvæsen og et justitsministerium, hvor udskrivningsvæsenet placeredes. Senere rejstes spørgsmålet om udskillelse af et indenrigsministerium, hvilket foranledigede justitsministeren til at udtale, at bl. a. udskrivningen til hæren måtte forblive under hans ministerium, hvis dette ikke skulle få for ringe et omfang. Udskrivningen til søetaten havde hidtil lienhørt under admiralitetet, og i stedet for at overføre denne udskrivning til det nyoprettede marineministerium „burde disse tvende i nær forbindelse med hinanden stående forretningsbrancher upåtvivleligen forenes under eet ministerium“ (justitsministeriet).
Spørgsmålet blev forelagt generalprokurøren, der udtalte, at udskrivningsvæsenet for hær og flåde burde lægges under indenrigsministeriet. Dette motiveredes således: „Det er imidlertid både naturligst og for undersåtterne mest betryggende, at disse anliggender henlægges under ministeriet for det indre, der efter sin stilling har en større opfordring til at våge over, at der ikke gjøres overdrevne fordringer til borgerne i anledning af landets forsvar, end krigsministeriet, der er interesseret i, at arméen udstyres så rigeligt som muligt. Såvel rekrutteringsvæsenet som indkvarteringsvæsenet synes derfor at burde henhøre under indenrigsministeriet, hvorimod krigsministeriet selvfolgeligen må indrømmes behørig indflydelse.“ Det samlede udskrivningsvæsen henlagdes imidlertid til justitsministeriet (der ellers ville blive af for ringe omfang)!
Det principielle spørgsmål, hvorvidt udskrivningsvæsenet af saglige grunde burde høre under det ene eller det andet ministerium, kom ikke til behandling ved denne lejlighed. Dette er for så vidt forklarligt, eftersom krigsministeriet midt under krigen var fuldt optaget af sit øvrige arbejde, og fordi hele værnepligtsspørgsmålet kunne ventes optaget til revision i den kommende nye folkerepræsentation — rigsdagen.
Ganske ejendommeligt viste det sig imidlertid, at spørgsmålet om befolkningens beskyttelse mod de militære myndigheders overdrevne krav slet ikke kom frem under folketingets forhandlinger vedrørende værnepligt og udskrivning i de første årtier efter den frie forfatnings indførelse, skønt man kunne tro, at det netop da måtte have optaget sindene. Diskussionen om udskrivningsvæsenets henlæggelse til de militære ministerier kom i 1850’erne kun frem een gang og da på et helt andet grundlag.
Striden stod mellem Tscherning og Ørsted i folketingets samling 1853—54 og drejede sig om, hvorvidt udskrivningsvæsenet skulle høre under rigsdagen — altså som et særanliggende — eller under fællesrepræsentationen. Tscherning holdt på det første, fordi han ønskede så meget som muligt ind under de særlige anliggender, og fordi han nærede alvorlig frygt for at få udskrivningen —spec. spørgsmålet om almindelig eller indskrænket værnepligt — draget bort fra den almindelige valgrets indflydelse og ind under den formentlig mere aristokratisk sammensatte fællesrepræsentantion.
Tscherning var ved denne lejlighed overhovedet ikke inde på, hvorvidt udskrivningsvæsenet sagligt set burde hore hjemme under det ene eller det andet ministerium. Sagen var nemlig den, at udskrivningsvæsenet — hvis det skulle høre ind under fællesforfatningen — måtte henlægges til de militære ministerier, da justitsministeriet ikke repræsenteredes i fællesforfatningen. Tschernings standpunkt sejrede, og udskrivningsvæsenet forblev under justitsministeriet.
Ifølge værnepligtsloven af 1861 skulle sessionerne ikke længere have dømmende myndighed, og alle vanskelige spørgsmål blev unddraget dem. Vejen syntes nu åben for udskrivningsvæsenets overførelse til krigsministeriet, og der fremsattes da også forslag herom i rigsdagen. Justitsministeren erklærede at kunne gå ind for, at krigsministeriet besørgede udskrivningen, og forslaget vandt tilslutning fra flere talere. Kun een imødegik forslaget — iøvrigt uden nærmere motivering; men spørgsmålet blev på trods heraf ikke ført frem til nogen løsning.
Sagen rejstes igen i 1909 af forsvarsminister Krabbe overfor justitsminister Bülow. Forslaget motiveredes med, at det ville medføre den enhed i ledelsen, som manglede, og ville simplificere forretningsgangen (sagerne ville blive behandlet i et ministerielt kontor i stedet for som hidtil i indtil 4); der ville spares personale, og hele ordningen ville blive mere økonomisk end den hidtidige. Endelig ville udgifterne til udskrivningsvæsenet blive overfort til forsvarsministerens budget, hvor de med rette borte hjemme.
Justitsministeriet tog imidlertid initiativet til en ny værnepligtslov og oplyste i folketinget 1911, at man var blevet enige om, at disse forhold burde vedblive at være under det civile ministerium. En taler følte sig under debatten foranlediget til at udtale, at man burde henlægge udgifterne til udskrivningsvæsenet under krigsministeriet, så at man var klar over, at det var militære udgifter.
I 1914 blev imidlertid nødvendigheden af, at justitsministeriet aflastedes for en del af dets forretninger draget frem i folketinget. Konseilpræsident Zahle udtalte, at det siden den frie forfatningsindførelse havde været en fast grundsætning, at den civile befolkning skidle have den beskyttelse, der lå i, at udskrivningsvæsenet var underlagt et civilt ministerium.
Zahles udtalelse om den beskyttelse, der bør ydes de værnepligtige, er sammenfaldende med de 65 år tidligere fremhævede synspunkter; men der sås herved helt bort fra den udvikling af værnepligtsloven, som var foregået siden 1849, og fra den navnlig siden 1869 skete ændring af bestemmelserne for sessionernes sammensætning — ændringer, som i realiteten forlængst havde overflødiggjort „beskyttelsen“. Udskrivningsvæsenet henlagdes med ovennævnte motivering under indenrigsministeriet.
Allerede under behandlingen af forsvarslovene i 1922 udtalte ordføreren for folketingsudvalget dog, at dette anså det for en fordel, om udskrivningsvæsenet blev lagt over fra indenrigsministeriet til forsvarsministeriet. Som ordfører for det radikale parti udtalte den forhenværende forsvarsminister Mnnch, at lian ikke vidste, „hvor betryggende en sådan ordning ville blive følt i dette høje ting; jeg skal kun minde om, at der i gamle dage i den danske rigsdag stod de hårdeste kampe netop om dette spørgsmål, idet Tscher- ning som ordfører for bondevennerne til det yderste modsatte sig en sådan ordning og sprængte sit samarbejde med ministre, som han ellers havde ønsket at samarbejde med, netop af hensyn til disse krav om en ordning af en saadan art.
De begivenheder, hvortil dr. Munch hentydede, fandt som omtalt foran sted under forhandlingerne i 1853—54 angående fællesforfatningen og drejede sig slet ikke om det principielle spørgsmål om udskrivningsvæsenets henlæggelse under de militære ministerier, men kun om fællesforfatningens omfang. Dr. Munchs referat er derfor vildledende, men det gjorde sin virkning, og folketingsudvalgets forslag nød ikke fremme.
Medens de fra frihedsårene stammende noget tågede tanker om beskyttelse således kun kunne bringes i marken i 1922 ved ovennævnte kunstgreb, voksede til gengæld de reelle saglige grunde til en ændring i de bestående forhold med hensyn til udskrivningsvæsenet. Dette fremgår af folketingsudvalgets stilling den gang og kom iøvrigt til orde under finanslovbehandlingen 1924—25, hvor der ankedes over det manglende samarbejde mellem indenrigsministeriet og forsvarsministeriet. Siden da har udskrivningsvæsenets tilhørsforhold ikke været under debat på rigsdagen.
Hvorfor gøre forandring?
Det må være nærliggende at stille spørgsmålet, hvorvidt der siden 1922 er sket afgørende ændring i den saglige motivering (der allerede da forelå) for udskrivningsvæsenets henlæggelse under forsvarsministeren.
Efter mødet ved værnene hører de værnepligtige i alle værnepligtsforhold — undtagen flytning — under de militære ministerier. Umiddelbart synes det derfor naturligt, at det samme også var tilfældet før mødet med værnene — som i andre lande.
Megen og indviklet administration kan undgås, såfremt udskrivningsvæsenet flyttes bort fra indenrigsministeriet. Under den nuværende ordning må lovforslag, anordninger og regulativer vedrørende værnepligtsforhold forberedes i de militære ministerier, og talrige sager fra indenrigsministeriet sendes til høring eller afgørelse i de militære værnepligtskontorer. Disse kontorer har behandlingen af værnepligtssager som speciale, medens sagerne for et indenrigsministerielt kontor må blive af underordnet betydning i forhold til kontorets øvrige sager.
En omlægning, som ovenfor antydet, vil derfor betyde besparelse og hurtigere ekspedition — hvilket sidste navnlig er af betydning for de værnepligtige. Hertil kommer, at de militære ministerier også nu har et betydeligt direkte samarbejde med udskrivningskredsene, der således faktisk modtager ordre fra såvel krigs- og marineministeriet som fra indenrigsministeriet.
Som det fremgår af foranstående redegørelse, var den oprindelige motivering for udskrivningsvæsenets henlæggelse under et civilt ministerium en frygt for, at krigsministeriet evt. ville stille overdrevne fordringer til borgerne. Denne motiverings berettigelse i sin tid skal ikke diskuteres her — kun skal der peges på, at man allerede i 1853—54 i realiteten havde „glemt“ frygten. Tschernings frygt drejede sig tværtimod om værnepligtens evt. indskrænkning, hvis udskrivningsvæsenet henlagdes under fællesrepræsentationen. Først i 1922 — takket være dr. Munch’s kunstgreb — bringes „det betryggende ved en sådan ordning“ atter frem i dagens lys. På baggrund af den ret udbredte „antimilitaristiske“ indstilling, der dengang rådede, fik aktionen sin politisk taktiske virkning. Med saglighed havde den intet at gøre.
Beskyttelsesproblemet har således altid haft sin rod i mistillid til de militære myndigheder — en mistillid, der formentlig ikke længere er til stede i et sådant omfang, at motiveringen for alvor atter kan fremføres.
Sessionernes opgave er nu, at
1) afgøre, hvorvidt den mødende overhovedet er værnepligten underkastet,
2) fastslå graden af den værnepligtiges egnethed til tjeneste,
3) fordele de værnepligtige til værnene og
4) placere de værnepligtige på våbenarter, korps m. v. samt
5) i nogen grad at udpege specialister inden for våbenarterne.
Som det ses umiddelbart, er alle disse opgaver — når undtages den første — af udpræget „militær“ karakter — og kræver medvirken under en eller anden form af militære fagfolk.
Udskrivningsvæsenet har desuden lægdsrulle-registraturen under sit område — en funktion, som har meget fælles med folkeregistret, og som formentlig uden skade og nævneværdigt besvær
kan henlægges til dette, som det f. eks. er tilfældet i Sverige og Norge.
Men hvordan er sessionerne iøvrigt skikket til at løse ovennævnte „militære“ opgaver? Hvad de under 4) og 5) anførte opgaver angår, kan det uden videre fastslås, at opgaven at udpege specialister — således som udviklingen har formet sig — i dag ikke kan løses på betryggende måde af sessionerne. Det samme gælder vedr. placeringen på våbenarter o. s. v., der i realiteten er et spørgsmål om fordeling af specialister.
I erkendelse af disse ændrede fordringer er fornylig indført forbedrede sessioner i Norge, hvor hver session daglig kun kan behandle 12 mand. Set i relation hertil virker den danske sessionsbehandling med op til 20 mand i timen ikke umiddelbart betryggende.
Selvom en radikal ændring af sessionernes virksomhed kan tænkes inden for overskuelig fremtid, gående ud på, at de kun skal tage stilling til, hvorvidt den sessionsmødende overhovedet skal udskrives, og hvorvidt de udskrevne skal tildeles hær, søværn, flyvevåben og civilforsvar evt. hjemmeværn, synes dette ikke i højere grad at motivere udskrivningsvæsenets forbliven under indenrigsministeriet.
Værnepligtsmassen må i virkeligheden betragtes som omfattende 20—30.000 ansøgere til et stort antal forskellige stillinger i værnene. Ansættelsesprocessen begynder den dag, de værnepligtige møder på sessionerne; den fortsættes under den første uddannelse på rekrutskolerne og den endelige specialistudvælgelse og -uddannelse og slutter med krigsplaceringen. Hertil kommer senere flytninger og omplaceringer m. v. Dette arbejde må betragtes som et hele, en kontinuert proces.
Det må derfor anses for rationelt og naturligt, at hele denne proces — der tager sin begyndelse på sessionerne -— henhører under samme ministerium. Desuden må det anses for irrationelt og unaturligt fremtidigt at have værnepligtskontorer for hvert værn; et „centralt værnepligtskontor“ for hele forsvaret er uden tvivl ønskeligt — især efter tilkomst af hjemmeværn og flyvevåben. —
Alle militær-saglige hensyn peger således på det hensigtsmæssige i, at udskrivningsvæsenet atter henlægges under den højeste ansvarlige militære myndighed. Når dette spørgsmål har været under debat på rigsdagen, har det hidtil været således, at de militær-saglige argumenter er blevet fejet til side af hensynet til „beskyttelsen af den værnepligtige“.
Hvorledes ser den værnepligtige selv på sessionernes virksomhed — ser han nogen beskyttelse i deres virke? Et rundspørge blandt rekrutter har afsløret følgende vurdering:
„De oplysninger, man får gennem den nuværende sessionsbehandling, kunne man lettere skaffe sig ved hjælp af et 10-øres brevkort — Lægeundersøgelsen var om ikke mangelfuld, så dog noget overfladisk — Ret overfladisk; det er ret tilfældigt, til hvilken våbenart man bliver udskrevet —
Lægeundersøgelsen var meget overfladisk, hvilket ikke styrker tilliden til systemet — Sessionen er faktisk en stor parodi, man kan lige så godt sidde på et kontor og udskrive og fordele folk — Man fik ikke noget indtryk af, at der blev taget hensyn til, hvad de vordende soldater var bedst egnede til — Man kan roligt sige, at hverken lægen eller nogle af kommissionens medlemmer aner, om manden i det hele taget fejler noget, eller om han egner sig til at være soldat — Forbavsende, at alle tilstedeværende på en enkelt afskediget officer nær var civile — Lægeeftersynet var alt for overfladisk — På sessionen møder den unge mand for første gang militære myndigheder, der er af afgørende betydning, at dette møde er tillidvækkende og får et for alle parter gunstigt udfald!“ — Dette er altså ungdommens — lidt skånselsløse stillingtagen til det militære livs nuværende start .—
De „overdrevne fordringer til borgerne i anledning af landets forsvar“, som beskyttelsen tog sigte på i forrige århundrede, er forlængst et overstået stadium. Dette skyldes i første række, at værnenes størrelse — og hermed udskrivningskvotaen — er fastlagt i forsvarslovene, og dernæst, at værnepligtslovene med tiden har undergået en sådan udvikling, at borgernes beskyttelse nu er fast forankret her. Som forholdene har udviklet sig, må ungdommen snarere — og de foran citerede utalelser viser, at den også gør det — fole sessionsbehandlingen som utidssvarende og ubetryggende.
Nu hundrede år efter den almindelige værnepligts gennembrud taler således meget for, at udskrivningsvæsenets placering i fremtiden vil blive et af de spørgsmål, som må tages op til revision i forbindelse med arbejdet på de nye forsvarslove. Man tager desuden næppe fejl i, at usaglige motiveringer — som dette eller hint ministeriums for store eller ringe omfang — eller oratoriske kunstgreb ikke denne gang vil gore udslaget.
Helge Klint.
